Den danske Rigsdag/1/97
Thomsen.
General. Kjøbenhavn. Født den 31. Maj 1827.
General Thomsen var ikke oprindelig bestemt for den militære Løbebane. Han blev i en ung Alder en flink Student og valgte det teologiske Embedsstudium, hvori han nok havde bragt det temmelig vidt, da Krigen i 1848 udbrød. Den 21aarige Mand reves da med af den almindelige Begejstring og meldte sig frivillig til Fædrelandets Forsvar. Han viste sig som en kæk og uforfærdet Soldat, der hurtig fik Epauletterne, og han deltog i 1849 i Olaf Ryes Stab i det berømmelige Tilbagetog i Jylland. Han gjennemgik ogsaa med Ære det tredje Aars Felttog, og kom saa i de følgende Fredsaar ind i Krigsministeriet. Her kom hans gode Evner særlig til Nytte, saa at han avancerede op til de højste Stillinger i Krigsministeriets Kontorer. Her virkede han længe og blev anset for en meget dygtig og intelligent Officer, der i en ualmindelig Grad udfyldte sin Plads.
I selve Etaten blev han ofte udpeget som et Krigsministeræmne, men Krigsministre kom og gik, og Thomsen blev paa sin Plads og avancerede her op igjennem de forskjellige Grader til Oberst. Saa var det, at General Haffner, der var Krigsminister i det Holsteinske Kabinet, blev uenig med den daværende Finansminister Krieger og i Decbr. 1872 indgav sin Dimission. Nu slog Thomsens Time, og den 23. Decbr. 1872 blev han udnævnt til Krigsminister og tillige til Marineminister ad interim. Man modtog den nye Krigsminister med nogen Forventning, og han gjorde ogsaa i Begyndelsen en Del Lykke, Hans urbane og elskværdige Maade at optræde paa gjorde ham straks afholdt af det folkelige Ting, der følte sig tiltalt og smigret af den særdeles høflige og hensynsfulde, maaske en lille Smule logrende Krigsminister.
Han vandt yderligere de folkelige Hjærter ved at vise sig absolut „konstitutionel”, idet han, da et begjært Panserskib blev ham nægtet, straks indgav sin Dimission som Marineminister og efterfulgtes af Ravn. Hans Popularitet i det folkelige Kammer holdt sig dog ikke, ti han var for alvorlig en Mand og for meget Fagmand til at kunne give efter for Folkethinget i de store Principspørgsmaal, og han fulgte da ogsaa sine Kolleger, da Ministeriet den 14. Juli 1874 gik af for at give Plads for det Fonnesbechske Kabinet.
Thomsen efterlod sig et smukt Navn som Minister. Hans administrative og parlamentariske Gaver vandt almindelig Anerkjendelse, og det kan næppe omtvistes, at han som Minister baade værnede og fremmede Landets militære Interesser. Han er utvivlsomt endnu et Ministeræmne, og kommer han anden Gang i Spidsen for Krigsministeriet, ville de rige parlamentariske Erfaringer, han i de mellemliggende Aar har indhentet, kunne komme ham til megen Nytte. De Anker, der ere trængte ud til Offentligheden fra hans Ministerstilling, indskrænke sig til de sædvanlige Besværinger med Hensyn til Personellet, nogen Tvivl om Hensigtsmæssigheden af hans Foranstaltninger ligeoverfor Garnisonsbyerne, og Klage over en vis Skyhed hos ham for at give bestemte Afvisninger, saa at hans høflige Talen sig bort fra en Sag af og til skal have faaet Udseende af eller dog være opfattet som et halvt Løfte. Men i de store Træk maa sikkert hans Styrelse af sit Fagministerium roses.
Thomsen traadte altsaa efter c. 1½ Aars Ministervirksomhed tilbage i Armeen, dog som en Anerkjendelse af hans Fortjenester med Generals Rang. Han vedblev imidlertid med den politiske Gjerning, idet han som Minister havde modtaget en Opfordring til at stirre sig i Helsingør efter afdøde Hother Hage. Den Kreds, der den 2. August 1871 havde vraget Monrad og kun givet denne geniale Politiker 165 St., medens Konsul Ulstrup sejrede med 380, den viste ved Suppleringsvalget den 12. Marts 1873 en større Skjønsomhed, idet den da med 618 Stemmer valgte General Thomsen, fremfor den gamle Mellempartist, Kriminalretsassessor C. V. Nyholm, der fik 277 St. Ved alle de senere Valg har Thomsen saagodtsom enstemmig været kaaret, og han sidder vistnok nu saa fast i Sadlen, som Nogen.
I de første Aar efter hans Afgang som Minister traadte Thomsen ikke meget frem og deltog kun lidt i Forhandlingerne. Selvfølgelig var han fremme, naar militære Sager drøftedes, og det altid med dygtige og sagkyndige Indlæg, men i den egentlige politiske Forhandling holdt han sig tilbage. Man var ved at tabe ham af Syne, da han pludselig atter traadte frem paa Kamppladsen, og det som en fuldtrustet Parlamentariker. Det var under Behandlingen af Hærloven og den dermed i Forbindelse staaende Forsvarsplan.
Han var Højres Ordfører og kæmpede som saadan med en af Alle anerkjendt Dygtighed og Behændighed. Det var et overordentligt Arbejde han her udførte, da han tildels gjorde Krigsministerens Forslag om, og han vidste at forsvare sit Standpunkt udmærket og med Held. Det gjaldt i hin Sag om at lavere imellem de dengang meget uenige Venstregrupper og at drage snart den ene og snart den anden Gruppe over til sig. Under disse vanskelige Forhold viste han sig sin ansvarsfulde Opgave voksen, og efter at han først havde hjulpet til at føre Søværnsloven i Havn, tør det vel nok nu siges, at det nærmest var ham, der fra Højres Side førte de Underhandlinger med de „Moderate”, der saa uventet bragte Hærlovstillæget istand. Der er ingen Tvivl om, at Thomsen har stor Fortjeneste af denne Sags forholdsvis heldige Gjennemførelse.
Fra Højres Side kom Anerkjendelsen flere Gange offentlig frem, men den skulde ogsaa snart give sig praktiske Udslag. De ualmindelige parlamentariske Evner, Thomsen ved denne Lejlighed noget uventet havde lagt for Dagen, bevirkede ganske naturligt, at Højre ogsaa ønskede at benytte denne Kraft i den almindelige politiske Kamp, og det saa meget hellere, som Folkethinget ved Billes og Halls Bortgang havde mistet mægtige politiske Kræfter. Thomsen blev derfor ifjor valgt ind i Finantsudvalget, og blev Højremindretallets Ordfører i Thinget. Ogsaa i denne vanskelige Stilling udviklede han meget Talent og gjorde ganske sikkert ud af Situationen, hvad der kunde gjøres, Han er nu avanceret op til en af Højres betydeligste og indflydelsesrigeste Mænd i Folkethinget, og han hører til dem, man venter sig noget af og har Tillid til.
Thomsen er et meget godt Hoved, maaske af og til noget langsom, men saameget sikrere. Han har utvivlsomt diplomatiske Anlæg og kan manøvrere meget behændigt. Derhos er han, naar der overdrages ham en Sag, yderst omhyggelig og flittig med den, og han roses som Ordfører for en sjælden Lojalitet ligeoverfor sine Meningsfæller, idet han aldrig gaar paa Eventyr for egen Regning, men stadig holder en nøje og levende Forbindelse med sine Kampfæller vedlige.
Men Thomsen er ikke blot lojal ligeoverfor sine Meningsfæller, han er det ogsaa baade ligeoverfor Regjeringen, med hvilken han dog vistnok ikke helt ud samstemmer, og ligeoverfor sine Modstandere, der veed, at de fuldtud kunne stole paa hans Ord og paa at hans Løfter paa Højres Vegne ville blive indfriede af Partiet. Derfor har han Højres Tillid og Venstres Agtelse.
Thomsen kan udfolde megen Veltalenhed og er, naar han har taget sig en Sag paa, saa nøje inde i den, at han altid er slagfærdig. Hans Organ er tykt og tidt lidt utydeligt og svagtklingende, og hans Foredrag kan af og til have et noget sødladent Præg, lidt salvelsesfuldt — præsteagtigt. Men lad ham komme i Affekt, lad enten Varmen eller Harmen tage Magt over ham, saa runger hans Stemme igjennem, og saa kan han hæve sig til sand Veltalenhed. Han raader da over en ægte Patos, over Sarkasme og over Vid. Mere end en Gang har han under Tingets og Tilhørernes Latter med ligesaameget Talent som Humør vist Berg Vintervejen, og under saadanne Episoder vokser Thomsen og — forbavser.
Naar han holder sine store saglige Foredrag, begynder han gjerne meget stilfærdigt og temmelig kjedelig, men efterhaanden arbejder han sig varm og saa faar, som sagt, baade hans Stemme Klang og hans Ord Fart, saa kan han rive med. Man vil da altid med Fornøjelse høre paa ham og lægge Mærke til hans rene Sprogbygninger og hans logiske Ræsonnements, og da vil man ikke kunne nægte, at den Mand kan tale og det mere end almindelig godt. Under Krigsminister Kauffmann var hans Stilling som Militær noget vanskelig, men han tog resolut sit Parti og lagde ved flere Sammenstød med Ministeren baade Karakter og Uforsagthed for Dagen.
Thomsen er som Taler altid høflig og hensynsfuld, aldrig smagløs. Selv under et bittert Sammenstød svigter hans Maadehold og hans Takt ham ikke. Man føler, at det er en fint dannet Mand, man har for sig. Hans personlige Optræden baade i og udenfor Rigsdagen er saare elskværdig, jævn og bramfri, og der er ingen Tvivl om, at han er personlig afholdt baade af Meningsfæller og af Modstandere. Han er alt i alt en Folkethingsmand, som paa en ærefuld Maade repræsenterer sin Kreds. Han er endnu i sin bedste Alder, saa der kan muligvis være forbeholdt ham en endnu lysere og smukkere Fremtid.
Helsingørskredsen har tidligere været repræsenteret af: Etatsraad Olrik, Professor Clausen, Regjeringsraad Tiemroth, Grosserer Thune, Kammerraad Rasmussen, Grosserer D. B. Adler, Krigsminister Raasløff, Konsul Ulstrup og Hother Hage.