Th. Gandrup Kjøbenhavn


E Bøgh Digte 1860.djvu E Bøgh Digte 1860.djvu/7 59-68

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Lænken.

(1842).




Auf Thränen fällt der erste Sonnenstrahl
O Gott der Träume! Laß uns alle träumen!
G. Herwegh.




I.

Mildt Morgensolen sig hæver
fra luende Purpursky,
og Jordens natlige Taager
for Himmelens Dronning maa flye.

Nu Reginald vandrer mod Hjemmet
ad Fjeldstien langsomt op,
som Nattens drømmende Taage,
der stiger mod Fjeldets Top.

Ved Borgens Porte han standser,
og presser Haanden mod Bryst,
og stirrer længe tilbage
mod Skoven med vemodsfuld Lyst.


Et Suk fuldt af sværmerisk Længsel
han sender mod Fjærnet hen;
men Morgenens Luftning derinde
sukker til Svar igjen.

Naar Middagens Varme sig sænker
i Dalens blomstrende Skjød,
han ligger i kølende Skygge
Ved Aaen i Slummer sød.

Fra Skovdalen Bølgerne komme,
og Hilsener bringe de Smaa;
de hviske saa tyst, men idrømme
han kan deres Ord forstaae.

Og qvægende Vindpust sig snige
i Skyggen til Ynglingen ind;
de lege saa skjælmsk med hans Lokker,
og kysse den glødende Kind.

Og Skovens Luftning han aander,
og saligt han hvisker et Navn;
højt svulmer hans Bryst; men han vaagner
og sukker; thi tom er dens Favn.

Naar Aftensolen ham sender
sin Straale til mildt Farvel,
han stirrer fra Borgens Rude
mod fjærne skovdaekte Fjeld.


Saa sidder han taus, til det lyser
i Øster, paa Fjeldets Top —
da stiger ad dæmrende Bue
den sølvklare Maane op.

Og ivrigt pladske mod Klippen
i Aaen de Bølger smaa —
de komme fra Skoven og hviske,
han kan deres Ord forstaae!

Og heftigt banket hans Hjerte,
og Øjet straaler igjen,
og ned ad Klippen han iler.
Hvor styrer han Gangen hen? —

Dybt inde blandt Skovens Klipper,
der hviler Natten saa tyst,
ej fra de urgamle Ege
der toner en Fuglerøst.

Vildt mellem de høje Stammer
slynge sig Buske og Torn,
og aldrig de mosgroede Fjelde
gav Gjenlyd af Jægerens Horn.

Men dybest nede i Dalen
aabner sig Skoven et Sted,
og Træerne danne en Rundkreds —
Did skynde sig Reginalds Fjed.


Der svinger sig Skovens Dronning
med sine Tærner i Dands,
saa lette som Alpens Sneefog,
de svæve i Maanens Glands.

Den Skjønneste mellem de Skjønne
glad iler mod Reginald hen:
„Velkommen, velkommen min Brudgom
til natligt Stævne igjen!“

En Kvinde saa blid og fager
ret aldrig paa Jorden Du saa! —
To Øjne saa mørke, saa milde,
som Nathimlens endløse Blaae,

en Barm som Sneen, der straaler
i Morgenens rødmende Glands,
en Væxt, som den bævende Lilje,
der vugger i Vindenes Dands!

Ej Spindelvævet gik sønder,
om Foden hun satte derpaa,
den spædeste Dugperle tynged
langt meer paa det bøjede Straa.

Hun satte sig ned Ved hans Side,
og læned sig trygt mod hans Bryst,
og talte om Dagenes Drømme
og Nætternes vaagende Lyst.


Og Kjærlighed straaled fra Øjet,
saa barnlig, saa rig og saa fri —
og Blikket var ildfuldt, som Havet,
Naar Solstraalen bæver deri.

Ja selv den mystiske Stjerne,
hun i Diademet bar,
den blegned, som alle de andre,
ved Øjnenes funklende Par.

Og fro med sin Brudgom hun talte
i legende Toner og Ord,
og alle Naturens Under
afhylled hun Nattens Flor:

Hun tolked ham Fuglenes Sange
og Sivenes Hvisken ved Strand,
og mangen en skjæmtefuld Saga
hun vidste fra Feernes Land;

Hun talte om Ginistans Bjerge,
om Aveluns luftige Slot,
om Fata Morganas Troldom,
om Oberon, Alfernes Drot.

Hun viste ham Alfer, som sejled
paa Blade i speilklare Aa,
og kastede Bold til hinanden
med tindrende Dugdraaber smaa.


Og Reginald hørte beruset
hvert Ord fra den Skjønnes Mund,
til Stjernerne blegned i Øster,
og Lærkerne vaagned af Bland;

da kvad hun: „Farvel min Brudgom!
snart farvet sig Østhimlen rød —
Farvel før min Stjerne slukkes
af Solens dræbende Glød!“

Og op fra det duunbløde Leje
hun hærved sig let som en Hind;
bort svæved hun med sine Søstre,
som Taagen for Morgenens Vind.

Men Reginald vandrede atter
til Borgen i drømmende Lyst,
og stirred vemodig tilbage,
og pressede Haanden mod Bryst.

Et Suk fuldt af sværmerisk Længsel
han sendte mod Skoven hen —
men Morgenens Luftning derinde
sukked til Svar igjen.





II.

Alt Middagens Varme sig sænket
i Dalens blomstrende Skjød,
i kølende Skygge han hviler
ved Aaen i Slummer sød.

Men over hans Leje sig bøjer
en ædel Kvinde saa tyst,
og det er Borgfruen, som lytter
til Drømmerens hviskende Røst.

„Vaagn op“, saa taler hun venlig,
„Ung Reginald, kjæreste Søn!
Din Moder kjender den Smerte,
som blegned Din Kind i Løn.

Dn elsker haabløst en Kvinde —
men, var hendes Hjerte end Staal,
jeg skal Dig en Talisman skjænke,
som bringer Dig til Dit Maal!

See her, denne sælsomme Kjæde
as glindsende sort Metal —
den, siger Sagnet, blev smedet
af Dværge i Cheviots Hal;


tag den, og iil til Din Skjønne,
og slyng den omkring hende tyst —
og var hun end haard som Klippen,
saa smelter det kolde Bryst.

Og var hendes Hu borttryllet,
den vender tilbage i Hast.
Og var hun end let som en Skovmø,
hun holdes af Lænken fast!“

Men Reginald staaer som idrømme,
og stirrer i Fjernet ud,
til Maanen stiger bag Fjeldet,
da iler han til sin Brud.

Hun svæver ham venlig imøde,
men sorgfuldt er hendes Blik,
som var der en Sky fuld af Taarer,
der hen over Stjernerne gik.

Saa satte hun sig ved hans Side,
og lænede sig mod hans Bryst,
og talte om Dagenes Drømme
og Drømmenes varslende Røst —

saa talede hun om Svanen,
der synger saa skjønt før sin Død,
om alle Smaastjerner, som blegne
for Østens blodige Glød,


om Turtelduen, som kurrer
i mørke eensomme Dal,
hvor Falken har fældet dens Mage,
til Hjertet brister i Kval.

Og mangen en forrigfuld Saga
fra Feernes ukjendte Land
fortalte hun, førend det rødmed
i Øster ved Skyernes Rand.

Da trykked den Skjønne vemodig
et Kys paa Reginalds Mund —
„Farvel, førend Stjernerne blegne,
og Lærken vaagner af Blund!“

„Nej bliv, Du Hulde! Ej mere
Du fly fra Din Brudgom! — nej bliv!“
Og hurtig han slyngede Bænken
omkring hendes smækkre Liv —

Da blegnede flur hendes Kinder,
i Knæ hun fegned saa mat,
og Stjernen i Diademet
den gnistred, og sluktes saa brat.

Og bønlig hun sænked og hæved
i Dødskamp den sneehvide Arm,
som Svanen vifter med Vingen,
naar Pilen har truffet dens Barm.

„O Reginald! Stjernen er slukket!
hvi vilde Du fængsle Din Mø?
hvi lod Du i rusten Lænke
Din Elskte saa grusomt døe? —

Jeg drømte og elsked saa gjerne
i Nattens dæmrende Skjød!
Hvi skulde vor Lykkes Stjerne
dog blegne for Dagens Glød!“

Og døende endnu hun trykked
sig kjærlig til Reginalds Bryst —
men alle smaa Alfer i Skoven
de sadde og græd saa tyst! —