Det sorte Indien/15
Femtende Kapitel.
Nelly.
Da Harry efter nogen Tids Forløb atter var kommen til sig selv, bragte Jack Ryan og hans Kammerater ham hjem til Hytten tilligemed det svage, unge Væsen, der ved første Øjekast havde forekommet Harry at være et Barn, men som nu viste sig at være en ung Pige paa omtrent 16 Aar.
Nu fortalte man den gamle Formand, hvad der var hændet, og Mary gav sig straks med største Omhyggelighed til at pleje den unge Pige.
Dennes forvildede, spørgende Blik, hendes fintformede Ansigt, som, saa ungt det end var, bar tydelige Spor af grusomme Lidelser, den hvide Ansigtsfarve, som syntes endnu aldrig at have været udsat for Dagslyset, hendes fine og nydelige Skikkelse — kort sagt alt forenede sig om at gøre hende til en ligesaa ejendommelig som henrivende Skabning. Jack Ryan sammenlignede hende træffende med en lille Alf. Var det en Følge af de ejendommelige Omgivelser og de ganske usædvanlige Omstændigheder, i hvilke den unge Pige aabenbart hidtil havde levet, at hun kun halvt syntes at tilhøre den menneskelige Slægt? Hendes Ansigtsudtryk maatte være enhver paafaldende. Hendes Øjne syntes ikke godt at kunne taale Skæret fra Lamperne og saa sig om med et sky og frygtsomt Udtryk, som om alt var dem nyt og usædvanligt.
Den gamle Skotlænderinde henvendte nogle venlige Ord til den unge Pige, efter at man havde lagt hende paa Mary's Seng, og hun dér var kommet til Live igen, som om hun vaagnede af en aarelang Søvn.
»Hvad hedder du, mit Barn?« spurgte hun.
»Nelly«, svarede den unge Pige.
»Er der noget, du ønsker, Nelly?« vedblev Mary.
»Jeg er sulten,« svarede Nelly. »Jeg har ikke faaet noget at spise, siden…«
Man kunde allerede af disse faa Ord høre, at Nelly ikke var vant til at tale.
Mary skaffede hurtig den unge Pige noget at spise og drikke. Nelly var nær ved at dø af Sult. Hvor længe mon hun havde været i Skakten?
»Hvor mange Dage har du været dernede, min Pige?« spurgte Mary hende.
Nelly svarede ikke; hun syntes ikke at forstaa Meningen af disse Ord.
»Hvormange Dage?« gentog Mary.
»Dage?« svarede Nelly, for hvem dette Ord slet ikke syntes at have nogen Betydning.
Derpaa rystede hun paa Hovedet som en, der ikke forstaar et til ham rettet Spørgsmaal.
Mary havde grebet Nellys Haand og klappede den venligt for at gøre hende mere tillidsfuld.
»Hvor gammel er du da, mit Barn?« spurgte hun videre og saa' hende venlig ind i Ansigtet.
Den samme Rysten paa Hovedet som Tilkendegivelse af, at hun ikke forstod Ordene.
»Naa, jeg mener, hvor mange Aar er du?« forklarede Mary.
»Aar?« svarede Nelly forundret.
Dette andet Ord syntes lige saa lidt som Ordet »Dag« at have mindste Betydning for den unge Pige.
Simon Ford, Harry, Jack Ryan og de øvrige betragtede hende med dyb Medlidenhed. Dette stakkels Væsens Tilstand rørte dem inderligt.
Harry følte sig i endnu højere Grad end de andre tiltrukket af det mærkelige, ja næsten vidunderlige ved denne unge Skabning; Han saa' Nelly lige ind i Øjnene, og da hendes Læber syntes at aabne sig til et svagt Smil, sagde han:
»Nelly… dernede… i Gruben… var du alene der?«
»Alene!« raabte den unge Pige, idet hun rejste sig halvt op.
I hendes Ansigt stod nu den største Rædsel malet, og hendes Øjne, der havde skinnet saa mildt straks, da den unge Mand kastede sit Blik paa hende, luede nu vildt.
»Alene!« gentog hun og sank tilbage i Sengen, som om Kræfterne pludselig svigtede hende.
»Hun er endnu for svag, det stakkels Barn, til at kunne tale med os og svare os paa alle vore Spørgsmaal,« mente Mary, efter at hun igen havde lagt den unge Pige til Rette. Nogle Timers Ro og saa noget at spise og drikke vil snart give hende Kræfter. Kom, Simon og Harry, kom alle I andre, vi vil lade hende have Ro til at sove!«
Efter Mary's Raad blev Nelly nu ladt ene, og kort efter kunde man allerede overbevise sig om, at hun sov fast.
Hele denne mærkelige Tildragelse undlod naturligvis ikke at vække stor Opsigt først i Kulværket, derpaa i Grevskabet Stirling og endelig i hele Landet. De forunderligste Rygter om Nelly vare snart i Omløb. Det vilde næppe have kunnet vække større Opsigt, om man i selve Skiferklipperne havde fundet en ung Pige, ligesom en af de Skabninger fra Tiden for Syndfloden, som Bjergmandens Hammer og Økse undertiden bringer frem for Dagens Lys af deres Aartusinder gamle Klippegrav.
Uden at Nelly selv vidste af det, var hendes Navn snart paa alles Læber. Overtroiske Folk fandt her et nyt Støttepunkt for deres Krøniker. De troede fuldt og fast, at Nelly var Ny-Aberfoyle's gode Fe, hvad Jack Ryan da ogsaa udtalte overfor sin Ven Harry.
»Lad gaa da,« svarede Harry for at stille Jack tilfreds, »lad gaa, Jack. Men i ethvert Fald er hun kun den gode Fe. Det var hende, der kom os til Hjælp og bragte os Brød og Vand, da vi vare indespærrede i Kul-Gruben. Men hvis den anden, den onde Aand, endnu huserer i Gruben, skal vi ogsaa nok en Dag komme paa Spor efter ham.«
Det forstaar sig af sig selv, at man øjeblikkelig underrettede Ingeniør Starr om, hvad der var forefaldet.
Den unge Pige havde allerede Dagen efter fuldstændig genvundet sine Kræfter og blev nu med største Omhyggelighed udspurgt af John Starr. De fleste ganske almindelige Ting i Livet syntes hende aldeles ubekendte. Dog gjorde hun Indtryk af at være i Besiddelse af en ualmindelig god Forstand; kun savnede hun aldeles visse Begreber, blandt andet om alt, hvad der angaar Tiden. Han mærkede, at hun ikke var vant til at inddele denne i Timer eller Dage, og at hun ikke engang kendte disse Ord. Hendes Øjne, der vare vante til en uafbrudt Nat, kunde kun med Nød og næppe udholde det straalende Lys fra de elektriske Sole; men i Mørke var hendes Syn overraskende skarpt, og de vidt aabne Pupiller satte hende i Stand til at se endogsaa i meget dybt Mørke. Det var klart, at hun aldrig havde haft nogen anden Synskreds end den mørke Kulgrube; det, hun kendte til Menneskene, indskrænkede sig sikkert til den Forbindelse, hvori hun havde været med et eller nogle faa Væsener dernede i den underjordiske Hule. Vidste det stakkels Barn overhovedet, at der var Sol og Stjerner til? eller Byer og Lande? kendte hun maaske slet ikke noget til Himmelrummet med dets utallige Kloder? Derom kunde man intet vide, før den Tid kom, da hun forstod adskillige Ord, der endnu vare hende ubekendte.
Løsningen af det Spørgsmaal, om Nelly havde levet alene i Ny-Aberfoyle's Dybder, maatte Ingeniøren opgive. Enhver Hentydning i den Retning opfyldte hende med Forfærdelse. Enten kunde eller vilde Nelly ikke svare derpaa; men i ethvert Tilfælde var her endnu en Hemmelighed at afsløre.
»Vil du blive hos os — eller vil du hellere vende tilbage dertil, hvor du før var?« havde Ingeniøren spurgt hende.
Paa den første Del af dette Spørgsmaal raabte hun hurtig: »Ja, ja!« og den anden Del besvarede hun kun med et ængsteligt Blik.
Ligeoverfor denne Ordknaphed maatte John Starr, Simon Ford og Harry paany komme tilbage til deres tidligere Anelser. De kunde ikke glemme de mærkelige Tildragelser, der hændte dem i Kulgruben paa den Tid, da de opdagede Ny-Aberfoyle. Skønt der nu i tre Aar ikke var forefaldet nogen Begivenhed af den Art, ventede de sig dog bestandig en Gentagelse af Angrebene fra deres usynlige Fjende. De besluttede sig til at undersøge den hemmelighedsfulde Skakt nøjere og udførte det ogsaa, velbevæbnede og i større Antal. Men dette ledede ikke til noget mistænkeligt Spor. Skakten stod i Forbindelse med de underste, dybest liggende Etager i det Virvar af Gange og Huler, der gennemkrydsede det mægtige Kullag i alle mulige Retninger.
John Starr, Simon og Harry talte gentagne Gange indbyrdes om denne Gaade. Hvis det forholdt sig saaledes, at en eller flere Ugerningsmænd holdt sig skjult i Gruben og forberedte en eller anden forbryderisk Streg, saa havde Nelly dog sikkert maattet kunne give Oplysning om dem; men hun tav stadig. De mindste Hentydninger til hendes Fortid fremkaldte altid saa heftige Anfald, at man holdt det for raadeligst fuldstændig at undgaa dem. I Tidens Løb vilde hendes Hemmelighed maaske saa paa en eller anden Maade kunne lokkes ud af hende.
Fjorten Dage efter sin Ankomst til Hytten kunde Nelly allerede begynde at gaa den gamle Mary til Haande i Huset, og i disse Beskæftigelser som i alt andet lagde hun en forbavsende Klogskab og Iver for Dagen. Det forekom hende ganske naturligt aldrig at forlade dette Hus, i hvilket hun var blevet saa hjerteligt modtaget. Hun befandt sig fuldkommen vel hos Familien Ford, ligesom det ogsaa forstod sig af sig selv, at hun fra det første Øjeblik, da hun blev bragt ind i dette Hus, var bleven betragtet som Familiens eget Barn.
Nelly var en henrivende sød, ung Pige. Det nye Liv havde gjort hende ligefrem smuk. Disse glade Dage, hun nu nød, vare vel de første lykkelige i hendes Liv, og hun var ogsaa opfyldt af den inderligste Taknemlighed imod dem, hvem hun skyldte denne uvante Lykke. Mary følte en sand moderlig Deltagelse for hende. Den gamle Formand var næsten ganske forelsket i hende, kort sagt: alle holdt af hende. Jack Ryan beklagede kun, at det ikke var ham, der havde reddet hende. Nelly, som endnu aldrig havde hørt nogen synge, fandt det meget smukt, naar han sang for dem; men enhver
kunde dog let se, at hun for Jack Ryan's Sange langt
Harrys Kamp med Fuglen.
(Se Teksten Side 128).
hun lidt efter lidt lærte, hvad hun endnu ikke vidste om Yderverdenen.
Vi maa tilstaa, at Jack Ryan, siden Nelly havde vist sig at være et ganske naturligt, menneskeligt Væsen, saa' sin Tro paa Bjergaanderne i et lidt mindre straalende Lys. To Maaneder senere skulde denne Tro faa et endnu mere rystende Stød.
Harry gjorde nemlig da en ganske uventet Opdagelse, som til Dels forklarede den vidunderlige Hændelse med »Ildheksene« paa Dundonald-Slottets Ruiner ved Irvine.
Efter en gennemført og udstrakt Undersøgelse af de yderste Forgreninger af Kulgrubens sydlige Del — en Undersøgelse, som krævede flere Dage — var Harry klatret op gennem en skraat opadstigende, snæver Gang, som gik tværs gennem Skiferstenen. Hvor forbavset blev han da ikke ved pludselig at befinde sig i fri Luft. Galleriet endte netop ved Dundonald-Slottets Ruiner. Der eksisterede altsaa en hidtil ukendt Forbindelse mellem Ny-Aberfoyle og den Høj, hvor Slottet laa. Den øvre Munding af denne Tunnel var næsten ikke til at opdage, saa tæt var den tildækket med Stenblokke og Krat. Dette var Grunden til, at det heller ikke var lykkedes Betjentene trods deres omhyggelige Undersøgelser at finde denne Indgang.
Nogle Dage senere førte Harry ogsaa John Starr herhen, for at han nærmere kunde tage den naturlige Beliggenhed af Stenlagene og Kullejet i Øjesyn.
»Naa«, sagde Ingeniøren, »her har vi jo et Middel til at overbevise de overtroiske i Gruben. Nu far vel Spøgelser, Trolde og Ildhekse!
»Jeg tror ikke, Hr. Starr«, indvendte Harry, »at vi har videre Grund til at ønske os til Lykke; thi deres Stedfortrædere er vist ikke meget bedre og kunde maaske endogsaa være en Del farligere!«
»Det kan være, du har Ret, Harry«, svarede Ingeniøren. »De Kæltringer, der driver deres Uvæsen i Gruben, benytter aabenbart denne Tunnel som Forbindelsesgang med Oververdenen. Det er uden Tvivl dem, der i hin stormfulde Nat forstod at lokke »Motala« ind til Kysten ved at holde Fakler op her, og de vilde ganske sikkert have tilegnet sig Skibets Vragtømmer — aldeles som de fordums Strandrovere — hvis ikke Jack Ryan og hans Kammerater havde hindret dem deri. Men i ethvert Tilfælde har det hele jo nu fundet sin Forklaring. Her er Indgangen til Røverhulen, og Spørgsmaalet er kun, om de tidligere Beboere af den endnu driver deres Spil her?»
»Det gør de sikkert, thi Nelly farer stadig sammen, naar man taler om denne Sag«, svarede Harry med Overbevisning.
Harry kunde vel have Ret. Hvis Grubens gaadefulde Beboere havde forladt deres Opholdssted eller maaske endogsaa vare døde, hvilken Grund skulde saa den unge Pige have haft til saa haardnakket at bevare sin Tavshed.
John Starr ansaa det dog for aldeles nødvendigt at søge at afsløre denne Hemmelighed. Han anede, at det store Værks hele Fremtid afhang deraf. Man tog derfor paany de strengeste Forholdsregler. Øvrighederne bleve underrettede om Sagen. Nogle Betjente holdt i al Hemmelighed Dundonald-Slottets Ruiner besat. Harry selv holdt sig flere Nætter i Træk skjult i det Krat, som bedækkede Højen. Alle Anstrengelser vare forgæves! Man opdagede intet. Intet menneskeligt Væsen traadte nogensinde ud gennem Tunnelmundingen.
Snart vandt den Anskuelse mere og mere Tiltro, at Forbryderne helt havde forladt Ny-Aberfoyle, og at de troede Nelly omkommen paa Bunden af den snævre Skakt, hvor de havde efterladt hende. Førend man begyndte at bearbejde Kulgruben, havde de i den haft et sikkert Tilflugtssted, og de havde kunnet være temmelig sikre for ikke at blive efterstræbte der. Nu derimod havde Forholdene fuldstændig forandet sig. Det vilde være vanskeligt for dem at holde deres Smuthuller hemmelige. Der var altsaa al Grund til at antage, at man for Fremtiden ikke havde noget at befrygte. Dog kunde John Starr ikke fuldstændig slaa sig til Ro hermed. Harry delte ogsaa denne Anskuelse og udtalte sig flere Gange derom.
»Nelly staar uden Tvivl i Forbindelse med denne Hemmelighed«, sagde han. »Hvorfor skulde hun ogsaa vedblivende tie derom, naar hun ikke mere havde noget at befrygte? Uden Tvivl føler hun sig lykkelig hos os og holder af os alle. Hun tilbeder min Moder. Naar hun ikke taler om sin Fortid, om det, som kunde gøre os rolige med Hensyn til Fremtiden, maa en vigtig Hemmelighed, som hendes Samvittighed byder hende at fortie, tynge paa hende.
De kom derfor overens om, i deres Samtaler med den unge Pige at undgaa alt, hvad der kunde minde hende om Fortiden.
En Dag kunde Harry dog ikke lade være at fortælle Nelly, hvormeget hans Forældre, John Starr og han selv troede at skylde hendes uegennyttige Hjælp.
Dette skete paa en Festdag, da alle flittige Arme hvilede. Alle skulde lidt ud at spadsere. Paa mange forskellige Steder gav muntre Sange Genlyd i Ny-Aberfoyles mægtige Hvælvinger.
Harry og Nelly havde forladt deres Bolig og vandrede med langsomme Skridt langs den venstre Bred af Malcolm-Søen. De elektriske Straaler faldt der mere dæmpet paa nogle maleriske Klipper, som støttede den mægtige Kuppel. Dette Halvmørke var velgørende for Nelly's Øjne, der endnu ikke rigtig havde vænnet sig til at taale Lyset.
Efter at have vandret en Timestid standsede Harry og hans Ledsagerinde foran det lille Kapel paa en Terrasse med Udsigt over Søen.
»Dine Øjne ere endnu ikke vante til Dagslyset, Nelly«, sagde Harry, »og de ville vel næppe kunne udholde Solens Straaler«.
»I alt Fald ikke, hvis Solen er saaledes, som du har beskrevet mig den, Harry«, svarede den unge Pige.
»Ak! Nelly«, vedblev Harry, »med Ord formaar jeg ikke at give dig en rigtig Forestilling om dens Glans ligesaa lidt som om alt det øvrige vidunderlige og herlige i Verden, som dine Øjne endnu ikke har set. Men sig mig dog, er det virkelig muligt, at du aldrig, siden du blev født i den mørke Kulgrube, har betraadt Jordens Overflade?«
»Aldrig, Harry, og jeg tror ikke engang, at min Fader eller min Moder, selv da jeg endnu var ganske lille, nogensinde har baaret mig derop. Saa maatte jeg dog have bevaret en dunkel Erindring om Oververdenen.«
»Det tror jeg ogsaa«, svarede Harry. »Dengang var der ogsaa mange andre, som aldrig forlod Gruben. Forbindelsen med Verden ovenover var for besværlig, og jeg har kendt mange unge Knøse og Piger, der i din Alder vare ligesaa ukendte med Forholdene deroppe som du. Men nu befordrer Jærnbanen os igennem den store Tunnel til Grevskabets Overflade i Løbet af faa Minutter. Aa, hvor jeg længes efter det Øjeblik, da du vil sige til mig: Kom, Harry, nu kan mine Øjne taale Dagslyset, jeg vil se Solen! Jeg vil beundre den store Skabers Værker!«
»Jeg haaber, at jeg ret snart vil kunne sige dette til dig, Harry. Jeg vil sammen med dig beundre denne ydre Verden, og dog…«
»Hvad vil du sige, Nelly?« spurgte Harry ivrig. »Beklager du dig maaske over at have forladt den mørke Afgrund, i hvilken du har tilbragt dine første Leveaar, og hvorfra vi frelste dig, da du var Døden nær?«
»Nej, Harry«, svarede Nelly, »jeg tænkte kun paa, at ogsaa disse mørke Dybder har deres Skønhed. Du skulde blot vide, hvad Øjne, der kun er vante til dette Mørke, ser dernede! Dybt nede i Gruben findes mørke Kløfter, gennem hvilke der nu og da sitrer et usikkert Lysskær. Da hører man ligesom Stemmer, der tiltaler en…«
»Og du følte slet ingen Angest, Nelly, naar du saaledes var alene?«
»Naar jeg var alene«, svarede den unge Pige, »var jeg aldrig bange«.
Harry syntes, at det nu var bedst at benytte det gunstige Øjeblik til maaske at faa mere at vide.
»Man kunde dog let forvilde sig i de lange Gange. Har du aldrig været bange for det, Nelly?«
»Nej, jeg havde i lang Tid kendt alle Gallerierne og Skakterne i den nye Kulgrube meget nøje«.
»Forlod du den aldrig?«
»Jo… een Gang…«, svarede den unge Pige tøvende; »jeg besøgte ogsaa undertiden det gamle Aberfoyle Værk.«
»Saa kendte du vel ogsaa den gamle Hytte?«
»Ja, Hytten kendte jeg nok, men ikke dens Beboere«.
»Beboerne«, forklarede Harry, »var min Fader, min Moder og jeg. Vi vilde egentlig nødig forlade den gamle Bolig, der var bleven os saa kær«.
»Maaske vilde det dog have været bedst for eder!« sagde den unge Pige ganske sagte.
»Hvorfor dog det, Nelly? Kan vi ikke takke vor Udholdenhed for, at de nye Kulskatte er bleven opdagede? Og har denne Opdagelse ikke haft de gavnligste Følger for en hel Befolkning, hvis Velstand paany er bleven grundlagt ved dette Arbejde, og ogsaa for dig, Nelly; du blev, saa at sige. givet tilbage til Livet og fandt Hjerter, som du véd tilhører dig helt og holdent, ikke sandt?«
»For mig?« svarede Nelly, »… ja!… der ske saa, hvad der vil!… For de andre?… hvem véd?«
»Hvad mener du dérmed?«
»Intet!… bryd dig ikke derom! — Men den første Indtrængen i den nyopdagede Grube havde sine store Farer. Engang var nogle uforsigtige trængte ind i disse ubekendte Gange; de havde vovet sig langt, langt ind og maa tilsidst være faret vild…«
»Faret vild?« afbrød Harry hende og saa' forskende paa hendes Ansigt.
»Ja… faret vild…« gentog Nelly med skælvende Stemme. »Deres Lampe gik ud, de kunde ikke finde Vej tilbage…«
»Og de maatte forblive indelukkede derinde i otte Dage«, fortsatte Harry. »De vilde ovenikøbet snart være omkomne, havde Gud ikke sendt dem et hjælpende Væsen, der hemmelig bragte dem Næringsmidler og paa en vidunderlig Maade senere førte deres Befriere til dem. Uden dette Væsens Hjælp havde det aldrig været muligt for dem at forlade den uhyre Grav?«
»Hvorfra véd du alt dette?« spurgte den unge Pige.
»Jo, for… de indespærrede var John Starr, mine Forældre og mig!«
Nelly løftede Hovedet, greb den unge Mands Haand og saa' ham dybt ind i Øjnene.
»Dig?« gentog hun.
»Ja! og den, vi kan takke for, at vi endnu den Dag i Dag er i Live, det er dig, Nelly, — det kan ikke have været nogen anden end dig!«
Nelly lod Hovedet synke ned i sine Hænder, skjulte Ansigtet i dem og gav intet Svar. Aldrig endnu havde Harry set hende saa stærkt bevæget.
»De, som har reddet dig, Nelly«, føjede han til, »skyldte allerede selv i Forvejen dig deres Liv; og tro mig, det kan og vil de aldrig glemme!«