De uden Fædreland 1906/2.2
Joán gik ind i Forstuen, hvor der, midt i
Trækken, stod en tyk Mand og tørrede
megen Sved af sig med en blaa Lommeklud.
— Ja, jeg er Olesen, sagde han.
Joán nikkede.
— Det er Værten, sagde Manden, der blev ved at tørre sig.
Joán nikkede igen.
— Her bli’er fuldt, sagde Olesen.
— Det er jo godt, sagde Joán.
— Ja, er’et? sagde Olesen. For hvad nytter det?
Og idet han saá paa Joán fra Siden, sagde han og slap Lommetørklædet:
— Mon der bli’er Pauser?
— Der bli’er to, sagde Joán, som begyndte at gaa op ad Trappen.
— Ja, gør der? sagde Olesen, hvem Livets Op og Ned havde vænnet til Spørgeformen: Men Salen er lun og nydelig er’en pyntet. Det er hun, Frøken Johansen, som har pyntet den.
Joán sagde og saá ud over Trappen:
— Hvor Frøken Johansen har haft meget Besvær.
— Det har hun, sagde Hr. Olesen, og han tørrede sig igen: Men de Folk har Raad til’et.
Pludselig satte han i Trav, over mod Vinduet, og raabte gennem en udslaaet Rude paa en Jens og tre Kasser med Øl.
— De ska’ bringes over i Salen, raabte han. Hr. Olesen var ved Johansens „Raad“ kommen i Tanker om Muligheden for egen Vinding og tænkte paa Pauserne.
Joán var gaaet op paa sit Værelse, hvor Petroleumsovnen var flyttet frem paa Gulvet og de to store Kufferter stod uaabnede ved Væggen.
Bag Joan kom Hr. Jensen. Det var, naar han hilste, mest som nejede han.
— Hvor er min Tjener?
— Hr. Tjeneren er gaaet ud.
Joán á Kuffertnøglerne ligge paa Bordet og sagde:
— Vil De lukke de Kufferter op?
Medens Hr. Jensen rodede ved Kufferterne, som Joán tilsidst selv maatte aabne, snakkede han ustanseligt.
Joán stod ved Vinduet. Nu var der rullet ned for alle Ruder hos Johansens. Saa mange Blomster der var i Karmene. Dem plejede Frøken Gerda og hendes Faster.
Idag fik Ane ikke Telegrammet. Men imorgen tidlig vilde hun faa det. Hvor skræmt Frøken Gerdas Stemme havde lydt, da hun sagde: Jeg har en Gang faaet et Telegram, der var altfor sørgeligt ...
Joán hørte bag sig Hr. Jensens Stemme:
— Men hvad mig synes, er det en nydelig Familie. Men Sorg har de jo haft og En véd, hvordan Snakken løber, som man saadan si’er, naar noget sker i en Provins paa et lille Sted.
Joán vilde vende sit Hoved — maaske for at spørge. Men pludselig sagde Hr. Jensen:
— Men Gud, hvor jeg undskylder, Hofjægermesteren var her jo og spurgte efter Hr. Greven.
Og han tog et Visitkort frem, som han havde baaret inde under Brystet af Skjorten:
— Grev Holstein vilde komme igen, sagde han.
— Holstein! det kom fra Joán næsten som et Udraab. Og paa Kortet, han tog, læste han:
— Erik … Ja, ja, Erik Holstein. Det var Erik.
— Bor Grev Holstein her? sagde han og var gaaet helt hen til Jensen.
— Ja, Greven har jo Højerup … det er kun en halv Mil, Gud, saadan et yndigt Sted og herskabeligt …
— Virkelig, nej, virkelig? sagde Joán og vidste det ikke selv. Alle Minder og alle Tanker hvirvlede rundt i hans Hoved: Saa skulde han ogsaa sé Erik — ogsaa træffe Erik idag — —
Af Glæde slog han Kuffertlaaget op og han, der aldrig selv rørte sine egne Ting, gav sig til at rode rundt i Brokadeveste og Silkeveste og Kjolesæt saa det hvirvlede: Nu maatte han klædes paa.
— Er han gift? spurgte han pludseligt.
— Gud ja — og Hr. Jensen svang Bagkroppen. Men Grevinden er nu sjældent hjemme men i Udlandet, hvor det er. Ork, og man si’er jo saa meget paa saadan et lille Sted …
Den læspende Sladder flød fra Hr. Jensen som det grumsede Vand fra en Tagrende.
Joán hørte ikke mer:
— Jeg skal klædes om, sagde han: Vil De søge efter min Tjener.
Hr. Jensen var pludselig holdt inde med sin Ordstrøm — ved en Idé: han vilde prøve de Klæder paa sig, hvordan de klædte, i Aften, naar her ingen var.
— Saa gerne, sagde han og nejede sig i Døren, lige ind i Maven paa Berlineren, som fortørnet saa hen over Kufferterne:
— Hvorfor har Greven pakket ud? sagde han.
— Fordi jeg skulde klædes paa.
— Nu?
— Ja. Jeg vil ha’e Sættet fra London.
Berlineren trak sine fyldige Næseboer sammen:
— Her? sagde han.
— Ja.
— Vel, sagde Berlineren som den, der nu én Gang vidste, at han parerede Ordrer af en Idiot, der var tilstrækkelig idiotisk til at betale ham med halvanden hundrede Mark om Maaneden.
Joán gik frem og tilbage, mens han klædte sig af. Han slog Eau de Lubin op i sit Vaskevand og indgned sin Overkrop. Hvor pudsig hun havde sét ud, da hun stod og sprøjtede rundt med den Refraichisseur. Men det var sandt, der var tung Luft — ligesom Lugten fra gamle Vinfade. Hvor længe var det nu, siden han havde sét Erik Holstein — tretten Aar, lange tretten Aar. Men saa var han da bleven gift. Og Joán lo, bøjet over Vandfadet: det var, som var det igaar, han hørte Erik, naar han længe havde gloet, sige sit: Ja, med hvem mon jeg bliver gift.
Joán vendte sig:
— Hvor er Haacke? spurgte han og gød sig over med Vand, saa det sprøjtede. Alle hans Bevægelser var saa hastige og rapt gik det — ud af det ene Par Benklæder og ind i det andet Par Benklæder, mens han talte.
— Han sover, sagde Berlineren.
— Væk ham, sagde Joán:
— Jeg vil ikke ha’e den Vest. Ta’e den Brokades.
— Vel, sagde Berlineren, ganske som før.
Men hvor Erik havde elsket Musik. Blinde Hans derhjemme havde det Udtryk i sit Ansigt, naar Joán skulde beskrive ham alle Farver og Solen.
— Ja, han vilde forandre hele Programmet … hvor er mit Slips? Mendelssohn vilde han spille (og Joán lo igen), den, han havde spillet saa dejligt, Hr. Green fra København.
— Væk saa Haacke.
— Vel.
Berlineren gik.
— Men Folkeviserne — dem han saa tit havde spillet sammen med Erik, mon han kunde dem endnu. Han rev Violinkassen op og tog Violinen frem og Buen løb hen over Strengene … det var hans Mo’ers Sange.
Døren var gaaet op uden at han havde hørt det:
Den store, svære Mand, der pludselig stod i Stuen, det var Erik …
— Joán.
— Dig til Ære, sagde Joán og svang sin Bue, før „Flyv, Fugl, flyv“ lød fra alle Strenge og Holstein blev staaende med begge Arme rakt frem.
— Du er den gamle, sagde han og tav igen uden at røre sig.
Joán blev ved at spille nogle Øjeblikke, medens Holstein sagde og Stemmen slog lidt over:
— Hvor Du ligner Dig selv.
Men Joán, han smed Violinen og slog Armene om Holstein:
— Og hvor Du er bleven tyk, sagde han og kyssede Erik Holstein paa begge Kinder:
— Hvor det er dejligt, dejligt at sé dig igen.
— Ja ikke, sagde Holstein.
Og pludselig stod de et Øjeblik tause og generte, som om de havde altfor meget at sige hinanden eller ingenting at sige.
— Men saa sæt Dig dog, sagde Joan, skønt jeg har travlt.
— Tænk, at det er tretten Aar, siden vi har sét hinanden, sagde han og trak sin Kjole paa.
Og de begyndte at tale hastigt, som vilde de skjule en fælles Forvirring. Med „Husker Du“ og „Husker Du“ spurgte og svarede de — til de tav paany og Joán sagde:
— Men nu er Du da bleven gift.
— Ja, sagde Holstein og saa paa sine egne Knæ.
— Og hvem blev hun? sagde Joán og lo. — Det er min Kusine, sagde Holstein.
— Faar jeg osse hende at sé? spurgte Joán, der havde taget Violinen. Buen rørte Strengene.
— Grevinden er ikke hjemme.
Joán stod og spillede og havde næsten ikke hørt det.
— Erik, sagde han, mens han blev ved at spille: Véd Du, det er Mo’ers Fødselsdag idag. Jeg tror, det er derfor, der hænder mig saa meget dejligt.
— Mon? sagde Holstein, og han lo ligesom i gamle Dage.
— Ja, sagde Joán, for her er dejligt.
Holstein havde lænet sit Hoved tilbage mod Væggen og nynnede sagte til Tonerne fra Violinen:
Fæsted han Jomfru Else,
hun var saa væn en Mø.
Joan blev ved at spille og Erik nynnede lidt højere.
Maanedsdag derefter
laa han i sorten Muld.
i Eriks Pande.
— Naa, skidt med’et, sagde han pludselig og slog de stærke Ben sammen.
— Nu maa vi gaa, sagde Joan og smed Violinen.
— Maa Du gaa? Hvor ska’ Du hen?
— Jeg skal ned i Salen og til Johansens, sagde Joán, der talte rapt og tog sine Ringe paa og lukkede for Violinen og var hos Holstein igen — det hele i to Nu.
— Saa gaar jeg med, sagde Holstein.
— Mon? sagde Joan og vrængede efter Erik.
— „Mon“ si’er Værten osse, lo han.
— „Mon“ si’er alle Danske, sagde Erik: Men jeg gaar med til Johansens.
— Værs’go, sagde Joan og gav ham et Nakkedrag, saa Holstein hilste paa sig selv foran Spejlet, hvor de stod.
De saá ind i Glasset begge to, staaende ved Siden af hinanden.
— Hm, sagde Holstein og lo: Du er s’gu blevet et nyt Menneske.
Det slog selv Joan, saa fint og ungt hans Ansigt syntes ved Siden af Eriks, hvis Træk var blevet svære:
— Mon? sagde han og lo igen, saa glad.
— Og jeg er blevet en gammel Proprietær, sagde Erik.
De gik ned ad Trapperne og Erik sagde, saadan langsomt:
— Men det er nu kedeligt, Du, alligevel, for der var dog saa mange Ting, vi kunde ha’e snakket om og som ikke løber saadan over Tænderne straks.
— Ja, sagde Joán og de gik videre.
Men paa én Gang vendte han sig:
— Hva’ er det for en Sorg, de har haft? spurgte han.
— Hvem?
Joán tav et Sekund, før han sagde:
— Disse Johansens.
Men da stod de paa Tærskelen til Salen og saá Frøken Gerda staa midt paa Scenen.
— Er De her, Frøken? sagde Joán med en Stemme, der klang gennem hele Rummet.
— Kun et Løb, sagde Frøken Gerda: nu gaar jeg.
Joán gik hastigt gennem Salen og aabnede den lille Scenedør.
— Nej, hvor er her nydeligt, sagde han.
Rummet bag Kulisserne var blevet til en hel Stue med store Lænestole og en Broncelampe og Blomster.
— Det er bare lidt Møbler fra min Stue, sagde Frøken Gerda: Der maatte da være lidt hyggeligt.
— Og „Skumringen“ har De hængt herover, sagde Joán, der pludselig saá Corots Billede, der foran sig, paa Væggen.
— Ja, jeg tænkte, at … mumlede Gerda.
Hun holdt inde og, forvirrede eller bevægede, havde de tiet et Øjeblik, da Erik Holstein stod i Døren:
— Godaften, Frøken.
— Ja, jeg har sagt til Joán, fortsatte han, at jeg kommer s’gu med over til Dem.
— Greven er saa velkommen, sagde Frøken Gerda og smilede, skønt hun i det samme Nu tænkte paa, at de allerede kom til at sidde meget knebent.
— Men jeg kommer først efter Bordet, sagde Holstein.
— Som Greven vil, sagde Frøken Gerda og smilede igen — mod sin Vilje.
— Farvel.
Og hun løb op paa Scenen. Men deroppe fra sagde hun ned til Joán:
— Vi spiser straks; og var borte.
Erik Holstein stod og virrede med sit Hoved, pludselig, ligesom i gamle Dage.
— Jeg har s’gu aldrig sét, hun var saa nydelig, sagde han.
Men paa én Gang kom Joán i Tanker om, at han havde ikke talt med Haacke. Og med et „Undskyld“ løb han gennem Salen og op ad Trappen i seks Spring, mens han sang om Kisten „paa hans Bag“, som var den fra en Operette.
Han rev Døren op til Stuen, hvor Haacke sad og skrev paa Postkort.
— Jeg spiller Mendelssohn, sagde Joán.
— Hva’ behager?
— Vi spiller Mendelssohn iaften, sagde Joán: Koncerten.
— Farvel.
Og han slog Døren i lige paa Haackes Næse.
Da Joan kom tilbage, sad Grev Erik og saå paa Corots „Skumringen".
— Ka’ Du huske, sagde han: det stod Du saa tit og saá paa i Paris, foran Kunsthandlernes Vinduer?
— Ja, sagde Joán.
Erik blev ved at sé paa Billedet:
— Nu forstaar jeg’et meget bedre, sagde han med sin trevne Stemme (men over hans Pande kom der de samme Skygger som før):
— Det er s’gu dejligt.
Joán sad og smilede:
— Det er Frøkenen, der har hængt det herover, sagde han.
— Hvordan Satan kommer de Mennesker til at hænge saadan noget op paa deres Væg, sagde Erik: Giftblanderen forstaar sig dog ikke paa’et.
— Giftblanderen?
— Ja, det kalder de ham jo.
— Men hvorfor?
— Aa, sagde Erik, det véd jeg ikke. Her er s’gu mange Øgenavne i Landet og han er jo en Velhaver — efter Forholdene.
Grev Erik hængte „Skumringe“» hen.
— Ja gu’ er hun blevet nydelig, plumpede det ud af ham.
— Men nu maa jeg gaa, sagde Joán:
— Farvel saa længe, og Tak at Du kom.
Han havde slaaet begge sine Arme ned om Eriks Skulder, for han gik.
Erik stod i den lille Dør og raabte efter ham:
— Jeg har s’gu aldrig set Dig saa lebendig.
— Det er fordi jeg er kommen til Danmark, svarede Joán fra Salen.
— Men vil Du blive siddende dér?
— Ja, sagde Erik: her ka’ man rolig tomme en Whisky.
Joán var gaaet. Erik gik hen til Stolpen ved Scenen og trykkede paa den elektriske Knap, der kaldte Publikum ind — saa det skrattede i hele Huset.
— En Whisky, raabte han til den indsvajende Hr. Jensen.
Erik Holstein sad ene i Halvskumringen og drak, stirrende paa sine egne Ben.
— — —
Ovre hos Johansens ventede Bestyreren ved Opgangen til Trappen.
— Hvis Greven vil gaa ovenpaa, sagde han og fulgte efter Joán.
Døren til Dagligstuen stod aaben og Stemmerne summede højt, helt ud paa Trappen.
— Her er mange, sagde Joán.
— Ja, her er jo kommet en Del sammen, svarede Bestyreren og bøjede Hovedet igen.
Købmand Johansen kom ud over Dørtærskelen:
— Det var rart De kom, sagde han med Haanden i Joáns: Ja, her er kun et Par Venner (hele Stuen var fuld,), men det nytter vist ikke at nævne dem.
Alle havde vendt sig mod Døren, men kun et Øjeblik. Saa talte de igen, mens Hr. Johansen nævnte de Nærmeste og tilsidst sagde med en lille Bevægelse med den venstre Haand, som straks vendte tilbage til hans Lomme:
— Og det er min Bestyrer.
Der kom et Par Gæster, som Johansen trykkede i Haanden, mens en skulderbred Mand med Fuldskæg og Halskæde ned over Vesten sagde til Joán: — Ja, De kommer jo saa meget rundt — mit Navn er Lorentzen og jeg har Spinderiet, skød han ind som en Parentes — men for os er det naturligvis en stor Begivenhed at sé en Mand som Dem.
— Det er min Kone, lagde han til uden Overgang og pegede paa en Dame ved Siden af sig — med et Ansigt, der var blevet rundt som en Kugle og med Haaret strammet bag til i en Top.
— Ja, iaften bliver det et stort Møde, sagde Fru Lorentzen.
Jo, dér var Frøken Gerda — dér i Krogen ved Siden af en Dame i Blaat. Joán havde bukket derover to Gange, før han sagde og ret højt:
— Godaften, Frøken.
Og Frøken Gerda svarede — og gjorde et Kast med Hovedet, der blev saa nydelig snapt, fordi hun blev forlegen —:
— Godaften; mens Joán vilde gaa frem og blev stanset af en lille Herre i Smoking og med rødkantede Øjne bag en Lorgnet, der sagde:
— Jeg er Lægen — ja, forhaabentlig faar De ikke Brug for mig …
Og meget hurtigt blev han ved:
— Ja, Egnen her er skrækslagende. Men hvor er der forresten ikke skrækkeligt, naar man da ikke kan være i København? Naa, den kære Egn faar Greven heldigvis ikke at sé.
— Jeg har allerede været paa Bjerget, sagde Joán.
— Nej, har Hr. Greven, indskød en lille og mager Kvindeperson med Blomsterdusk over Øret, for hvem Doktoren gesvindt halvbukkede:
— Det er Madame, sagde han til Joán.
— Bjerget er Egnens bedste Vittighed, sagde Madame, mens Fru Lorentzen ligesom indsugede sine egne lidt løse Mundvige og Frøken Gerda kom til.
— Godaften, Frøken, sagde Joán igen, og deres Hænder mødtes forbi Doktoren.
— Vi har ogsaa en køn Udsigt fra Spinderiet, sagde Fru Lorentzen: Vi kan sé lige til Ribe Kirke. Vi paa Spinderiet sætter nu Pris paa den Udsigt.
— Ja, sagde Doktoren, og han lo: Dér modtog Kong Valdemar Dronning Dagmar.
Frøken Gerda sagde, og talte langsommere end de andre:
— Man sér saa langt fra Taarnet i Ribe.
Det havde ringet paa Telefonen inde i den inderste Stue, og det blev ved at ringe.
— Det er om Billetter, sagde Bestyreren, der havde været inde ved Tragten.
— Men der er ingen, sagde Gerda.
— Nej, vi har ingen, raabte en Dame. Det var hende med det blaa Liv.
Og de lo alle, oprømte ved Tilstrømningen; glade ved „Huset“, som var det en Sejr for dem alle og hver enkelt — mens en Tyksak sagde ovre i Krogen og slog Johansen paa Skulderen:
— Ja, det er det, jeg si’er, kom til Stationsbyerne, si’er jeg, der spænder vi s’gu Hestene for, hva’, Johansen, kom til Stationsbyerne — dér kender vi Taget.
Mens Frøken Gerda gik ind til Telefonen, talte de alle højere med lyse Stemmer: Folk, de kunde osse købe Billetter itide … altid skulde de opsætte til det sidste Minut.
— Ja, havde vi vidst, at Egnen endelig en Gang vilde lade sig vække, sagde Doktorens Frue til Joán: havde vi vidst det, saa var det jo blevet Musikforeningen — men Kassen er mager. Min Mand er Formand og jeg er selv Exécuteur.
— Men Gerda er s’gu en Knop, raabte Tyksakken over dem alle, mens Lægens Frue sagde til Joán:
— Men nu faar vi da Programmet, som det er trykt?
Joán lo, idet Frøken Gerda igen kom frem i Døren:
— Nej, Frue, sagde han: jeg har forandret det Hele.
— Det har De da ikke? sagde Madame: Og vi Musikmennesker, som havde glædet os til Bach.
— Jo, jeg har, lo Joán; mens Damen i det blaa Liv sagde til tykke Larsen:
— Han er storartet, synes jeg.
— Fa’er, Fa’er, sagde Gerda Johansen ind i Støjen: det er Holcks fra Fiskedammen. Men de kan jo ikke komme med.
— Nej, nej, det kan de ikke, raabte den blaa Dame.
— Nej, nej, det er s’gu for silde, raabte Larsen.
Og de lo igen, mens Joán pludselig sagde over mod Frøken Gerda — som tagen af Latteren og Glæden —:
— Jo, jo, Frøken, lad mig komme til Telefonen.
— Hvad vil De?
— Til Telefonen. De Folk maa med, sagde Joán.
De holdt alle op at le, men blev staaende og smilte, mens Joan gik over Gulvet og ind i den anden Stue, og alle talte igen, alle om Joán, næsten i Munden paa hinanden:
— Han er da storartet, sagde Damen i det blaa Liv og satte Hænderne mod sine Hofter, mens Lægefruen skød frem til Kandidat Ussing og sagde ind i hans skægløse Fysiognomi:
— Jeg holdt paa, vi skulde ha’e ham i Musikforeningen. Kære Kandidat, der er jo en Sum af Musik i hans Ansigt; medens Forstanderen, der stod mellem to høje Mænd med sorte Klædeskraver helt op i Halsen, sagde:
— Modersmaalet falder ham virkelig kønt paa Tungen.
Men Larsen, der, svedende, løb rundt fra den ene til den anden, sagde til Bestyreren:
— Han er s’gu go’, hva’ Petersen.
Bestyrer Petersen svarede ikke (han stod, saa han gennem Døren kunde følge Joán og Frøken Gerda, der gik ind gennem Stuerne), men en lille Dame ved Siden af ham holdt de halvknyttede Hænder mod Kinderne og sagde:
— Aa ja, her er dejligt idag … det er li’esom der er Fest i Luften. Og da Købmand Johansen gik forbi, greb hun ham i Armen og sagde halvhøjt og forfærdeligt hurtigt:
— Tak, at De tog mig med.
Joán stansede inde foran Spisebordet:
— Her skal sidde mange.
— Uh ja, sagde Gerda og førte Skuldrene op og trak dem sammen ligesom En, der skal i Vandet: naar de bare først sad.
— Er De bange? smilte Joán.
— Aa nej, sagde Gerda og de naaede Telefonen.
De lukkede Døren paa Klem, saa Stemmerne derinde hørtes knap.
— Hvad er Numret? spurgte Joán.
— Vi skal først ha’e Centralen, sagde Gerda og Joán ringede.
— Jeg telefonerer saa daarligt, sagde Joán.
— Gør De?
Og de smilede hele Tiden.
— Centralen, raabte Joán ind i Tragten og han fik den.
— Hvad er det saa, de Folk hedder, sagde Joán, der stod med Tragten.
— Holchs fra Fiskedammen, sagde Gerda, som om hun souflerede.
Men „Fiskedammen“ kunde Joán ikke sige.
— Fiskedammen, gentog Gerda og begyndte at le, ganske sagte.
— Fiiskedam, sagde Joán i Tragten.
Han fik „Dammen“.
— Hvem taler? hviskede Gerda og strakte sit lille Hoved frem.
— En Damestemme, hviskede Joán tilbage.
— Hvad siger hun?
— Hvem hun taler med, hviskede Joán, og deres Ansigter var hinanden ganske nær.
— Med Joán Ujházy, sagde Joán ind i Tragten.
— Hva’ si’er de? hviskede Gerda, med Øjne, der straalede.
— Jo, med Joán Ujházy, gentog Joán i Tragten.
— Hva’ si’er de? spurgte Gerda igen og hun skuttede sig ligesom et Barn.
— Men De kan sidde lige nedenfor Tribunen, sagde Joán i Tragten.
— Hva’ si’er de? hviskede Gerda igen.
— Farvel, sagde Joán i Tragten.
Han ringede af og den lille Klokkes Lyd var døet hen.
— Hvor de er blevet forbausede, sagde Frøken Gerda og saá frem i Stuen.
— Det blev de, sagde Joán, der endnu holdt sin Haand paa Telefonen.
Saa sagde Frøken Gerda og flyttede ikke sine Øjne:
— De er vist saa god.
— Hvorfor?
— Jo, sagde Gerda og nikkede — hun havde saadan et langsomt og alvorligt Nik —:
— For det tror jeg.
— Idag er jeg god, sagde Joán og talte sagte, ogsaa han.
Der var stille et Øjeblik.
— Her er Deres Faders Stue, sagde Joán og saá rundt fra den gamle Sofa til det store Pengeskab.
— Ja, her er Faders Stue, gentog Frøken Gerda.
— Nu skal vi spise, brød hun af og løb ind gennem Spisestuen.
— Skal vi ikke spise nu? sagde hun til Faster.
— Nu straks, sagde Fasteren.
Og Gerda gik videre hen til den blaa Dame:
— Aa, bare de sad, sagde hun og lagde sin Arm ind under hendes.
— Aa hva’, sagde den blaa Frue, de mærker saamæn ikke, om de støder Knæene mod et Par Bordben; og da Joan kom forbi, vendte hun Ansigtet imod ham:
— De véd slet ikke, hvor vi to har glædet os, sagde hun, og med et Suk, der lignede et langt Pust, lagde hun til:
— Nu er det bare, om de kan sidde stille.
— Men Ida, sagde Gerda.
— Ja, det er da Spørgsmaalet, sagde Fruen: for vant til Musik er de jo ikke.
Men Forstanderen, som stod et Par Skridt derfra, sagde:
— De er dog vant til Sang.
Og den blaa Frue forestillede Højskoleforstanderen, da der lød en munter og lidt rusten Stemme henne fra Døren:
— Nej, det her er Kniberi, Johansen, det er s’gu Kniberi.
Det var den anden Larsen, Tvillingen, rundhovedet og maskinklippet og trumlet som sin Broder.
— Naa, han er her, sagde han, da han saá sin Tvilling: Ja, saa er det ham, der fylder.
De lo alle, mens Tvillingen kom frem mellem Grupperne.
— Naa, dér er Koncertgiveren, sagde han til Joán: Ja, velkommen. Kendt er De allerede — for paa saadan en Plads er Befolkningen s’gu ved Ruderne ... Mit Navn er Urmager Larsen, Formand i Haandværkerforeningen. Men vi turde s’gu ikke gaa paa Dem. Men nu sidder vi med Smerten — hva’ Gerda, ikke? … for De gi’er s’gu Overskud, Koncertgiver —
Urmageren tørrede sit hele Hoved ligesom Tvillingen:
— Nu gælder det kun, om vi forstaar Deres Musiceren, sagde han og lo: for vi er jo kun Bønder paa Pladsen, skønt Musikforeningen sørger for Opdragelsen — saavidt Midlerne slaar til, sagde Larsen.
Et Par Herrer gav sig til at le, men Hr. Johansen sagde med lidt hævet Stemme:
— Ja, skulde vi saa gaa tilbords.
— Ja, det var rart, sagde Tobakshandleren, og mens de alle, lidt tause, begyndte at røre paa sig, bød Joán Frøken Gerda Armen.
— Nej, sagde Gerda, her tager vi ikke tilbords.
— Gu’ gør vi saa, sagde Urmageren: Formanden ska’ s’gu sidde ved Koncertgiveren …
Og mens han lo med sin korte Latter, der lød ligesom smaa Støn, skubbede han Gerdas Arm ind under Joáns:
— Hun er min Guddatter, sagde han: og hun er go’.
De kom alle ind i Spisestuen, hvor de maatte trykke sig til Væggene og ramlede med Stolene. Nederst stod de i en hel Klump.
— Nu ta’er vi det læmpeligt, sagde Købmanden med sin sindige Røst: saa kommer vi nok tilbords.
Nogle fik sig sat.
— Nej, nej, Fru Lorentzen, raabte den ene Tvilling: herover. Her maa vi sit’ som i en Char-à-bank med lige Vægt paa hver sit Sæde.
De lo og Stolene skrabede.
Forstanderen, der holdt sig i Nærheden af Joán, sagde:
— Ja, lidt trangt med Plads, det kender vi fra Højskolen, hvor vi gerne vil sé alle Vennerne.
— Nu gik det, sagde Tobakshandleren, der fik sine svære Stolper ned ved Siden af Fru Raabels spinkle Underdel, mens det halve Bord rystede.
— De er jo bange, hviskede Joán, der pludselig havde følt Frøken Gerdas Arm sitre i sin.
— Ja, sagde hun næsten forpustet og vendte Ansigtet op imod ham. Hendes Øjne var helt tomme af Forskrækkelse.
— Naar de bare sad, sagde hun igen.
— Men de sidder jo, sagde Joán saa sagte som før (hvor hun dog lignede en Fugleunge).
— Og De, sagde hun og tog Øjnene bort: kender jo heller ikke saadan — — vores Skik paa Landet.
Joán vidste knap, at han havde grebet om hendes Haand:
— Og saa sætter vi os, sagde han.
— Næ, næ, Bestyrer, raabte Urmageren helt oppe fra den anden Ende:
— Koncertgiveren ska’ s’gu sidde mellem Formændene.
Og Bestyreren gik bort fra den tomme Stol ved Siden af Gerda, mens den blaa Dame rykkede derned.
— Nu sidder vi jo storartet, sagde hun og trak sine Handsker af.
Gerda havde et Nu set hen efter Bestyreren:
— Ja, Fru Storartet, sagde hun pludselig og lo efter al sin Forskrækkelse.
— Det kalder hun mig, sagde den blaa Frue.
— Ja, sagde Gerda: for det si’er hun altid.
Damen lo, saa man saá tyve hvide Tænder.
— Men er her ikke ogsaa storartet i Danmark?
— Det er her, sagde Joán.
— Men nu maa vi spise, sagde Gerda.
Rundt om spiste de og talte kun lidt, mens Gaflerne sindigt klirrede.
— Flytter De paa Flaskerne, sagde Hr. Johansen, der ellers ikke tog Øjnene fra Naboerne og sin Tallerken — som en Vært, der véd, at er Tingen i Gang, saa glider det.
To Piger i sorte Huer bød Fadene om, mens Fasteren, knoklet og smal, gik til og fra.
— Sæt Dig ned, Faster, hviskede Gerda.
— Men forresten er mit Navn Fru Jespersen, sagde den blaa Dame: Pastorinde Jespersen … Det vil sige, min Mand er Kapellan.
— Kapellan? sagde Joán.
— Ja, i den lutherske Kirke, sagde Fru Jespersen.
— Men Pastoren er her ikke?
— Nej, sagde Fru Jespersen: han maatte ud at berette, ligesom vi skulde herhen. — —
— Berette? Joán forstod ikke Ordet.
Men Gerda sagde:
— Aa ja, tænk. Det er gamle Frøken Luckow. Hun var den første, der kom og vilde ha’e Billet: Ham vil jeg Gamle høre, sagde hun. Hun havde dog saa daarligt Raad …
Frøken Gerda aabnede Øjnene, saa de syntes endnu større:
— Og nu døer hun idag.
Joán saa ned paa hendes Ansigt: saa let hun skiftede Farve, hun kunde blive helt hvid — ogsaa Panden.
— Hvor det er underligt, sagde han.
De begyndte at tale højere rundtom, mens Fru Jespersen sagde og holdt Hovedet lidt paa Skraa:
— Og nu faar min Mand Dem maaske heller ikke at høre. For han plejer gerne at blive hos dem, til det er forbi. Man kan jo altid sidde og holde deres Haand, siger han.
— Ja, sagde Gerda og kun Joán hørte det, mens Fru Jespersen vedblev i en anden Tone, som i et halvt Suk:
— Og der er jo ikke saa mange, der har Bud efter ham.
Hun tav et Nu og sagde igen:
— Men her paa Egnen døer Folk forresten mest saa roligt.
— Ja, sagde Forstanderen, der sad skraas over for hende: Menneskene bliver i Reglen gamle her. Og naar der saa løses op, er det, som om Han der oppe lod det ske til sin gode Tid.
Der blev stille et Øjeblik, og de hørte Fru Raabel, der med Kandidat Ussing (som sad saare tæt op ad hende) talte om Mendelssohn.
— Ja, sagde Doktoren, der greb Lejligheden, ned mod Joán: vi spiller ham jo ofte i Foreningen. Vi maa jo, Hr. Greve, desværre holde os til den let forstaaelige Musik her paa Egnen.
— Og Ens egen Smag er dog nærmest Césare Franck, sagde Fru Raabel, der uafladelig brugte en haandmalet Vifte: Men det maa jo forblive Ens private Fornøjelse.
— Vi kan jo ikke alle være uddannede, Fru Raabel, sagde Fru Lorentzen over Bordet.
De to Damer smilede til hinanden, til Fru Raabel lidt brat vendte tilbage til Mendelssohn, og talte om Kapelmusikus Green og Koncertens Finale, han havde spillet ifjor i Foreningen:
— Det var en herlig Musikstund, sagde hun.
Joán strakte Hovedet lidt frem og sagde:
— Det er den, Frue, jeg spiller iaften.
Gerda havde bøjet Hovedet:
— Spiller De den?
— Ja, sagde Joán og Gerda vidste ikke, hvorfor han lo, mens han knipsede med sine Fingre: Det er den, jeg spiller.
— Extra?
— Ja, Frøken Gerda, extra.
Doktorfruen sagde:
— Ja, det er Jubelens Musik.
— Eller Forventningens, sagde Fru Jespersen.
Men Joán forstod ikke Ordet og Frøken Gerda maatte oversætte det.
— Sig det danske Ord igen, sagde Joán.
— Forventning, gentog Frøken Gerda og langsomt.
— Forventning, gentog atter Joán.
Men saa skiftede han Stemme:
— Aa, jeg taler saa daarligt, sagde han.
— De taler udmærket, svarede Fru Jespersen, og Forstanderen, der altid unødigt bredgjorde alle Sætninger, indskød:
— Det forekommer mig tværtimod, man tør beundre, hvor smukt De har bevaret Modersmaalet.
Joán sagde og saa frem for sig:
— Mo’er talte det vist smukt, det har jeg tænkt paa idag. Men jeg kan kun sige alle udvendige Ting . .
— Udvendige Ting, sagde Fru Jespersen og lo.
— Ja, fortsatte Joán i en anden Tone: jeg kan ikke sige de Ting, jeg tænker.
Gerda sagde — og det kom lidt brat —:
— Jeg forstaar saa godt (og pludselig bøjede hun hele Hovedet over sin Tallerken) hvad … De si’er …
Men Fru Jespersen sagde, mens hun holdt op at spise:
— Aa, kan man nogensinde sige, hvad man tænker? Jeg har saamæn aldrig faaet sagt min Mand, hvormeget jeg holder af ham.
— Ja, sagde Tobakshandler Larsen: Vi, Ugifte, bitte Gerda, forstaar os jo ikke paa Kærligheden.
Men Doktorfruen, der forlod Musikkonversationen og Kandidaten, sagde smilende:
— De, Hr. Larsen, taler dog aldrig om andet.
— Jo, lille Frue, det er kun ved Toddyen … Men hva’ har vi Mandfolk vel andet at tale om, Laarentzen — hva’ — og Kvindfolkene hører s’gu gerne til gennem en Sprække.
Gerdas Øjne søgte op til Faderen. Men Johansen besørgede, uden at sé Datteren, oppe ved Bordenden sit Værtskab hjemmevant og sindigt som et Kontorarbejde ved sin Pult.
Forstanderen var begyndt at tale med de to sortkravede Mænd om en Udvisning, men Urmageren løftede sit Glas — for de blev i hans Nabolag ved at tale om Musik, som han ikke forstod — og sagde:
— Naa, velkommen, Koncertgiver …
— Ja, Larsen, afbrød Johansen og løftede Hovedet.
— Nej, blev Urmageren ved, Du behøver ikke at være bange, Johansen ... jeg ska’ ikke holde Tale. For det har Gerda forbudt.
Fru Jespersen gav sig til at le, men Gerdas Strube gik op og ned, mens hun blev blodrød i sit Ansigt.
— Ja, det har hun, sagde Urmageren.
— Men jeg vil bare si’e — og Larsen blev ved — Velkommen, Koncertgiver. De er kommen til et tarveligt Land … men til et rart lille Land, hvor Hjertet er godt og med Pærene er der heller ikke no’et i Vejen. Og vi er tilfredse med os selv og vi er glade for de andre.
— Skaal, Koncertgiver.
De løftede alle deres Glas, da der pludselig stak et stort Hoved frem ovre paa den anden Side af Bordet og en lidt kvækkende Stemme sagde ned mod Joán:
— Velkommen fra Europa, Grev Ujházy.
— Hvem var det? sagde Joán med et Sæt.
Stemmen havde udtalt Ujházy saa rigtigt.
— Det er Mefisto, sagde Fru Jespersen.
Men Joán sagde halvsagte — og hans Øjne lo —:
— Frøken Gerda, hvorfor maatte Hr. Larsen ikke tale?
Frøken Gerda stemmede Haanden mod Bordkanten:
— Aa, det er slet ikke sandt, sagde hun: Larsen er saa rar … men idag …
Hun holdt inde, men Joán sagde og vidste, han havde læst hendes Tanker:
— Jeg synes jo netop, her er saa dejligt.
— Synes De? Der kom et Smil over hendes Ansigt, saa Joán syntes, han havde aldrig sét hende smile før — hele Dagen.
Og lidt efter sagde han:
— Her, forstaar jeg, er jo Danmark.
Han flyttede pludselig sine Øjne og de mødte Bestyrerens.
— Hvad er det, han hedder, Deres Bestyrer? sagde han.
— Han hedder Petersen, sagde hun som En, hvis Tanker har været langt borte.
— Han har et Par faste Øjne, sagde Joán, mens Fru Jespersen lagde til:
— Og en stille Vilje.
Men Frøken Gerda svarede ikke … hun sad med Hovedet bøjet. Og paa én Gang sagde Joan, som om hans Tanke vendte tilbage til Sproget, hvorom der var talt:
— Hvad betyder „væn“?
Han havde talt til Fru Jespersen, der gav sig til at le igen:
— Væn? sagde hun: hvordan i al Verden kommer De til at tænke paa det?
— Væn? blev hun ved: væn … det er køn eller hvad er det egenlig, Gerda?
Ogsaa Joán vendte sine Øjne mod Frøken Gerda, eller han havde maaske sét paa hende hele Tiden. Men Gerda sagde kun (og det var, som hendes Øjne pludselig blot fulgte et stort Fad med Grønærter, der svingede noget underligt i Urmagerens Hænder):
— Jeg véd ikke — og hun holdt inde et Nu — ja, det er vel køn.
— Nej, ikke køn, sagde Joán og flyttede ikke sit Blik: det er mer.
— Men Forstanderen véd det, sagde Fru Jespersen og hun spurgte. Forstanderen sagde: At det var vel vanskeligt at oversætte …
— Men fager og væn, blev han ved, hedder det tiest i de gamle Viser …
— Hvor har De det fra? spurgte Fru Jespersen.
— Fager og væn, blev Forstanderen ved: det er gode og nordiske Ord om Kvinden.
— Væn, det er nærmest nydelig, sagde Doktoren der svippede ind i Samtalen og brat vendte Hovedet mod Lorentzen:
— Men hvad mener Fabrikanten? lo han.
Forstanderen citerede mange Verslinjer med „væn“, mens ogsaa Fru Lorentzen, lidt hurtigt, begyndte at tale. Hun sagde, at Ordet af Grundtvig var forklaret som yndig.
Ordet „væn“ fløj over Bordet som en Boldt i Buer.
— Men hvor har De det fra? gentog den leende Fru Jespersen.
— Fra en Vise, sagde Joán, og hans Øjne hvilede paa det samme Sted.
— Det er ikke yndig, sagde Kandidaten, hvis Øjne gled forbi Fru Raabels Kind: Yndig si’er det ikke. Nej, den, som har Tække, er væn.
— Jeg kender mange gamle Viser, sagde Joán, som min Mo’er har sunget — og Ane.
Pludselig smilede Gerda:
— Josse, sagde hun og vilde sé op og gjorde det ikke: hvor det lyder kønt ….
Forstanderen havde Forraad af „væn“, saa det var, som slog hans Sangstumper Kreds om det hele Selskab, da Manden med den skæve Skulder paa én Gang stak Hovedet frem og sagde:
— Fransk, Grev Ujházy, har Ordet ganske homogent: C'est charmant.
Det var, som om det franske Ord havde kaldt paa Joán.
— Oui monsieur, sagde han og smilede paany:
— La charmante — charmante c'est ca.
Men Urmageren, der ikke var saa maalkyndig, løftede sit Glas:
— Hvad mener De, Bestyrer?
— Vidne, Du, Laarentzen, sagde han: Her har vi Druen i Huset.
— Vidne, Tvilling, og Du, Doktor Knaabel . .
— Ja, blev han ved, og han talte ned til Joan: her er vi Dus over det Hele, Koncertgiver, li’esom i en Familie. For vi har jo sét, de fleste af os, Pladsen her som den bare Mark …
— Der stod s’gu ikke meget her for nitten Aar siden — hva’ Johansen, andet end din Barak og den var bitte.
— Men vi har jo lagt Kræfter i, Skaal, Fru Laarentzen …
— Ja, sagde Hr. Lorentzen: hvorlænge har egentlig Spinderiet staaet?
— Er det ikke femten Aar, Lorentzen? sagde Fruen.
— Ja, sagde Tobakshandleren, det er femten Aar siden — for det var det Aar, din Kone døde, Johansen … men da var der kun ni Huse foruden Gæstgivergaarden og saa Mejeriet …
— Saa tidlig døde Deres Mo’er? sagde Joán.
— Ja, saa tidlig.
— Da De var syv Aar?
— Ja, kun syv Aar.
— Men saa tog’et s’gu Fart — og Huse, de fløj op, som fløj de ret op af Marken — nej, det ka’ De ikke husk’, Bestyrer, for De er bare en Nyskvat paa Pladsen …
Doktoren sagde, at han havde været her i ni Aar, men da var der da allerede en Gade ..
— Højskolen har da været her længere, sagde Fru Raabel og bøjede den haandmalede Vifte for Forstanderen.
— Ja, Skolen laa her jo, sagde Forstanderen: paa sin Plads ved Søndenaa.
— Hvor længe har Bestyreren været her? spurgte Joán.
— To Aar — tror jeg, sagde Gerda.
— Ja, sagde Urmageren: en Gade var her — og han lo — men husker Du, Laarentzen, hvordan den saá ud?
De lo alle ved Tanken om Gaden.
— Den var slem, sagde Lorentzen.
— Den er slem endnu, sagde Johansen for Bordenden.
— Ja, Gu’ er’en saa, sagde Tobakshandleren: Og Du er dog Sogneraadets Formand.
De talte alle — om Huse, der var blevet bygget, og Lodder, som var lagt til, og Folk, som var flyttet herhen:
— Ja, sagde Fru Lorentzen ned mod Joán: vi begyndte med syv Arbejdere.
— Og nu er vi halvandet hundrede, sagde hendes Mand.
De blev ved at tale — og dog sindigt — om Apoteket og Centralen og den tekniske Skole.
— Ja, nu gaar s’gu Sludren, sagde Tobakshandleren og gnubbede sig.
— Men skøn er nu Kirkegaarden. Da den sku’ lægges an, sagde Urmageren, talte jeg s’gu i Sogneraadet …
— Ja, sagde Johansen og løftede Øjnene: det gjorde Du.
— Nej, den tekniske Skole — det er vores Trumf, sagde Tobakshandleren: Skaal, Bestyrer. De har s’gu mistet Deres Mund.
De blev ved at tale. Men Fru Jespersen vendte sit Ansigt mod Joán:
— Aa, ja, men dejligt har det været — vi kom her som nygifte — at leve midt i det, hvor de hamrede og murede og gravede i Grunden og byggede. At vaagne om Morgenen og sé dem rejse Tag — — Teglsten ved Teglsten i de røde Rader. Og slaa Vinduet op hver Morgen der kom, og høre de klingende Murskeer … Véd De, jeg synes ikke, der i Verden er saa dejlig en Lyd som den lille hastige Lyd af en Murske . . der li’esom klinger det, synes De ikke, alt det, der bliver til …
Hun tav et Øjeblik og hendes Stemme var forandret:
— Vi har staaet mange Morgener, Henrik … min Mand og jeg — for vi har saadan et dejligt Vindu i Gavlen, skønt det vender mod Nord — og sét, hvor de spigrede og klinede og hamrede — midt i Solen. Og, véd De hvad, saa yderst ude de lyse Pletter, der grønnedes midt i Lyngen — — det var det kønneste.
— Ja, sagde hun: det har været velsignet alligevel.
— Alligevel? spurgte Joán.
Fru Jespersens Ansigt var forandret.
— Ja, alligevel, gentog hun.
Men pludselig lo Præstefruen igen:
— Men alt dette her kan De naturligvis ikke føle, sagde hun.
— Jo, sagde Joán og talte stille: jeg kan føle det.
Og han lagde til:
— Er det da ikke min Moders Fædreland?
— Nej, men min den største Glæde, sagde Urmageren og han talte langsomt og skubbede Stolen lidt fra Bordet, for nu var han næsten mæt: Min den største Glæde — det er, naar Vognene ruller i Gaden … Saa maa jeg s’gu til Døren, naar de ruller ind ved Gaden og opefter Portene — det er den Vej, de ska’ … Men den Dag, da de første Gang kom her fra Høierup og var vundet fra Kolding af — — da jeg saá de sejsten Vogne, der var sejsten, Johansen, der kørte ind ad din Port — — da stod jeg s’gu med Taarer i Øjnene.
— Det havde vist Greven ogsaa, hviskede Doktoren til Ussing.
Nogle af de andre lo.
Men Urmageren stemmede Hænderne mod sine tykke Knæ:
— Ja, men det gjorde jeg, sagde han.
— Skaal Filosof, sagde han til Manden med den skæve Ryg.
— Men De kender jo Greven fra Højerup, vendte Fru Jespersen sig til Joán.
— Hvor véd De det? sagde Joán og lo.
— Han har jo besøgt Dem. Man har da Telefon, sagde Fru Jespersen, og véd, hvad den skal bruges til …
De talte højere om Sogneraad og Banken og Sparekasser. Nu var der tre paa Pladsen.
Men Joán sagde stille og bøjet frem mod Frøken Gerda:
— Og i alt det har De levet.
— Ja.
— Levet Deres Liv, sagde Joán.
Men Fru Jespersen, der havde hørt det, sagde:
— Aa, nej, Gerda har baade levet og ikke levet i det. Du er baade med og ikke med, synes jeg. Der er altid noget af Dig, Du, som gaar ved Siden af …
— Jeg véd ikke, sagde Gerda: det, man sér, det synes jeg aldrig er saa mærkeligt . .
— Som hvad? lo Fru Jespersen.
— Som det, man kunde tænke sig, sagde Gerda.
— Det er sandt, sagde Joán.
— Naa, Børnlille, det kan være sandt nok, der er vel kun én mærkelig Ting i denne Verden, sagde Fru Jespersen.
— Og hvad er det? spurgte Joán og smilede.
— Det er naar to holder af hinanden, sagde Fru Jespersen og hun tømte pludselig sit Rødvinsglas, som drak hun et “Velgaaende“.
— De skulde sætte Dem, Frøken Johansen, vendte hun sig mod Fasteren, der blev ved med at gaa til og fra — som i en arvet Uro fra den Tid, da Fruentimmerne ikke sad med tilbords.
— De er en Livsfilosof, Fru Pastorinde, sagde Joán.
Fru Jespersen svarede:
— De, der sidder stille — ikke? — de faar Tid til at leve.
— Ja, sagde Joán.
— Henrik si’er altid, blev Fru Jespersen ved, og hun spiste igen: De, der altid løber rundt, Du, løber bare fra Lykken.
— Og fra sig selv, lagde hun til med Munden fuld af Mad.
— Hvad si’er De, Frøken Gerda? spurgte Joán.
Men Fru Jespersen lo:
— Aa, Gerda løber ikke … hun har bare Lyst til at løbe … Det er li’esom, naar hun skal spille Komedie i Foreningen. Hun har haft tre Roller …
— Ti nu stille, sagde Gerda.
— Som hun selv havde bedt om, blev Fru Jespersen ved: og hun har ikke spillet nogen af dem.
— Men hvorfor? sagde Joán.
— Jo, sagde Gerda: for naar Prøverne kom — — turde jeg alligevel ikke.
— Nej, sagde Fru Jespersen: det er hendes Karakter … og derfor bliver hun heller aldrig gift …
— Ikke? sagde Joán og det sagte Ord var næsten undsluppet hans Læber.
De talte endnu om det nye Gymnastikhus, hvor der havde været Opvisning, og om Forsøgsmarkerne ved Landbrugsskolen og igen om Spinderiet — da Fru Lorentzen sagde:
— Men vi Venner kender Spiren og Kærnen.
Og paa én Gang talte de alle om Højskolen og Samtalen slog sammen om Forstanderen, der maaske i Stilhed havde ventet paa sin Tid, men som nu kun sagde, med et Nik over det brede og hvide Bryst:
— Ja, Greven kender vel næppe vor Skole.
Men Joán sagde, at denne Højskole var dog kendt overalt i Europa.
— Man kan maaske sige i Verden, sagde Forstanderen:
— Ja, Gud ske Tak, vi har mange Venner, og vor største Glæde er at sé dem fortsætte Gerningen …
Og han talte om det lemlæstede Finland, hvor vi havde mange Lærlinge:
— Ja helt ud til Sagaøen ta’er de Arbejdet op i Glæde, sagde han.
Han talte meget jævnt (men alle tav dog) og han fortalte Joán (maaske med et lille Smil som den, der underretter en meget Uvidende) om, at der jo — og navnlig til vore Kursus om Sommeren, hvor Karle og Piger skiftede — kom Folk fra baade Holland og England.
— For ti Aar siden kom en Inder.
— Ja, sagde Forstanderen med det samme Smil: han havde hørt om os helt i Indien.
— Inderne, sagde Joán: hører mere end man troer. Jeg har haft en Ven, som var Inder.
— Har De? sagde Gerda, der havde drejet sit Hoved.
— Ja … i Skolen i Paris.
Gerda sad lidt:
— Hvor mange Steder De har levet, sagde hun.
— Ja, sagde Forstanderen, der blev ved, mens stadig alle tav, skønt de maaske havde hørt det før: det var mærkeligt at sé, hvor nøje han vilde vide og hvor vel han forstod … Fremmedmaal er jo ikke vor Sag … men det gik dog og det gjorde os Glæde …
— Og selv for vor Sløjd var han ivrig, sagde Forstanderen.
— Sløjd? sagde Joan: hvad er det?
Han havde spurgt Gerda. Men det var Fru Jespersen, der svarede:
— Sløjd, det er saadan Husflid.
— Hvor meget Folket lærer her, sagde Joán.
— Ja, sagde Forstanderen og bøjede Hovedet: vi vilde gerne naa saa vidt, vi kan — der groer jo Vækst for Fædrelandet paa saa mange Maader.
— Men vigtigst er det at aabne Hjerterne.
Fru Raabel spurgte Forstanderen om noget fra Væveskolen og Forstanderen svarede bredt og sindigt, til han sluttede:
— Men Væveskolen er endnu kun en Sti, en lille Sti. De unge Piger har godt af at væve. De væver deres Udstyr, de væver deres Brudelin — de væver deres Hjem. Vævestolen kunde genrejse Arnen ….
Joán havde i Tanker støttet Hovedet i sin Haand, da det gav et Ryk i ham: det var Bestyreren, der havde sagt hviskende men skarpt ned over Bordet:
— Frøken, Deres Fa’er.
— Ja, sagde Frøken Gerda med et Sæt og saá op mod Faderen, der gav hende et Tegn med Øjnene.
— Aa, jeg glemmer mine Gæster, hviskede Gerda.
— Ja, Du gør, sagde Fru Jespersen: og det plejer Du aldrig.
— Nej, sagde Gerda, helt forvirret.
Men Joán sagde, mens Forstanderen talte igen:
— Bestyreren passer paa Dem, Frøken Gerda.
— Aa … nej …
— Aa,jo …
— Er han elskværdig, spurgte Joán.
— Han er dygtig, sagde Gerda og saá paa sin Tallerken.
Og pludselig ivrig lagde hun til:
— Aa, jeg vilde saa gerne ha’e, han blev Fa’ers Kompagnon …
— Hvorfor?
— Jo, for saa blev Fa’er mere fri — — og saa kunde vi ta’e bort lidt tit og rejse …
— Og sé Bjergene, sagde Joán.
— Ja, og Gerda smilede: Og Ungarn.
— Og „Operaens Trappe“, lo Joán.
Gerda saá paa ham og forstod:
— Ja, det er de Billeder, Boghandleren skaffer mig, naar jeg er i Vejle.
De andre talte endnu om Væveskolen. Men Forstanderen sagde — med en Haandbevægelse over mod Hr. og Fru Lorentzen —:
— Men her gaar vi ogsaa Haand i Haand med Vennerne paa Spinderiet.
Og han talte om Tegnestuerne paa Spinderiet og de kunstneriske Kræfter, som Fabrikant Lorentzen anvendte til at sammensætte sine Mønstre — mens Raabel smilende spurgte om et Par Arbejderskers Sundhed og Lorentzen svarede … ved at tale om et Par nye Arbejderboliger.
— Og paa de Billeder fra Vejle sidder De saa og sér? sagde Joán.
— Jo, saa tit, før det bliver mørkt.
— Det har jeg ogsaa gjort saa tit, sagde Joán: derhjemme.
De tav begge to og hørte dog vist ikke de andre tale.
— Deres Hus, sagde Gerda og saå fremfor sig: er det stort?
— Ja, det er stort.
— Med Taarne? hun talte i en Tone.
— Nej, der er ingen Taarne. Men der er fire Søjler foran Døren. Fire hvide Søjler.
Gerda nikkede:
— Søjler, sagde hun: Søjler er saa smukt.
— Og naar jeg nu kommer hjem, bliver jeg helt alene i Huset.
Gerda smilede, med et Smil, der gled ud og kun blev som en Skygge over hendes Ansigt:
— Alene med Ane.
— Ja, med Ane.
Fru Jespersen, der var naaet til den syltede Frugt, som hun nød i glade Maader, sagde:
— Aa, Gerda, her er det eneste Madsted i Sognet. Andre Steder maa man nære sig mere kun med det aandelige.
Og hun lagde til, dumpende tilbage til at rejse, for det senere havde hun ikke hørt:
— Ja vist, Gerda vil gerne rejse. Men da hun sidst var i Fredericia med Nattoget, blev hun borte i den Smule Stimmel, og da vi fandt hende igen, rystede hun af Befippelse.
— Skaal min Pige, sagde Fru Jespersen og skyllede Frugten ned.
De andre vedblev at tale om Spinderiet og Urmageren sagde:
— Ja, Laarentzen, det er s’gu dejligt at sé dine Arbejderes Unger. Det glæder mig mangen rar Gang, naar jeg kommer ud og rundt ved Boligerne.
— Hva’, Doktor, det var en nem Sygekasse at faa fat i, sagde han:
— Skaal, Doktor, det var Satan saa fine Knapper De har i Deres Skjort’ …
— Ja, ikke sandt? sagde Doktoren og fremskød sit Skjortebryst, der var prydet med to store Porcellænsknapper med paamalede Forglemmigejer:
— Det er Madames Arbejde — —
— Ja, sagde Tobakshandleren: De er svært flink til det Maleri, Fru Raabel. Men hvad faar vi saa for Billeder i Foraaret i Kunstforeningen?
Fru Raabel vidste det endnu ikke. Men hun haabede, man kunde skaffe no’en „ung Kunst“.
Lorentzen talte om, at efterhaanden naaedes det vel, at faa Arbejderne her ud paa Landet i en bedre Luft.
Fru Jespersen vendte sig til Joán:
— Hvad tænker De paa? sagde hun, som om hun gav ham et Dunk i Ryggen.
— Tænker? sagde Joán: jeg hører efter og tænker paa derhjemme.
— Aa, sagde Fru Jespersen: jeg kender ikke andet til Ungarn end Maurus Jókai og en Czardás, jeg saá dem danse i Sommerrevyen i Kolding …
— Ungarn er ikke mit Fædreland, sagde Joán: mit Fædreland er kun Øen.
— Ja, det har De sagt, sagde Gerda og saá op paa ham.
— Øen, sagde Fru Jespersen: hvad for en Ø? Det lyder som i et Eventyr.
— Ja, sagde Joán og talte sagtere: som i Eventyret om de Forbandede.
Gerda gentog det:
— Om de Forbandede?
— Det er et serbisk Eventyr, sagde Joán og hans halvlukkede Øjne saá frem: om en fortryllet Ø, hvor ingen Kvinde lever, skønt alle dens Mænd de længes.
— Hvorfor henter de sig ikke no’en Kvinder? sagde Fru Jespersen og lo.
— Det kan de ikke Frue, sagde Joán: Kvinden skulde komme til dem. Men de syv Dødssynder bevogter dem.
— Men saa kommer der en Kvinde alligevel? sagde Fru Jespersen.
— Ja, sagde Joán: hvis en Kvinde kunde elske den Mand, som er stum og som er blind og som ikke har Øren — da er Fortryllelsen hævet.
— Det kan en Kvinde, sagde Præstens Frue, med ét alvorligt.
De tav et Øjeblik.
— Hvor ligger Deres Ø? sagde Gerda.
— Den ligger i Donau, sagde Joán og hans Stemme ændredes: Men den findes ikke paa Kortet.
Og han fortalte, i langsommere Sætninger, om hvordan den laa, dér paa alle de Landes Grænser. Om Slottet og Vinbjerget, hvor Violerne blomstrede om Foraaret, og Møllen, yderst paa Pynten. Og de Ulykkelige, som Lovene forskød og som søgte Tilflugt.
Joán blev ved at tale næsten som han talte til sig selv eller han vidste ikke, at han talte til en anden.
— Og den Ø ejer Deres Slægt? sagde Fru Jespersen.
— Ja, sagde Joán: Vi har ejet den sekshundrede Aar.
— Og dér tog Deres Fa’er Deres Mo’er hen — fra Vejle.
— Ja.
Fru Jespersen sad et Øjeblik. Saa sagde hun:
— Hvor to Mennesker maatte kunne blive lykkelige paa Deres Ø.
Forbavset, som ved det, man aldrig har tænkt, slog Joan Ujházy sine Øjne op:
— Lykkelige?
Og et Nu efter sagde han:
— Ja, det er sandt.
Gerda havde ikke talt. Men Vipperne paa hendes Øjenlaag sitrede som hos En, der sér mod Lyset, eller som hos nogen, der skal græde.
Men skyllet fra Stemning til Stemning hastigere end nogen Tid i sit Liv — og uden at han vidste ret, hvordan eller hvorfor — talte Joán igen om sit Hjem, brattere og kortere:
Om Sprogene, der blandedes og ingen kunde ét, og om Hadet, der brød ud og Slagsmaalene, dér, hvor alle var landflygtige. Og man tog Rovdrift af Jorden, som var Ingens Hjemstavn og som de alle forbandede.
— Uh, sagde Fru Jespersen: De skræmmer med Deres Ø.
Men Joán, der havde tiet, sagde:
— Men kan De da ikke forstaa … nu, hvor jeg kender Mo’rs Fædreland.
— Jo, sagde Præstens Frue.
Og Joán, der atter skiftede Tone, sagde med et Smil:
— Her, Frue, kunde Menneskene blive lykkelige.
— Det er sandt, sagde Forstanderen, der kun halvt havde hørt: i dette Land kunde alle være lykkelige.
— Men, blev han ved: de fra Søndenaa er vor Velmagts Vagt.
Han bøjede sig frem mod de to Mænd med de sorte Kraver og Kvinderne for Bordenden, som ikke bevægede deres Ansigter.
De havde alle tiet et Nu — da Fabrikant Lorentzen begyndte at tale om en Udvisning, mens de sortkravede Mænd svarede langsomt, med sært enstonige Stemmer, som læste de op af en Bog.
Joán havde bøjet sig frem og betragtet de forandrede Ansigter langs Bordet:
— Hvem er det? spurgte han.
Og Frøken Gerda sagde og hendes Stemme havde et andet Fald:
— Det er Sønderjyderne.
Fru Jespersen lagde til og talte halvsløret:
— Der er kommet mange.
— Men nu vil vel Gendarmerne notere dem ved Grænsen.
Joán sagde — og vidste ikke selv, at hans Stemme lød som de andres —:
— Min Mo’er og Ane talte saa tit om Krigen — da var hun Barn … men hun huskede det saa godt.
Joán betragtede atter Sønderjydernes Ansigter.
— Hvor de maa længes, sagde han.
— Hvordan, sagde Fru Jespersen.
— Jo, sagde Joán (og Fru Jespersen forstod ham ikke) for deres Fædreland er jo til og de er kun skilt derfra.
Som om kun det ene Ord havde naaet hende, sagde Gerda og vendte ikke Hovedet:
— Længtes Deres Moder meget?
— Ja, sagde Joán: hun længtes.
Og de tav begge, saa to Gange maatte Forstanderen sige:
— Men heller ikke Søndenaa faar Hr. Greven at sé.
Anden Gang hørte Joán det og med en meget klingende Stemme svarede han:
— Jo, Hr. Forstander, naar jeg kommer igen.
Frøken Gerda havde paa én Gang løftet begge sine Hænder næsten i Højde med sit Ansigt, mens Fru Jespersen brød ud:
— Aa ja, det skulde De gøre — komme her en Sommer. Saa er her saa dejligt.
Og Forstanderen sagde:
— Ja, De burde sandelig sé Mødrenelandet om Sommeren.
Alle greb de Tanken, talende ned til Joán, indbydende ham alle — mens kun Købmand Johansen blev ved at tale om Udvisningerne med de to Kvinder, der i deres sorte Silkeliv var ret op og ned, som var ogsaa de udtørrede til Mænd.
— Ja, komme sku’ De s’gu, raabte Urmageren: Vi ska’ være go’e ved Dem.
— Og paa Fabriken er der Gæsteværelser, sagde Fru Raabel og bøjede sig kært over mod Fru Lorentzen.
— Ja, Hjerterum har vi, sagde Fru Lorentzen og nikkede tilbage.
De talte alle om Sommeren og om Udflugter og Skibelund Krat og om „Modersmaalet“.
— Det Værk blev skabt i en god Time, sagde Forstanderen.
Men Lægen sagde:
— Nej, nej, det nytter ikke og det nægter jeg ikke — om Sommeren faar jeg Hjemvé efter Skodsborg; og Urmager Larsen sagde:
— Ja, jeg ta’er nu osse en Gang imellem over og sér paa Dyrehaven. Den er køn saadan en Formiddag, naar Dyrene græsser.
Men Tobakshandleren sagde til den ene Sønderjyde:
— Jeg synes nu, at Christiansfeldt er Fa’en saa nydeligt.
De talte alle om Dyrehaven og Eremitagen og Landstederne. Fru Raabel havde jo haft sine lyseste Dage dér, hos sin Onkel, Etatsraaden, ved Springforbi, hvor hele Huset var fuldt af Musik.
Men Fru Jespersen, der dog selv var Københavner, forsvarede Jylland:
— Aa nej, aa nej, maa jeg be’ om Jylland … jeg véd ikke … men Jylland er saa stort. Det hænger sammen med Verden … og saa sér man saa langt, helt ud til Lyngen.
— Nej, der er ikke noget dejligere, sagde hun: end at staa paa „Bjerget“, naar Solen er gaaet ned.
Joán havde smilet:
— Og, sagde han og talte til Gerda: hvor synes De, der er dejligst om Sommeren?
— Jeg, sagde Gerda (og maaske havde hun ikke hørt ret meget af, hvad der var talt) … jeg … jeg synes, det er kønnest, naar Mosekonen brygger.
Hun tav et Nu:
— For saa tænker man paa saa mange Ting … eller man tænker slet ikke.
Joán havde nikket:
— Men der er dog smukkest ved Munkebjerg, sagde han.
— Ja, sagde Gerda og vilde le: det er der. Paa en Gang var det, som Samtalen gled ud og man hørte Fru Raabel, der talte til Kandidaten og endnu var ved Springforbi — da Urmageren løftede sit Glas:
— Ja ja, sagde han og hele det kuglede Hoved svedte: et Glas ska’ der nu drikkes. Karen Post ska’ s’gu mindes. Ære være hende.
— Ja, sagde Broderen: Ære være hende.
De to Brødre drak og de andre fulgte efter, mens der et Øjeblik blev stille i Stuen.
— Ja, sagde Tobakshandleren: hun var sejg og tro.
— Til hende gik man naar det kneb, sagde Urmageren og nikkede ned til Gerda.
— Ja, sagde Gerda stille.
— Hvem er Karen Post? spurgte Joán, der havde sét om imod hende.
— Det er jo Oldemo’er.
— Ja, sagde Urmageren, jeg husker hende saa grant. Det var den sidste Aften, hun flyttede sine Ben. Jeg kom ind hernede i Boden og dér stod hun og havde talt Kassen op og havde faaet tændt sit Tællelys . .
— Hun sku’ jo gaa i Seng ved sit Tællelys.
Han skiftede igen Tonen:
— Naa, Karen Post, De holder ud, si’er jeg saa, De gi’er’en ikke op, si’er jeg saa … Nej, Jørgen Larsen, sa’ hun saa, En maa staa paa sine Ben, sa’ hun saa og var li’esaa fast i sit Ansigt, til En falder.
— Og saa gik hun op … med sin Praas …
— Og saa om Morgenen var hun død.
— Det er s’gu den kønneste Død, jeg har kendt, sagde Urmageren:
— Men hende er det s’gu, der har bygget Bulen, sluttede han.
Der var stille endnu. Kun Doktoren sagde nogle Ord — da Købmand Johansen rejste sig:
— Ja, saa be’r vi vel ta’e til Takke, sagde han.
Men idet Gerda rejste sig, saa hun op paa Joán og sagde — og det lød, som havde hun al den Tid kun tænkt paa det —:
— Hvor det maa være dejligt at eje Deres Ø …
— Eje hvordan? Gerda smilede:
— Dér maa man da kunne gøre alle lykkelige.
— Lykkelige?
Joan havde bøjet sit Hoved frem og det var, som alle Bordets Lys straalede over hans Ansigt.