Doktor Moreaus Ø/19. Alene blandt Dyrefolkene

V. Pios Boghandel København


Doktor Moreaus Ø.djvu Doktor Moreaus Ø.djvu/7 206-215

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Nittende Kapitel.
Alene blandt Dyrefolkene.


Frem fra Buskadset traadte tre af Dyrefolkene med deres krogede Skuldre, fremstrakte Hoveder. vanskabte, kejtede Hænder og spørgende, fjendtlige Øjne. De nærmede sig med tøvende Bevægelser.

Jeg vendte mig om mod disse Folk; det var at tage Kampen op med Skæbnen, ganske ene og med en brækket Arm. I min Lomme havde jeg en Revolver med tre tomme Kamre. Blandt Spaanerne, der var spredte over Stranden, laa de to Økser, hvormed Baadene var blevne huggede i Stykker. Bagved mig begyndte Flodbølgerne at rulle ind over Sandet.

En modig Optræden var min eneste Redning. Jeg saa de fremrykkende Uhyrer fast ind i Øjnene. De undgik mit Blik og snusede med dirrende Næsebor efter Ligene, der laa bagved mig paa Strandbredden. Jeg gik nogle faa Skridt tilbage, greb den blodplettede Pisk, som laa under Ulve-Mandens Legeme, og knaldede med den.

De standsede og gloede paa mig. "Hils," sagde jeg. "Bøj jer!"

De nølede. Den Ene gjorde Mine til at bøje Knæ. Med Hjærtet i Halsen gentog jeg min Befaling og traadte frem imod dem. En knælede, og derpaa de to andre.

Jeg drejede mig og gik henimod Ligene, idet jeg dog stadig holdt Ansigtet vendt mod de tre knælende Dyremennesker, ligesom en Skuespiller, der gaar henover Scenen med Ansigtet vendt mod Publikum.

"De har brudt Loven," sagde jeg og satte min Fod paa Lovsigemanden. "Derfor er de blevne dræbte. Selv Lovsigemanden. Selv den Anden med Pisken. Stor er Loven! Kom her og se."

"Ingen kan undslippe," sagde en af dem, idet han nærmede sig og betragtede Ligene.

"Ingen kan undslippe," svarede jeg. "Derfor hør og gør, som jeg byder." De rejste sig op og saa spørgende til hverandre.

"Bliv staaende der," sagde jeg.

Jeg tog Økserne, hængte dem i Bindet om min Arm, vendte Montgomery om, stak hans Revolver til mig — der var endnu to Skud i den — bøjede mig over ham for at lede og fandt et halvt Dusin Patroner i hans Lomme.

"Tag ham," sagde jeg, idet jeg rejste mig op igen og pegede paa ham med Pisken. "Tag ham. bær ham ud i Søen og kast ham i Vandet."

De nærmede sig, øjensynligt endnu bange for Montgomery, men mere bange for min knaldende, blodige Piskesnært, og efter nogen Famlen og Nølen, nogle Piskesmæld og Raab, løftede de ham varsomt, bar ham ned til Stranden og traadte plaskende ud i Havets blinkende Bølger. "Videre," sagde jeg, "videre! — Bær ham langt ud."

De vadede ud, indtil Vandet gik dem til Armhulerne; saa standsede de og saa paa mig. "Slip," sagde jeg, og Montgomerys Lig forsvandt med et Plask. Det var, ligesom om der var noget, der klemte mit Bryst sammen. "Godt!" sagde jeg med halvkvalt Stemme. og de skyndte sig frygtsomt tilbage til Stranden, efterladende lange Strimer i det sølvklare Vand. I Vandkanten standsede de, drejede sig om og gloede ud over Søen, som om de ventede, at Montgomery straks vilde stige op igen for at hævne sig.

"Nu dem," sagde jeg og pegede paa de andre Lig.

De tog sig vel i Agt for at komme i Nærheden af det Sted, hvor de havde kastet Montgomery i Vandet, men bar i Stedet derfor de fire døde Dyrefolk omtrent halvandet hundrede Alen langs med Strandbredden, førend de vadede ud og kastede dem i Søen.

Mens jeg holdt Øje med dem, da de bar M'lings lemlæstede Lig bort, hørte jeg lette Fodtrin bagved mig; jeg vendte mig hurtigt om og saa det store Hyæne-Svin omtrent en Snes Alen fra mig. Hans Hoved var bøjet, hans skinnende Øjne fæstede paa mig, og han havde knyttet sine vanskabte Hænder og holdt dem tæt ind til Kroppen. Da jeg vendte mig om, standsede han og blev staaende i en sammenkrøben Stilling med Blikket en Smule bortvendt.

Et Øjeblik stod vi saaledes Ansigt til Ansigt. Jeg lod Pisken falde og greb om Pistolen i min Lomme. Thi det var min Hensigt ved første gunstige Lejlighed at dræbe dette Dyr, det frygteligste af alle dem, der endnu var tilbage paa Øen. Maaske det ser ud som Forræderi, men det var alligevel min faste Beslutning. Jeg var langt mere bange for ham end for hvilkesomhelst andre to af Dyrefolkene. Hvis han beholdt Livet, vidste jeg, at mit Liv var truet.

Det tog mig vel en halv Snes Sekunder at fatte mig. Saa raabte jeg: "Hils! Bøj dig!"

Han viste Tænder og snærrede: "Hvem er du, at jeg skulde ...."

Jeg rev Revolveren op af Lommen, maaske med lidt for krampagtigt Hastværk, sigtede og fyrede hurtigt. Jeg hørte ham udstøde et Vræl, saa ham løbe til Siden og vende sig, vidste, at jeg havde skudt forbi, og spændte Hanen med min Tommelfinger for at fyre paany. Men han styrtede allerede af Sted, idet han sprang hid og did, og jeg vovede ikke at risikere et Fejlskud til. Hvert Øjeblik skottede han til mig over sin Skulder. Han løb i en skraa Retning opad Strandbredden og forsvandt i de tætte, bølgende Røgskyer, som stadig vældede ud fra det brændende Indelukke. I nogen Tid blev jeg staaende og stirrede efter ham. Saa vendte jeg mig igen til mine tre lydige Dyrefolk og gav dem Tegn til, at de skulde slippe det Lig, som de endnu stod og holdt paa. Derefter gik jeg tilbage til det Sted ved Baalet, hvor Ligene havde ligget, og sparkede Sand henover det, indtil alle de brune Blodpøle var opsugede og skjulte.

Med en Haandbevægelse sendte jeg mine tre Slaver bort og gik op over Strandbredden ind i Krattet. Jeg bar min Pistol i Haanden og Pisken tilligemed Økserne stukne ind i Bindet om min Arm. Jeg længtes efter at være alene for at tænke over den Stilling, hvori jeg nu befandt mig.

En frygtelig Omstændighed, som først netop begyndte at gaa op for mig, var, at paa hele Øen var der nu ikke et sikkert Sted, hvor jeg kunde være alene og trygt kunde hvile eller sove. Jeg havde samlet Kræfter i en forbavsende Grad siden min Ankomst til Øen, men jeg var endnu tilbøjelig til at blive nervøs og synke sammen under stærkt Tryk. Jeg følte, at jeg burde gaa tværs igennem Øen, sætte mig paa en god Fod med Dyrefolkene og sikre mig deres Tillid. Men Modet svigtede mig. jeg vendte tilbage til Stranden, drejede mod Øst forbi det brændende Indelukke og styrede Kaasen mod et Sted, hvor en lav Odde af Koralsand løb ud mod Revet. Her kunde jeg sætte mig ned og tænke, med Ryggen til Havet og Ansigtet vendt mod eventuelle Forsøg paa Overrumpling. Og der sad jeg med Hovedet støttet paa Knæene, mens Solen brændte paa min Isse, og Frygten voksede i mit Indre, mens jeg spekulerede paa, hvorledes jeg skulde opholde Livet, indtil Frelsens Time slog — hvis jeg da nogensinde blev frelst. Jeg søgte at overskue hele Situationen saa roligt jeg kunde, men det var umuligt at holde Sindsbevægelserne ude af Spillet.

Jeg begyndte at tænke paa Grunden til Montgomerys Fortvivlelse. "De forandrer sig nok," havde han sagt. "De forandrer sig ganske sikkert." Og Moreau — hvad var det, Moreau sagde? "Dyret i dem er haardnakket og vokser Dag for Dag frem igen ...." Saa faldt Hyæne-Svinet mig ind. Jeg følte mig overbevist om, at dersom jeg ikke dræbte dette Uhyre, vilde det dræbe mig .... Lovsigemanden var død — desværre! .... Og nu vidste de, at vi med Piskene kunde dræbes ligesom de selv ....

Stirrede de allerede paa mig ud fra de grønne Masser af Bregner og Palmer histovre — og ventede, indtil jeg kom indenfor deres Rækkevidde? Lagde de Raad op imod mig? Hvad sagde Hyæne-Svinet til dem? Min Fantasi ledte mig ud i en Sump af ubestemt Rædsel.

Mine Tanker forstyrredes af en Skrigen af Søfugle, der flokkedes om en mørk Genstand, som Bølgerne havde skyllet op paa Stranden tæt ved Indhegningen. Jeg vidste, hvad denne Genstand var, men jeg havde ikke Mod til at gaa tilbage og jage dem bort. Jeg begyndte at gaa langsmed Strandbredden i den modsatte Retning i den Hensigt at gaa rundt om Øens østlige Hjørne og saaledes nærme mig Kløften med Hytterne uden at behøve at gennemskære Krattet, hvor jeg var udsat for mulige Baghold.

Da jeg havde fulgt Strandbredden omtrent en halv Fjerdingvej, fik jeg Øje paa et af mine tre Dyremennesker, som traadte ud fra Krattet og kom henimod mig. Mine egne Fantasier havde nu gjort mig saa nervøs, at jeg øjeblikkeligt trak Revolveren frem. Selv Væsenets forsonlige Fagter afvæbnede mig ikke.

Tøvende kom det nærmere. "Gaa bort," raabte jeg. Der var i dette Væsens krybende Holdning noget, der stærkt mindede om en Hund. Det trak sig lidt tilbage, akkurat som en Hund, der faar Ordre til at gaa hjem, studsede derpaa og saa bønfaldende paa mig med sine brune Hundeøjne. "Gaa bort," gentog jeg. "Kom mig ikke nær."

"Maa jeg ikke komme dig nær?" sagde Væsenet.

"Nej. Gaa bort," vedblev jeg og smældede med min Pisk. Saa tog jeg Pisken mellem Tænderne og bukkede mig ned efter en Sten, og denne truende Bevægelse jog Væsenet bort.

Saaledes naaede jeg uden Ledsager Dyrefolkenes Kløft, skjulte mig blandt de Planter og Rør, der skilte denne Klippespalte fra Havet, og holdt Øje med dem, der viste sig, idet jeg stræbte af deres Fagter og Udseende at danne mig en Mening om, hvilket Indtryk Moreaus og Montgomerys Død og Ødelæggelsen af Smærtens Hus havde gjort paa dem. Nu ved jeg, hvor taabelig min Fejghed var. Havde jeg vist mig ligesaa modig som om Morgenen og ikke ladet Grublerierne i Ensomheden nedbryde min Kækhed, kunde jeg have grebet Moreaus herreløse Scepter og hersket over Dyrefolkene. Men nu forspildte jeg selv Lejligheden og sank ned til at være slet og ret Fører blandt mine Ligestillede.

Ved Middagstid kom nogle af dem og satte sig paa Hug i det varme Sand for at sole sig. Sultens og Tørstens bydende Stemmer overdøvede nu min Frygt. Jeg traadte frem fra Buskadset og gik med Revolveren i Haanden ned mod disse siddende Skikkelser. En af dem — en Ulve-Kvinde — vendte Hovedet og gloede paa mig, og derefter gjorde de Andre det samme. Ingen gjorde Mine til at rejse sig eller hilse mig. Jeg følte mig for svag og for træt til at hævde min Overlegenhed mod saa mange og lod Øjeblikket glide mig ud af Haanden.

"Jeg trænger til Føde," sagde jeg i en næsten undskyldende Tone, idet jeg traadte nærmere.

"Der er Føde i Hytterne," sagde en Okse-Vildsvine-Mand dorskt og uden at se paa mig.

Jeg gik forbi dem og ned i den næsten forladte Kløfts Skygge og Stank. I en tom Hytte gjorde jeg mig tilgode med nogle Frugter, og derpaa anbragte jeg nogle tilsølede og halvraadne Grene og Kæppe som en Barrikade foran Aabningen og lagde mig med Ansigtet mod denne og Haanden paa Revolveren; de sidste tredive Timer havde udtømt mine Kræfter, det trætte Legeme forlangte sin Ret, og jeg lod mig synke hen i en let Slummer, stolende paa, at dersom nogen fjærnede den skrøbelige Forhindring, som jeg havde bygget, vilde det gøre tilstrækkelig Støj til at redde mig fra en Overrumpling.