Det sorte Indien/14
Fjortende Kapitel.
Harry's Liv hænger i en Traad.
Nu havde Simon Ford og hans Familie set deres kæreste Ønske gaa i Opfyldelse, intet Under derfor, at de nu følte sig virkelig lykkelige. Kun med Hensyn til Harry, der allerede af Naturen var en noget indesluttet Karakter, havde man kunnet gøre den Iagttagelse, at han, som gamle Mary plejede at sige, »blev mere og mere indadvendt«. Selv Jack Ryan med sit smittende, gode Humør var nær ved at opgive at faa ham forandret.
En Søndag i Juni Maaned gik de to Venner og spadserede paa Bredderne af Malcolmsøen. Coal-City holdt Hviledag. Ovenover rasede en heftig, regnfuld Storm. Deroppe udviklede Regnvandet en hed, kvælende Dunst af den ophedede Jord. Man havde næsten ondt ved at trække Vejret deroppe i Grevskabet.
I Coal-City derimod var der den dybeste Ro og den behageligste Temperatur; der kendte man jo hverken til Regn eller Storm. Intet forraadte her Elementernes Kamp oppe i Oververdenen. Fra Stirling og dens Omegn strømmede derfor Spadseregængere ned for at vederkvæge sig ved Kulværkets behagelige Friskhed.
De elektriske Apparater overstraalede alt med et blændende Lys, som burde have faaet den altfor tilhyllede Søndagssol til at gaa ud af sit gode Skind af Misundelse.
Jack Ryan gjorde Harry opmærksom paa den overordenlige Tilstrømning af besøgende; men denne hørte aabenbart kun med meget ringe Opmærksomhed paa hans Ord.
»Se dog, Harry, hvilken Trængsel af Gæster! — Naa, min Ven! nu bort med dine mørke Tanker! Du kunde ellers let bringe Folkene deroppefra paa de Tanker, at en eller anden af os dog kunde være i Stand til at misunde dem deres Opholdssted deroppe.
»Kære Jack«, svarede Harry, »bryd dig ikke om mig; du er jo til Gengæld lystig for to.
»De gamle Bjergtrolde annamme mig«, vedblev Jack, »om jeg ikke tilsidst lader mig smitte af din Melankoli! Mit Blik bliver mørkt, mit Smil svinder bort, Latteren bliver siddende mig i Halsen, og min Hukommelse svigter mig, saa jeg ikke længer kan synge mine Sange. Sig mig, Harry, hvad er der i Vejen med dig?
»Det ved du jo godt, Jack.«
»Endnu stadig denne Tanke..?«
Harry nikkede.
»Stakkels Harry!« sagde Jack Ryan, idet han trak paa Skuldrene, »hvis du fulgte mit Eksempel og skrev alt det paa Bjergaandernes Regning, vilde du være meget roligere.«
»Du ved jo, Jack, at dine Trolde og Feer kun eksisterer i din egen Indbildning, og at ikke en eneste af dem har ladet sig se i Ny-Aberfoyle efter Genoptagelsen af Arbejdet hernede.«
»Indrømmet, Harry! Men selv om Bjergaanderne ikke mere viser sig, saa synes jeg dog, at de Væsner, som du vil tilskrive det hele, lige saa lidt lader høre fra sig.«
»Men jeg skal vide at finde dem igen, Jack.«
»Harry! Harry! Ny-Aberfoyle's Aander er ikke saadan at faa Fingre i.«
»Jeg skal nok være Mand for at opdage dine formentlige Aander!« svarede Harry i en Tone, som forraadte hans faste Overbevisning og Vilje.
»Du tænker altsaa at kunne faa Hævn?«…
»Baade at tage Hævn over dem, der har villet os ondt, og belønne dem, der er kommen os til Hjælp. Selv om den ene har indespærret os i Galleriet, skal jeg dog ikke glemme, at en anden er kommet os til Undsætning! Nej, det skal jeg aldrig glemme!«
»Men er du ogsaa vis paa Harry, at det ikke er et og samme Væsen?«
»Hvorfor, Jack? Hvorledes falder du paa den Tanke?«
»Du ved jo, Harry, at de Væsner, som huserer i Bjergdybene… de er ikke af samme Slags som vi!«
»Men disse ser virkelig ud ganske som vi!«
»Nej, Harry, nej… Men kunde man for Resten ikke tænke sig Muligheden af, at det var en vanvittig, der drev sit Spil hernede…«
»En vanvittig?« svarede Harry, »en afsindig, i hvis Tanker der skulde herske en saa god Orden! Det skulde være en forrykt, den Skurk, der lige fra det Øjeblik, da han rev Stigerne i Yarow-Skakten ned, Gang paa Gang har søgt at gøre os Skade!«
»Men nu gør han det ikke mere, Harry. I de sidste tre Aar er der hverken imod dig eller nogen af dine blevet forøvet nogen ondskabsfuld Gerning.«
»Det er det samme, Jack«, svarede Harry. Jeg kan ikke komme bort fra den Anelse, at hin onde Aand, hvem han saa end er, endnu ikke har afstaaet fra sine slette Hensigter. Hvorpaa jeg støtter denne Antagelse, vilde det endog være mig selv umuligt at sige. Ogsaa i vor ny Grubes Interesse gad jeg nok vide, hvem han er, og hvorfra han kommer.
»I den nuværende Drifts Interesse?«.... spurgte Jack forbavset.
»Ja, Jack, som Drivfjeder til alle disse Handlinger ser jeg en Interesse, der maa være vor stik modsat. Jeg har tænkt ofte derover, og jeg tror ikke, jeg tager fejl. Husk paa hele den Række af uforklarlige Hændelser, der fulgte aldeles som planlagt efter hinanden. Det anonyme Brev, som modsagde det, min Fader havde afsendt, beviser for det første, at en eller anden maa have haft Kundskab om vort Forehavende og har gjort sig Umage for at forstyrre det. Hr. Starr tog alligevel til Dochart-Gruben for at besøge os. Næppe har jeg ført ham et Stykke ind i den, før en vældig Sten bliver slynget efter os, og Yarow-Skakten bliver ved Afbrydelsen af Stigerne aflukket fra enhver Forbindelse med Oververdenen. Vore Undersøgelser begynder. Et Eksperiment, som skulde tjene til at paavise Tilstedeværelsen af et større Kullag, blev umuliggjort ved Tilstoppelsen af Revnerne i Skiferstenen. Ikke desto mindre lykkes det tilsidst at fuldføre dette Eksperiment og bevise, at der virkelig var et Kullag. Laget er nu fundet. Vi vender tilbage; da opstaar der pludselig en heftig Bevægelse i Luften, vor Lampe bliver slaaet i Stykker, rundt om os bliver det bælgmørkt. Desuagtet lykkes det os at holde den rigtige Vej: saa er Udgangen forsvunden, Hullet, hvorigennem vi var kommen ind i Gruben, var lukket. Vi var indespærrede! — Naa, Jack, ser du i alt dette ikke en ondskabsfuld Hensigt? Det er utvivlsomt, at et Væsen, som vi ganske vist endnu ikke har opdaget, men som paa ingen Maade er overnaturligt, har holdt sig skjult hernede. Af en eller anden uforklarlig Grund søgte det at forhindre vor videre Fremtrængen i Gruben. Dengang var det her i Gruben!… En Anelse siger mig, at det endnu ikke er forsvundet, men sandsynligvis pønser paa et eller andet frygteligt. — Men om det saa skulde koste mit Liv, maa jeg se at trænge til Bunds i denne Sag!«
Harry talte med en saadan Sikkerhed, at han var nær ved at overbevise sin Ven.
Jack Ryan følte tydeligt, at Harry havde Ret, i alt Fald med Hensyn til det forbigangne.
Desuagtet kunde han ikke helt komme bort fra at betragte og forklare det skete paa sin Maade. Da han imidlertid vidste, at Harry aldrig vilde indrømme, at det kunde være et overnaturligt Væsen, der havde blandet sig i Begivenhedernes Gang, støttede han sig kun til de Begivenheder, der aabenbart syntes aldeles uforenelige med Antagelsen af et mod Familien Ford fjendligt stemt Væsen.
»Godt, Harry«, begyndte han, »naar jeg nu maa give dig Ret med Hensyn til flere af de omtalte mærkelige Tildragelser, er du da saa ikke i det mindste enig med mig i, at det maa have været en eller anden god Aand, der ved at skaffe jer Brød og Vand reddede jeres Liv og…«
»Jack«, afbrød Harry ham, »den hjælpsomme Skabning, som du saa gerne vilde gøre til et overnaturligt Væsen, eksisterer utvivlsomt lige saa vel som den omtalte Skurk, og jeg gentager det, jeg vil søge efter dem begge, om det saa skulde være i de yderste, længst bortliggende Forgreninger af Gruben.
»Har du da en eller anden Formodning, som maaske kunde lede dig paa rette Spor?« spurgte Jack Ryan.
»Maaske!« svarede Harry. »Hør opmærksomt efter, hvad jeg nu siger. Fem Fjerdingvej vest for Aberfoyle, under de Lag, som bærer Lomondsøen, findes en naturlig Skakt, der fører lodret ned i Dybet. For omtrent otte Dage siden forsøgte jeg at maale dens Dybde. Da jeg bøjede mig ud over Mundingen for at lade min Snor glide ned, forekom det mig, at Luften dernede blev sat i heftig Bevægelse ligesom af kraftige Vingeslag.
»Det maa have været en eller anden Fugl, der har forvildet sig ned i Grubens underste Gallerier«, bemærkede Jack.
»Det er ikke alt«, vedblev Harry. »Samme Dag vendte jeg endnu en Gang tilbage til Skakten, og det forekom mig denne Gang, at jeg hørte en sagte Klynken nede fra Bunden.«
»En Klynken!« raabte Jack, »Du har taget fejl, Harry. Det kan kun have været Lufttrækket… med mindre maaske en Bjergaand…«
»I Morgen vil jeg have at vide, hvad jeg skal tro eller ikke.«
»I Morgen?« spurgte Jack og saa' paa sin Kammerat med store Øjne.
»Ja! I Morgen begiver jeg mig ned i Afgrunden.«
»Harry! Det er at friste Gud!«
»Nej, min Ven, jeg vil bede om hans Bistand til at fuldføre mit Forsæt! I Morgen begiver vi to os med nogle Kammerater til Skakten. Jeg tager et langt Reb om Livet, ved Hjælp af hvilket I lader mig glide ned og paa et bestemt Signal igen trækker mig op. — Jeg kan vel gøre Regning paa dig, Jack?«
»Harry«, svarede Jack meget alvorlig, »jeg vil gøre alt, hvad du forlanger af mig, og dog gentager jeg: Du handler urigtigt!«
»Det er bedre en Gang, at handle urigtigt, end at være nødt til at bebrejde sig, at man har forsømt noget«, svarede Harry i en bestemt Tone. »Altsaa, i Morgen tidlig Klokken seks, og — Tavshed! Far vel, Jack!«
For ikke længer at fortsætte en Samtale, under hvilken Jack Ryan sikkert vilde have gjort alt for at bringe ham til at afstaa fra sit Forsæt, forlod Harry hurtigt sin Ven og vendte hjem.
Man maa iøvrigt indrømme, at Jack Ryan's Ængstelse ikke var overdreven. Hvis Harry virkelig var truet af en personlig Fjende, der holdt sig skjult i den Skakt, som den unge Bjærgmand vilde undersøge, udsatte han sig uden Tvivl for den øjensynligste Fare.
»Og desuden«, tænkte Jack ved sig selv, »hvorfor løbe i Armene paa en mulig Fare for at forklare en Række Begivenheder, der forstaar sig af sig selv i det Øjeblik, man blot tilskriver dem et overnaturligt Væsens Mellemkomst?«
Imidlertid indfandt Jack Ryan med tre Kammerater sig dog den næste Morgen tilligemed Harry til den aftalte Tid ved Skaktens Munding.
Harry havde holdt sit Forehavende hemmeligt saavel for John Starr som for sin Fader. Ogsaa Jack Ryan havde holdt sit Ord og tiet. Da de andre Bjærgfolk saa' det lille Selskab bryde op, troede de, at det blot drejede sig om en eller anden Undersøgelse af Lagets Tykkelse paa et nyt Sted.
Harry bar et to Hundrede Fod langt Reb, som vel ikke var tykt, men meget stærkt. Da han hverken kunde klatre op eller ned ved Hjælp af Arme og Hænder, maatte han benytte sig af et Reb, som var saa solidt, at det med fuldkommen Sikkerhed kunde bære hans Legemes Vægt. Hans Ledsagere skulde altsaa lade ham glide ned i Afgrunden i en hængende Stilling. Et Ryk i Rebet skulde tjene som Signal til dem, om at de skulde trække ham op igen.
Den temmelig vide Skakt havde et Gennemsnit af omtrent tolv Fod. En Bjælke blev lagt over Mundingen ligesom en Bro, saa at Rebet, der blev lagt over og gled paa denne Bjælke, stadig maatte være i Midten af Skakten, for at ikke Harrys Legeme paa Farten ned i det ukendte Dyb skulde støde mod Sidevæggene.
Harry havde allerede gjort sig færdig.
»Det er altsaa stadig din Hensigt at ville undersøge dette Svælg?« spurgte Jack Ryan ham alvorlig.
»Ja, Jack!« svarede Harry. »Det er mit urokkelige Forsæt!«
Rebet blev nu først befæstet om Harrys Lænder og derpaa under hans Arme, saa at hans Legeme hang sikkert og lige.
Ved denne Fremgangsmaade beholdt Harry begge Armene fri. Ved Bæltet befæstede han en Sikkerhedslampe, og ved Siden havde han en af de bekendte brede, skotske Knive i en Læderskede.
Harry gik ud til Midten af Bjælken, over hvilken Rebet gled.
Derpaa lod hans Ledsagere ham synke, og han forsvandt snart i Dybet. Da Rebet samtidig drejede sig langsomt, faldt Lampens Straaler lidt efter lidt rundt om paa Væggene, og Harry blev derved sat i Stand til at tage dem meget nøje i Øjesyn.
Disse Vægge bestod af Skifer og vare saa stejle og glatte, at man umuligt kunde klatre op ad dem.
Harry sank med jævn Hastighed — omtrent en Fod i Sekundet. Han kunde derfor bekvemt se sig godt for og holde sig beredt paa enhver Mulighed.
Indtil der var gaaet to Minuter, altsaa til en Dybde af hundrede og tyve Fod, gik Nedfarten for sig uden nogen Forstyrrelse. Skaktens Væg viste intetsteds Spor af noget derfra udgaaende Sidegalleri; den blev lidt efter lidt snævrere. Harry mærkede nu en køligere Vind, der blæste op fra Bunden, hvoraf han sluttede, at Skakten forneden stod i Forbindelse med en vandret løbende Gang i Gruben.
Han sænkedes dybere ned. Rundtom herskede der fuldstændig Mørke, fuldkommen Ro. Hvis virkelig et eller andet levende Væsen havde søgt Tilflugt i delte hemmelighedsfulde Svælg, saa var det enten ikke mere nærværende eller forraadte i det mindste ikke sin Nærværelse ved den ringeste Bevægelse.
Jo dybere Harry kom ned, desto mere mistroisk blev han; han trak derfor sin Kniv ud af Bæltet og holdt den fast omsluttet i højre Haand for at være beredt paa ethvert Angreb.
I en Dybde af hundrede og firsindstyve Fod følte Harry, at han havde fast Jord under Fødderne; Rebets Spænding blev mindre, de holdt det nu fast deroppe og sænkede det ikke mere.
Harry trak Vejret et Øjeblik. En Frygt, som han havde næret for, at Rebet skulde blive skaaret over ovenover hans Hoved, var ikke gaaet i Opfyldelse. Han havde iøvrig heller ikke nogetsteds i Skaktvæggen bemærket nogen Udhulning, i hvilken et levende Væsen vilde have kunnet skjule sig.
Den underste Del af Skakten snævrede sig betydeligt ind.
Harry løste sin Lampe fra Bæltet og lod dens Skær oplyse Terrainet rundt omkring. Hans tidligere Antagelse var ikke urigtig.
I et dybt liggende Kullag gik der en snæver Gang ind, i hvilken man kun kunde bevæge sig ved at krybe paa Hænder og Fødder.
Harry vilde have at vide, hvor dette snævre Galleri førte hen, og se, om det ikke længere borte mundede ud i en større Hulning.
Han lagde sig ned paa Jorden og begyndte at krybe, men pludselig stødte han paa noget, der spærrede ham Vejen.
Saavidt han kunde slutte sig til ved at føle sig for, bestod denne Hindring i et menneskeligt Legeme, der fuldstændig spærrede Gangen.
Harry veg først forfærdet tilbage, men derpaa krøb han dog igen fremad.
Han havde ikke taget fejl; det var virkelig et menneskeligt Legeme, som her laa ham i Vejen. Ved atter at føle sig for overbeviste han sig om, at det vel var iskoldt paa Hænder og Fødder, men dog ikke fuldstændig livløst.
Hurtig fik han Legemet løftet op, bragte det hen til Skakten og lod Lampeskæret falde paa dets Ansigt.
»Et Barn!« udbrød han forbavset.
Det i denne Afgrund fundne Barn levede vel endnu, men det trak Vejret saa svagt, at Harry hvert Øjeblik maatte befrygte, at det kunde dø i hans Arme. Han maatte altsaa saa hurtig som mulig bringe det stakkels Væsen med sig op til Skaktmundingen og derfra til Hytten, hvor han kunde overgive det i Marys kærlige Hænder.
Harry glemte alt andet, befæstede Rebet ved sit Bælte, anbragte ogsaa Lampen derved og greb Barnet, som han trykkede fast indtil sig i den venstre Arm, saa at han beholdt den bevæbnede højre Haand fri, og gav derpaa det aftalte Signal til Kammeraterne om, at de skulde trække ham op.
Rebet strammedes et Øjeblik efter, og Opstigningen begyndte.
Harry saa' sig omkring med fordoblet Opmærksomhed. Nu var det jo ikke ham selv alene, hvem den mulige Fare truede.
De første Øjeblikke under Farten opad gik alt efter Ønske, og intet Uheld syntes at true ham; men pludselig mærkede han neden under sig den tidligere omtalte stærke Bevægelse i Luften. Han kastede Blikket ned og bemærkede kort efter i Halvmørket dernede et Legeme, som svang sig i Vejret og nu fløj forbi ham og strejfede hans Skulder.
Det var en stor Fugl, som han ikke kendte Navnet paa, og som hævede sig i Vejret paa sine mægtige Vinger.
Nu standsede Dyret, holdt sig et Øjeblik svævende og styrtede derpaa rasende ned paa Harry.
Han havde kun sin højre Arm fri til at afværge de Slag, som dette Dyr med sit vældige Næb rettede mod ham.
Han forsvarede sig imidlertid, saa godt han kunde, og søgte imidlertid saa vidt muligt at beskytte Barnet. Men han opdagede snart, at Fuglens Angreb slet ikke gjaldt dette, men udelukkende ham selv. Da Rebet stadig drejede rundt, kunde det heller ikke lykkes ham at ramme den og dræbe den.
Kampen begyndte at blive langvarig. Harry raabte af alle Kræfter i Haab om at blive hørt deroppe.
Dette skete rimeligvis ogsaa, thi Rebet gik hurtigere og hurtigere til Vejrs med ham.
Han havde endnu en Strækning paa firsindstyve Fod tilbage. I dette Øjeblik opgav Fuglen sine Angreb paa ham, men nu truedes han af en langt frygteligere Fare; thi den klamrede sig fast til Rebet to Fod over hans Hoved og saa højt derover, at han ikke kunde naa derop med den Haand, han havde fri; Dyret begyndte straks at sønderslide Tovet med sit skarpe Næb.
Haarene rejste sig paa Harry's Hoved.
En af Snorene i Rebet var allerede hakket over og havde løsnet sig. Rebet begyndte at give efter.
Harry udstødte et gennemtrængende Skrig.
Endnu en af Snorene gik løs under den dobbelte Byrde, som det halvt søndergnavede Reb maatte bære.
Harry lod sin Kniv falde, og det lykkedes ham ved en næsten overmenneskelig Anstrengelse netop i det Øjeblik, da Rebet var ved at briste, at løfte sig op og gribe fat i det med sin højre Haand lige oven over det Sted, hvor Fuglen havde søndergnavet Rebet med sit Næb. Men hvor jærnstærk hans Haand end var, mærkede han dog, at han ikke ret længe vilde have Kraft nok til at holde sig fast.
Han havde vel kunnet tage fat med begge Hænder; men saa havde han maattet ofre Barnet, som han stadig holdt i sin venstre Arm… Nej, han vilde ikke engang tænke derpaa!
Imidlertid trak Jack Ryan og begge de andre Bjærg- folk, som hørte Harry's fortvivlede Raab, Rebet hurtigere og hurtigere i Vejret.
Harry troede ikke, at hans Kræfter vilde slaa til, indtil han naaede Skaktens Munding. Han mærkede hvorledes alt Blodet skød op i ham, det var, som om hans Hoved skulde sprænges. Et Øjeblik lukkede han Øjnene med den skrækkelige Bevidsthed, at han inden faa Sekunder maatte styrte ned i Dybet. Derpaa aabnede han dem igen…
Fuglen var aabenbart bleven forskrækket og havde taget Flugten.
I selvsamme Øjeblik som Harry's Haand maatte slippe Rebet, blev han grebet af sine Kammerater og tilligemed Barnet, der ligesom han selv var bevidstløst, sagte lagt ned paa Jorden.
Harry laa længe bevidstløs i sine Kammeraters Arme.