Den danske Rigsdag/1/9
Bajer.
Translatør i Kjøbenhavn. Født den 21 April 1837.
En hæderlig Mand, brav og retskaffen, en elskværdig Konfusionsmager. At tænke sig den Bajer, man kjender fra Rigsdagen, som brøsig Kavalleriofficer med slæbende Sabel og klirrende Sporer! Umuligt.
Og dog har det ikke været paa et Karneval, men i det virkelige Liv, at den Metamorfose er foregaaet, at en drabelig Kavalleriofficer med Hjælm og Pallask, der nok hed Beyer, blev til den skikkelige Folkethingsmand, der nu hedder Bajer. Man har Vanskelighed ved at gjøre sig fortrolig med, at denne Mand har gjennemgaaet det strænge, optugtende Landkadetakademi, har valgt Kavallerivaabnet og har tjent i dette i flere Aar, og det er jo dog Tilfældet. Nu minder kun Skjægget og maaske Noget i Gangen om den forrige Rytterofficer. Bajers forrige Kammerater rose ham for hans pligttro og retsindige Karakter, men allerede den Gang sporede man den samme konfuse Reformiver, den samme Oppositionslyst, som senere er traadt saa skarpt frem.
I 1864 deltog han i Krigen og hørte til Hegermanns Korps. Nogen Krigshistorie har han ikke, men om hans Bravhed er ingen Tvivl. Han var sikkert ikke egnet til nogen betydningsfuld Virksomhed i Felten, men til at kommandere Hals Skanse var han — Kavalleriofficeren — maaske den rette Mand; han blev i ethvert Fald anset derfor om han end ikke faktisk kom til at kommandere den, da der — alt fra Fredens Dage var en Pladskommandant, hvad Overkommandoen havde overset. Derimod strakte hans Kommando sig lige til Skansen og havde iøvrigt en ansvarsfuld Karakter. Saa blev Krigsvæsenet opgivet, og han svajede en Tid om som et bøjeligt Siv for vekslende grundtvigianske, skandinaviske og republikanske Strømninger. Han blev Lærer ved en grundtvigiansk Højskolr, og Lærergjerningen blev en Tid hans Ambition. Men hans Natur er noget flygtig, og snart blev det politisk Virksomhed, der lokkede ham.
Under Taubers Banner sejlede han ind i det vanskelige Farvand, hvor de Fleste strande, de Færreste finde Havn. Ved en Ubegribelighed var Tauber i 1869 bleven Horsenskredsens Repræsentant; men opgav denne Kreds for at stille sig i Slagelse, hvor han havde faaet fast Virksomhed. Det var da Bajer, der blev hans Eftermand nærmst efter Foranledning af Højskoleforstander P. Bojsen i Gjedved. Støttet af Taaber, J. A. Hansen og Bojsen stillede Bajer sig i 1872 i Horsens og opnaaede Valg. Han havde foruden en Højremodstander, ogsaa en Socialist til Modkandidat, og denne betegnede Bajer som en „maskeret Højremand” — hvilket Feilsyn! Nei, Bajer hørte alt dengang „det forenede Venstre” til med Hud og Haar, saaledes som det da ogsaa var det Parti, der skaffede ham valgt. I det store politiske Felttog fulgte Bajer Partiet i Tykt og Tyndt, og han var den lydigste Tjener, naar blot han maatte faa Lov til at beholde nogle smaa republikanske Nykker for sig selv, og det fik han Lov til, thi de vare uskadelige.
Nogen fremtrædende Rolle har Bajer aldrig spillet i Folkethinget, heller ikke nogen selvstændig, undtagen i de Sager, han har udset til særlige Kjæphæste, saasom Apanageloven, Loven om Kvindens Stilling og om Valg af Borgerrepræsentanter i Kjøbenhavn. Medens Apanageoppositionen kun skaffede ham liden Glæde, og medens den kjøbenhavnske Valglov blev ubarmhjertig aflivet i Landsthinget, skulde derimod hans Kvindelov, rigtignok i en meget fortyndet Skikkelse, staa som et Fremtidsminde om denne Politikers Bedrifter. Der er næppe den Blaastrømpe, for hvem ikke Bajer er Idealet af en Mand. Da Loven blev vedtagen, blev sagtens paa mangen enlig — thi det er løjerligt nok de enlige Kvinder der ere mest betagne af Harme over de skammelige Ægtemænd — Kvindes Væg Bajers Portrait ophængt omkrandset af Eviggrønt og Lavrbærblade, men retfærdigst vilde det i saa Fald have været, om der under Billedet kom til at staa et Par Citater af Oxenbølls Tale i Landsthinget under Lovens Behandling. Da Venstre gik i Stykker, gik Bajer rent itu. Ikke en Mand havde han længere at hælde sit tankerige Hoved op til, og saa dannede han da selv Partiet Bajer, for hvilket han baade er Ordfører og Forslagsstiller og Formand. Man kan nu af og til ved Afstemninger se en enkelt mager Skikkelse hæve sig i enlig Majestæt over alle de Siddende, det er Partiet Bajer, der demonstrerer.
Der var en Tid, da Socialisterne troede i Bajer at have fundet deres rette Talsmand. Han blev indbudt til Møder og deltog i flere saadanne. Men det viste sig snart, at det var en fuldstændig Fejltagelse, Bajer vil nok være Helt, men Barikadehelt — nej! Det var ret morsomt at iagttage og høre ham paa et saadant Møde. Stemningen var høist livlig, den ene vilde Taler afløste den anden, og kun Zahle bragte af og til en gemytligere Tone i Forhandlingerne. Under alt dette bevarede Bajer en spartansk Ro, som selv Krabbe vilde have misundt ham. Ikke en Mine forandredes i hans Ansigt, ikke en Muskeltrækning tydede paa, at han var med eller imod. Saa fik han Ordet; han talte jævnt, tørt og kjedeligt om almindelige humane Spørgsmaal, og hans monotone Røst fortonede sig efterhaanden i et Virvar af privat Samtale og Disput. Han gjorde aldeles ingen Lykke. Selv den lidet tiltalende „Journalist” Hr. Frost afleverede med langt mere Aplomb det utrolige Nonsens, han bød Forsamlingen.
Socialist er Bajer ikke, derimod fuldblods Republikaner. Han har en uovervindelig Aversion for Alt, hvad der er kongeligt, og en Indbydelse til en Middag hos Kongen betragter han næsten som en personlig Fornærmelse. Naar Kongen blot ikke var Konge, kunde han egentlig godt lide ham; thi hans (Kongens) „ridderlige Karakter” har tiltalt ham. For at komme lidt videre, end til de tomme Teorier, stiftede han en republikansk Forening med det Formaal at gjøre hele Skandinavien til en Fristat. Han overtog Ledelsen af et Blad i denne Retning; men i samme Grad som han højlydt forsikrede, at nu gik det brillant med Forretningerne, nu var det halve Land og mange Rigsdagsmænd blevne Republikanere, i samme Grad smuldrede det hele hen, saa Hr. Bajer til Slutning skal have været i samme mislige Stilling som en Gang Tordenskjold, dog at Bajers ene Mand, Grosserer Holger T. Foss ikke græd aabenlyst.
Det er ubegribeligt, at Bajer, trods en saa dristig Udfolden af den republikanske Fane, har kunnet holde sig i Horsens. Man skulde dog synes, at for at give en Mand sin Stemme, der aabent vedkjender sig at ville anvende al sin Kraft paa Kongedømmets Afskaffelse — maatte man være enig med ham i denne Hovedbetragtning; det er Horsensvælgerne paa ingen Maade, men man vælger ham alligevel — en af de Meningsløsheder vort politiske Liv i de senere Aar har givet ikke faa Eksempler paa. Trods al Kraftanstrengelse fra Højrepartiets Side har det hidtil ikke været muligt at fortrænge ham fra Horsens, og han kan mulig holde Stillingen ved flere fremtidige Valg.
Bajer er som sagt en overmaade honnet og retskaffen Karakteer, som Ingen har Noget personlig imod. Han er meget flittig og har ikke faa Kundskaber. Som Taler er han ikke videre heldig: han taler kjedeligt, ensformigt og uden al Sving. I det hele er der ikke meget Sving ved Personen; han er baade i Indre og Ydre tør — vindtør. Stor Skade gjør han ikke, nærmest hverken Ondt eller Godt.
Dog Et bør retfærdigvis skrives Bajer tilgode, det er hans ufortrødne og umiskjendelige nordiske Sindelag. Han er Skandinav med Liv og Sjæl, vistnok endnu mere end han er Republikaner og Kvinderidder. Han viser det ved alle Lejligheder, og han har Fortjenester i den Retning baade af Møntlovens Gjennemførelse og af den lille Lov om nordisk literær Retsbeskyttelse.
Horsenskredsen har foruden af Tauber og Bajer været repræsenteret af Borgermester Ræder, Hospitalsforstander Hjerrild, Adjunkt Bohr, Hofjægermester Tutein, Proprietær Linddahl, Herredsfoged Jespersen, Gaardeier Jens Jørgensen og Kammerherre Jessen.