Forbryderen/1/6
VI.
Raskolnikow fik senere helt tilfældigt at vide, hvorfor Handelsmanden og hans Kone havde indbudt Elisabeth hjem til sig. Det var en ganske almindelig Forretning. En tilrejsende Familie, som det var gaaet tilbage for, maatte sælge Møbler, Klæder, alt, hvad de ejede. Da det ikke var saa fordelagtigt at gaa lige hen paa Torvet og sælge, søgte de en Mellemhandlerske, og Elisabeth var nemlig god hertil, da hun var ærlig og straks bød den højeste Pris. Den Pris, hun en Gang havde sagt, blev ogsaa staaende; hun talte ikke meget, og var som sagt noget undselig og tilbageholden.
Raskolnikow var i den sidste Tid bleven noget overtroisk, og denne Overtro blev længe efter hængende ved ham. Han var ogsaa senere tilbøjelig til at se en vis Forudbestemmelse, en hemmelighedsfuld Virksomhed, et sælsomt Sammenstød af Omstændigheder i hele denne Affære.
I den forløbne Vinter havde en Student, Pokorew, før sin Afrejse til Charkow under en ligegyldig Samtale rent tilfældig givet ham den Gamles Adresse, for at han kunde vide, hvor han skulde gaa hen, naar han tilfældig havde et eller andet, han maatte sætte ud. Der gik en lang Tid uden at han behøvede at opsøge hende. Han gav den Gang Undervisning og kunde saaledes slaa sig igennem. Først for halvanden Maaned siden kom han til at huske paa hendes Adresse. Han havde to Ting, han kunde sætte ud, et gammelt Sølvuhr, han havde arvet efter sin Fader, og en lille Ring med tre røde Stene i, som han ved Afskeden fra Hjemmet havde faaet til Erindring om sin Søster. Han besluttede altsaa at laane paa Ringen og opsøgte den gamle Kone. Da han havde fundet hende, havde han straks, uden at vide noget om hende, fattet en uovervindelig Afsky for hende. Han fik to „Smaasedler” for Ringen, gik hen i en lille Restavration og forlangte The, satte sig hen i en Krog og fordybede sig i Grublerier.
Næsten lige ved Siden af ham, ved det nærmeste Bord, sad en Student, han ikke kendte, og en ung Officer. De havde spillet Billard, og nu drak de The. Pludselig kom han til at høre, at Studenten talte med Officeren om Pantelaanerske Helene Iwanowna og nævnede hendes Adresse. Alene dette Tilfælde forekom Raskolnikow besynderligt; han var lige kommen fra hende, og nu hørte han Tale om hende. Naturligvis var det kun et rent Tilfælde; men for ham, der i Forvejen ikke havde kunnet frigøre sig for nogle besynderlige Tanker, for ham blev Studentens Udtalelser med de mange Enkeltheder med Hensyn til Helene, skæbnesvanger.
„Storartet Kone,” sagde Studenten, „hos hende er der al Tid Penge at faa. Hun er rig som en Jøde, og kunde godt paa en Gang lægge fem Tusind paa Bordet. Men hun skammer sig heller ikke ved at laane paa et Pant til en Rubel. Der er Folk nok af vore Lige, der besøger hende. Men en rigtig gammel Heks er hun alligel…”
Og saa fortalte han videre, hvor ond og lunefuld hun var, at et Pant var haabløst tabt, naar der gik én Dag over Tiden, at hun aldrig gav mere end en Fjerdedel af Pantets virkelige Værdi, tog ti Procent om Maaneden osv. — Studenten lod Munden løbe og fortalte meget mere, at den Gamle havde en Søster, Elisabeth, som hun pryglede og slog og behandlede som hun var et Barn, skønt den yngre Søster var et stort Fruentimmer, mens den Gamle var en lille vissen Tingest…”
„Den Søster er ogsaa et Fænomen,” vedblev Studenten og lo.
Saa begyndte han at fortælle om Elisabeth. Det syntes ham at være en hel Fornøjelse at tale om de to Søstre, og han lo uafbrudt. Officeren hørte paa ham med levende Interesse og bad Studenten sende Elisabeth op til ham, for at hun kunde lappe noget Linned for ham.
Raskolnikow lyttede til med spændt Opmærksomhed og fik saaledes alt muligt at vide.
Elisabeth var en yngre Stedsøster til den Gamle og kunde være en fem og tredive Aar. Hun sled og slæbte Dag og Nat, var baade Kokke- og Vaskepige for den Gamle, men syede desuden ogsaa for Fremmede, vaskede og skurede for Folk, og alt, hvad hun tjente, maatte hun bringe Søsteren. Uden den Gamles Tilladelse turde hun ikke paatage sig det allermindste Arbejde. Den Gamle havde ogsaa allerede gjort sit Testamente, og Elisabeth vidste ogsaa, at med Undtagelse af Møblerne og Køkkentøjet skulde hun ikke arve saa meget som en Rubel. Alle Pengene var testamenteret til et Kloster i Guvernementet N., hvor der saa til Gengæld skulde læses Sjælemesser for den Gamle. Elisabeth var Datter af en Smaaborger; hun hørte saaledes ikke som Søsteren, der var Enke efter en Registrator, til Embedsstanden. Hun var ugift, usædvanlig stor, med lange, klodsede, udadvendte Fødder, gik stadig med skæve Sko, men holdt sig ellers ren og pæn. Men det mærkeligste var, og det morede især Studenten, at Elisabeth næsten al Tid gik og var frugtsommelig.
„Men Du sagde jo, at hun var styg som en Ulykke,” bemærkede Officeren.
„Hun er just ikke styg; hun har en brunlig Hudfarve, ligner en forklædt Soldat, men egenlig frastødende er hun ikke. Ansigtet er slet ikke saa slemt, og hun har venlige Øjne, ja hendes Smil er næsten kønt, og saa er hun jo godmodig og villig og gode Venner med alle.”
„Det lader næsten til, Du synes godt om hende,” bemærkede Officeren leende.
„Ja — for alt det gode, der er ved hende, ellers ikke. Men hvad det var, jeg vilde sige … den Gamle, hende kunde jeg nok lide at give En paa Panden for at faa hendes Penge, og jeg forsikrer Dig, jeg vilde kunne gøre det uden Samvittighedsnag,” tilføjede Studenten ivrigt.
Officeren maatte atter le, men Raskolnikow foer sammen: „Det var da besynderligt!”
„Ja — maa jeg gøre Dig et Spørgsmaal for Alvor,” vedblev Studenten. „Naturligvis var det min Spøg. Men tænk nu paa det: paa den ene Side en dum, ondskabsfuld, hæslig, væmmelig gammel Kælling, svagelig og skrantende, til ingen Verdens Nytte, et Snyltedyr, der ikke selv véd, hvad hun lever for, og som alligevel en af Dagene maa vende Næsen i Vejret … Ja, Du forstaar mig jo nok!”
„Jo … vist forstaar jeg Dig,” svarede Officeren og betragtede sin veltalende Kammerat.
„Og paa den anden Side unge, friske Kræfter, som kan tælles i Tusindvis, og som gaar til Grunde af Mangel paa Hjælp; Hundreder og Tusinder af gode og store Handlinger, som kunde sættes i Gang for den Gamles Penge … Hundreder, maaske Tusinder Eksistenser bragt paa den rette Vej … en Mængde Familier reddet fra at gaa til Grunde, reddet fra Elendighed, Last og væmmelige Sygdomme — altsammen for denne gamle Kællings Penge. Slaa hende ihjæl, tag hendes Penge og brug dem til Menneskehedens, til Samfundets Vel … Ja, hvad mener Du? Skulde denne lille, betydningsløse Forbrydelse ikke opvejes ved tusind gode Gerninger? Et eneste Liv mod tusind Liv, reddede fra Undergang og Fordærvelse? En eneste Død — og mod den Hundreder af Liv — det er dog et meget simpelt Regnestykke! — Hvad Vægt har denne visne, onde og dumme gamle Kællings Liv overhovedet paa Tilværelsens Vægtskaal? Ikke mere end en Lus eller en Maddike — og ikke saa meget engang, fordi hun gør langt mere Skade; hun undergraver Livet for andre — det er ikke mange Dage siden hun af ren Ondskab bed sin Søster i Fingeren, saa det var nær ved, man maatte sætte den af!”
„Ja, det kan være sandt nok, at hendes Liv er til Skade for Menneskeheden,” bemærkede Officeren; men der er nu en Gang Naturlove…”
„Aa Herregud, kære Ven, som om man ikke kunde baade rette og lede Naturlovene. Vi maatte jo ellers forsumpes i Fordomme; der kunde ikke mere laves en „stor Mand”. Man snakker stadigvæk om Pligt og Samvittighed — ja, jeg vil ikke sige noget ondt om Pligt og Samvittighed — men vil Du bare sige mig, hvorledes vi skal forstaa dem! Jeg vil gøre Dig et andet Spørgsmaal…”
„Nej — maa jeg først?”
„Naa?”
„Du kan sagtens tale om det og lade Munden løbe, men sig mig bare, vilde Du selv slaa Kællingen ihjæl eller vilde Du ikke?”
„Naturligvis vilde jeg ikke, det er vist! Jeg taler kun om det berettigede deri … Det drejer sig ikke om mig…”
„Men det er netop det, jeg mener: naar Du ikke selv vil lægge Haand til, kan der i det hele ikke være Tale om Ret … Kom saa — lad os spille et Parti til.”
Raskolnikow var i en voldsom Sindsbevægelse. Vist var det altsammen disse dagligdags friskfyrsagtige Talemaader, som de Unge saa gærne blærer sig med, selv om Form og Tema er forskællig. Men hvorledes forklare, at han netop nu skulde sidde som Tilhører ved en saadan Samtale og lytte til saadanne Tanker, netop saadanne, som var fremstaaet i hans egen Hjærne? Og hvorledes kunde det være, at han, efter at han netop havde bragt Spiren til sine Tanker med fra den Gamle, skulde blive Vidne til en Samtale som denne?…
Dette Sammentræf havde bestandig staaet som noget betydningsfuldt for ham: en tilsyneladende ganske ligegyldig Kafédiskussion fik en usædvanlig Indflydelse paa den videre Udvikling paa hans Skæbne, som om den virkelig havde været et Varsel, et Fingerpeg.
— — — — — — — — — —
Da han fra Høtorvet kom hjem, kastede han sig ned paa Sofaen og blev siddende en hel Time uden at røre sig.
Mørket var imidlertid faldet paa; han havde intet Lys, og det var vel heller ikke faldet ham ind at tænde det. Naar han senere tænkte tilbage paa denne Time, kunde han aldrig tomme paa det Rene med, om han havde tænkt paa nogle eller ikke. Endelig kom Feberen igen ligesom før, med Kuldegysen. Det faldt ham ind, at han jo lige saa godt kunde lægge sig ned paa Sofaen. Snart laa han i en dødlignende, blytung Søvn.
Han sov usædvanlig længe og uden at drømme.
Nastasia, som hver Morgen ved Titiden plejede at komme ind til ham, kunde næsten ikke faa ham vækket.
Hun havde Te og Brød med til ham. Teen var atter et andet Opkog af hendes egen Tepotte.
„Nej — har man nu set Mage til Syvsover!” raabte hun. „Du tænker da aldrig paa andet end at sove!”
Han rejste sig langsomt og besværligt op i Sofaen. Han havde ondt i Hovedet. Han stod op, vendte sig om til den anden Side og sank saa atter ned i Sofaen.
„Skal Du sove igen?” spurgte Pigen. „Er Du kanske syg!”
Han svarede ikke.
„Vil Du have Te?”
„Tak — siden,” svarede han svagt, lukkede atter Øjnene og vendte sig om mod Væggen.
Nastasia blev staaende foran ham.
„Kanske han virkelig er syg,” mumlede hun, vendte sig om og gik.
Ved Totiden kom hun tilbage og havde Suppe med til ham. Han laa aldeles som før; han havde ikke rørt Teen. Pigen blev fornærmet og begyndte at ruske i ham.
„Hvad ligger Du og snuer efter?” raabte hun og puffede ham i Siden.
Han rejste sig op og satte sig hen i Sofahjørnet uden at sige et Ord, uafbrudt stirrende ned for sig.
„Er Du syg eller er Du doven?” spurgte Pigen; men hun fik intet Svar. — „Naar Du bare vilde gaa lidt ud,” sagde hun et Øjeblik efter, „saa vilde Luften vel nok oplive Dig. — — Vil Du saa ikke spise noget?”
„Siden,” sagde han, — „gaa!”
Hun stod et Øjeblik og saa medfølende paa ham; saa gik hun ud.
Et Par Minuter efter aabnede han Øjnene og saa længe paa Suppen og Teen. Endelig tog han et Stykke Brød, greb Skeen og begyndte at spise.
Han spiste ikke meget — han kunde ikke — to eller tre Skefulde, helt mekanisk. Hovedpinen var ikke saa stærk som før.
Da han havde spist, strakte han sig atter paa Sofaen, men han kunde ikke sove mere; han laa stille paa Maven, med Ansigtet trykket ned i Puden. Han drømte hele Tiden, og det var saadan underlige, dejlige Drømme.
Han syntes, han er i Afrika, i Ægypten, paa en Oase. Karavanen holder Hvil, Kamelerne ligger og hviler. Rundt omkring staar Palmer. De spiser allesammen mens han selv drikker Vand af en Bæk, som risler mumlende afsted tæt ved Siden af ham. Og Vandet er saa køligt, saa forunderlig blaat og klart; det risler hen over brogede Kiselsten og over glinsende Guldsand…
Pludselig hørte han Klokken slaa. Han foer sammen, strøg sig over Panden, løftede Hovedet, saa ud gennem Vinduet, beregnede, hvor sent det kunde være, og sprang op, pludselig lysvaagen, som om nogen havde kaldt paa ham. Saa listede han sig paa Tæerne hen til Døren, aabnede den paa Klem og lyttede ned ad Trappen. Hans Hjærte bankede stærkt. Paa Trappen var der saa stille som om alt sov. Han undrede sig over, at han virkelig havde tilbragt Mellemtiden siden i Gaar i saadan en Tilstand af Bevidstløshed, og at han endnu intet havde foretaget sig, intet forberedt.
Og imidlertid havde Klokken maaske allerede slaaet seks … En usædvanlig, feberagtig, forvirret Travlhed fulgte pludselig ovenpaa Søvnen og Sløvheden. Der var for Resten ikke mange Forberedelser at gøre; han anstrængte sin Hjærne for at overtænke alt og ikke glemme noget. Hjærtet bankede saa voldsomt, at han næsten ikke kunde trække Vejret. Først og fremmest maatte der laves en Strop, som blev fastsyet til Overfrakken; det var gjort paa en Minut. Han stak Haanden ind under Puden, søgte mellem en Del Linned og trak en gammel, pjaltet, smudsig Skjorte frem; han rev en Strimmel af den, en femten Tommer lang og en Tømme bred. Denne Strimmel lagde han dobbelt, trak sin vide, stærke Sommerfrakke af — den eneste Overfrakke han ejede — og syede begge Ender af Strimlen fast indvendig under Armhullet. Hans Hænder rystede under Syningen, men han betvang sig, og da han atter trak Overfrakken paa, var der intet at se udvendig fra.
Han havde allerede i lang Tid haft Naal og Traad liggende i Bordskuffen. Hvad særlig Stroppen angik, da var det hans egen listige Opfindelse, der var bestemt til Øksen. Han kunde jo nemlig ikke godt gaa hen ad Gaden med en Økse i Haanden, og havde han ganske simpelt baaret den under Frakken, maatte han have holdt fast paa den med Haanden, og det kunde man let have opdaget. Men naar han havde Stroppen, kunde han stikke Øksebladet deri, og saa hang Øksen ganske rolig under Armen paa ham. Stak han saa bare Haanden ned i Lommen, kunde han ogsaa holde fast paa Skaftet, saa det ikke hang og dinglede. Og da Frakken næsten var lige saa rummelig og vid som en Sæk, var det heller ikke muligt udenfra at opdage, at han holdt fast paa noget indenfor Lommen. Denne strop havde han funden paa for et Par Uger siden.
Da han var færdig hermed, stak han Haanden ind i en smal Aabning mellem Sofaen og Gulvet og fremtog Pantet, som han havde skjult her. Egentlig var det ikke noget godt Pant — det bestod bare af en glathøvlet lille Klods af Størrelse og Tykkelse som en Sølv-Cigaretdaase. Klodsen havde han tilfældig fundet paa en Plads i Nærheden af et Snedkerværksted. Han havde fæstet en lille tynd Jærnplade til Klodsen. Jærnpladen saa ud til at være et Brudstykke af noget, som han havde fundet et eller andet Sted paa Gaden; den var lidt mindre end Klodsen; han bandt et Stykke Seglgarn overkors omkring begge Dele, saa de laa fast sammen. Derpaa svøbte han det omhyggeligt ind i rent, hvidt Papir, og bandt det hele saaledes sammen, at det var vanskeligt at løse op. Alt dette var beregnet paa i nogen Tid at binde den Gamles Opmærksomhed, og for at han, mens hun anstrængte sig for at faa Knuden op, kunde benytte det gunstige Øjeblik. Jærnpladen havde han føjet til for Tyngdens Skyld, for at den Gamle ikke øjeblikkelig skulde kunne gætte, at Genstanden kun var af Træ. Alt var lavet i Stand og sat ind under Sofaen til den belejlige Tid var kommen.
Han havde næppe hentet „Pantet” frem, før han hørte En raabe nede i Gaarden:
„Klokken er allerede meget over seks!”
„Meget over seks! Herregud!”
Han løb hen til Døren, lyttede, tog sin Hat og gik, listende sig som en Kat de tretten Trin ned. Han havde nu det vigtigste tilbage — at stjæle Øksen fra Køkkenet. At han vilde bruge en Økse, havde han for længe siden fast besluttet. Han havde rigtignok desuden en stor Foldekniv, men paa denne, og navnlig paa sin egen Styrke kunde han ikke stole, og derfor havde han nu en Gang for alle bestemt sig for Øksen.
Lad os her gribe Lejligheden til at standse ved en Ejendommelighed ved alle de „endelige” Beslutninger, som han allerede havde taget. De havde alle en forunderlig Ejendommelighed: jo mere „endelige” de var, des mere uhyggelige og umulige forekom de ham paa samme Tid. Til Trods for den Sjælekamp, hvormed han pinte sig selv, kunde han den hele Tid ikke alligevel overtale sig til at tro, at hans Plan virkelig kunde udføres.
Selv om det Tilfælde var indtraadt, at alt, hvad han havde tænkt, Led for Led var udført, saa der ikke var mindste Spor af Tvivl tilbage — han vilde alligevel tilsidst have erklæret det hele for Vanvid, for meningsløs, gruopvækkende Galskab og vendt sig bort fra det. Men nu var der megen Tvivl tilbage, mange Punkter, hvorom han ikke kunde blive enig med sig selv.
Spørgsmaalet om, hvorfra han skulde tage Øksen, foruroligede ham ikke — intet forekom ham lettere. Nastasia var næsten altid borte, især om Aftenen. Enten løb hun omkring til Naboerne eller i Butikerne, men bestandig lod hun Døren staa helt aaben. Det var ogsaa derfor, hendes Madmoder altid skændte paa hende. Han behøvede derfor kun at liste sig ned i Køkkenet, tage Øksen, naar han skulde bruge den, og derpaa, en Times Tid efter, naar alt var forbi, atter bringe den tilbage.
Ganske vist kunde det hænde, at Nastasia kunde være kommen tilbage, naar han en Times Tid senere vilde lægge den paa sin gamle Plads; i dette Tilfælde maatte han naturligvis gaa lige forbi og vente, til hun atter var gaaet bort. Men hvis hun nu havde savnet Øksen, søgte efter den og begyndte at raabe op om den — saa vilde det kunne vække Mistanke, eller i alt Fald give Anledning til Mistanke.
Alt dette var imidlertid kun Smaating, som han ikke gad tænke paa, og som han heller ikke havde Tid til. Han tænkte kun paa Hovedsagen og lod Biomstændighederne ligge, til det Tidspunkt kom, som maatte afgøre alt.
Men dette sidste, Afgørelsen, forekom ham at ligge saa langt borte og at være rent utænkeligt. Det var ham nok altid klart, at han en Gang maatte holde op med at tænke derpaa, at han en Gang maatte gøre Alvor af det og gaa derhen. Selv da han gjorde sin sidste Prøve — det vil sige Besøget, han havde gjort, for endnu en Gang at overse Skuepladsen — vilde han bare gøre det som et Forsøg, ikke for at udføre noget for Alvor. Han havde tænkt som saa: jeg kan jo gærne gaa derhen og forsøge — hvad nytter det at blive ved at tænke derpaa? Og ganske rigtig, han havde følt, han ikke havde Styrke til at udføre det, han havde følt Væmmelse og var løbet sin Vej, rasende paa sig selv.
Desuagtet lod det dog til, at han var færdig med Spørgsmaalets moralske Side; hans Kasuistik var saa skarpsleben som en Barberkniv, og det var ham ikke muligt mere at finde en eneste overbevisende Indvending. Han var dog ikke ganske sikker paa sig selv over for dette Spørgsmaal, og gjorde sig endog Umag for at finde Indvendinger, selv om de kun var smaa, og han søgte dem saa ivrig, som om han var truet eller tvunget dertil. Men den sidste Dag, der var kommen saa brat og uventet over ham, og som skulde afgøre alt, tilbagevirkede næsten helt mekanisk paa ham; det var lige som om En havde taget ham ved Haanden og trukken ham efter sig — uden at taale Modstand, blindt, med overnaturlig Kraft, næsten som om Hjulet paa en Maskine havde grebet fat i hans Frakkeskød og nu trak ham til sig.
I Begyndelsen — og for Resten i temmelig lang Tid — beskæftigede det Spørgsmaal ham: Hvoraf kommer det egenlig, at næsten alle Forbrydelser forholdsvis let opdages? — og hvorfor er næsten hos alle Forbrydere Sporet saa tydeligt at forfølge? Han kom lidt efter lidt til en hel Mængde interessante Slutninger, og efter hans Mening laa Hovedaarsagen ikke saa meget i den materielle Umulighed at kunne skjule Forbrydelsen som hos Forbryderen selv. Hos næsten enhver Forbryder kommer der nemlig i Forbrydelsens Øjeblik en Slappelse i Villie- og Dømmekraften; der indtræder en barnlig, ubegribelig Letsindighed netop i det Øjeblik, man har mest Brug for sin Forsigtighed og Klogskab. Det var hans Overbevisning, at denne Slappelse i Dømmekraften, denne Lammelse af Villien, var en Sygdom, som nærmede sig langsomt og naaede Højdepunktet kort før Gerningens Øjeblik, at den sad i Forbryderen, alt efter hans Individualitet baade under Forbrydelsens Fuldførelse og nogen Tid efter, for derpaa lidt efter lidt at forsvinde som en anden Sygdom. Men til at besvare det Spørgsmaal bestemt, om det var Sygdommen, der affødte Forbrydelsen, eller Forbrydelsen, som efter sin særegne Natur bestandig var ledsaget af en sygelig Tilstand, dertil følte han sig ikke aandelig stærk nok.
Da han var kommen til dette Resultat, slog han fast, at der hos ham personlig ikke vilde finde en saadan sygelig Omdannelse Sted; at Villie- og Dømmekraften ikke vilde svigte ham under Udførelsen af Gærningen, af den simple Grund, at han var overbevist om, det ingen Forbrydelse var.
Lad os foreløbig ikke befatte os med hele den Proces, hvorigennem han var naaet til dette sidste Resultat; vi har allerede foregrebet Begivenhedernes Udvikling mere end nok i Forvejen … Vi skal kun tilføje, at alle de faktiske, rent materielle Vanskeligheder ved Foretagendet spillede kun en Birolle i hans Spekulationer. „Man maa bare bevare hele sin Villie- og Dømmekraft; naar Tiden er der, overvinder den alt, efter at man i Forvejen har sat sig ind i Sagens mindste Enkeltheder” .... Men Begyndelsen var ikke gjort endnu; han troede endnu bestandig lige lidt paa endelig modnet Beslutning, og da Timen slog, kom det altsammen helt anderledes end han havde tænkt, kom saa rent tilfældigt, næsten uventet.
En ubetydelig Omstændighed forbløffede ham lige i Begyndelsen, endnu før han var kommen ned ad Trappen.
Da han var naaet saa langt som til sin Værtindes Køkkendør, der som bestandig stod helt aaben, skelede han forsigtig derind, for først at se, om ikke Værtinden selv var der i Nastasias Fraværelse, eller om Døren til Stuen var lukket rigtig i.
Men han var nær ved at tabe Næse og Mund af Forbavselse, da han saa, at Nastasia var hjemme i Dag, og at hun endog havde noget at bestille. Hun tog nyvasket Tøj op af en Kurv og hang det op paa en Snor. Da hun fik Øje paa ham, standsede hun med sit Arbejde og saa forbavset efter ham mens han gik forbi.
Han saa til Siden, da han gik ned ad Trappen, som om han ikke havde lagt Mærke til hende. Men Planen var strandet — han havde ingen Økse. Han vidste ikke, hvad han skulde gøre.
„Men hvorfor har jeg ogsaa bildt mig ind, at hun netop i det Øjeblik ikke skulde være hjemme?” tænkte han, idet han gik gennem Porten. „Hvorfor? Hvorfor skulde dette være saa selvfølgeligt?” Han følte sig nedtrykt, ydmyget, han kunde godt have givet sig til at le ad sig selv… Et vanvittigt, dyrisk Raseri kogte inden i ham.
Han stod og grundede ude i Porten. Vandre op og ned lige som spadserende — nej, det holdt han ikke af; gaa hjem igen — endnu mindre.
„Hvad for en gunstig Lejlighed jeg er gaaet tabt af,” mumlede han, medens han stod i Portrummet uden at vide hverken ud eller ind, lige udenfor den mørke Portnerbolig, hvis Dør ogsaa stod aaben.
Pludselig foer han sammen: der inde i Stuen, kun et Par Skridt fra ham, tilhøjre under Bænken, var der noget, der blinkede hen imod ham … Han saa sig om … Der var ingen i Nærheden … Han listede sig paa Tæerne de to Trin ned og kaldte ganske sagte paa Portneren … Nej, han var ikke hjemme. Han var maaske et eller andet Sted i Nærheden — ude i Gaarden — hans Dør stod jo helt aaben.
Det var en Økse der laa under Bænken mellem en Del Brændestykker. Han styrtede derhen og rev Øksen til sig, hægtede den straks ind i Stroppen under Frakken, stak begge Hænder i Lommen og gik ud. Ingen havde lagt Mærke til ham!
„Naar min Kløgt og mit Snille glipper, saa hjælper Tilfældets Djævel mig!” tænkte han med et sælsomt Smil. Dette Tilfælde gav ham nyt Mod.
Han gik roligt og sikkert hen ad Gaden, uden at forhaste sig for ikke at vække Mistanke. Han saa næppe paa dem han mødte, ja han søgte ligefrem at undgaa at se deres Ansigter og selv at blive saa ubemærket som muligt. Da kom han pludselig til huske paa sin Hat. Det var forbandet, han ikke byttede den med en Hue i Forgaars, da han havde Penge.
Idet han gik forbi en Butik, saa han flygtigt derind og opdagede, at Klokken allerede var ti Minuter over syv. Han maatte skynde sig, men alligevel gøre en Omvej for at komme til Huset fra den modsatte Side.
Tidligere, naar han under Tiden i Tankerne overvejede alt, troede han, han vilde komme til at føle sig frygtelig angst. Nu var der derimod ikke Spor af Frygt — han var i Grunden slet ikke bange. Det var helt andre Tanker, som nu beskæftigede ham, skønt rigtignok helt forbigaaende. Da han gik forbi Jussupowparken, tænkte han endog paa, hvor nyttigt det vilde være, om der blev opført høje Springvand paa de offenlige Pladser; det vilde forfriske Luften. Og idet han syslede med disse Tanker, fik han den Overbevisning, at det vilde være baade nyttigt og forskønnende for Byen, om man udvidede Parkanlægene over hele Marsmarken og lod dem gaa i Flugt med Haven omkring Michaelpaladset.
Saa begyndte pludselig et nyt Spørgsmaal at interessere ham: Hvorfor har egenlig Hovedstadsfolk saadan Tilbøjelighed til at slaa sig ned netop i saadanne Kvarterer, hvor der hverken er Haver eller Springvand, men hvor der er Snavs og Stank og al Slags Svineri, selv saadanne Folk, som ikke er tvungne dertil. Han tænkte derved paa sine egne Spadsereture paa Høtorvet.
„Hvilket Vrøvl at tænke paa!” udbrød han pludselig og rev sig løs. „Nej, saa heller slet ikke tænke! — — — Saaledes er det vel ogsaa med den Dødsdømte, der føres til Retterstedet: hans Tanker drejer sig om de Genstande han møder paa sin Vej,” foer det som et Lyn gennem hans Hoved. Han søgte imidlertid hurtig at blive fri for den Tanke.
Se saa! Nu er han der! Her er Huset og her er Porten.
En Klokke slog et Slag.
„Allerede halv otte? Det er da umuligt! … Det Uhr maa gaa for stærkt!”
Han kom lykkelig gennem Porten. Der kom oven i Købet, ligesom efter Aftale, et Hølæs kørende ind foran ham og skjulte ham helt, da han gik ind. Hølæsset var ikke saa snart kørt ind i Gaarden, før han ogsaa havde sneget sig forbi til Højre. Inde i Gaarden, paa den anden Side af Hølæsset, hørte man Raab og Spektakel — han mødte ingen, og ingen lagde Mærke til ham. En Mængde Vinduer, som vendte ud til denne store, firkantede Gaardsplads, stod aabne, men han saa ikke op — han havde ikke Mod til det.
Trappen, der førte op til den Gamle, var straks til højre, og han befandt sig allerede paa den.
Han trak Vejret, trykkede Haanden mod det bankende Hjærte, følte paa Øksen og trak den tilrette, begyndte langsomt og forsigtigt og stadig lyttende at stige op ad Trappen. Men paa Trappen mødte han heller ikke et Menneske og alle Døre var lukkede. Paa anden Sal var der nok en ledig Lejlighed, hvis Døre stod aabne. Et Par Malere var i Færd med at pudse der inde, men ingen af dem saa ud. Han blev staaende lidt, tænkte sig om og gik videre. „Vel havde det været bedre, om de Malere ikke havde været der; men — det var jo hele to Etager højere op.”
Saa var der fjerde Etage — der er ogsaa en ledig Lejlighed lige over for Pantelaanerskens. Paa tredie Etage, lige under den Gamle, saa det ogsaa ud til, at Folkene er flyttet; Visitkortet, som havde været slaaet fast paa Døren, var borte.
Han trak Vejret dybt. Et Øjeblik foer den Tanke gennem hans Hoved: „Skulde jeg ikke heller gaa min Vej?” Han gav sig dog ikke Tid til at besvare Spørgsmaalet, begyndte at lytte ved den Gamles Dør; der var dødsstille der inde. Saa lyttede han endnu en Gang ned ad Trappen, længe og spændt … saa sig om til alle Sider, fattede sig og følte endnu en Gang til Øksen i Stroppen.
„Jeg er vist meget bleg,” tænkte han, „eller i stærk Sindsbevægelse. Hun er mistroisk … Det var maaske bedst at vente et Øjeblik … til den stærke Hjærtebanken er forbi…”
Men Hjærtet blev ved at banke lige voldsomt — snarere stærkere og stærkere … Han kunde ikke holde det ud … greb famlende efter Klokkestrængen og ringede. Han ventede et halvt Minut — der kom ingen — saa ringede han en Gang til — stærkere end før.
Alt var stille derinde. Den Gamle var naturligvis hjemme, men hun var mistroisk og alene; han kendte temmelig godt hendes Vaner … han lagde endnu en Gang Øret til Døren. Om det nu var fordi hans Sanser var saa skærpede — det var dog mindre sandsynligt — eller om han virkelig hørte noget … han troede imidlertid at kunne skælne en forsigtig Famlen med Haanden paa Haandtaget og en Kjoles Raslen. Der maatte aldeles bestemt staa En lige indenfor Døren, En, der stod og lyttede indenfor lige som han udenfor, og, som det lod til, ligeledes med Øret op til Døren.
Han gjorde med Villie lidt Støj og brummede højt, for at man ikke skulde tro, han gæmte sig. Han ringede for tredie Gang, men roligt og uden Spor af Utaalmodighed.
Naar han senere tænkte paa dette Øjeblik, der indprentede sig uforglemmeligt i hans Hukommelse, kunde han ikke forstaa, hvorfra han havde faaet denne Besindighed, da hans Forstand med enkelte Minuters Mellemrum var omtaaget … han følte næppe, han havde Legeme.
Et Øjeblik efter hørte han Krogen blive taget af Døren.