P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 299-300

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Stenbæk.

Friskolelærer i Ormslev pr. Slagelse. Født den 1. Januar 1839.


Stenbæk repræsenterede Svendborg Amts anden Valgkreds — Kværndrup — i Folketinget. Han hed oprindelig Chr. Rasmussen og stillede sig under dette Navn i 1873 imod Grev Holstein-Holsteinborg i Skjelskørkredsen, hvor han fik en meget anselig Minoritet. Senere forandrede han sit Navn, af hvad Grund vides ikke, og lod sig kalde Stenbæk. I denne nye Skikkelse stillede han sig i 1876 i Kværndrupkredsen, der var bleven ledig ved dens mangeaarige Repræsentant Jens Jensen af Trunderups Tilbagetræden, og vandt en stor Sejr over Friskolelærer Appel fra Ryslinge. Ogsaa i 1879 havde han en imponerende Overvægt over sin Modkandidat, Baron P. F. Bille-Brahe.

Man skulde saaledes tro, at han var meget sikker i Kredsen, men det viste sig langtfra at være Tilfældet. Ved det følgende Valg, den 24de Maj 1881, blev han ganske uventet slaaet af en for Kredsen helt fremmed Mand, den radikale Lærer Hansen fra Ølstykke med 651 Stemmer imod 633. Og saa uopretteligt ansaa han sit Nederlag for at være, at han ved Valget to Maaneder efter ikke vovede at stille sig i Kredsen, men gik imod N. Andersen i Kjerteminde, hvor han vel tabte Slaget, men kun med 18 Stemmer mindre end den sejrende.

Hvad var da Grunden til dette pludselige Omslag i Stemningen for ham i Kværndrupkredsen? Ja, det maa vist nærmest siges at være den, at han var kommen paa Kant med Berg. Stenbæk var nemlig vel Venstremand og i sin Tid Medlem af „det forenede Venstre”; men han var tillige en meget moderat Mand, der stillede sig paa et afgjort Forhandlingsstade. Da han mere decideret end de fleste Andre gav tilkjende, at han ikke vilde bøje sig for den mægtige Høvding, udslyngedes der en Banstraale imod ham, og den viste sig stærk nok til at fælde ham. Ja saa bitter skal Bergs Stemning have været ham, at man endog vil vide, at Berg tilraadede sine Meningsfæller i Kjertemindekredsen hellere at stemme paa Højremanden Niels Andersen, end paa Venstremanden Stenbæk og dermed afgjorde Valgets Udfald.

Stenbæk var iøvrigt en ganske flink Rigsdagsmand; han var en selvstændig Karakter med udprægede moderate Anskuelser. Derhos var han en flittig og en alvorlig Mand med jævnt gode Evner, men med en fremtrædende Højskoleuklarhed. Han var meget afholdt, og der er heller ingen Tvivl om, at han besidder en hæderlig Karakter. Han var derhos en Mand, der følte varmt og alvorligt for Danmarks Sag, og han var med til i sin Tid at bringe den første Forsvarsadresse i Gang. Under sin Rigsdagsgjerning undgik han vel ikke at kommet Modstrid med denne sin Fortid, men han viste paa den anden Side ved sin Virken for Hærloven og Søværnsloven, at hans Hjærte fremdeles bankede varmt for den samme Sag. Han talte kun sjælden i Rigsdagen, men nok til at vise, at han havde Ordet i sin Magt, om end hans Tanker ikke altid vare af den klareste Art. Han havde et noget svagt, syngende Organ, der gav hans Foredrag en monoton Klang.

Kværndrupkredsen har foruden af Jens Jensen tidligere været repræsenteret af Gaardfæster J. R. Jakobsen og Fuldmægtig Theil.