C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn


Sex Fortællinger.djvu Sex Fortællinger.djvu/9 133-136

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

II.

"Se se, Maler, hvor De bliver ved med at kukke efter Lisbeth! Ja noget Originialt er der ved den sorte Kasse. Naa det er Arvelighed, inte Andet. De siger, at Faderen var en Skærslipper, der rendte Landet rundt. For en tredive Aar siden — for saa gammel kan det gale Kre'tur vel være — kom han drivende her til Sognet med Kællingen, og hun var paa faldende Fod, bliver daarlig og smider Ungen her i Sognet, saa dør hun af Kopper, og Manden med. Det maa have været en pæn Ballade! Hva'faler? Der kom nok ogsaa Eppedemi etter 'et. Ungen kom sig. Hvor var nu saadan en Skrubtudse forsørgelsesberettiget? Det gik nok baade over Sogneforstanderskabets, Præstens og Amtmandens Forstand, hvor Tøsen var forsørgelsesberettiget, for ingen Dævel kunde jo udgranske, hvor saadan nogle Rendemasker som Forældrene havde opholdt sig ti Maaneder, før den Spurveunge kreb ud af Ægget. Saa fik Sognet hende paa Halsen, og saa blev hun sat i Pleje hos den Kælling, som hun bor hos endnu, og hun, Sidse, har alle sine Dage holdt mest af det Fuselholdige, saa Opdragelsen har begribeligvis inte vaaren fin Potterikko. Der er jo Sammenhængskraft i al Ting, Hr. Lemberg. Men se, disse Bøndertampe, de er jo forskrækkelig fulde af Indsidigheder og Fordumsfuldheder. De kan'te begribe, at der inte kan falde en fin Hønsehundehvalp efter en ulden Slagterkøter, men det forstaar en anden En jo strax. Tøsen skød jo i Vejret som andet Ukrudt, for den Slags Urter er jo villige til at gro, og det baade i svær og let jord, ha, ha, ha! Dum som en Torsk var hun til Læsning; for Kroppen aad Aanden i Opvæxten. Saa Præsten viste hende jo nér den ene Gang efter den anden, for ingen Slags Reli'on vilde bide paa hende. Men, da hun var en sexten sytten Aar, saa maatte han sige Pas, for Lisbeth var inte ganske alene, da hun gik op og læse den Vinter. Det var i fire og tres; der havde ligget nogle Husarer her paa Egnen. Hva' 'faler?"

"Proprietæren" stødte mig med Albuen i Siden og ventede aabenbart, at jeg skulde give ham en Anerkjendelse for hans diskrete Udtryksmaade. jeg fremtvang den i Form af et forstaaende Nik. Han vedblev:

"Ja, ja; lidt mere Dannelse end en ren Bondefredrik har man jo lagt sig til. Naa … hvordan skulde man finde den rigtige Husar i hele Eskadronen? For Lisbeth gad ikke sige, hvad han hed; kanske hun aldrig havde keret sig om hans Navn og har ment, at saadanne Bakketeller kom de'nte an paa. Kanskesens ogsaa Corpus delictus hørte til Seviletaten. Hvem véd? For den er Lisbeth dog immer siden bleven ved. Men, som det gaar i den Slags Sitovationsforholder, saa gik hun jo nér etter. Fra en Malersvend sank hun nér til en Smedesvend og fra en Smedesvend til Skovløberens Karl; alle rendte de, en til Amerika, en til Vestindien og en til Avstralien, og Lisbeth tror jeg var lige glad. Men se nu kan De nok begribe, af hvad Beskaffenhed hendes sodsiale Stilling er her i Sognet, som maa betale for disse Hvalpe af de diverse Racer. Hva' 'faler? Om hun ka' bide fra sig? Aa ja saamænd. Om just inte med Tand og Tunge, saa med Øjesyn og Gramasser. Bønderne kan endda finde sig i, at hun glor paa dem med sine onde Glugger, men de holder inte af, at de Glugger rammer deres Køer. Natyrligvis Overtro, Hr. Lemberg; Vrævl og Sludder! Mod den naturlige Ordning af Sagerne. Saadant Fætøj burde have Klø til. Men derfor er de jo heller inte Spor af homane. Se jeg kan være baade homan og brutal. Gjør en Karl sig kinesisk, saa kan jeg godt lægge ham en ud paa Thepottetuden, naar der ingen Vidner er, forstaar sig, men Dagen efter kan jeg godt sige "lille Ven" til ham. Og se, Bønderne, de vil jo ikke unde den store Lisbeth en Smule Arbejde; her kan hun komme op og faa alt det Arbejde, ingen Andre gider havt. Naa, jeg har hende jo for, hvad jeg vil give hende; hun kan æde saa meget, hun kan sla' i sig. Naa — hva? Har jeg saa'nte opfyldt min Menneskepligt, hva' 'faler? Naa, jeg skjælder hende aldrig ud; jeg kan saamænd faa hende listet hen i Grinehjørnet, naar jeg siger saadant noget gebommerlig Ugenert til hende. Jo sjoflere det er, jo værre hun griner. Naa, jeg opholder Dem."

Jeg gik uden om Stuelængen for gjennem Gaarddøren at komme til mit Værelse. Foran Døren stod Husmanden og ventede paa, at Gaardens Ejer skulde komme, at han kunde faa sin Dagløn. Med denne Husmand stod jeg paa en Slags fortrolig Fod. Han bar somme Tider Staffeli og Malerstol for mig paa mine Exkursioner og kjøbte Smaating til mig i Kjøbstaden. Han sagde til mig med en sveden Mine:

"Ja nu er De kanske færdig med at lægge Politiken ud med Manden, saa en anden En kan faa, hvad han skal have hos ham?"

"Ja, Gud ske Lov, nu er jeg færdig."

"Hæ, hæ, hæ! Ja Manden maa jo tage det med Vidtløftighed, for han er lidt uden for Bundestanden ligesom Herregaardssvin."