Doktor Moreaus Ø/20. Dyrefolkenes Tilbagefald
Tyvende Kapitel.
Dyrefolkenes Tilbagefald.
Paa denne Maade blev jeg en af Dyrefolkene paa Doktor Moreaus Ø. Da jeg vaagnede igen, var det mørkt rundt omkring mig. Min forbundne Arm gjorde ondt. Jeg satte mig over Ende uden i Begyndelsen rigtigt at vide, hvor jeg var. Jeg hørte Stemmer tale sammen udenfor. Derpaa saa jeg, at min Barrikade var forsvunden, og at der ikke længere var noget, der spærrede Aabningen til Hytten. Min Revolver var endnu i min Haand.
Jeg hørte noget drage Aande og saa noget krybe sammen tæt ved Siden af mig. Jeg holdt Vejret og søgte at skælne, hvad det var. Det begyndte at bevæge sig, langsomt men uden at standse. Derpaa gled noget Blødt, Varmt, Fugtigt henover min Haand.
Alle mine Muskler trak sig sammen. Jeg rev Haanden til mig. Jeg vilde udstøde et Rædselsskrig, men det kvaltes i min Strube. Saa kom jeg imidlertid til Forstaaelse af, hvad der var sket — akkurat saa meget, at jeg kunde standse min Finger, der allerede laa paa Revolverens Aftrækker.
"Hvem er det?" hviskede jeg hæst, stadig pegende med Revolveren henimod Væsenet.
"Mig, Herre."
"Hvem er du?"
"De siger, at der er ingen Herre nu. Men jeg ved det bedre, jeg ved det bedre. Jeg kastede Ligene i Vandet, o du som gaar ud i Søen — Ligene af dem, du dræbte. Jeg er din Slave, Herre."
"Var det dig, jeg mødte nede paa Stranden?" spurgte jeg.
"Det var mig, Herre."
Denne Skabning var mig øjensynligt tro, thi den kunde jo have overfaldet mig, medens jeg sov. "Det er godt," sagde jeg og strakte Haanden ud til et nyt slikkende Kys. Saa begyndte det at gaa op for mig, hvilken Gavn jeg kunde have af dens Nærværelse, og mit Mod steg. "Hvor er de Andre?" spurgte jeg.
"De er gale. De er Tosser," sagde Hunde-Manden. "De sidder nu histovre og taler sammen. De siger: "Herren er død; den Anden med Pisken er død. Han, som gik ud i Søen, er — hvad vi er. Vi har ingen Herre, ingen Piske. intet Smærtens Hus mere. Det er forbi. Vi elsker Loven, og vi vil holde den; men der er ingen Smærte, ingen Herre, ingen Piske mere i al Evighed." Saaledes taler de. Men jeg ved det bedre. Herre, jeg ved det bedre."
Jeg følte ud i Mørket og klappede Hunde-Manden paa Hovedet. "Det er godt," sagde jeg igen.
"Snart vil du dræbe dem alle," sagde Hunde-Manden.
"Snart," svarede jeg, "vil jeg dræbe dem alle — naar visse Dage er gaaede og visse Ting er hændte. Hver eneste af dem vil blive dræbt med Undtagelse af dem, som du mener bør skaanes."
"Hvem Herren ønsker at dræbe, ham dræber Herren," sagde Hunde-Manden i en vis tilfreds Tone.
"Og for at deres Synder kan forøges." sagde jeg, "saa lad dem leve i deres Daarskab, indtil Tidens Fylde kommer. Lad dem ikke faa at vide, at jeg er Herren."
"Hvad Herren vil, er det Rigtige," svarede Hunde-Manden med sit Hundeblods beredvillige Takt.
"Men een har syndet," sagde jeg. "Ham vil jeg dræbe, første Gang jeg træffer ham. Naar jeg siger til dig: "Ham er det," saa kast dig over ham. — Og nu vil jeg gaa hen til de Mænd og Kvinder, som er forsamlede."
Et Øjeblik blev Hyttens Døraabning formørket af Hunde-Manden, idet han traadte ud. Derpaa fulgte jeg efter og stod nu næsten paa det samme Sted, hvor jeg havde staaet, den Gang jeg hørte Moreau og hans Jagthund forfølge mig. Men nu var det Nat, hele den stinkende Kløft omkring mig var bælmørk, og udenfor den saa jeg ikke en grøn, sollys Skraaning, men et rødt Baal, foran hvilket skrutryggede, groteske Skikkelser bevægede sig hid og did. Længere borte stod Skovtykningen som en kompakt sort Masse, og Grenene, der dannede dens øverste Rand, saa ud som sorte Kniplingsfrynser. Maanen steg netop op over Kløftens Rand, og henover dens Skive bølgede, som en Skraabjælke over et Vaabenskjold, den Dampsøjle, der bestandig strømmede op fra Øens Fumaroler.
"Gaa ved Siden af mig," sagde jeg til Hunde-Manden, idet jeg samlede mit Mod, og Side om Side gik vi henad den smalle Sti, uden at tage synderlig Notits af de utydelige Skikkelser, som kiggede efter os ud fra Hytterne.
Ingen af dem, der sad omkring Baalet, gjorde Mine til at hilse mig. De Fleste af dem ignorerede mig paa en demonstrativ Maade. Jeg saa mig om efter Hyæne-Svine-Manden, men han var der ikke. I alt sad en Snes Stykker af Dyrefolkene paa Hug og stirrede ind i Baalet eller passiarede med hverandre.
"Han er død, han er død, Herren er død," lød Abe-Mandens Stemme til højre for mig. "Smærtens Hus — der gives ikke noget Smærtens Hus."
"Han er ikke død," sagde jeg med høj Røst. "Selv i dette Øjeblik iagttager han os."
Dette forbløffede dem. Tyve Par Øjne vendte sig imod mig.
"Smærtens Hus er forsvundet," sagde jeg. "Men det vil komme igen. I kan ikke se Herren. Men selv i dette Øjeblik lytter han histoppe."
"Det er sandt, det er sandt!" sagde Hunde-Manden.
Min Sikkerhed gjorde dem noget urolige. Et Dyr kan være baade glubskt og snedigt, men kun et rigtigt Menneske kan lyve. "Manden med den forbundne Arm fortæller en sælsom Ting," sagde en af Dyrefolkene.
"Jeg siger jer, at saadan er det," svarede jeg. "Herren og Smærtens Hus vil komme igen. Ve den, som bryder Loven!"
De saa nysgærrigt til hverandre. Med fremkunstlet Ligegyldighed begyndte jeg dovent at hakke i Jorden foran mig med min Økse. Jeg lagde Mærke til, at de betragtede de dybe Huller, som jeg huggede i Grønsværet.
Saa kom Satyren med en tvivlende Bemærkning; jeg svarede ham, hvorpaa et af de spættede Væsener gjorde Indvendinger, og en livlig Diskussion begyndte rundt om Baalet. Med hvert Minut følte jeg mere og mere, at jeg for Øjeblikket var i Sikkerhed. Jeg talte nu uden den Snappen efter Vejret, som skyldtes min stærke Spænding, og som i Begyndelsen havde generet mig. I Løbet af en Times Tid lykkedes det mig at overbevise adskillige af Dyrefolkene om Sandheden af, hvad jeg forsikrede, og gøre Størstedelen af de Øvrige tvivlraadige. Jeg holdt skarpt Udkig efter min Fjende Hyæne-Manden, men han viste sig ikke. Nu og da kunde en mistænkelig Bevægelse faa mig til at fare op, men min Tillidsfuldhed voksede hurtigt. Efterhaanden som Maanen begyndte at gaa ned, gav mine Tilhørere sig til at gabe — hvorved de viste de mærkværdigste Tænder i det hendøende Baals Skær — og een for een trak de sig tilbage til Hulerne i Kløften. Og jeg gik med dem, thi jeg frygtede Stilheden og Mørket og vidste, at jeg var sikrere, naar jeg var sammen med flere af dem, end med een enkelt.
Paa denne Maade begyndte den længste Del af mit Ophold paa Doktor Moreaus Ø. Men fra den Nat og indtil Enden kom, hændte der kun een Ting, som er værd at fortælle, iblandt en Mængde smaa, ubehagelige Oplevelser og en uafladelig, oprivende Uro. Jeg foretrækker derfor slet ikke at berette noget om dette Tidsrum, men kun fortælle denne ene Hovedbegivenhed i de ti Maaneder, jeg levede i fortroligt Samliv med disse halvt menneskelige Dyr. Der er meget, som er fast indprentet i min Erindring, og som jeg kunde nedskrive — Ting, som jeg med Glæde vilde give min højre Haand for at kunne glemme. Men de kan ikke hindre mig i at fortælle min Historie. Naar jeg nu ser tilbage paa hin Tid, undrer det mig, hvor hurtigt jeg vænnede mig til disse Uhyrers Skikke og genvandt min Tillidsfuldhed. Naturligvis havde jeg nogle Stridigheder med dem og kan endnu den Dag i Dag fremvise Mærker af deres Tænder, men de fik snart en gavnlig Respekt for min Behændighed i at kaste med Sten og for min Økses Hug. Og Hunde-Mandens Troskab var mig til uhyre Gavn. Det viste sig, at deres simple sociale Rangstige væsentligst var baseret paa Ævnen til at tilføje smærtelige Saar. Og jeg tør med Sandhed sige — uden Forfængelighed, haaber jeg — at jeg indtog en ret fremragende Stilling iblandt dem. Et Par af dem, hvem jeg under forskellige Stridigheder havde tilføjet temmelig drøje Skrammer, bar Nag til mig, men det gav sig hovedsageligt Luft bag min Ryg og i en sikker Afstand for mine Kastevaaben.
Hyæne-Manden undgik mig, og jeg var altid paa Udkig efter ham. Min uadskillelige Kammerat, Hunde-Manden, hadede og frygtede ham i højeste Grad, og jeg tror virkelig, at dette laa paa Bunden af Dyrets Hengivenhed for mig. Det blev mig hurtigt klart, at det nævnte Uhyre havde smagt Blod og havde fulgt Leopard-Mandens Eksempel. Han lavede sig et Leje et eller andet Sted i Skoven og levede i Ensomhed. Een Gang forsøgte jeg paa at overtale Dyrefolkene til at jage ham, men jeg havde ikke den fornødne Avtoritet til at faa dem til at arbejde sammen med et bestemt Formaal. Atter og atter søgte jeg at nærme mig hans Hule og overrumple ham, men han var mig altid for snild; han saa eller lugtede mig og slap bort. Men han gjorde til Gengæld hver Sti i Skoven farlig for mig og mine Venner med sine lumske Baghold. Hunde-Manden vovede næppe at vige fra min Side.
I den første Maaneds Tid var Dyrefolkene ret menneskelige, i Sammenligning med deres senere Tilstand, og jeg nærede endogsaa ret venlige Følelser for et Par af dem foruden min Hunde-Mand, eller kunde dog i det mindste finde mig i deres Selskab. Det lille blegrøde Dovendyr fattede en ejendommelig Hengivenhed for mig og fulgte mig, hvor jeg gik og stod. Abe-Manden derimod kedede mig. I Kraft af, at han ogsaa havde fem Fingre, gjorde han Fordring paa at være min Ligemand og pjattede bestandig det skamløseste Vrøvl til mig. Der var for Resten noget ved ham, som morede mig en Smule: han havde et fantastisk Greb paa at lave nye Ord. Jeg tror, han bildte sig ind, at det at fremplapre Ord uden Mening var den rette Maade at benytte sine Talegaver paa. Han kaldte det "store Tanker" til Forskel fra "smaa Tanker", hvorved han forstod Livets fornuftige dagligdags Interesser. Dersom jeg nogensinde gjorde en Bemærkning, som han ikke forstod, priste han den i høje Toner, bad mig gentage den, lærte den udenad og gik hen og fremsagde den — med et galt Ord hist og her — for alle de skikkeligere Dyrefolk. Hvad der var ligefremt og forstaaeligt, brød han sig ikke om. Jeg opfandt nogle højst mærkværdige "store Tanker" til hans specielle Brug. Nu er jeg af den Anskuelse, at han var den taabeligste Skabning, jeg nogensinde har truffet paa; han havde paa den vidunderligste Maade udviklet den særligt menneskelige Enfoldighed uden at miste den mindste Smule af en Abes naturlige Fjollethed.
Saaledes gik det, som sagt, i de første Uger af mit ensomme Liv blandt disse Dyr. I denne Tid overholdt de de Sædvaner, som Loven paabød, og opførte sig i det Hele taget passende. Een Gang fandt jeg endnu en sønderreven Kanin — jeg er sikker paa, at det var en Bedrift af Hyæne-Svinet — men det var ogsaa alt, hvad der hændte. Henimod Maj lagde jeg imidlertid for første Gang tydeligt Mærke til en stigende Forskel mellem deres Ord og deres Opførsel, en stigende Vanskelighed ved at frembringe artikulerede Lyde, en stigende Utilbøjelighed til at tale. Min Abe-Mands Pjatten blev vidtløftigere, men mindre og mindre forstaaelig og mere og mere abeagtig. Nogle af de andre syntes fuldstændigt at miste Talens Brug, skønt de den Gang endnu forstod, hvad jeg sagde til dem. Kan Læseren tænke sig et Sprog, der en Gang har været tydeligt og bestemt, blive udvisket og uklart, miste Form og Indhold og atter blive til meningsløse Lydkomplekser? Og det var forbunden med større og større Vanskelighed for dem at gaa i oprejst Stilling. Skønt de øjensynligt skammede sig over sig selv, greb jeg nu og da en eller anden af dem i at gaa paa Hænder og Fødder, fuldstændigt ude af Stand til igen at antage en menneskelig Holdning. De tog mere kejtet paa de Genstande, som de greb fat paa; at labe i Stedet for at drikke, at gnave i Stedet for at Spise blev Dag for Dag almindeligere. Jeg forstod tydeligere end nogensinde før, hvad Moreau havde sagt om, at "Dyret i dem var haardnakket". De faldt tilbage, og det meget hurtigt.
Nogle af dem — jeg lagde med en vis Forbavselse Mærke til, at alle de, der gik i Spidsen, var Kvinder — begyndte at ringeagte Paabuddet om Velanstændighed — for Størstedelen med fuldt Overlæg. Andre gjorde endogsaa offentlige Attentater paa det anerkendte Monogami. Det var tydeligt, at Lovens Tradition var ved at miste sin Kraft; men jeg vil ikke gaa nærmere ind paa dette ubehagelige Æmne. Min Hunde-Mand gled lidt efter lidt igen tilbage til at være Hund; Dag for Dag blev han mere stum, firbenet og lodden. Jeg lagde næppe Mærke til Overgangen, førend Kammeraten ved min højre Haand var bleven til en luskende Hund ved min Side. Efterhaanden som Skødesløsheden og Opløsningen greb om sig fra Dag til Dag, blev Hulerne, som aldrig havde været synderligt hyggelige, saa modbydelige, at jeg forlod dem, gik tværs Øen og byggede mig en Hytte af Grene iblandt de sværtede Ruiner af Moreaus Indhegning. Jeg vidste, at en Erindring om Smærte endnu gjorde, at man paa dette Sted var mest i Sikkerhed for Dyrefolkene.
Det vilde være umuligt at give en nøjagtig Beretning om hvert enkelt Stadium af disse Uhyrers Tilbagefald; at fortælle, hvordan deres Lighed med Mennesker Dag for Dag forsvandt; hvorledes de opgav at tilhylle og indsvøbe sig og tilsidst bortkastede hver eneste Pjalt Tøj; hvordan Haaret begyndte at gro paa de blottede Lemmer; hvordan deres Pander trak sig tilbage og deres Underansigter blev fremstaaende. Forandringen var langsom, men ustandselig. For dem selv saa vel som for mig foregik den uden bratte og overraskende Overgange. Jeg bevægede mig endnu i Sikkerhed iblandt dem, fordi intet Stød under deres Gliden nedad Skraaplanet havde antændt den voksende Ladning af dyriske Sprængstoffer, som Dag for Dag fordrev deres menneskelige Egenskaber.
Men jeg begyndte at frygte for, at Sprængningen nu maatte komme snart. Min St. Bernhardshund fulgte mig til Indhegningen, og dens Vagtsomhed gjorde det undertiden muligt for mig at faa en nogenlunde fredelig Søvn. Det lille blegrøde Dovendyr blev sky, forlod mig og krøb atter tilbage til sit naturlige Liv i Træernes Grene. Vi befandt os netop i den Tilstand af Ligevægt, som vilde herske i en af disse "lykkelige Familier", som Dyretæmmere fremviser i Bure, dersom Dyretæmmeren forlod det for bestandigt.
Naturligvis sank disse Væsener ikke ned til saadanne Dyr, som Læseren kan se i en enhver zoologisk Have — til almindelige Bjørne, Ulve. Tigere, Okser, Svin og Aber. Der var stadig noget ejendommeligt ved dem alle; i hver af dem havde Moreau blandet forskellige Dyr sammen; een var maaske væsentligst bjørneagtig, en anden væsentligst katteagtig, en tredje væsentligst okseagtig, men i dem alle var der indpodet noget af andre Skabninger, og Resultatet deraf var, at en Slags almindelig Dyriskhed kom til Syne gennem hver enkelts særlige Anlæg. Og endnu hændtes det nu og da, at jeg overraskedes ved at finde forsvindende Rester af Menneskelighed hos dem — for Eksempel en momentan Tilbagevenden af Taleævnen, en uventet Behændighed i Brugen af Forpoterne, eller et ynkeligt Forsøg paa at gaa oprejst.
Ogsaa jeg maa være undergaaet en sælsom Forandring. Mine Klæder hang om mig som gule Pjalter, gennem hvis Rifter den vejrbidte Hud viste sig. Mit Haar blev langt og forpjusket. Man har sagt mig, at mine Øjne den Dag i Dag er ejendommeligt skinnende og har et underligt hurtigt og rastløst Blik.
I Begyndelsen tilbragte jeg Dagen paa den sydlige Strand, spejdende efter et Skib — under Forhaabninger og Bønner om at faa et Skib at se. Jeg gjorde Regning paa, at den lille Skonnert "Lykken" vilde vende tilbage, naar Aaret var omme, men den kom aldrig. Fem Gange saa jeg Sejl og tre Gange Røg, men aldrig lagde et Skib bi ved Øen. Jeg havde bestandig et Baal parat, men dette er uden Tvivl bleven forklaret som et vulkansk Udbrud.
Først i September eller Oktober begyndte jeg at tænke paa at bygge en Flaade. Imidlertid var min Arm kommen sig, saa at jeg igen kunde bruge begge Hænder. I Begyndelsen blev jeg helt forskrækket over min egen Hjælpeløshed. Jeg havde aldrig i mit Liv givet mig af med Tømmerhaandværket eller lignende Arbejde, og jeg tilbragte mange Dage med at prøve paa at tilhugge og sammenbinde Træstammer. Reb havde jeg ingen af, og jeg kunde ikke finde noget, som kunde erstatte det; ingen af de talrige Slyngplanter syntes mig bøjelig eller stærk nok, og til Trods for alle de videnskabelige Brokker, jeg havde i mit Hoved, kunde jeg ikke hitte paa noget Middel til at gøre dem brugbare. Jeg tilbragte over fjorten Dage med at rode om mellem de sværtede Ruiner i Indhegningen og paa Strandbredden, hvor Baadene var blevne brændte, og søge efter Søm og andre Metalstumper, som kunde være mig til Nytte. Nu og da kom en eller anden af Dyrefolkene og gloede paa mig, men naar jeg kaldte paa dem, sprang de altid bort. Saa kom der en Periode med Tordenvejr og voldsomme Regnbyger, som i høj Grad sinkede mig i mit Arbejde, men endelig blev Flaaden da færdig.
Jeg var henrykt over den. Men med en vis Mangel paa praktisk Sans, som altid har været min Ulykke, havde jeg bygget den en Fjerdingvej eller mere fra Havet, og førend jeg havde faaet slæbt den ned til Stranden, var den gaaet i Stumper og Stykker. Maaske var det en Lykke for mig, at jeg ikke kom til at sætte den i Søen. Men den Gang følte jeg mig saa fortvivlet over dette fejlslagne Haab, at jeg i nogle Dage sad helt sløv paa Strandbredden, stirrede paa Vandet og tænkte paa at dø.
Men det var dog ikke min Hensigt at tage Livet af mig selv, og der hændte da ogsaa en Begivenhed, som paa en Maade, der ikke var til at misforstaa, advarede mig imod den Taabelighed at lade Dagene gaa saaledes — thi hver Dag voksede Faren for et Overfald fra Dyrenes Side. Jeg laa en Dag i Skyggen af Indhegningens Mur og stirrede ud over Havet, da jeg med eet foer op ved at føle noget Koldt røre ved min Hæl; jeg drejede mig om og opdagede det lille blegrøde Dovendyr, som med plirende Øjne saa mig ind i Ansigtet. Det lille Væsen havde for længe siden mistet Taleævnen og de hurtige Bevægelser, dets stride Haarvækst blev Dag for Dag tættere og dets stumpede Kløer skævere. Da det saa, at det havde vakt min Opmærksomhed, udstødte det en stønnende Lyd, gik et lille Stykke Vej henimod Buskadset og skottede saa tilbage til mig.
Straks forstod jeg ikke dets Mening, men lidt efter faldt det mig ind, at det vilde have, at jeg skulde følge efter det, og dette gjorde jeg da ogsaa tilsidst — langsomt, thi Vejret var varmt. Da Dyret naaede Træerne, krøb det op i dem, thi det havde lettere ved at bevæge sig blandt de svajende Slyngplanter end paa Jorden.
Paa et Sted, hvor Græsset var nedtrampet, fik jeg pludselig Øje paa en uhyggelig Gruppe. Min St. Bernhardshund laa død paa Jorden, og tæt ved dens Lig sad Hyæne-Svinet sammenkrøben, flængede med sine vanskabte Kløer i det bævrende Kød, gnavede af det og snærrede af Henrykkelse. Da jeg traadte nærmere, hævede Uhyret sine funklende Øjne op mod mine, dets Læber trak sig dirrende tilbage og blottede dets blodige Tænder, og det knurrede truende. Det var ikke bange, skammede sig heller ikke; det sidste Spor af Menneskelighed var forsvundet. Jeg gik endnu et Skridt frem, standsede, og trak min Revolver op af Lommen. Endelig stod jeg Ansigt til Ansigt med min Fjende.
Dyret syntes ikke at tænke paa Flugt. Det lagde Ørene tilbage, rejste Børster og krøb sammen. Jeg sigtede imellem dets Øjne og fyrede. Men i samme Øjeblik sprang det lige løs paa mig og væltede mig over Ende som en Kegle. Det greb fat i mig med sin vanskabte Haand og slog mig i Ansigtet. I sit Spring faldt det ovenpaa mig, saa at jeg kom til at ligge under dets Bagkrop, men heldigvis havde jeg ramt, hvor jeg sigtede, og det døde næsten øjeblikkeligt. Jeg krøb frem under dets modbydelige Krop, rejste mig skælvende og stirrede paa Uhyret, der vred sig i Dødskampen. Nu var i det mindste den Fare overstaaet. Men jeg vidste helt vel, at dette kun var det første af en Række Tilbagefald, som før eller senere maatte komme.
Jeg brændte begge Ligene paa et Baal at Kvas. Jeg indsaa nu aldeles tydeligt, at hvis jeg ikke forlod Øen, var min Død kun et Tidsspørgsmaal. Det var nu kommen saa vidt, at Dyrene, med Undtagelse af eet eller to, havde forladt Kløften og lavet sig Lejer, hvert efter sin Lyst, rundt om i Øens Buskadser. Kun faa af dem strejfede omkring om Dagen; de Fleste sov, og en Nyankommen kunde have troet, at Øen var øde; men om Natten genlød Luften af deres uhyggelige Skrig og Hyl. Jeg havde halvvejs i Sinde at foranstalte et almindeligt Blodbad imellem dem — sætte Fælder for dem eller gaa løs paa dem med min Kniv. Hvis jeg havde haft tilstrækkelig mange Patroner, vilde jeg ikke have tøvet med at begynde Jagten. Der kunde nu næppe være en Snes Stykker af de farlige Rovdyr tilbage; de Kækkeste af dem var allerede døde. Efter at min stakkels Hund, min sidste Ven, var bleven dræbt. optog ogsaa jeg til en vis Grad den Skik at sove om Dagen for at kunne være paa min Post om Natten. Jeg ombyggede min Hytte ved Indhegningens Mur og gjorde dens Aabning saa lille, at hvis nogen forsøgte paa at trænge derind, vilde det nødvendigvis gøre betydelig Støj. Dyrene havde ogsaa glemt Brugen af Ild, og deres fordums Frygt derfor var vaagnet igen. Jeg gav mig paany — og denne Gang med en næsten lidenskabelig Iver — til at hamre Pæle og Grene sammen til en Flaade, hvorpaa jeg kunde flygte.
Jeg havde tusind Vanskeligheder at overvinde. Jeg er overordentlig kejtet med mine Hænder, og i mine Skoledage var der ikke noget, der hed Sløjd, men paa en eller anden Maade lykkedes det mig tilsidst at tømre en klodset Flaade sammen, og denne Gang sørgede jeg for, at den var solid. Den eneste uoverstigelige Hindring var, at jeg ingen Beholder havde til det Drikkevand, som jeg nødvendigvis maatte medtage, dersom jeg begav mig ud paa dette ubefærdede Hav. Jeg tænkte paa at forsøge paa at lave mig et Lerkar, men jeg kunde intet Ler finde paa hele Øen. Jeg vandrede længe sløvt omkring paa Øen og stræbte af al Magt at finde en Udvej fra denne ene, sidste Vanskelighed. Stundom hengav jeg mig til vilde Udbrud af Raseri og huggede et eller andet ulykkeligt Træ til Splinter i min uudholdelige Ærgrelse. Men der faldt mig intet Middel ind.
Saa kom der tilsidst en Dag, en vidunderlig Dag, som jeg tilbragte i Henrykkelse. Jeg fik Øje paa et Sejl mod Sydvest — et lille Sejl, ligesom en lille Skonnerts — og øjeblikkeligt stak jeg Ild paa en stor Dynge Kvas, blev staaende ved Siden af og spejdede, til Trods for Baalets og Middagssolens Hede. Hele Dagen holdt jeg Øje med Sejlet uden at spise eller drikke, saa at det tilsidst svimlede for mig. Dyrene kom og gloede paa mig. syntes at undre sig, og gik bort igen. Fartøjet var endnu langt borte, da Aftenens Mørke opslugte det, men hele Natten arbejdede jeg med at holde Baalet i Brand, og Dyrenes forundrede Øjne skinnede ud fra Mørket. Ved Daggry var Sejlet kommen nærmere, og jeg kunde se, at det var en lille Baads snavsede, firkantede Sejl. Mine Øjne var saa trætte af at spejde, at mit Syn næsten svigtede mig. To Mænd sad i Bunden af Baaden, den ene i Boven og den anden ved Roret. Men Baaden sejlede saa løjerligt; den blev ikke holdt ordentligt op i Vinden, men girede og drev af.
Efterhaanden som det blev lysere, gav jeg mig til at vifte til dem med den sidste Pjalt af min Trøje; men de lagde ikke Mærke til mig og blev siddende med Ansigterne vendte mod hinanden. Jeg gik ud paa den yderste Spids af den lave Odde, gestikulerede og raabte. Der kom intet Svar; Baaden fortsatte sin meningsløse Kurs og nærmede sig Bugten langsomt, ganske langsomt. Pludselig fløj en stor, hvid Fugl op fra Baaden, men ingen af Mændene rørte sig eller syntes at lægge Mærke til den. Den kredsede rundt og kom saa svævende ind over mit Hoved med sine stærke Vinger udspredte.
Saa holdt jeg op med at raabe, satte mig ned ude paa Pynten, støttede Hovedet i Hænderne og stirrede. Langsomt, langsomt drev Baaden forbi mod Vest. Jeg kunde være svømmet ud til den, men en ubestemt, kold, navnløs Frygt holdt mig tilbage. Om Eftermiddagen førte Floden den ind paa Land, og den stødte paa Grund omtrent halvandet hundrede Alen Vest for Ruinerne af Indelukket.
Mændene i den var døde — havde været døde saa længe, at deres Lig faldt fra hinanden, da jeg væltede Baaden om paa Siden og trak dem ud. Den ene af dem havde rødt, purret Haar ligesom Skipperen paa "Lykken", og en snavset, hvid Nathue laa i Bunden af Baaden. Mens jeg stod ved Siden af Baaden, kom tre af Dyrefolkene luskende ud af Buskadset og snusede henimod mig. Jeg blev greben af en krampagtig Væmmelse. Jeg skød den lille Baad ud i Søen og klavrede om Bord i den. To af Dyrene var Ulve. og de nærmede sig med dirrende Næsebor og funklende Øjne; den tredje var den rædselsfulde, ubeskrivelige Blanding af Bjørn og Okse.
Da jeg saa dem liste sig henimod Resterne af de ulykkelige Mennesker, hørte dem snærre ad hverandre og øjnede deres skinnende Tænder, veg min Modbydelighed Pladsen for en vanvittig Rædsel. Jeg vendte Ryggen til dem, strøg Sejlet og begyndte at ro ud i rum Sø. Jeg kunde ikke overvinde mig til at se mig om.
Men jeg blev liggende Natten over mellem Revet og Øen, og næste Morgen sejlede jeg hen til Aaens Udløb og fyldte den tomme Tønde. som jeg fandt om Bord, med Drikkevand. Saa opbød jeg al min Taalmodighed, samlede en Mængde Frugter og jagede og dræbte to Kaniner med mine sidste tre Patroner. Medens jeg var sysselsat hermed, lod jeg Baaden ligge for Anker paa den indre Side af Revet af Frygt for Uhyrene.