Det lille Øg
Det lille Øg.
Med Tegninger af Hans Nik. Hansen
Der var en Gang en Konge, som havde en eneste Søn. Han var den skjønneste Yngling, nogen vilde se. Han havde ogsaa et godt Hjærte og en god Forstand. Men han var hovmodig baade af sin Stilling, sin Forstand og sin Skjønhed. Ligesom han selv var smuk, holdt han meget af alt, hvad der var smukt; de grimme kunde han ikke udstaa; han fik ganske ondt af at se paa, hvad der var stygt, sagde han.
Saa hændtes det en Dag, han var ude paa Jagt med sine Hoffolk, de havde lejret sig tæt ved en Landevej og holdt deres Frokost, — at de saa' en gammel Mand komme ridende hen ad Vejen paa en meget daarlig Hest. Den gamle Mand var meget lidt kjøn at se paa: han var baade pukkelrygget og enøjet og skjævhalset; og fattig og daarlig var han jo i Klæder; og hans Hest var ikke meget kjønnere: det var et lille tykmavet, langhaaret Bondeøg, som endda lammede paa det ene Forben.
»Hu ha!« sagde Prinsen, »skaf mig den grimme gamle Karl og hans grimme Øg af Vejen! Jeg kan ikke taale at se noget saa stygt.« Hoffolkene var jo strax til Rede og fik den lurvede Rytter gjennet af Vejen, saa han kom ud af Syne.
Men den gamle Mand var ikke den, han saa ud til; han var en stor og mægtig Troldmand, som ikke altid viste sig i saa ringe en Skikkelse. En Dag, Prinsen gik ganske alene ude i Skoven, saa stod den gamle enøjede Mand for ham, rørte ved ham med sin Stok og sagde: »Nu kan du prøve at være et Øg ligesom mit. Og det skal du være, indtil en uskyldig Kongedatter vil kalde dig sin allerkjæreste Ven.« Og i det samme han sagde det, blev den smukke Prins til lige saadan et grimt lille Øg som det, han ikke havde kunnet taale at se paa.
I Prinsens Hjem var der stor Forskrækkelse. Kongens Søn var forsvunden, og ingen vidste, hvor han var bleven af. Imens gik han ude i Skoven som et lille uanseligt Bondeøg, meget ilde tilfreds med sig selv. Det kunde ikke nytte ham at gaa hjem til sin Faders Slot, for dèr vidste han, at ingen vilde kjendes ved ham. Da han havde gaaet om i Skoven et Par Dage, saa traf det sig, at der kom en lille Bondedreng, som var ude at sanke Brænde. Han saa' det lille Øg gaa dèr og græsse; han gik hen til det og klappede det og snakkede godt for det, og Øget fulgte ham, hvor han gik, og saadan kom det hjem med ham til hans Fader, som havde et lille Bolssted uden for Skoven. »Se, Fader!« sagde han, »her har du et nyt Øg i Steden for det gamle, som styrtede i Gaar.« — »Det er kun et daarligt Bytte,« sagde Faderen, »for dette her er da et rent Helmis. Det er knap Føden værd; men vi faar vel prøve det.«
Saa kom Øget paa Stald, og næste Dag spændte Bonden det for sin lille Plov, og det trak meget ordentlig. »Øget er dog ikke saa ringe som det ser ud til,« sagde Bonden til Hans, saadan hed Drengen, »du maa fodre det godt; saa kan vi dog have nogen Nytte af det.« Hans holdt meget af sit lille Øg, som han kaldte det, og han fodrede det, og han striglede det og var rigtig god ved det. Det maatte da ogsaa gjøre Gavn for Føden; men da Bonden havde tilsaat, saa siger han til Hans: »Nu kan du i Morgen ride Øget ind til Kjøbsteden og faa lagt to Sko under det, men ikke flere; for nu vil jeg sælge det.«
Det var Hans ikke meget for; han vilde helst beholde sit lille Øg. Da han kom ind til Kjøbsteden og fik lagt de to Sko under det, saa kom der en enøjet Mand til ham og gav sig i Snak med ham: om han vilde sælge ham den Hest? »Den skal koste to Hundrede Daler,« sagde Hans da for Spøg. »Det er meget for den,« sagde Manden, »men lad gaa! du skal faa dem.« — »Nej,« sagde saa Hans, »jeg tør ikke sælge den, for den hører ikke mig, men min Fader til.« — »Saa kan du gaa hjem og spørge ham, om du maa,« sagde Manden. Men det vilde Hans ikke; han satte sig op paa Øget og red det hjem; men han sagde ikke noget til Faderen om, at han havde kunnet faa to Hundred Daler for det.
Kort Tid efter var der Hestemarked i Kjøbsteden, og saa siger Bonden til Hans: »Nu skal du pudse Øget; det skal til Marked i Dag.« Hans blev meget bedrøvet og bad om, at han maatte tage til Marked med det. Men Faderen vilde selv. »Saa maa Fader forlange tre Hundred Daler for det,« siger Hans. »Du er jo gal, Dreng!« siger Faderen, »jeg véd nok selv, hvad Øget er værdt: det er ikke ét Hundred Daler værdt.« Saa fortalte Hans, at der var budt ham to Hundred for det. »Saa er du ogsaa en god Tosse,« sagde Faderen, og dermed gav han Hans et Ørefigen. Saa satte han sig op og red til Marked med Dyret. Men han tænkte dog paa, hvad Hans havde sagt ham, og naar nogen spurgte ham, hvad den Hest skulde koste, saa sagde han rask: tre Hundred Daler. — Kjøberne lo jo ad ham og sagde, det var ogsaa en Pris for saadan en Rallike, som ikke var ét Hundred værd. Men Bonden slog ikke af, og omsider kom der da en gammel enøjet Mand, han tingede ikke med ham om Prisen, men gav ham de tre Hundrede Daler, og saa fik han Øget. Bonden gik saa hjem og var ikke lidt glad ved den gode Handel. Men Hans græd og var meget bedrøvet. Da Faderen næste Morgen søgte efter ham, var han ikke til at finde. »Han er nok løben efter Øget,« sagde Moderen, og der med slog de sig til Ro.
Hans var ganske rigtig løben efter sit kjære Øg. Inde i Kjøbsteden fik han opspurgt, at den Mand, som havde kjøbt Hesten, han var rejst til et Sted, som laa hundrede Mile borte. Det var en rig Mand, sagde de, og en fornem Mand, han hørte nok til oppe paa Kongens Slot. Hans gav sig strax paa Vejen og naade da omsider ogsaa alle de hundrede Mile bort, og dèr gik han lige til Kongens Slot og bad om at faa Tjeneste som Stalddreng. Det fik han ogsaa; men han fandt ikke Øget i Kongens Stald.
Saa en Dag ser Hans, at der holder en lille Kane ude paa Slotspladsen, og Kanehesten, det er da ingen anden end hans eget kjære lille Øg. Hans blev jo glad, og han gik hen og klappede det og kjælede for det. I det samme træffer det sig, at Kongens yngste Datter, hun var endnu kun et Barn, kommer løbende forbi, og da hun ser Hans staa ved det lille Øg, saa siger hun: »Saadan en lille Hest vilde jeg gjærne have, den kunde jeg vist baade kjøre og ride. Tror du ikke? Hans!« Jo, det vidste Hans bestemt, han kjendte Hesten, sagde han, og det var det raskeste og det troligste lille Dyr, der var til. Hun løb op til sin Fader Kongen og bad ham kjøbe den lille Hest til hende. »Det er jo et grimt lille Kræ,« sagde Kongen, »du maa tage, hvilken Hest du vil i min Stald; dèr er kjønne Heste nok.« Men hun havde nu faaet saadan en Lyst til det lille Øg, og hun blev ved at bede, til Kongen sagde ja og kjøbte det til hende. »Pas den nu rigtig godt, Hans!« sagde den lille Prinsesse, og det lovede han jo gjærne, og det holdt han ogsaa, saa den blev Dag for Dag smukkere, og den lille Prinsesse baade kjørte med den og red paa den og holdt saa meget af den.
Da nogen Tid var gaaet, saa træffer det sig, at Kongens ældste Datter — for Kongen havde to Døtre og ingen Sønner — hun havde været ude at fiske, og dèr havde hun mistet en Fingerring, hun havde faaet efter sin Moder, og som baade var en stor Kostbarhed og oven i Kjøbet var en Lykkering. Baade hun og hendes Fader Kongen blev da meget ulykkelige ved det, og Kongen lod søge efter den paa alle Maader; men den blev ikke funden. Til sidst lod Kongen bekjendtgjøre, at den, som kunde bringe Prinsessens Ring, skulde faa hende til Ægte og det halve Kongerige med hende. Der var da mange baade Fyrster og Grever og Adelsmænd fra Landet selv og fra andre Lande, som kom og søgte efter den Ring, og der var flere af dem, som satte Livet til ved det; men der var ingen af dem, som fandt den.
Den yngste Prinsesse fik imidlertid sin lille Hest kjærere med hver Dag, der gik; hun lod lægge fire dejlige Guldsko under den, og hun baade kyssede og klappede den.
Det var en Dag, Hans Stalddreng var ved at vande den lille Hest, da saa' han en dejlig stor Guldfisk ude i Vandet; han sprang ud efter den og vilde fange den, men han fik den ikke fat. Men saa et Par Dage efter, da han igjen vandede Øget, saa sparkede det den samme Guldfisk i Land med sin Fod. Hans bragte Fisken op i Kongens Køkken, og alle skulde da ned, for at se paa den. Og da den blev skaaren op, saa laa Prinsessens Ring inden i den. Saa sagde Kongen til sin ældste Datter: »Ja, nu maa du tage Hans Stalddreng til Ægte: han har bragt din Ring.« Det var Prinsessen ogsaa villig til; og Hans sagde jo heller ikke nej, men han føjede da til, at egentlig var det ikke ham, hvem Æren tilkom for at have fundet Ringen: det var den lille Prinsesses Hest, som havde skrabet den i Land med sin Guldsko.
Da den lille Prinsesse hørte det, saa løb hun ned i Stalden til sin lille Hest, tog den om Halsen og kyssede den og sagde: »Nej, du skal ikke have min Søster; hun kan tage Hans Stalddreng. Men dig vil jeg beholde altid, for du er min allerkjæreste Ven.« Og i det samme, hun havde sagt det, saa var der ingen Hest mere; men der stod en dejlig ung Prins, som hun holdt om Halsen.
Han sagde Tak til, og han fortalte hende det hele, hvordan han var bleven baade straffet og belønnet. Og saa fulgtes de ad op til Kongen, og saa holdt de Bryllup paa samme Dag, som Hans Stalddreng blev viet til den ældste Prinsesse. Den smukke Prins rejste saa hjem med sin Prinsesse til sin Faders Rige, hvor der blev en Glæde uden Lige over at se ham igjen. Han har nu helt aflagt sit Hovmod og lever i Fryd og Herlighed med sin allerkjæreste Ven. Og Hans Stalddreng lever ogsaa godt med den ældste Prinsesse. Han har nu hele hendes Faders Rige, siden den gamle Konge er død.
