De uden Fædreland 1906/2.3
— Tak for Mad, gentog Joan og saá ikke hendes Haand.
De raabte alle Tak for Mad og de trykkede alle Hænder.
— Velbekomme Greve, sagde Urmageren.
— Velbekomme, sagde Joán og hørte det ikke selv.
— Ja, det er jo Landsens Skik, sagde Fru Raabel, der var trængt frem til Joán med sine Spillehænder.
— Velbekomme, sagde Joán og havde bestandig det samme Skær i sine Øjne.
Fru Raabel var allerede begyndt at tale; som den, der endelig faar Tag, begyndt at tale — om Æren for saadan et lille Sted og Glæden og at han vilde spille Mendelssohn:
— Lykkens Musik, sagde Kapelmusikus Green.
Joán gav sig til at le, overmodigt, næsten uforskammet, som en tyveaarig:
— Havde han nogensinde været lykkelig, sagde han og begge Tommelfingre sad i hans Vestehuler.
Fru Raabel gav sig, muligvis lidt forvirret, ogsaa til at le, mens Urmageren, der hørte Joán Latter, kom hen imod ham:
— Velbekomme Koncertgiver, sagde han og tog med sine Næver begge Joáns Hænder: De er s’gu et herligt Menneske.
— De ogsaa, sagde Joán og beholdt Urmagerens Hænder, der svedte.
— Drikker vi paa det, sagde Urmageren.
— Ja, men jeg skal spille, Hr. Larsen, sagde Joán, der huskede de fremmede Navne som den, hvis Hjerne paa én Gang kan huske alle tusinde Ting.
— Vi nipper, sagde Larsen og skænkede i et Par smaa Glas:
— Det er Johansens den bedste, s0agde Larsen: her er man s’gu ved Kilderne.
— Skaal, Koncertgiver … Hej, Bestyrer, De ka’ være Vidne … Naa, han hø’er’et ikke. Saa Skaal, Koncertgiver.
— Skaal, Hr. Larsen.
Hr. Larsen drak ud. Rundtom talte og drak og lo de. Doktoren, der var en Tusindkunstner, jonglerede med to Likørflasker.
— Tab dem ikke, tab dem ikke, sagde Gerda, hvis Ansigt lyste.
Cigarerne var blevet tændt og Røgen laa allerede over Stuen som en let Damp.
— Tab dem ikke, tab dem ikke.
Den anden Tvilling slog bagfra Joan paa Skulderen:
— Ja, Koncertgiver, her ka’ man lære at være glad.
— Ja, sagde Joán og lo igen, som maatte han bestandig le.
— Det har De Ret i, Larsen, raabte Doktoren, der svingede Flasken ind under sin Arm og greb den over sin Skulder:
— Det kommer af, at vi har skyldfri Hjerter.
Joán havde vendt sit Ansigt mod Gerdas:
— Tab dem ikke, raabte uvilkaarlig ogsaa han.
Og han og Frøken Gerda kom paa én Gang til at le — sammen, ad Likørflasken, der stadig fløj; da en Haand rørte ved Joans Arm og Fru Jespersen sagde og forestillede en slank Mand med et skægløst Ansigt:
— Det er min Mand.
— Saa kom De dog, Hr. Pastor.
— Ja, jeg naaede herhen, sagde Præsten: jeg vilde jo gerne følge min Kone.
Og henvendt til Fruen sagde han:
— Hun gik bort saa stille og kønt, Du.
Gerda kom til:
— Men, Hr. Pastor, De ska’ ha’e no’et at spise.
— Hun er død, sagde Fru Jespersen.
— Er hun? sagde Gerda — men det samme Smil laa straalende helt ud over hendes Træk —: Aa, hun var saa god og rar. Hun tænkte da paa alle Mennesker.
— Ja, Dem holdt hun af, sagde Præsten.
— Aa, Herregud ja, naar man var der til Kaffe — og Fru Jespersen lo halvt —: og hun var kommen til Sæde paa sin Forhøjning og begyndte paa sit:
— Ja, Gerda-Skat er kær. Lille Fru Jespersen, er hun ikke kær ... men vi skulde ha’e hende gift.
— Det er som Ane, sagde Joán.
— Ane? spurgte Præsten.
— Det er min Barnepige.
Rundtom blev de ved at tale og le. Urmageren gik omkring og skaalede i hver Gruppe, stansende med sit Glas i Haanden:
— Hør, han er et herligt Menneske, sagde han og nikkede, lige ind i hvert Ansigt.
— Skaal, Laarentzen.
Og han gik videre.
Støjen slog op omkring dem, mens Fru Jespersen sagde til Joán:
— Vil Ane ogsaa ha’ Dem gift?
Gerda var gaaet et Par Skridt, men Præsten blev og ogsaa Gerda blev staaende.
— Aa, sagde Joán, og hans Stemme fik som i Ly af Støjen en egen Klang: hver Gang jeg kommer hjem og hun ta’er imod mig i Orsówa, sér hun paa mig og stikker det store døve Øre op til min Mund og jeg raaber — for jeg véd, hvad det er, det gælder —: „Nej, lille Ane“ … „Aa, Herregud“, siger saa Ane, „aa, Herregud“ …
— Stakkels Ane, sagde Fru Jespersen.
— Ja, stakkels Ane! … og Joán lo pludselig sagte.
Ogsaa Præsten lo, uden at vide hvorfor. Men Gerda sagde og tog hans Haand:
— Nu skal Pastoren spise …
— Ja, sulten er jeg blevet, sagde Hr. Jespersen: Hvor De er kold om Hænderne.
— Aa, nej.
Men Fru Jespersen, der fulgte efter dem med Joán, sagde:
— Gerda, Du bli’er altid kold af Glæde.
Urmager-Tvillingen var naaet videre. Han stod foran Bestyreren og nikkede ham ind i Ansigtet med samme Overbevisning:
— Skaal, Bestyrer. Men véd De hva’ .. han er et herligt Menneske.
Fru Jespersen og Joán var stanset i Døren til Spisestuen. Der var dækket til Præsten ved et Hjørne af Bordet. Det skulde gaa i en Fart, og Gerda, der stod ved Siden af ham, smurte Maden, mens Pastoren spiste.
Faster Grethe bød, lavmælt og knoklet, af alle Fade paa én Gang.
— Tak, lille Frøken, Tak, lille Frøken, sagde Præsten.
Joán stod lænet til Dørstolpen og saá paa den spisende Præst. Gerdas Hænder løb saa hjemmevant over den hvide Dug. Fru Jespersen spurgte sin Mand om Begravelsen:
— Naar den mon skulde være?
— Paa Mandag vel, sagde Præsten.
— Nej, sagde Fruen, Du ka’ tro, det bliver Søndag. For Familien fra Kolding kan da bedst komme en Søndag.
— Tak, lille Frøken, Tak, sagde Præsten henvendt til Fasteren: alle Fade var kommet ind igen.
— Frue, sagde Joán og flyttede ikke sine Øjne:
— Hvor Liv og Død her er gode Venner.
Fru Jespersens Ansigt blev i et Nu alvorligt:
— Men er det ikke Maalet?
— Jo, sagde Joan og de tav.
— Nej, nej, Hr. Pastor, Filet’en maa De smage — den er fra Kolding.
— Ja, Henrik, Maden — og Fru Jespersen lo igen — er kommet fra alle Kanter …
— Vist ej …
— Jo, min Pige, det er den, og, ih, min Pige, hvor har Du været bange. Men jeg sagde — hun vendte sig mod Joan —: Vil han ikke spise, maa han saamæn la’ være.
— Var De bange for mig?
— Ja, sagde Gerda og hviskede, saadan hastigt: Og De spiste heller ingenting.
— Men nu er jeg sulten, sagde Joán og slog sig ned paa en Stol.
— Er det sandt — og Gerdas Ansigt lyste — vil De ha’e et Stykke?
— Ja Tak.
Gerda lo:
— Hvor det var dejligt … med hvad?
— Med ligemeget.
De lo begge to, mens Gerda smurte — saa til Pastoren og saa til Joán.
— Nu morer Gerda sig, sagde Fru Jespersen.
— Ja, sagde Gerda og rakte paa en Kniv et Stykke til Joán.
— Det er næsten li’esaa godt som at spise i Køkkenet, lo Fru Jespersen.
— Ja, sagde Gerda og blev ved, som Forklaring til Joán: For jeg holder saa meget af at spise i Køkkenet.
— Jeg med, sagde Joán: for jeg maatte ikke — som Barn. Men jeg løb altid ud til de to Kokke.
— Kokke? gentog Gerda, som var Kokke noget forunderligt.
— Ja, vi havde jo to, sagde Joán, der spiste. Det var Rumænere.
— Rumænere skal være saa kønne, sagde Fru Jespersen.
— Kære Jomfru, blev hun ved: jeg faar igen Appetit af at sé paa de andre.
Og Fru Jespersen begyndte, med en lang Arm, at smøre selv.
— Deres Sprog skal være saagodtsom Latin, sagde Præsten, der talte om Rumænerne.
— Ja, det er næsten Latin.
— Hvor De kan mange Sprog, sagde Gerda og talte i samme Tone, som da hun sagde „Kokke“.
— Mange og ingen.
Fru Jespersen, der lagde Filet ovenpaa Smørrebrødet og Tomater ovenpaa Filet’en, sagde:
— De har allerede gjort Fremskridt i Dansk.
— Synes De? sagde Joán og saá smilende frem over Bordet:
— Nu skulde vi slukke Lysene, saa vi sad alene under Lampen.
— Ja, sagde Gerda: det gør vi.
Og hun og Joán løb rundt og slukkede alle Lysene.
— Puh,
— Puh,
— Puh,
med lange Pust ind i hver Flamme.
— Men hvad tænker Fa’er, sagde Gerda pludselig og stansede foran det næstsidste Lys.
— Og Bestyreren? sagde Fru Jespersen.
— De tænker, vi har det rart, erklærede Joán, der atter sad ved Bordet.
— Ja, sagde Gerda og gjorde en Bevægelse med sine Læber, som pustede hun en Sæbeboble.
Gennem Døren lød Selskabets Stemmer. Tvillingerne talte højest.
Joan saá frem over Bordet, hvor den hvide Lyskreds af Lampen skinnede med sine Damaskesstjerner:
— Aa, nu skulde Ane sé os!
En Stol blev rykket ind ved Siden af Joán — og Grev Holstein, som ingen havde hørt komme, satte sig paa den med et Pladsk:
— Her har Du det rart, sagde han.
— Erik.
— Godaften, Frøken. Godaften, Hr. Pastor — og til Fru Jespersen nikkede han —: Ja, jeg gik denne Vej. I Stuen var Stimmelen s’gu for tæt.
— Greven er velkommen, sagde Gerda og bøjede Hovedet.
Grev Holstein lo og saá ud over Fadene:
— Dette var en behagelig Mad.
— Vil Du osse ha’e? og Joan lo.
— Ja Tak, sagde Holstein, hvis Du byder.
— Det gør vi, sagde Joán, og han drejede sin Stol og aabnede Buffeten og tog et Glas ud og Tallerkener ud — mens de lo.
— Ogsaa en Gaffel, sagde Frøken Gerda.
— Og en Kniv, sagde Erik.
— Her er de, sagde Joán, der havde fundet dem i Skuffen.
Erik spiste og Fru Jespersen snakkede. Joán sad og saá paa Erik: han havde det samme gamle Tag, naar han spiste, og førte Maden saadan med et Snub ind i sin Mund, men hans Fingre var blevet mere svære.
— Véd Du, Joán, det minder om Michel, ikke? … naar vi stak fra Kostholderen og spiste paa Knejpe.
— Tak, sagde Fru Jespersen.
— Det var det dejligste, vi vidste, sagde Grev Erik.
Og han fortalte om Bagstuen: Husker Du, husker Du, tæt ved Luxembourg, hvor de havde gemt sig for at ingen skulde „dage“ dem og de spiste røgede Normanner-Sild, for de lugtede af Danmark.
— Men han gik forresten mest for sig selv og lukkede Øjnene, sagde Grev Holstein om Joán med sit gamle halvmisfornøjede Nik.
Frøken Gerda havde støttet Hagen paa sin Haand, saa det lille opadvendte Ansigt laa i Lampens Lys:
— Du levede s’gu altid, Joán, saadan paa Siden af os andre.
De lange Øjenhaar var langsomt gledet ned mod Frøken Gerdas Kind.
— Men saagu holdt vi af ham, alligevel.
— Skaal, Joán.
Grev Holstein drak og da han satte Glasset sagde han:
— Hør, Frøken Johansen, mon min Rhinskvin er kommen hjem.
Der foer en hastig Rødme op i Joáns Ansigt, men Frøken Gerda sagde blot, med en umærkelig Drejning af Hovedet:
— Det véd vist Bestyreren, Hr. Hofjægermester.
Joán lo, som en Dreng — af en Glæde, han næppe selv forstod.
— Hvad ler Du af? spurgte Holstein, der selv var blevet helt forvirret.
— Af Dig.
— Naa, sagde Holstein (og havde dette her ligesom en stor og skikkelig Hund ved sig), det ka’ der vel osse være Grund til.
Men endnu forvirret over sin egen Bommert, sagde han:
— Men den bedste Tid var dog, naar Du spillede.
— Ja, sagde Joán, saa godt Du kunde følge mig. Du, Erik, har altid fornummet Musik.
— Du har vel lært mig’et, sagde Erik. Og hans Fingre begyndte at spille paa Bordet ligesom paa et Klaver:
— Hvordan var’et nu, den gik, Hanas Vise …
Joán nynnede den og Holstein nynnede med, mens han stadig bevægede sine Fingre henover Dugen — glidende over og skiftende Melodien, nynnende en ny, mens Joan faldt ind og Fru Jespersen, halvt leende, kvad med:
Danmark, dejligst Vang og Vænge,
lukt med Bølgen blaa,
hvor de voksne danske Drenge
kan i Leding gaa — —
De sang højere, med glade Stemmer, mens Urmageren kom frem i Døren:
— Nu synger s’gu Greverne, raabte han ind til de andre.
Og paa én Gang sang de alle, stimlende sammen, i begge Stuer — stærkt og højere, mens Holstein stansede og Joan havde rejst sig:
Mod de Sakser, Slaver, Vender,
hvor man dem paa Togt hensender.
En Ting mangler ved den Have:
Ledet er af Lave.
Joán var gaaet frem. Fra Spisestuens Halvmørke saá han ind mod dem, der sang. De fleste havde sat sig. Med Ansigterne ind mod Rummet sang de ud i Luften:
Efter Ønske vokste Volden
Dannevirke kaldt,
som har mangen Tørning holden
til den slet forfaldt.
Pastoren sang med, dæmpet, frem over Bordet:
Ledet, sagde Dronning Thyre,
har vi hængt, Gud Vangen hyre,
at den ingen Fremmed bryder
eller Hofbud byder.
Sønderjyderne stod op. De sang med løftede Ansigter og saa langsomt. Den ene Frue havde lagt sin ene Haand ovenpaa den anden foran sit flade Bryst.
Joán rørte sig ikke.
Urmageren sad endnu med halvt løftet Haand og holdt et Glas, som han havde glemt:
Dannemark vi nu kan ligne
ved en frugtbar Vang,
hegnet trindt omkring: Gud signe
den i Nød og Trang!
Gerda vidste ikke selv, at hun paa Taaspidserne var gaaet hen mod Joán.
Mens de blev ved at synge, alle altfor langsomt, lød det i Skumringens tunge Luft saa besynderligt, næsten som Sangen i en Krypt:
Gid som Korn opvokse Knægte,
der kan frisk mod Fjenden fægte
og om Dannebod end tale
naar hun er i Dvale.
Sangen døde hen, men ingen talte.
Købmand Johansen stod i Døren mellem begge Stuer. Det var, som blev han større, fordi han stod paa Tærskelen.
Saa sagde Gerda, som om hun gættede Joáns Tanker, og vendte Ansigtet halvt op imod ham:
— For Fa’ers Fa’er døde ved Dybbøl.
— Faldt han? sagde Joán sagte som hun.
— Ja, den femtende April.
Og lidt efter sagde hun og nikkede langsomt:
— Han blev skudt.
— I Skanserne? spurgte Joán og talte som hun.
— Ja, i Skansen.
Inde i Stuerne havde de ikke talt. Det var Fru Lorentzen, der begyndte at synge igen. Hendes Stemme var skær og fast. Fru Jespersen faldt i, siddende ved Siden af sin Mand. De sang begge to med Ansigterne vendt op mod Lampen.
Lidt efter lidt brød alle ind, saa Sangen steg:
I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
dér har jeg Rod, derfra min Verden gaar,
du danske Sprog, du er min Moders Stemme,
saa sødt velsignet du mit Hjerte naar —
— Den kan jeg, hviskede Joán.
— Kender De den? sagde Gerda og hun smilede.
— Ja. Den sang min Mo’er.
Og, meget lavt, sang Joán med — kun Melodien, uden Ord:
Du danske, friske Strand,
hvor Oldtids Kæmpegrave
staar mellem Æblegaard og Humlehave,
Dig elsker jeg — Danmark mit Fædreland.
De sang lidt hurtigere, mens Forstanderen førte Sangen.
— Sig mig Ordene, hviskede Joan.
— Ordene?
— Ja.
De sang igen, mens Gerda sagte hviskede Sangens Ord, staaende tæt ved Joán, der atter sang, Ordene med — fangende dem fra hendes Læber:
Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
mer rigt end her, ned til den aabne Strand,
hvor staar Fuldmaanen over Kløverengen
saa dejlig som i Bøgens Fædreland?
Den ene Sønderjyde havde lagt Armen ned om sin Hustrus Liv, mens Gerda blev ved at hviske Digtets Ord:
Du danske, friske Strand,
hvor Dannebrogen vajer,
— Syng med, hviskede Joán.
— Jeg kan ikke synge.
— Aa, nok, sagde Joán.
Og ganske spædt, som var hun bange — mens det samme Lys kom over begges Ansigter — nynnede hun:
Gud gav os den, Gud giv den bedste Sejr-
Dig elsker jeg — Danmark mit Fædreland.
Holstein sad med Hovedet støttet i begge Hænder og saá paa Joán, der sang:
Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaar,
hvor Sproget er min Moders blide Stemme,
og som en sød Musik mit Øre naar.
Erik Holstein blev ved at sidde og sé paa Joán:
— Nej, det vidste man s’gu aldrig, for hvem Livet vilde sætte Agerhønen paa Bordet.
Joán havde bøjet sig for at gribe Gerdas de hviskede Ord. Deres Ansigter laa saa nær ved hinanden — da Sangen stansede.
— Det næste Vers? sagde Joán.
— Der er ikke fler.
— Ikke, sagde Joán og han blev ved at smile.
Men pludselig vendte han sig:
— Nu skal jeg over at spille.
— Ja, sagde Gerda og havde glemt det, hvortil hun saa længe havde glædet sig:
— Det er Tiden.
— Ja, høje Tid, sagde Grev Holstein og rejste sig.
— Farvel saa længe, sagde Joán og hastigt tog han begge Frøken Gerdas Hænder.
— Farvel, sagde Gerda og, brat kom det:
— Og Tak.
Hun havde sagt det ene Ord med en ganske lille Stemme og Joán saá paa hende, som han ikke forstod. Men saa sagde han — og igen saa hastigt:
— Nej, men nu skal jeg takke.
Og i et Sæt begyndte han at sige Farvel og gav Haanden, dem alle Haanden — og man kunde tro, han var befriet ved at komme bort og det var vel dog ikke det, da han trykkede alle Hænder. Men foran Købmand Johansen blev han staaende og saá ind i hans Ansigt, som vilde han læse i det:
— Nu skal jeg spille, sagde han igen.
— Men Tak, føjede han til.
Og igen gav han Hænder til alle, Stuerne rundt.
— Farvel, Hr. Bestyrer, sagde han og blev ved:
— Farvel, Farvel …
Til han var ude af Døren med Holstein.
Alle Stemmer summede bag dem.
Joán og Erik kom ned paa Gaden. Der var helt fuldt af Mandfolk og Kvindfolk med løftede Skørter — under de elektriske Lamper.
— Halløj, halløj.
En Char-à-banc svang forbi ind mod Hotellets Aabning, saa nær, at Hjulene skurede næsten Grev Eriks Ben. Men fra Vognen raabte to Damestemmer:
— Er det Dem, Hr. Hofjægermester. Godaften — Godaften.
— Godaften, Frøken Halek, raabte Grev Holstein: Vil De køre mig over.
Endnu en Vogn kørte op og den anden stansede.
Inde i Porten hørte man Olesens hæse Bas og en Herre, der ærbødigt tog Hatten af, sagde:
— Her er livligt, Hr. Hofjægermester.
— Godaften, Hr. Landinspektør — ja, Fa’n ta’e mig, Karussellen gaar.
Erik havde vendt sig og saá ned ad Landsbygaden, hvor Folk blev ved at komme — i Klatter — Bønder og Bønderkoner i Sjaler og Galoscher, under det elektriske Lys.
— Ja, sagde han: det er s’gu et underligt Land — det Land, vi lever i.
— Et storartet Land, sagde Joan og løftede sin Haand: Men skynd Dig.
Han drejede ind ad Porten, som Vognen spærrede.
Oppe hos Johansens begyndte de at spille. Klaverets Toner slog gennem de aabnede Ruder ud over Gaden.
Joán var stanset: Skyggerne deroppe gled hen over de nedrullede Gardiner.
— Det er Fru Raabel, sagde Erik: jeg kender hendes Sommernats-Drøm.
— Her slipper vi ind, sagde Joán, og han løb ind i Porten foran den næste Vogn.
I Gaarden trampede Hestene og der blev raslet med Seletøj og de løb med Lygter.
— Jeg henter Violinen. Gaa Du derover, sagde Joán. Han talte i saa korte Sætninger og løb ind i Gangen. Trappen tog han som i to Sæt.
Under ham skreg det med Olesens Bas:
— Jensen — til Helvede — Jensen.
Og Hr. Jensen løb imod ham ud fra en Krog, snurrende rundt paa sine Taaspidser som en Balleteuse:
— Om Forladelse — Gud, hvor bli’er her fuldt, sagde Hr. Jensen.
Joán kom op til Værelserne. Dørene stod aabne og inde i Stuerne tog Damerne Tøjet af og havde bredt det over Sengene. Paa Tærskelen stod to unge Piger og trak hvide Handsker paa.
— Godaften, Godaften, hilste Joán.
Og de unge Piger saa ham og tav og glemte deres Handsker og alle Hoveder kom frem for at sé efter hans Ryg. Men de to løb forskrækkede ind til deres Moder.
Joán lukkede sin Dør op.
— Greven kommer sent, sagde Berlineren, der gemte en tændt Cigaret bag sin Ryg.
Joán gik hen til Vinduet: de spillede derovre endnu. Skyggerne gled hen over de hvide Gardiner. Joan havde lukket Vinduet op. Men Tonerne gled bort i Lyden af de Kommendes Trin.
Nogle Stjerner skinnede svagt paa den ganske blaa Himmel. Kun en eneste, lige dér, funklede saa stærkt.
Og som vilde han indsuge selve Himmelen med dens blege Stjerner og stirre ind lige til Gudfaders Skød … strakte Joan sit Hoved tilbage, mens den ene og eneste Tanke sang i alt hans Væsen. Den ene Tanke, der havde sunget siden da i hans Nerver og hans Hjerte og hans Hjerne (og han troede, det var den, som bar hans flyvende Fødder):
— Dér maatte man da kunne gøre alle Mennesker lykkelige.
— Alle lykkelige.
— Skabe Lykken og et Fædreland.
Det var ikke Vej og det var ikke Maal. Det var ikke Tanker og ikke Planer — kun som en Sang i hans Hjerte:
— Skabe Lykke og et Fædreland.
— Greven bliver syg, sagde Berlineren lige ved ham.
— Ja, sagde Joán og greb sin Violinkasse, som han svang.
— Har De Champagnen?
— Ja, sagde Berlineren og lagde til:
— Flottes Weingeschäft hier — haben alte Marken … sonderbar.
Joán gik over Gaarden og gennem Salen og saá ingen.
Erik sad inde i Rummet med udstrakte Ben.
— Naa, er Du dér? sagde Joan: hvor er Haacke? og han tænkte ikke paa sit eget Spørgsmaal.
— Derovre, sagde Erik.
Og Joán saá (og saá ham ikke) Haacke, der ovre paa den anden Side stod foran en Nodepult med opslagne Noder og uafladelig krummede de udspilede Fingre, som om han vilde magnetisere Hr. Mendelsohns Aand.
— Hvad Fanden er det, han gør, sagde Erik og saá paa Hr. Hans Haacke som paa en Tudse uden Hale.
Men Joán svarede ikke. Med Violinen i sin Haand stod han foran „Skumringen“ og smilte.
Berlineren slog Champagnen op i Glassene.
— Det er nu rart, her er en Stol, sagde Erik og tømte sit Glas.
— Ja, sagde Joán, og han saá med det samme stille Smil rundt paa alting.
Holstein havde siddet og sét paa Joán, der stod saa slank, med Brystet frem. Saa sagde han og drak:
— Hvor faar Du dine Klæder syet?
— Disse er fra London, sagde Joán, der med Violinen i sin Haand gik rundt som fra Møbel til Møbel og fra Stol til Stol.
— Ja, Møblerne er nydelige, sagde Erik.
— Ja.
Og som om de havde Magt til halvvejs at mødes i deres Tanker, sagde han, ligesom i en anerkendende Tone:
— De gaar nu i det Hele godt i deres Stuer derovre.
— Hvem? og Joán vidste godt, hvem han mente.
— Disse Johansens.
Joán svarede ikke. Støj og Stemmers Lyd trængte ind fra Salen.
— Panden er køn paa hende, sagde Holstein, der blev ved at tale med smaa Pauser, ganske som i gamle Dage, naar de laa ved Siden af hinanden, paa deres Senge i Sovesalen.
— Men Øjnene var kønnere paa Søsteren, sagde han.
Joán strøg sagte Violinens Strenge.
— Og Ryggen, den var flottere.
Joáns Bue strøg over Strengene, som søgte den om Toner, der vilde sammenføjes:
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede,
Dig elsker jeg — Danmark, mit Fædreland.
— Mon de er kommen? sagde Joan pludselig og stod op.
— Det hjælper vel, sagde Erik.
Joan stod ved Hullet i Døren. Han saá hen over de forreste Bænkes lystklædte Damer:
— De er ikke kommen, sagde han.
— Hvem? spurgte Erik.
— Damerne, sagde Joan og blev ved at sé derud.
Længere nede var der Rader, hvor Mænd sad for sig og Kvinder for sig. De var alle sortklædte. Men bagest, trykkede sammen og klemte sammen, sad der lutter Unge, Piger og Mænd, med fremstrakte Hoveder eller Hagerne støttede i Hænderne, i lyttende Stillinger, som om de allerede trænede sig til at lytte.
Men næsten ingen talte.
— Hvor de er stille, sagde Joán.
— Ja, sagde Erik: naar de først kommer ind, bli’er de forsigtige.
Men nu kom de — der var Urmageren: hvor havde han et godt Ansigt. Og Tobakshandleren, der skubbede sin Mave frem gennem Trængslen ved Sidevæggen; og Doktoren med en Stol og Fru Raabel …
— Nu har vi dem saagu’, sagde Erik, som stod ved det andet Hul i Døren.
— Ja, sagde Joan og havde ikke hørt, hvad han sagde, mens han blev ved at sé mod Salen:
Fru Jespersen stod alene nede ved Døren.
Og dér paa anden Bænk sad dog allerede Hr. Johansen.
En Herre i en meget udenlandsk Vest og rødslipset var kommen ned fra Scenen:
— Skal der tændes? spurgte han paa Tysk. Det var Elektrikeren fra Itzehoe.
— Men, Gerda, sagde Fru Jespersen nede ved Døren: saa Du kommer sent.
— Ja, jeg gør.
— Hvad skulde Du ogsaa klædes om for? sagde Fru Jespersen, der sprang i Tanken:
— Min Pige, det gik jo storartet …
— Synes Du? sagde Gerda og hun lagde til (og sagde, hvad hun havde tænkt, det eneste, hun havde tænkt i alle disse tredive Minutter):
— Han gik saa hastigt …
— Kære Gerda, sagde Fru Jespersen og nu var de oppe gennem Midtergangen: Det er altid saadan, naar Kunstneren springer op i dem.
Og mens de kom ind og satte sig, Frøken Gerda ved Siden af sin Fader, hviskede Fru Jespersen, der havde overskuet Salen:
— De er her alle —, ogsaa Fru Raabels Kyllinger.
— Skal vi tænde? gentog Herren med den meget overdrevne Vest.
— Ja, sagde Joán, og han vendte sig ikke.
— Hvor hun var bleg.
— Hun er nydelig, sagde Holstein, og i en Tone, som om han forundret vejede den hele Familie Johansens Mærkværdigheder, sagde han:
— Og hun er saagu’ osse hjemme i Klæderne.
Købmand Johansen havde rejst sig og var gaaet hen til Scenedøren, som han aabnede.
— Ja, sagde han med sin langsomme Stemme: saa mener jeg, de er kommen.
— Tak.
— Men De kommer da ind — og Joán smilede —: med Formanden.
— Tak, sagde Købmanden: hvis vi ikke forstyrrer.
Og idet han gik, sagde han:
— Ja, naar de nu bare vilde sidde stille.
— Det gør de nok, sagde Joán og han lo.
Joán løftede sine Arme:
— Hvor er Haacke, sagde han som en Feltherre, der kalder sine Tropper.
— Her.
— Farvel, sagde Joán med Benet paa den lille Trappe.
— Lykke, sagde Erik og lod, som han spyttede efter Joán tre Gange.
Men Joán lo ham straalende lige ind i hans Ansigt:
— Kom saa, raabte han til Haacke.
Grev Erik gik ud til sin Plads.
Men da han var gaaet, raabte Joán, fra Scenegulvets Rand, til Berlineren:
— Alex, bring mer Champagne — ind ad Bagdøren — og Glas.
Og han var inde.
Han søgte at sé og han saa ingen. Rampen skilte ham fra dem i Mørket.
Saa kaldte Klaveret paa ham.
— Jo, der sad Erik … og der — — de andre.
— Hun havde foldet sine Hænder over sit Knæ og bøjet sit Hoved.
Nu faldt han ind.
Han vidste ikke, han tænkte ikke, hørte kun Tonerne stige — svulmende stige og stige, svulmende folde deres brede Vinger ud:
— Bredden — Bredden, den han aldrig havde naaet …
Lykkelig fulgte han, over sit Hoved, Tonernes Slag — som en Fugleflok foran hans aabnede Øjne.
Og pludselig ramtes han — og Violinen sang højere — af en eneste Tanke:
— Kan Du naa mér, Jens Lund.
Og i næste Nu vilde han sé — sé dérud og kunde ikke og spillede videre …
hyllet ind i sine egne Toners Ild, som stod han paa et lysende Baal.
Det var forbi. Hans Liv havde siddet i hans Hænder.
Han havde nede i Rummet kastet sig i en Stol.
Erik kom ind og stod foran ham. Han var helt bleg i Ansigtet.
— Er Du blevet saa stor? sagde han og der hang et Par Taarer i hans Øjenvipper.
— Ja, sagde Joán: iaften spillede jeg for at sejre.
— Er det Hurra, de raaber? sagde han og af Træthed smilede han, næsten som et lille Barn.
Dernede dundrede de og raabte de og trampede de.
— Kom, kom, raabte Haacke.
Joán var derinde.
— Dér sad hun — som før, som om hun slet ikke havde rørt sig, med bøjet Ansigt. Jo, Handskerne havde hun taget af. De blottede Hænder laa foldede. De var ligesaa blege som hendes Ansigt — hendes lille Ansigt.
Joán var ude igen.
— Kom, kom, raabte Haacke.
— Nej, nu vil jeg ikke mer, sagde Joán, der stod paa Scenegulvets Rand ved Siden af Erik.
Og Holstein sagde:
— Det var skønt, du, og endnu betaget lagde han Haanden ind om Joáns Liv, trykkende ham ind til sig et Nu, som kunde han have været en Kvinde.
— Champagne Alex, raabte Joán og lod sin Haand glide hen over Eriks Haar.
— Nu skal vi drikke med Formanden.
Døren blev lukket op. Men det var Hr. Jensen, der kom. Han bar en stor Bakke, fuld af Blomster, mens han snoede Overkroppen som en Slange.
— Nej, hvor den er smuk, sagde Joán og løftede en Buket af Orkidéer op imod sig.
—Ja, den er s’gu køn, sagde Holstein, næsten i en Studsen.
Joán havde læst paa Orkidéernes Kort:
— Med vor Tak. Fra Bestyrelsen.
— Hvor lille Haandskriften var og ligesom tøvende. Men hvert enkelt Bogstav smukt.
— Den er fra Bestyrelsen, snoede Hr. Jensen sig.
— Og den her fra Fru Raabel, sagde Holstein og tog tre Hyacinter, som var ombundne med et Bastbaand.
Joán stod endnu med Orkidéerne i sin Haand, da Døren gik igen:
— De sad stille, lo han til Købmanden. Men det var Frøken Gerda, som hans Øjne traf.
Men Købmand Johansen gik hen imod Joán og sagde, mens han tog hans Haand:
— Det var herligt, Tak.
Der var noget i Mandens Stemme, der fik Joáns Kinder til at sitre et Øjeblik.
— Det var dejligt, sagde Erik, der slet ikke kunde faa Stemningen af sig igen.
Købmanden og Erik begyndte at tale med hinanden, mens Joán sagde — og han havde vist sét paa hende hele Tiden —:
— Frøs De dernede, Frøken?
— Jeg? aa nej, sagde Gerda — mens hun førte Hænderne hen over sine Øjne som for at borttørre et Par Taarer, som ikke var der, og et Smil brød ud over hendes Ansigt —:
— Jeg var kun saa glad.
— Jeg syntes, De frøs, sagde Joán og smilede — ogsaa han.
Og pludselig blev de staaende og vidste ikke, hvad de skulde sige, nogen af dem — slet ikke.
— Og Tak for Blomsterne, sagde Joán.
— De er fra Bestyrelsen, sagde Frøken Gerda.
— Det vil sige fra Dem, lo Joán.
— Ja, da ogsaa fra Fru Jespersen, lo hun.
— Ogsaa? sagde Joán.
Men de tav igen ligesom før, og, paa samme Tid, gik de hen til Hullerne i Døren.
— Hvor de snakker nu, sagde Joán.
De talte alle pludrende, vendte mod hinanden, fra Bænk til Bænk, med klingre Stemmer, Salen over i en Fortumling. Af de unge bagest havde mange rejst sig. To af de unge Mænd stod og hamrede begge Hænder ned i en Bænkeryg, som om de trængte til at slaa. Men midt i Salen, i Midtergangen, stod en blond Pige og førte uafladelig den venstre Haand over sin Pande, som vilde hun fjerne Haar, som ikke var der.
Mens de blev ved at tale.
— Det er underligt, sagde Joán og saá derud: det er ligesom de var forbausede.
— Det er de da ogsaa, sagde Frøken Gerda.
Joán smilede ved det selvfølgelige i hendes Tonefald og han sagde:
— Men hvad var saa kønnest?
Frøken Gerda vendte sit Ansigt:
— Det alt, sagde hun.
Det var som Joáns Haand sitrede en lille Smule om Dørgrebet. Saa sagde Frøken Gerda — og Stemmerne slog stadig op derude —:
— Det er sært, det er ligesom man stod saa langt borte …
— Det gør vi ogsaa, sagde Joán ganske sagte.
Men Frøken Gerda havde vist ikke hørt det, for hun pegede kun, lidt hurtigt, ud i Salen og sagde:
— Dér sidder Sønderjyderne.
Det var midt i Salen, de sad, ubevægelige, med ranke Rygge, saa ranke næsten som stemmede de imod, hvad der var uden om dem.
— Ja, sagde Joán: dér sidder de.
Og lidt efter:
— De har Fiskeransigter.
— Fiskeransigter?
— Det tænkte jeg paa ved Bordet. Jeg saá en Gang nogle Fiskere ved Adriaterhavet. De havde saadan et Blik i Øjnene og saadan magre Ansigter …
Han tav et Øjeblik. Saa sagde han, med et Par Øjne, som saa han det dejlige Hav:
— Der er saa skønt ved Adriaterhavet.
— Er der?
I deres Stemmer var den samme Klang og han sagde:
— Der var saa mange dejlige Steder, De skulde sé.
Gerda tav lidt. Saa sagde hun med et Smil, der ikke rigtig vilde komme:
— Men jeg har mange Billeder fra Venedig.
— De holder saa meget af Billeder, sagde Joán.
— For ikke sandt? sagde hun og vendte sit Ansigt imod ham: Billeder er saa stille.
— Jo.
Men Frøken Gerda saá ud i Salen og idet hun igen talte om Sønderjyderne, sagde hun — næsten som vilde hun gøre en Undskyldning for de Ubevægede midt i Glæden:
— Men de holder nu mest af dansk Musik.
— Aa ja, jeg skulde ogsaa have spillet noget dansk.
— Aa ja, sagde Gerda og hendes Ansigt lyste: kan De?
Erik kaldte bag dem:
— Joán.
— Ja, sagde Joán og drejede sig i et Sæt.
— Hva’ bli’er det til? sagde Erik med et Glas i sin Haand.
— Jo, nu bli’er det, sagde Joan og lo.
— Skaal, raabte han over Scenen: Haacke, gaa los.
— Gaa los med Chopin.
— Men saa maa vi da gaa, sagde Gerda.
— Nej, tvertimod, sagde Joán og han løb hen til Flasker og Glas: det er Haacke vant til …
Han ordnede alting, Glas og Flasker, og satte med et Svup Fru Raabels Hyacinter midt ned i Køleren.
— Dér fik de den, sagde Købmand Johansen, der pludselig lo med en ejendommelig stille Latter, som lo han dobbelt saa meget indvendigt:
— Og den havde de godt af.
— Haacke, slaa los, raabte Joán:
— Men hvor er Fru Jespersen?
De lo alle, mens Grev Erik hvislede hvidskende ud gennem Hullet:
— Fru Jespersen, Fru Jespersen,
— Fru Jespersen,
og Hr. Haacke var begyndt.
— Fru Jespersen.
— Hyss, sagde Gerda.
Døren gik op og Fru Jespersen hviskede ind imod dem, saadan saa tydeligt, som man hvisker paa Teatret:
— Hvad skal jeg?
— Lukke Døren, hviskede Erik ligesaadan.
— Og faa et Glas, sagde Joan.
Fru Jespersen listede frem:
— Hyss, sagde Erik og de lo igen, som lo de bag Lommetørklæder.
Fru Jespersen kom ned paa en Stol.
— Skaal, hviskede Joán og de drak.
Hr. Haacke slog haardt i.
— Det er en Polonæse, sagde Fru Jespersen.
— Ja, svarede Joán og skød Læberne frem efter.
— Og De har hørt den før, hviskede Fru Jespersen.
— Ja, sagde Joán tilbage.
De hviskede som Børn i en Klasse, mens Læreren „gennemgaar“. Naar Hr. Haacke slog haardest, fløjtede Grev Holstein sagte til.
— Hyss, han kan høre det, sagde Gerda.
— Han hører kun sig selv, hviskede Holstein tilbage.
— Det er sandt, nikkede Joán som en Dreng og pludselig gav han Fru Raabels Hyacinter en Sinkadus, saa de dukkede sig i Køleren.
— Ja, de er storartede, sagde Købmanden og lo ligesom før. Han morede sig stadig over Fru Raabels pjudskede Blomstergave.
— Saa, sagde Erik.
Polonæsen var forbi.
— Nu kommer der en Vals, sagde Joán og han hviskede endnu, skønt ingen spillede.
— Ja, sagde Gerda med et Nik.
— For han forandrer ikke Programmet, sagde Fru Jespersen og bøjede sig frem.
— Nej, sagde Joán og han lo.
Valsen begyndte og de lyttede lidt.
— Sé ham, sé ham, sagde Erik, der havde rejst sig halvt i Sædet og saá ind paa Hr. Haacke, hvis Fingre rutschede over Tangenterne.
De rejste sig alle halvt og saá ind efter Fingerkunstneren.
— Nu vil jeg sgu’ sé Fru Raabel, sagde Grev Holstein og han listede hen til Hullet.
— Fru Jespersen, hviskede han: Fru Jespersen, og han trak Skuldrene op af Fornøjelse, mens han keg gennem Hullet, ud paa Fru Raabel.
Fru Jespersen maatte derhen. De lo begge to, uden Lyd, saa man saá det paa deres Ryg.
Købmand Johansen var gaaet hen til Scenens Rand og saá ind paa de hoppende Fingre.
Saa løftede Joan sit Glas mod Frøken Gerda:
— Nu takker jeg — Bestyrelsen, sagde han hastigt.
Og pludselig hvid i sit Ansigt, hvid ligesom hun lagde han til:
— For det altsammen.
Valsen var forbi.
— Du almægtige Gud, hvor han spiller forbandet, sagde Holstein.
Men derude klappede de.
De derinde havde alle sat sig igen.
— Men den sidste kan han, sagde Joán1
— Er det ogsaa Chopin? spurgte Erik.
— Ja, en Mazurka. De hviskede igen.
Hans Haacke havde bukket og tørret sig og begyndt.
— Den spillede jo jeg, sagde Erik og halvrettede sin Ryg: i gamle Dage.
— Ja, sagde Joán.
— Men hvordan Fanden — hva’ er det?
Erik havde bøjet sig frem og hviskede ganske sagte, mens der i hans Øjne kom noget som hos en Jæger, der sporer Vildt:
— Hva’ er det, Joan?
Hans Haacke spillede tusmørkeagtigt, mens han løftede et ganske lille Thema frem, saa sært og spøgelseagtigt, som sneg de Døde sig ind og dansede i hans Mazurka.
De lyttede alle.
— Ja, er det ikke besynderligt, hviskede Joán, og heller ikke han vilde miste en Tone.
— Hvem har lært ham det? hviskede Holstein over til Joán, alt mens han hørte med ti Øren.
— Han selv, nikkede Joán.
Det lille Thema vendte højere tilbage. Frøken Gerda havde lagt sin Haand over paa Fru Jespersens Skulder.
— Ja, er det ikke besynderligt, sagde Joán:
— At han, der er saa ligeud …
— Hvordan? sagde Erik, hvem Haacke pludselig interesserede.
— Han, som er født i Brüx og elsker en Pige i Brüx og kun tænker paa Kæresten i Brüx og spiller Udstyr sammen paa sjette Aar.
— Kan en Kunstner være saa trofast? hviskede Fru Jespersen til Joán, der svarede: De, der flakker mest, er maaske mest tro.
Themaet kom for sidste Gang. Frøken Gerda havde aabnet sine Øjne.
Saa var Mazurkaen forbi.
Tæppet gik op og gik ned. Alle traadte de op paa Sceneri til Hr. Haacke.
— Hvordan er det, De ta’er det? raabte Holstein og han satte sig ved Flygelet: det er pragtfuldt … men hvordan er det?
Og Erik begyndte at spille, mens Hr. Haacke stod hos.
— Saadan? hva’?
Erik blev ved at spille.
Dernede snakkede de. Fru Jespersen stod ved Tæppehullet.
Frøken Gerda gik langsomt frem, stirrende paa Flygelet.
Hvad tænker De paa? sagde Joán og bøjede pludselig sit Hoved ned over hendes Skulder.
Frøken Gerda foer med Hænderne over sine Øjne og hun sagde med den Stemme, der lignede et Barns:
— Jeg véd ikke. Jeg syntes, det er, som jeg bare drømte.
Hvad? sagde Joán.
Det altsammen, sagde hun og pludselig smilede hun op i hans Ansigt.
Men Fru Jespersen havde vendt sig fra Hullet:
— Men Gerda, raabte hun, hva’ ska’ vi gøre ved Sønderjyderne?
— Ja, Fru Jespersen, sagde Joán og havde løftet sit Hoved (mens de lo allesammen, for han kunde ikke sige Jespersen):
— Nu skal vi spille for Sønderjyderne.
— Erik, sagde han: vi fortsætter.
— Fortsætter! hvem? sagde Erik, der blev ved at spille.
— Du og jeg, sagde Joán.
— Med hvad? sagde Holstein.
— Aa ja, brast det ud fra Gerda, der havde forstaaet.
— Vi spiller, du og jeg.
— Du er gal, sagde Holstein og slap Tangenterne.
— Jo, jo, sagde Joán: bare de gamle Viser — ligesom hos „Kostholderen“, ligesom hos Hr. Dupierre.
— Den var nu storartet, sagde Johansen: det var noget for alle.
— Men jeg kan s’gu ikke, sagde Erik, der var helt vaad i Haanden.
— Jo, De kan, sagde Fru Jespersen.
Joán begyndte at aftale: De begyndte med den og saa tog de den.
Joán slog Akkorder an og Erik havde sat sig.
— Hva’ si’er Formanden, sagde han ynkeligt.
Men Gerda stod ved Flygelet og lo:
— Hun takker Hofjægermesteren.
— Aa, Gud hjælpe mig.
— Men saa maa vi ta’e det alvorligt, sagde han og svedte over den hele Krop og vilde dog saa gerne.
— Kom saa, sagde han, og han og Joán aftalte og fik i Orden Rækkefølgen og Gangen.
De andre snakkede.
— Hold Deres Mund, raabte Erik.
— Ja, sagde Fru Jespersen.
Akkorderne lød:
— Men hvem skal si’e det, sagde Erik midt i det.
— Si’e? Det var Fru Jespersen.
— Ja, til Publikum, snerrede Erik: det maa da si’es.
— Ja, det er rigtigt, sagde Købmanden.
— Det maa Raabel, sagde Fru Jespersen.
— Ja, det ka’ Doktoren, sagde Købmanden.
Og han gik hen til den lille Dør og kaldte ud i Salen:
— Hr. Raabel, Hr. Raabel,
omtrent som kaldte han paa en af sine Kommiser.
Doktoren snurrede ind:
— Det er Verdenskunst, sagde han: Det er Verdenskunst, for den maa man bøje sig.
— Ja, sagde Johansen.
— De vil tale med Dem, og han pegede op paa Scenen.
Doktoren svirrede derop.
— Ja, min Hustru brænder, sagde han: brænder efter at takke.
— Ja, det er dumt at si’e, det er dumt at si’e, blev han ved til Joan: Men det er Verdenskunst. For den bøjer man sig.
Joán svarede:
— Vi spiller nogle Folkeviser, Hofjægermesteren og jeg, sagde han; og vi vilde bede Dem underrette Publikum.
— Hofjægermesteren?
— Ja, sagde Erik saa ynkeligt som før.
— Men det er kolossalt — Doktoren var fuldkommen forvirret og gav sig til at trykke de malede Knapper fast i sit Skjortebryst — jeg er fuldkommen enig … det var netop mit Hverv i Studentersamfundet.
— Men hvad — — hvad vil Hofjægermesteren jeg skal si’e? sagde Doktoren og genvandt paa de tre sidste Ord ganske sin Fatning.
— Forberede Skandalen, sagde Grev Erik, der stadig slog Akkorder an, mens Joán dæmpet spillede.
Doktoren lo som af en behagelig Spøg og sagde allerede inde i sin Rolle:
— Men er det danske Folkeviser?
— Alle Slags, sagde Joán. Men vi slutter med danske.
— Altsaa Folkeviser … til Akkompagnement. Doktoren talte, som om han memorerede en Tale.
— Ja, jeg er beredt, sagde han og med et Slag i Haanden som en Leder af et Dilettantkomedie sagde han:
— Fri Scene.
— Han rev s’gu Traaden fra mig, sagde Erik og stod op fra Flygelet.
— Fri Scene, sagde Fru Jespersen og løb op mod Baggrunden, hvor Gerda gik.
— Nynner Du, Gerda? spurgte hun helt forbauset.
— Gjorde jeg? sagde Gerda og virrede med Hovedet.
Men til Joán, der stod i Kulissen, sagde hun straalende, lige, da Tæppet gik op:
— Nu har vi forandret hele Programmet.
— Ja, sagde Joán og saá paa hendes lysende Ansigt, mens han sagde de to Ord, som om det var noget helt andet, han sagde hende:
— Hele Programmet.
— Hva’ Fa’en er’et, han si’er? sagde Erik, der gik nede i Rummet op og ned, og af Angsten var blevet helt let i Skridtet.
Hr. Dr. Raabel holdt en Tale, hvori han indflettede baade Stedets Tak og Musikforeningen. Men da han nævnede Hofjægermesteren, Hr. Greve Erik Holstein, lød der et bredt og højt:
— Den er s’gu storartet. Det kom fra Urmageren. Fru Raabel havde rejst sig fra sin Stol.
Johansen stod i Kulissen — den højre Haand havde han i Lommen — og saá ind paa Hr. Doktoren, til Tæppet gik ned. — Saa, Hr. Hofjægermester, nu er De i Dammen, sagde Fru Jespersen.
Der lød fra Salen en Summen som fra syvogtredsindstyve Bikuber, der var stukken med Pinde.
— Kom nu, Erik, sagde Joán: og drik et Glas.
— Nej, nu er det vist ikke værdt, jeg sløver mine Evner, sagde Erik, der ikke vidste, om han stod paa sine Ben.
— Farvel, sagde Joán til Frøken Gerda og slog ind i hendes Haand.
— Farvel.
— Nu, Erik, sagde Joán: saa begynder vi med Hanas Vise.
— Jeg vil sidde der, sagde Erik pludselig og sprang hen til Flygelet.
Man kunde hørt en Fjer dale gennem Luften, da Tæppet gik.
Men Joán begyndte straks. Nænsomt gled Hanas Sang ud i Rummet med Violinens Toner, og Erik Holstein følte det, som blev hans Fingre lindere paa Tangenterne. Og Josefs Sange kom. Josef fra Stalden og Hr. Christopulos’ sære Melodier, som de steg op i Skumringen; og Vinhøstsangen, Vinhøstsangen fra Skrænten, dér, hvor hans Moder sad, tæt under Vinstokken og stirrede over Vandet:
Fagre Ord
daarer mangt et Hjerte.
Fagre Ord
har forvoldt mig Smerte.
Fagre Ord.
Violinen sang som hans Moders lille Stemme:
Fagre Ord
volde tit, vi græde.
Fagre Ord.
Hr. Hans Haacke havde rejst sig fra sin Lænestol.
Men Violinen klang højere; og ind i „Dejlig er Jorden“ brød Marschen fra Orsówa — brat og som i Trods. Som haarde Hæle, der klang mod Sten, brød Tonerne frem i Ubarmhjertighed, indtil „Der er et yndigt Land“ stille sneg sig ind — som Kirkegaardens Fred.
Erik fulgte Violinen langsomt. Hans Øjne var blevet mørkeblaa som hos Hr. Dupierre.
Men Marseillaisen kom, og dæmpet, som i Hjemvélængsel, sang de mættede Strenge som om et Minde:
elsker, elsker det og tænker
paa vor Far og Mor
og den Saganat, som sænker
Drømme paa vor Jord,
og den Saganat, som sænker
sænker fagre Drømme paa vor Jord.
Erik havde drejet sit Hoved, mens hans Hænder fulgte Melodien. Han og Joan smilede til hinanden.
Men i samme Nu, paa et Tegn til Erik, at han skulde holde op, slyngede Joan Godards Berceuse ind, mens Violinens Toner sang alene.
I Salen var der tyst.
Det var, som om en stille og frygtagtig Lykke varsomt vuggede sig frem og slog Øjnene op og saá sig om og spurgte, om den var vaagen, eller den drømte. Og den fandt sig selv og vidste, at Lykken var, og lukkede sine Øjne igen — af Lykke.
Joán havde løftet sit Ansigt.
Nu sænkede han det:
— Dér sad hun.
De vidste ikke, at der var det samme Smil paa deres Ansigt.
Men da faldt Erik ind og Ridder Aage lød under Buen.
Fæsted han Jomfru Else,
hun var saa væn en Mø,
steg som en Jubel fra Strengene.
Atter og atter kom det, som vældede det frem og op fra selve Instrumentets Bund. Atter og atter sang det, som skulde den sprænges og briste, Buen:
Fæsted han Jomfru Else,
og han brød af og alvorsfuldt som en Psalme, men en Psalme til Tak, klang i Rummet:
Du Land, hvor jeg er født, hvor jeg har hjemmme,
hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaar,
hvor Sproget er min Moders bløde Stemme
og som en sød Musik mit Hjerte naar.
Du danske friske Strand
med vilde Svaners Rede,
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem dernede.
Dig elsker jeg — Danmark, mit Fædreland.
Joán havde rejst sit Hoved og de Ujházyers Øjne var aabnede helt.
— Der maatte alle kunne blive „lykkelige".
— Alle lykkelige.
— Skabe Lykken og et Fædreland.
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede
Dig elsker jeg.
Danmark, mit Fædreland.
… Erik havde rejst sig, mens Joán greb hans Haand …
Det var ikke Bifald. Det var Tummel af Skrig og af Raab.
— Nu spillede du Dansk, sagde Erik og klemte Joán Haand.
— Gjorde jeg?
Og Tæppet gik op og gik ned.
— Dér var jo Bestyreren bag hende …
Tæppet gik op igen.
— Hvem er han? sagde Joan, mens han bukkede.
— Hvem?
— Bestyreren . .
— Han — han er Bestyrer, sagde Erik.
Og Tæppet gik ned, men maatte op igen. Det var som de raabte for at raabe blot; og de kladskede i de løftede Hænder. Men pludselig satte, midt i Salen, Urmageren op paa en Bænk — to maatte hjælpe ham — og ind i Raab og Trampen skreg han som en Trompet:
— Og saa et Leve for Formanden.
— Aa nej, brast det ud af Gerda, ganske højt, og hun dukkede sig helt ned bag sin Fader.
Men Erik lo:
— Ja, Formanden leve, raabte han og svingede med sin Haand, mens Joán faldt ind:
— Formanden leve. Hun leve!
raabte han ud over Salen. De stod op og de svingede deres Hatte:
— Hun leve!
Joán raabte det igen.
Mens Urmageren, der stod paa sin Bænk, saa rød og saa bred som en Hane, skreg et:
— Op med hende!
mens Hurraerne klang, og de lo.
Men Gerda løb ind gennem Scenedøren.
— Ja, nu kan det være nok, sagde Erik og Tæppet faldt.
Joán var løbet ned ad den lille Trappe og stod foran Gerda:
— Vaagnede de? sagde han.
— Hvem?
— Sønderjyderne.
Derude klappede de endnu — og satte i igen, som i Takt.
— Ja, saá De dem ikke? sagde Gerda, og der var Smil over alt, hvad baade hun og han sagde.
— Nej, sagde Joán: jeg havde glemt dem.
Og paany forvirret eller alt for glade tav de igen, mens derude Støjen døde — til Gerda sagde og, alt mens hun talte, listede en pludselig Bedrøvelse sig frem over hendes Stemme:
— Ja, denne Aften vil vi — huske længe.
Og som var hun bleven bange for sin egen Stemme, som hun selv havde hørt, lagde hun til og forsøgte et Smil:
— Her er det jo saa sjældent, at noget sker.
Oppe paa Scenen prøvede Erik den lille Mazurka igen.
Gerda (der maaske, ligesom Joán, tænkte hundrede Tanker og ingen og hørte og hørte ikke) sagde og havde drejet sit Hoved om efter Flygelet:
— Det er, som de græd, mens de danser.
— Ja, sagde Joán, men hans Stemme lød som en lykkeligs.
Der laa et Program paa Bordet: Joán Ujházy-Konsert stod der med store Bogstaver. Gerda tog det op og med et helt andet Tonefald (mulig var det Klangen i hans „Ja“, der havde skiftet det) læste hun og smilede:
— Joán Ujházy.
Joán stod bag hendes Skulder og saá som hun paa det hvide Blad:
— Joán Aage Ujházy, sagde han og smilede.
— Aage? hun havde vendt sit Ansigt.
— Ja, sagde Joán: jeg hedder ogsaa Aage.
— Aage, gentog hun.
—Ja.
Hun slap det hvide Blad og det faldt ned paa Dugen:
— Vi skal vist gaa.
— Ja, sagde Joán og han raabte højt: Erik, nu skal vi hjem.
Erik Holstein hørte det ikke, og et Øjeblik lyttede de begge til Chopins Mazurka, mens Joán havde taget Orkidéerne i sin Haand …