Den danske Rigsdag/1/10
Berg.
Skoleforstander og Bladudgiver. Bor i Hillerød. Født den 18. Decbr. 1829.
Det var vistnok i Slutningen af Fyrrerne, at der fra Ranum Seminarium, som dengang lededes af den elskværdige og dygtige Ludvig Chr. Müller, udgik en ung Seminarist med glimrende Eksamenbevis og med lysende Forhaabninger om en smuk Lærergjerning. Den unge Mand var ikke blot agtet og afholdt af Lærere og Disciple, men ogsaa Omegnens gjæstfrie Huse stode ham aabne, og han var skattet som en kjær og velkommen Gjæst. Enhver, der kom i Berøring med ham, troede paa hans Fremtid, men rigtignok paa en helt anden Maade og efter en langt beskednere Maalestok end den udviklede sig. Paa en ualmindelig dygtig og nidkjær Børneopdrager troede man, paa en fremtrædende Politiker tænkte Ingen.
Manden var Christen Poulsen alias Christen Berg. Han blev Lærer, kom ned i Koldingegnen, og det saa ud til, at han i fuldt Maal skuldt indfri de smukke Forventninger, han havde skabt. Ualmindelig dygtig, ualmindelig pligttro og udholdende røgtede han sin smukke Gjerning, og inden for dennes bramfri Omraade blev han hurtigt almindelig agtet og afholdt. Men i den unge Mands Bryst gjærede der en brændende Ærgjerrighed, der fandt rigelig Næring i en tidlig udviklet Selvvurdering — maaske OVervurdering — og i en ubændig Tro paa sine slumrende Kræfters Rækkeevne.
Den beskedne Lærergjerning frembød ikke tilstrækkelige Chancer for denne Ærgjerrighed; det gjorde derimod Politikken, i hvilken der begyndte at komme mere Liv efter den ulykkelige Krig 1864, og et straalende Fantasibillede af en underskjøn Frihedsgudinde bedaarede ganske det ikke stærkt befæstede Hjærte. Der var en brav Provstemand dernede i Egnen, som havde vundet den unge Ærgjerriges Fortrolighed. Med ham raadførte Berg sig om det brændende Spørgsmaal, hvorvidt han skulde stille sig eller ikke. Den brave Provst raadede fra eller dog til at vente, ikke fordi han mistvivlede om Lærerens Evner ogsaa paa dette Omraade, men fordi han frygtede, at mange af Bergs gode Egenskaber vilde tage Skade ved Hengivelse i den Ærgjerrigheds Rus, til hvilken en voksende Tilbøjelighed var at spore, Han dømte ikke daarligt den gode Præstemand, Raadet var godt. Men naar bliver under slige Omstændigheder et godt Raad fulgt? Naturligvis heller ikke i dette Tilfælde. Berg var, allerede da han spurgte, overvunden, og det var egentlig kun en Indvilligelse til egen Beroligelse, han attraaede.
Han havde vidst at vinde en ret anseelig Popularitet i Kolding, især hos den ringere stillede Befolkning, og det var med ganske gode Chancer han startede paa Valgtribunen den 30te Januar 1865 ved Valget til Rigsraadets Folkething. Hans Modkandidat var den nuværende Overretsprokurator F. V. Schytte, der havde vundet sig et hæderligt Navn ved sin behjærtede Optræden som konstitueret Amtmand i Veile under den fjendtlige Okkupation. Schyttes Navn havde den Gang en god Klang i Amtet, ogsaa i Kolding, saa han var ikke nogen ufarlig Modstander, men Berg vandt dog en smuk Sejr — 421 Stemmer mod 139. Ved Valget den 30te Mai s. A. ligeledes til Rigsraadets Folkething, valgtes Berg atter med 686 St. mod 332, der faldt paa Agent M. Warming. Til Rigsdagens Folkething valgtes han første Gang den 4de Juni 1866 uden Modkandidat, og han har siden uafbrudt og med stigende Stemmetal hævdet Pladsen. Mange Gange har man prøvet paa at opstille Modkandidater, men altid med et sørgeligt Resultat, og der er vist næppe i Øjeblikket nogen Rigsdagsmand, der sidder fastere i sin Valgkreds, end Berg. Ret interessant er det nu at mindes, at Thomas Nielsen i 1866 stillede sig imod Berg, men led et afgjort Nederlag.
Berg kom altsaa ind i Rigsdagen medbringende en mægtig Ærgjerrighed, en svulmende Arbejdskraft og en ubændig Reformiver. Det var som om Verden først var bleven skabt med Berg, som om han var den eneste, der egentlig vidste, hvorledes Udviklingen skulde være. Han bunkede Forslag paa Forslag, Ændringer paa Ændringer og forsvarede sine Børn med en rørende Faderkjærlighed. Luften var den Gang ikke sund for Bergs Poder; de døde den ene efter den anden; men det svækkede ikke Iveren. Samtidig udfoldedes en Jærnflid, og Berg var snart mere end almindeligt inde i de foreliggende Sager. Han havde hurtig vakt Opmærksomhed, om ikke just af en særlig smigrende Art. „Dagbladet” rettede sit ødelæggende Skyts imod den nye Fremtoning, medens „Fædrelandet” stillede sig afventende overfor den unge flittige Mand.
I Forfatningskampen tog han livlig Del og stemte til Slutning for den reviderede Grundlov, hvilket vel skaffede ham nogle Modstandere, men dog aldrig har voldt ham den Gene, som det samme Faktum lige til det sidste voldte J. A. Hansen. Kunde Berg end ikke tilkæmpe sig nogen Indflydelse i Thinget, saa begyndte han dog hurtig at samle Menige om sig og at udfolde en levende Agitation omkring i Landet. Medens han i Grundlovskampen havde staaet Side om Side med J. A. Hansen, skiltes deres Veje, da Oktoberforeningen dannedes og begyndte at sætte Frugt.
Da kom hans Energi først til Gjennembrud. Han fulgte J. A. Hansen omkring i Landet og leverede de ene Slag efter det andet, rigtignok med vekslende Held. J. A. Hansen var den Gang mere dreven end Berg og bedre anlagt for den Art Polemik, der slaar igjennem paa Folkemøder, og det er ubestrideligt, at Berg nu og da led store Nederlag, men det kuede ham ikke, han blev ved, og en heldig Træfning hist, lidt Fremgang her, øgede hans Kampiver. Han begyndte at blive den gamle Brandpolitiker en yderst farlig Modstander, men saa kom der atter en Alliance istand, og de to Kæmper stod igjen ved hinandens Side. Det var, da Oktoberforeningen var sprængt, og Bestræbelserne rettedes paa at samle de spredte Venstregrupper i et samlet Parti. Disse Bestræbelser lykkedes, vistnok især ved Høgsbroes ejendommelige Talent, og „det forenede Venstre” dannedes. Nu saa man Berg og J. A. Hansen som Allierede paa Folkemøder delende Sejrens Glans — men ogsaa Nederlagets Forsmædelse. Det var paa denne Rundrejse, at de to allerede den Gang mægtige Førere led et afgjørende Nederlag ved Rye i Jylland, hvor Lars Bjørnbak tog Kampen op og med sin særegne Veltalenhed, der trodsede alle fornuftige Argumenter, fordi den blindt fanatiserede Mængden, slog de to formentlig uovervindelige sønder og sammen. Berg forsøgte i Kniben at slaa de synkende Aktier op ved en Appel til Patriotismen, men Bjørnbak slog ham Sværdet ud af Haanden, og i ærlig Harme tiltordnede da Berg Forsamlingen: „Aldrig vil jeg ønske i mit Fødeland at staa paa et Sted som dette og overfor en Forsamling som denne!” Slaget var tabt. Til Gjengjæld vandtes en afgjørende Sejr i Skanderborg hin Dag, da Kongen reduceredes til Folkets Skriver og Forvalter, og J. A. Hansen proklamerede Venstres Overmaal af Evner til at styre Land og Rige.
Ved Valgene i September 1872 blev „det forenede Venstre” Flertal i Folkethinget, og nu voksede ogsaa Bergs Magt med rivende Hurtighed. Skjøndt han nominelt delte Høvdingsædet med J. A. Hansen, var det dog alt dengang Berg, der særlig førte an; thi J. A. Hansen tyngedes allerede da af den knugende Byrde, der omsider tilintetgjorde ham. Berg førte an ved Kjældernæsaffæren og ved hele den øvrige Række af Aktioner, som staa i saa frisk Minde. Han voksede større og større, han voksede til „Konge af Bogø”. Men Reaktionen lod ikke vente paa sig: fra Magtens svimlende Tinde gik Deruten over Provisoriet, over Venstres Splittelse; over 7de og 8de November-Politiken ned til den nuværende mere beskedne Stilling som Delingsfører i Folkethinget. Det er i store Træk den politiske Livsførelse for Bergs Vedkommende.
Ser man paa denne politiske Livsførelse som Helhed, maa man ikke glemme, at Berg har gjort sit Fædreland megen Skade. Det er jo væsentligst ham, det skyldes, at ingen paatrængende Reformer i en Række af Aar har kunnet gjennemføres herhjemme, at Befolkningen har været hidset op til et indbyrdes Had, og at der paa Thinge har udviklet sig saa meget Kjævl og Urede, saa meget resultatløst Spektakel til Skade for det Hele. Der hviler et stort Ansvar for dette mislige Forhold paa Bergs Skuldre.
Berg er — eller rettere var — som Politiker Idealist. Der er ingen Tvivl om, at han i sin Tid troede blindt paa en praktisk Gjennemførelse af de gyldne Teorier, hans virkelige Frisind undfangede. Han troede paa Menigmands Retsind og Evne til at bære den mest udstrakte Frihed, han troede paa de Bedrestilledes tyranniske Tilbøjeligheder ligeoverfor de Smaa, han troede paa Grundloven, saaledes som han fortolkede den og paa denne Fortolknings Uantastelighed, og han troede paa Folket, at det i fornødent Fald vil bruge Magten for at fremtvinge en formentlig Ret. Han troede paa alt dette, og han troede endvidere, at den sikreste Vei til Maalet var at trumfe i Bordet. Det var fra 1872—75. Nu have Skuffelserne ændret hans Tro. For Bergs sunde praktiske Blik maatte selv hans Stædighed vige. Han maatte se, at Folket ikke allevegne viste sig modent til den videste Selvstyrelse, og at der hos de Bedrestillede i Samfundet ikke paa nogen Maade var andre tyranniske Tilbøjeligheder end at værge velerhvervede lovlige Rettigheder.
Og da saa hans selvlavede Fortolkning af Grundloven kastedes over Ende, da Folket saa ikke rejste sig i sin Vælde for at knuse de formastelige, men det hele indskrænkede sig til spredte og tomme Demonstrationer — saa var Berg belært, saa blev han politisk Realist. Han taler nu ikke om at erobre Finansloven helt og holden, men om at tilbageerobre den fra Landsthinget, og han tænker ikke paa at gjøre det ved voldsomme Midler men ved dygtigt, sagligt Arbejde, saaledes som det sig hør og bør. Der maatte en Kur som den provisoriske Finanslov og dens Modtagelse til for at kunne kurere et saa rodfæstet Onde. Men Omslaget, hvorledes motiveres det? Siger Berg ligeud: „Jeg har taget fejl, jeg indser, at den Vej jeg var inde paa, var misledende; nu maa en anden roligere Vej betrædes for at naa et godt Resultat!”? Nej, det er Berg ikke stor nok til. Han fik en Hjælp udenfra, som klamrer han sig fast til. Denne Hjælp var Valget den 3die Januar 1879. Berg havde her det Held, at Højre fik stærk Tilslutning. Nu siger den gamle Demokrat med en Argumentation, der er mere subtil end egenlig logisk: „Folket har dømt. Det har villet noget Andet, end vi; Folket har altid Ret, følgelig er en forandret Taktik nu uafviselig!” Det er jo ikke vanskeligt at se Hullerne i denne Bevisførelse, navnlig naar man betragter Valgets Udfald i sin Helhed; men Berg hævder med urokkelig Alvor sit Syn paa Valgdagen og sit Syns Ufeilbarhed.
Naa, det er jo aldrig værd at gaa i Rette med ham om Aarsagen, naar Virkningen er god, og det synes den at have været. Berg er nu[1] inde paa en Vej, der er fornuftigere end nogen tidligere, og han kan, hvis han ellers er den rette Mand, gjøre meget godt igjen af det, han har forbrudt. Men vil og kan Berg nu ogsaa det? Det er Spørgsmaalet.
Berg er sikkert ikke Venstres bedste Hoved, det er maaske snarere Hørup; men Berg er alligevel Indehaver af de fleste Betingelser for at føre an. Det er vel sandt, at han har ført sit Parti til mange Nederlag, det er vel sandt, at f. Eks. Kjældernæshistorien viste manglende taktisk Blik hos Føreren, og det er ganske berettiget, naar enkelte „Moderate” som Villads Holm og Thomas Nielsen have beklaget at have fulgt Berg paa alle Omraader; men Berg er en Mand, der kan lære og har lært, og det er højst rimeligt, at han ikke endnu en Gang fører sine Folk til slige Nederlag. Berg har i sin Jærnflid, sin Hukommelse, sin Evne til at styre og sit hele politiske Syn Betingelser for at føre an, som ingen anden Venstremand, og J. A. Hansen saa ikke daarligt, da han proklamerede Berg som Venstres Fremtidshaab.
Paa den anden Side har Berg temmelig iøjnefaldende Mangler, og navnlig synes han at mangle Mod til at indtage en uventet og kæk Stilling. Ved Kanonbevillingen i 1879 var der Noget, der tydede paa et sligt Mod, men siden har det ikke vist sig, skjøndt Anledningen har været der. Hvad om f. Eks. Berg og hans Parti i 1880 havde havt det gode Indfald at sætte et Lønningstillæg til Embedsmændene ind paa Finansloven til tredje Behandling, hvilken ypperlig Stilling vilde det ikke have været! Eller nu Forsvarssagen, der dog er og endmere vil blive Landets populæreste Sag! Hvad om Berg der havde taget en dristig Stilling paa den yderste Fløj af den Garde, der for enhver Pris vil have Danmark værnet, hvilken glimrende Stilling vilde det dog ikke være? Men til slige store Slag og store Tanker synes Berg enten ikke at have Mod eller Lyst, eller han har mulig ikke Evne til at føre sine Folk med sig.
Berg er Folkethingets flittigste Taler; han, har overfløjet den meget talende Dr. Winther og er rykket op i Linje med afdøde Oberst Tscherning. Der kommer ikke nogen Sag af lidt Betydning under Forhandling, uden at Berg udtaler sig meget udførlig om den, tit gjentagne Gange, og selv Forslagstilleren eller Ordføreren maa ofte i Talens Længde og Bredde vige tilbage for Berg.
Er Berg da nogen veltalende Mand? Ja og nej! Sæt en Fremmed ind paa Tilhørerpladsen, han vil strax være paa det Rene med, at Berg ikke er veltalende, og han vil forbavses over, at den Berg, der gaar saa stort et Ry af, ikke taler bedre. Lad derimod en stadig Tilhører dømme, han vil sige: „Jo, Berg er i Besiddelse af en vis Veltalenhed!” Det er vel sandt, at Organet er daarligt, ganske rigtigt, at det gjør Uret monotont og dyssende Indtryk at høre ham tale, naar han ikke er i Affekt, og det kan ikke bestrides, at det ydre Apparat i flere Henseender er mangelfuldt. Man har ofte ondt ved at høre ham, han sluger for mange Endelser, og Sprogbygningen er ikke ren og klar. Men trods alt dette er Berg i Besiddelse af ikke ringe Veltalenhed. Stoffet i hans Taler er lagt vel til rette, og han behersker det fuldstændig; han kan give sine Tanker et godt Udtryk, og han kan af og til, naar han bliver varm, hæve sig op til sand Patos. Der er derhos noget paa en Gang djærvt og vederhæftigt ved hans Foredrag, som giver et behageligt Indtryk af, at der staaer en ærlig Mand bagved. Naar hertil kommer, at han, med sin ualmindelige Indsigt i de fleste Sager, altid er „slagfærdig” og som oftest kan se og gribe Diskussionens Pointe, saa maa det indrømmes, at Berg raader over gode Evner som Taler.
Hans væsentligste Mangler ere en trættende Bredde i Foredraget og en Gjentagen af Betragtninger og Vendinger, der svækker Virkningen af ellers gode Taler. Dertil kommer, at Berg har en meget utiltalende polemisk Form. Hans tykke Selvbevidsthed er snarere taget til end taget af, og det er ham umuligt at føre en Kamp uden i en saarende, overlegen Tone og en tilsvarende Bestræbelse for at „aale” Modstanderen. Berg er altid paa Højden af det eneste rigtige, sande og fornuftige, enhver Modstander er en ubehjælpsom Klodrian, der ikke selv kan tænke, men trænger til et lille Kursus. Klein, der ellers nok er Mand for at klare sig, fandt det for ikke længe siden nødvendigt at nedlægge en almindelig Indsigelse mod Bergs Maade at polemisere paa, og Enhver, der kjender Forholdene, maatte give Klein Ret. Berg er ingen ridderlig Modstander, ikke tolerant og ikke hensynsfuld; man faar et Indtryk af manglende Dannelse, naar man hører ham i en varm Diskussion. Men en dygtig Modstander er han. Hans naturlige, fortræffelige Evner har han yderligere udviklet ved en Flid, der er højst ualmindelig, og denne Flid har givet ham et Overtag ved Indsigt i Sagerne, der nødvendigvis maa skaffe ham Indflydelse i en Forsamling som vort Folkething. Han er et stærkt Hoved med en god Hukommelse, og han er ikke bange for at give sig i Kast med de vanskeligste Opgaver. Han er alt i alt en højst habil Folkethingsmand.
Den samme Forskjel, der var paa den i sin Tid beskedne, dygtige og elskværdige Lærer og den senere saa vigtige Folkethingsmand, den samme Forskjel er der endnu paa Politikeren Berg og Privatmanden Berg. Den første er en agtværdig Personlighed, den sidste er ikke blot det, han er tillige en højst elskværdig Personlighed. Det opblæste, det selvsikre og intolerante falder da bort og giver Plads for en mild, medgjørlig og human Natur. Man kan ikke tænke sig en elskværdigere Privatmand end Berg, han er ligefrem erobrende. Man har vanskeligt ved at gjøre sig fortrolig med, at det er den samme Mand, der her er tjenstvillig, mild og hjærtelig, som i Folkethingssalen, i Udvalgsmøderne og ligeoverfor Folkeforsamlinger kan være saa hensynsløs og ubehagelig. Selv i hine Dage, da Alle bejlede til Skolelærerens Gunst, da endog Ekcellenser sled hans Trapper, selv da var han som Privatmand lige beskeden og elskværdig, medens han, som bekjendt samtidig, i Rigsdagen blev modigere og modigere.
Der er noget farligt ved disse bestikkende Egenskaber hos Privatmanden Berg, navnlig for politiske Modstandere; man ikke blot kommer til at holde af ham — det er der jo i og for sig ingen Fare ved — men man kommer uvilkaarlig let til at sympatisere med mange Betragtninger, han i Diskussionen saa fordringsløst og overbevisende forfægter. Hans overlegne Evner, hans Indsigt i Sagerne og hans Maade i en privat Samtale at føre sit Skyts i Ilden paa indeholder for mange en stor Fare, og det er ganske sikkert, at han som Privatmand har erobret sig mere trofaste Venner og maaske ogsaa paalideligere Tilhængere end som Politiker. I det hele staar Berg sig over Maade godt med Modstanderne, de agte og ære Manden. Bergs Tilhængere mere frygte og beundre ham, end de egentlig holde af ham. Frihedsmanden Berg er paa visse Omraader en stræng Despot, og hans Flok har at modtage Ordre og at lystre. Det saarende Hovmod ved Manden skal indenfor Partiet træde stærkt frem og tit vække Harme og Uvilje, men Manden kan ikke undværes, og man bøjer sig med sammenbidte Tænder. Der har været Tvivl om, hvorvidt et saadant Herredømme kunde holde i Længden. Det kan det maaske alligevel, i alt Fald bedre end en slap, viljeløs Styrelse.
Hvordan man nu end ser paa Berg, et maa man indrømme, og det er, at det er en helstøbt Personlighed, man har over for sig, en ulastelig Hæderlighed og en fremragende Dygtighed. Skulde Berg forlade Valpladsen, vil Højre sænke sine Faner til Ære for en stolt, en dygtig og en hæderfuld Modstander.
- ↑ Denne Pennetegning er skreven den 14. Marts 1880, altsaa forinden Gjennemførelsen af Forsvarslovene og forinden det „europæiske” Venstres officielle Indtog paa Rigsdagen.