Wikisource

Den gamle danske Dødedans/2

< Den gamle danske Dødedans

Thieles Bogtrykkeri Kjøbenhavn


Den gamle danske Dødedans.djvu Den gamle danske Dødedans.djvu/5 3-12

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Den gamle danske Dødedans og dens Alder.

Blandt det store kongelige Biblioteks danske Palæotyper findes en mærkelig og interessant lille Bog, som gaar under Navnet Dødedansen, og som, saa vidt bekendt, er et Unikum. Desværre er Bogen defekt, men det Resterende er i en nogenlunde god Forfatning. Nyerup forelagde i sin Tid Offentligheden nogle korte Udtog[1]. N. M. Petersen mener[2], at den sjældne Levning burde aftrykkes »hel og holden, thi der er mere mærkeligt deri, end det der findes i Prøverne deraf«. Til Dels blev dette Krav tilfredsstillet af Brandt, som besørgede en Udgave i moderniseret Sprogform med en liden Indledning og nogle faa Noter[3]. »Hel og holden«, bortset fra det, der i Tidens Løb er gaaet tabt, i samme Sprogform, i hvilken Bogen læstes af det 16de Aarhundredes Publikum, med reproducerede Illustrationer, der ligesom Dødedansteksten har deres kulturhistoriske — desværre kan vi ikke sige, ogsaa deres kunstneriske — Interesse, foreligger da Dødedansen for første Gang i nærværende Udgave.

Den gamle danske Dødedans tilhører uomtvistet det 16de Aarhundrede. Paa dens ikke originale Bind findes Aarstallet 1536; hvorpaa dette Aarstal beror, ved man ikke noget om. Overbibliotekar justitsraad Chr. Bruun har[4] fremsat en Formodning om, at dets Fremkomst skulde skyldes Justitsraad Thorkelin; ganske vist skylde vi Thorkelin Aarstallet »circa 1536«, men deraf følger ikke, at han skulde være dets Ophavsmand. Aarstallet kan ligesaa godt stamme fra en nu forsvunden Kilde eller Overlevering. Der var da i lange Tider heller ingen, som drog dets Paalidelighed i Tvivl, men Bruun har[5] søgt at godtgøre, at den gamle danske Dødedans, i hvert Fald det bevarede Eksemplar, maa være noget yngre; han sætter det til Tiden mellem 1550 og 1570. Bruuns Betragtninger knytter sig kun til Bogens Ydre, ikke til dens kultur- og litteraturhistoriske Stof. Den gamle danske Dødedans er imidlertid et hvast Angreb paa den katolske Kirke og dens Mænd, og den er ydermere en Folkebog. Efter al Sandsynlighed at dømme er saadan et populært Angreb kun tænkeligt i en Tid, hvor Stridens Bølger gaar højest, og dets Karakter som offensiv Satire afviger da heller ikke synderligt fra de øvrige Angreb, som er os levnede af vor Reformationstids Litteratur. Jeg lægger ikke nogen Vægt paa, at det i denne Tids Satirer saa hyppigt og med megen Bravur optrædende personlige Element, idet man tager Sigte paa sin Tids Notabiliteter, vistnok mangler i den gamle danske Dødedans. Dette har sin naturlige Forklaring i, at ogsaa dens Forbilleder og Kilder er aldeles blottede derfor. Fjorten til tyve Aar senere end 1536 vilde saadan et Angreb for en stor Del have været et Slag ud i Luften, en Kamp mod Vejrmøller; muligvis det ogsaa har været det, men vi kan paa Forhaand ikke have Lov til at antage det. Men selv om den gamle danske Dødedans virkelig var affattet 1536, saa kunde jo det bevarede Eksemplar godt tilhøre en ny Udgave fra Tiden omkring 1560. At en Udgave, ældre end den bevarede, har eksisteret bekræftes imidlertid ikke ved nogen Efterretning eller ved et eneste Indicium. — Bruuns Bevismateriale for Tiden omkring 1560 støtter sig til Bogens typografiske Udstyrelse, en Undersøgelse af dens mange Træsnit og en Sammenligning mellem disse og Træsnittene i flere andre danske Palæotyper fra det 16de Aarhundrede, der uden Tvivl er tagne med de samme Træstokke. De af Bruun anførte Palæotyper ere:

  • ... then Daske krønnicke wel offwerseet oc corrigeret bedre end til forn Kiøbnehaffn MDXXXIII.
  • Ordinatio Ecclesiastica Regnorum Daniæ et Norwegiæ et Ducatuum, Sleswicensis, Holtsatiæ etcet. Anno Domini MDXXXVII.
  • En Sermo huorledis mand skal berede sin hw til døden. Mart. Lutther Fordansket aff Christern Schrock. S.[6] MDXXXVIII.
  • Enchiridion, siue Manuale vt vocant. Een Haandbog, for Sogneprester, til Euangeliske kircke tiæniste. Cum Præfatione Doctoris Pomerani. D. M. Luth. MDXXXVIII.
  • Tuenne Skiøne Viser De første Om Løge oc Sadhed Den anden om Muncke Cappen (MDXLVII)[7]

Bruun gør nu gældende, at af de herhen hørende Illustrationer de i den gamle danske Dødedans gør Indtryk af at være tagne med de mest slidte Træstokke og følgelig er yngst. — Sammenligner vi imidlertid Rimkrøniken (1533), Dødedansen (1536) og den latinske Kirkeordinats (1537), som alle indeholder Kongens Billede, saa finder vi, at dette ganske vist synes mindst »slidt« i Rimkrøniken. Det er navnlig den Billedet omgivende Dobbeltrand, som er slidt, og som kunde afgive et Kriterium. I alle tre Bøger er den yderste Rand defekt for oven til venstre, og det paa en saadan Maade, at der slet ikke kan være Tvivl om, at virkelig samme Træstok har været benyttet 1533, 1536 og 1537. Mest defekt er paa dette Sted Kirkeordinatsens Billede, mindst, imidlertid i Virkeligheden dog kun en lille Kende mindre, Dødedansens. Forsaavidt kunde det altsaa snart synes, som om Bruun havde Ret. Defekt er yderste Rand endvidere paa samme Maade, kun i forskellig Grad, mest igen i Dødedansen, som her tillige frembyder en Mangel af hele det venstre Hjørne, hvilket dog sikkert er en Tilfældighed og beror paa, at den næstfølgende Tekstlinie er anbragt paa for nært Hold. — Tvende skønne Viser (1547) og Dødedansen (1536) har Munkens Billede fælles. Det er igen øverste og nederste Rand, det drejer sig om; i den nederste er Lakunen lige stor i begge Bøger; om øverste Rand i Dødedansens Munkebillede gælder noget lignende som om Kongebilledets nederste; Træsnittet er nemlig skubbet for tæt op mod den nærmest ovenstaaende Tekstlinie; men helt henne til højre, hvor Tekst og Træsnit ikke komme hinanden saa nær, sidder en lille Stump, som kunde tale for Dødedanstræsnittets Aldersfortrin fremfor de tvende skønne Visers, hvis disse Bruuns Betragtninger i det hele taget havde noget Værd. — Luthers fordanskede Enchiridion (1538) og Dødedansen (1536) har fælles Træsnittet med Præsten, som prædiker foran Kirken; det forekommer to Gange i Dødedansen; disse Dødedanstræsnit har paa en fælles Lakune nær vel bevarede Rande (i Modsætning til de fleste af Bogens egentlige Dødedanstræsnit kun enkelt Rand), medens Randen i det efter gammel Tradition to Aar yngre Enchiridion baade foroven og forneden kun træder meget utydeligt frem. Skrafferingen er efter mit Skøn ligesaa skarp det ene Sted som det andet. Imidlertid forekommer (F II) i samme Enchiridion, hvilket synes at være undgaaet Bruuns Opmærksomhed, ogsaa den anden Prædikenscene fra Dødedansen; paa disse Billeder træder imidlertid Skrafferingen absolut skarpest frem i Dødedansen[8]. — Fælles for Schrocks Oversættelse af Luthers Sermon (1538) og Dødedansen (1536) er den paa en Løve ridende Dødning. Dette Træsnit forekommer 1 Gang hos Schrock og 5 Gange i Dødedansen; disse 5 Aftryk er i deres Helhed bedre bevarede end det i Sermon; i dem alle findes en stor fælles Lakune i Enkeltranden foroven, men det første af Dødedansens Løvedødningsbilleder har dog Antydning af, at selve Træstokkens Rand ikke har manglet, i hvert Tilfælde ikke i den Udstrækning, som de øvrige Billeder kunde antyde; fælles for de 4 øvrige er et andet mindre Hul i Randen foroven; dette findes ikke i Schrocks Sermon, men Hullet er for lille (næppe 2''), til at jeg alene af den Grund tør tilkende Schrocks Sermon og dermed de øvrige omhandlede Palæotyper Aldersfortrinet fremfor den gamle danske Dødedans. Jeg er da ved at arbejde med Bruuns Kriterier kommen til det Resultat, at Dødedansen i den ovenfor opstillede Række godt kan følge nærmest efter Rimkrøniken fra 1533.

Men i Virkeligheden har man slet ikke Lov til af disse Kriterier at drage nogensomhelst Konsekvens. Lad os f. Eks. tage 3 Palæotyper: den danske Rimkrønike (1533), den latinske Kirkeordinats (1537) og Een oc Tiue de alder skøniste oc hwgswaleligste Artickle, Som alle menniske ere nøttelige ath vide til deris sielis salighed. Paa det korteste vddragne aff den hellige scrifft (af Fr. Wormorsen Kbhvn. 1535). Disse 3 Bøger er alle udgaaede fra Hans Vingaards Trykkeri, og vi kan med Sikkerhed antage, at den samme Træstok har været anvendt til de 3 Bøgers Titelblade, hvis Forsiring er nøjagtig den samme. Man skulde da vente, at Rimkrønikens Titelblad tydede paa den mindst medtagne, Kirkeordinatsens paa den mest medtagne Træstok, og at de 21 Artikles laa midt imellem. Et nærmere Eftersyn viser imidlertid det omvendte Forhold. — Da jeg ikke besidder særlig Fagkundskab paa dette Omraade, vil jeg beraabe mig paa Ulrich Hegner, Hans Holbein der Jüngere, Berlin 1827, S. 311. Der siges, at der af Holbeins Dødedanstræsnit er udsendt over 100,000 Eksemplarer (med Henvisning til Papillon, Traité de la gravure en bois, Paris 1766 I, 423): »Zum Belege dieser Aeusserung spricht er[9] von einer Platte, die heilige Jungfrau vorstellend, von seinem Vater geschnitten, die schon neunzig Jahre lang gebraucht worden sey, und jährlich fünf bis sechstausend Abdrücke geliefert habe, und noch immer brauchbar sey, obgleich mehr als funfmalhunderttausend Exemplare davon abgezogen worden. — Eine Holzplatte könne mehr als 60,000 Abdrücke liefern, ohne dass die Letzten merklich schlechter seyen, als die Ersten«.

Det er en Selvfølge, at ikke blot Papirets og Sværtens Beskaffenhed og navnlig vedkommende Arbejders Dygtighed[10] har spillet en Hovedrolle, men en Masse smaa Omstændigheder, der i deres Sum nærmest ligner en Tilfældighed, har været medbestemmende til et Aftryks Udseende; dette sees allerbedst, naar man sammenligner de forskellige Billeder i een og samme Bog, f. Eks. i Christian den Tredjes Bibel fra 1550. Her findes saaledes samme Titelblad 3 Gange; hvis disse Aftryk ikke fandtes i samme Bog, var der sikkert intet til Hinder for at hævde en Aldersforskel af mindst 10 til 20 Aar mellem det første og sidste paa den ene Side og det midterste paa den anden, idet Skrafferingen her træder mindre skarp frem. — Men bedst er det vel at lade Dødedansen selv tale det sidste Ord i sin egen Sag. Som vi senere nærmere skal omtale, stammer de til den danske Dødedans benyttede Træstokke fra Lübeck, hvor de sikkert allerede anvendtes til et Dødedanstryk 1489. Denne Lübecker Original har jeg selv haft Lejlighed til at kunne undersøge[11]; nogle af dens Illustrationer er optagne i det store Pragtværk, Weigel und Zestermann, Die Anfange der Buchdruckerkunst in Wort und Bild, Leipzig 1866, II, 166. Sammenligner man nu den danske Dødedansoriginal med de her gengivne Billeder, saa bliver det klart, at Brud i Randen o. s. v. ikke kan spille nogen Rolle ved Bedømmelsen, idet f. Eks. paa Pavebilledet 1489 venstre Rand er korrupt, medens den i den danske Udgave er uden Hul, hvorimod her øverste Rand er mere medtaget end 1489.

Jeg har opholdt mig længere ved denne Undersøgelse end det maaske for selve Dødedansens Skyld var nødvendigt, da jeg helst vilde paavise det mislige ved hele den her behandlede Fremgangsmaade.

Den gamle danske Dødedans indeholder vistnok ikke noget, der kunde give os et Fingerpeg til Bestemmelsen af dens Alder. Man har ment, at heller ikke den samtidige eller senere Litteratur synes at antyde noget, hvoraf man kunde drage Slutninger, idet man paastod, at Dødedansen ikke blev nævnt eller citeret i vore ældre Skrifter. Imidlertid giver dog et af disse os et om end kun meget svagt Holdepunkt. Den allerede ovenfor omtalte Oversættelse af Luthers Sermon ved Schrock har som Tekst til det bag i Bogen optagne Billede af Døden paa Løven følgende Digt[12]:

Jeg vancker omkring i alle land.
Jeg sparer huercken quinde eller mand
Wnge och gamle store oc smaa.
Strax ieg komer schulle met meg gaa.
Førster oc koger haffue for meg ey fred
The skulle her følge almuens seed.
Store slott oc meget guld.
Kand icke giøre mig thenom huld.
Kiøbme oc bønder, prester oc muncke.
Wil ieg alle i iorden ned siuncke.
Embesmend eller huo the helst ære.
Skulle icke lenge for meg være.
Som tyffue om natthe i bondens huss
Gaar ind, naar had haffuer sluct sit lius
Och tager ther vdt mett en fart.
Alt thet bonden vilde haffue bespart.
Saa riider ieg oc til huermad[13] i gaar.
Naar had at leffue achter mange aar.
Rige oc stercke ieg helst borttager
Siuge oc arme igen her lader.
Saa er ieg een vforuarendis gest.
Oc suiger alle som meg tro best.
Thi vochter [pa]a meg aarle oc silde
Saa kunde i icke fare ilde.
Di alle denn[e]m som paa Gud tro.
Sender ieg til den ewige ro.

Hele dette Digt, hvori Døden optræder personificeret, talende i egen Person, synes at tyde paa Kendskab til Dødedansen; det giver et kort Resumé af Dødedansens Ide: Dødens Ikkekendenforskel paa rig og fattig, høj og lav o. s. v. Hovedmomentet er imidlertid Overensstemmelsen mellem Schrocks Vers 13—16 og Dødedansens Vers 79—80. Den samme Lignelse om Døden som Tyv findes imidlertid ogsaa i de to Lübecker Dødedansbøger fra 1489 og 1520[14], saa der er den Mulighed, at Schrock, hvis han selv er Digteren, kan have laant her eller, som vi senere skal se, andetsteds. 1489'erens Vers 131 ff.[15]:

Wuste de hûswert, to welker tît
Dat de dêf queme, he wakede mit vlît,
Uppe dat de dêf em nenen schaden dede,
Unde he sîn gût mochte beholden in vrede.

I 1520'eren er Lignelsen koncisere; Vers 15—16[16]:

De doet sendet Jw nennen breff
He kumpt slyken recht so eyn deff[17].

Laan det ene Sted fra kan snart synes lige saa sandsynligt som det andet Sted fra. Heller ikke Overensstemmelsen mellem i iorden ned siunke (Schrocks Vers 10), neder quelie (Dødedansens Vers 92) og ned skrue (smst. V. 289)[18] synes mig talende nok, til at jeg deraf turde drage nogen Slutning.

Vi bliver da igen efter denne Undersøgelse nødte til at holde paa det gamle traditionelle Aarstal 1536, der ogsaa har Sandsynligheden for sig.

Endnu en Digression: den omtalte Lignelse om Døden, der kommer snigende som en Tyv om Natten[19], uden at man aner noget, findes ogsaa i den gamle Tekst[20] til Maleriet i Mariekirken i Lübeck fra 1463 Vers 373—374:

In der nacht, der deve gank,
Slikende is min ummewank.

(smlgn. ogsaa i Ynglingens Replik smst. Vers 367:

Du kumpst slikende her geghan)

og gaar vel tilbage til det Ny Testamente som ældste Kilde, hvor den optræder adskillige Steder baade i Evangelierne, Brevene og i Johannes Aabenbaring. F. Eks. Peters 2det almindelige Brev 3, 10: »Men Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten«; Lucas 12, 39: »Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, hvad for en Time Tyven vilde komme, da vaagede han og lod ikke bryde ind i sit Hus«. Gennem Joh. Aab. 3, 3, som siger: »Kom derfor i Hu, hvorledes du har annammet og hørt, og bevar det og vend om. Dersom du da ikke vil vaage, skal jeg komme over dig som en Tyv, og du skal ikke vide, paa hvilken Stund, jeg kommer over dig«, bliver denne »Herrens Dag« til Dødsstunden og selve Døden.

  1. ↑ Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder. Kbhvn. 1816. S. 305 ff.
  2. ↑ Bidrag til den danske Literaturs Historie II. Kbhvn. 1854. S. 289.
  3. ↑ I Ældre danske Digtere, Kbhvn. 1862. (Dødedansen 1860.)
  4. ↑ Aarsberetninger og Meddelelser fra det St. Kgl. Bibliothek II. S. 161.
  5. ↑ Smstds. S. 159 ff.
  6. ↑ ɔ: Swinborgensis.
  7. ↑ Ny Udgave af Chr. Bruun i Viser fra Reformationstiden. Kbhvn. 1864.
  8. ↑ I det kgl. Biblioteks Eksemplar af Enchiridion er en Del af Træsnittene bl. a. de to her omtalte oversmurte med Tusk.
  9. ↑ ɔ: Papillon.
  10. ↑ Smlgn. Francis Douse, The Dance of Death, London 1833, S. 90: One may, indeed, regret .... the general carelessness of the old printers in their mode of taking off impressions from blocks of wood when introducing them into their books, and which is so very unequally practised that .... the impressions are ofteb clearer and more distinct in later than in preceeding editions.
  11. ↑ Palæotypen fra 1489 findes i Germanisches Museum i Nürnberg; en nyere Udgave fra 1496 findes i Wolfenbüttel. Udgiven paa ny af Baethcke i Bibliothek des litterarischen Vereins in Stuttgart, 127. Tüb. 1876.
  12. ↑ Optrykt i Aarsberetninger og Meddelelser fra det St. Kgl. Bibl. II, S. 192. Vi ved ikke, om Schrock selv er Forfatter til Digtet.
  13. ↑ Skulde der heri ligge en Hentydning til Moraliteten Every-man, Homulus, Hekastus? (se Ein Beitrag zur internationalen Literaturgesch. v. Karl Goedeke Hanover 1865). Paa dansk langt yngre i Hds. Fol. 794 gl. kgl. Saml. Se ogsaa S. Birket Smith, Studier på det gamle danske Skuespils Område, Kbhvn. 1883, S. 83 ff.
  14. ↑ Et Eksemplar af 1520'eren findes i Bodleiana i Oxford. Teksten er optrykt bl. a. af Wilh. Lübke i Der Todtentanz in der Marienkirche zu Berlin, Berlin 1861. (Herefter citerer jeg.)
  15. ↑ Jeg citerer efter Baethckes Udgave.
  16. ↑ Gentages Vers 371—372 og findes 2 Steder i kun lidet afvigende Form i 1489 (143—144 og 1661—1662).
  17. ↑ Se endvidere Jahrb. d. Vereins für ndd. Sprachforschung 1875—76:
    Zwiegespräch zwischen dem Leben und dem Tode.
  18. ↑ Smlgn. endvidere Schrock, Forklaring om Ægteskab (1529) A2: nederkast — styrte i Fordærv. Men desuden Komedien de Mundo et Paupere (Gl. kgl. Saml. 794 Fol.): III2 Hør du guode Mand ieg taller till dig | Du skall nu döö Ret hastellig | Du varst end from en liden stund | Nu skall dit hierte senckis i grund. III3 Hindis (Sjælens) synd hinder sencker till hellfuedis illd. III3 Dine synder veyer mere en tusin pund | dj siuncker dig neder till hellfuedis grund.
  19. ↑ Grimm, Deutsche Mythologie, 4. Ausg. III, 252, citerer Wigalois 8032: do kâm der tôt als ein diep und stal dem reinen wîbe daz leben ûz ir lîbe.
  20. ↑ Optrykt bl. a. af W. Seelmann i Jahrbuch des Vereins für niederdeutsche Sprachforschung Jahrgang 1891.
Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=Den_gamle_danske_Dødedans/2&oldid=26042"