Den danske Rigsdag/1/96
Tauber.
Redaktør i Slagelse. Født den 9. Decbr. 1827.
Tauber hører til de Rigsdagsmænd, der i høj Grad har draget den offentlige Opmærksomhed hen paa sig, men denne Opmærksomhed har rigtignok langtfra været af den ærefuldeste Art. Faa af vore hjemlige Politikere have gjort et mere usympatetisk Indtryk end Tauber, og ingen har i en stærkere Grad, end han, været Gjenstand for Modstandernes bitte Forfølgelser. Nogen Uretfærdighed har der vel ligget heri, men i den væsentligste Grad har Forfølgelsen været selvforskyldt.
Taaber er Student fra 1844 og var den Gang kun 16½ Aar gammel, men først 9 Aar efter afsluttede han sin akademiske Løbebane ved i 1853 at tage statsvidenskabelig Eksamen. Han helligede sig tidlig til den politiske Gjerning, men den Gang rigtignok i en hel anden Retning end nu. Han var blandt Andet en Tid Medarbejder af „Fædrelandet” og senere Redaktionssekretær ved „Berlingske Tidende”.
Imidlertid forandrede han politisk Standpunkt, og da han den 22. September 1869 stillede sig i Horsens, vandt han nærmest Sejren ved sine udprægede demokratiske Udtalelser. Saa begik Højre den store Fejl, der senere har straffet sig haardt, at lade Tauber komme i Besiddelse af „Sorø Amtstidende”, og herfra udgik da senere mangen Venstreparole ud over Sjælland. Saa hurtig vidste han at fæstne sin Stilling, at han ved det følgende Valg den 20. Septbr. 1872 opgav sin temlig sikre Horsenskreds og stillede sig i Slagelse, hvor han mod 1010 Stemmer slog den dygtige og ansete Gaardejer Knud Pedersen.
Tauber optraadte straks i Rigsdagen som Venstremand, men nogen afgjort Tiltro eller Sympati for ham havde Venstregrupperne i Begyndelsen ikke. En daværende ivrig Venstremand karakteriserede i 1870 Taaber paa følgende just ikke særdeles smigrende Maade: „… der er noget pjattet i hans Optræden og Foredrag, hvad enten vi tage Hensyn til Stemmen eller Indholdet. Dertil kommer en Selvtillid til Evner og Dygtighed, der overgaaer Virkeligheden, en Strøm af Ord, hvorpaa kun Faa agte, og en Række af Ændringer, for hvilke endnu Færre stemme. Tauber nærer demokratiske Anskuelser og vil forhaabentlig Tid efter anden lære at moderere sin vilde Flugt”.
Disse vare Venstremandens Ord, men desværre gik hans fromme Slutningsønske ikke i Opfyldelse, tvertimod, Taubers Flugt blev vildere og vildere. Han kom dog først ret paa Gled, da „det forenede Venstre” dannedes, og den store konstitutionelle Kamp begyndte. Som Medlem af Partiets Bestyrelse fik han Betydning og Anseelse, og i de Krigsraad, der holdtes før og under de store Felttog, skal han have været en af da stærkest ansporende. Han deltog som Officer i alle Felttogene og var forrest til de vildeste Stormløb. Ved en Hensynsløshed og Voldsomhed uden Mage skaffede han sig Gehør, hvor han ellers aldrig havde faaet det, men han viste sig ogsaa som en Mand, der kunde servere en Bitterhed paa den smagløseste Maade. Det var i 1873, i Stridens første Dage, at han rettede sit skammelige Angreb paa den slesvigske Embedsstand og fik den voldsomme Tilrettevisning af Hall, der førte til Tilhørerpladsens Rømning, første Gang i vort parlamentariske Liv. Det er en Selvfølge, at en slig Optræden maatte skaffe Tauber mange Fjender. Derfor vakte Billes ødelæggende Angreb nu og da paa Tauber, den største Glæde, ogsaa hos mange af Billes afgjorte Antagonister. Ogsaa en Diæthistorie af en for Tauber noget kjedelig Art blev grebet med Begjærlighed, ligesom senere en Taktløshed han begik ligeoverfor Kronprinsen.
Tauber turede altsaa vildere og vildere, men hans Modstandere hvilede heller ikke. I Slagelsekredsen betragtede Højre det som en ligefrem Sorg at være repræsenteret af Tauber og for en Æressag at blive ham kvit. Han havde lagt sig ud med Borgerskabet, og Kløften uddybedes yderligere ved de Bestræbelser, Tauber gjorde for at føre Politiken over paa de økonomiske Omraader, først ved Oprettelsen af en Venstremanufakturforretning paa Aktier og senere ved Stiftelsen af „Vestsjællandsk Folkebank”, som fik en saa sørgelig Ende, og som da ogsaa medvirkede til Taubers Fald.
Højre anstrengte sig altsaa af al Magt for at blive ham kvit, og Korsørianerne støttede med en herhjemme ukjendt Enighed disse Bestræbelser. Valgkampene i Slagelse bleve snart de livligste og voldsomste i hele Landet med en stedse voksende Forbitrelse paa begge Sider. I 1873 var det daværende Indenrigsminister Fonnesbech, der var Højres Kandidat, men ogsaa den Dag skuffedes Forhaabningerne, idet Tauber sejrede med — 6 Stemmers Overvægt. Saa blev i 1876 Rektor Dahl opstillet; men ogsaa han bukkede under. Højre gav dog ikke tabt, men fortsatte paa det ivrigste sine Bestræbelser for at sejre, og disse Bestræbelser kronedes omsider med Held. Den 3. Januar 1879 slog Dahl Tauber med 1326 Stemmer imod 1042, og den Jubel, dette Udfald fremkaldte i Slagelse og Korsør, forplantede sig hurtig til det hele Land. Uagtet de næsten 300 Stemmer, Dahl havde flere end Tauber, søgte denne dog at faa Valget omstyrtet og indgav sin famøse Valgklage, der paa det voldsomste sigtede Højre for udøvet Valgtryk, og til Slutning endog vilde kaste Skylden paa Højre for et Ulykkestilfælde, der ramte en af hans faa Meningsfæller i Korsør. Trods hans Ven, Albertis Bestræbelser, blev Valget dog godkjendt, og Tauber stod nu med sin store Klageakt nærmest i et komisk Lys.
Han blev dog ikke længe borte fra Rigsdagen, idet Gaardejer Niels Larsen, der repræsenterede Holbæk Amts tredje Valgkreds, viste den Resignation at trække sig tilbage for at give Plads for Tauber. Den 1. Oktober 1879 fandt Omvalget Sted, og Tauber sejrede da med 1050 Stemmer over Kaptajn Dons til Davrupgaard, der fik 784 St. Nu har Tauber nok atter saaet sig en sikker Kreds, og de Forsøg, der ved de sidste to Valg gjordes paa at styrte ham, først af hans tidligere Redaktionssekretær Kaptajn Dahl og senere atter af Kaptajn Dons, mislykkedes fuldstændig. Niels Larsen, der saa villig ofrede sin Kreds for Tauber, har senere gjentagne Gange søgt at erobre Taubers gamle Kreds, Slagelse, tilbage, men forgjæves.
Tauber hører til Folkethingets mest radikale Medlemmer, men er dog ikke Medlem af Bergs Gruppe. Da Venstre splittedes gik Tauber først med de „Moderate”, men hører nu til „de Udtraadte” og styrer sammen med Alberti denne lille Gruppe.
Tauber er i Reglen et Hestehoved forud for alle Andre i Radikalisme, og markerer altid et yderligere Standpunkt, end det, der har Stemning for sig. Indstilles et Højrevalg til Godkjendelse, kan man være sikker paa at finde Tauber blandt Protestanterne, hvis der blot er den fjærneste Mulighed derfor, og har Venstre et nok saa radikalt Forslag fremme, saa maa dog Tauber gaa et Skridt videre endnu.
Det kan næppe bestrides, at Tauber er et meget godt Hoved, eller at han virkelig har Indsigt i Statsøkonomien, Der vil i hans saglige Foredrag altid findes Tanker, der ere noget værd, og man vil i Reglen kunne læse hans Foredrag med Interesse og tildels med Udbytte. Men høre dem med Nytte — det er umuligt. Der er i den hele Rigsdag næppe en Taler, der i højere Grad end Tauber har Formen imod sig. Han har en ildelydende, rusten Stemme, taler meget utydeligt og meget søvndyssende, og der er, som hin foran citerede Venstremand sagde, ganske rigtigt noget „Pjattet” over hele Foredraget. „Fædrelandet” brugte en Gang det Billede, at Taubers Veltalenhed var af den Art, at den „fordrev Rotter og Mus”, et Billede, der ganske vist er meget træffende. Folkethingsmændene og Tilhørerne flygtede da ogsaa i tidligere Tider ud af Salen, naar Tauber rejste sig; men saa skaffede han sig ved sin Voldsomhed og sin Taktløshed Gehør, og skjønt „Udvandringen” endnu stadig er livlig, naar han har Ordet, saa er Tilhørerkredsen dog nu langt større end tidligere. Han taler næsten daglig, og de allerfleste Sager skulle først have en Omgang af Tauber, før de kunne anses for rigtig „behandlede”.
Tauber er endnu fremdeles en ivrig Forflagsstiller baade af Love og af Ændringer, men han har kun ringe Held med sig, og han tager da ogsaa som oftest selv sine Forslag tilbage. Hans Bestræbelser for de Smaa i Samfundet vilde virke meget tiltalende, hvis de ikke havde en saa stærk politisk Bismag. Dette er imidlertid i den Grad Tilfældet, at det ofte faar Udseende af, at Forslagene ere stillede rent demonstrativt, saa at han slet ikke vil have dem gjennemførte.
Tauber er utvivlsomt, hvad hans Evner angaar, fuldstændig paa sin Plads i Rigsdagen, men hans usympatetiske Person og stødende Optræden vil altid hindre ham i at faa Betydning og gjøre, at man netop for Sagernes Skyld helst saa ham udenfor det offentlige Liv. I private Forhold og ligeoverfor Fremmede kan han lægge et beskedent, næsten genert Væsen for Dagen.
Vedbykredsen har tidligere været repræsenteret af den i sin Tid saa ansete Skolelærer Gleerup, af Sognefoged Mikkel Rasmussen, af den ligeledes velbekjendte Smed Søren Jensen fra Rude og af Lars Dinesen.