Doktor Moreaus Ø/17. Moreau findes
Syttende Kapitel.
Moreau findes.
Da jeg saa Montgomery skylle sin tredje Dosis Kognak ned, tog jeg mig den Frihed at skride ind. Han var allerede mere end halvt beruset. Jeg sagde ham, at der maatte være tilstødt Moreau noget Alvorligt, ellers vilde han nu være kommen hjem, og at vi maatte forvisse os om, hvori denne Katastrofe bestod. Montgomery gjorde nogle svage Indvendinger, men indrømmede tilsidst, at jeg havde Ret. Vi holdt Maaltid og begav os derefter alle tre paa Vej.
Det skyldes muligvis mit Sinds stærke Spænding den Gang, men den Dag i Dag staar denne Afmarsch ud i den stille Eftermiddags tropiske Hede ejendommeligt levende for mig. M'ling gik forrest med krogede Skuldre og sit underlige, sorte Hoved, der drejede sig med hurtige, pludselige Bevægelser, mens han spejdede omkring sig paa begge Sider af Vejen. Han var ubevæbnet. Sin Økse havde han tabt under Sammenstødet med Svine-Mændene. Tænderne var hans Vaaben, dersom det kom til Kamp. Montgomery fulgte efter med dinglende Gang, Hænderne i Lommerne og nedslaaet Mine; han var i en Tilstand af beruset Gnavenhed ligeoverfor mig, fordi jeg ikke vilde lade ham faa mere Kognak. Jeg bar den venstre Arm i Bind — heldigvis var det den venstre — og havde min Revolver i den højre Haand.
Vi fulgte en smal Sti, som førte mod Nordvest gennem Øens yppige Frodighed. Snart efter standsede M'ling og blev stiv over hele Kroppen, mens han lyttede. Den dinglende Montgomery var lige ved at løbe paa ham, men standsede saa ogsaa. Vi lyttede ivrigt og hørte inde mellem Træerne Lyden af Stemmer og Fodtrin, der kom nærmere.
"Han er død," sagde en dyb, vibrerende Stemme.
"Han er ikke død, han er ikke død," pjattede en anden.
"Vi har set det, vi har set det," svarede flere Stemmer.
"Halløj!" brølede Montgomery med eet. "Halløj der!"
"Gid Pokker havde Dem!" sagde jeg og greb fastere om min Pistol.
Der blev Stilhed; saa lød der en Bragen inde mellem den frodige Plantevækst, først her, saa der, og derefter kom et halvt Dusin Ansigter til Syne — sælsomme Ansigter, i hvilke der skinnede et sælsomt Lys. M'ling udstødte en brummende Lyd helt nede i Struben. Jeg fik Øje paa Abe-Manden — jeg havde allerede genkendt hans Stemme — og to af de hvidklædte, brune Væsener, som jeg havde set i Montgomerys Baad. Sammen med dem var de to spættede Dyr og den graa, modbydelige, krumryggede Skabning, som fremsagde Loven. med graa Haar hængende ned over Kinderne, svære graa Øjenbryn, og graa Lokker strittende ud over den midterste Aabning i dens skraanende Fjæs — et klodset Væsen uden rigtigt Ansigt, men med et Par underlige røde Øjne, som gloede nysgærrigt paa os mellem de grønne Buske.
En Tidlang var der ingen, der talte. Saa hikkede Montgomery: "Hvem .... sagde, at han var død?"
Abe-Manden saa til det haarede, graa Væsen med et brødefuldt Udtryk. "Han er død," sagde dette Uhyre. "De har set det."
Der var i ethvert Tilfælde ikke noget truende ved denne lille Flok. De syntes rædselsslagne og forvirrede. "Hvor er han?" spurgte Montgomery.
"Derovre," og det graa Væsen pegede.
"Er der en Lov nu?" spurgte Abe—Manden. "Skal det endnu være saadan og saadan? Er han virkelig død?" — "Er der en Lov?" gentog den hvidklædte Mand. — "Er der en Lov, du den Anden med Pisken? Han er død," sagde det haarede, graa Væsen. Og de stod alle og gloede paa os.
"Prendick," sagde Montgomery og vendte sit sløve Blik mod mig. "Han er død — det er jo tydeligt."
Jeg havde staaet bagved ham under denne Samtale. Jeg begyndte at indse, hvorledes man maatte tage Situationen. Jeg traadte pludselig frem foran ham og opløftede min Røst: "Lovens Børn," sagde jeg, "han er ikke død."
M'ling rettede sine skarpe Øjne mod mig. "Han har forandret sin Skikkelse — han har forandret sit Legeme," vedblev jeg. "I nogen Tid vil I ikke faa ham at se. Han er .... deŕ" — jeg pegede opad — "hvor han kan holde Øje med jer. I kan ikke se ham, men han kan se jer. Frygt Loven."
Jeg betragtede dem fast. De veg sky tilbage. "Han er stor, han er god," sagde Abe-Manden og kiggede frygtsomt op mellem Træernes tætte Løv.
"Og det andet Væsen?" spurgte jeg.
"Det Væsen, som blødte og løb og skreg og hylede — det er ogsaa dødt," svarede den graa Skabning, stadig betragtende mig.
"Det var godt," gryntede Montgomery.
"Den Anden med Pisken —" begyndte den graa Skabning.
"Hvad han?" spurgte jeg.
"Sagde, at han var død."
Men Montgomery var endnu ædru nok til at forstaa min Bevæggrund til at benægte Moreaus Død. "Han er ikke død," sagde han langsomt. "Slet ikke død. Ikke mere død end jeg er."
"Somme," vedblev jeg, "har brudt Loven. De skal dø. Somme er allerede døde. Vis os nu, hvor hans gamle Legeme ligger — jeg mener det Legeme, som han har kastet fra sig, fordi han ikke længere har Brug for det."
"Det er denne Vej, du Mand som gik ud i Søen," sagde det graa Væsen.
Vi vandrede med disse seks Skabninger til Førere mellem de frodige Bregner og Slyngplanter og Træstammer mod Nordvest. Paa een Gang hørte vi et Hyl og en Bragen mellem Grenene, og en lille, blegrød Menneskeskabning foer skrigende forbi. Lige i Hælene paa den kom et vildt, blodbesudlet Uhyre styrtende, som næsten var midt iblandt os, førend det kunde standse sin Fart. Det graa Væsen sprang til Side; M'ling foer snærrende løs paa Uhyret, men ramtes af et Slag, som kastede ham bagover; Montgomery skød, men skød fejl, dukkede Hovedet, løftede Armen og vendte sig for at flygte. Jeg fyrede, men uden at standse Uhyret; jeg fyrede igen, lige ind i dets grimme Fjæs, og saa dets Ansigtstræk pludselig forsvinde. Min Kugle havde knust dets Ansigt. Alligevel sprang det forbi mig, greb fat i Montgomery, og styrtede saa hovedkulds om ved Siden af ham, holdende fast paa ham og trækkende ham med sig. mens det sprællede i Dødskampen.
Jeg stod alene tilbage sammen med M'ling, det døde Uhyre og den liggende Mand. Montgomery rejste sig langsomt over Ende og stirrede drukkent paa det dræbte Dyremenneske ved Siden af ham. Det gjorde ham mere end halvt ædru og han kom paa Benene, skønt med lidt Vanskelighed. Derpaa saa jeg det graa Væsen liste sig forsigtigt tilbage mellem Træerne.
"Se der," sagde jeg og pegede paa det døde Dyr. "Lever Loven ikke? Dette kommer af at bryde Loven."
Han kiggede paa Liget. "Han sender den dræbende Ild," sagde han med sin dybe Stemme; det var et Citat af Ritualet.
De Andre kom nu ogsaa til og gloede en Stund.
Tilsidst vandrede vi videre og nærmede os Øens vestlige Side. Her stødte vi paa det søndergnavede og lemlæstede Lig af Pumaen, hvis Skulderblad var bleven knust af en Kugle, og omtrent tredive Alen længere borte fandt vi endelig, hvad vi søgte. Han laa med Ansigtet nedad paa en nedtrampet Plads i et Krat af Rør. Den ene Haand var næsten revet løs fra Armen, og hans sølvhvide Haar var tilsølet af Blod. Hans Hoved var bleven knust af Pumaens Lænker. De knækkede Rør under ham bar talrige Blodspor. Hans Revolver kunde vi ikke finde, skønt Montgomery vendte ham om.
Hjulpne af syv Dyremennesker — thi han var
en svær Mand — bar vi ham tilbage til
Indhegningen, idet vi af og til gjorde Holdt for at hvile
os. Mørket var ved at falde paa. To Gange hørte
vi usynlige Skabninger løbe hylende og skrigende
forbi vor lille Skare, og een Gang viste det lille blegrøde Dovendyr-Væsen sig, stirrede paa os og
forsvandt igen. Men vi blev ikke mere angrebne.
Ved Indhegningens Port forlod vore Ledsagere
Dyrefolkene os; M'ling gik bort sammen med de
Øvrige. Vi lukkede os ind, bar derefter Moreaus
lemlæstede Lig ind i Gaarden og lagde det paa
en Dynge Kvas.
Derefter gik vi ind i Arbejdsværelset og befriede alle de levende Væsener, vi fandt der, for deres Lidelser.