Fattigfolk/Alene i den store By

Andr. Shous forlag Kjøbenhavn


Fattigfolk.djvu Fattigfolk.djvu/5 125-230

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1951. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1927.

Alene i den store By.

I.

Faderen havde været Skomager og var død. Elin havde ingen Erindring bevaret om ham. Han var død, da hun var to Aar gammel, og siden da havde Moderen vasket og strøget, enten hjemme eller ude hos velhavende Folk. Og i snart tretten Aar var det nu lykkedes hende at slaa sig igennem med sine to Pigebørn, saa at den ene havde faaet Plads i en Butik, og Elin, der endnu gik hjemme, hun var kun femten Aar og lige konfirmeret.

Det havde sét mørkt ud for Madam Søderstrøm, da Manden ganske pludselig døde og lod hende alene tilbage med sine to smaa i et Par Værelser langt ude i Hornsgatan. I Begyndelsen havde hun troet, at hun aldrig vilde kunne over­leve det, og hun havde intet Begreb om, hvordan hun skulde kunne slaa sig igennem. Men tilsidst var det lykkedes hende at faa Butiken udlejet, og hun var flyttet ind i et lille Hus, som laa paa Hjørnet af Hornsgatan og Timmermansbacken. Dér havde hun faaet et Værelse, hvor der var Kak­kelovn, og dér havde hun boet med sine to Børn, til hun havde tjent sig saa meget, at hun kunde leje et Værelse med Køkken og tage mod Vask hjemme, hvad der betalte sig bedre.

Og det daglige Arbejde havde forjaget de sør­gelige Tanker. Hele Dagen igennem havde hun fuldt op at gøre, og naar Aftenen kom, sov hun tungt efter Dagens Arbejde, og naar Morgenen gryede, gav den hende stadig nyt at tænke paa. Paa den Maade havde hun aldrig faaet Tid til at føle sig alene, og Aarene og Fremgangen havde gjort hende dygtig, praktisk og rask til Arbejdet. Naar Børnene var overladte til sig selv, saá den ældre Søster efter den yngre, saa længe hun da var derhjemme. Da hun kom bort, var Elin alle­rede tolv Aar. Og Aarene var gaaet og havde efter Haanden gjort Bekymringerne lettere og vakt hos Madam Søderstrøm en Længsel efter at slaa sig til Ro og hvile ud efter det daglige Slid og Slæb.

Elin var, som sagt, lige konfirmeret.

Hun var vokset op i Frihed, og som andre Børn af hendes Klasse havde hun løbet om paa Gaderne, og nu da hun var femten Aar, var hun ikke saa helt ubekendt med Verden. Hun havde gaaet i Skole, fordi Almueskolens Love nu en Gang ikke vilde have tilladt andet, og fordi Moderen satte en Ære i, at Datteren skulde lære noget, og hun havde været til sin første Altergang, fordi det saa skulde være og fordi hun ikke før kunde faa Plads. Hun havde grædt paa Kirkegulvet, og ved Præstens Ord og Orgeltonernes Brus følt ligesom varme Bølger fra en anden Verden gennemstrømme sit Hjærte. Og da hun gik ud af Kirken, og, iført den nye korte Uldkjole, som var knappet bagtil, og med den nye Salmebog i Haanden tog Vej henover de kendte Gader og var kommen ind i det lille Værelse, som havde været hendes Hjem, da vidste hun, at nu var hun voksen og skulde snart til at begynde paa at arbejde sig frem paa egen Haand. Og det var med en ejendommelig Skyhed, at hun tænkte paa sin tilkommende Indtræden som Tjenestepige blandt fremmede.

Da hun havde faaet Kaaben af, stillede hun sig et Øjeblik hen foran Spejlet. Og et lyst og friskt Smil brød frem, da hun saá hvor blødt og let det sorte Tøj føjede sig om hendes fyldige, smukt formede Bryst og ned om Hofterne, og hvor den hvide, krusede Strimmel om Halsen fremhævede Ansigtets friske Farve, og hvor rigt hendes lyse­brune Haar faldt nedover Panden, under hvilken Øjnene klare og blinkende blaa lyste frem paa begge Sider af en lille morsom, just ikke skøn Stumpnæse.

Hun gik et Skridt tilbage, beruset af sin egen Ungdom, og atter spillede der et lille trodsigt Smil om de fyldige Læber, mens en Række stærke og hvide Fortænder skinnede frem.

Saa satte hun sig i Sofaen og faldt i Tanker, mens Moderen hakkede Kødet, som hun til Ære for Højtidsdagen havde købt paa Torvet til at lave Bøf af.

Hun sad og hørte den ensformige, hakkende Lyd, men kunde ikke faa sig til at staa op og hjælpe hende. Stegelugten af Smøret, som sydede paa Panden, opfyldte Værelset. Der var et hvidt Tæppe paa Sengen, og i Vinduet stod et Glas med blaa Annemoner. Elin saá paa Moderen og fulgte tankeløst hendes Bevægelser, naar hun lagde Bøfstykkerne paa Panden og flyttede paa dem med Kniven. Og hendes Øjne tik en fugtig, drømmende Glans, og et lille Glimt af et Smil fløj nu og da over hendes Ansigt.

Og mens Elin blev siddende i Sofaen, gled hendes Blik bort fra Moderens Skikkelse og hen til Vinduet. Hun saá en Flig af den blaa Himmel og Toppene af et Par knastede Popler, som stod ude i Gaarden, og længere borte et Par sorte Tage og ud af en Skorsten Røgen, som i tunge Totter trængte sig frem gennem den fugtige Foraarsluft. Dér neden under laa Byen, den store By, hvor hun en Gang imellem havde været, naar Moderen havde sendt hende i et eller andet Ærinde, eller naar hun ellers havde kunnet slippe til det, og hvor hun plejede at staa og sé paa alle de smukke Sager i Butiksvinduerne, Halstørklæder og Kjoletøjer og Smykker og Hatte; hvor hun plejede at sé paa Vagtparaden, naar den gik over Norrbro, og høre paa Musiken, som klang saa stolt, naar det gik op ad Slotsbakken til. Dér havde hun en eneste Gang i sit Liv været til en Opera og sét Riddere i straalende Dragter med hvidt Trikot og en Pige, som sang saa smukt om, at hun havde myrdet sit Barn, og som sad ved en Rok og spandt, og Krigere i Køller og Kravestøvler og dansende Piger i noget saa lyst og hvidt med bløde, hvide Silkesko og lange flagrende Slør af Tyl og midt mellem alt dette en rødklædt Ridder med et underligt Navn, som hun aldrig kunde huske. Han var den onde selv, for han talte saa stygt og vilde gøre alle ondt og lo saa grimt, mens det rundt om ham lyste med et grønt Skær.

Og saa lo hun igen og gyngede sagte med den ene Fod over den anden, da hun kom til at tænke paa ham, Saddelmagersvenden, som boede paa den anden Side Gaden, som om Aftenen plejede at passe hende op i Porten og som havde indbudt hende til at gaa med i Teatret den Aften forrige Jul. Hun tænkte paa alt, hvad han havde talt med hende om, og hun saá atter alvorlig ud. Fredrik var en underlig lavstammet ung Fyr, som havde saadan sit eget Væsen og var anderledes end alle andre, syntes Elin. Han talte ikke som andre, han tænkte ikke som andre, og Elin vidste ikke, om hun var bange for ham, eller om hun syntes om ham. Han havde læst en gruelig Mængde Romaner. I sin Fritid bestilte han næsten ikke andet, og han var paa sin Manér fantastisk og overspændt trods nogen civiliseret Heine- og Byronsdyrker.

Hvor han havde talt smukt med hende om Kærlighed og alt saadant noget, som hun endnu ikke havde hørt nogen anden tale til hende om. Men hun blev altid saa bange for ham. For han var saa hæftig og saa alvorlig.

Og hun var et glad, et friskt og et livslystent Barn. Fin vilde hun være, og nyde vilde hun ogsaa. Men gifte sig, det havde hun ikke tænkt paa endnu.

Saa underlig han dog kunde være.

Han havde en Gang givet hende sit Portræt. Det var lyst i Farven og lidt slikket. Han havde Haaret pyntelig skilt og kæmmet med Vand, saa at det laa ganske glatstrøget henover Panden; Kraven sad højt op, og Halstørklædet var bundet i en løs Knude med lange, hængende Snipper.

Det gav han hende, og saa sagde han, at hun skulde gemme det godt og tænke paa ham, hver Gang hun saá paa det.

„For jeg elsker Dig,“ sagde han, „mer end alt andet i den hele Verden. Og min Kærlighed til Dig er saa stor, at jeg vilde kunne undvære alt andet, blot jeg havde Dig.“

Hun havde sét lidt paa Portrætet, og saa pludselig havde hun givet sig til at lé.

„Hvad lér Du af?“ sagde han.

Og hun svarede:

„Jo, jeg synes, Du sér saa morsom ud. Du sér jo ellers aldrig saadan ud.“

Hun havde ikke ment noget ondt med det. Men han blev med ét kridhvid i Ansigtet, rykkede Billedet fra hende, rev det hæftigt i smaa Stumper og gik sin Vej.

Men nogle Dage efter var han selv kommen og havde givet hende et nyt Portræt.

En anden Gang var hun bleven dygtig vred paa ham over en eller anden Ubetydelighed. Hun havde taget hans Billede, stukket Øjnene ud paa det med en Haarnaal og sendt ham det med Posten. I fjorten Dage havde hun saa ikke sét noget til ham. Hun fortrød, at hun havde været ond imod ham, og næste Gang de mødtes, bad hun ham om et nyt Portræt.

Saa havde han givet hende endnu et.

Hun følte sig alvorlig til Mode, næsten bange, naar hun tænkte paa alt dette. Hun forstod ham ikke, og hun kunde aldrig være glad, naar hun var sammen med ham.

En Dag havde hun staaet paa Gaden og snakket med en Haandværksdreng paa en atten Aar, som hun kendte. Saa var Fredrik kommen gaaende. Han gik forbi dem, standsede et Stykke borte og ventede. Hun saá, at han ventede paa hende, og hun talte længere med den anden, end hun ellers vilde have gjort, for ikke at blive nødt til at træffe Fredrik.

Men han holdt ud, og da hun tilsidst maatte gaa og vilde smutte forbi ham, gik han hen til hende og fulgte hende et langt Stykke uden at sige et Ord.

„Hvad har Du med den Lømmel at skaffe?“ sagde han tilsidst, og hans Læber dirrede.

Hun saá trodsigt op:

„Har jeg maaske ikke Lov til at tale med Folk?“

Han brød ud i en Strøm af hæftige Ord, blev ildrød i Hovedet, knyttede Hænderne og slog om sig i Luften, mens han talte.

„Jeg taaler ikke, at Du taler med nogen anden paa den Maade,“ sagde han. „Jeg vil ha'e Dig for mig selv. Det er dumt af mig at være saadan overfor Dig, som jeg er. For Du bryder Dig dog ikke om mig. Men det er Synd af Dig, Elin, naar Du sér, hvormeget jeg holder af Dig.“

Men saa var hun bleven vred for Alvor og havde sagt:

„Være mod mig, som Du er! Jeg synes saamæn kun, Du er ond imod mig. Altid skænder Du paa mig og gør Vrøvl for ingen Ting. Jeg bryder mig slet ikke om Dig, og jeg vil helst være fri for Dig. Nu véd Du det.“

„Fik jeg at vide, at Du havde med nogen anden at gøre, saa skød jeg Dig,“ udbrød han.

„Skyde mig! Jøsses saa Du taler.“

Imens var de naaet hen til Huset, hvor Elin boede, og hun skulde lige til at sige Farvel og gaa op. Men i det samme kom hun tilfældigvis til at sé paa hans Ansigt. Han var ganske bleg og rolig, men han saá saa ulykkelig ud, at hun fik ondt af ham.

„Men hvorfor vil Du ogsaa altid være saadan?“ sagde hun.

„Du forstaar slet ikke. hvordan det er fat med mig,“ svarede han.

Og paa den Maade var det gaaet mange Gange.

Men efter denne Samtale gik Elin i en stadig Frygt for, at han skulde gøre hende noget ondt, og hun var altid bange for at være alene med ham.

Men hvad skulde det til at tænke paa det netop i Dag? Hun rejste sig fra Sofaen og gik hen til Moderen, som havde lagt Bøffen paa en Tallerken og var i Færd med at hælde Sauce paa den med en Ske.

Hun nikkede til Datteren og strøg med den Haand, der var fri, henover hendes Haar.

„Jeg vilde ha'e, at vi skulde ha'e noget godt til Middag i Dag, mit Barn,“ sagde hun.

Elin tog en ren Serviet frem, som hun lagde paa Bordet, Tallerkener, Gafler og Knive. Saa hentede hun en Flaske Øl og stillede den midt paa Bordet.

Maden spistes i Tavshed. Blot nu og da kom der en kort og ligegyldig Bemærkning. Da de var færdige, sagde Moderen, mens hun blev siddende ved Bordet og saa lige over paa Datteren:

„Jeg vilde gærne tale med Dig om en Sag, som jeg en Tid har gaaet og tiet med.“

„Hvad er det?“

„Husker Du Johanson, Bonden fra Haryd nede i Smaaland? Han plejede at besøge din Fa'r, naar han var i Byen.“

Elin saá forundret paa Moderen:

„Naa-h?“

„Jo, sér Du, Sagen er, at han længe har været i Lag med mig — Du véd, at han er Enkemand — om jeg ikke vilde komme ned til ham og hjælpe ham med alt, hvad der nu kan være at tage Vare paa i den store Gaard. Sér Du, han vil gifte sig med mig. Jeg har hele Tiden sagt, at han maatte vente, hvis det virkelig var hans Alvor. For først var der din Søster, men nu er hun voksen og sørger for sig selv. Og saa var der Dig, som jeg ikke vilde lade blive ene tilbage her, og fremmede Børn vil han ikke ha'e, siger han. Men nu har Du jo ogsaa gaaet til Præsten og kan faa en Plads, og hvordan det saa gaar, saa bli'r jeg tilsidst gammel og kan ikke arbejde saa meget som før. Og man kan jo aldrig vide, men kommer der noget i Vejen med nogen af Jer, saa kan det altid være rart at ha'e nogen at holde sig til. Og Johansen er en velstaaende Mand og sidder godt i det, saa naar jeg først er bleven hans Kone, saa strækker det nok til, saa I kan faa lidt med.“

Elin saá over paa Moderen. Hun var aldrig falden paa den Tanke, at Moderen kunde gifte sig igen.

Madam Søderstrøm var en Kone paa en otte­ogtredive Aar. Hun var lille og forladen, med lysegult, glatstrøget Haar og matblaa Øjne, hvorom Aarene havde draget et Par smaa Rynker. Hendes Ansigt hørte til dem, som ældes sent, og hendes Skikkelse var endnu fyldig og fast. Arbejdet havde ikke kuet hende, havde blot givet hendes Ansigt et vaagent og raskt Udtryk. Hendes Hænder var smaa og buttede, fulde af fine Rynker og med en bleg, blaarød Farve, som kommer af altfor meget at tage paa vaadt Tøj.

Elin saá til Siden og rødmede.

„Skal det være snart?“ sagde hun.

„Ja, vi havde tænkt nu til Sommer, hvis jeg finder en god Plads til Dig.“

Elins Hoved sank stadig længere ned mod Bordet. Hun støttede Panden mod Hænderne og græd stille.

Moderen gik hen til hende, bøjede sig sagte ned og tog hendes Hænder bort.

„Græd ikke, lille Elin,“ sagde hun. „Vi skal nok sørge for, at Du faar det rigtig godt. Jeg gør det jo kun for Jeres Skyld, Barn. Tænk om I skulde staa ganske alene, hvis jeg falder fra og ikke længer kan hjælpe Jer. Der er ingen, som véd, hvad der kan ske. Og om I saa ogsaa faar det godt, saa slipper I da i alt Fald for at have Besvær med mig, naar jeg bli'r gammel og svagelig.“

Elin tørrede Taarerne bort og saá op.

„Jamen saa er han saa gammel,“ sagde hun.

„Tænk nu ikke mere paa det. Han er flink og rask endnu. Der er ingen, der kan sé paa ham, at han er nær ved de Treds.“

De hjalp hinanden med at tage af Bordet og vaske Tallerkenerne af. Pludselig sagde Moderen:

„Der er en Sag til, som jeg ogsaa gærne vilde tale med Dig om. Du tænker vel ikke paa, at det skal blive til noget rigtigt mellem Dig og Fredrik. For Du er jo kun et Barn endnu, og han har hellerikke noget, saa det bli'r bare til lutter Elendighed.“

Elin holdt Tallerkenen, som hun var i Færd med at tørre af, op for Ansigtet, mens hun svarede:

„Nej, men jeg synes hellerikke saadan videre om ham.“

„Husk paa, at jeg nu har sagt Dig det,“ ved­blev Moderen. „Du maa lade ham vide, hvad han har at rette sig efter. For han er saadan en løjerlig Fyr og slet ikke som andre Mandfolk. Man véd aldrig, hvad han kan hitte paa for gale Streger.“

„Aa, det skal Du saamæn ikke bryde Dig om, Mo'r. For jeg tænker slet ikke paa at gifte mig.“ — —

Hun følte sig meget underlig til Mode efter Samtalen med Moderen. Hun skulde overlades til sig selv, komme ud blandt fremmede, arbejde for at leve. Ene, ganske alene.

Hele sin Barndom havde hun levet i den søndre Del af Byen. Hun kendte hver eneste Krog dér. Her havde hun kørt med Slæde, og her havde hun gaaet hver Dag, naar hun skulde til Skole, ned ad den stejle Bakke, hvor hun saa ofte var falden, naar det var glat, saa at Bøgerne var fløjet til én Side og Smørrebrødet til en anden. Her i Gaarden under de høje Popler havde hun leget med en anden Pige, og dér havde Skoledrengene slaaet hende med Sneboldte, saa hun var styrtet hjem grædende og aandeløs af Skræk.

Og hun mindedes, hvor ofte hun om Aftenen havde staaet i Porten, naar Lygterne tændtes, og sét ud over den lange, dobbelte Række af Lys, som strakte sig langsmed de lave Huse op mod Hornskroken og ned ad Götgatan til, hvor den bueformede Dobbeltlinje forsvandt i Vinteraftenens kolde Taage. Og hvor den endte, dér vidste hun, at det livlige, smukke, glade Stockholm begyndte. Og oppe paa Skinnarviksbackarna havde hun staaet de gnistrende kolde Vinteraftener og sét Lyslinjerne strække sig blinkende frem mellem de mørke Rækker af høje Bygninger, i Buer, i Kvadrater, i lange, jævntløbende Linjer fra den mørke Kungsholm, hvor Gnisterne fra Dampskorstenene strøedes ud som en Regn af Stjærner i Taagen, hen over Riddarholm-Kirkens utydelige Spir og lige til Ladugårdslandet, hvor Kirketaarnet ragede mørkt og stort og ensomt op over Hustagene. Og under hende strakte Mälaren sig, næsten sort, og sagte og lydløst bevægede en lille Dampbaad sig frem med en rød Lygte i Forstavnen og en Stribe lys Røg efter sig.

Hun havde ønsket at kunne komme derned og leve i al denne Herlighed. Og nu skulde hun maaske komme til det. Men nu glædede hun sig ikke dertil.

Ti hun havde aldrig tænkt sig, at Moderen skulde lade hende blive alene, og hun følte sig saa bange ved Tanken om at komme ud paa egen Haand. Hun frygtede for sig selv og for, hvad der skulde blive af hende. Hun havde hørt om saa mange, som det var gaaet daarligt for. Hele Byen saá mørk og truende ud for hendes Fantasi, og Lygterne lyste med et usikkert, falskt Skin; det havde ikke mere noget lokkende ved sig. Alt var blot fremmed og tomt og trist.

Men inderst i hende fødtes efter Haanden en anden Følelse. Moderen gjorde nok alligevel ret i at gifte sig paa sine gamle Dage. Det gik ikke an at vise det gode, som tilbødes en, fra sig. Ti det kom aldrig anden Gang igen, og det var ingen Spøg ikke at have andet her i Verden at stole paa end sit Arbejde. — —

Og Dagene gik, og snart skulde Moderen rejse.

Elin havde faaet Plads hos en Porcelænshandler i den nordlige Del af Byen, og hun skulde tiltræde den, naar Moderen var rejst.

Dagene gik næsten hurtigere end sædvanlig, syntes hun. En Del af det gamle Bohave var blevet solgt ved Avktion, Resten havde hendes Sødskende faaet. Moderens store Kuffert stod pakket, og Kurven og Bylten laa ved Siden af.

Elin græd hele Tiden, mens Bybudet bar Sagerne bort, og saa fulgtes de ned til den lille Banegaard. Billetten købtes, og Sagerne blev ind­skrevne.

Flere bekendte stod paa Perronen, Elins Søster og et Par af Naboerne. Elin kastede sig om Moderens Hals og græd igen.

Konduktøren kom og bad de rejsende tage Plads. Saa lukkedes Kupédørene, og alle de afsked­tagende trak sig lidt tilbage fra Waggonerne.

En Fløjten og en tung Stønnen fra Lokomo­tivet. Toget satte sig i Bevægelse, og gennem Taarerne saá Elin endnu langt borte Moderens Lommetørklæde vifte ud ad Waggonvinduet. — —

Nogle Dage før havde hun talt med Fredrik og rent ud sagt ham, at det ikke kunde blive til noget mellem dem.



II.

Elins Sager var allerede flyttet, hen til det Herskab, hos hvem hun nu skulde tjene. Hun skulde gaa derhen lige fra Banegaarden, og hendes Søster fulgte hende et Stykke paa Vej. Saa gav de to Sødskende hinanden Haanden og skiltes.

Elin gik langsomt op ad Regeringsgatan, til hun kom til Smålandsbackan. Dér bøjede hun af, gik forbi et Par Huse og ind i en mørk Port. Dér standsede hun og trak Vejret dybt. Hendes Hjærte bankede, saa hun maatte støtte sig mod Væggen, og Taarerne var igen ved at bryde frem.

Hun tænkte paa Moderen. Nu var hun rejst. Og paa Frederik. Hvor han dog havde været underlig, da hun havde sagt, at hun ikke kunde holde af ham. Han var bare gaaet et Par Skridt bort fra hende, og tungt og hæst sagde han:

„Ja, saa er det vel forbi.“

Men saa med ét var han sprunget frem imod hende, havde holdt sit Ansigt saa tæt op til hendes, at det ordenlig gjorde ondt i hendes Øjne blot af at sé paa ham, og saa havde han løftet sin knyt­tede Haand som til en Ed og sagt:

„Men jeg vil vide, hvis Skyld det er. Jeg skal nok faa det at vide. Og ham skal jeg ...“

Han havde ikke kunnet faa et Ord mere frem, men var gaaet sin Vej. Han sagde hende ikke en Gang Farvel.

Men det var alligevel godt, at hun ikke be­høvede at være bange for mer at faa ham at sé ved hvert Skridt, hun gik, og mens hun kom til at tænke herpaa, gik hun frem i Porten og saá nysgærrigt ud paa Gaden.

Der saá ud som i alle andre Gader. En Øl­vogn med en fed Hest og en rødblisset Kusk kom luntende forbi. En gammel Dame kravlede pustende op ad Bakken, et Par Herrer gik i livlig Samtale ned ad den og forsvandt om Hjørnet. Til begge Sider saá hun to Rækker Huse, høje, graasnavsede, ensformige. Lutten var diset, og der var vaadt paa Gaden. En kold Foraarsblæst fejede omkring inde i Porten. Maaske var der akkurat her som dér, hvor hun før havde boet, naar blot hun havde været her lidt længere og var bleven vant til det.

Hun kom med ét til at tænke paa, at nu var hun nede i den gentile Del af Byen, hvor hun altid havde været saa glad ved at komme hen, og hun følte, hvordan Blodet pressede sig sammen om Hjærtet. Hvordan mon hun vilde faa det, naar hun nu kom op i sit nye Hjem? Om der endda blot var gaaet et Par Dage, saa at hun rigtigt vidste, hvordan det var. Mon hun skulde holdes meget strængt, saa hun aldrig fik Lov til at gaa ud? Vilde hun faa meget at gøre? Vilde Fruen være god imod hende?

Hun satte Hatten lige og net og rettede paa Handskerne. Saa skyndte hun sig op ad Trapperne og ringede paa.

En noget mager Dame omkring de Treds med et svageligt Udseende kom ud og lukkede op.

„Naa er Du dér, mit Barn. Kom ind. Er din Mo'r nu rejst?“

Elin nejede dybt og blev staaende ved Døren til den lille Dagligstue, mens Fruen gik hen og satte sig i Sofaen.

„Gaa nu ind i dit Kammer, Barn, og gør Dig i Stand og tag dit Tøj af. Men først vil jeg sige Dig ét. Du skal altid tale Sandhed til mig, saa skal vi nok blive gode Venner. Vil Du love mig det?“

Elin var purpurrød. Hun stod og kneb i sine Handsker.

„Ja,“ sagde hun hviskende.

„Naa, gaa Du saa ind i dit Kammer. Du kan vel nok huske Vejen, siden Du var her sidst?“

„Jo,“ sagde Elin igen.

Og inden hun vidste, hvordan det var gaaet til, var hun gaaet gennem Salen og ind i det lille Køkken, som skulde være hendes Hjem.

Hun saá sig om. Et lille Rum med et smalt Vindue og Udsigt over en Gaard. Paa den ene Langvæg en Kommode og lige over for den en Sovesofa, som kunde trækkes ud. Paa Sofaen laa hendes Sager. Væggene var tomme, og der var koldt derinde.

Hun gik langsomt hen og satte sig paa Stolen ved Vinduet, lagde Hatten fra sig og begyndte mekanisk at tage Handskerne af og knappe Kaaben op. Hun standsede og saá sig om. En kvalt, sitrende Hulken arbejdede sig op gennem Brystet, og en Stund saá hun alt utydeligt gennem Taarerne. Hun hængte Kaaben op paa et Søm og begyndte at tage sine Klæder frem og lægge dem i Orden. Men alt som hun tog dem op, vendte Tankerne tilbage til det lille Hjem, hvor der i Morges kun var de tomme Vægge tilbage. Lang­somt bøjede hun sig ned over den sorte Konfirma­tionsdragt, som hun holdt i Haanden, og med Panden mod Kassens Rand græd hun Ensomhedens første, rigtig bitre Taarer. — —

Der var gaaet et Par Aar, og Elin vidste nu ud og ind, hvordan det var at bo i den nordlige Del af Byen og tjene hos Familjen Sivert.

Det var en gammel, hæderlig Borgerfamilje. Manden var fire og tredsindstyve Aar og Konen kun fire Aar yngre.

Manden stod i Butiken hele Formiddagen, men naar de havde spist til Middag, lagde han sig paa Sofaen med et Lommetørklæde over Ansigtet, sov en Times Tid, mens Fruen slumrede i Gyngestolen ved Siden af, og bagefter tændte han sin Pibe og sad enten hjemme med en lille Toddy foran sig, eller ogsaa gik han ud for at træffe et Par bekendte, som han sagde, og han kom da regelmæssigt hjem, naar Klokken slog tre Kvarter til tolv, glad og snaksom og rød i Ansigtet.

Hans Kone var lille af Vækst med et lille Ansigt fuldt af Rynker. Hendes smaa, skarpe Øjne saá alt. Hun var meget nøjeregnende, og det var ikke ret tit, man kunde gøre hende tilpas. Men forstod man at rette sig efter hendes Smaanykker, og kunde man taalmodigt tage imod Tilrettevis­ninger, selv om de var uretfærdige, var hun let at vinde, og hendes Velvilje viste sig altid paa en eller anden reel Maade i Handling.

De to gamle havde ingen Børn, og da Elin kom til dem, var hun jo kun femten Aar. „Man kan umulig behandle Barnet som en almindelig Pige,“ sagde Fruen, og saadan gik det til, at Elin kom til næsten at regnes med i Familjen.

Naar der ikke var fremmede, lod hun gærne Elin sidde inde hos sig om Aftenen. Fruen sad og broderede eller syede.

Manden sad ved Siden af med Toddyglasset foran sig, og Elin læste højt af en eller anden Lejebibliotheksroman. Lampen lyste med et varmt, gult Skær paa de tre, som sad dér, og alt var roligt og stille. Naar Elin blev træt, lagde den gamle sit Haandarbejde bort, Elin gik efter sit Hækletøj, og nu læste Fru Sivert selv, mens Elin lod Hæklenaalen løbe, og hun og Manden sad og hørte paa Historien om, hvordan den fattige Pige blev gift med den rige Adelsmand, skønt hans fornemme Slægt satte sig imod det, eller hvordan den franske Frue med den blege Teint og det trætte, fornemme Smil bedrog sin Mand og med funklende Øjne lod sig synke mod sin ædle platoniske Tilbeders bro­derede Skjortebryst.

Foruden Herskabet skulde hun ogsaa passe en gammel Revisor, som boede paa Kvisten til Leje hos Siverts.

Om Sommeren fulgte hun med Familjen ud til deres lille Landsted ved Mälaren, kom med paa Udflugter til Vogns og i Baad, blev venligt tiltalt af fremmede og behandledes næsten som Barn i Huset. Hun spiste med ved Bordet, undtagen naar der var Gæster, for saa maatte hun gaa om og varte op.

Hun var jo, som sagt, kun et Barn, da hun kom til at tjene dér, og desuden var hun køn og fornøjet og frisk, rigtig en Solstraale i Hjemmet for de to gamle.

Og saadan gik Tiden, til Elin havde fyldt sytten Aar. Hun var usædvanlig udviklet af sin Alder, Øjnene lyste af Livsmod, hun løb mere end hun gik, og hendes Latter klang saa frisk, og hendes Tænder lyste saa hvidt og kønt, naar hun lo.

Hun havde mange Gange faaet Lov at følge med Familjen i Theatret og havde sét saa mange morsomme Stykker. For Herren i Huset holdt mest af Operetterne, og Fruen holdt ogsaa nok af dem, bare de ikke var altfor — ja, hvad skulde man sige — altfor slemme og underlige. Og naar hun gik ved sit Arbejde, havde hun vænnet sig til at nynne lette og lystige Melodier.

Naar hun en Gang imellem havde faaet Lov til at gaa hjem til sin Søster, stjal hun sig under Tiden til at være længere ude, end hun havde Lov til, og hun gik da gærne om Aftenen, helst naar det var Foraar eller Efteraar, om ad „Blanch“[1] sammen med Søsteren eller en Veninde og stod lidt udenfor og hørte paa Tonerne af Boccacciomarchen eller Valsen af „Faust“. Og rundt om hende bølgede Menneskemassen frem og tilbage, fine Herrer og Damer, unge Piger i blaa Liv og skotsk tærnede Kjoler, med smaa baretformede Hatte, Damer i vide, fodside Kaaber og skæve, bredskyggede Rembrandthatte, Politibetjente med stive Embedsmands-Fysiognomier, kaade og hylende Gadedrenge, Smaapiger med Appelsinkurve og frække Ansigtsudtryk, gamle, skikkelige Ægtepar Arm i Arm og enlige Piger med høje Hæle paa Skoene, tynde Liv og vrikkende Hofter, med Parasolen kastet som et Vaaben paa Skraa over venstre Arm, og dristige, blanke, udfordrende Øjekast.

Hun stod og hørte paa alt dette, mens hendes opmærksomme Øjne hele Tiden fløj rundt paa alt og et lille Smil bragte de smaa nervøse Læber til at skælve let, og naar hun saa kom hjem og skulde sætte sig til at læse højt af Marie Sophie Schwartz eller Alexander Dumas père, ringede det som en vilter Musik for hendes Øre, hun sad og trommede Takten til sine Tanker mod sit Knæ, og Fru Sivert maatte en Gang imellem rette hende, naar hun læste fejl.

„Det er dog forfærdeligt, Barn, saa Du maa ha'e meget at tænke paa i Dag. Hvad er det, Du siger? „Folkets lige“? Der maa jo staa „Lidelse“, kan jeg tænke?“

En Dag kom Fruen ud i Køkkenet og sagde, at hun vilde faa en ny Herre at opvarte. Revi­soren, som havde boet paa Kvisten, skulde flytte, og den, som nu kom til at bo dér, var en ung Herre, som gik paa „karolinska institutet“[2] og skulde være Læge.

„Du skal naturligvis være høflig og venlig imod ham,“ sagde Fruen. „Men Du maa ogsaa ta'e Dig i Vare for ham, for saadanne Herrer er ikke rare for de unge Piger.“

Nogle Dage efter saa Elin et Bybud komme kørende ind i Gaarden med en stor Oppakning, et Par Kufferter, en Bogkasse, en lang Reol og en Kurvestol. Han kom op i Køkkenet og spurgte om, hvor Hr. Bjørling boede. I det samme kom Fruen ud og sagde, at det var en Trappe højere op i Kvistværelset i Gavlen. Han vilde snart selv komme, og Bybudet skulde vente saalænge, for at han kunde faa Besked om, hvordan alt skulde stilles.

Elin hørte, at der var nogen, som gik paa Trappen. Hun saá ud gennem Døren og saá en ung Mand, som løb rask op ad den. Han var i blaa, tæt knappet lodden Overfrakke, graa Handsker og Pincenez, hvorigennem der skinnede to muntre, klare Øjne. En lav sort Hat, røde friske Kinder, et Par smaa, lysebrune Moustacher, og et latter­mildt Træk ved den ene Mundvig.

Han standsede et Øjeblik, da han opdagede Elin, og der kom et hastigt Glimt i hans Øjne. Han gik, ligesom tvivlraadig, hen mod Døren, saá hende lige ind i Ansigtet og brast i Latter. Elin lo ogsaa, rødmede, trak hurtig Døren til og hørte, hvordan han smaanynnende gik op ad Trappen til sit Værelse. — —

Da Elin om Aftenen kom op paa hans Kammer for at gøre i Stand, saá hun sig først lidt nysgærrig om med Lyset i Haanden. Hendes Hjærte bankede uroligt, og hun var saa bange for, at han skulde komme. Ved Vinduet stod et Skrivebord med alle Slags Bøger paa. Hun kiggede i et Par, men for­stod ikke noget af det, som stod i dem. Paa Gulvet stod en halvt udpakket Bogkasse, paa Sofaen laa skødesløst henslængt en Slobrok, og paa Væggen hang allerede et Par Billeder, et Prospekt over Stockholm med Slottet og Norrbro og Tofanos „Enfin seuls“, de to nygifte, som er blevet ene i stum Omfavnelse midt i disse berusende Omgivelser, med Drivhusets Palmer og Aloë, bløde Tæpper og kostbare Møbler. Hun bøjer sig uden en Bevægelse mod hans Bryst, mens hendes Læber aabnes og hun føler den vellugtmættede, parfumerede Luft i sine fineste Nerver, og det tunge Silkeslæb breder sig som et Tæppe hen over begges Fødder.

Forvirret redte hun Sengen og hentede friskt Vand ind i Karaflen. Da hun hørte, at der gik nogen paa Trappen, løb hun ned i Køkkenet og sad længe paa Stolen foran Vinduet. Hun var hed i Ansigtet, og hendes Tindinger bankede. — —

Elin saá ofte Hr. Bjørling. Hun mødte ham paa Trapperne eller oppe i hans Værelse, og han kom ofte ned og snakkede med Herren og Fruen, som han var i Familje med.

Hun havde aldrig før sét noget lignende. Der var ligesom Solskin over ham. Altid kom han med et muntert Ord, enten til Fruen eller hende, hans Latter smittede hende, saa hun lo med, og han fik hende til at snakke og fortælle om sin Barndom, om hvordan Moderen rejste fra hende, om hvordan hun havde det, kort sagt, om alt. Hun gik altid og tænkte paa, om han skulde være hjemme, naar hun fik Lov til at gaa op paa hans Værelse. Hun vidste Besked med, naar han var ude og naar han var hjemme, og havde hun en Dag ikke kunnet kommet til at snakke med ham, gjorde hun sig gærne et Ærinde ud i Entreen, naar hun hørte ham komme.

Hun havde lært hans Gang at kende. Han havde en egen Maade at skrabe med Hælene paa, naar han gik.

Han var heller aldrig næsvis imod hende og sagde aldrig noget, som hun behøvede at blues ved. Det var knapt nok, at han tog hende i Haanden.

Og i den Retning havde Elin allerede prøvet adskilligt. Hendes Friskhed fristede Mændene. Naar hun en Gang imellem blev sendt ud med en Lampe fra Butiken, naar hun skulde gaa et Ærinde til nogen af Familjens bekendte, eller naar hun tilfældigvis mødte nogen af dem paa Trappen, var det tit og mangen Gang sket, at en havde lagt Armen om hendes Liv og ikke havde villet slippe hende og havde spurgt, om saa køn en Pige skulde gaa løs og ledig uden at have nogen, som hun holdt af.

Der var især en gammel rig Grosserer, som hun var bange for. Han var stadig Kunde i Butiken, og naar hun kom op til ham med noget, han havde købt, hørte hun altid, hvordan han sagde til Tjenestepigen, som lukkede op: „Lad Pigen komme ind.“

Og hun havde ofte haft svært ved at værge sig imod ham.

Hun vidste, at han var gift og havde flere voksne Børn, og hun væmmedes ved ham. Men hun skammede sig ved at tale til Herskabet om saadant noget, og for Resten var han ikke den eneste.

Det vilde være blevet saa meget at tale om, og det vilde hun ikke. — —

Det var en Dag, hun laa og skurede Trappen. Hun var i en tynd, blaatærnet Bomuldskjole. Ærmerne havde hun smøget højt op over Albuerne.

Hr. Bjørling kom paa Trappen og skulde passere forbi hende. Han standsede, da han fik Øje paa hende, tog Cigaren ud af Munden og smilede.

Hun trak sig til Side for at lade ham komme forbi og saá stjaalent op.

De tav begge et Øjeblik og følte begge Tavs­heden.

Pludselig saá hun igen op og opdagede, at han var alvorlig. Hun skælnede en lille Bevægelse i hans Ansigt og slog atter Øjnene ned.

Da følte hun, hvordan han bøjede sig frem, greb hende om Skuldrene og kyssede hende paa Panden.

Hun rev sig løs.

„Nej dog, Hr. Bjørling. Lad mig være. Saadan noget maa De ikke gøre.“

Han holdt fast paa hende et Øjeblik, og hun følte, at hans Hænder rystede.

Saa slap han hende og lo tvungent.

„Er Elin vred paa mig?“ Hun trak sig saa langt bort fra ham som muligt.

„Næ-h!“

„Jeg skal nok lade være med at gøre det mer,“ sagde han.

Og efter et Øjebliks Ophold:

„Det vil sige, saadan helt kan jeg nu ikke love det.“

Derpaa hørte hun, hvordan han gik ned ad Trappen, og hun mærkede endnu den fine Duft af hans Cigar. Men da hun igen tog fat paa Arbejdet, følte hun en underlig, stikkende Fornemmelse i Brystet, som fyldte hende med Uro, og som hun aldrig før havde mærket.

Aldrig nogen Sinde for Fredriks Skyld. Aldrig paa den Maade, aldrig. — —

En Dag kom Hr. Bjørling og gav hende to Theaterbilletter og spurgte, om hun ikke havde Lyst til at gaa i Theatret og tage en Veninde med sig.

Hun vidste ikke, hvad hun skulde svare, men tog mod Billeterne og takkede.

Til Fruen sagde hun, at hun var bleven invi­teret med i Teatret af sin Familje.

Men fra den Dag var Forsvaret opgivet.

Snart var det en Pose Konfekt, snart en Appelsin, snart et Par Handsker eller et Hals­tørklæde, som han forærede hende. Og for hver Præsent, hun fik, maatte hun lave en ny Løgn. Ti Fru Sivert var en stræng Kone, som ikke holdt sig for god til at kigge i hendes Kommodeskuffer, og hun fandt altid noget nyt.

En Dag vidste Elin ikke, hvad hun skulde finde paa, og hun maatte ud med Sproget.

Fruen havde fundet en Pose Pralinés.

„Jeg har faaet dem af Hr. Bjørling,“ sagde Elin. „Vil Fruen ikke smage?“

Men den gamle Dame blev pludselig alvorlig og sagde, at saadant noget maatte hun under ingen Omstændigheder tage imod. Og hun sagde, at Gottfrid vel ikke var noget daarligt Menneske, men at han nok før havde været med til at narre unge Piger. For det havde alle Mandfolk gjort, og den var godt dum, som troede paa dem.

Elin hørte paa, hvad hun sagde, og tav. Men hun troede ikke, at Gottfrid var af den Slags. Aldrig i Verden skulde nogen faa hende til at tro det. — —

Og Maanederne gik. Det blev Tøvejr med Blæst og Regn. Der gik Hul paa Isen, og store Flager drev i ilsom Hast nedad Norrstrom, smeltede eller hvirvledes rundt og joges langt ud paa Havet mellem de birketræ-bevoksede Øer. Det var pløret paa Gaderne, og Vandet strømmede gennem Rende­stenene. Men oppe mellem Husrækkerne straalede en varmt blaa Himmel, og en lun Vind, der lovede Sol og Sommerluft og Fuglekvidder, strøg kærtegnende hen over Bybeboernes Kinder og hviskede til de lykkelige, som kunde rejse bort, at de paa ny skulde begynde at leve ude i Naturen, mellem Granskove og i Søluft.

Men lige midt under Løfterne kom Sneen til­bage. Kold og hvid lagde den sig over Gader og Tage. Og Menneskene trak sig igen inden Hus og sagde til hinanden, at de aldrig mer vilde tro paa Foraaret, som alligevel aldrig i Livet kom, naar det lovede.



III.

Fru Sivert sendte en Dag efter Frokost Elin ud. Derpaa vendte hun sig om mod sin Mand, som sad i Sofaen og læste „Dagens Nyheter“.

„Jeg kan ikke forstaa, hvad der er i Vejen med Pigen. Hun er ikke sig selv.“

„Med Pigen? Hvad skulde der være i Vejen med Pigen?“

Hr. Sivert blev ved at læse.

„Jeg be'er Dig, hold dog op at læse, og hør paa, hvad jeg siger. Naa, læg nu den dejlige Avis bort. Tror du maaske, den løber fra Dig? For jeg skal sige Dig, at der er noget galt fat med Pigen. Har Du ikke lagt Mærke til, hvor ofte hun be'er om at maatte gaa ud om Aftenen, og et Par Gange er hun jo ikke kommet hjem før efter 12.“

„Jamen hun har jo været indbudt til …“

„Snak! Hvem véd, hvor hun har været. I Gaar Aftes gik jeg ud i Køkkenet, og da var hun borte, skønt Hatten og Kaaben hang paa deres Plads, og det varede en god Time, inden jeg hørte hende komme ind igen. Har Du ikke sét, hvor fin hun er bleven paa det sidste? Handsker og Tør­klæder og Gud maa vide, hvad det altsammen er?“

„Jamen, bedste Ven, Du kan da vel ikke tro, at Barnet …“

„Snak, siger jeg. Du maa hjælpe mig at passe paa den Skat Gottfrid, som er din Bro'rsøn, og som Du har skaffet herind i Huset, skønt jeg sa'e, at jeg ikke vilde ha'e en saadan Kavallér, som bare vilde løbe mig efter Pigen. Men nu har vi'et, som vi har'et, og det siger jeg, at hvis jeg faar at vide, at der er noget paa Færde mellem dem, skal han ud af Huset, og det i samme hellige Øjeblik. Og hun for Resten med. Skønt for hende er det da egenlig Synd. Men man kan ikke ha'e saadan en i Huset. Det er ganske umuligt. Folk har saamæn nok endda at snakke om.“

„Jamen, hvad vil Du da ha'e, at jeg skal gøre?“

„Hvad du skal gøre? Du skal holde Øjnene aabne, forstaar Du? Du kan jo f. Eks. gaa op paa Mon­sieurs Værelse en Gang, naar Du sér, at hun ikke er hjemme. Jeg siger bare: saa skal vi sé.“

Manden lovede, at han nok skulde læse Knægten Teksten, og hvad han lovede, det var sikkert som Guld. Han havde virkelig fattet Kærlighed til Pigen, og han følte en hæderlig gammel Mands hele Forbitrelse ved Tanken om, at noget saadant skulde kunne hænde den lille kønne, uskyldige Pige, der havde været næsten som et Barn for ham, og han begyndte samme Dag sin Rolle som husligt Opdagelsespoliti.

I Løbet af et Par Dage mærkedes intet mistænkeligt. Den gamle gik oftere end sædvanlig paa Trappen, kiggede uden særlig Anledning ind i Køkkenet, men uden at kunne opdage noget. Han begyndte allerede at tro, at hans Kone havde taget Fejl, og gik og bandede, fordi han ikke havde faaet Lov til at være i Fred, men i hele to Dage havde maattet gaa i saadan en forbandet Uro. ­— —

En Morgen var Elin alene hjemme. Hun gik frem og tilbage, smilede hen for sig og tænkte paa noget morsomt. Af og til standsede hun med Hænderne knyttede om Nakken og saá paa Uret, mens hun sang en Melodi, som hun havde hørt paa Klavér og Orkestrion i Berns Salon[3] og paa Gaden af Drenge, der fløjtede:

Jetz geht nach Lindenau.
Dort ist der Himmel blau.

Solen varmede ind gennem Vinduet, den varme, glade Majsol, og langt ude over Tagene saá hun nogle Strimer af „Kungsträdgårdens“ lysegrønne Kroner midt i en sitrende Glans af vaarlige Sol­straaler. Og højt oppe var Luften blaa, lutter blaat, saa langt hun kunde sé.

Med et lille Smil saá hun igen ind i Køkkenet, bøjede Hovedet, og der kom Farve over Kinderne og Glans i Øjnene.

Skulde hun gaa op og sé til Gottfrid? Blot lige kigge indenfor. Han havde sagt, at hun aldrig maatte gøre det, uden at han havde bedt hende om det. Men det var vel ikke saa farligt. Der var jo ingen, som fik det at vide.

Blot kigge indenfor.

Hun gik stille ud i Entreen og saá sig om. Hun tog i Døren op til Loftet. Den knirkede. Hun standsede atter og lyttede. Nej, alt var stille. Saa gik hun let og sagte op ad Trappen og aabnede Døren til Gottfrids Værelse.

Han sad foran Spejlet og bandt sit Tørklæde, i Skjorteærmer, med opknappet Vest. Hun standsede i Døren, smilede med hele Ansigtet.

Han vendte sig om.

„Nej, men er Du gal! Hvis nogen kom herop!“

Hun lukkede Døren og gik hen mod ham med Hænderne paa Ryggen.

„Aa, der kommer ingen.“

Med et lille Hop kastede hun sig om hans Hals.

„Jeg har længtes saa forfærdeligt efter Dig.“

„Lille Barn.“

Han drog hende ned paa sit Skød, og hun sad og saá ham ind i Ansigtet, mens hun knyttede Hænderne udenom hans Hals.

„Jeg holder saa meget af Dig. Der er ingen, der er som Du.“

Han følte sig lidt forlegen og kyssede hende for at slippe for at sé hende ind i Ansigtet.

„Aa, det skal Du ikke være saa vis paa.“

Der var bestemt nogen, som tog i Laasen. Han fo'r op, og Elin blev staaende raadvild midt paa Gulvet. Hun vilde gaa hen til ham, men han trak sig tilbage og gik et Par Skridt nærmere hen mod Døren.

Den gik op, og Hr. Sivert stod paa Dørtær­skelen.

Han kastede et Blik ud over Værelset, og gik saa ind.

„Saa skulde da ogsaa —!“

Han lod Døren staa aaben og pegede paa den.

„Ud!“ raabte han.

Elin adlød uden at sige et Ord. Hun saá paa Gottfrid, da hun gik forbi ham. Han bed sig i Læben og saá mod Gulvet. Hun gik mekanisk ned ad Trappen og hørte kun, hvordan Døren deroppe blev slaaet i med et Smæld.

Hun sad alene dernede, hvor længe vidste hun ikke. Hun for op, da hun hørte Hr. Sivert gaa forbi Køkkendøren og ned i Butiken. Men han kom ikke ind til hende, og hun aandede atter lettere.

Gottfrid kom ikke ned. Hun hørte ham gaa oppe paa sit Værelse frem og tilbage. Hun vilde saa gærne have løbet op og talt med ham. Men hun turde det ikke.

Hendes Hjærte var saa fuldt. Hun vilde ønske, hun kunde have grædt, men hun kunde ikke faa en Taare frem. Hun forstod godt, hvad der vilde ske. Fruen vilde tale alvorligt med hende, sige, at hun ikke kunde blive længere hos dem, og saa skulde hun pakke sit Tøj sammen og flytte bort. Hvorhen? Ja, hvorhen? Hun havde ingen at gaa til. Hun blev nødt til at begynde paa at kæmpe sig frem paa egen Haand, lære sig et eller andet, at sy eller vaske eller noget andet. Ligegyldigt hvad.

Aa, men Gottfrid vilde nok hjælpe hende. Men…

Hendes Søster maatte have det at vide. Ja, det var nødvendigt, det kunde ikke nytte andet. Men Moderen!

Det brændte inde i hende, og Graaden var ved at bryde frem.

„Mo'r, Mo'r, aa — hvis han endda havde væ­ret her!“

Hun satte Tallerkenerne bort, som hun var i Færd med, og græd.

„Saa var det aldrig, aldrig skét.“

Men Gottfrid vilde vel nok hitte paa Raad. Han var jo saa god imod hende, og hun vilde alligevel ikke ønske, at hun ikke havde truffet ham. Det andet, det var jo nok kedeligt, men det gik vel over.

Hun hørte, at han gik paa Trappen, og hun tørrede Taarerne bort. Blodet pressede sig sammen i hendes Bryst.

Hun gik hen til Døren og aabnede den paa Klem.

Med nedslagne Øjne og Graaden i Halsen stod hun foran han.

Han saá oprørt ud og vilde først gaa forbi hende. Men hun standsede ham.

Han trak sig tilbage fra den Haand, som hun havde lagt paa hans Arm.

„Naa, hvad er der nu i Vejen?“

„Det var min Fejl,“ sagde hun.

Han saá sig om, bange for, at der skulde komme nogen.

„Ja, det var en gruelig Dumhed,“ sagde han.

„Jeg faar naturligvis ikke Lov til at blive her,“ sagde hun, og Taarerne trængte sig igen frem.

Han gjorde en utaalmodig Bevægelse.

„Ja, græd nu bare ikke.“

„Aa, Du véd ikke, hvordan det er fat med mig. Du maa være lidt venlig mod mig.“

Han blev pludselig opmærksom.

„Du er da vel aldrig …“

„Nej, det var ikke det, jeg mente. Men jeg faar ikke Lov at blive her, og Fruen bli'r saa vred, og hun har før været saa god mod mig.“

„Jamen hvem har sagt, at Du skal blive? Hør nu, hvad jeg vil sige, Elin, og vær en fornuftig Pige.“

Han bøjede sig op mod Rækværket og drog hende til sig.

„Hvis Fruen nu bli'r slem imod Dig og siger stygge Ord til Dig, saa skal Du ikke staa og høre paa det, men sig saa blot, at Du vil skifte.“

„Ja, men …“

„Nej, hør nu blot, hvad jeg siger. Du kan jo tage bort og komme til at lære noget, og i Begyn­delsen skal jeg nok hjælpe Dig og skaffe Dig et Værelse. Du kan jo nok forstaa, at jeg ikke vil ha'e, at Du skal faa Ubehageligheder for min Skyld. Du vilde jo aldrig faa Lov at være i Fred, nu da de har faaet dette her at vide. Og desuden vilde jeg jo aldrig mere kunne komme sammen med Dig, hvis Du blev her.“

„Nej, det er ogsaa sandt.“

„Ja—a. For Resten har jeg jo altid sagt Dig, at det ikke kunde vare evigt, og vi har jo heller aldrig holdt af hinanden paa den Manér.“

Hun saá bort og mumlede:

„Nej, ikke Du, naturligvis, men jeg.“

„Ja, men jeg vil i alt Fald hjælpe Dig, og har Du først faaet lært et eller andet, saa kan Du ha'e det meget bedre end her.“

Et Smil foer over hendes Ansigt.

„Du forlader mig alligevel ikke, vel?“

Han vidste ikke, hvad han skulde svare. Han tog hendes Hoved mellem sine Hænder og klappede hende.

„Gaa nu ind,“ sagde han. „Og lad mig siden vide, hvordan det er gaaet.“

Han løb hurtigt ned ad Trappen, og Elin gik igen ind i Køkkenet. — —

Der blev et ordenligt Røre hos Siverts. Man­den var rasende og bandte paa, at den unge Herre skulde flytte til den første, og at Pigen skulde bort selv samme Dag. For man kunde ikke have en saadan Person i Huset.

Men Fruen, som virkelig holdt af Pigen, sagde, at hun havde taget det altfor voldsomt lige straks, og at hun paa ingen Maade kunde forsvare at lade den stakkels Pige drive for Vind og Strøm uden nogen til at tage sig af hende.

Og Følgen blev da, at Manden maatte give sig, og det blev besluttet, at Elin skulde faa Lov at blive. Men en ordenlig Overhaling skulde hun have, og fik man blot en eneste Gang til Nys om noget saadant, saa var der ingen Naade længer og hun skulde ud af Huset, saa sandt som han hed Johan. Det var sikkert nok.

Ud paa Formiddagen raabte Fruen ud til Elin, at hun skulde komme ind.

Elin kom hurtigt, gik nogle Skridt frem paa Gulvet og standsede. Hun vidste, hvad der vilde komme, og blev trodsig og ond.

„Vil Fruen noget?“

Den gamle saá paa hende:

„Ja, det véd Du jo, Barn. Jeg vil vide, hvad der har været mellem Dig og Gottfrid!“

„Naa, saa Herren har altsaa snakket af Skole.“

„Elin maa ikke tale saadan. Du véd meget godt, at der ikke var mange, som nu vilde være mod Dig som jeg. De allerfleste vilde ikke spørge Dig om det mindste, men bare lade Dig gaa.“

Det flammede op i Pigens Øjne.

„Det er ligemeget,“ sagde hun. „For jeg vil alligevel skifte.“

Fru Sivert saá forundret op.

„Kom herhen, Barn, og sæt Dig,“ sagde hun lidt efter.

Hun adlød langsomt.

„Ja, saa Du vil flytte. Naa, og hvad skal Du saa tage Dig for?“

„Jeg skal lære at sy Skjorter.“

Elin havde slet ikke før tænkt paa det. Hun havde ikke Begreb om, hvad det var at sy Skjorter, eller hvor man kunde lære det. Men den Tone, hvori hun sagde det, var saa rolig, som om hun talte om en længe og modent overvejet Beslut­ning.

„Naa, og saa skal vel Gottfrid hjælpe Dig, kan jeg tænke?“

Elin nikkede.

„Naa, og saa bagefter? Naar han er bleven ked af Dig?“

Elin brast i Graad.

„Jeg vil flytte,“ sagde hun. „For jeg kan dog ikke blive her, nu da Herren og Fruen véd det. Jeg behøver ikke at blive en daarlig én for det. For jeg vil ikke ha'e med nogen anden at gøre.“

„Har han sagt, at han tænker paa at gifte sig med Dig?“

Hun saá ned.

„Nej,“ sagde hun hviskende.

„Ja, men hvad tænker Du dog paa?“ brød det ud af den gamle Dame.

Hun havde altid bildt sig ind, at en Mand bragte en fattig Pige til at falde ved at love hende Ægte­skab.

„Du vil da vel ikke sige, at Du …“

Elin rødmede stærkt, og Graaden sad hende i Halsen.

„Jeg behøver ikke at blive en daarlig én for det,“ gentog hun.

„Kære Barn,“ sagde den gamle Dame og klap­pede hende, „det siger Du nu, saa længe som han gi'er Dig alt, hvad Du ønsker. Men naar han er bleven træt af Dig, holder han op med det. Og naar Du saa selv skal arbejde for dit Udkomme og det ikke slaar til til at skaffe Dig alt, hvad Du nu er bleven vant til, Fornøjelser og pæne Klæder og andet, som Du holder af, saa gaar det, saa nødig jeg siger det, rent Pokker i Vold med Dig. Jeg kender saa mange Piger, som det er gaaet galt for, og som er begyndt som Du.“

„Men Fruen maa ikke tro, at jeg vil blive en saadan Pige. Nej, det bli'r jeg aldrig.“

„Nej, jeg vil i det mindste ikke tro det. For jeg havde haabet, at jeg en Dag skulde have sét Dig rigtig godt gift med en pæn Arbejder, og at Du skulde blive et lykkeligt og dygtigt Menneske. Der er nok mere end én, som har haft gode Øjne til Dig. Ikke?“

„Jo—o. Men …“

„Naa? Hvad mener Du?“

„Jeg har aldrig rigtig kunnet med nogen af dem. De er altid saa simple, saa …“

„Hvad mener Du med det? At de ikke har pæne Klæder og ikke er saa rene paa Hænderne og ikke kan tale saa pænt? Er det det?“

Og den gamle Dame talte længe. Hun talte om, hvor meget de havde gjort for Elin, mens hun var dér i Huset, om de Farer, som en enlig Pige udsætter sig for, og hun malte hendes tilkommende Liv i saa sorte Farver, at Elin pludselig rejste sig og sagde:

„Ja, naar Fruen tror saa daarligt om mig, saa …“

Og hun holdt fast ved sin Beslutning. Hun vilde skifte nu paa Lørdag.

Men da blev Fru Sivert for Alvor vred og sagde, at hun kunde gaa, hvorhen hun vilde.

„Men kommer Du en Gang i Ulykke, saa kom ikke til mig og bed om Hjælp. For nu har jeg sagt Dig, hvordan det vil gaa, og vil Du ikke tro mig, saa faar Du selv tage Følgerne.“

Og dermed var Elin gaaet ud. Ved Middagen kom hun ikke ind til Bordet. — —

Men om Eftermiddagen gik den gamle Frue ud i Køkkenet. Hun fandt Elin beskæftiget med at sy en hvid Strimmel i sin sorte Kjole.

„Hvor skal Du hen?“

Elin holdt haardnakket Øjnene fæstede til sit Arbejde. I en lav, undertrykt Tone, som hun for­gæves stræbte at gøre naturlig, svarede hun:

„Jeg vilde gaa hen et Sted, hvor jeg har hørt, at de sy'r Skjorter, og spørge, om jeg ikke kunde komme til at lære dér.“

„Ja saa. Ja, jeg vilde blot sige Dig ét endnu; jeg var maaske lidt for stræng mod Dig i Formid­dags, og jeg vilde sige Dig det, at hvis Du skulde komme i Forlegenhed, saa kan Du komme til mig. Vil Du love mig det?“

„Jeg si'er Fruen saa mange Tak, men jeg haa­ber ikke, det skal gaa saa galt.“

Den gamle Frue rystede paa Hovedet og gik stille ind i sin Stue igen.


*


Om Lørdagen flyttede Elin. Hun kom til at bo i den søndre Bydel hos en fattig gammel Kone, som hun kendte, og Gottfrid betalte otte Kroner om Maaneden for hende. Om Dagen gik hun og syede Kjoler hos en Syjomfru. Der havde ikke været nogen Plads i Skjortemagasinet.

Da hun vendte tilbage, dér op til Bakkerne, til den Egn, hvor hun havde boet hele sin Barn­dom, hvor hun havde sagt Farvel til sin Mo'er, og hvorfra hun var flyttet for at prøve paa selv at arbejde sig frem i den store, larmende Verden dér nede, da følte hun sig underlig til Mode. Hvad havde hun vundet? Hvad var der blevet af hende? Og hvordan var hun egenlig kommen til at synes om ham?

Hun grundede og grundede derpaa, og det forekom hende stadig mere og mere underligt. Først havde hun syntes om ham, fordi han gav hende saadanne kønne Sager. Hun havde holdt meget af at gaa fint klædt, og hos Siverts havde hun ikke haft mere end fem Kroner om Maaneden, og det kan man ikke købe sig meget for.

Men saa havde han kysset hende paa Panden. Og senere en Gang paa Munden. Det var som et fint bindende Spind, der drog mere og mere med sig. Hun var fangen af hans Kærtegn som med stærke Baand, og om hun saa ogsaa tusinde Gange sagde nej, naar han bad hende, saa maatte hun dog tilsidst give Køb, blot fordi hun var begyndt at gøre det. Hun syntes, at hun derved havde ligesom bunden sig selv til ham, og at han var hendes Herre. Og efter at han havde kysset hende, havde han Magt over hende, hun var i hans Vold, og alt, hvad hun siden gav, var blot hver Gang en Smule mere, og nu var hun hans.

Det var virkelig, som hun havde sagt til Fru Sivert. Hun havde aldrig kunnet rigtig med de Arbejdere, som hun kendte, for hun syntes, at der var noget saa simpelt ved dem. De to Aar hos Siverts havde vænnet hende til noget andet, og naar hun gav sig hen til Gottfrid, var det, fordi hun hos ham fandt noget fint, noget, som løftede hende op over hendes egen Klasse, noget, som fyldte hende med Følelser, som rummede mer, end hun nogen Sinde havde drømt om.

Aldrig havde hun troet, at hun skulde kunne holde saa meget af noget Menneske. Hvor hun var glad, naar han talte med hende, og hvor meget forunderligt kunde han ikke fortælle hende. Han havde laant hende Bøger, som hun havde læst, og hun havde spurgt ham om alt, og han havde sagt hende saa meget, som hun ikke før havde vidst. Hun følte en Videlyst, som var hende ny og som fyldte hende med Glæde.

Han maatte ikke forlade hende. I det mindste ikke saa snart. Det var klart, at han ikke kunde gifte sig med hende, det forstod hun nok, og en Gang gik han vel hen og forlovede sig. Men saa længe skulde alt blive, som det nu var. Hun tænkte ikke ud i Fremtiden. Hun arbejdede om Dagen, og de Aftener, hun var sammen med Gottfrid, spøgede hun og lo og var glad. Og naar hun gik alene hjem, tænkte hun paa ham og snakkede med den gamle, som hun boede hos, mens hendes klin­gende Latter lød lige saa frisk som før. Hun hit­tede paa tusinde Spilopper og tusinde lystige Ind­fald.

En Gang imellem kom Tanken om Følgerne op i hende, og da var det, som om en kold, fugtig Haand havde lagt sig haardt om hendes Strube. Men hun glemte det hurtigt igen.

Da en Tid var gaaet, begyndte dog de urolige Følelser oftere og oftere at indfinde sig. — —

Hun skulde en Aften træffe Gottfrid. Det var omtrent en Maaned, efter at hun var taget fra sin Plads.

Hun maatte vente noget, inden han kom. Endelig saá hun ham komme sig i Møde paa For­tovet. Han gik let og fløjtede en munter Melodi.

Han tog hende under Armen, men hun saá ikke glad ud som sædvanlig. Hun stirrede ud i Rummet, og naar hun talte, hørte han, at hun havde Graaden i Halsen.

Han saá paa hende og spurgte: „Hvad er der i Vejen med Dig?“

„Jo, jeg var hos Doktoren i Gaar. Du véd, at jeg har været bange i den sidste Tid.“

Han svarede ikke. Han forstod saa godt, hvad hun vilde sige, og en Følelse af Alvor og Ansvar greb ham.

„Kom,“ sagde han — „saa gaar vi hjem til mig.“

Han var flyttet og boede nu i et af de nyop­førte Huse ved Humlegården.

Det var allerede i Begyndelsen af Juni. Afte­nen var mild og lun. De gik over Humlegården, hen under de høje Træer, som netop havde udfol­det deres første spæde grønne, mellem de fint klip­pede Græsplæner, hvor Græsset stod lysegrønt og jævnt. Der var Stilhed og Fred rundt om, og de gik lydløst videre. Uden et Ord naaede de det Hus, hvor Gottfrid boede, og gik ind.

Han tændte Lys og hjalp hende Kaaben af. Hun satte sig i Sofaen, og han gik lidt frem og til­bage paa Gulvet.

Pludselig standsede han foran hende.

„Naa, hvad sagde han saa?“

„Doktoren? Ja, det kan Du vel nok tænke.“

Hun bøjede sig ind mod Sofakarmen og skjulte Ansigtet i Hænderne.

Han gik igen nogle Skridt. En forunderlig blandet Følelse havde grebet ham. Det var for hans eget Vedkommende Anger, Tanken om An­svar overfor det Liv, som var blevet vakt ved ham, Medynk med hende, som sad dér foran ham og græd, en ubehagelig, pinlig, irriterende almindelig Misstemning. Det var omtrent, som om han havde spillet et højt Hasardspil, havde tabt og nu med Græmmelse saá Følgerne for Fremtiden i forstørret Fantasiperspektiv.

Han gik igen hen til Elin og satte sig ved Si­den af hende i Sofaen, lidt utaalmodig, tvivlraadig, uden at vide, hvad han skulde gribe til, eller hvad han skulde sige hende. Og hans Stemning veg for en mild Følelse af Sympathi for hende, som i alt Fald holdt saa uendelig meget mere af ham end han af hende. Han syntes et Øjeblik, at han el­skede hende, just fordi det, som nu forenede dem, var noget andet end en blot og bar Nydelseslyst. Det var nu den fælles Alvor og den fælles Smærte. Han strøg blødt hen over hendes Haar- og drog hende til sig, og mens han kyssede Taarerne bort fra hendes Kinder, følte han en ubeskrivelig Trang til paa en eller anden Maade at være hende til Støtte, og lade hende forstaa, at hun kunde lide paa ham. Den Fantasi foer gennem hans Hoved, at han vilde indrette et lille Hjem for hende, hvor hun skulde leve med deres Barn, og han vilde for hendes Skyld forblive ugift, og hun skulde faa det rigtig godt og aldrig, som saa mange andre, behøve at lide for det Fejltrin, hvori han i alt Fald havde mere Skyld end hun.

Han søgte efter noget at sige hende, men han fandt intet andet end dette: „Græd ikke, græd ikke. Det skal nok blive godt.“

Tilsidst blev hun roligere, og selv Gottfrid be­gyndte at sé hele Sagen i et noget andet Lys. Det hele var jo ganske naturligt, og det galdt blot om at indrette alt saa fornuftigt som muligt.

De sad længe og talte sammen. Han talte ven­ligt og roligt til hende. Han gjorde sig Umage for, at hun ikke skulde tro, at han, nu da dette var kommet til, vilde skille sig af med hende. Og da Elin tilsidst skulde hjem og han fulgte hende hele Vejen, var hun næsten mere oprømt end hun plejede at være. Hun spøgede og lo af hans Ind­fald. Da han henne ved hendes Port sagde God­nat, puttede hun sig helt ind til ham og lo lidt, mens hun saá ham op i Ansigtet med sine skin­nende glade Barneøjne.

„Véd Du hvad, Gottfrid!“ sagde hun. „Jeg synes alligevel det er saa morsomt, Du, at jeg skal være Mo'r.“

Han smilede tvungent og sagde hende Godnat. Men da han gik hjem gennem Gaderne, forfulgtes han af den Tanke, om han dog ikke paa en eller anden Maade skulde kunne slippe lettere fra hele Sagen. — —

Det mærkeligste ved Elin, baade mens Gottfrid var i Byen og siden, da han ud paa Foraaret var rejst bort derfra, var, at hun aldrig kunde gøre sig det klart, at det var sandt, at hun virkelig skulde have et Barn.

I Begyndelsen var hun stadig syg og pirrelig og havde de besynderligste Indfald.

Hun tik en bestandig Lyst til Appelsiner, en Lyst, som det tit var hende umuligt at betvinge. Hun kunde gaa ind til en Urtekræmmer og for sin sidste Skilling købe et Par Stykker, som hun spiste, naar ingen saá det. Med Feberhast indsvælgede hun de saftige Stykker.

En Aften sént fik hun pludselig Lyst til Kar­toffelmos. Hun plejede ellers ikke at spise Kar­toffelmos og syntes slet ikke, at det smagte godt. Men nu kunde hun ikke tænke paa andet. Hun havde ikke Rist eller Ro, og tilsidst spurgte hun Konen, som hun boede hos, om hun ikke kunde skaffe hende det.

Den gamle syntes, at det var Synd at sige nej; hun forstod, hvordan det maatte pine hende ikke at faa det. Hun fik hentet Kartofler og begyndte midt om Natten at lave Retten til.

Imens sov Elin. Da Klokken var halvét, var Maden færdig, og hun stod op og spiste med Be­gærlighed.

Men hun kunde slet ikke tro, at det virkelig var sandt, at hun skulde have et Barn. At hun, Elin Søderstrøm, virkelig skulde holde paa sit Skød et lille Barn, som var hendes eget. Det forekom hende saa forunderligt og noget saa langt borte.

Hun tænkte meget paa Gottfrid i den Sommer. Han skrev ogsaa saa sjældent. Midt om Natten kunde hun vaagne og næsten tro, at han stod lys­levende foran hende, og om Dagen hændte det ofte, at hun lod sit Arbejde synke ned i Skødet og sad lange Tider og drømte, at hun bøjede sig ind til hans Bryst og kyssede hans Læber.

Og langsomt og ensformigt gik Sommeren, den triste Sommer i Byens Hede og kvælende Luft.

Gottfrid blev hele Sommeren borte fra Stock­holm. I den sidste Maaned skrev han kun én Gang til Elin, og da han kom tilbage, var han meget forandret. Han besøgte hende sjældent, var under Tiden uvenlig og haard uden mindste Anledning og blev forbitret, naar hun viste den ringeste For­undring over det for hende nye og fremmede i hans Maade at være paa.

Hun led mere ved dette end ved noget andet. Hun havde knyttet sig til ham som til noget, hun aldrig kunde komme til at eje, og hun havde intet Øjeblik troet, at deres Kærlighed skulde vare længere end blot en kort Tid. Men hun havde heller al­drig troet, at han kunde være ond imod hende. Naar han en Dag kom for at sige, at nu maatte det være forbi — og den Dag vilde en Gang komme, det vidste hun — saa havde hun i det mindste haabet, at han skulde kunne sé lige saa venlig til hende, som han før havde gjort. Hun vilde komme til at græde, og det vilde blive haardt for hende, men hun vilde dog ikke behøve at mindes andet om ham, end at han havde været god imod hende.

Men saadan blev det ikke, det forstod hun snart, og hun følte det dobbelt pinligt, alt som hendes fysiske Tilstand gjorde hende mere pirrelig.

Naar han til Tider ikke havde ladet høre fra sig en fjorten Dages Tid, kunde hun ud paa Afte­nen i Fortvivlelse over, at han maaske var rejst og havde forladt hende og aldrig mere vilde tænke paa hende eller hendes Barn, tage sin Veninde med sig for ikke at være alene paa Gaderne, naar det blev sent, og gaa og søge ham, hvor han boede.

Hun ringede paa Klokken og spurgte efter Hr. Bjørling. Der blev svaret, at han ikke var hjemme.

Med et Suk gik hun ned ad Trappen til Ven­inden, som ventede nedenfor. Klokken var over ni, og nu gik de begge hen til et Hjørne, hvor der var opklistret Theaterplakater, og saá efter, naar de for­skellige Forestillinger var forbi. Derefter gik de om paa Gaderne ved Humlegården, hvor der var forholdsvis faa Folk, og ventede paa, at Klokken skulde slaa ti.

Det var graat i Luften og sølet paa Gaderne. De nøgne Træers Grene tegnede sig mod den skyede Himmel, og Bibliotheksbygningen laa mørk og en­som ovenfor den tomme Vandcisterne. Henne paa Esplanaden stod Lygterne som gule, matte Prikker i den disede Luft, Ruderne paa den lille Sporvogn, som regelmæssig foer forbi paa Vejen til Ladugårdslandet og tilbage igen, var ganske duggede, og Klokkerne lød skarpt og trist.

De bøjede af ned ad en af Humlegårdens Gange og gik stille frem og tilbage paa det vaade Grus. Af og til gik en enlig Vandrer forbi dem og forsvandt i Mørket.

Klokken slog tre Kvarter paa ti paa Ladugårdslands Kirke. De gik ned ad Norrmalms-Torg til og gik hurtigt langs med Kungsträdgården hen mod »dramatiska Teatern“.

Dér var flere Folk paa Benene. Enlige Herrer og Herrer i større Selskaber, støjende og rygende, som standsede og saá efter de to enlige Piger. Damer i lange Kaaber og Hatte med vajende Fjer eller i tætsiddende korte Vinterkaaber, enlige eller to og to, som lo, naar de gik forbi, eller tilkastede dem raa Ord.

Der var tomt udenfor Theatret, Forestillingen var endnu ikke forbi. De maatte vente udentor, og de gik frem og tilbage, saa lange Slag, de vovede, frem og tilbage paa Fortovet, ængstelige og stille, uden at vove at sé til Siderne eller tilbage.

En Herre nærmede sig og tog Hatten af.

„Hvor skal de smaa Jomfruer hen?“

Med hurtige Skridt skyndte de sig forbi og kom aandeløse tilbage til Theatret, netop som Dørene i Forsalen begyndte at smælde op og i, og Folk strømmede ud.

De stod stille paa Fortovet og mønstrede alle forbigaaende. De blev puffede ned paa Gaden, man stod stille og saá efter dem, men Elin mær­kede intet, følte intet. Hun blot stirrede paa alle, som gik forbi, om det ikke skulde være Gottfrid, indtil hun igen vaktes af en Stemme, som spurgte: „Hvem venter Frøkenen paa?“

Hun foer sammen og tog Veninden under Ar­men. Der var tomt foran dem paa Fortovet, den sidste Vogn rullede hurtigt bort. Der kom ikke flere.

Veninden trak hende med sig, og de gik hur­tigt hen til Operaen. Samme Venten, samme Angst og samme Resultat.

De gik forbi „mindra teatern“ og hen til „nya“, og da der heller ingen kom dér, listede de sig stille og forskræmte om udenfor Kaféerne, ved Berns Salon Blanchs Kafé og Operakaféen, midt imellem alle de tvivlsomme Herrer og Damer, som ved Nattetider befolker Gaderne. Og naar det blev saa sént, at de ikke vovede at være ude længere, næsten løb de over Norrbro og langs Skeppsbron, hvor Gasflammerne flimrede mat, og hvor der saá saa uhyggeligt og mørkt ud i de snævre Gyder, der som dybe Grøf­ter graver sig ind i Byen og fører al den Urenlig­hed, som ikke faar Lov at komme frem ved Da­gens Lys, ud og ind.

Bagved Gustaf III's Statue standsede de for­pustede for at hvile et Øjeblik. Foran dem laa Norrstrøms og Saltsjöns i hinanden flydende Vand, mørkt med funklende Lysstrimer.

De maatte smutte ind i en Port for at slippe bort fra en Flok Herrer, som med Hænderne i Frakkelommen og brændende Cigarer styrede lige imod dem.

Paa Norrbro var en anden vendt om og var længe bleven ved at følge efter dem. Nu dukkede han atter frem af Mørket, og rystende af Angst fortsatte de næsten løbende Vejen, forbi en Politi­betjent, som de mærkede betragtede dem.

De standsede ikke, før de var komne langt ned i Hornsgatan, hvor der var stille og roligt. Dér bøjede Elin Panden mod sin Venindes Arm og græd, mens de langsomt gik videre hjemad, og Elin hele Tiden hulkede, som om hendes Hjærte skulde briste.

Tænk, om han skulde forlade hende! Tænk, om hun aldrig mere skulde faa ham at sé!

En Aften havde hun mødt ham paa Norrbro. Han gik i Selskab med nogle Kammerater, som glade og støjende kom hen ad Fortovet.

Elin saá ham lige ind i Ansigtet, da han gik forbi, og hun følte, at han genkendte hende. Hun vendte sig om for at sé, om han ikke en Gang saá sig om efter dem. Nej, han fulgte med de andre, og hun saá, hvordan de allesammen sprang op paa Sporvognen, som gik til Humlegården.

Hun gik videre hjemad, kæmpende med Graaden.

„Jeg havde aldrig troet, at han kunde være saa ond,“ sagde hun tilsidst.

Det faldt hende ind, især naar det begyndte at skumre, som en Mulighed, at hun kunde tage Livet af sig, saa var hun fri for det altsammen paa én Gang, og hun udmalede sig i Tankerne, hvordan det skulde gaa til. Hun tænkte sig, hvor­ dan hun gik ned til Vandet og kastede sig deri. Hun blev dragen ned af det ilende Vand, det blev Nat om hendes Tanker, og hun døde, og Livet var forbi. Alt var forbi.

Men naar det atter blev Dag, forsvandt Døds­tankerne. Der var jo intet saa tungt i Verden, at det ikke gik over, og hun havde ingen Lyst til at dø. Hun havde jo levet saa kort. — —

Da Elin tog fra sin Plads, havde hun aldrig alvorligt tænkt over, hvordan hun skulde indrette sit Liv, eller at der over Hovedet kunde blive Spørgsmaal om, at hun havde noget at leve for eller at udrette i Livet. Hun var flyttet, fordi Gottfrid ønskede det, fordi hun skammede sig ved dag­ lig at leve paa Naade hos disse Mennesker, som vidste om hende, hvad de vidste, fordi hun syntes, det var morsomt at blive sin egen Herre og at kunne mødes med Gottfrid, saa tit hun vilde, og fordi det frie Liv paa egen Haand syntes hende saa lokkende og nyt og rigt. Hun havde tænkt, at nu skulde Gottfrid tænke for hende, og videre havde hun slet ikke tænkt.

Men Dag for Dag havde hun opdaget Sider hos Gottfrid, som hun ikke før havde kendt eller sét. Og hun forstod, at naar hun havde født sit Barn, vilde hun aldrig mere faa ham at sé. — —

Han havde skrevet, at hun skulde komme og Side:Fattigfolk.djvu/190 Side:Fattigfolk.djvu/191 Side:Fattigfolk.djvu/192 Side:Fattigfolk.djvu/193 Side:Fattigfolk.djvu/194 Side:Fattigfolk.djvu/195 Side:Fattigfolk.djvu/196 Side:Fattigfolk.djvu/197 Side:Fattigfolk.djvu/198 Side:Fattigfolk.djvu/199 Side:Fattigfolk.djvu/200 Side:Fattigfolk.djvu/201 Side:Fattigfolk.djvu/202 Side:Fattigfolk.djvu/203 Side:Fattigfolk.djvu/204 Side:Fattigfolk.djvu/205 Side:Fattigfolk.djvu/206 Side:Fattigfolk.djvu/207 Side:Fattigfolk.djvu/208 Side:Fattigfolk.djvu/209 Side:Fattigfolk.djvu/210 Side:Fattigfolk.djvu/211 Side:Fattigfolk.djvu/212 Side:Fattigfolk.djvu/213 Side:Fattigfolk.djvu/214 Side:Fattigfolk.djvu/215 Side:Fattigfolk.djvu/216 Side:Fattigfolk.djvu/217 Side:Fattigfolk.djvu/218 Side:Fattigfolk.djvu/219 Side:Fattigfolk.djvu/220 Side:Fattigfolk.djvu/221 Side:Fattigfolk.djvu/222 Side:Fattigfolk.djvu/223 Side:Fattigfolk.djvu/224 Side:Fattigfolk.djvu/225 Side:Fattigfolk.djvu/226 Side:Fattigfolk.djvu/227 Side:Fattigfolk.djvu/228 Side:Fattigfolk.djvu/229 Side:Fattigfolk.djvu/230 Side:Fattigfolk.djvu/231 Side:Fattigfolk.djvu/232 Side:Fattigfolk.djvu/233 Side:Fattigfolk.djvu/234 Side:Fattigfolk.djvu/235 Side:Fattigfolk.djvu/236 Side:Fattigfolk.djvu/237 Hun vidste endnu ikke, hvad det vilde sige at arbejde for at leve; naar man maa selv holde sig oppe eller hjælpeløst synke til Bunds.

Stakkels lille Barn! Hun havde et langt Liv for sig, og der kan ske meget i et Liv.


Fattigfolk 238.jpg
  1. Bekendt Kafé og Koncertlokale i Stockholm.

    O. A.

  2. Den medicinske Skole i Stockholm.

    O. A.

  3. Koncertlokale i Stockholm.

    O. A.