Et Glimt/3
III.
Som Kjøbenhavner sad jeg længere oppe om Aftenen end Gaardens Beboere. Jeg tog en Bog og vilde læse. Men den store Lisbeth lagde sig mellem mine Øjne og Bogen. Hun havde staaet saa kjønt i Landskabet. Filosofere, véd De, ligger ikke egentlig for mig. Jeg tænkte blot, at der i dette store, gevaltige Fruentimmer vist var spildt en hel Del Kraft, som kunde have gjort Nytte, om … ja jeg havde nær sagt — om en dygtig Drænemester i god Tid havde faaet det Onde ledt ud af hende. Det er noget Vrøvl: det véd jeg nok. Jeg holdt mig da til, hvad jeg forstod mig paa. Hun var nok værd at male, saadan en Type finder man ikke hver Dag. Med den Beslutning at male hende gik jeg i Seng.
Da jeg kom op næste Morgen, traf jeg hende igjen liggende i Havebedene. Hun havde vel ligget der alt en to tre Timer. Som igaar laa den lille Pige paa Ryggen i Stien og bed paa en Gulerod.
"God Dav, Lisbeth!" raabte jeg højt.
"God Dav," svarede hun uden at løfte det ludende, sorte Hoved.
"Det er en pæn lille Pige, De har", sagde jeg efter nogen Betænkning.
Hun svarede med en gryntende eller brummende Lyd, der slet ikke havde noget Venligt eller Imødekommende i Klangen. Jeg opgav alle indledende Forhandlinger og sagde:
"Kan jeg faa Lov til at male Dem, Lisbeth?"
Nu løftede hun Hovedet og saa paa mig med et Par kulperlegnistrende Øjne, og bag de tykke Læber af Farve som overmodne Hindbær skinnede Tænderne ud som Nøddekjærner. Men hvor kjønne alle disse Enkeltheder var, kan jeg ikke nægte, at hun saâ dum ud. Og af alt dette Gnistrende og Svulmende kom kun det ene Ord bredt og idiotisk ud:
"Hva'?"
"Maa jeg male Dem af?"
"Hvem?"
"Dem."
"Hi, hi, hi! Siger den Mand "Di" til mig? Hi, hi, hi! …"
"Maa jeg male dig af, Lisbeth?"
Vi vexlede et Øjekast. Hun saâ ondt paa mig. Jeg gjentog Spørgsmaalet for tredje Gang. Hun mumlede:
"Jeg kan lige saa godt blive gjort Nar af paa den ene som paa den anden Maade. Jeg er lige glad. Værs'go'. Jeg bliver vel ikke værre Skidt end det, jeg en Gang er.
"Kan jeg saa begynde i Morgen?"
"Næ — det maa være i Dag."
"Hvorfor?"
"Jo."
Tre Gange samme Spørgsmaal og Svar. Endelig ved fjerde Spørgsmaal mumlede det store sorte Fruentimmer:
"Nej, for i Morgen er jeg her ette."
"Ja, men saa kan jeg jo male Dem i Deres Hjem."
"Hi, hi! Naa, den Mand siger "Di" til mig? Hi, hi, hi. Kan du ligge stille, dit Olleborre?"
De sidste Ord vare henvendte til Barnet, der ved at rulle sig havde faaet Klæderne op over Hovedet, sprællede vildt med Benene og vrælede af fuld Hals.
Jeg gjentog min forrige Opfordring. Hun svarede:
"Næ —. Det er ikke til at byde noget Menneske ind i det Svinehul."
"Ja, men det skal netop males, som det er."
"Naa ja, ja. Skal der gjøres Nar, saa er det vel bedst, at det bliver lavet saadan til, at de rigtig kan grine En ud i Sognet. Jeg er lige glad."
Næste Dag bar jeg med Husmandens Hjælp mine Malerapparater til den en Fjerdingvej borte liggende Nabolandsby, hvor Lisbeth havde Ophold. Det var et usselt Hus. Straataget saâ ud, som om en Kæmpehaand havde vredet det med Vold. Græstotter strittede ud mellem Mosfladerne; Vinduesglassene døsede i smudsige Regnbuefarver. Dørens øverste Lem hang apoplektisk ud over den nederste. Foran Huset var en saare smal Havestrimmel, hvor nogle Kartoffeltoppe sygnede hen. Jeg havde nær traadt paa Pigebarnet, der laa under Kartoffelplanterne. Husmanden pirrede til hende med Spidsen af Træskoen og sagde:
"Naa, hum dig, du Skruptaase!"
Væggens Bindingsværk lignede en vanfør Knokkelbygning. I en udslaaet Rudes Sted sad en gammel Uldsok.
"Ja, se her er Palæet," sagde Husmanden. "Men se — Dronning Sidse og Prinsesse Lisbeth derinde er knap saa renvaskede endda som deres Smadrekasse. Men se .. at .. det er jo rimelig, at den Afmaling kan blive til farlig Grin for Folk inde i Kjøbenhavn."
Jeg var arrig paa Husmanden og rev Malerkassen ud af Haanden paa ham. Han sad noget forundret paa mig, lettede paa Huen og gik.
I den lille Stue, hvor jeg knap kunde staa oprejst under Bjælkerne paa det sodede, umalede Loft, indtoges omtrent det halve Rum af en stor Seng, raat slaaet sammen af uhøvlede Bræder. En Kiste, der oprindelig var lysegrøn og paa Laaget prydet med en Krans af røde Roser, omslyngende Bogstaverne S. P. D. (ɔ: Sidse Pers-Datter) 1836, et Par Træstole af forskjellig Størrelse, begge hinkende og usikre i Holdningen, udgjorde Møblementet. Klædningsstykker af alle Arter laa i en lille Dynge i en Krog. Og dog havde de bundfattige Beboere søgt paa en vis Maade at dekorere denne elendige Hytte. Bindingsværksstolperne og de ujævne hvidkalkede Vægge vare overklistrede med Billeder af Frederik VII, Generalerne Rye og Schleppegrell, af firkantede Papirer, oversmurte af Børns med Farveladens raaeste Kulører udfyldte Blyantstegninger, Omslag paa Chokoladepakker med det danske Vaaben og Paaskrift i Forgyldning, ja selv en skjævt afrevet Lap af et Evropas Kort, der gik fra det nordlige Ishav ned til Moreas Sydspids, var bleven fundet god nok til at skjule en Stolpe med. Og i begge de smaa Vindueskarme, hvis oprindelige Perlemaling var slidt af og havde givet Plads for det nøgne, fedtede Fyrretræ, stod frodig blomstrende Balsaminer, i den ene en højrød i en hankeløs skaaret Overkop af blaastribet "kjøbenhavnsk Porcelæn", i den anden en lilla i Ruinerne af en sort Lérthepotte. Det var smukke Blomster. Midt i alt det Hæslige stod de som et Par dejlige Versstrofer, citerede midt i en cynisk og triviel Bladkritik.
Lisbeth stod med bare Ben i et Par Træsko og ragede Noget af en gammel rusten Vandkande ud i en lille Balje. Jeg vil ikke sige, hvad det var. Det var Noget, hun havde skrabet sammen paa Veje og Stier, og som hun solgte til Hvidgarveren i Kjøbstaden. Det var den mest foragtede Forretning af alle dem, der dreves i Sognet.
Hun gjengjældte tvært min Hilsen. Da jeg uvilkaarlig røbede mine Lugtenervers Smerte, fniste hun raat og brummede:
"Ja, her støder vi inte Kanel."
Jeg sagde:
"Maa Deres … din lille … Tøs komme ind. Hun skal ogsaa males."
"Naa, der skal ogsaa grines ad hende. Ja, det kan jo være det samme, for hun har ingen Forstand paa det."
Hun løb ud, som hun var, hivede det skraalende Barn fra Haven ind i Stuen og smed hende ned paa Lergulvet.
"Det er Synd at tage saa haardt paa Barnet, Lisbeth", sagde jeg.
"Pyt! — Det er godt, hun bliver vænnet til i Tide", sagde Lisbeth. "Der er saagu' Ingen, der vil tage blødt paa hende."
jeg vilde klappe den lille Pige paa Haaret. Men, sky som en Kat, løb hun fra mig paa alle fire. Jeg lavede da mine Maleredskaber til Rette og begyndte paa mit Arbejde. Der blev ikke mælet et Ord. Da mine Øjne faldt hen paa Sengen, saa jeg, at der rørte sig Noget under det elendige, forhenværende Hestedækken, som tjente til Overdyne. En ynkelig Klynken som af en syg Hund kom der henne fra. Op over Dækkenet dukkede et rynket udtæret, gult Ansigt; en mørkerød Næsespids og røde Pletter paa de fremstaaende Kindknokler gjorde det endnu uhyggeligere.
"Vil du have Brændevin, Sidse?" sagde Lisbeth og langede ind under Sengen.
Jeg fôr op:
"Nej, fy for en Ulykke, Menneske! Lad hende dog ikke faa Brændevin", raabte jeg.
"Det kan være lige meget", sagde Lisbeth. "Hun skal dog lige godt snart til det. Som man lever, skal man dø."
Jeg kunde ikke holde det ud længere. Jeg pakkede sammen og gik efter at have kastet et Par Kroner til Lisbeth. Dagen efter kom jeg igjen. Interiøret interesserede mig, jeg vilde alligevel male det.
Jeg blev forbavset over Forandringen. Det var fejet og gjort rent. Et laset, men helt hvidt Lagen laa over Sengen. Lisbeth havde faaet en ren og nogenlunde hel blaa Bomuldskjole paa, havde faaet sine Hænder og sit Barn vaskede. Der var strøet nyt Sand over Lergulvet. Jeg udtrykte min Anerkjendelse og sagde:
"Nej se, hvor pænt De har faaet det."
Lisbeth sagde:
"Folk faar det, ligesom de betaler til, og naar de snakker ordentlig til Folk."
Der var et varmt Sommereftermiddagslys i Stuen. Chokoladepapirets Forgyldning glødede ned fra Væggen; hvor den nøgne Kalk kom frem, havde den en let Rosatinte. En solbeskinnet Støvpyramide laa hen over den lille Piges Hoved. Lisbeths Haand og Klæder havde kjønne Glanslys, der mindede mig om de Guldstriber, som Tegnerne af de gamle Missaler gjengive Glanslys med, og hendes Hud fik en varm rødlig Tone over det Brungule. Hun var kjøn paa sin Vis. Da den gamle Kone klynkede efter Brændevin henne fra Sengen, lod Lisbeth, som om hun ikke hørte det.
De følgende Gange blev hun forholdsvis mere meddelsom. Hun fik stadig to Kroner for hver "Siddetour". Barnet lærte at kjende mig, og, skjønt det dukkede sig, naar min Haand rakte sig ud efter dets Hoved, lod det mig dog tilsidst klappe Haaret uden Kny.
"Det er nok Deres … din … Plejemoder, den gamle Sidse", sagde jeg en Dag. "Har hun været god mod dig?"
Lisbeth brød ud i en kort Latter, men samlede sig strax og mumlede:
"Jo, siden det gik mig rigtig skidt, har hun været farlig skikkelig. Da jeg var Tøs, kløede hun mig. Men bagefter …"
"Lisbeth … ser du aldrig dine andre Børn?"
"Nej. Det er bedre, de er, hvor de er, og at De aldrig ser mig. Jeg kan ikke lære dem noget, som duer."
"Hm! Er der ingen af … af … dine … Kjærester, Du har holdt af?"
"Jeg har sgu holdt alt for meget af alt det Rak."
"Hader du dem nu?"
"Nej, jeg er lige glad, hvad der bliver af dem."
"Men hvor kunde du da …?" Jeg kunde ikke fortsætte. Men hun svarede uden mindste Betænkning:
"Saa længe Folk snakker skikkelig til mig, kan jeg ikke sige nej til nogen Ting. Og jeg bliver ved at være lige tosset."
"Vilde du ønske ondt over dem oppe paa den Gaard, hvor du lugede?"
"Ikke mere over dem, end over alle dem, jeg kjender i Sognet."
"Vilde du selv gjøre dem ondt?"
"Ja, naar man kunde slippe godt fra'et. Men det kan man ikke. Birkedommeren er altfor udspekuleret og skulde snart finde ud, hvor Svovlstikken kom fra, hvis en Gaard eller et Hus kom til at lugte svedent.
"Kan du lide mig, Lisbeth?"
Hun saâ paa mig med uhyggelig gnistrende Øjne:
"Ja Dem kan jeg fælt godt li'!"
Men hun fortrød Ytringen, thi hun udbrød pludselig til Sidse, der klynkede:
"Nej, du faar ingen Brændevin, din gamle Taarfylding", og sagde til Barnet: "Kan du ligge ordentlig, dit visne Spektakel!"
Hun ofrede aldrig mit Arbejde den mindste Opmærksomhed. En af de sidste Gange, jeg var der, spurgte jeg, om hun vilde se det. Hun svarede:
"Næ, jeg vil ikke."
"Hvorfor?"
"Næ!"
"Hvorfor?"
"For saa ser jeg, at De bare har talt skikkelig til mig en Tid ligesom de Andre, bare for at gjøre Nar af mig tilsidst."
Men den sidste Gang, da Billedet var saa færdigt, som det skulde være for denne Sinde, holdt jeg det pludselig op for hendes Øjne.
Hun saâ først meget længe paa det med sløv Ligegyldighed. Saa kom der et Udtryk i hendes Ansigt, halvt af Angest, halvt af Nysgjerrighed, som en Kat, der ser sit Spejlbillede, saa glimtede en vis Interesse frem; hun begyndte vistnok at gjenkjende Mennesker og Ting, tilsidst klæbede hendes Øjne med lidenskabelig Opmærksomhed ved Billedet. Jeg blev træt af at holde det oppe. Med ét gik der som en Sky over hendes Blik og Træk, og hun brød ud i en Graad, der rystede hende i stødvis Hulken og endelig tvang hende til at sætte sig paa Kisten.
"Er De vred, Lisbeth? … Hvad? … Eller bedrøvet? Hvorfor græder De?"
Hun fremtvang Ordene:
"Jeg .. er .. nej .. jeg er saa glad, saa jeg ikke kan taale det."
"Men hvorfor dog?"
Det var mig ikke muligt at faa mere ud af hende. Hun spurgte blot:
"Og skal det hænges op inde i Kjøbenhavn og sælges ligesom de Billeder der?" Hun pegede paa Kongen og Generalerne paa Væggen.
"Ja —"
"Herre Gud! Saa er man dog bleven noget værd", hulkede hun.
Mine næste Spørgsmaal om, hvad hun mente, var det mig ikke muligt at fremtvinge Svar paa.
Hvad mente hun med, "at man var noget værd"? Tænkte hun paa Pengeværdien? Eller var et dunkelt Begreb om en anden Værdi som et af Luften omvejret Frø faldet ned i denne Hjerne? Det var næppe troligt. Billedet var virkelig ikke "flatteret"; har det nogen Fortjeneste, er det brutal Ærlighed. Var det Gjenkjendelsens Glæde, der kastede dette Lysglimt ind i det uhyggelige Sjælemørke? Tilsidst vristede jeg disse Ord ud af hende:
"Det er blevet saa pænt smaat Altsammen."
Da jeg bød Farvel og vilde gaa, stod hun lidt og betænkte sig, men lod mig gaa uden at sige Noget.
Jeg gik hjem gjennem Skoven. Varmt Lys flammede fra Vest ind mellem de smalle Stammer, det gamle Løvs Masse blev snart guld-, snart kobber-, snart bronceglinsende. Mod Øst laa koldt Lys og klare Linier. Det suste ind under Toppene. Pludselig aabnede Skoven sig. Langt mod Vest saâ jeg Lisbeths Hytte stærkt belyst, ligesom flammende i Sol. Som et Omkvæd til mine Oplevelser tonede Goethes Vers frem for mit Øre:
Der Göttliche lächelt; er siehet mit Freuden
Durch tiefes Verderben ein menschliches Herz.