Drømmen
Drømmen.
(Efter Lord Byron.)
I.
Deelt er vort Liv; Søvn har sin egen Verden
Et Grændseskjel for slet benævnte Ting,
Tilvær og Død: Søvn har sin egen Verden,
Et udbredt Herredom af vildest Sandhed.
Livsaand besidde de henflagrende Drømme,
Med Taarer, Marter og et Skjær af Fryd,
En Steen de læsse paa de vaagne Tanker;
En Steen de lette fra det vaagne Slid.
De skille vores Væsen ad; de blive
Til Halvdeel af os selv og af vor Tid.
De bære Skin af Evigheds Herolder;
De fare hen, som det Henfarnes Aander,
Forkynde som Sybille det Ufødte.
Kraft eie de, ja over Fryd og Kummer
Et mægtigt Enevæld. Os skabe de
Til nye Væsner og til hvad de ville.
Med det Forgangnes Gjenfærd ryste de,
Med gamle Skyggers Rædsel. Siig hvordan?
Er ei alt Svundet Skygger? Hvad da de?
Mon Aandens Fostre? Aanden skabe kan
Livsvæsner og befolke med sin Kraft
Planeters Hær med lysere Legioner,
End nogen Tid var til. De blæse Liv og Aand
I Skikkelser, som overleve Kjødet.
Jeg gad gjenkalde Synet, jeg har drømt,
Muligt i Søvne; — thi een Tanke blot,
Een Slummertanke rummer Aar og Dag
Og størkner længste Liv til et Minut.
II.
Jeg saae to Væsner udi Ungdoms Farve.
De stode paa en Høi, en venlig Høi;
Jævnt hæved sig dens grønne Ryg, den slutted
Ret som et Forbjerg flere Bakkers Rad.
Ei Havets Bølger vaskede dens Fod,
Men kun et muntert Landskab. Korn og Skov
I Bølger gik. Adspredte vidt og bredt
Laae Gaard og Huus, og Røgens lette Krusen
Høit hæved sig fra Bondens Tag; men Høien
Var kronet med sit eget Diadem,
En rundtomløbende Ring af Stammer, skabt
Ei ved Naturens, men ved Kunstens Luner.
De To, en Jomfru og en Svend, beskued,
Den Ene Alting, som forneden laae,
Livsaligt som hun selv; han saae paa hende;
Og begge to var' unge — Een var deilig:
Og begge to var' unge — meer eller mindre.
Den søde Maane liig ved Himlens Raad
Var Pigen alt i Qvindevaarens Aften.
Han talte færre Somre; men hans Hjerte
Langt voxte fra hans Aar, og for hans Øie
Eet Ansigt blot var elskeligt i Verden;
Det skinned paa ham nu; derpaa han stirred
Saa fast, at ei det kunde meer forsvinde.
I hende blot han havde Liv og Aande;
Hun var hans Røst; ei talte han til hende.
Han skjalv paa hendes Tunge; hun var hans Syn
Hans Øie fulgte hendes; han saae med hendes;
Det gav hans Verden Farve. Han havde ophørt
I sig selv at leve; hun var alt hans Liv,
Var Oceanet for hans Tankestrøm
Og favned Alt. Ved en Berøring blot,
En Lyd fra hende bølged vildt hans Blod,
Brat skifted Kinden Farver. Ei hans Hjerte
Dog kjendte Grunden til hans Dødsensangst.
Men hun tog i hans Ømhed ingen Deel,
For ham var ikke hendes Suk. Han var for hende
Som Broder, — ikke meer; — dog det var meget;
Thi broderløs hun var. Kun Brodernavn
I barnligt Venskab hun ham havde skjenket;
Hun efterlodes som et eenligt Skud
Af en i Fortid hædret Slægt. Hiint Navn
Behaged ham og dog behaged ei. — Hvorfor? —
Tid lærte ham det mørke Svar, da hun
En Anden elsked — nu hun elsked alt;
Nu stod hun høit paa Bjergets Tind,
Og Blikket speided, om den Elsktes Ganger
Holdt Skridt med hendes Længselsuk og fløi.
III.
Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Det var et gammelt Huus og foran det,
Ved Muren, stod en Hest med Skabberak.
I et ældgammelt Oratorie stod
Den Svend, om hvem jeg talte. Han var ene,
Var bleg og spanked op og ned, og snart
Han satte sig og greb en Pen og ridsed
Ord, som jeg ei forstod, saa læned han
Det bøiede Hoved paa sin Haand, og rysted
Ret som i Krampedrag. Han reiste sig;
Med Tand og bævende Haand han sled itu,
Hvad skrevet var; men fælded ingen Taarer.
Og han tiltvang sig Ro og trak sit Øiebryn
Med Vold til et Slags Fred, og, som han sagtned,
Hans Sjæls Udkaarne træder til ham ind!
Men hun var mild, var smilende; skjøndt vel
Hun vidste, hun var elsket af ham, vidste —
Slig Kundskab kommer snart — hvordan hans Hjerte
Af hendes Skygge var formørket — saae,
Han var elendig; dog hun saae ei Alt.
Han reiste sig og med et koldt og hastigt Tryk
Greb hendes Haand; en Stund der paa hans Ansigt
En Tavle med usigelige Tanker
Stod malet og forsvandt, som den var kommet.
Han slap den Haand, han holdt. Med sene Skridt
Han trak sig bort; dog ei som til Farvel.
De skiltes med gjensidigt Smiil. Han gik
Ud af den gamle Halles tunge Port,
Steg paa sin Ganger og drog brat afsted;
Ei meer betraadte han den mosgraae Tærskel.
IV.
Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Til Mand var Svenden modnet. Vilden Ørk
I brændende Jordstrøg kaared han til Hjem.
Hans Sjæl drak Solens Glød, omleiret var han
Af sære, mørke Skikkelser, ei længer
Han ligned, hvad han var tilforn. Paa Hav
Og Land var han en Vandringsmand;
En Sværm af mangehaande Billeder
Liig Bølger vrimled paa mig ind; men han
Af alle var en Deel. Tilsidst han laae
Og hvilte sig fra Middags Lummerhede
Til Sengs imellem faldne Søiler, — i Ly
Af brustne Muur, der overleved Navnet
Af dem, der reiste den. Ved Leiets Brev
Kameler stod paa Græs, og ædle Hingste,
Fast bundne, ved en Kilde; men en Mand
I flagrende Klædebon holdt Vagt, imens
Hans Stammebrødre slumred rundt omkring,
Og over dem sig telted Himlens Blaae,
Saa skyfrit, klart og ubesmittet skjønt,
At Gud alene var tilsyns i Himlen.
V.
Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Hans Sjæls Udkaarne var en Andens Viv,
Ei elsket mere varmt. Fjerne i sit Hjem —
Vel tusind Miil fra hans — sin Fødestavn,
Hun sad i Kredsen af opvoxende Smaa,
Et deiligt Kuld af begge Kjøn. — Men see,
Paa hendes Ansigt stod et Kummers Præg,
Et bosat Skyggerids af Sjælens Kamp,
Og et uroligtsænket Øiekast;
Det tunge Laag med Taarer syntes kjæmpe.
Hvorfra slig Sorg? — Hun havde, hvad hun elsked
Og han, der hende tilbad, var der ei
At styre med sit onde Haab og Attraa,
Med slet fordulgte Qval den rene Sjæl;
Hvorfra slig Sorg? — Hun aldrig elsked ham,
Og gav ham aldrig Grund, at troe sig elsket.
Han var ei Deel af det, der hendes Sjæl
Bespændte, som Gjenfærd fra forgangne Tid.
VI.
Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Hjem Pillegrimmen kom; jeg saae ham staae
Foran et Altar med en venlig Brud.
Favrt hendes Ansigt var; dog var det ei
Hans Ungdoms Stjernelys. — Ret som han stod
For Altret, fløi hen over Øiets Bryn
Hiint gamle Syn — den vilde Nerverysten,
Som greb tilforn i den ældgamle Hal
Hans Bryst i al dets Eensomhed; — og nu,
Som paa hiin Dag, en Stund der paa hans Ansigt
En Tavle med usigelige Tanker
Stod malet og forsvandt, som den var kommet.
Nu stod han atter rolig; sagde frem
Vedtagen Eed; ei hørte han sit Ord;
Alt svingled med ham rundt. Han mægted ei
At see, hvad var og hvad der skulde været.
Den gamle Borg, den velbekjendte Hal,
De ham saa dybt indprentede Kamre, Stedet,
Ja Dagen, Timen, Solens Skin og Skyggen,
Alt, hvad der hørte til hiin Stund og Sted,
Og hun, der var hans Skjebne, kom igjen
Og trængte sig imellem ham og Lyset.
Hvad Ærind havde de paa slig en Tid?
VII.
Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Hans Sjæls Udkaarne — o! hvor dybt forandret!
Som ved en Sjælesygdom. Hendes Aand
Var vandret fra sin Bopæl; hendes Øie
Ei havde meer sin egen Glands; thi Blikket
Var ei af denne Verden. Hun var Dronning
I et phantastisk Land, og hendes Tanker
Var sær Formæling af de stridige Ting;
Og Syner, der ei fattes, ei berøres
Af Verdens Blik, de vare hendes Venner.
Sligt kalder Verden Afsind; men den Vise
I Aanden huser meget dybere Vanvid;
Thi frygtelig er Tungsindsblikkets Gave,
Hvad er det? uden Sandheds klare Fjernrør?
Som klæder Phantasiens Blændværk af,
Som bringer nær det splinternøgne Liv
Og gjør den kolde Sandhed altfor sand.
VIII.
Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Vor Pillegrim var ene som tilforn;
De Væsner, der omgave ham, forsvandt;
De førte med ham Krig. Han var et Maal
For Skræk og Livets Kornbrand, trindt beleiret
Af Had og Tvedragt; blandet var med Smerte
Alt, hvad man dækked for ham op; indtil
Han, liig den pontiske Monark i gammel Tid,
Holdt Livet op ved Gift. Kraftløs den var,
Den var ham et Slags Næring; fort han leved,
Trods det, der havde været Mangens Død.
Han gjorde Bjerget til sin Ven. For Stjernen,
For Universets travle Genius
Han førte frem sit Ord; de lærte ham
Naturmysteriernes sorte Kunst.
For ham laae Nattens Bog vidt slaget op,
Og Røster, fjernt fra Dybet, sløred af
Et Under og en Løndom. Saa det skee!
IX.
Min Drøm var endt: den vexled ikke meer.
Det var et sælsomt Syn, at Skjebnens Raad
Med disse tvende Væsner skulde skildres
Med Farver, tagne fra det vaagne Liv.
Den Enes Lod blev Vanvid; — Jammer Begges.