Digte 1860/Sukket i Skoven
Sukket i Skoven.
(Frit efter Malmström.)
„Seent i den kolde Høstkveld en lille Dreng der sad
Og leged under Skovens høje Linde,
Han hørte Vinden rasle med Løvets gule Blad,
Saa Lysene, som hos Gudfader skinne;
Han sad i sine Drømme, men Mørket kom saa brat,
Og Aftenrøden siuktes, og rundtom blev det Nat;
Da sukked det saa sælsomt i Skoven,
Han rejste sig og gyste og sprang fra Lindens Rod,
Og tænkte paa Svartalferne saa lede,
Han iled ud af Skoven med Rædsel i sit Blod,
Og vild han foer paa lyngbevoxne Hede;
Han tænkte paa sin Moder og sine Søstre smaa,
„Gud naade mig, som liden er — hvor skal jeg Hjemmet naae!“
Da sukked det saa sælsomt i Skoven.
Men Maanen træder langsomt frem bag den brustne Sky
Og kaster Sølverstraaler over Jorden,
Og Nattens Skygger bange til Fjeldets Rister flye,
Og sorte Skyer samle sig i Norden
Og Bjergets Toppe skinne, men mørk staaer Skov og Vang,
Og vildt i Nattens Stille gjenlyder Uglens Sang —
Da sukked det saa sælsomt i Skoven.
Ræd ilede den Lille over Heden afsted,
Og mangt et gammelt Sagn randt ham i Minde,
Og Stjernerne fremskrede, og Natten led og led,
Men Barnet kunde ikke Vejen finde!
„O svarer mig, I Stjerner, paa Himlens høje Blaa,
I visnede Smaablomster, ak svarer mig I Smaa:
Hvem sukkede saa sælsomt i Skoven?“
Men alle Stjerner taug, og de spæde Blomster med,
Og Taarerne ham nedad Kinden trilled —
Da saa han fjernt en Alfedands — didhen med lette Fjed
Han iled, og i Kredsen han sig stilled;
„O I, som træde Dandsen, paa lyngbevoxen Sti!
O siig mig, skjønne Sødskende! Det vide dog vist I —
Hvem sukkede saa sælsomt i Skoven?“
Og liden Alfedronning, hun hilste ham saa mild
Og tørrede ham Taarerne af Kinden;
„Græd ej Du smukke Lille, fordi Du nys foer vild,
Snart skal Du finde Vejen hjem til Linden;
Men sæt Dig først paa Tuen, i Lyngens tætre Gjem,
Saa skal jeg løse Gaaden, saa skal jeg sige, hvem
Der sukkede saa sælsomt i Skoven.
— Naar Natten træder sagte ud over Land og Sø,
Og Dagens travle Larmen er tilende,
Og Voven gaaer tilhvile i Sivet under Ø,
Og alle Stjernelysene sig tænde;
Da bliver Himmelbuen saa reen og klar og blaa,
Og tyst ud af dens Porte de gode Engle gaae
Og græde Sølvertaarer over Jorden. —
Da speiler sig i Himlen den syndefulde Jord,
Og føler sig saa mørk og saa forkastet;
Den tæller sine Synder — al Løgn og Rov og Mord,
Hvormed i tusind Aar den er belastet.
Da farer Dødens Gysen igjennem Marv og Blod,
Da bede alle Dale og Bjergene gjør Bod,
Da sukker det saa sælsomt i Skoven!
„Hav Tak Du Alfedronning, Dit Ord jeg glemmer ej,
Nu vandrer jeg mod Hjemmet tryg og rolig —
See hist i Maaneglandsen, jeg skimter klart den Vej,
Der fører lige til min Faders Bolig! —
Farvel I gode Alfer! Farvel I Brødre smaa!
Jeg lover Eder Alle: For min Skyld aldrig saa
Det sukke skal ved Nattetid i Skoven.“