Doktor Moreaus Ø/16. En Katastrofe
Sekstende Kapitel.
En Katastrofe.
Der var næppe gaaet seks Uger, førend jeg havde mistet enhver anden Følelse end Mishag og Afsky for Moreaus skændige Eksperimenter. Min eneste Tanke var at slippe bort fra disse gyselige Karrikaturer af Skaberens Billede, tilbage til et behageligt og heldbringende Samkvem med Mennesker. Mine Medskabninger, fra hvem jeg saaledes var adskilt, begyndte i min Erindring at iklædes idyllisk Dyd og Skønhed. De venskabelige Følelser, som jeg i Begyndelsen havde næret for Montgomery, voksede ikke. Hans lange Adskillelse fra det menneskelige Samfund, hans hemmelige, lastefulde Tilbøjelighed til Drik, hans aabenbare Sympathi for Dyrefolkene var i mine Øjne Pletter paa ham. Flere Gange lod jeg ham gaa alene ud iblandt dem. Jeg undgik saa vidt muligt ethvert Samkvem med dem. Jeg tilbragte stadig mere og mere Tid nede paa Strandbredden med at spejde efter et befriende Sejl, som aldrig viste sig, indtil vi en Dag ramtes af en forfærdelig Ulykke, der stillede mine sælsomme Omgivelser i fuldstændigt nye Forhold.
Det var omtrent en syv, otte Uger efter min Ankomst til Øen — maaske noget mere, thi jeg havde ikke gjort mig den Ulejlighed at holde Regnskab med Tiden — da denne Katastrofe hændte. Den indtraf tidligt om Morgenen — saadan ved Sekstiden. Jeg var staaet tidligt op og havde spist Frokost, thi jeg var bleven vækket ved den Larm, som tre af Dyremændene gjorde ved at bære Brænde ind i Indelukket.
Efter Frokost gik jeg hen i Indhegningens aabne Port, hvor jeg stod og røg en Cigaret og nød den friske Morgenluft. Snart efter kom Moreau rundt om Hjørnet af Indhegningen og bød mig god Morgen. Han gik forbi mig, og jeg hørte ham bagved mig aabne Døren til sit Arbejdsværelse og træde ind. Saa forhærdet var jeg allerede bleven mod Stedets Rædsler, at jeg uden mindste Sindsbevægelse hørte den ulykkelige Puma begynde en ny Pinselsdag. Den modtog sin Plageaand med et Hyl, der næsten fuldstændigt lignede en vred, trættekær Kvindes.
Saa skete der noget. Den Dag i Dag ved jeg ikke nøjagtigt, hvad det var. Jeg hørte et skarpt Skrig bagved mig og et Fald, og da jeg vendte mig om, saa jeg et frygteligt Ansigt styrte løs paa mig — ikke menneskeligt, heller ikke dyrisk, men djævelsk, brunt, furet af røde, forgrenede Ar, bedækket af røde Draaber, og med et Par flammende Øjne uden Laag. Jeg løftede Armen for at dække mig, men blev ramt af et Slag, som kastede mig bagover med en brækket Underarm, og det store Uhyre, indsvøbt i Charpi og med de blodplettede Bandager flagrende omkring sig, sprang over mig og forsvandt. Jeg trillede Flere Gange rundt ned ad Strandbredden til, forsøgte at sætte mig over Ende, men sank sammen igen paa min brækkede Arm. Derefter kom Moreau til Syne med sit kraftige, blege Ansigt, hvis Udtryk blev endnu frygteligere ved Blodet, som dryppede fra hans Pande. I Haanden havde han en Revolver. Han tilkastede mig næppe et Blik, men foer straks af Sted paa Jagt efter Pumaen.
Jeg prøvede paa at rejse mig over Ende — det lykkedes, naar jeg støttede mig paa den anden Arm. Den indhyllede Skikkelse dér foran løb med lange Spring henad Stranden, og Moreau fulgte efter den. Den drejede Hovedet og fik Øje paa ham, gjorde saa en brat Vending og styrede over mod Krattet. Med hvert Skridt vandt den mere og mere Forspring. Jeg saa den dukke ind mellem Buskene, og Moreau, som løb i skraa Linie for at afskære den Vejen, fyrede, idet den forsvandt, men skød fejl. Derpaa styrtede ogsaa han sig ind i det grønne Virvar.
Jeg stirrede efter dem, og saa blussede Smærten i min Arm op, og jeg rejste mig, vaklende og stønnende. I det samme viste Montgomery sig i Døren, fuldt paaklædt og med sin Revolver i Haanden.
"Du store Gud, Prendick!" sagde han uden at lægge Mærke til, at jeg var kommen til Skade. "Bæstet har slidt sig løs! Det rev Lænken helt ud af Muren. Har De set dem?" Derpaa tilføjede han pludselig, da han saa, at jeg greb mig om Armen: "Hvad er der i Vejen?"
"Jeg stod i Porten," svarede jeg.
Han traadte frem og tog fat i min Arm. "Blod paa Ærmet," sagde han og smøgede mit Skjorteærme Op. Han stak Revolveren i Lommen, følte forsigtigt omkring paa min Arm, og førte mig saa ind i Huset. "Deres Arm er brækket," sagde han. "Fortæl mig nøjagtigt, hvordan det hændte — og hvad der hændte."
Jeg fortalte ham, hvad jeg havde set, i korte Sætninger afbrudte af Smærtensstønnen, og imidlertid forbandt han meget behændigt og hurtigt min Arm. Tilsidst anbragte han den i et Bind fra min Skulder, og traadte saa tilbage og betragtede mig. "Det var det," sagde han. "Men hvad nu?" Han tænkte sig om. Derpaa gik han ud og aflaasede Indhegningens Port. Han blev borte en Stund.
Jeg var hovedsageligt optaget af min Arm. Begivenheden syntes mig kun et nyt Led i Rædslernes Række. Jeg satte mig ned i Lænestolen, og jeg maa indrømme, at jeg forbandede Øen paa det Hjærteligste. Den første, dumpe Følelse af Smærte i min Arm var allerede gaaet over til en brændende Pine, da Montgomery igen viste sig.
Hans Ansigt var temmelig blegt og hans Underlæbe mere nedhængende end sædvanligt.
"Jeg kan hverken se eller høre noget til ham," sagde han. "Det er faldet mig ind, at han maaske trænger til min Hjælp." Han stirrede paa mig med sine udtryksløse Øjne. "Det var et stærkt Dyr," sagde han. "Det ligefrem vred sin Lænke ud af Muren."
Han gik hen til Vinduet, derpaa til Døren, og vendte sig saa om imod mig. "Jeg gaar ud for at se efter ham," sagde han. "Her er en Revolver til, som De kan beholde. Sandt at sige er jeg noget ængstelig til Mode."
Han tog Vaabenet frem, lagde det paa Bordet, hvor jeg let kunde naa det, og gik derefter ud. Men han havde smittet mig med sin Uro. Jeg blev ikke siddende længe, efter at han var gaaet. Jeg tog Revolveren i Haanden og traadte hen i Døren.
Morgenluften var blikstille. Ikke det svageste Vindpust rørte sig, Havet laa som et Spejl, Himlen var skyfri og Strandbredden øde. Jeg følte mig trykket af denne Stilhed i min halvt spændte, halvt febrilske Tilstand.
Jeg forsøgte paa at fløjte, men Melodien døde hen af sig selv. Saa bandede jeg igen — for anden Gang den Morgen. Derpaa gik jeg hen til Hjørnet af Indhegningen og stirrede ind mod Land paa det grønne Krat, som havde opslugt Moreau og Montgomery. Hvornaar vilde de komme tilbage? Og hvorledes?
Saa viste der sig et langt Stykke oppe ad Strandbredden et lille graat Dyremenneske, som løb ned til Vandkanten og begyndte at plaske omkring i Vandet. Jeg slentrede tilbage til Døren, og saa atter til Hjørnet. og begyndte derpaa at gaa frem og tilbage ligesom en Skildvagt paa sin Post. En Gang standsede jeg ved at høre Montgomerys Stemme langt borte raabe: "Hal-lo! .... Mo-reau!" Smærterne i min Arm tog af, men den var brændende hed. Jeg var tørstig og følte, at jeg havde Feber. Jeg holdt Øje med den fjærne Skikkelse, indtil den igen forsvandt. Mon Moreau og Montgomery aldrig vilde komme tilbage? Nu begyndte tre Søfugle at slaas om et eller andet strandet Bytte.
Saa hørte jeg langt borte bagved Indhegningen et Pistolskud. En lang Tavshed paafulgte, og saa lød der eet til. Derefter et hylende Skrig nærmere ved, og paany en uhyggelig Tavshed. Min Fantasi begyndte at plage mig. Derpaa knaldede pludselig et Skud tæt ved.
Forskrækket gik jeg hen til Hjørnet og fik Øje paa Montgomery; hans Ansigt var purpurrødt, hans Haar forpjusket og hans Benklæder revne itu for Knæene. Han saa dybt bestyrtet ud. Bagved ham kom Dyremanden M'ling luskende, og omkring M'lings Flab var der nogle ildevarslende brune Pletter.
"Er han kommen?" spurgte han.
"Moreau?" sagde jeg. "Nej."
"Gud hjælpe os!" Han stønnede og snappede næsten krampagtigt efter Vejret. "Gaa ind igen," sagde han og tog min Arm. "De er gale. De farer allesammen omkring, aldeles gale. Hvad kan der være hændt? Jeg ved det ikke. Jeg skal fortælle Dem det Hele, naar jeg faar mit Vejr igen. Hvor er der noget Kognak?"
Han hinkede foran mig ind i Værelset og satte sig i Lænestolen. M'ling kastede sig ned lige udenfor Døren, hvor han laa og stønnede som en Hund. Jeg bragte Montgomery noget Kognak og Vand. Han sad og stirrede tomt hen for sig, mens han pustede ud. Efter nogle Minutters Forløb gav han sig til at fortælle mig, hvad der var sket.
Han havde fulgt deres Spor et Stykke Vej. I Begyndelsen var det tydeligt nok paa Grund af de nedtrampede og brækkede Grene i Krattet, de hvide Pjalter, som var revne af Pumaens Bandager, og hist og her Blodpletter paa Buskenes Blade. Han tabte imidlertid Sporet paa den stenede Jordbund hinsides Bækken, hvor jeg havde set Dyremennesket drikke, hvorefter han paa Maa og Faa vandrede mod Vest og raabte paa Moreau. Saa mødte han M'ling, der bar en let Økse i Haanden. M'ling havde ikke hørt noget til Historien med Pumaen; han havde været ude at hugge Brænde og havde hørt ham kalde. De gik saa videre sammen og raabte. To Dyremennesker kom luskende gennem Krattet og skævede til dem, med Fagter og et hemmelighedsfuldt Væsen, hvis Sælsomhed gjorde Montgomery forskrækket. Han raabte dem an, hvorpaa de flygtede, som om de var sig en Brøde bevidst. Efter denne Hændelse holdt han op med at raabe, og da han endnu en Stund havde flakket om uden Maal og Med, besluttede han at besøge Hytterne.
Han fandt Kløften forladt.
Hans Skræk steg nu med hvert Minut, og han begav sig paa Hjemvejen. Saa mødte han de to Svine-Mænd, som jeg havde set danse Aftenen efter min Ankomst; de havde Blodpletter omkring Munden og var i høj Grad ophidsede. De kom løbende med Støj gennem Bregnerne og standsede med vilde Ansigter ved Synet af ham. Noget befippet knaldede han med Pisken, og øjeblikkeligt styrtede de løs paa ham. Aldrig før havde et Dyremenneske vovet det. Den ene jog han en Kugle gennem Hovedet. M'ling kastede sig over den anden, og de to trillede kæmpende om paa Jorden. M'ling fik Dyret under sig og satte Tænderne i dets Strube, hvorpaa Montgomery ogsaa skød det, mens det vred sig under M'lings Greb. Med nogen Vanskelighed fik han M'ling overtalt til at følge videre med ham.
Saa skyndte de sig tilbage til mig. Paa Vejen var M'ling pludselig styrtet ind i et Krat og havde jaget en lille Panther-Mand ud. Ogsaa denne Skabning havde været blodplettet og havde haltet af et Saar i Foden. Den var løbet et lille Stykke, men havde derpaa rasende vendt sig om og sat sig til Modværge. Montgomery havde skudt den — til ingen Nytte, syntes det mig.
"Hvad betyder alt dette?" sagde jeg.
Han rystede paa Hovedet og skænkede sig et nyt Glas Kognak.