En Studie i rødt/1/5
Femte Kapitel.
Vort Avertissement bringer en Gæst.
Vor Morgenudflugt havde været for meget for mit svage Helbred, og hele Eftermiddagen var jeg dødtræt. Efter at Holmes var gaaet til Koncert, lagde jeg mig paa Sofaen og søgte at faa mig et Par Timers Søvn, men forgæves. Mit Sind var blevet altfor ophidset ved alt det, jeg havde oplevet, og de underligste Fantasier og Formodninger spøgede i min Hjerne. Hver Gang jeg lukkede Øjnene, saa jeg for mig den myrdedes fortrukne, abelignende Ansigt, og saa uhyggeligt var det Indtryk, som dette Ansigt havde gjort paa mig, at jeg fandt det vanskeligt at føle andet end Taknemlighed mod ham, der havde befriet Verden for dets Ejermand. Hvis noget menneskeligt Ansigt har udtrykt Ondskab af den modbydeligste Art, saa gjorde Enoch J. Drebbers det visselig. Alligevel erkendte jeg, at der maatte kræves Retfærdighed, og at Offerets Nedrighed ikke var nogen Undskyldning i Lovens Øjne.
Jo mere, jeg tænkte over det, desto mærkeligere forekom mig min Ledsagers Hypothese, at Manden var bleven taget af Dage ved Gift. Jeg huskede jo nok, hvorledes han havde lugtet til hans Læber, og da havde han uden Tvivl mærket noget, der havde indgivet ham denne Tanke. Men paa den anden Side — var Manden ikke dræbt ved Gift, hvad havde da bevirket hans Død? Der var jo hverken Saar eller Tegn til Kvælning at se paa ham; dog — hvis Blod var saa det, der laa saa tykt paa Gulvet? Der var intet, som kunde tyde paa Kamp, og Offeret havde heller intet Vaaben, hvormed han havde kunnet saare sin Modstander. Saa længe alle disse Spørgsmaal endnu vare uløste, vilde det være vanskeligt at falde i Søvn, følte jeg, baade hvad mig selv og Holmes angik. Hans rolige selvtillidsfulde Miner sagde mig, at han allerede havde dannet sig en Teori, som forklarede alle Kendsgerningerne ved Mordet, men hvorledes denne Teori ellers var, havde jeg ikke Spor af Formodning om.
Det var meget sent, han kom hjem — saa sent, at jeg var vis paa, at Koncerten ikke havde kunnet opholde ham saa længe. Aftensmaden var allerede paa Bordet, da han traadte ind.
»Det var fortræffeligt,« sagde han, idet han satte sig ved Bordet. »Husker De, hvad Darwin siger om Musik? Han paastaar, at Evnen til at frembringe og nyde den har været til Stede hos Mennesket, endnu før Taleevnen har udviklet sig.«
»Det var ellers en temmelig dristig Ide,« bemærkede jeg.
»Ja, ens Ideer maa nu engang være lige saa dristige som Naturen, naar de skal forklare Naturen,« svarede han. »Men hvad er der i Vejen med Dem? De ser jo ikke ud, som De plejer — er det denne Brixton Road Affære, der har taget saa stærkt paa Dem?«
»Ja, det er, naar jeg skal være ganske ærlig,« sagde jeg, »skønt efter mine afghanske Erfaringer burde jeg jo rigtignok være mere hærdet mod den Slags Anfald. Jeg saa dog ved Maiwand mine Kammerater blive huggede i Smaastykker, uden at det tog meget paa mine Nerver.«
»Ja, jeg forstaar nok, hvorledes det hænger sammen; her er noget gaadefuldt bag ved, som ophidser Fantasien — hvor der ingen Fantasi er, der er heller ingen Rædsel. Har De set Aftenaviserne?«
»Hvorfor?«
»Se engang dette Avertissement,« svarede han. »Jeg sendte straks et ligelydende til alle Bladene i Formiddags, umiddelbart efter at vi havde været i Brixton Road.«
Han kastede Avisen over til mig, og jeg saa efter paa det Sted, hvor han havde peget. Det var den allerøverste Bekendtgørelse i Spalten med »Fundne Sager«. »I Brixton Road,« stod der, »er der i Morges funden en glat Vielsesring paa Strækningen mellem Værtshuset »Hvide Hjerte« og Holland Grove; Ejeren behage at henvende sig til Dr. Watson, 221 B, Baker Street, mellem Kl. 8 og 9 i Aften.«
»De undskylder nok, at jeg har taget mig den Frihed at benytte mig af Deres Navn,« sagde han. »Hvis jeg brugte mit eget, er jeg bange for, at nogle af disse Kvæghoveder vilde genkende det og faa Lyst til at blande sig i Sagen.«
»Det er mig en stor Fornøjelse at kunne være Dem til Nytte,« sagde jeg; »men sæt nu, at der kommer nogen efter Ringen? — jeg har jo ingen Ring.«
»Jo, vist har De saa,« sagde han og rakte mig en. »Denne her kan godt gælde for den rigtige, den er næsten Magen til den anden.«
»Men hvem tror De nu vil lade sig lokke herhid af dette Avertissement?«
»Nu — Manden i den brune Kappe, vor rødmossede Ven med de firkantede Støvlenæser, og kommer han ikke selv, vil han nok sende en af sine fortrolige.«
»Tror De ikke, han vil anse det for altfor farligt?«
»Nej, paa ingen Maade; dersom mit Syn paa Sagen er korrekt, og det har jeg al mulig Grund til at tro, da vil Manden hellere vove alt, hvad det saa skal være, end miste Ringen. Efter hvad jeg antager, har han tabt den, medens han stod og bøjede sig over Drebbers Lig, og har ikke savnet den straks. Men efter at han har forladt Huset, har han opdaget, at den var borte, og har saa skyndt sig tilbage, men allerede fundet Politiet i Besiddelse af Huset paa Grund af hans egen Dumhed at lade Lyset staa og brænde i Vinduet. Han maatte da spille døddrukken for at bortlede den Mistanke, der ellers vilde opstaa ved hans Nærværelse ved Laagen. Sæt nu Dem selv i denne Mands Sted. Efter senere at have tænkt over Sagen, maa det jo være faldet ham ind, at der var Mulighed for, han havde tabt Ringen paa Vejen efter at have forladt Huset. Hvad vil han saa gøre? Naturligvis meget ivrig se efter i Aftenbladene i det Haab at træffe den der mellem de fundne Sager. Hans Øjne vil da falde paa min Bekendtgørelse; han vil blive umaadelig glad, og hvorfor skulde han frygte for en Fælde? Set fra hans Standpunkt, vil der jo ikke være nogen Grund til at antage, at Ringens Fund staar i nogen som helst Forbindelse med Politiet. De skal faa at se, han kommer nok — han vil være her, inden der er gaaet en Time.«
»Og saa?« spurgte jeg.
»Saa skal De blot overlade ham til mig. Har De nogen Vaaben?«
»Ja, jeg har min gamle Felt-Revolver og nogle faa Patroner.«
»Saa gør De bedst i at rense den og lade den. Han vil blive bragt til Fortvivlelse, og skøndt jeg vel tager ham uforberedt, er det dog bedst at være belavet paa alt muligt.«
Jeg gik ind i mit Soveværelse og fulgte hans Raad med Hensyn til Revolveren. Da jeg kom tilbage med den, var der bleven taget af Bordet, og Holmes var optaget af sin Yndlingsbeskæftigelse at gnide paa Violinen.
»Det trækker sammen til en Afgørelse,« sagde han, da jeg traadte ind; »jeg har lige nu faaet Svar paa mit Telegram til Amerika. Mit Syn paa Sagen er fuldstændig rigtigt.«
»Og det er?« spurgte jeg ivrig.
»Den E-Streng springer snart,« bemærkede han. »Stik nu Pistolen i Lommen, og naar Fyren kommer, saa tal til ham saa ligegyldig, De kan. Overlad Resten til mig og gør ham blot ikke mistænksom ved at se for stift paa ham.«
»Ja, nu er Klokken otte,« sagde jeg og saa paa mit Uhr.
»Det vil vist heller ikke vare mange Minutter før Manden er her. Lad os faa Døren aabnet paa Klem og faa Nøglen sat indvendig, Tak skal De have, Nu husker De nok — naa, der har vi nok vor Mand, antager jeg.«
Der hørtes en skarp Ringen paa Klokken; Sherlock Holmes rejste sig lydløst og flyttede sin Stol hen i Nærheden af Døren, vi hørte Tjenestepigen gaa igennem Korridoren og Laasens Klikken, idet hun aabnede Gadedøren.
»Er det her Dr. Watson bor?« lød det fra en noget hæs Røst. Vi kunde ikke høre Tjenestepigens Svar, men Døren blev lukket, og der var nogen, som begyndte at gaa op ad Trappen. Fodtrinene lød saa løjerlig ubestemte og famlende. Et skuffet og overrasket Udtryk gled over min Kammerats Ansigt, idet han lyttede. Trinene kom langsomt hen ad vor Korridor, og derefter hørtes en sagte Banken paa Døren.
»Kom ind!« raabte jeg.
I Stedet for Voldsmanden, som vi havde ventet at se, kom en meget gammel og rynket Kælling humpende ind i Værelset. Det lod til, at hun blev blændet ved det stærke Lys, hun pludselig kom ind til, og efter at have gjordt et Kniks for os blev hun staaende og blinkede med de hornagtige Øjne, medens hun med de svage rystende Fingre famlede omkring i sin Lomme. Jeg skottede hen til Sherlock Holmes — hans Ansigt havde antaget et saa forbavset Udtryk, at det var alt det, jeg kunde bare mig for at briste i Latter.
Kællingen trak en Aftenavis frem og pegede paa vort Avertissement. »Det er dette her, som jeg kommer for, go'e Herrer,« sagde hun og gjorde nok et Kniks. »En Guld-Vielsesring i Brixton Road. Den tilhører min Datter Sally, som blev gift for et Aars Tid siden, hendes Mand er Stewart paa en Amerikafarer, og det vilde blive en gal Historie for min Sally, om han kom hjem og saa, at hun havde forlist Ringen, for han er slem nok til dagligdags, men naar han har faaet lidt at drikke, er han helt desperat. Jeg skal sige Dem, hun gik i Cirkus i Aftes tilligemed —«
»Er det hendes Ring?« spurgte jeg hende.
»Aah, Gud være evig takket — ja, det er lige bestemt den!« udbrød den gamle. »Aah Gud, hvor Sally vil blive glad, naar jeg kommer hjem med den — jo, det er meget rigtig den.«
»Maa jeg bede om Deres Adresse?« spurgte jeg og tog min Blyant frem.«
»Duncan Street 13, Houndsditch; ja, det er en lang Vej herfra.«
»Brixton Road ligger jo slet ikke mellem nogen Cirkus og Houndsditch,« sagde Sherlock Holmes skarpt.
Kællingen drejede Ansigtet og saa vist paa ham med de smaa rødkantede Øjne. »Herren der bad jo om min Adresse,« sagde hun; »men Sally, hun bor i Mayfield Place Nr. 3, Peckham.«
»Og Deres Navn er?«
»Mit Navn er Sawyer — ja, det er saamænd; men hendes er Dennis, for hendes Mand hedder Tom Dennis, en rigtig nydelig og pæn Fyr er han saamænd, Tom, saa længe han er paa Søen, og der er ingen af Selskabets Stewarter, der er mere estimeret; men naar han kommer i Land — ja, det gi de Kvindfolk og saa den Whisky — dem kan han ikke holde sig fra, og —«
»Her er Deres Ring, Mrs. Sawyer,« afbrød jeg hende paa et Tegn fra min Kammeret: »det er jo temmelig sikkert, at den tilhører Deres Datter, og det glæder mig, at jeg har haft Lejlighed til at skaffe den til Veje igen.«
Med mange Velsignelser og Taknemlighedsytringer stak den gamle Ringen i Lommen og stavrede ned ad Trappen. I samme Øjeblik hun havde lukket Døren, sprang Sherlock Holmes op og styrtede ind i sit Værelse. Nogle faa Sekunder efter kom han tilbage, indhyllet i en lang Ulster og med Kraven oppe om Ørene. »Jeg følger efter hende,« sagde han hastig; »hun maa være en Medskyldig og vil kunne vise mig Vej til ham. Bliv her, til jeg kommer igen.«
Gadedøren var næppe slaaet i efter vor Gæst, før Holmes var nede ad Trapperne. Jeg gik hen til Vinduet og kunde herfra se hende stavre langsomt og besværligt af Sted paa Fortovet lige over for, medens hendes Forfølger fulgte hende i nogen Afstand. »Enten er hans Formodninger splittergale, eller ogsaa vil han nu blive ført lige ind i Mysteriet,« tænkte jeg ved mig selv. Han havde ikke behøvet at bede mig om at sidde oppe, til han kom hjem; thi jeg følte tydeligt, at der ikke kunde være Tale om nogen Søvn, før jeg havde faaet Resultaterne af hans Eventyr at vide.
Klokken var lige ved ni, da han tog af Sted. Jeg havde ingen Ide om, hvor længe det kunde vare før han kom igen, men jeg blev taalmodig siddende og røg af min Pibe, medens jeg — dog uden stort Udbytte — forsøgte at forkorte Tiden ved at kigge i en Bog. Klokken blev ti, og jeg hørte Pigen gaa op i Seng, — elleve, og vor Husholderskes mere værdige Trin lød forbi min Dør i samme Anledning. Den var lige ved tolv for jeg hørte den skarpe Lyd af Sherlock Holmes's Smæklaasnøgle. I samme Øjeblik, han traadte inden for Døren, kunde jeg se paa hans Ansigt, at han ikke havde haft Held med sig. Lystighed og Ærgrelse syntes at strides om Herredømmet i hans Ansigtsudtryk, indtil det første pludseligt fik Overhaand, og han brast i en hjertelig Latter.
»Jeg vilde ikke for alt i Verden have, at de andre Opdagere skulde, faa Nys om dette her,« udbrød han og lod sig falde ned i en Stol; »jeg har spottet saa meget over dem, at de aldrig vilde ophøre at rive mig dette i Næsen. Men heldigvis kan jeg tillade mig at le, fordi jeg ved, at jeg dog til sidst vil komme uden om dem i denne Kappestrid.«
»Hvad er der dog?« spurgte jeg.
»Ja, hvorfor skal jeg skjule det, selv om jeg er bleven holdt for Nar — nu skal De blot høre: Kællingen havde kun gaaet et lille Stykke, da hun begyndte at halte og vise alle mulige Tegn paa at være daarlig til Bens. Snart maatte hun staa helt stille, og da der kort efter kom en lukket Cab rullende forbi, raabte hun den an. Jeg sørgede for at komme saa nær hen til hende, som det gik an, for at høre Adressen; men det havde jeg slet ikke haft nødig; thi hun raabte den saa højt, at det godt kunde høres ovre ved den anden Side af Gaden. »Til Duncan Street Nr. 13, Houndsditch,« raabte hun. »Dette her begynder jo at se meget troværdigt ud,« tænkte jeg, og da hun var kommen godt til Sæde inden i, satte jeg mig til rette bag paa. Det er en Kunst, som enhver Opdager burde have Øvelse i. Naa, vi rullede da hastig af Sted og standsede ikke, før vi havde naaet den omtalte Gade.
Jeg hoppede af, før vi naaede Døren, og drev ned ad Fortovet paa en meget naturlig, ligegyldig Maade. Jeg saa Cab'en standse; Kusken sprang ned og jeg saa ham aabne Døren og staa og vente. Men der kom ingen ud. Da jeg naaede hen til ham, stod han aldeles rasende og ragede om i den tomme Vogn og gav sin Harme Luft i den smukkeste Samling Eder, jeg nogen Sinde har hørt. Men der var som sagt ikke mindste Spor af Passageren at opdage, og jeg er bange for, at det vil vare en god Tid, før han faar sit Tilgodehavende. Da vi hørte ind i Nr. 13, fik vi at vide, at Huset tilhørte en meget respektabel Papirhandler ved Navn Keswick, og at man ikke kendte det mindste til nogen af Navnet Sawyer eller Dennis.«
»Det er da vel ikke saaledes at forstaa,« udbrød jeg i stor Forbavselse, »at den gamle affældige Kælling har været i Stand til at springe ud af Cab'en, medens den var i fuld Fart, og det uden at De eller Kusken har set det mindste til det?«
»Gammel Kælling — ja, gid Fanden havde det!« sagde Sherlock Holmes arrigt. »Det var os, der var gamle Kællinger, siden vi saaledes kunde lade os tage ved Næsen. Det maa have været en ung Mand — en ung behændig Fyr, og det tilmed en, der har kunnet spille brillant Komedie: thi hans Maske og hele Fremtræden var jo aldeles uigennemskuelig. Han har uden Tvivl opdaget, at han blev forfulgt, og har saa benyttet sig af dette Middel til at slippe fra mig. Dette viser imidlertid, at Manden, vi er paa Jagt efter, ikke er slet saa enlig, som jeg fra først af antog, men at han har Venner, der er rede til at vove en Del for ham. Naa — men De ser jo helt medtagen ud, Doktor, følg nu mit Raad, og gaa til Sengs.«
Jeg følte mig ganske vist meget træt, og derfor fulgte jeg hans Opfordring. Da jeg forlod Holmes, havde han sat sig magelig tilrette foran Kaminen, og til langt ud paa Natten, hørte jeg hans Violins dybe, melankolske Klagetoner. Jeg vidste da, at han endnu sad oppe og grublede over det sælsomme Problem, som han havde foresat sig at løse.