En Studie i rødt/1/6
Sjette Kapitel.
Tobias Gregson viser , hvad han duer til.
Næste Dag var alle Aviserne naturligvis fulde af »Brixton Mysteriet«, som de kaldte det. Hver af dem havde en lang udførlig Meddelelse om Sagen, og nogle af dem havde Ledere om den oven i Købet. Der forekom her forskellige Oplysninger, som jeg ikke før havde vidst. Jeg opbevarer endnu i min Scrap-Bog en hel Del Udklip og Uddrag af disse Artikler. Her følger et Udtog af dem:
Daily Telegraph bemærker, at i Forbrydelsernes Historie træffer man kun sjælden paa en Tragedie, der frembyder saa sælsomme Omstændigheder. Offerets tydske Navn, Mangelen paa ethvert tænkeligt Motiv og den uhyggelige Indskrift paa Væggen — alt tydede paa, at her var politiske Flygtninger og revolutionære med i Spillet. Socialismen havde mange Tilhængere i Amerika, den myrdede havde uden Tvivl overtraadt deres uskrevne Love og var derfor bleven forfulgt og ryddet af Vejen af sine tidligere Meningsfæller. Efter meget selvbehagelige Hentydninger til Vehmgericht, aqua tofona, Carbonari, Marchioness de Birnvilliers, Darwins Teori, Malthus' Lære og de Ratcliffske Landevejsmord, sluttede Artiklen med at opfordre Regeringen til at holde et mere vaagent Øje med Udlændinge i England.
Standard begyndte med at slaa fast, at den Slags lovløse Udskejelser sædvanligvis fandt Sted under en liberal Regering. De hidrørte fra den Uro og Utilfredshed, som Agitationen blandt den store Mængde fremkaldte, og af Autoritetens Svækkelse. Den myrdede var en amerikansk Herre, der i nogle Uger havde opholdt sig i Hovedstaden. Han havde boet i et Pensionat bos en Madam Charpentier i Torquay Terrace, Camberwell. Han havde gjort mange Rejser, og var paa disse altid ledsaget af sin Privatsekretær Mr. Joseph Stangerson. Disse to havde Torsdagen den 4de Marts sagt Farvel til deres Værtinde og vare tagne til Euston Station i den Hensigt at komme med Iltoget til Liverpool. Senere vare de bievne sete sammen paa Perronen; men efter den Tid havde man ikte set mere til dem, før man, som alt meddelt, fandt Mr. Drebbers Lig i et ubeboet Hus i Brixton Road, mange Mil fra Euston. Hvorledes han var kommen derhen, og hvorledes hans Skæbne der havde indhentet ham, er Spørgsmaal, som endnu henstaa uopklarede. Ingen ved noget om, hvor Stangerson opholder sig. Det glæder os at kunne meddele, at baade Mr. Lestrade og Mr. Gregson, vore to bekendte, dygtige Opdagere, have taget Sagen i deres Haand; thi det er da at haabe, at der snart vil blive kastet Lys over den uhyggelige Affære.
Daily News bemærker, at der ikke kunde være megen Tvivl om, at det var en politisk Forbrydelse, her forelaa. Despotismen og Hadet til Liberalismen, der nu gennemsyrede Fastlandets Regeringer, havde haft til Følge, at en Mængde Mennesker, der kunde være bleven fortræffelige Borgere, hvis de ikke vare bievne ophidsede ved alt det, de maatte gennemgaa, nu bleve drevne op paa vore Kyster. Iblandt disse Mennesker herskede der en stiltiende streng Æreslov, for hvis Overtrædelse Døden straks fulgte som Straf. Alle Bestræbelser burde nu rettes paa at finde Sekretæren Stangerson samt paa at faa Oplysning om den myrdedes tidligere Liv og Forbindelser. Een vigtig Oplysning havde man allerede forskaffet sig, idet man havde faaet at vide, i hvilket Pensionat han havde opholdt sig — et Resultat, der udelukkende kunde tilskrives den bekendte Opdager Mr. Gregsons Skarpsindighed og Energi.
Sherlock Holmes og jeg læste disse Artikler igennem, medens vi sad ved Frokosten, og de lod til at volde ham umaadelig Fornøjelse.
»Ja, jeg sagde Dem det jo i Forvejen, at hvad der saa end skete, saa skulde Lestrade og Gfregson nok faa Æren derfor.«
»Ja, det kommer dog vel an paa, hvorledes Udfaldet bliver.«
»Aah, Gud velsigne Dem! Nej, det har saamænd ikke det mindste at sige. Bliver Manden nappet, saa er det sket paa Grund af deres Anstrengelser, og undslipper han, saa bliver det til Trods for deres Bestræbelser. Hvad de saa end gør, vil de dog altid beholde deres trofaste Beundrere. »Un sot trouve toujours un plus sot qui l'admire.« (En Taabe finder altid en større Taabe, der kan beundre ham.)
»Hvad i al Verden er dog dette her?« udbrød jeg; thi i det samme hørtes der Klapren af mange Fodtrin nede i Korridoren og op ad Trapperne, ledsaget af meget lydelige Mishagsytringer fra vor Værtinde.
»Det er Baker Street Afdelingen af Politiets Opdager-Korps«, sagde min Kammerat alvorlig, og idet han talte, kom en halv Snes af de mest snavsede og lasede Gadedrenge, jeg nogen Sinde har set, ind i Værelset.
»Træd an!« raabte Sherlock Holmes i en meget bydende Tone, og de ti snavsede Smaaslyngler stillede sig i en snorlige Række og blev staaende saa stille som Statuer. »For Fremtiden maa I sende Wiggins alene op for at aflægge Rapport, og Resten maa imens vente nede paa Gaden. Naa — har i fundet det, Wiggins?«
»Nej, vi har ikke, Sir«, sagde den ene af de haabefulde Ynglinge.
»Ja, det havde jeg nu heller ikke ventet; men nu maa I blive ved at hænge i, indtil I faar noget ud af det. Her har I Eders Løn,« dermed rakte han hver af dem en Shilling. »Naa, stik saa af med jer, og kom med bedre Besked næste Gang.«
Han vinkede med Haanden, og de hoppede og tumlede ned ad Trapperne ligesom en Flok Rotter. Et Øjeblik efter hørte vi deres skingrende Stemmer nede paa Gaden.
»Der er mere Hytte i saadan en lille Tiggerunge end i et helt Dusin store, tunge Betjente,« bemærkede Holmes. »Det blotte Syn af en Politiuniform stopper Munden paa de fleste Mennesker; men disse her smaa Tyveknægte borer sig ind alle vegne og hører alt muligt, og saa er de lige saa drevne som en gammel Smugler, det eneste, de mangler, er Organisation«.
»Er det i Brixton Road Sagen, De har sat dem i Bevægelse?« spurgte jeg.
»Ja, der er et enkelt Punkt, som jeg skal have opklaret, og det er kun et Tidsspørgsmaal, naar de faar Besked om det. Naada! Nu skal vi ellers høre Nyt! Der kommer Gregson gaaende ned ad Gaden med en forfærdelig vigtig Mine. Han skal naturligvis herind! — Ja, det tænkte jeg nok. Der har vi ham!«
Der hørtes en meget stærk Ringen paa Klokken, og nogle faa Sekunder efter kom den lyshaarede Opdager op ad Trappen med tre Trin ad Gangen og styrtede ind i vor Dagligstue.
»Kære Mr. Holmes!« udbrød han og trykkede Holmes' fremrakte Haand, »gratuler mig, jeg har nu faaet hele Sagen fuldstændig opklaret.«
Det forekom mig, at der gled ligesom en Skygge af Ængstelse over min Kammerats udtryksfulde Ansigt.
»Mener De, at De er kommen paa det rigtige Spor?« spurgte kan.
»Det rigtige Spor! Nej, ved De, hvad vi har, Sir? vi har den rigtige Mand under Laas og Lukke«.
»Og hans Navn er?«
»Hans Navn er Arthur Charpentier, Underløjtnant paa hendes Majestæts Flaade!« udbrød Gregson pompøst, idet han gned sine fede Hænder og derefter slog sig for Brystet.
Der undslap Sherlock Holmes et Lettelsens Suk, og han begyndte at smile.
»Værs'god og tag Dem en Stol og prøv en af disse Cigarer,« sagde han, »vi er meget nysgerrige efter at vide, hvorledes De er kommen efter det. Vil De ikke have noget Whisky og Vand?«
»Nej, jeg tror ikke, det gaar an,« svarede Opdageren, »de frygtelige Anstrengelser, som jeg har maattet udfolde de sidste Par Dage, har fuldstændig udmattet mig. Det er ikke saa meget den legemlige Anstrengelse, forstaar De, som Tankearbejdet. Det kan De nok sætte Dem ind i, Mr. Sherlock Holmes, for vi arbejder jo begge to med Hjernen.«
»Aah, De gør mig altfor megen Ære,« sagde Holmes højtidelig. »Men lad os høre, hvorledes De er kommen til dette tilfredsstillende Resultat?«
Opdageren satte sig tilrette i en Lænestol og begyndte velbehagelig at udsende Røgskyer fra Cigaren; men saa paa een Gang brød han ud i en skadefro Latter.
»Det grinagtigste af det hele er, udbrød han, »at det Fæ til Lestrade, der mener om sig selv, at han er saa Fandens snu, er slaaet ind paa et rent forkert Spor. Han er efter Sekretæren Stangerson, som ikke har mere med det hele at gøre end det Barn, der blev født i Gaar. Jeg tvivler ikke et Øjeblik om, at han nu allerede har nappet ham.«
Denne Tanke gottede Gregson i den Grad, at han igen var nær ved at dø af Latter.
»Naa, og hvorledes kom De saa paa det rette Spor?«
»Jo, nu skal De bare høre; jeg har ikke noget imod at fortælle Dem det; men det følger af sig selv, at det bliver imellem os tre. Den første Vanskelighed, vi havde at overvinde, var at udfinde Amerikanerens Forhistorie. Der var naturligvis dem, der vilde have ventet til deres Avertissementer blev besvarede, eller til der af sig selv meldte sig Mennesker, som var villige til at afgive Forklaring; men det er nu ikke Tobias Gregsons Maade at tage saadan en Sag paa. De husker vel nok Hatten, der stod ved Siden af den døde?«
»Jo, vist husker jeg den,« sagde Holmes; »den var fra John Underwood & Søn, Camberwell Road 129.«
Gregson saa helt modfalden ud.
»Det er aldrig faldet mig ind, at De lagde Mærke til det,« sagde han. »Har De været der henne?«
»Nej.«
»Ikke!« udbrød Gregson i en lettet Tone; man skal ellers aldrig undlade at benytte sig af nogen Chance, selv om den kan synes nok saa lille.«
»Nej, for de store Aander er jo intet smaat,« bemærkede Holmes med næsten umærkelig Spot.
»Naa — jeg gik altsaa straks hen til Underwood og spurgte ham, om han havde solgt en Hat af den og den Størrelse og det og det Udseende. Han saa sine Bøger igennem og traf ogsaa snart paa det. Han havde sendt Hatten til en Mr. Drebber, der den Gang boede i Madame Charpentiers Pensionat, Torquay Terrace. Se, saaledes fik jeg fat i hans Adresse.«
»Snildt — meget snildt!« mumlede Sherlock Holmes.
»Dernæst begav jeg mig hen til Madame Charpentier,« fortsatte Opdageren. »Jeg lagde straks Mærke til, at hun var meget bleg og bedrøvet. Hendes Datter befandt sig ogsaa i Værelset — en usædvanlig smuk Pige for Resten, hun saa ligeledes meget bedrøvet ud, hendes Øjne var ganske forgrædte, og hendes Læber dirrede, da jeg begyndte at tale til hende. Dette undgik naturligvis ikke min Opmærksomhed, og jeg begyndte at ane, at her var Ugler i Mosen. De kender nok den Følelse, man har, naar man kommer ind paa det rigtige Spor, Mr. Sherlock Holmes — ligesom en Kildren gennem alle Nerver. »Har De hørt om Deres sidste Logerendes, Mr. Enoch J. Drebbers gaadefulde Død?« spurgte jeg uden nogen Indledning.
Moderen nikkede; det saa ud, som om hun ikke var i Stand til at faa et eneste hørligt Ord frem. Datteren brast i Graad, og nu var jeg end mere vis paa, at disse Mennesker kendte noget til Sagen.«
Hvad var Klokken omtrent, da Mr. Drebber forlod Dem for at køre til Stationen?« spurgte jeg.
»Den var bestemt otte,« svarede hun, idet hun gispede for at tvinge Graaden tilbage. »Hans Sekretær, Mr. Stangerson, sagde, at der gik to Tog — et Kl. 9.15 og et andet Kl. 11, og saa bestemte han sig til at tage med det første.«
»Og var det saa det allersidste, De saa til ham?«
»Konens Ansigt undergik en frygtelig Forvandling, da jeg gjorde hende dette Spøgsmaal, det blev helt askegraat, og det varede nogle Sekunder, før hun kunde faa Svaret frem, og det var endda kun det ene Ord »Ja«, som hun fremtvang i en hæs, unaturlig Tone.«
»Nu blev der en trykkende Tavshed i nogle Øjeblikke, indtil Datteren tog Ordet og med rolig, klar Stemme sagde:
»Der kan aldrig komme noget godt ud af at give en saadan falsk Forklaring, Moder; lad os tale aabent og ærligt til denne Herre; vi saa jo Mr. Drebber igen.«
»Aah, Gud forlade Dig, hvad er det, Du har gjort!« udbrød Madame Charpentier, idet hun slog Hænderne sammen og sank tilbage i Stolen — »nu har Du jo taget Livet af din gode Broder!«
»Arthur vil dog hellere dø end have, at vi skal sige Usandhed,« svarede den unge Pige med Fasthed.
»Ja, nu gør De bedst i at komme frem med hele Sandheden,« sagde jeg, »halv Fortrolighed er værre end slet ikke. Desuden ved De jo slet ikke, hvor meget vi kender af Sagen.«
»Det kommer over dit Hoved, Alice!« raabte Moderen; derefter vendte hun sig til mig og sagde: »Nu skal jeg fortælle Dem det altsammen, Sir. De maa endelig ikke tro, at min store Sindsbevægelse og Skræk for at faa min Søn indblandet i denne Sag skriver sig fra, at jeg er bange for, at han skulde have haft noget at gøre med det skrækkelige Mord; nej, det er han fuldstændig uskyldig i. Det, jeg er saa angest for, er, at han i Deres og i andres Øjne skulde komme til at se ud, som skyldig. Men skyldig kan han ikke være, det er umuligt; baade hans prægtige Karakter, hans Livsstilling, hans tidligere Opførsel — alt, forbyder det.«
»Ja, De gør i alle Tilfælder bedst i at komme frem med alt det, De ved,« svarede jeg, »og De kan stole paa, at hvis Deres Søn er uskyldig, saa vil han heller ikke komme i nogen Forlegenhed.«
»Saa er det vidst bedst, at Du gaar ud og lader os være ene to, Alice,« sagde Moderen, hvorpaa Datteren trak sig tilbage. »Nu Sir,« sagde hun, da vi var bleven ene, »jeg havde slet ikke haft i Sinde at fortælle Dem alt dette; men efter som min stakkels Datter har røbet det, saa er jeg jo nødt til det. Og da jeg nu engang har besluttet mig til at aabenbare Dem det, vil jeg heller ikke fortie en eneste Omstændighed.«
»Det er ogsaa det klogeste for Dem,« sagde jeg.
»Mr. Drebber har boet hos os i omtrent tre Uger; han og hans Sekretær, Mr. Stangerson, havde før de kom hertil, rejst omkring i det øvrige Europa; jeg lagde saaledes Mærke til, at der paa en af deres Kufferter sad en Seddel med Navnet »København« paa, og paa en anden stod der »Dresden«. Stangerson var en stille, tilbageholden Herre; men Mr. Drebber var desværre alt andet; han var meget raa i sine Manerer og brutal i sin Opførsel. Samme Aften, han kom hertil, blev han helt beruset, og under Resten af sit Ophold her var han meget sjælden ædru efter Kl. 12 om Formiddagen. Hans Optræden over for Tjenestepigerne var altid meget fri, ja, jeg kan godt sige upassende, og det værste af det hele var, at han ogsaa snart viste sig paa samme Maade over for min Datter, Alice. Han tiltalte hende meget ofte paa en Maade, som hun heldigvis er for uskyldig til at forstaa, og en Gang greb han endogsaa fat i hende og vilde omfavne hende — en Raahed, der fik selv hans egen Sekretær til at træde op imod ham med Bebrejdelser og Dadel.«
»Men hvorfor fandt De Dem i alt det?« spurgte jeg, »De kan jo dog vel komme af med Deres Pensionærer, saa snart De selv ønsker det.«
Madame Charpentiere rødmede ved denne lidt nærgaaende Bemærkning. »Ja, aah Gud give at jeg havde skilt mig af med ham den første Dag, han kom,« sagde hun; »men Fristelsen til at beholde dem var saa stor, for de betalte et Pund om Dagen for deres Ophold — fjorten Pund om Ugen, og det var netop i den allersløjeste Tid, de kom. Jeg er Enke, maa De huske paa, og min Dreng, som har gaaet Kadetskolen igennem, har kostet mig meget, derfor vilde jeg nødig undvære disse Penge. Jeg handlede efter min bedste Overbevisning; men til sidst blev det mig dog for meget, og da han havde opført sig over for min Datter, saaledes som jeg har fortalt Dem, sagde jeg ham op. Det var Grunden til, at han skulde rejse.«
»Nu — og saa videre.«
»Det var med et let Hjerte, jeg saa ham køre bort. Min Søn har netop Orlov for Tiden; men jeg havde ikke sagt ham et Ord om dette, for han er meget hidsig af Naturen, og han holder saa ubeskrivelig meget af sin Søster. Da jeg lukkede Døren efter dem, var det, som om der faldt en Sten fra mit Hjerte! men ak! der var neppe gaaet en Time, før det ringede paa Klokken, og Tjenestepigen sagde, at Mr. Drebber var kommen tilbage. Han var meget ophidset og dertil tydelig beruset. Han brød halvt med Magt ind i Dagligstuen, hvor jeg sad med min Datter, og gjorde en eller anden menigsløs Bemærknig om, at han var kommen for sent til Toget. Derefter vendte han sig til Alice og foreslog hende i min Nærværelse, at hun skulde rejse bort med ham. »De er jo myndig,« sagde han, »saa der er ingen, der kan holde Dem tilbage. Jeg har Penge nok, saa De skal faa det meget bedre, end De har det herhjemme, bryd Dem bare aldrig om den gamle Kælling der, men følg med mig lige straks, saa skal De komme til at leve som en Prinsesse.«
»Den stakkels Alice blev forfærdelig elendig ved dette her og vilde gaa ud for at slippe fri for ham; men han greb hende om Haandledet og forsøgte at trække hende med sig hen imod Døren, da begyndte jeg at skrige, og ved mit Skrig kom min Søn Arthur til. Hvad der nu skete, kan jeg ikke gøre Rede for, jeg hørte Eder og rasende Udbrud og derefter en forvirret Støj af Slagsmaal; men jeg var altfor forskrækket til at turde se op. Da der endelig blev mere Ro, og jeg dristede mig til at løfte Hovedet, saa jeg Arthur staa i Døren og svinge med en Stok, som han havde i Haanden. Med en hjertelig Latter sagde han: »Ja, nu tror jeg nok, at vi for Fremtiden vil faa Fred for den pæne Herre; men jeg vil dog gaa bag efter ham for at se, »hvad han nu vil foretage sig«. Med disse Ord tog han sin Hat og for af Sted ned ad Gaden. Næste Morgen var det, at vi hørte om Mr. Drebbers gaadefulde Død.« —
»Hele denne Redegørelse blev afgivet med mange Gisp og Pavser; flere Gange sænkede Madame Charpentier endogsaa Stemmen saa dybt, at jeg næppe kande høre, hvad hun sagde. Imidlertid nedskrev jeg alt, hvad hun havde meddelt, for at der ikke skulde finde nogen Misforstaaelse Sted.«
»Dette her er jo overmaade spændende,« sagde Sherlock Holmes med en dyb Gaben. — »Naa, hvad skete der saa videre?«
»Da Madam Charpentier havde endt sin Forklaring,« fortsatte Opdageren, »indsaa jeg straks, at hele Sagen nu drejede sig om et eneste Punkt. Jeg fæstede Blikket paa hende og det paa en Maade, som jeg altid har funden særdeles virksom, naar jeg havde med Kvinder at gøre, og spurgte hende saa, hvad Tid hendes Søn var kommen tilbage.«
»Det ved jeg ikke,« svarede hun.
»Hvad — ved De det ikke?«
»Nej, han har sin egen Smæklaasnøgle og lukker altid sig selv ind.«
»Var det efter, at De var gaaet i Seng?«
»Ja.«
»Hvornaar gik De i Seng?«
»Omtrent Kl. 11.«
»Saa var Deres Søn altsaa borte mindst i to Timer?«
»Ja.«
»Maaske i fire — fem?«
»Ja.«
»Hvad har han saa taget sig for i al den Tid?«
»Det ved jeg slet ikke,« sagde hun og blev aldeles dødbleg.
»Efter dette havde jeg naturligvis ikke mere at gøre der. Jeg skaffede mig Underretning om, hvor Løjtnant Charpentier var at finde, tog to Betjente med mig og arresterede ham. Da jeg lagde Haanden paa hans Skulder og befalede ham straks at følge med os, svarede han helt fræk: »Jeg antager, at De arresterer mig, fordi De tror, at jeg er meddelagtig i Mordet paa den Skurk til Drebber« — ja, saaledes sagde han. Vi havde ikke nævnt et Ord til ham om det, saa denne Hentydning lød jo rigtignok højst mistænkelig.«
»Ja, højst mistænkelig,« sagde Holmes.
»Han bar endnu den tunge Stok i Haanden, som hans Moder havde fortalt, at han havde med sig, da han fulgte efter Drebber, det var en svær Egeknippel.«
»Naa — men hvad er saa Deres Mening om det hele?«
»Min Mening er, at han har fulgt efter Drebber lige til Brixton Road, der har han indhentet ham, og de er straks kommen i Slagsmaal igen. Under dette har Drebber faaet et Slag af Knippelen paa et eller andet farligt Sted — i Hjertekulen f. Eks., og det har dræbt ham uden at efterlade noget Mærke. Natten var saa regnfuld, at der slet ingen var ude, og derfor har Charpentier uforstyrret kunnet trække sit Offer ind i det ubeboede Hus. Hvad Lyset angaar og Blodet og Skriften paa Væggen samt Ringen, saa er det ikke andet end lutter Kneb, der skulde tjene til at føre Politiet paa Vildspor.«
»Ja, det er godt udspekuleret,« sagde Sherlock Holmes i en opmuntrende Tone. »De har forbedret Dem storartet, Gregson, der kan blive en udmærket Opdager af Dem endnu.«
»Ja, jeg smigrer mig med, at jeg har skilt mig meget pænt ved dette her,« svarede Opdageren stolt. »Den unge Fyr prøvede rigtignok at binde mig noget paa Ærmet, han fortalte, at efter at han havde fulgt Drebber i nogen Tid, opdagede denne ham og tog en Cab for at slippe fra ham. Paa Hjemvejen mødte han saa en gammel Kammerat og gik en lang Tur med ham; men da jeg spurgte ham, hvor den Kammerat boede, kunde han ikke give mig noget tilfredsstillende Svar. Det forekommer mig, at alle disse Omstændigheder passer saa godt ind i hinanden, som man kan forlange, og hvad der morer mig allermest er, at Lestrade er slaaet ind paa et rent galt Spor. Jeg er bange for, at han ikke finder meget paa det. Men hvad er det? — Jo, saa min sandten! Naar man taler om Solen, saa skinner den; der har vi Manden selv!«
Det var ganske rigtig Lestrade, der var kommen op ad Trapperne, medens vi sad og talte, og som nu traadte ind i Værelset; men den Selvsikkerhed, der ellers prægede hele hans Væsen og Optræden, var helt borte. Hans Ansigt var uroligt og bekymret, og hans Klæder sad meget uordentlig paa ham. Han var øjensynlig kommen i den Hensigt at raadføre sig med Sherlock Holmes; thi da han saa sin Kollega, lod det til, at han blev meget forlegen og ærgerlig. Han blev staaende midt i Værelset og drejede paa Hatten uden at vide, hvad han skulde sige og gøre. »Dette her er et meget mærkeligt Tilfælde,« stammede han til sidst, — »og nu forstaar jeg ikke det bitterste af det hele.«
»Naa, saa det Resultat er De nu kommen til hvad Lestrade!« udbrød Gregson triumferende, »ja jeg tænkte jo nok, at det vilde blive Enden paa det. Naa, er det saa lykkedes Dem at finde Sekretæren Mr. Stangerson?«
»Sekretæren, Mr. Josef Stangerson,« sagde Lestrade meget alvorlig og højtidelig, »blev myrdet i Hallidays Hotel Garni Kl. 6 i Morges.«