Forbryderen/1/5
V.
„Ja, det er rigtigt — jeg vilde gaa hen til Rasumichin for at bede ham om at skaffe mig noget Arbejde, nogen Undervisning eller hvad det kunde blive,” mumlede Raskolnikow; „men med hvad skulde han vel kunne hjælpe mig nu? Lad ham ogsaa virkelig skaffe mig nogle Timer, lad ham ogsaa dele sin sidste Kopek med mig — hvis han har nogen — for at jeg kan købe mig Støvler og faa noget ordenligt Tøj paa, saa jeg virkelig kan være bekendt at give Timer … hvad saa? Hvor langt kom jeg, saa med de stakkels Kobberpenge? Er det kanske det, der piner mig nu? Det er ligefrem latterlig at gaa til Rasumichin.”
Det Spørgsmaal, hvorfor han opsøgte Rasumichin, gjorde ham mere urolig, end man skulde ane. Han søgte urolig i dette tilsyneladende Skridt efter noget der kunde ligne et ondt Varsel.
„Hvorledes kunde det ogsaa falde mig ind at ville bringe Orden i mine Sager ved Rasumichins Hjælp? Hvorfor skulde han være min Redningsmand?” spurgte han sig selv forbavset.
Han spekulerede og strøg sig med Haanden over Panden, og efter at have grundet længe fik han mærkelig nok pludselig en Idé, som tiltalte ham.
„Hm … til Rasumichin,” sagde han rolig, som om han havde taget en endelig Beslutning, „naturligvis gaar jeg til Rasumichin … men ikke i Dag … først Dagen efter, at det er sket … Dagen efter … naar det nye Liv begynder.”
Pludselig betænkte han sig.
„Dagen efter!” raabte han og sprang op fra Bænken, „men vil det da ske? Skulde det virkelig kunne ske!”
Han gik hurtigt videre — han løb næsten; han vilde først gaa hjem, men han betænkte sig. I denne Afkrog, hvor han boede, i dette skrækkelige gule Hul var i Løbet af den sidste Maaned en forfærdelig Tanke bragt til Modenhed hos ham. — Han skyndte sig afsted — længer bort.
Hans nervøse Uro blev til fuldstændig Feber — han følte en formelig Tørst, og midt i Solens brændende Hede foer der Kuldegysninger igennem ham. Næsten uden at vide af det forsøgte han med en voldsom Aandsanstrængelse at tage et Indtryk af sine Omgivelser — det var lige som hans Tanker maatte have en eller anden Adspredelse. Men det lykkedes ham kun daarligt, og han faldt snart igen tilbage i sine Grublerier. Naar han løftede Hovedet og saa sig om, saa havde han i næste Øjeblik glemt, baade hvad han havde set og tænkt.
Paa denne Maade havde han passeret hele Wasilewsky-Øen, var kommen til Lille-Newa, var gaaet over Broen og henimod Øerne. Træerne med deres grønne Lov og den friske Luftning virkede velgørende paa hans trætte Øjne, der var vant til Gadestøvet, til Kalk og store, tæt sammenpakkede, tungt trykkende Huse. Her var ingen kvælende Luft, ingen Stank og ingen Ølknejper. Men disse nye, forfriskende Følelser gik hurtig over i sygelig Ophidselse. Bedst som han gik, kunde han pludselig standse udenfor en af Grønt omslynget Villa, se ind gennem Stakittet, saa langt borte paa Balkoner og Terrasser Damer i kostbare, elegante Dragter, og Børn, som legede nede i Haven. Men især fængslede Blomsterne ham — fra dem kunde han næsten ikke rive sig løs. Ekvipager, Damer og Herrer til Hest foer ogsaa forbi ham paa Vejen. Han stirrede nysgærrigt efter dem, men før de var kommen ham af Syne, havde han allerede glemt dem. En Gang standsede han og gav sig til at tælle sine Penge, han havde endnu tredive Kopek. „Tyve gav jeg Politibetjenten, tre fik Nastasia for Brevet — saa var det syv og fyrre Kopek jeg i Gaar lod ligge hos Marmeladows,” tænkte han. Men straks havde han ogsaa glemt sit Regnestykke og vidste ikke mere, hvorfor han havde taget Pengene op af Lommen.
Han kom forbi en simpel Beværtning. Det faldt ham ind, at han var sulten, og han gik derind. Her drak han et lille Glas Brændevin og købte en Postej, som han spiste paa Vejen. Det var længe siden, han sidst havde smagt Brændevin, og saa lidt det end var, virkede det alligevel straks paa ham. Han blev paa en Gang saa søvnig og saa træt. Han vendte om og gik hjem; men da han var kommen til Petrowsky-Øen, var han saa mat, et han maatte standse. Han gik ind mellem Buskene, lagde sig ned i Græsset og faldt straks i Søvn.
Naar et Menneske er i en Tilstand af sygelig Ophidselse, træder gærne alt, hvad det drømmer om, frem i et ejendommelig skarpt Relief; det faar en mærkelig Tydelighed og en mærkelig Overensstemmelse med Virkeligheden. Man ser undertiden i Drømme et uhyggeligt Billede, hvis hele Udstyrelse og Tilblivelsesproces har en saadan Sandhed og saa utrolig fine tilsvarende Enkeltheder, at den Drømmende, selv om han var en Puschkin eller en Turgenjew, aldrig vilde have kunnet fremtrylle dem i vaagen Tilstand. Saadanne Drømme, saadanne sygelige Drømme, trænger sig ind i Hukommelsen og gør et voldsomt Indtryk paa det i Forvejen ophidsede og forstyrrede Nervesystem.
Raskolnikow drømte en forfærdelig Drøm. Han er atter Barn, og hensat til sin Fødeby. Han er syv Aar og spadserer en Helligaften med sin Fader ud i Omegnen. Luften er tung efter en lummer Dag; saaledes som Egnen har indpræget sig i hans Hukommelse, staar den nu i Drømmen langt mere levende for ham end i vaagen Tilstand. Den lille By ligger dèr ganske aaben; ikke et eneste lille Træ er der at se, kun langt, langt borte i det Fjærne ser man noget mørkt — det er Skoven. Lige ved Udkanten af Byen ligger et stort Værtshus. Det har al Tid gjort et stygt Indtryk paa ham, ligefrem sat Skræk i ham hver Gang han paa Udflugterne med sin Fader kom forbi det. Der var al Tid mange Folk i det Værtshus, de skreg og lo, støjede og sloges der inde, og sang liderlige Viser med hæs Stemme. Alle Slags væmmelige, fulde Bisser drev stadig omkring i Nærheden af Knejpen… Naar han mødte nogen af dem, trykkede han sig al Tid tæt op til sin Fader og rystede over hele Kroppen. Lige forbi Værtshuset gaar en Markvej; den er al Tid støvet, og Støvet er saa underlig sort. Den slynger sig i Bugtninger, og en tre hundrede Skridt borte bøjer den sig tilhøjre omkring Byens Kirkegaard. Midt paa Kirkegaarden staar en Stenkirke med grøn Kuppel. Til den gik han to Gange om Aaret sammen med sin Fader og Moder til Middagsgudstjeneste; det var nemlig naar der skulde læses Sjælemesser for hans Bedstemoder, som var død for længe, længe siden, og som han aldrig havde kendt. Hver Gang havde de en Kutja[1] med paa et hvidt Fad, og lagt ind i en Serviet. Kutjaen var af Ris, med Sukker og Rosiner, som i Form af et Kors var bagt ind i Risen. Han holdt saa meget af denne Kirke med de rare gamle Helgenbilleder, hvoraf de Fleste var uden Ramme, og han holdt meget af den gamle Præst med det rystende Hoved. Ved Siden af Bedstemoderens Grav, der var dækket af en stor Stenplade, laa hans yngre Broders lille Grav; denne Broder, der ikke var mere end seks Maaneder, da han døde, kunde han heller ikke huske han havde seet. Men man havde fortalt ham, at han havde haft en lille Broder, og hver Gang han kom paa Kirkegaarden, gjorde han fromt Korsets Tegn foran denne Grav, bøjede sig ned og kyssede den.
Og nu drømte han, at han var paa Vejen til Kirkegaarden med sin Fader, og at de kom forbi Værtshuset. Hans Fader holder ham ved Haanden og ser sig ængstelig tilbage efter Knejpen. Det er noget særligt, som denne Gang tiltrækker sig hans Opmærksomhed. Det ser ud, som der holdes Folkefest. En Flok søndagsklædte Koner, Koner med deres Mænd og al Slags sammenløbet Pak driver om mellem hverandre. De er alle berusede og synger, og foran Værtshuset staar en Bondevogn, en af disse store, svære Bondevogne, som forspændes med store, stærke Heste, og som man bruger til at køre Fragtgods og Brændevinstønder. Det havde al Tid moret ham at se disse svære, langmankede Trækheste gaa rolige og med afmaalte Skridt foran det høje Læs, tilsyneladende uden Anstrengelse, som om de slet ikke regnede det store Læs for noget, der fulgte efter dem. Men nu er det underligt nok kun en lille mager lysebrun Bondehest, som er spændt for denne svære Fragtvogn, et af disse stakkels Dyr, som man ofte ser slide sig fordærvet paa et stort Læs Hø eller Brænde, især naar Vejen er stenet eller opblødt. Og saa pisker Bønderne paa det ulykkelige Dyr, slaar det over Mulen og i Hovedet, og det gør saa ondt, aa saa ondt, og ham gjorde det ogsaa bestandig saa ondt; han kom al Tid til at græde, naar han saa det. Saa tog hans Moder ham bort fra Vinduet.
Nu blev der pludselig en forfærdelig Støj. Folk kom stormende ud fra Værtshuset, skraalende og skrigende, syngende og spillende paa Balalaik[2], Kraftkarle i røde og blaa Skjorter og med Jakken hængende løst over Skuldrene. Alle var de vilde, kaade og fulde.
„Sæt Jer op! Sæt Jer op allesammen!” raabte en af dem, en ung Knøs med en bred Nakke og et kødfuldt rødt Ansigt; „sæt Jer op! Jeg tager Jer med allesammen!” Og de lo og skreg i Munden paa hverandre.
„Saadan en Skindmær, den ser ogsaa ud til at kunne trække!”
„Du har det nok ikke godt, Mikolka, siden Du gaar hen og spænder saadan en elendig Krikke for Vognen.”
„Den er da nok over de tyve Aar!”
„Sæt Jer bare op — jeg tager Jer allesammen med!” skriger Mikolka atter, springer selv op paa Vognen, griber Tømmerne og stiller sig oprejst foran i Vognen. „Matwej er nylig kørt med den Brune,” raaber han ned til dem; „men dette Øg har jeg længe ikke kunnet fordrage; jeg vilde bare ønske, jeg kunde faa Livet af den; æde kan den, men den kan ikke gøre Gavn for Føden! — Sæt Jer bare op, siger jeg! Jeg skal nok faa den til at løbe!” Dermed tager han Pisken i Haanden for rigtig at slaa løs paa Dyret.
„Naa, saa sæt Jer op! I hører jo, han vil have den til at løbe!” raabte En med et spottende Grin.
„Saadanne Narrestreger har den vist ikke befattet sig med i de sidste ti Aar!”
„Det vil blive et lystigt Trav!”
„Ingen Medynk, Folkens! hver tager sin Pisk med sig … kom saa!”
„Naa — hyp! — smør bare væk!”
Og alle hopper de under Støj og Latter op paa Vognen til Mikolka. Der er seks, og der er Plads nok til flere. De trækker en rødkindet, tyk Kælling op til sig. Hun er i Søndagstøj, knækker Nødder og er meget lattermild.
Folk staar nedenfor og griner. Det er jo ogsaa uhyre grinagtigt, at saadan en skindmager Mær skal trække et saadant Læs og tilmed løbe!
To unge Knøse oppe paa Vognen tager hver sin Pisk for at hjælpe Mikolka. Der skraales Hyp! og Hej! Den stakkels Hest trækker og trækker af alle Livets Kræfter, men kommer kun frem Skridt for Skridt; den stønner dybt og synker i Knæ af Smærte over de mange Piskeslag, der hagler ned over den. Baade paa Vognen og nedenfor er Folk lige ved at revne af Latter. Mikolka bliver mere og mere hidsig og pisker rasende løs paa Dyret, ligesom det virkelig var hans Alvor at faa det til at løbe.
„Lad mig ogsaa komme med!” raaber en ung Fyr blandt den overgivne Skare.
„Ja, sæt Dig bare op! Sæt Jer op allesammen!” skriger Mikolka — „hun skal trække os allesammen! Jeg pisker hende ihjæl!” Og dermed slaar han løs igen; han er som rasende og véd ikke i sit Raseri, hvad han skal faa fat i og slaa med.
„Fa'er, aa Fa'er!” raaber Barnet til sin Fader, „aa Fa'er! ser Du, hvad de gør? Aa Fa'er, ser Du, hvordan de slaar den stakkels lille Hest?”
„Kom, kom!” siger Faderen, „de er fulde og gale allesammen, splitterpinende gale! — Kom — se ikke derhen!” Dermed vil han trække Drengen bort med sig; men Drengen river sig løs fra ham, og løber, uden at bryde sig om noget, hen til den stakkels Hest.
Det arme Dyr bliver mere og mere mishandlet, der er snart ikke mere Liv i det, det bliver staaende, trækker og trækker, og er hvert Øjeblik lige ved at styrte.
„Slaa løs paa hende!” raaber Mikolka, „lad hende bare styrte. Jeg pisker hende ihjæl!”
„Er Du da ikke en Kristen, Elendige?” raaber en gammel Mand op til ham.
„Har man nogensinde set, at et saadant Dyr kan trække et saadant Læs?” tilføjer en anden.
„Du tager Livet af den,” siger en tredje.
„Hvad saa? Det bliver min Sag! Det er min Hest, jeg gør ved hende, hvad jeg vil. Sæt Jer op, sæt Jer op allesammen! Naar jeg siger den skal løbe, saa skal den!”
Pludselig bryder alle ud i en Latter, som overdøver alt andet. Hesten kan ikke mere udholde alle Piskeslagene, der stadig falder tættere og tættere, og begynder at slaa bagud! Selv den gamle Mand kan ikke lade være at le. Det var da ogsaa for morsomt — saadan en elendig gammel Rakkermær vilde slaa bagud!
To unge Karle nede blandt Mængden faar fat paa et Par Stokke og begynder at slaa Hesten fra hver sin Side.
„Paa Mulen og lige over Øjnene!” brøler Mikolka. „Slaa den bare lige over Øjnene!”
„En Vise, Folkens!” raaber en oppe paa Vognen, og alle der oppe begynder paa en Vise, en raa, liderlig Vise. De slaar paa Tromme og gentager Omkvædet. Kællingen knækker Nødder og lér fornøjet.
… Han styrter hen til Hesten, løber hen foran den, ser hvorledes de slaar den over Øjnene, tværs over Øjnene! — Han græder. Hans Hjærte bløder og Taarerne løber ned ad hans Kinder. Et af Piskeslagene rammer ham i Ansigtet; han føler det ikke, han vrider Hænderne, skriger, styrter hen til den gamle Mand med det graa Skæg, der ryster paa Hovedet og er vred. En Kone tager ham ved Haanden og vil føre ham bort, men han river sig løs og vil atter styrte hen til Hesten. Den kan knap staa paa Benene, men gør alligevel en sidste Kraftanstrængelse og sparker bagud.
„Saa skal Satan ta'e ved Dig!” skriger Mikolka ude af sig selv af Raseri. Han kaster Pisken fra sig, bukker sig ned i Vognen og tager en stor, tyk Vognstang, løfter den med begge Hænder og svinger den med stor Anstrængelse til Slag.
„Han slaar den ihjel!” raaber Folk nede paa Vejen.
„Han dræber den!”
„Hesten er min!” brøler Mikolka og lader Vognstangen falde med hele sin Tyngde. Man hører det tunge Slag falde.
„Pisk væk! Hvad gloer I paa?” raaber En blandt Mængden.
Mikolka løfter atter Vognstangen og lader det andet tunge Slag falde paa det ulykkelige Dyr.
Hesten synker ned paa Bagdelen, rejser sig atter og trækker, trækker med sine sidste Kræfter til begge Sider for at komme af Stedet. Men fra alle Sider regner Slagene ned over det stakkels Dyr, Vognstangen falder ned paa det for tredje Gang, saa for fjerde Gang, tungt og kraftigt. Mikolka skummer af Raseri over, at han ikke kan faa det slaaet ihjæl med et enkelt Slag.
„Hun er sejglivet!” bliver der raabt.
„Hun vil snart være færdig!” siger en Tilskuer.
„Giv hende et Slag med en Økse, for at faa Ende paa det!” raaber en anden.
„Saa skulde da ogsaa den lede Satan!… — Plads her!” brøler Mikolka rasende, kaster Vognstangen fra sig og henter et stort Brækjærn. „Pas nu paa!” raaber han og giver det stakkels Dyr et Slag med fuld Kraft. Hesten vakler, synker i Knæ, vil atter trække, men Jærnstangen falder atter med fuld Kraft paa dens Ryg, og den segner, lige som alle fire Ben var slaaet af med et Slag.
„Lad hende nu faa det sidste!” raaber Mikolka, fuldstændig vanvittig og springer ned fra Vognen. Flere andre unge Knøse, ligeledes berusede og blussende af Ophidselse, griber, hvad de kan faa fat i: Piske, Knipler, Vognstænger, og styrter hen til den døende Hest. Mikolka stiller sig op ved Siden af den og hugger løs paa den med Jærnstangen. Dyret strækker Mulen frem, sukker dybt og dør.
„Nu har han givet den, hvad den havde godt af!”
„Ja, hvorfor vilde den ikke løbe?”
„Hesten er min! raaber Mikolka med Jærnstangen i Haanden og Øjnene underløbne med Blod. Det var næsten som han var forbitret over, at der ikke var mere at slaa løs paa.
„Nej — Du er ingen Kristen — det er vist!” siger flere blandt Mængden.
Den stakkels lille Dreng er rent ude af sig selv. Han græder højt og trænger sig gennem Mængden hen til Hesten, omfavner dens forslaaede, blødende Mule og kysser den, kysser den paa Øjnene og paa Læberne… Pludselig farer han op og styrter rasende, og med de smaa Næver knyttede, løs paa Mikolka.
Netop i dette Øjeblik lykkes det hans Fader, som allerede længe havde søgt at faa fat i ham, at gribe ham og trække ham med sig ud af den store Trængsel.
„Kom — lad os gaa,” siger han til Barnet. „Kom — lad os gaa hjem!”
„Aa, Fa'er, Fa'er! Hvorfor har de … pisket den stakkels Hest ihjel?” stammer han grædende. Han taber helt Vejret, og en krampagtig Hulken trænger sig frem af hans forpinte Bryst.
„De er fulde, mit Barn, de er vilde — det kan ikke nytte, vi blander os i det,” siger Faderen.
Barnet slynger Armene om Halsen paa ham, men han føler en smærtelig Trykken over Brystet, han vil trække Vejret, skriger .. og vaagner.
Raskolnikow var helt badet i Sved, Haaret var drivvaad og hang ham ned i Ansigtet; han var forpustet og rejste sig op, endnu grebet af Drømmens Angst og Rædsel.
„Gud ske Lov, det kun var en Drøm,” sagde han, satte sig under et Træ og trak Vejret dybt. „Men hvad betyder det vel? Det skulde da aldrig være Begyndelsen til en Nervefeber?… Fy, hvad for en uhyggelig Drøm.”
Han følte sig som han var mørbanket, og han var i en mørk og bitter Stemning. Han støttede Albuerne paa Knæerne og blev siddende med Hovedet mellem Hænderne.
„Herregud!” mumlede han. „Er det da muligt, er det da virkeligt muligt, at jeg skulde kunne tage en Økse og slaa Hjærnen itu paa hende, vade omkring i varmt, levret Blod, bryde en Laas op, stjæle — og skælve af Skræk? Krybe i Skjul, tilsølet af Blod… med Øksen i Haanden… Herregud, er dette virkelig muligt?”
Han rystede som et Æspeløv.
„Hvad er det egenlig jeg gør?” vedblev han bestyrtet, mens han søgte at berolige sig selv. „Jeg vidste jo, at jeg ikke havde Styrke nok dertil — hvorfor vil jeg saa pine mig selv dermed? Allerede i Gaar, da jeg gik derhen paa Prøve, blev jeg overbevist om, at jeg ikke kunde gøre det — hvad er det saa jeg gaar og plager mig selv med? Hvad nytter al denne Tvivl? Allerede i Gaar, mens jeg gik ned ad Trappen, sagde jeg til mig selv, at det var gement, simpelt, nederdrægtigt… alene Tanken om det gør mig syg og faar mig til at gyse!
„— — Nej, jeg vil aldrig kunne magte det. Lad alle mine Beregninger længe nok dreje sig om det, lad alt det, som jeg har besluttet i Maanedens Løb, være saa klart som Dagen… jeg kan alligevel ikke beslutte mig dertil! Jeg holder det alligevel ikke ud, sætter det alligevel ikke igennem! Hvad saa? Hvad er det saa, jeg til i Dag…”
Han rejste sig, saa sig forbavset om, forundrede sig over, at han befandt sig her og gik hen i Retning af T—broen. Han var gulbleg. Øjnene brændte, han var træt i alle Lemmer, men det forekom ham, som om han atter kunde trække Vejret lettere. Hans Sind var lettere og lysere, da han havde befriet sig for denne forfærdelige Byrde, som havde trykket ham saa længe.
„Herre Gud,” bad han, „vær min Vejleder, og jeg forsager dette djævelske Blændværk!”
Da han gik over Broen saa han stille og rolig ud over Newa paa den straalende Solnedgang. Nu følte han sig ikke længer saa træt og mat som før. Det var lige som der pludselig var gaaet Hul paa en Byld, som i den sidste Maanedstid havde dannet sig paa hans Hjærte. Fri! Fri! Han var nu løst fra denne Trolddom, denne Rus, disse hviskende djævelske Stemmer.
Senere, da han mindedes dette Tidspunkt og alt, hvad der var hændet ham denne Dag, og gentog hvert Ord, hver Tanke, var der en Omstændighed, som slog ham og som, uagtet der intet særlig paafaldende var ved den, forekom ham som en Slags Forudbestemmelse af Skæbnen.
Han kunde nemlig ikke forstaa, og ikke forklare, hvorfor han, der var saa udaset og træt og burde have valgt den korteste Vej for at komme hjem, alligevel gik den længere Vej over Høtorvet. Omvejen var ikke saa stor, men den var dog unødvendig. Han var vistnok ofte gaaet hjem, uden at huske paa, hvad det var for Gader, han havde fulgt. Men hvorfor, spurgte han bestandig sig selv, hvorfor netop denne Gang et saa vigtigt, for ham saa afgørende Sammenstød af Omstændigheder paa selve Høtorvet, netop i denne Time, i dette Minut i hans Tilværelse, ved denne Sindsstemning og under Forhold, som kun kunde være egnet til at udøve en afgørende og endelig Indflydelse paa hans hele Skæbne, som om de ligefrem havde ventet paa ham her?
Klokken var ikke slaaet ni, da han gik over Høtorvet. Alle de Handlende var i Færd med at lukke deres Boder, rydde deres Varer bort og gaa hjem. Ogsaa Køberne spredtes. Alle Slags Dagdrivere og Løsgængere stimlede sammen udenfor Værtshusene og i de tilstødende smudsige, stinkende Gaardsrum, men især omkring Øl- og Brændevinsknejperne. Raskolnikow foretrak disse Kvarterer og tilgrænsende Gader, naar han drev om uden egenligt Maal. Her var der ingen hovmodige Tilskuere, som saa ned paa hans pjaltede Dragt, og han kunde gaa klædt som han vilde uden at vække Opmærksomhed.
Henne paa Hjørnet af R—gade stod der et Par Ægtefolk, som ved to Borde handlede med Traad, med Baand, Bomuldstøjer og lignende Varer. De var ogsaa i Færd med at bryde op, men var bleven forsinket ved en Passiar med en Bekendt.
Denne Bekendt var Elisabeth, den yngre Søster til den gamle Enke og Pantelaanerske Helene, hos hvem Raskolnikow havde været for at laane Penge paa Uhret og gøre sin Prøve. Han havde allerede kendt denne Elisabeth længe, og hun kendte ogsaa lidt til ham. Hun var et stort, svært Fruentimmer, tilbageholdende og undselig, enfoldig, ja næsten aandssløv, og blev meget brutalt behandlet af den ældre Søster. Elisabeth maatte arbejde for hende Nat og Dag, rystede af Angst for hende, og lod sig endogsaa slaa af hende. Hun stod med en Bylt under Armen og hørte paa Ægtefolkene, der søgte at gøre hende noget begribeligt.
Da Raskolnikow pludselig fik Øje paa hende, følte han sig saa underlig berørt, lige som truffen af et Slag, skønt Mødet i sig selv ikke havde det mindste usædvanlige ved sig.
„Ja, Elisabeth,” sagde Handelsmanden højt, „det er noget, De selv maa bestemme. Kom i Morgen Aften Klokken syv, saa kommer de andre ogsaa.”
„I Morgen?” spurgte Elisabeth langsomt og betænkeligt, lige som hun ikke rigtig kunde bestemme sig endnu.
„Uh, at De ogsaa kan være saa bange for Helene,” begyndte Madamen med den hende egne Tungefærdighed. „Naar man saadan ser Dem, skulde man tro, at De bare var en lille Tøs, og saa er Helene, jo ikke engang Deres rigtige Søster, men bare Stedsøster, og har dog saadan en Magt over Dem.”
„Men lad være at sige noget til Helene denne Gang,” afbrød Manden hende, „det vil jeg raade Dem til. Kom til os uden at spørge hende; det er en fordelagtig Forretning. Saa kan De jo senere tale om den med Deres Søster.”
„Jeg skal altsaa komme?”
„I Morgen Aften ved Syvtiden; der vil ogsaa komme nogle af de andre, saa De kan let danne Dem en Mening.”
„De kan ogsaa drikke The hos os,” tilføjede Madamen.
„Naa, ja, saa skal jeg da komme,” sagde Elisabeth i en tøvende, ubestemt Tone og begyndte langsomt at gaa hen ad Vejen.
Raskolnikow gik videre og hørte ikke mere. Han var gaaet, sagte og ubemærket forbi, i den Hensigt at opfange hvert Ord. Efter den første uforklarlige Fornemmelse følte han sig saa beklemt, og der foer en Kuldegysen gennem ham. Han havde pludselig og helt uventet faaet at vide, at i Morgen Aften ved Syvtiden vilde Elisabeth, Pantelaanerskens Søster, ikke være hjemme — følgelig vilde den Gamle ved denne Tid være alene.
Han havde herfra kun nogle faa Skridt til sit Logi. Han kom hjem som en Dødsdømt; han overvejede intet, han kunde ikke tænke. Men han følte pludselig, at han ikke mere hverken havde fri Dømmekraft eller fri Villie, og at det nu pludselig var uigenkaldelig besluttet.
Det var klart nok, om han vilde vente aldrig saa længe paa en gunstig Lejlighed, et belejligt Tidspunkt for en heldig Gennemførelse af sit Forsæt, et bedre end det, der nu pludselig frembød sig, vilde der næppe komme. Det vilde al Tid være vanskeligt at faa at vide Dagen i Forvejen, saa sikkert, saa nøjagtigt, uden farlige Undersøgelser, at i Morgen vilde den Gamle, det gjaldt, være alene hjemme til det bestemte Klokkeslet.