C. A. Reitzels Bo og Arvinger Kjøbenhavn

1–3

Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/8 161-194

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Anhang.

(Meddeelt af Chr. Thaarup.)


Det er bekjendt, at der blandt Poul Møllers Papirer fandtes Fragmenter af en Roman, hvis Handling var henlagt i Danmark paa Reformationstiden, samt at Forfatteren fra dette af ham selv forkastede eller opgivne Arbeide har overført eller villet overføre hele Partier til den her foran aftrykte Novelle. Han havde, maaskee paa Chinareisen, maaskee allerede før den, gjort Udkast til en Fortælling, hvis Hovedindhold var de Eventyr, som en ung Student maatte opleve, der hengav sig til et frit, af menneskelige Fordomme uafhængigt Liv og i sine Handlinger ene lod sig lede af Lyst og Lune. Til de Personer, der i denne Fortælling skulde fremtræde, hørte, næst efter Helten, fornemmelig en Pedant, en Charakteer, som Forfatteren saaledes studerede sig ind i, at han, maaskee allerede tidlig, i dens Aand skrev „Lægdsgaarden i Ølsebymagle”.

Da Poul Møller kom hjem fra China, havde Walter Scotts Romaner, saavel i Originalsproget gjennem tydske Eftertryk, som i Oversættelser, fundet almindelig Indgang i den danske Læseverden. Disse Romaner maatte, som andetsteds er bemærket, nødvendigviis udøve en inciterende Virkning paa Digteren, og de animerede ham til at forsøge sig i Faget. Efter Walter Scotts Mønster søgte han da et Stof i sit Fædrelands ældre Historie. Men det er udenfor al Tvivl, at han ikke vilde, paa Ingemanns Maneer, behandle selve Historien romantisk. Denne skulde vel forsyne ham med Charaktererne af enkelte fremragende Personligheder, med interessante Begivenheder, med, om jeg saa maa kalde det, et Locale; men ogsaa deri havde udentvivl W. Scotts Paavirkning viist sig, at Poul Møller vilde have holdt Historien i Baggrunden. I Valget af det historiske Stof kan han siges at have været heldig; han gik ud fra det første Aar af Grevens Feide. Men derimod maa det erkjendes, at han ikke noksom forberedt skred til Udførelsen. Han besad ikke sin store Forgjængers dybe Kundskab i sit Fædrelands Historie. Medens Romanens egentlige Handling allerede i første Anlæg gaaer ud fra og dreier sig om en uhistorisk Person, den unge Student, hvis Ungdomsdrømme, Fusentasterier og Forelskelsen i en Skildring, som Digteren hentede umiddelbart fra sin egen Sjæls Erfaringer, vilde have udgjort Fortællingens Kjærne, skulde han først under Udarbeidelsen studere sig ind i Historiens Detail og den Tidsalders Aand, hvori han vilde henlægge sin Fortælling. Dette maatte naturligviis kjøle Digtningens Varme, medføre Disharmoni i dens forskjelligartede Stof og omsider bevæge Forfatteren til at befrie sig fra den historiste Ballast. Heraf forklares ogsaa Grunden til at Poul Møller, som meget tidligere i Eyvind Skaldaspiller har viist, at han med Holdning og Mesterskab forstod at bevare en antiqveret Sprogform, i dette Romanfragment høist tarveligt og foruden Tiltalens Formeler kun ligesom ved enkelte Stænk i Maleriet har iagttaget Tidsalderens Sprogtone og Costume.

En Angivelse af Romanfragmentets Indhold vil bekræfte det her Sagte; men naar jeg udvider denne Indholdsangivelse til et Uddrag, eller til Meddelelse[1] af hele Scener eller Situationer, skeer dette, deels formedelst deres virkelige Værd, deels fordi jeg mener deri at levere et Slags Complement til Novellen, for saavidt som disse Scener eller de deri forekommende Charakterer, skjøndt forandrede og anderledes motiverede, vel for en Deel turde have fundet deres Plads i Novellens Fortsættelse.


Et Selskab Studenter gaaer en smuk Eftermiddag efter en nylig falden Regn ud til et Værtshuus, en halv Miil fra Kjøbenhavn, hvor en af deres Kammerater, der er bleven Slotscapellan hos en Adelsmand, gjør et Afskedsgilde for sine Venner. Iblandt disse er Poul Vendekaabe og en lærd Magister, Mester Gregers, som „gik for at være et stort Hoved og en Mand af sjeldne Kundskaber”, „talte vel høist sjelden, men tænkte desmere”. Han sad i en Krog i en sammenfoldet Skikkelse, og tog næsten slet ingen Deel i de Tilstedeværendes Samtale.

Kromanden, der med sin Nathue i Haanden træder ind og hilser paa Gjæsterne, skal her udhæves, som et i faa, men kraftige Træk ad vivum tegnet Portrait af en for Digterens Samtidige velbekjendt Personlighed.

„Værer mig hilsede, I boglærde unge Mænd — saaledes lød Kromandens Hilsen — I, det gamle Danmarks Haab og glimrende Udsigt! Her seer I Eders anden Fader og Opdrager. Ja, I ere Viisdommens unge Poder og Planter, og jeg er den omhyggelige Urtegaardsmand, som vander Eder med Preusisk og Brunsviger Mumme, for at I maae skyde rask i Veiret og grønnes som Libanons Palmer. I ere Verdens Lys og Lamper, og jeg er den Mand, som gyder Olie Paa Eders Væger, paa det I maae skinne som Solen for de mindre Himmellys.

Den Præken kan du udenad, raabte en Student, den hørte jeg af dig ifjor.

Bedste Ven! svarede Kromanden, gid du havde kunnet den Præken udenad, som jeg hørte af dig ifjor. Den skiltes ad i Midten for dig, din arme Tyv! Du talte med megen Salvelse om Mariæ sex Glæder, men den syvende fik du i Vangstruben. Alt hvad du hostede og gispede, vilde den dog ikke frem.

Ved denne skadefroe Bemærkning bragte Kromanden Spotteren til Taushed og vedblev at spase med Studenterne, blandt hvilke han havde frit Sprog. I Almindelighed blev ogsaa hans Fremtalenhed godt optaget. Kun Mester Gregers sagde med Eftertryk:

Den Øltapper glemmer, hvad Afstand der er imellem ham og fornuftige Videnskabsmænd.

Det er vel, I husker mig paa, at I har mere Forstand end jeg, svarede Kromanden; thi det gaaer mig hvert Øieblik af Glemme, naar jeg taler med Jer.

Han er en uforskammet Karl, skreg Gregers opbragt.

Kromanden skjulte sin Forbløffelse og vedblev med paataget Raskhed: For Mester Gregers skammer jeg mig. Jeg bøier mig for ham i Støvet. Jeg kysser hans Fødders Fodskammel. Han er en Mand, fra hvem Epigrammer, Anagrammer, Parallelogrammer gaae som Øl af et Spundshul. Men Jer andre seer jeg betydelig over Hovedet. Min Hjerne er riig paa Kløgtighed, mene I maae smaalig stave Jer til Jer Smule Forstand ud af græske og arabiske Bøger. — —”

Studenternes Conversation dreiede sig om Dagens kirkelige Stridigheder, og ikke engang Paulus Eliæ, der med stor Forsigtighed undveeg at yttre sig for noget af Partierne, gik fri for den fripostige Kromands Spottegloser.

„Blandt andet Snak, Herr Canonicus, begyndte han, hvorledes staaer det til med Messen? I har vist hørt af den nye Vise, at hun ligger og drages med Døden.

Forskaan mig for slig uteerlig Skjemt iaften, fik han til Svar; vi mødes jo her for Gammen og Lystighed, og ikke for at kives om vor Tro.

Og dog bliver det Jer Pligt, blev Kromanden ved, som god Katholik at gribe hver Leilighed til at fare de vildfarende Faar tilbage til Kirkens Skjød. I finder her i mig en bodfærdig Kjetter, hvis Omvendelse bør ligge Jer paa Hjerte. Svar mig derfor paa følgende Sprogsmaale: Er Paven i Rom virkelig ufeilbar?

Hvad han erklærer i Kirkens Navn, staaer fast som Guds Ord.

Dersom jeg blev Pave, kunde jeg da ikke fare med Løgn?

Dette Factum var utænkeligt.

Endnu blot eet Spørgsmaal: Dersom jeg ihjelslog Jer og slap fra Mestermanden, kunde jeg da siden for gode Ord og Betaling abonnere en Plads i Himmerig?

Snik Snak!

Endnu Eet: Kan et syndigt Menneske æde vor Herre som en anden Hvedeknop?” — —

En ny Gjæst kommer til og bringer den Tidende, at Hans Tausen er stævnet af Raadet, fordi han har talt mod de papistiske Biskopper. Denne Nyhed sætter hele Selskabet i Oprør; de faa Katholiker bringes til Taushed, og de øvrige Studenter fatte den Beslutning, at tage Haand med i Sagen og ikke taale, at der krummes et Haar paa Tausens Hoved. Fulde af Selvfølelse og Glæde over den tagne Beslutning overlade de sig til den lydeligste Jubel, som om det kjække Forsæt alt var udført.

„Hvor er Sylvius, spurgtes det. — Han er en vis Mand ved et saadant Foretagende.

Han kommer snart bag efter mig, svarede han, der havde bragt det slemme Nyt. Den stakkels Stymper vasker først en Smule Blod af sit Ansigt. Han har igjen ved sin Særhed forvoldt sig en ubehaglig Tildragelse. Tænk engang, han er dødelig forelsket i en Pige, som han aldrig har seet. Han har, som vi Alle, hat tale om den deilige Sophie paa Ravnshøi. Siden den Tid drømmer han om hende Nat og Dag. Imorges fortalte jeg ham hændelsesviis, at denne meget omtalte Skjønhed befandt sig her i Staden for at besøge nogle Veninder. Da besluttede han at vove Alt, for at komme til at see hende. Jeg fortalte ham, at hun boede lige over for vor Frue Kirke. Han fik det Indfald at stille sig ved Kirkemuren og ikke forlade sin Post, førend han saae hende forlade Huset. — — Denne Plan omstyrtede jeg ved at fortælle ham, at hun aldrig gik ud. Der fløi ham en halv Snees urimelige Anslag igjennem Hovedet, men jeg bragte ham dog til den Indsigt, at ingen af dem stod til at udføre. Vi skiltes ad, og jeg var forvisset om at have forebygget alt Galskab. Iaften, da Borgerne havde tændt Lys, gik jeg gjennem Nørregade. Da saae jeg ham ved Maaneskinnet staae, med Øinene vendt mod et Vindue i den Gavl, hvor hun boede. Saaledes stod han forstenet, som St. Jørgen derude i Haven, og rørte hverken Haand eller Fod. Mig bemærkede han ikke, og jeg lod ham uforstyrret staae i sine Drømmerier. Da jeg kom tilbage den samme Vei og gik forbi det samme Huus, faldt der endeel løsrevet Kalk ned paa Gaden.” — —

Her fortælles nu den hele Vægterfeide, næsten ordret som den er overført i Novellen (see S. 73—77), alene med de smaa Forandringer, som Costumet fordrede.

„Neppe var denne Fortælling endt, før man fra Haven hørte Sylvii Røst. Han bebudede sin Ankomst ved det lydelige Raab: Pereat Joachim Rønnov! et Raab, der gjentoges af hele Selskabet, som gjennem den aabne Havedør ilede ham imøde.” — Under denne Larm nærmer en Flok Ryttere sig ad den alfare Vei, som løb forbi Havegjerdet. Opmærksomme ved Raabene gjorde de holdt, og den Fornemste af dem steeg af Hesten, en Mand af svær Legemsbygning, med husket Bryn. Med raske Skridt gik han gjennem Stikkelsbærgangen op imod Huset. Det var netop den stolte Biskop, som drog fra Roeskilde til Raadsforsamlingen. Han havde hørt sit Navn haane, gik ind, og Udfaldet blev, at Sylvius som Ophavsmand førtes til Universitetets Fængsel.

Næste Dag møder Hans Tausen for Raadet paa Gammeltorv, hvor Bisperne fremførte de af Historien bekjendte Anker imod ham. Borgerne, der med Studenterne vare stimlede sammen udenfor Raadhuset, bleve stedse mere høirøstede. Følgende Yttringer hørtes omkring i Folkestimlen:

„Hvad monstro Raadet har i Sinde med Herr Hans idag? Det varer mig noget længe, førend han slipper ud. —

Han skal gandske bestemt rettes, fordi han har sagt, at visse Folk komme til Helvede. Men ikke mine Ord igjen! Jeg kommer af og til i Herr Tyges Huus og efterseer hans Skorsteen. Ved saadan Leilighed spørger han mig gjerne om Et og Andet, og jeg har nok kunnet mærke, min gode Hans maa takke Gud, om han kan blive hængt førend han bliver brændt. —

Snik Snak! Raadet seer sig vel for. Dersom Mester Hans skete nogen Overlast, kom der aldrig en Sjæl levende fra Raadhuset. —

Det er en velsignet dygtig Mand paa en Prækestol, du! Hørte du ham i Søndags i Nicolai Kirke? Jeg glemmer aldrig de deilige Ord, han talte: Af deres Frugter skulle I kjende dem — det var sgu godt sagt — af deres Frugter skulle I kjende dem! De kunde tage sig af det, der vilde —

Ja, hvad siger du da om Faarene i Ulveklæder? Da jeg hørte det, kunde jeg ikke bare mig for at tænke paa Papisten i Graabrødre Kirke; naar han messer, er det livagtig, som man hører et Faar bræge.

Det maa være en Satans Omstændighed at straffes med Baal og Brænd. Jmorges brændte jeg blot min Langefinger en Smule paa Persejernet; det værker endnu som en Ulykke. Men tænk nu, naar hele Kroppen skal brændes op, lige indtil den nøgne Sjæl — det maa dog være ret en forbistret Pine. —

Mig synes, Skorstenen ryger oppe paa Raadhuset; mon ikke Bispen steger Hans Tausen oppe ved Ildstedet? —

Aa, Intet! Det er kuns Fyrbøderens Kone, der bager Æbleskiver til Rigsraaderne. —

Mon jeg skal troe, Mester Hans faaer sin Æbleskive ligesaa vel som de Øvrige? —

Hilledod, hvor den lange Rønnov nu tager paa deroppe! Gud naade os for den gode Mester Hans! — — Jeg vil før lade mit Liv, for han skulde komme noget til.” — —

Larmen i Folkestimmelen voxede, og man lavede sig til at storme Raadhuset, da Tausen omsider beroligede Folket og ledsagede Bispen til hans Gaard. Her faaer Rønnov en Visit af Birgitte Gjøe, hans Ungdoms Elskede, der lægger et godt Ord ind for Tausen og bevirker Sylvii Løsladelse af Carceret.

Aftenen derpaa traf Sylvius i en Have udenfor Byen Andreas, den Ven, der havde fortalt Studenterne hans Feide med Vægteren.

„Jeg ønsker dig til Lykke, sagde Andreas, med at være sluppet vel af Bispens Vold. Tag dig nu i Agt, at du ei tredie Gang falder i geistlig eller verdslig Øvrigheds Hænder.

Jeg priser mig lykkelig, svarede Sylvius, ved at have undgaaet Consistoriets Dom. Du veed jeg er ikke meget ræd, men naar jeg tænker paa den gruelige Straf, Professorerne forleden Aar paalagde mig, saa reise mine Haar sig paa Hovedet. Jeg kom nogle Timer paa Herr Nielses Collegier over Habakuk. Uheldigviis fik jeg altid Plads ved et aabent Vindue, der førte til hans skjønne Abildgaard. Naar nu Tiden blev mig ret lang og Solen skinnede saa smukt paa Æbleblosterne, listede jeg mig imellem ud af Vinduet og krøb op i et af Træerne. Der tog jeg for Tidsfordriv et Blad i Munden og fløitede efter Nattergalen. Herr Niels blev derover meget veemodig stemt, og standsede tidt sin Forelæsning, for at høre paa min Røst. Han havde fast besluttet at skrive sit næste Program om den sære Forkjærlighed, Nattergalen havde for Strubebogstavernes udtale, Titelen: Philomele gutturalium amica var alt i Stand, tilligemed Fortalen, hvori fortaltes den Erfaring, at en Nattergal, som ellers ei lod sig høre paa hans Grund, tidt blev lokket til Vinduet, naar han med høi Røst foredrog Habakuk. Havde nu ei hans Datter Else fra tredie Loft seet min Person, hørt mine favre Triller og meddeelt Faderen sin Beundring over min Færdighed, var Legen løbet godt af. Men nu blev jeg stævnet for Consistorium. Jeg gik strax til Bekjendelse. Derpaa blev jeg forhørt ni og tyve Gange. Aarsagen til at Sagen gik i Langdrag var, at jeg ei var i Stand til at opgive min Faders Navn, da jeg aldrig har hørt, hvis Søn jeg er. Man var nu i lang Tid uenig, om en Dom over et blot Fornavn kunde ansees for lovformelig. Endelig faldt man paa den Udvei, at lade mit Familienavn in blanco for det Første, hvorimod jeg lovede at lade Pladsen udfylde, hvis jeg kunde indhente nogen Efterretning om min Herkomst. Endelig spurgte man mig, hvad Fag jeg opoffrede mig til? Jeg svarede: til Lovkyndigheden. Tænk dig min Rædsel, da Pedellen næste Dag forelæste mig følgende Dom: Eftersom Studiosus juris Sylvius * er sigtet for og har tilstaaet sig skyldig i den kaade og uteerlige Gjerning, under Mester Nielses prælectionibus in Habacucum at bestige et Træ, (om det var et Æble-Pære- eller Blommetræ, kan ei vist afgjøres) og der ugudeligen imiteret en Nattergals Røst, hvorved han i bemeldte Mester Nielses studiis stor Misforstaaelse og Perturbation tilveiebragt haver: da kjendes for Ret, at han for saadan qualificeret Misgjerning skal i Forvaring hensættes og der forblive, indtil han udenad har lært den Visbyeske Waterret og samme Ord til andet opsige kan. Hermed have vi kjærligen havt for Øie saavel hans tilbørlige Afstraffelse, Andre til Skræk og Advarsel, som hans Fremvæxt i nyttig Kundskab og Oplysning.

Men siig mig engang, tog Andreas til Orde, hvoraf har du dit Ophold, naar du hverken kjender Fader eller Moder?

Fra en ubekjendt Haand har jeg hver Maaned faaet Penge til min Vært.

Paa den Maade bliver du nok af ædelt Blod; thi det er kuns Adelsmanden og Kukkeren, der lader sine Unger klække op i fremmed Rede.

Jeg har ogsaa besluttet, heller at betragte mig selv som Baron end som Bondesøn, da Uleiligheden dog er den samme. —

Under denne Samtale saae de to Venner en Dreng gaae med hurtige Skridt forbi Havegjerdet. Hans trinde, mørkerøde Kinder og hans Vadmels Trøie viste, at han var en Bondedreng. Under sin Vandring spillede han Bold med sin brede Hat og qvad Sangen: Farvel, min velsignede Fødeby (see S. 82).

God Aften, Broder! raabte Sylvius, hvor gjælder Reisen?

Hvor Gud vil, sagde Drengen.

Du løber dog aldrig bort fra dine Forældre? spurgte Andreas.

Jo, noget nær, svarede Drengen.

Hvorfor gjør du det?

Fordi min Fader vil sætte mig i Skrædderlære imorgen.

Har du da hidtil intet bestilt?

Ikke stort. Jørgen Degn syntes, jeg havde for godt Nemme til at være Bonde, derfor vilde han holde mig til Bogen; men da vi havde læst Peter Laales Ordsprog, stoppede Hans Lærdom. Nu vilde, som sagt, min Fader have mig til Naalen. Men jeg troer jeg er for god til Alting. Til Ploven havde jeg for godt Hoved, til Bogen havde jeg for gode Arme, og til Naalen har jeg for gode Been.

Vi bør sætte den Knæ, at han ei gjør sine Forældre den Sorg, hviskede Andreas til Sylvius.

Drengen hørte det og sagde: „Sætte mig fast? det gjælder en Daler, at I hverken kan gribe mig eller holde mig.

Det var ogsaa Synd, sagde Sylvius, at en saa livlig Pog skulde træde Synaale. Men har du Penge til Reisen?

Ikke en Døit.

Hos hvem vil du da spise Nadvere?

Hos Mestermanden.

Det vil blive slet Fortæring.

Under I mig bedre, har I Lov at lukke Pungen op.

Der har du saameget, at du i det mindste for iaften ikke har nødig at nøies med Maaneskin.

Tak, Herre! Mødes vi atter, hvor I er i Betryk, da kan I regne paa fire Næver til Jert Forsvar.

Med disse Ord gik Drengen syngende sin Vei.

Skulde du troe det, sagde Sylvius, den Knøs har bibragt mig den meest brændende Vandrelyst. Laaner du mig din Knortekjep, begiver jeg mig strax uden videre Tros paa Veien.

Daarekistesnak! — Du har vel neppe en Hvid i Lommen.

Jo, til al Lykke har jeg de mig for næste Maaned tilsendte Penge hos mig. Andreas, Hjertens Andreas! jeg kunde kysse dig af Glæde over dette mit Indfald. Mens man er ung, maa man tumle sin Krop, for at have Noget, man i sin Alderdom kan overtænke. Naar da den gamle Mands Krop hviler i Lænestolen, kan Aanden tumle sig des raskere.

Men i hvad Øiemed vil du egentlig reise?

Jeg vil opsøge den Deilige, jeg aldrig saae. Jeg vil lede mine Frænder op. Jeg kjedes ved at gaae omkring som Melchisedek, der havde hverken Fader, Moder eller Slægtregister.

Men hvad Haandtering vil du drive, naar Pungen er tom; du forstaaer jo, reent ud talt, ingen Ting.

O, der løber mig hundrede Ting gjennem Hovedet. For det Første vil jeg som Digteren Archias gaae fra Huus til Huus, og uforberedt opvarte Folk med Viser. Hvorfor skulde ikke Sligt ligesaa godt lade sig gjøre i Sjælland som i Italien?

Men du har jo aldrig gjort Vers.

Nei. Det stillesiddende Versemageri med Pen og Blæk har altid kjedet mig forbistret. Jeg vil i Virkeligheden gjøre, hvad enhver Poet, der ei har Tone skabt i Livet, siger at han gjør: jeg vil synge. Det træffer sig herligt, at Davidsharpen her i Huset nys blev falbudt. Jeg føler mig allerede grebet af Poeternes almindelige Tilbøielighed, at sætte deres Laugsbrødre irette. De usandfærdige Penneslikkere paastaae bestandig, at de slaae Harpen, hvergang de gjøre Nytaars- og Liigvers. Men Gud og hver Mand veed dog, at de aldrig røre ved Strænge uden i vaagen Drøm. Nei, jeg vil være oprigtig Sanger. Jeg vil ikke spille paa indbildt Harpe, men paa legemlig Harpe, som kan tages og føles paa.

Men forestil dig dog, hvor det vil nedsætte dig i den offentlige Mening, at gjøre dig selv til en aabenbar Landstryger.

Destobedre! Naar man engang ret er anseet for gal, fører man et mere tvangløst Liv. Det har været mig et utaaleligt Aag, at mit Liv bestemtes efter Reglerne for et anstændigt Menneske. Ved dette Skridt bryder jeg saa aldeles med Folk af Stand; jeg sætter mig med Et ud over Folks Domme, og kan handle frit som en Otaheitier efter mit eget Hoved. For at blive ret viis, maa man finde sig i at kaldes forrykt.

Lykke paa Reisen da! Naar du engang har fattet et vildt Indfald, da veed jeg, Pokker selv kan ei tale dig tilrette. —




Sylvius gik i Middagsheden paa Landeveien, bedækket af Støv og Sved. Usynlige Lærker hang høit i Luften over hans Hoved, hvor han saa gik, og kjedede ham med deres eensformige Musik. Græshoppen skaffede ham ikke mere Tidsfordriv med sin Qviddren i Kløvermarken. Han kom til en liden Sø, ved hvis Brev han besluttede at hvile en Stund. En forskrækket Irisk fløi ved hans Ankomst ud af Rørene, og Frøerne plumpede ubehændigen ned fra Brinken i Vandet. Han strakte sig paa en Græsbakke med Hovedet vendt nedad mod Søen, og stillede med den hule Haand sin Tørst. Derefter laae han i Selvbetragtninger og kastede afrevne Blomsterknopper ud til Frøen, som lokkedes til af Nysgjerrighed og greb dem i Flaben. Under denne Syssel bleve hans Tanker meer og meer drømmende, og han faldt tilsidst i en dyb Søvn. Det forekom ham, at han saae et deiligt Pigehoved med Guldhaar stige frem af Søen. — Sophie! raabte han, men Hovedet nikkede til ham med et skalkagtigt Smiil og dukkede ned i Vandet. Han stirrede længselsfuld ned paa Pletten, hvor hun var forsvundet, da ved den modsatte Brev Hovedet atter steeg frem og hviskede: Pi, Pi! — men han saae kun et Glimt deraf, før det atter forsvandt. Saaledes blev Synet ved at lege Skjul med ham. Snart bevægedes Sivlilien hist, snart her; men saa hurtig han kastede Øiet derhen, lod det atter Pi, Pi! og Hovedet var borte — kun de concentriske Ringe betegnede Stedet. Da blev han grebet af en fortvivlet Længsel. Han sprang ned fra Brinken, men uden at synke, thi Søen bar ham, forvandlet til en fast Grund. Han vandrede hen ad dette Krystalgulv mod et Slot, der reiste sig midt derpaa. Stolperne vare stivnede Solstraaler og Taget var forstenet Morgenrøde. Tusmørket faldt paa; han skimtede Synet svagere og svagere, indtil det reent forsvandt i den bælmørke Nat. Men Natten blev pludselig lys. Han saae i Veiret; Maanen var en stor Guldkane. Sophie kjørte deri over Skyernes Sneedriver. Han blev besjælet af en dristig Lyst til at flyve, og i Minutet følte han sig hævet” — —

Her er en Lacune i Texten, men af det Følgende kan man slutte sig til, at Sylvius er gledet ud i Vandet paa samme Tid, som en Vogn kom kjørende forbi. Paa denne sad tvende Damer, af hvilke den ene var tilsløret, samt Kragerup, en raa Junker eller Herremand, hvem det lykkedes at faae Sylvius op af Vandet og saaledes frelse hans Liv, medens den tilslørede Dame blev syg af Skræk. Saasnart hun var kommet til sig selv igjen, kjørte Vognen videre. Sylvius, som tilfældig hørte, at hendes Navn var Sophie, følte sig strax overbeviist om, at det var hans tilbedede Ubekjendte, og tog iilsomt den samme Vei som de Kjørende.

„Han kom til Kroen i det Øieblik Damen var ved at stige ned af Vognen. Tjenstfærdig sprang han til og rakte hende sin Haand til Hjelp. Hun samlede sin Kjortel tæt om Ankelkoden, medens han med bævende Fingre flyttede hendes smaa, veldannede Fødder ned ad Vogntrappen. Hendes Gang forekom ham noget tung og besværlig, hvilket han betragtede som en Følge af den Upasselighed, Skrækken paadrog hende. Ved et Feiltrin havde hun gjort et farligt Fald, hvis Sylvius ikke havde grebet hende i sine Arme. Næsten ør i Hovedet svinglede han med sin elskede Byrde til Krostuen. Her kunde vor Helt først ret betragte Selskabet, men forgjeves ventede han paa, at Sophie skulde kaste Sløret og sin blaae Silkekaabe. Disse Tildækkelser berøvede ham gandske Synet af hendes Yndigheder. Kun af Kaabens Bevægelse kunde han slutte sig til en langsom Stigen og Falden af det yndige Bryst. Ved hendes Side sad en gammel, rørig Kone. Kragerup havde slængt Kappen, der hængte løst over hans Skulder, og gik i sin Livkjole fløitende op og ned ad Gulvet.

Sylvius, der vilde benytte Leiligheden til at stifte Bekjendtskab med sin Tilbedede, bukkede sig for hende og sagde: Det smerter mig, at I ved min Skyld fik saa stor en Skræk i Blodet.

Deri er I uskyldig, svarede hun. Jeg tænkte, Gud forlade min Synd, kun lidt paa Jer. Men jeg var bange, Kragerup skulde springe ud i Vandet for at fiske Jer op.

Dette kolde Svar skar Sylvius i Hjertet. Han mønstrede med Blikket den Lykkelige, der havde saa stor Deel i hendes Hjerte. Kragerup var efter Udseendet en Mand paa 30 Aar. Hans tykke, bruunrøde Kinder og drøie Lemmer tilkjendegave, at han var opfødt ved god, nærende Kost paa Landet. Da desuden hans Dragt røbede særdeles Velstand, gjorde Sylvius den rimelige Slutning, at det maatte være en Herremand fra Landet. Hans Øine faldt paa en Ring, der glimrede paa Sophies venstre Haand.

Hun er altsaa den Kragerups Forlovede, tænkte han med et Suk. For at bringes ud af sin Uvished sagde han: I reiser formodentlig til Kjøbenhavn med Eders Kjæreste?

Jeg Kjæreste! svarede hun. Nei, det tænker man ikke paa i min Alder.

I min Alder — gjentog Sylvius ved sig selv; hvorledes skal jeg forstaae det? Hun seer jo dog ikke ud til at være noget Barn. Jeg maa nødvendig have Lys i dette Vilderede. — Ædle Fremmede, henvendte han sig til Kragerup, I har reddet mit Liv, derfor føler jeg dyb Taknemmelighed. Men inden jeg forlader Eder, udbeder jeg mig en Tjeneste. Jeg ønsker blot, at Damen i den blaae Kaabe vil unde mig Synet af hendes Ansigt.

Da vil I rigtig nok faae noget net at see, sagde Kragerup, og gned fornøiet sin venstre Albue med den høire Haand.

Skjønne Dame, blev Sylvius ved, jeg viger ikke fra Jer, før I løfter Eders Slør.

O, lad ham dog have den Fornøielse, Moder! bad Kragerup, saa skal jeg svare for, han føler ingen Madlyst idag.

Saa galt er det dog heller ikke, din ugudelige Dreng, sagde Damen. For at I ikke skal troe, det er værre end det er, vil jeg fortælle Jer hele Sagen. Jeg reiser ind til Kjøbenhavn, for at lade mig skjære for en Gevæxt; Andet er der ikke i Veien, det kan I her selv see.— Med disse Ord skjød hun Floret tilside, og Sylvius saae et rynket Ansigt og en vanskabt Næse for sig.

Han yttrede sin Forbauselse over denne Feiltagelse ved et Udraab, men da han indsaae, at han derved havde fornærmet den gamle Dame, gjorde han sin Forseelse god igjen ved fordoblet Opmærksomhed, og da han bød hende sin Arm for at føre hende til Bords, udbrød hun rørt:

Gud velsigne Jer, min Søn, fordi I hjelper en gammel Kone tilrette. Den Dyd findes sjelden nutildags. Nu omstunder holde Ungkarlene dem heller til uforstandige Pigebørn end til aldrende Folk. Den, der har graat Haar, kan skjøtte sig selv. Men hvad siger Syrach —

Hun vilde nedlade sig paa Stolen, men Kragerup trak den bort, saa at hun satte sig plat paa Gulvet og havde faaet et slemt Sted, hvis Sylvius ikke havde standset hende noget i Faldet.

Hvad siger Syrach, Moder? spurgte Kragerup med Latter.

Fy skamme dig, vanartige Dreng, sagde Fru Sophie med et vredt Øiekast til sin Søn. Sylvius greb ham i Brystet, ruskede ham og sagde: Den, som forhaaner sin gamle Moder, er ikke værd, at Jorden bærer ham. Da raabte Fru Sophie forskrækket: Slip ham! slip ham, siger jeg! I tager jo paa ham som det var et Umælende.

Kragerup vristede sig med overlegen Styrke løs fra Sylvius og sagde med fortsat Latter: Hvad gaaer der af Jer, Spillemand? Om det gamle Skabilkenhoved ikke forstaaer Spøg, burde I jo dog have bedre Forstand.

O, jeg kunde rive dine Øine ud, sagde Moderen.

Dertil havde I ikke Sind, Moerlille, meente Kragerup og klappede hende paa Skulderen.

Rør ikke ved mig, dit Skarn! jeg kan ikke taale at see dig.

Er det virkelig Jert Alvor, gamle Tossehoved, at I vil suurmule, fordi man gjør Løier med Jer? Lad det nu være godt igjen, ellers gider jeg min Sjæl hverken ædt eller drukket.

Naa saa kom da, Dreng, og giv mig et Kys! — I kan ikke forestille Jer, sagde hun til Sylvius, hvad jeg lider med den uartige Knegt. At have Børn er et sandt Huuskors. Aldrig kan jeg faae ham til at bede, enten til Hjelperen eller til Jomfru Marie. Forestil Jer engang: Jeg, der løber om i Huset fra Morgensol til Aftensol, maa ikke alene bede for mig selv, men ogsaa for den lange Lømmel, som render i Skoven den udslagne Dag og gjør aldrig Gavn for to Skilling. Jeg lukker aldrig nogen Aften mit Øie, uden at tælle ti Rosenkrandse for mig selv og tyve for den ugudelige Krop. Det er dog mere end nogen ærlig Kone kan overkomme! Og hvad mener I vel? saa gjør endda den lille Skjelm saa mange Kattespaser, at han, Gud forlade min Synd! faaer mig til at lee midt under Bønnen. Det gik endda an, naar jeg blot ikke hveranden Dag maatte stege og brase for de argeste Kjettere, som han fører mig i Huset.

Kom nu ikke med den gamle Snak om Kjettere, Moder! Det er jo Noget, I ikke forstaaer Jer paa. Lad I de Lærde derom. Fordi En bliver kaldt Kjetter, derfor kan han jo være lige god Karl.

Ih! du skulde faae en Ulykke for din Mund! Kan den være god, som hverken troer paa Messen eller Paven?

Hvad rager Paven mig eller Jer? Jeg har tidt sagt Jer min Mening derom, Moder. Jeg holder for, at man ikke bør blande sig i det, som ikke kommer En ved. Hvem der kan forslaae mig Tiden, han er af mine Folk, enten man kalder ham Kjetter eller Anabaptisk. At man giver ham Øgenavn, det er jo hans egen Sag. Det er min Tro.

O, du har slet ingen Tro, du gudsforgaaede Dreng.

Jo, sandt for Herren har jeg Tro. Jeg troer Alt, hvad som klogt og fornuftigt er. Jeg troer, at Vorherre har skabt Mark og Skov, Kornet, som vi klare Skatter og Afgifter med, Harerne, som vi skal skyde, og, kort at fortælle: Mennesker, Heste, Qvindfolk, Køer og Hunde — at sige, det første Par. De andre have vi jo selv lagt til, det veed vi jo nok. O, naar man ret vilde spekulere, fik man underlige Ting ud. Her er nu f. Ex. denne Kjørepidsk; jeg kan føre Tingsvidne paa, at jeg har ladet den gjøre hos Eilert Remmesniders. Og dog siger jo Præsten, at Gud har gjort Alting. Men det kommer af, at Folk bruger ikke deres Forstand, men taler blindt hen i Vind og Veir. Man kunde blive reent tosset i Hovedet, naar man vilde bryde Hjernen med slige Ting. Men man gjør bedst i at tænke og tie og lade Enhver være den, han er.” — —

Her ere et Par Blade udrevne, men Fortsættelsen viser, at der imidlertid er kommen en ny Reisende til Kroen. Denne finder Staldrummet optaget af Kragerups Heste, og idet han indroducerer sig som Borgemester i Lybek, forlanger han, at Herremanden skal cedere Plads for hans Ridehoppe. Da denne afslaaer det, komme de i Klammeri, og Kragerup kaster ham om paa en Bænk, med de Ord:

„Forsøg det kun! Jeg kalder da Bønderfolkene ind fra Borgestuen, og saa skal I Død og Kritte komme til at smage Stevnsherreds Vognkjeppe!

Vil I slaae mit Barn, Lybekker! spurgte Fru Sophie og reiste sig møisommelig fra Stolen. I skal ikke krumme et Haar paa ham, saalænge jeg kan røre min Krukke.

Luk I Jer Kjæft, Moer! sagde Kragerup. Jeg er Karl for at svare for mig selv.

Lybekkeren tog til Orde: Naar jeg ret befinder mig, saa behøves der ingen Slagsmaal. Jeg skal nok faae Huusrum til min Ridehest. Han fløitede i sin Haand, og fire Ryttere sprang ved dette Løsen ind i Stuen. Løft mig i Veiret, Æsler, skreg han. De fire Karle lettede ham med forenede Kræfter op, overende paa Bænken. Derpaa gik han med et opbragt Ansigt ud i Gaarden. Et Øieblik efter kom han tilbage, førende sin Hest ved Tøilen. Rideknegten gik bag efter og gav det tilbagestræbende Dyr et Smæk med Pidsken, hvorpaa dette efter et Spring over Dørtærskelen befandt sig midt i Gjæstestuen.

Rider Pokker Jer, Lybekker, udbrød Kragerup med Skoggerlatter. Skal Jeres Mær sidde til Bords med min Moder og min Faster?

Et Værelse, sagde Lybekkeren, som ei er for godt til danske Madammer, er heller ikke for godt til en Borgemesters Ridehoppe.

Kragerup gjorde Mine til at gaae løs paa Lybekkeren, men Sylvius trak ham tilside og hviskede ham ubemærket et Par Ord i Øret. Derpaa begyndte de paa Skrømt at brydes, og Kragerup lod sig tilsidst kaste paa Døren.

Det kan jeg lide, sagde Borgemesteren, idet han klappede Sylvius paa Skulderen, I er en haandfast Karl. Hvo skulde have tænkt, at I kunde mægte den drøie Knold.

O, naar Blodet kommer i Kog, saa er det kuns en Haandevending, at gjøre det af med en slig keithaandet Prygl.

Meget let er det just ikke, min brave Dreng; men dog lettere end at vinde tyvetusinde Kroner — ha ha ha! Jeg skal nok betænke Jer lidt for det Stykke Arbeide — Jeg skal være Jer god for det. — —

Mens I vil mig saa vel, Herre! kan I vel Umage Jer et Par Skridt for min Skyld. Jeg har, imellem os sagt, fundet en Pose med rhinske Gylden, som jeg har skjult i Stalden. I kunde vel vexle dem for mig?

Raser du, Menneske! En heel Pose Penge? — Ja, Herligheden er endelig ikke saa stor, naar det kuns er rhinske Gylden; det er et høist usselt Slags Penge. Jeg skjøtter ikke stort om dem. Men den ene Villighed er den anden værd. Lad os tage dem i Øiesyn.

De fulgtes ad til Stalden. Da Lybekkeren var indenfor, kom Kragerup til og slog begge Halvdørene i.

Hvad betyder dette her, spurgte Lybekkeren? Hvor er Pengene?

Ja veed I hvad, sagde Sylvius, jeg troer vi ville lade det beroe med Vexlingen for det Første. I skjøtter desuden ikke om den Slags Mynt.

Kom nu kuns, go' Karl, sagde Kragerup. Skal Hesten staae i Stuen, saa skal, Død og Kritte! Manden staae i Stalden.

Hvad har I i Sinde? I forstaaer dog vel Spøg?

Jo, i Sandhed forstaae vi Spøg, svarede Sylvius. Det er just vort Fag. Vi have netop besluttet at spøge lidt med Jer.

De slæbte Lybekkeren hen til en Baas. Efter en kort og unyttig Modstand maatte han, aandeløs og bedækket med Sved, finde sig i deres Medhandling. Nu begyndte han at give gode Ord” — — men til ligesaa liden Nytte som hans — — „sidste Kraftyttring, en Strøm af Trudsler og Eder. Ogsaa herpaa blev gjort en Ende, da hans egen Halsklud blev stoppet i hans Mund. Sylvius bandt hans Hænder paa Ryggen; Kragerup iførte ham et Hovedtøi og surrede ham til Krybben.

Nu bliver jeg dog meensoren, sagde den Sidste. For bandte jeg paa, at jeg ikke vilde rømme Jer en Baas, men nu falder jeg alligevel tilføie. Men jeg tænker som saa: Den Baas. som ei er for god til en dansk Herremands Kjørehoppe, den er heller ikke for god til en lybeksk Borgemester. — Bi nu lidt — her har I en Skuffe god Havrehakkelse.

Imidlertid skal jeg, tilføiede Sylvius, sætte en Skeefuld Suppe frem for det hvide Bæst deroppe. Det er ret godt at store Herrer prøve, hvorledes deres Underhavende har det. Lad nu det sælle Kræ blot for eengang agere Borgemester, mens I forestiller Hest.

Lybekkeren skummede af Forbittrelse.

Slaa Jer nu til Taals et Par Timer, vedblev Sylvius. Nu ville vi trine op til Bordet, og Eders Skaal skal ikke blive forglemt.

Sylvius gik paa Tilbageveien gjennem Borgestuen. Her sagde han til Borgemesterens Rideknegt: Eders Herre befaler Jer at passe paa, at ingen Sjæl i de første tre Timer nærmer sig til Stalden. Han er gaaet derind med en skjøn Jomfru af Nabolauget, som har Lyst til at besee hans smukke Ridehest.

Haha! det er godt! Jeg forstaaer en halvqvædet Vise.

Det er mig dog ubegribeligt, hvorledes en ung Pige kan vare saa stor Kjender og Elsker af Heste.

Jeg skal sige dig, hvorfor det er dig ubegribeligt. Det er fordi I selv er en Hest. — — Jeg kjender Rummelen. De danske Pigebørn er nu engang ikke anderledes. Wenn de seer en Lybekker, en velvoxen Kerl med Fjær i Hatten, ongefæhr som Borgemester eller jeg, so bliver de strax mordisk forliebt. Jeg besøgte ifjor min gode Ven, Churfyrsten paa Langeland. Men jeg maatte reise strax igjen, jeg kunde ikke vare med Fred for Churfyrsten sin Datter; hun vilde med Djævels Skind og Been gifte mig. Hun kom ned til mig i Stalden og sagde: Hans van Duus, han er en brav Kerl og en honet Kerl. Han har et overmaade skjøn Gesicht, han kan pudse sine Stivler og han har i alle Maader godt Genie. Jeg vil, partere mig Satan, være sin Kone! — Jeg kunde, hohl mich der Kukuk, have havt Churfyrsten sin Dokter og den ganske Grafschaften, men det var ikke Noget for en Kerl i min Alderdom, at binde sig fest. Den dänische Grüß og de tikke Pankuchen vil mig gar sehr schmecken.

Jeg skal saamand dog ud i Stalden og see hvad Borgemesteren bestiller.

Stop, stop, Freund! han bliver paa Flekken. Jeg har ikke Lyst, min Stell at forlire om sin Villie. Jeg vil med min Degen op og ned ad Stalddøren go, og hvem der nærer sig met drev Schritt, han skal po sine Gjerninger ligge, om det so var den König af Dänemark han selv.

Medens Rideknegten trolig holdt Vagt for Stalddøren, fornøiede Sylvius og Kragerup sig over at have givet Borgemesteren en saa passende Tugtelse.

Herremanden sagde: Død og Pølse, hvor det var et rart Indfald af Jer, saaledes at sætte Lybekkeren paa Staldforing. Det vilde jeg ikke varet foruden, om En havde givet mig en Tønde Himmelbyg. Jeg er — vær' en evig — saa forgabet i Jer, at jeg kunde kysse Jer. Hør, veed I hvad? I maa endelig følge med mig til Byen. Saa kan vi gaae ud sammen hver Aften og gjøre Mudder. Vi skal ret have vore evige Løier. Jeg skal nok gjøre Udveie for, hvad Penge der gaaer til. Man maatte jo vare gal, naar man ikke tog sig al den Moerskab, man kunde faae. Hvorfor er man ellers her i Verden?

Jeg reiste gjerne med Jer; thi muntre Folks Selskab er mig stedse kjært; men til Kjøbenhavn kan jeg ikke følge Jer.

Aa, fy for en Ulykke! saa har jeg Ingen, der kan føre mig i Vinden. Men det maa I love mig, at I snart vil besøge mig paa Kragerupgaard. Der skal s'gu ingen Slags Øl og Mad holdes for godt til Jer.

Der er min Haand paa det.

O, gid vi var der alt. Jeg længes saa usigelig efter Espen Ridefoged, for at fortælle ham, hvorledes vi har gjort den storagtige Lybekker i Stand. Han har et Horn i Siden paa alle Lybekkere — skambød os paa vore Stude i Forfjor! I kan troe, det er en naragtig Karl, den Espen. Han har et godt Hoved til at finde paa Uglspilstreger. Lillemoer har en graa Kat, som hun elsker ligesaa høit som mig. Den bandt han igaar fast til Lænkehundens Huus. Der blev da, som I vel kan tænke, et Fandens Spektakel mellem den og Hunden. Katten smuttede ind i Hundehuset og havde blot Snuden udenfor. Hunden bjeffede og sprang, og Katten fnøs og sprættede. Hvergang Pasop kom for nær, fik han et Tjat over Snuden af Kattens Kløer. Saa kom da Lillemoer med en Kost og vilde hjelpe sin Kat, men turde ikke rigtig nærme sig, fordi hun var bange for Hunden. Jeg har aldrig i mine Levedage seet saa snurrigt et Syn, naar jeg undtager idag, da jeg saae Borgemesteren staae ved Hestekrybben. — I er min bedste Ven i Verden. Jeg holder meer af Jer end af Espen. Kom, vi vil drikke Dus!

Fru Sophie blinkede med Øinene ad sin Søn, men denne sagde:

Skiøt hun sig selv, Lillemoer! Jeg veed nok, hvad jeg gjør. I mener, han er en omstrygende Spillemand og jeg en Herremand. Jeg vil ikke have noget med adelige Folk at bestille; i Ridderlaug er jeg tilovers. Der sidder jeg som en Synder i Skammekrogen. fordi jeg veed, det stadselige Pak griner ad mig. Endnu har jeg ikke glemt den Frøken Trinletpaataa, som ifjor loe mig i mine aabne Øine, da jeg vilde føre Pandekagedandsen op. Jeg spørger fiint om, hvad Stand en Karl er af, naar jeg kan lide ham. Den, der skal vare min Kammerat, maa ligne mig. Han maa have et vittigt Hoved og ei bryde sig om, hvad Snit Ens Buxer har. — En tintet So og en skurvet Orne kan bedst sammen.

Sylvius og Kragerup klinkede med deres Bægre og faldt i hinandens Arme. Efterat dette Broderskab var sluttet, holdt de det for raadeligst, at skynde sig bort, førend Borgemesterens Fængselstid var udløbet. Herremanden, som havde havt den Forsigtighed, i Forveien at føre sine Heste ud af Stalden, satte dem for Vognen og jog til Kjøbenhavn, mens Sylvius fortsatte sin planløse Vandring. Henimod Aften kom han til en Bondegaard og gav sig til at spille paa sin Harpe uden for Vinduerne.” — — Her kommer den hele Scene, der uden væsentlig Forandring er overført til Novellen S. 69—71, og som her ender med, at den formildede Bondekone fortæller Sylvius, hvilken Fornøielse det var hende i hendes Ungdom, at høre den krogryggede Spillemand, naar han sad paa en Sildefjerding og spillede paa Fiol. —

„Sylvius gav Konen endnu et Par Skilling, under den udtrykkelige Betingelse, at et Par Kringler derfor skulde kjøbes til Børnene. Derpaa axlede han sin Strængeleg og sukkede:

O, hvi gaae dog Menneskene ikke hellere ud i Skoven og æde Olden, end krybe sammen som Trældyr i elendige, mørke Hytter? Hvorfor skal et Egern og en Markmuus føre et mere frit og lystigt Liv end sin fornuftige Medskabning? Hvad skal dog Manden med sin Smule Forstand, naar han alene skal bruge den for at tænke paa Udvei til Grød og Ærter? Mig skal Intet bringe til at bøie Hals under Aaget, som de øvrige Daarer. Den høieste Fyrstestol i Verden vilde jeg lade haant om; aldrig vilde jeg bytte min Frihed bort, for at sysselsætte mig fra Morgen til Aften med elendige, jordiske Tvistigheder. Ingen af de privilegerede Haandteringer er efter mit Hoved. Jeg priser mig lykkelig ved at være sluppet fra Klosterskolerne. For mig maae Priorer og Domherrer trækkes i Haaret om Aristoteles og Theophrastus. Et ærligt Haandværk var dog bedre, men jeg vil ei gjøre Løibænk og Stole til de magelige Herrer, der forsmaae at hvile sig paa Markens Steen og Tuer. Vil Ingen give mig Brød for mit Harpespil, da vil jeg hellere æde Græs og Rødder, end sælge mig selv til Slave.

Det var alt mørk Nat, da Sylvius befandt sig for Kjøge Port. Han bankede stærkt paa Porten, men ikke en Sjæl rørte sig indenfor. Da satte han sig ned paa en Afviser og spillede for Tidsfordriv en krigersk Melodie.”

Nu traf det sig at Nattevægteren, for ikke at sove paa sin Post, havde søgt den forønskede Hvile i sin Hustrues Arme, i et ringe Huus, der laa ret indenfor Porten. Konen vaagnede op ved Sylvius's Larmen, og purrede ved Manden, som i sin søvndrukne Tilstand antog, at det var Lybekkerne, der vare udenfor Porten og vilde gjøre et Forsøg paa, ved et natligt Angreb at overfalde Byen. Han satte nu denne i Bevægelse, Allarmtrommen gik, og hele Borgerskabet stod snart i Vaaben. Raadet kom sammen for at overveie, hvilket Parti man skulde tage, men Borgemesteren foregav en Upasselighed, for ei at nødes til at afgive sin Stemme i et saa vanskeligt Tilfælde. Borgerne besluttede da, at følge deres eget Hoved og at aabne Byen for den elskede Kong Christierns Venner. De droge med klingende Spil ud af Porten for at modtage den formodede Hær, men kunde ikke i Mørket, end ikke efterat En var sprunget ind efter Vægterens Lygte, finde nogen Lybekkere. Endelig, da Solen stod op bag Bugten og lyste for den lille Trop, som misfornøiet vandrede hjem, fandt man udenfor Porten en sovende Yngling, ved hvis Side der laae en Harpe med et Voxdugs Betræk omkring. — Det var Sylvius, som blev grebet, strax ført paa Raadhuset og der forhørt. Han angav, som sin Hensigt med at besøge Kjøge, at han agtede, med den gunstige Magistrats Tilladelse, at gaae omkring i Borgernes Huse og spille dem et Stykke.

„Den hele Sommer gik Sylvius omkring i Sjælland og spillede for Dørene. Undertiden fik han Noget, undertiden Intet. Da han var altfor rede til at aabne sin Pung, saavel til sin, som til Andres Fornøielse, kom han tilsidst i stor Forlegenhed. Han fandt, at en Spillemand ofte maatte lægge sig sulten om Aftenen, naar han ikke havde en Nødskilling i Baghaanden. Tidt maatte han være glad ved at faae Natteleie i et Hølad, ja undertiden blev ogsaa denne Villighed ham negtet, og han var nødt til at udsøge sig et Leie under et bredskygget Træ eller i en græsbevoxet Grøft. Da Efteraaret nærmede sig og Natteluften blev kold, var denne Levemaade ham ube[qvem].” — —




Hermed ender Manuskriptet. Det synes, at Sylvius søgte sig Vinterqvarteer hos „Rævejægeren” Kragerup. Denne „ligger maaskee og leger med Hunden og Katten, naar Sylvius kommer i hans Gaard,” og vil ikke undlade, ved at omtale sin Moder, at betjene sig af Udtryk som: „det giør mig ondt for det gamle Asen” og „Fanden komme efter hende, det gamle Skind, har hun ikke en god Forstand.”

Af et Udkast, der er skrevet førend Forfatteren var kommen langt frem i den nys afbrudte Fortælling, sees at Sylvius kom til en Ladefoged, formodentlig ikke langt fra Ravnshøi, en Karl, der „gjør sig til af, at han med sin Tyremie kan slaae en Bonde omkuld.” Denne Ladefoged har en smuk Datter, og i hans Huus befinder sig en lærd Særling. der „gjør Prøve paa, hvorledes han vil fremstille sig for Herskabet; skjuler sit Skidentøi; maa regne efter, naar han er barberet; har en Gjenvei til Haven; kan ikke skrive, naar han har drukket; phantaserer om Vandring, men kommer ingen Vei, og bliver til Spot for den Skjønne paa Ravnshøi.” Et Marionettheater føres frem, og en ulykkelig Nonne reddes ved vor Helt af Rævejægerens Kløer. Et Brudegilde, hvor det gaaer vildt til, og efter Spaadomme om Borgernes Ødelæggelse kommer Bondeoprøret, hvori Sylvius deeltager, fordi en ung Pige maa ride Træhesten. Foruden Paulus Eliæ, hvis Bekjendtskab med Sylvius skriver sig fra Kjøbenhavn, fremtræde Hans Spandemager, „der maa være humoristisk” og Tausen, „der er lystig.” — En Andejagt — Christian den Anden fisker — Lybekkeren gjør den Bemærkning, at „det er et ret godt Embede at være Konge i Danmark.” Vor Helt skaffer sig omsider Adgang til Ravnshøi, hvor han paa et Bal „gjør den skjønne Sophie en brændende Kjærligheds-Erklæring.” En ny Person fremtræder, svarende til Novellens Jens Hansen; hans Navn skal her vare unævnt, da Forf. er kommen for Skade at opkalde ham efter en af sine Bekjendtere, men han var et net Menneske. Dog havde han Fonteneller, og kunde ikke komme tilrette med at lære den nye Tro. Han paastod, at „man beder til Gud, fordi man føler sig at ligge varmt og godt under en Olmerdugs Dyne. Aahaa! og naar man engang kommer i Kjole, saa faaer man nok siden et godt lille Kald.” —

Det kan antages for afgjort, at Forf. ikke er kommen videre i Udarbeidelsen af dette Udkast end ovenfor angivet. Virkelig sees ogsaa af et andet Udkast, eller rettere af nogle løst henkastede Momenter, som dertil ere forhaanden i mutileret Tilstand, at han tidlig har bortkastet det historiske Staffelie. Helten hedder her Klinger, et Navn, som ogsaa tillægges ham et Par Gange i Novellen. Fruen paa Ravnshøi taler om Efterligning af Folkepoesie, og i hendes Selskaber finder en æsthetisk Underholdning Sted, som endog synes udvidet til Foredrag af studerede Taler. Det var maaskee ikke saa urimelig en Hypothes, om man vilde antage, at „Pedanten” (Novellens Licentiat) havde givet sin Skjerv med, ved at forelæse den statistiske Skildring af Lægdsgaarden i Ølsebymagle. Man tør maaskee finde det vel stærkt, at tiltroe ham en saa stor Productivitet; men vi give at betænke, at dette „grundige Stykke Arbeide” er skrevet fuldkommen i hans Forfattercharakteer, og at han ikke paa eengang er bleven til den fuldendte Typus, der staaer for os i Novellen. Hvorledes skulde han ellers have bragt det til Licentiatgraden i Medicinen? — Men lad dette vare som det vil, mere sikkert er det, at en Herre. maaskee en „virkelig Justitsraad”, i Fruens udsøgte Selskabskreds og, som det synes, under et Kirsebeertræ i Haven, har fremsagt en Tale om Poeternes Mængde. Af denne Tale: „Trøstegrunde over Poeters Mangfoldighed, en Priistale kronet i en Klub af Rangspersoner” ere nemlig nogle Blade tilovers, der indeholde Begyndelsen og Enden; men Lacunen i Midten skjønnes at være betydelig. Ihvorvel denne fragmentariske Tilstand gjør den saameget mindre egnet til at optages blandt P. Ms. efterladte Skrifter, ville vi, da den virkelig er at betragte som et Excurs til Novellen, ikke undlade her i et Udtog af dens Indhold at meddele de mest prægnante Steder.

I en høitravende Indledning tilstaaer den naive Taler, at det ene er den Erfaring, at Krandsen, d. e. Prisen, passer aldeles til hans Person, som har bevæget ham til at tragte efter samme. Han henter derpaa sin første Trøstegrund fra den Kjendsgjerning, at andre Tidsaldere klage ligesaa høit over samme Ulempe. „En Jeremiade, der lyder fra Sekel til Sekel, maa vare grundet i et Onde, der er uadskillelig forbundet med Menneskelivets indskrænkede Kaar. Phantasien troer stedse, at Fortiden var mere lykkelig. Men hvor lydeligt taler ikke Krønikens Røst mod dette Blendværk. Allerede Hesiod fortaller, at Sangernes Tal var saa stort, at de toge hinanden Brødet af Munden, thi han taler saaledes:

Digter paa Digter misundelig er, og Stodder paa Stodder.

Horats forsikkrer, at hver Sjæl skrev Vers paa hans Tid, Læg og Lærd ifleng. Vi vide jo af Holbergs Breve, at vort Fødeland var i hans Tid fyldt med flere Poeter, end Luften med Fluer paa en Høstdag; Rabener vidner, at Over- og Nedersachsen i eet Aar havde 6586 udødelige Poeter, de smaa uberegnede, og i Fingals lille Stat støiede jo daglig et hundrede Harper. Med utallige andre Vidner kan der godtgjøres, at denne Plage stedse har hørt til vor Jords uundgaaelige Skjebne — hvad hjelper det da, at man lægger Planer til den syngende Hærskares Reduction?

Man kunde paa samme Grund, som man skrækkes for Poeternes Mangfoldighed, for det andet grue ligesaa meget over det uhyre Antal, som dyrker de øvrige Kunster. Men hvo skjelder en uskyldig Dreng for Musicus, fordi han phantaserer lidt paa en Redekam? Naar en af vore Smaa bygger et Huus af Kort, ansee vi ham jo ingenlunde for Architekt. Enhver af os vil jo høilig frabede sig Titel af plastisk Kunstner, og dog gives der ikke saa af vor Kreds, som af det klæge Suurbrød ved Aftensbordet, uden selv at vide det, ælter med sine Fingerspidser ret phantastiske Skikkelser. Gadedrengene, som med et Stykke Kridt ridse Symboler paa vor Port, skulle dog vel ei nyde Titel af Malere? Hvorfor skulde vi da skabe os selv saamange forfærdende Phantomer, ved at hilse Enhver, der overrækker sin Patron et Nytaarsønske eller udgyder sit Hjerte for Kjæresten i en Sonnet, med det uforsvarlige Øgenavn af Poet? At lade disse igaar og iforgaars pludselig himmelfaldne Poeter nyde Rang med gamle privilegerede Skjalde, er jo samme Misgreb, som at sætte den titulaire Kammerraad ved Siden af den virkelige.”

Dernæst er Poesien, ihvor paradox denne Mening end maa synes, unegtelig til nogen praktisk Nytte. „Hvorledes vilde det f. Ex. være muligt til Søes at brase Skibet om, naar ei Matroserne ved Hjelp af en Opsang sattes i Stand til, paa eengang at give det eftertrykkelige Ryk i Tougværket? Paa hvad Maade kunde man forvisse sig om, at Nattevægteren ei sov paa sin Post, naar han ikke tilholdtes; nu og da ved sin lydelige Sang at lægge sin Aarvaagenhed for Dagen? Soldaten faaer ogsaa ved Læsning af Poesier en ret god Tact i Hovedet, som bærer Frugt i en særdeles god Parademarsch. Naar min Huusholderske koger blødsødne Æg, formaaer hun aldrig at træffe den rette Middelvei, uden i det afgjørende Øieblik at mumle tre Stanzer over Kjedelen. Anvender hun ikke denne poetiske Tidsmaaler, blive de enten for bløde eller for haarde. Saaledes gives der i Livet utallige Tilfælde, hvor Poesien er af Vigtighed og som man med Uskjønsomhed overseer.

At Poesien er ret brav til Tidsfordriv, kan heller ikke negtes; en Samling af fattelige Poesier yder en uskyldig Moro; men vist nok burde det, for at lette disses Læsning, forbydes at gjøre lange Perioder og bruge de forbistret indviklede Hexametre.”

Man maa endvidere betænke, at Alt, som synes at være Poesie, langtfra ei er det[2], at der ei consumeres saameget Genie paa Poesien, som man skulde antage, og at der i Poeternes Arbeider forekommer et uendelig gjentaget Echo.

En væsentlig Trøstegrund er endvidere den, „at Digterne i Almindelighed ikke ere af ædel Herkomst. Som de i den fjerneste Hedenold vare blinde Stoddere, som Roms første Versemagere vare Trælle, saa ere de endnu for det meste Libertinere. Ja, i hele Naturen hersker den samme Lov, at syngende Skabninger ei engang høre til velklædte Personer. Hvad er Lærken og Nattergalen mod den prangende Paafugl og den gyldne Fasan?”

For saavidt er det endog et Held, „at Poeterne ere saa genegne til at udtømme deres Griller paa Conceptpapiret (ligesom man lader Slangen spye Gift paa røde Klude), og at de ikke give deres Sværmerier fra dem i Livet, hvor de kunde besnære Damer af Stand. Skriftlig Følelse derimod tilintetgjør al Fare for Mesalliance, og Qvinder acceptere ei rimede Vexler for Elskovs Valuta.”

Ligeledes har det for Standspersoner snarere været „en Vinding end et Tab, at de Boglærde have spildt deres Tid i Musernes Tjeneste. Thi medens disse Somnambuler gik og drømte ved høilys Dag, havde hine saamange Rivaler færre i deres Gramsen om Fortunas Guldæbler, og denne Fordeel kunne endnu deres Sønner høste, de kunne desto lettere gjøre sig Haab om gode Betjeninger i Staten, jo flere der ved at sværme i Digtekunstens luftige Regioner gjøre sig udygtige til praktisk Virksomhed.

Endelig behøver man ikke for Fædrelandets Skyld at bedrøve sig over Digternes overcomplette Tal, thi foruden at der ei forbruges saameget Genie paa Digtekunsten, som det ved løselig Betragtning synes, saa er der til enhver Prækestol, enhver Skriverstue, enhver Plov, enhver Pleil langt flere Beilere end man ønsker; og vilde man forurolige sin Sjæl alene af Medynk med det poetiske Personale selv, saa kunde man med ligesaa megen Grund ynke Grønlænderen, naar han foretrækker en Skaal Tran med Iistapper og Sneeboldte for en Tallerken Kjødsuppe med Kløser og Pastinakrødder paa, eller beklage Russens Lod, fordi han finder Behag i at aabne Maven med en Snavs Skedevand.”

Tilsidst formaaer Taleren de „velbyrdige Venner til, ikke ved overdrevne Klager at udsætte sig for den Bagvaskelse, at deres Fortrydelse skulde komme af Mangel paa Gave til at sortere de gode Digtere fra de slette, eller at de, naar man bragte dem et Dusin Bind nye Poesier, skulde være farne som de saliske Præster, der om deres tolv Martis Skjolde vel vidste, at kun eet var himmelfaldent, men at udpege de elleve jordiske Copier, det overgik deres Evne[3]. — — Er der virkelig Nogen i vort Samfund, der føler sig truffen af denne Bebreidelse — han bære for det første over med det hele Dusin.”




Vi vende endnu engang tilbage til Novellens Helt, efterat have henkastet den Bemærkning, at han har flere Maader at erhverve sig Venner paa: saaledes omfavner en Vildmand ham, fordi han ryster Æbler ned i Hovedet paa Folk. Formodentlig har Sophie afbrudt Venskabet med ham, formedelst hans Opførsel paa Ballet, og virkelig ommeldes et Brev fra hende, om hvor Klinger er forfalden. Derpaa følger Eremitlivet, det vil sige, Fritz, der hidtil, som vi have seet, har ladet Indfald, Luner og Lyst dictere sine Handlinger og Livsplaner, faaer det Indfald at leve som Eremit. Hvorledes han bringer dette Indfald til Udførelse, derom er ingen Antydning levnet os, men det er at formode, at han under et saadant stille og afsondret Liv benytter den overflødige Tid til at anstille Selvbetragtninger, klare sine Livsanskuelser og (hvad der virkelig findes en Hentydning til) angre sine Vildfarelser eller foregaaende Handlinger. Naar han da atter udtræder i Livet, modnet og forædlet, og naar hans ungdommelige Forelskelser og let fængelige Elskovsgnister have luttret sig til en reen og varig Kjærlighed, er det meget sandsynligt, at han ved „Gjenbesøget paa Ravnshøi” tør vinde Sophies Hjerte, som imidlertid ogsaa kan tænkes at have rystet Barnet af Ærmet. Deres Forbindelse vilde da paa en passende Maade slutte Fortællingen om en ung Students Eventyr.

Hvorfor jeg anseer det troligt, at Novellen vilde have faaet denne Udgang, skal jeg her tilføie: Hvem der har kjendt Forfatteren i hans tidlige Alder og været fortrolig med hans ungdommelige Sværmerier og freidige Livsbetragtning, vil i den krøllede Fritz strax have gjenkjendt den unge Digters egen Personlighed. Sværmeriet for en ubekjendt Skjønhed, der allerede forekommer i hans Skoletid og siden i en modnere Alder gjentog sig, er her et eiendommeligt Træk. Men nu er det paa ingen Maade sandsynligt, at den paa Sjæl og Legem friske Yngling i sine Kjærlighedsdrømme har tænkt sig selv som en ulykkelig Elsker; om end gjennem Lidelser og Modgang, maa han næsten nødvendigviis være udgaaet af Kampen som Seierherre.

Ligesom jeg i det Foregaaende har henpeget til, saaledes har jeg og her berørt en Egenskab ved Poul Møllers Fortælling, hvorved den udmærker sig, den Umiddelbarhed nemlig, hvormed Charakteertrækkene og Skildringerne ere hentede fra Livet, det Liv, han selv levede, og fra hans egen og hans Ungdomsvenners Individualitet. Ingen af disse sidste vil have læst hans Novelle, uden at have gjenkjendt saadanne Træk; men jeg behøver vel ikke at tilføie — hvad han selv i en af sine Aphorismer har bemærket — at, fordi en Digter i en Charakteerskildring har en virkelig Person for Øie, er ikke strax den poetiske Charakteer en Copie af den virkelige.

Endnu i sin sidste Levetid gik Poul Møller om med Planen til en Roman eller romantisk Fortælling, hvori han udentvivl paa samme umiddelbare Maade vilde have øst af selvoplevet Erfaring og gjort Erindringen til sin Muse. Handlingen skulde nemlig foregaae paa et Skib, paa Overfarten fra Kjøbenhavn til Cap, og i Capstaden selv og dens Omegn. Desværre, da var det for seent! —




At de her nævnte Arbeider ikke „kom til Modenhed i Udførelsen” har man forklaret sig af „Digterens egen Natur, der har modsat sig en saadan fuldstændig og detailleret Udførelse.” Jeg erkjender, at der i Poul Møllers eiendommelige Aandsretning laae noget Productiviteten hemmende; men ligesom jeg tidligere har yttret min Overbeviisning om, at han havde Novellen fuldfærdig i Hovedet og let og hurtigt kunde have nedsat den paa Papiret, saaledes troer jeg at det netop var ydre Omstændigheder, der kaldte ham ikke blot fra dette Arbeide, men ogsaa fra Oversættelsen af Homer, fra det paabegyndte dramatiske Digt og, saa at sige, fra al poetisk Production. Det er unegtelig en Erfaringssætning, at „alle Digterens større Anlæg ere gaaede i Stykker;” men det er ogsaa vist, at der kan angives en bestemt ydre Foranledning til at ethvert af dem blev afbrudt. Dette fremlyser af selve Beretningen om Digterens Levnet, men at det navnligen gjælder om det største af hans Anlæg, den Roman, hvoraf Novellen i sin nuværende Form efterhaanden har udviklet sig, formener jeg at have oplyst ved flere Momenter i nærværende Meddelelse.

  1. Citationstegnet („) er i denne Meddelelse kun brugt til at adskille Forfatterens egne Ord fra Excerpererens.
  2. Her begynder Lacunen, til hvis Udfyldelse ikkun haves de i denne Sætning anførte Momenter.
  3. Cfr. Efterl. Skr. første Udg. II. S. 20.