Fattigfolk/Karin

by Gustaf af Geijerstam (1858-1909)

Karin.

Det var Foraaret 1825. Det var kommet sént, og i flere Uger havde man allerede gaaet og ventet paa den Dag, da Landmanden skulde kunne sætte Ploven i Jorden. Men kolde og regnsvangre havde Skyerne samlet sig sammen over Sletten, Gang efter Gang havde de rystet Masser af Sne ned over Jorden, og Gang efter Gang var Grøfterne igen frosne til, og Snesløret havde lagt sig tykt i Skoven, hvor Vandet var vældet op efter den stærke Vaarflom og stod højt over Køreveje og Gangstier, mens Porsen i Kærene var bøjet af Snesjasket og Vandet var steget over Isstykkerne, som havde suget sig fast ved Pile- og Ellebuskenes nederste Grene.

Vidtstrakt, tung og melankolsk laa Sletten. Saa langt Øjet kunde naa, saás ikke andet end den flade Uendelighed af Mark og Jord, afbrudt af utallige, hinanden krydsende Gærder, hist og her en Stribe usmeltet Sne bag en Halmstak eller i Skyg­gen af en høj Grøftevold. Helt yderst ude løftede Kirketaarnet i den lille By, som laa midt paa Slet­ten, sig ensomt og tungsindigt op over de lave Tage, og paa den anden Side strakte sig i en tung Buelinje den mørke Granskov, hvor spredte Birketræer stak frem og brød den ensformige Ring af mørke­grønt Naaleløv.

Og over denne Flade hang en mørk, tung Himmel, og den kolde Nordenvind peb om Hjør­nerne paa store Høgby, der laa i Udkanten af Skoven, som om det vilde krybe i Læ for de hæftige Vindstød, der havde frit Spillerum ude paa Sletten. Blæsten ruskede i Vinduer og Døre, ka­stede nedfaldne Kviste og det fjorgamle Løv rundt om. Store Skyer førte den med sig, tunge, kolde Skyer, som skiftevis udladede sig med Sne og Regn, mens Sletten laa livløs og stivnet i de første Maj­dage, og Birketræerne ude i Haven slog om sig med deres smidige, nøgne Vidjer, som om der aldrig skulde komme Knopper eller Blade, og Ege­træerne, skaldede, knudrede og uberørte af Blæsten, stod i Dynger af halvfrosne Blade, som i Aarenes Løb var faldne af og laa og smuldrede hen ved deres Fødder.

Der saá trist ud baade paa Gaarden og udenfor, koldt, uhyggeligt og vinteragtigt. Og i Stald og i Køkken drev Karlene om uden Beskæftigelse, og Kreaturet stod inde og tykkede resigneret paa Re­sten af forrige Aars mugne Halm.

Da kom en Dag en stærk, varm Vind Syd fra, som aandede paa Søen og smeltede Sneen. Be­frielsesværket var for længe siden begyndt midt ude i Kæret, der laa i en Fordybning nede paa Slet­ten. Det var blot nærmest ved Bredderne og i smaa, snævre Indskæringer, at Vinteren endnu herskede. Men Søndenvinden kom, skyllede Vand ind over Isflagerne og stødte Hul paa dem nedenfra, kastede dem den ene ovenpaa den anden og førte dem i store Stykker langsomt ud paa Vandfladen, medens den borede smaa Huller rundt om Sivene, der be­gyndte at rette sig i Vejret og rykke sig løs. Saa kom Solen og hjalp til. Den smeltede Sneen, gjorde Jorden blød og hjalp Græsset og Sæden fra for­rige Aar til at strække Lemmerne igen, som var stivnede af den lange Vinterfrost. Hvad, der var gammelt og ubrugeligt, brændte den af, og den unge Grøde spirede frem, fint, friskt og forhaabningsfuldt.

Lærkerne var komne. I Solskinnet højt over Markerne hørte man en liflig kvidrende Lyd. Med Fare for at stirre sig blind mod Solen kiggede man derop, og man opdagede tilsidst en lille brun Tin­gest, der stod stille paa ét Punkt i det blaa og saá ud, som om den bestod af lutter flagrende Vinger. Svalerne kom, opsøgte deres gamle Boliger og fløj rundt i stadige og pludselige Drejninger, mens de søgte efter nye Udstyrsartikler til Aarets Som­merglæder. Fiskeænder og Vildænder slog sig ned i Søen for at hvile sig eller tage Ophold. Alt imellem strøg en stor kileformet Flok af Graagæs forbi paa sin Kurs mod Nord, og en og anden fornem langhalset Svane tog, flyvende, Vej over den vide Slette.

Paa store Høgby var der nogle Dage efter Liv og Røre. Køerne skulde slippes ud paa Græs for saa ikke at komme ind, før Vinteren igen begyndte. Madam Berg stod selv ude paa Trappen og smi­lede fornøjet ved at sé sine seksten Køer foruden nogle Ungtyre og Kvier gaa over den indhegnede Staldplads ud mod Porten. Tjenestepigen Karin, en ung Pige paa noget over tyve Aar, Konens ældste Søn, en ung Mand paa nogleogtyve, der tjente som Karl paa Gaarden, samt hendes tolvaarige Søn fulgte efter for at drive dem ud paa Græsgangene eller ned til det store Kær, hvor de skulde tilbringe Foraaret, Sommeren og en stor Del af Høsten.

Det er en Glædesdag i en Bondegaard, naar Køerne kan drives ud paa Græs. Man slipper for Besværet med at fodre dem inden Huse og gøre rent i Stalden. Og desuden, naar Køerne slippes ud, véd man, at Sommeren snart kommer og Aftenerne bliver lyse og lange. Den mørke Vinter er forbi, hvor de ensformige Aftener, som begynder Klokken fire, skal bringes til Ende inden Huse, med hvad Arbejde man tilfældigvis kan have ved Haanden, med Kaffedrikken, Snak eller Søvn: nu kunde man gaa ude og arbejde. Ofte var det maaske besværligere. Men det var mere muntert, friskere og morsommere, især naar Lørdagaften fulgte ovenpaa med Dans, Drik og Kæresteri.

Madam Berg er en skrap Kone, og en dygtig Kone, med brede Skuldre og Hofter, med et paa samme Tid fornøjet og noget stolt Smil. Hun er naaet et godt Stykke ind i Fyrrerne, er fed og undersætsig, med store grove Hænder, noget rynket i Ansigtet. Et Par smaa Poser paa begge Sider af Munden fortæller tydeligt om Vellevnet og Smag for god Mad. Hun mønstrer Kreaturerne, alt efter­som de gaar forbi hende, en efter en, tæller dem i Tankerne for at glæde sig over Antallet og raaber til Drengen, som viser en vis Tilbøjelighed til med en Pisk at sætte Køerne i Galop: „Hold op med det, Jonas. Hvad skal det være godt for at slaa Køerne? Kan Du ikke lade dem være? Løb ikke med dem, siger jeg. Pokker til Knægt, som ikke hører, hvad man siger. Sé til, at Du kan dy Dig!“

Jonas svarede ikke, han tog et Tag i Bukselin­ningen og gik langsommere, overvejende Muligheden af at faa Køerne til at løbe, naar han var kommet ud paa Landevejen. Da Kreaturerne var komne ud, saá Madam Berg endnu en Gang ud over Him­len for at sé, om Vejret vilde holde sig, og gik saa ind igen i Huset, mens Karin og Jan Nils blev staaende for at lukke Porten.

„Naa Karin skal vi saa kysses?“ sagde Jan Nils, da de stod alene derude. Han var en lang Karl med et lille, fortidlig gammelt Ansigt, bredt, over Kævebenene, med et Par kønne lyseblaa Øjne, et kort, tyndt Skæg om en godmodigt smilende Mund og lyst glat Haar over en veldannet Pande, der allerede var furet af et Par jævntløbende Linjer.

„Ja forsøg,“ sagde Karin og stillede sig Position. Læberne trak sig en Smule op, og der kom en lille trodsig Rynke mellem Øjenbrynene.

Jan Nils sprang straks frem og greb Pigen om Livet. Hun værgede sig af al Kraft, snoede sig som en Slange i hans Arme, kastede Hovedet snart til den ene, snart til den anden Side og pas­sede tilsidst paa med en hastig Vending at slaa Huen af ham. Han saá til Siden og greb instinkt­mæssigt efter Huen, som allerede laa paa Jorden. Med ét rev Karin sig løs, gav ham endnu et Slag i Nakken og sprang bag ved en Stolpe. Med et „saa sku' da osse —“ tog han Huen op, satte den paa igen og løb efter hende, rundt om Stolpen, stand­sede, vendte, forsøgte at faa fat i hende, i det han bøjede sig helt hen over den. Men hun trak sig tilbage og holdt sig hele Tiden i Sikkerhed. Til­ sidst fik han fat i hendes Arm. Hun gav et lille Skrig fra sig og slog ham med den Haand, hun havde fri, lige midt i Ansigtet. Han trak Vejret dybt efter Anstrængelsen, men lo hele Tiden ved sig selv. Det var jo Spøg og Leg, og et Kys var hverken forbudt eller noget usædvanligt. Hun havde kysset ham mange Gange og holdt jo saa inder­lig meget af ham. Men hun vilde ikke kysse ham. Nej, hun vilde ikke. Det var saa morsomt at vise ham, at han ikke fik alt, hvad han vilde, og naar han vilde.

„Uh, hvor Du er styg, Jan,“ sagde hun. Han stod nu med hende bøjet ind til sig, og hun følte hans Læber paa sin Kind.

Saa rev hun sig løs igen og blev staaende et Stykke fra ham. Brystet gik stærkt op og ned, og Øjnene straalede.

„Du er den væmmeligste, jeg kender,“ sagde hun.

„Ja, men jeg kyssede Dig alligevel,“ sagde han.

„Pyt!“ sagde hun muntert og strøg sig med Haanden over den Plet, hvor hans Læbe havde rørt hende. „Det var bare paa Kinden.“

Imidlertid var det lykkedes Jonas at faa Køerne i Firspring ude paa Vejen. Tilsidst var han bleven træt af at jage dem og gik nu ganske roligt bag­efter, idet han med passende Mellemrum satte i med et Raab, som skingrede langt bort ad Skoven til.

Oppe ved en Bakke forsvandt han snart paa den anden Side Leddestolperne, saa at Jan Nils og Karin, som i al Ro og Mag var fulgt efter, blev alene. De gik en Tid lang stille smilende ved Siden af hinanden. Alt imellem saá Jan til Siden og mødte hendes Blik, som straalende hvilede paa ham. Der var i Luften en Lugt af vaad Jord og friske Birkeknopper, og højt over deres Hoveder slog Lærkerne deres Triller i Solskinnet. Og de saá sig fornøjet om og indaandede den lune Vaarluft, mens Karin gik sagte hen ad Vejen ved Siden af ham langsomt og vuggende, og længe ad Gangen i blev hun staaende og saá sig om.

Hun sang hele Tiden:

Om alle Buske var Flæsk og Grød
og Grøften var fuld af Drikke,
da skulde jeg ta'e et stort Stykke Brød
og dygtig til Varerne stikke.

Naar hun standsede, stod ogsaa han stille og saá alvorlig og tankefuld ud over Sletten, som hvi­lede i Sollysets varme, vaarlige, entonige Farve.

Han kom hende stedse nærmere og nærmere, mens de gik. Tilsidst lagde han Armen om hendes Liv og drog hende sagte til sig. Hun lod ham gøre det og bøjede af og til i et kort Øjeblik Ho­vedet mod hans Skulder, idet hun lukkede Øjnene. Lidt efter saá hun ham saa op i Ansigtet og smi­lede. Han bøjede sig ned og kyssede hende flere Gange.

„Jeg faar nok alligevel Lov at kysse Dig,“ sagde han.

Hun svarede ikke, nikkede blot med Hovedet og krøb tættere ind til ham.

De var kommet op paa Bakken og saá nu i nogen Afstand Jonas foran dem. Karin slyngede Ar­men om Jans Hals, kyssede ham a tter med et Smil om Læberne og løsnede sig sagte ud af hans Arm.

„Drengen kunde sé os,“ sagde hun.

Og med et Spring puffede hun til ham og be­gyndte at løbe hen ad Vejen. Han løb efter, og i fuld Fart indhentede de Køerne og gik saa ganske smaat videre, varme og forpustede, mens Kobjæl­derne klirrede og den lille Bæk nede i Dalstrøget rislende løb hen over Stene og Granrødder.

Karin havde været paa Gaarden i seks Aar, og de var alle gaaet, som om det kun havde været ét, lykkeligt og hurtigt, som Tiden gaar, naar man selv er ung, lykkelig og arbejdsglad, og alle disse Aar havde været som en varm Kærlighedsdrøm, først fjærn og ubevidst, siden nærmere, virkeligere og fuldere, da Jan selv begyndte at tale til hende og sige hende, at han holdt af hende, og at de nok en Gang skulde blive gift, skønt han var en rig Bondesøn og hun en fattig Husmandsdatter.

Og Arbejdsdagene gik hverken stille eller kede­ligt. Pigerne tog deres Spinderokker og flyttede med sig ind i Stuen til „gamle Mo'r“, og saa gam­mel hun var, sang hun for dem, saa lang Dagen var, om Rosendal, der var borte i syv lange Aar og kom tilbage til sin Brud, der havde været ham tro, eller om Hyrdepigen, som sang en Vise for Kongen, saa at han selv satte hende Guldkronen paa Hovedet, eller om Hertug Frøjdenborg og Frø­ken Adelin^[1]:

De lade de liken alt uppå en bår,
Och fruar ocb jungfrur de krusa deras hår.

De lade de liken alt udi en graf.
Der sofva de södt till domedag.

Det växte en lind uppå bägge deras graf,
Hon ståndar där grön till domedag.

Den linden hon växte öfver kyrkokam —
For alt hvad som kärt är i verlden —
Det ena bladet tager det andra i famn.
Mig tyckes, det är tungt till att lefva.

Eller ogsaa sang hun sørgelige Kærlighedsviser, korte sørgelige Viser:

Din kärlek liknas vid en snö
Som föll uti April.
När den går bort, jag måste dö
Och mer ej vara till.

Du tänker dig att svika mig,
Det har du i ditt sinn?
Du gör blott, hvad behager dig
Men Sorgen den biir min.

Og dér lærte Karin at synge mange Viser.

Eller ogsaa fortalte gamle Mo'r Eventyr, muntre og raske Eventyr om Fanden, som blev narret, om Fattigper og Rigeper, og hvordan Vorherre gik om paa Jorden og om St. Peter og Bro'r Lystig, men først og sidst fortalte hun om Prinsessen, som sad fangen i Bjærget, og om den fattige Svinedreng, som alle lo af, fordi han havde vovet at kigge saa højt, men som alligevel drog ud i Verden og vandt Prinsessen og det halve Kongerige oven i Købet.

Det fortalte hun om, mens Spinderokkerne snur­rede og Pigerne sad og tænkte underlige Tanker under Arbejdet.

Og ved Jul og Midsommer var der Dans og Legestuer og al Slags Morskab baade i og udenfor Huset, og de dansede Negerdansen og „Der kom to Gubber fra Skoven“ og „Simon i Sälle“ og „Pigen gaar i Dansen“ og meget andet, som nu er glemt og ude af Mode. Og Karin dansede med Jan Nils, og hun var glad fra Morgen til Aften, og de havde altid saa meget at sige hinanden.

Naar Foraaret kom, og Solen lokkede Blom­ster og Blade frem i Haven og paa Engene, da mødtes de derude, og om Sommeraftenerne op­søgte han hende, naar hun malkede, eller ogsaa mødtes de paa anden Maade. Og de talte sammen og kærtegnedes og spøgte, og hun sang Viser for ham, om Elskende, der var gaaet i Døden for hin­anden, og om Kærlighed i det hele taget. Det var især Visen om Hr. Rosendal, som hun plejede at synge for ham.

Och Rosendal han seglar till det främmande land,
Han sägar till sin flicka vara trogen som ett lam
Under tiden.

När Rosendal var bortrest, kom der en annan vän.
Han ville med flickan trolofva sig igen
Under tiden.

Har du din vän på böljorna, sätt aldrig lid til den,
Ty han har varit falsker och sviket har sin vän
Under tiden.

Och har du varit falsker och svikit har din vän,
Nog faar du din belöning at Gud i himmelen
Under tiden.

Och bröllopet varade i dagarne tre,
Men inte ville Bruden på sin brudegumme se
Under tiden.

Haf tack min hjärtans flicka för din uppriktighed,
För nu så har jag seglat sjutusen milars väg
Under tiden.

Och jungfrun hon somnade i Rosendals famn,
Så att hon inte vaknade förrän i Engeland
Under tiden.^[2]

Og han græd, og hun græd, hver Gang hun sang det sidste Vers, og de svor hinanden tusinde Eder, og de lo gennem Taarerne.

Men Mo'r Berg kunde ikke med blide Øjne sé paa, at hendes Jan Nils giftede sig med en fattig Pige, og da hun derfor syntes, at Forholdet havde varet længe nok til at kunne blive farligt, saa sagde hun en smuk Dag til Karin, at hun maatte flytte. Og saa kom Karin hjem igen til sin Moder, som boede i Husmandsstedet paa den anden Side af Skoven. Hendes Fader var død, mens hun tjente hos Bergs.

Karin sørgede imidlertid ikke over det. Hun var saa vis paa, at Jan vilde være hende tro, og om Sommeraftenerne traf de altid hinanden ved den store Sten, som laa under de høje Graner midt imellem hendes og Jans Hjem. Ti hjem til hende var han bange for at komme. Det kunde hurtigt rygtes ude omkring i Byen, og saa kunde det let hænde, at ogsaa hans Moder fik det at høre, og det var han bange for.

Karin havde en Tid mærket, at Jan saá mod­falden ud, og hun forstod, at det kom af, at de var slemme ved ham i Hjemmet, og det gjorde hende saa ondt, men hun kunde ikke gøre andet end blot til Gengæld være dobbelt saa kærlig imod ham. Og mange Gange bad hun ham, at han ikke skulde tænke paa hende, men saa svarede han altid, at han blev ulykkelig for hele Livet, hvis han ikke fik hende.

Saa var det en Søndag. De havde taget af den nyhøstede Rug og havde bagt om Lørdagen, og hun var ene i Kirke. Og da hun kom ud i Solskinnet paa Kirkebakken, hørte hun, idet hun gik gennem Folkehoben, som langsomt gik ned til Vejen ad de ujævne Stentrin, en Bondepige, der hviskende sagde til en anden, at Jan Nils' Kæreste skulde komme i næste Uge fra Nabosognet med sin Moder for at sé paa Sagerne, og at Giftermaalet var saa godt som afgjort.

Hun kunde ikke komme til at tale med Nils, for han var beskæftiget med at spænde Hestene for. Men da han fik Øje paa hende, lod han Hestene staa og gik hen til hende og bad hende møde sig ved Stenen næste Morgen. Saa gik han sin Vej igen, og hun gik hjem. Men hun tænkte slet ikke paa det, hun havde hørt, og da Morgenen kom, følte hun sig ikke det mindste ængstelig til Mode.

Der duftede saa frisk i Skoven, Fuglene kvi­drede fornøjet, og Duggen laa solbeskinnet og gli­trende klar paa Græsset og paa Træernes Naale. Hun gik let henad den smalle Skovsti, hvor der var saa godt for Fødderne at gaa, og inden i hende sang det med tusinde klare, kvidrende Melodier.

Men da hun kom i Nærheden af Stenen, blus­sede en saa stærk Angst op i hende, at hendes Knæ rystede. Hun hørte, at der var nogen, som græd, og da hun kom nærmere, saá hun, at det var Jan Nils, som laa næsegrus i Græsset og hul­kede, saa han rystede. Og uden at vove at gaa hen til ham satte hun sig et Stykke fra ham, og underlige Tanker kom op i hende. Han maatte være meget ulykkelig, naar han græd saa stærkt, at han ikke hørte hende komme. Ja, saadan var det nok, tænkte hun, og han græder, fordi han for min Skyld skal blive uenig med sin Moder. — For han forlader mig ikke — det var ganske utænkeligt. — Vi har jo være glade ved hinanden i saa mange Aar og har lovet hinanden at være trofaste — aa nej.

Men en haard Kamp maatte det være for ham at være ulydig mod sin Moder, tænkte hun videre, og det kunde aldrig blive til nogen Lykke, det for­stod hun. Det kunde aldrig blive til Lykke for ham, der var saa blød af Gemyt, og han vilde aldrig kunne sætte sin Vilje igennem, men det vilde blive til bare Kiv og Splid, og alle Kvindfolkene i Huset vilde falde over ham, og han vilde lide ved, at de var onde mod hende, uden han alligevel kunde forsvare hende imod dem.

Hun havde ogsaa allerede før tænkt paa det, skønt hun aldrig havde sagt noget. Men nu stod det for hende saa klart, som om det var skrevet, hvordan alt vilde blive, nu, mens han laa dér og græd, og hun sad og blev siddende og ikke en Gang havde Mod til at gaa hen til ham.

Tilsidst rejste hun sig op, og han fik Øje paa hende. Han blev først rød i Hovedet, og saa be­gyndte han igen at græde.

„Jeg vil ikke ha'e nogen anden end Dig,“ mumlede han. „Og det er Mo'r, som mod min Vilje har ført mig Kæresten paa Halsen. Men jeg vil ikke ha'e nogen anden end Dig.“

Karin sad og saá ned for sig. Saa saá hun op, og med unaturlig tør Stemme sagde hun:

„Ja, det faar være, som det være vil. Men nu er jeg kommet for at sige Dig, at Du skal ikke bryde Dig om mig, men adlyde din Mo'r.“

Hun fik ikke sagt mere, for Jan græd, og hun syntes, det var saa svært at sé hans Sorg, saa hun bare vilde trøste ham, og talte om, at alt nok vilde blive godt igen, naar blot der var gaaet nogen Tid.

Og tilsidst gik han, og Karin sad ene tilbage og saá efter ham.

Men saa blussede det igen op i hende: at han havde kunnet gaa saadan og ikke en Gang havde sagt et Ord om, at han vilde forsøge at forandre sin Moders Vilje. Og pludselig følte hun sig saa aldeles forladt, at hun lagde sig ned i Græsset, hvor han nylig havde ligget, og græd, som om hendes Hjærte skulde briste. Hun vidste ikke, hvor længe hun laa dér. Hun vidste kun, at han var gaaet fra hende og aldrig vilde komme igen. Og da hun rejste sig op, stod Solen højt paa Himlen, og Duggen var borte fra Græs og Træer, og Fug­lene var blevne tavse, og Grenene duftede ikke længer. Hun gik i mange Dage som i Søvne, og hun troede ikke, at hun længe skulde overleve det. Men Tiden gik, og hun levede i alt Fald, og hun vænnede sig til Smærten, og hun lærte at arbejde uden at være glad og uden at synge.

Ti der gives intet Tidspunkt i Livet, der er saa smærteligt og saa fuldt af Pinsler, som naar man hører op med at haabe paa, at Livet skal byde en noget nyt, og naar man med en Hjærtet sammensnørende Sikkerhed gør sig det klart, at man maa nøjes med det, man har, og ikke haabe blot det fjærneste Gran ud over det. Den fattige — hvis han da ikke forfalder til Sløvhed eller Elendighed — har ikke Tid til at beklage sig over et forfejlet Liv eller sørge over et bristet Hjærte. Den ene Dag fordrer, at han skal sørge for den næste, og denne Fordring maa han lyde, om det saa svider aldrig saa haardt, og det er kun sjældent, at hans Liv giver ham en Hvileplads, hvorfra han i Ro kan overskue det forbigangne og slaa Bro over til Fremtiden. Stille og tyst dør hans Livslykke, og Tomheden tvinger ham ikke til Oprør eller For­tvivlelse. Ti Vanen at savne har saa meget at betyde, naar det gælder om at gøre et Menneske ydmygt, og det er saa nyttigt ikke at faa Lov til at tænke paa sig selv, naar det gælder om at bringe en Hjærtesorg til Ro.

Karin lærte sig dette i de lange Aar, og det blev hendes ensomme Livs Historie.

Hun talte ikke med mange om sin Sorg. Mo­deren sagde heller ikke noget til hende. Hun vidste, at saadant noget maatte have sin Tid, og at naar den Tid var gaaet, saa gaar det over af sig selv. Og Karin havde ingen andre at tale med. Pigerne i Byen vilde hun ikke betro sig til. De havde bare gjort Nar af hende og været misundelige paa hende den Gang, de troede, at hun skulde have Jan Nils. Hun gik Moderen til Haande hjemme og hjalp de yngre Sødskende med deres Klæder og andet. Karl Johan var altid saa slem til at rive itu, hvad han fik paa. Hun passede Stalden med Koen og Hønsene, og om Foraaret var det hende, som gra­vede Kartoffelbedet og lagde Kartoflerne. Mo­deren var ogsaa begyndt at blive gammel og mag­tede ikke saa meget som før. Men mangen Som­mermorgen, naar hun var staaet op tidligere end de andre og stod alene paa Trappen udenfor Døren og saá ned over Bakken med den lille Kartoffel­mark med Hegnet udenom og saá Solen lyse over Husets Tag og paa Skoven foran hende, da randt der hende i Hu en lille underlig Vise, som hun aldrig før havde forstaaet, men som hun nu syntes var den sandeste og den bedste af dem allesam­men, meget sandere og bedre end Viserne om Hertug Frøjdenborg og Rosendal:

Och liten Karin stod i kvarnen och mol,
Där yppa hun en visa, förrän hanen han gol,
För ekelöf och lindelöfven gröna.

Ja, i Møllen skulde hun gaa alle sine Levedage, og hun skulde heller aldrig have nogen anden at kvæde sin Vise for. Og af og til syntes hun, at det aldrig i Livet kunde være ret, og Gud kunde ikke ville, at hun skulde have det saa.

Da nogle Aar var gaaet, faldt Moderen en Dag ned fra Loftet og fik et slemt Brud i Ryggen. I tolv Aar laa hun til Sengs uden at kunne hjælpe sig selv; i de første ti Aar havde hun ikke været ude under aaben Himmel, men de sidste Aar kunde hun akkurat kravle hen til Døren, naar det var Sommer og varmt, og dér sad hun da og saá ud over Bakken og Kartoffelbedet og inddrak det lune Solskin. Og i alle disse Aar maatte Karin gaa der­hjemme og alene passe Moderen, efterat hendes Sødskende var flyttet hjemme fra, havde giftet sig eller faaet Plads ude i Sognet. Det var ofte smaat baade med Mad og med andet, og det var en særlig Naade af Herskabet paa Herregaarden, at de fik Lov at beholde Huset uden at betale Afgift, saalænge Moderen var saa syg. Karin var bleven hvidere i Huden, og Klæderne hang løsere om hendes Liv og Hofter. Men hun klagede aldrig, og der laa ofte et venligt og lyst Smil om hendes Læber, som det gjorde Folk godt at sé paa.

Jan Nils var imidlertid bleven gift, men man sagde, at hans Moder, som havde bragt Giftermaalet i Stand, ikke havde Glæde af det. Ti de to Ægtefolk levede daarligt sammen, og Jan blev sta­dig blødere og svagere og lod Konen skalte og valte, som hun vilde. Og Karin græd mange Gange for hans Skyld.

Tilsidst havde han slaaet sig paa at drikke. Han døde tidligt, og Karin følte sig næsten let om Hjærtet, da hun hørte det.

^* _* ^*

En Dag — det var i Avgust — var Moderen daarligere end sædvanlig. Og en Aften i Skum­ringen døde hun, mens Karin sad ved Siden af Sengen og læste højt for hende af Lukas' Evan­gelium.

Karin sad den Aften længe i Tanker. Hun tænkte paa de gode Dage, da hun og Jan Nils mødtes; hun tænkte paa alle hans gode Ord, og paa, hvordan de havde sunget og leget sammen. Det var, som om hvasse Torne stak i hende, naar hun mindedes de gamle Melodier. Og hun takkede Gud, at han havde faaet Lov til at gaa saa tidlig bort, da det var blevet saa sørgeligt for ham heri Verden.

Og saa tænkte hun paa den Dag, hun havde ligget ene i Skoven og grædt, da han var gaaet fra hende. Hun havde aldrig siden grædt paa den Maade, og hun syntes, at der ikke mere kunde hænde hende noget rigtig tungt. Men hun minde­des saa grant, hvordan alt havde været den Dag. Lige tæt ved det Sted, hvor hun laa, var en flad Sten med røde Striber i. Hun kunde sé den for sig, naar hun vilde, bare hun lukkede Øjnene i. Og hun tænkte paa, at der var gaaet nogleogtyve Aar siden da, og at hun nu var gammel, og hun kunde i Tankerne ikke skille det ene Aar ud fra det andet. Hun kunde blot huske den Dag, da Moderen faldt ned og slog Ryggen fordærvet, og da Søsteren og den yngste Broder kom i Tjeneste, og da den ældste giftede sig.

Hun sad med foldede Hænder og saá paa Moderens Legeme, der laa stivt og ubevægeligt foran hende, og hun kom til at tænke paa, at hun intet havde i Huset, og at hun ikke en Gang vidste, hvad hun skulde svøbe Moderen i.

Hun gik hele den følgende Morgen og tænkte paa dette, indtil hun ud paa Formiddagen beslut­tede sig til at gaa op paa Herregaarden og spørge Fruen, om hun ikke havde noget, som hun kunde give hende.

Karin klædte sig pænt paa og begav sig paa Vej i den sorte Søndagsdragt og Silkesjalet samt med et graat Uldsjal over Armen. Fruen kom selv ud i Køkkenet for at tale med hende.

Fruen var ung og glad, smuk som den lyse Dag og havde ikke tænkt meget paa andre Menne­sker, hverken fattige eller andre.

„Saa Karins Mo'r er død?“ sagde hun. „Stak­kels Kone, det var da kun godt, at hun fik en Ende paa det. Hun har jo været syg saa længe?“ Og den smukke Frues Øjne skinnede af Taarer.

„Ja, det var jo godt, at Gud havde taget hende til sig,“ sagde Karin. Og saa kom hun frem med sin Bøn om noget til at svøbe Liget med.

Den unge Frue grundede lidt og gik saa op paa sit Værelse for at søge i sine Gemmer. Hun kunde ikke finde andet end en gammel hvid Tarlatanskjole. Den tog hun med sig og gav Karin. Hun mente ikke noget ondt dermed, men hun kunde ikke undertrykke et lille Smil, da hun kom med den. Hun syntes, det var saa kostelig en Tanke, at Karin skulde svøbe den gamle i Tarlatans­kjolen.

Karin kunde ikke glemme det Smil. Hun saa det, og det gjorde hende saa ondt, for hun kunde ikke forstaa, hvad der dér var at le af, og hun tænkte paa det hele Tiden, mens hun sprættede Kjolen op for at faa den til at passe til Svøbningen, og hun saá det endnu, da alt var ordnet og hun med foldede Hænder sad og saá paa Moderen, som laa i sin hvide Dragt med Hænderne foldede sammen over Brystet.

Da Moderen var begravet, flyttede Karin hen til sin Broder, som var gift og boede i et andet Sogn. Han havde en Tid været ude af Stand til at arbejde og hans Kone var bleven blind, saa Karin maatte nu passe hans mange Børn, mens Aarene gik og de voksede op.

Og Karin forblev ugift, skønt hun havde mange gode Tilbud. Men hun syntes altid, at det var bedre at være saa fattig, som hun var, end uden Kærlighed i Hjærtet at blive gift, om det saa skulde være med en Helgaardsbonde. Nogle Aar efter døde Svigerinden, og da Børnene paa den Tid var komne ud paa egen Haand, flyttede Anders og hun ind i et lille Husmandssted, som laa i Yderkanten af Skoven og hvorfra man saá ud over den vidtstrakte, ensformige Slette.

Og dér levede de i mange Aar af det lidet, Karin kunde fortjene, og af, hvad gode Mennesker gav dem. I de sidste Aar havde Anders mest ligget til Sengs.

^* _* ^*

Det var sent paa Høsten. Middagssolen skin­nede ned over Sletten og kastede Glans paa Mar­kerne, hvor Rugstubbene stod tilbage, paa Ege­bakkerne, hvor Egenes Blade endnu var mørke­grønne, paa de gnistrende Birkebakker, som blin­kede i gult og rødt, og paa den alvorlige Krans af Graner og Fyrretræer, som begyndte, hvor Birketræerne endte, og i en mørk Bue strakte sig videre langs med Sletten.

Det er helt underlige Tanker, som kommer over én en saadan Eftermiddag, naar man er ene ude at gaa; naar det sér ud, som om Solen gjorde alt for at forvirre Øjet og forgylde den svundne Sommers visnede Skønhed; naar det er varmt i Luften og Himlen er blaa, som om det var Foraar, mens Træernes Grene staar halvvejs nøgne, og Foden hvert Øjeblik tramper paa visne Blade.

Jeg gik ind gennem Granskoven, hen over et Stykke Land, hvor Træerne var afbrændte og som nu stod med tørrede høje Stubbe og smaa frodige Granskud, som vilde spire op og vokse sig store, inden ogsaa de skulde hugges om eller afbrændes. Der laa en fugtig Glans over de mosbegroede Stene og de tyttebærfyldte Tuer. Jeg fulgte Gangstien, som svingede ind gennem Skoven, og stod snart ved Begyndelsen af Sletten, som vidtstrakt laa foran mig, blændende solbelyst.

Et Stykke fra mig laa Karins og Anders' Hytte med den høje Skorsten, som sad paa Skraa paa Taget, og de lappede Ruder, der skinnede som Sæbebobler i Solskinnet.

Karin stod i Gaarden, ifærd med at røre Mørtel sammen til at udbedre Skorstenen med. Vi hilste venligt paa hinanden, for Karin og jeg havde længe været gode Venner. Jeg bad hende om et Glas Vand og gik ind i Huset.

Der saá fattigt ud derinde, men der var renligt og pynteligt, og som alle andre Husmands­stuer havde ogsaa denne sit Ildsted, sit enrisbestrøede Gulv, sit røde, storblomstrede Hjørneskab med Initialer til Karins Forældres Navne i hvidt og Aarstallet for deres Giftermaal, 1797, et brunmalet Slagbord, en Træbænk og en Seng, hvor Anders laa og sov.

Jeg havde været her mange Gange, og Karin havde efter Haanden meddelt mig alt, hvad jeg ovenfor har fortalt om hendes Liv. Nu satte jeg mig lidt til Ro paa Bænken og spurgte, hvordan det stod til.

Jo, det gik jo Gudskelov saa slidelig, men med Anders var det stadig snavst. Han maatte holde sig til Sengs og magtede ikke en Gang at gaa til Kirken; men han kunde endnu sé at læse og var ligesaa glad ved Bøger som før, og han læste og udlagde for hende af Bøgerne.

„Det er naturligvis nok svært,“ sluttede hun, „men Gud hjælper, selv naar der ingen Udvej synes for Mennesker, og saa længe jeg faar Lov til at beholde Helbreden, gaar det nok. Jeg er blot bange for, at jeg skal dø før ham. For han kan ikke klare sig uden mig.“

Og saa begyndte vi igen, som vi havde gjort saa mange Gange før, at tale om, hvordan Karins Liv var gaaet og om hendes Kærlighed og hvordan Jan havde forladt hende. Anders var imidlertid vaagnet og laa og hørte paa Samtalen, mens han nu og da nikkede med Hovedet.

Jeg saá paa Karin. Hun saá ikke bitter ud. Ansigtet var furet, men Øjnene var lyse og venlige, og Munden var lukket med et mildt og sørgmodigt Træk.

Jeg kunde ikke lade være at spørge:

„Tænker Karin aldrig paa, hvor meget bedre det kunde have været?“

„Aa jo,“ svarede hun. „Aa jo til Tider. Men for det meste har jeg jo ikke Tid til det. Men jeg tror, at det var nu saa bestemt, at jeg ikke skulde giftes, for hvem havde saa Mo'r og mine Sødskende haft til at sørge for sig? Det forstaar sig — jeg har jo haft nogen Sorg i mine Dage, og naar jeg sidder her i Ensomheden, saa kan det vel træffe sig, at jeg grunder over, hvordan det kan være, at somme skal ha'e saa megen Sorg. Men Anders udlægger Guds Ord saa godt for mig, saa hvis han bare var rask, kunde han forkynde Guds Ord for os alle her, og han har faaet ud af det, at Gud har en Mening med dem, som han lægger saadanne Kors paa. Og det synes jeg, at jeg saa godt kan forstaa.“

Hun tav en Stund og saá ned paa sine Hæn­der, som hun holdt foldede i Skødet. Saa løftede hun igen Øjnene op og sagde stille:

„Før tænkte jeg jo ogsaa nok paa, hvor meget bedre det kunde ha'e været, om jeg havde faaet Lov at blive gift, som jeg den Gang tænkte det. Men nu, da jeg er saa gammel, saa jeg sér hele mit Liv bagved mig, saa forstaar jeg nok, at som han var, saadan var han bleven ved at være. For hvor Træet falder, dér bliver det liggende, og naar ikke Kærligheden kunde gøre ham til Mand, da det behøvedes, saa var han heller ikke siden bleven det. — Jeg er nu saa rolig for alt, for det er snart forbi, og naar Bekymringerne kommer og vi maa sulte og fryse og ingen Klæder har, saa tænker jeg, at der er ikke længe tilbage. For det bliver snart Foraar.“ —

Jeg rejste mig og sagde Farvel. Karin fulgte mig til Leddet.

„Det er en skøn Aarstid, den, vi har. De kalder det „Brittsommer“^[3], sagde Karin. „Det er et velsignet smukt Efteraar.“

„Ja, det er det, Karin.“

Hun saa sig om paa de farveskiftende Birke­bakker og den solbelyste Slette, hvor Grøden var afmejet, og hendes Øjne lyste, da hun tog mig i Haanden.

Men da jeg siden gik ind ad Skoven til og, hvor Vejen bøjede af, vendte mig om for at nikke til Karin, som endnu stod ved Leddet og saá efter mig, da blev det min Tur at mindes det gamle Vers, som Karin før havde talt om, og jeg gentog det i Tankerne flere Gange, mens jeg gik videre:

„Och liten Karin stod vid kvarnen och mol.“

---

---

1. Efter Samraad med Forfatteren hidsættes de karak­teristiske Folkeviser uoversatte.

   O. A.

2. Denne hidtil utrykte Vise er af Forfatteren gengivet, som han har fundet den i Folkemunde. Melodien dertil er højst simpel, tung og melankolsk.
   
   

   O. A.

3. „Brittsommar“ eller „Brittmesso-sommar“ kaldes i en Del af Sverig de fire Dage, som falder nærmest om den 7de Oktober, hvilken Dag er Sankta Brigittas (ɔ: Brittas) Dag. De plejer at udmærke sig ved som­merligt Vejr, ifølge Folketroen paa Grund af Helge­nens Forbønner. Sammenlign det franske été de Saint Martin.

   O. A.