De opdigtede Historier

C. A. Reitzels Bo og Arvinger Kjøbenhavn

1–3

Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/8 259-284

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

De opdigtede Historier




Lystspil i een Act.

Personerne

  • Smith, en gammel Magister.
  • Lars Espesen, hans Opvarter.
  • Ole, Soldat.
  • Stork, Kjøbmand.
  • Caroline, hans Datter.
  • Morten Klinger, Kjøbmand.
  • Christian Klinger, hans Søn.




Scenen er i en borgerlig Stue i Christiania.

Første Scene.

Lars

(staaer først og rager i Lommerne paa en Kjole og siger derpaa, idet han hænger Kjolen hen paa Væggen).

Nei den er væk og den bliver væk. Der er saa Gu' ingen Redelighed meer blandt Haandværksfolk her i Christiania. Jeg veed bestemt, min Herre, Magisteren, har gaaet med en Speciesdaler, som jeg forbistret gjerne vilde have Fingre paa; men den er væk og den bliver væk, for der er et Hul paa Lommen saa stort, at man kan jage en Haand derigjennem. Den Speciesdaler kommer aldrig enten mig eller min Herre tilgode. Er det ikke ret slyngelagtigt af en Skrædder, som altid faaer sin Regning betalt strax, at han sætter saa uforsvarligt Lærred i min Herres Lommer. Er det ikke da som jeg siger: der er ingen Redelighed mellem Haandværksfolk meer. (Det banker paa Døren.) Død og Ulykke! kommer min Herre saa tidlig hjem? Han maatte da ikke ret vel see, at jeg visiterer hans Lomme. (Døren gaaer op og en Soldat træder ind.)

Anden Scene.

Lars og Ole.

Ole. God Aften Lars! er du alene hjemme?

Lars. Ja det er jeg rigtig nok, men jeg venter min Herre alle Øieblikke.

Ole. Hilledød Lars! skynd dig da lidt og giv mig en Dram af Magistrens Flaskefoder. Jeg er saa inderlig flau om Hjertet. Du har altid fuldt op af lækkre Sager, og Du deler altid som en brav Gut med Dine gode Venner.

Lars. Det gjør jeg. Ole; jeg er ikke storagtig, fordi jeg kan gaae noget bedre klædt end andre Gutter her i Byen og tjener hos en riig Mand, der lader mig gaae over Alt, hvad han har. Jeg holder mig slet ikke for god til at drikke mig et Glas med mine forrige Kammerater.

Ole. Men derfor er Du ogsaa godt lidt, Lars, og det et saa rimeligt, for Du er en Satans Karl, Lars. Man siger, Du har en god Skilling i Sparekassen.

Lars (smilende). Aa, det skal Du ikke troe, Ole; Folk snakke saa meget: hvad jeg eier er ikke saa stort.

Ole. Ja Fanden troe Dig, Lars! Du er gammel; man tager Dig ikke, hvor man sætter Dig. Der er kun een Mening om det ved vort Compagnie. „Lars Espesen er en Gavtyv, en fuul Canaille;“ det siger hver Mand ved vort Compagnie.

Lars (smilende). Sige de det? Ha, ha.

Ole. Du tjener vist paa dine 2 à 300 Daler, for det gamle Tossehoved er jo saa forgabet i Dig, at han kan ikke være Dig foruden.

Lars. I fast Løn har jeg just ikke saa farlig meer end andre simple Karle; men jeg kan jo vel regne paa 6 à 7 Gange saa meget i Extra-Indtægter.

Ole. Ja jeg forstaaer Dig nok: Du er en fuul Hund. Du kniber af og til en liden Lap af de Blaae eller de Gule, naar du børster Magistrens Klæder. Det gjør Du ret i.

Lars. Nei, Gud bevares, Ole, det gjør jeg aldrig.

Ole. Ja, ja Lars, vi forstaae nok hinanden.

Lars. Nei, jeg er troe som Guld; men derfor kan der nok falde lidt af imellem. Jeg skal sige Dig, Magistren er et grættent gammelt Skrog, som de fleste gamle Ungkarle. Han bliver sommetider saa vild over ingen Ting, at han taler mig til, som om jeg var et simpelt Tjenestebud; men naar saa Galskaben gaaer over, saa bliver han saa myg, at man kan vikle ham om en Tommelfinger. Saa vil han gjøre det godt igjen, naar han mærker, han har forløbet sig; men, da skal jeg aldrig fragaae, at han sommetider maa komme frem med en lille Femdalerseddel, førend han kan faae mig til at see mildt igjen.

Ole. Ja det er et sandt Ord, man siger i Byen, Lars; Du har Magistren i Lommen.

Lars. Det vil jeg just ikke sige. Men han kan, som Du selv sagde før, just ikke godt være mig foruden; thi, skjøndt han er en dygtig Mand til sin Bog, skjønner han ikke Meget af denne Verdens Ting. Han kan vel være tjent med, at han har en Tjener, der just ikke er dum.

Ole. De sige, Du regjerer over Magisteren og at han er saa ræd for dig, som om han var Din Dreng.

Lars (smilende). Deri lyver man skammeligt, Ole! Jeg er ikke slem ved ham; jeg omgaaes ham altid venskabeligt; men — det forstaaer sig — naar jeg siger: der skal Skabet staae, saa maa han rigtig nok lade det staae.

Ole. Jeg har nok mærket det er en halvtaabelig gammel Gjæk. — Men Du glemmer mig, Gutten min! Du var saa snild og lovede mig en Dram.

Lars. Det er sandt — Du skal faae et Glas Viin; thi jeg maa sige Dig, jeg drikker ikke gjerne simpelt norsk Brændeviin, det smager mig ikke meer; jeg er for godt vant. Men her har jeg i Skabet en Flaske Madeira, der er 12 Aar gammel; den vil vi drikke med hinanden. Det er noget, Doctoren har foreskrevet Magistren for hans Helbreds Skyld (tager Flasken frem af et Skab og skjenker).

Ole. Ja, jeg har nok mærket, det var ikke rigtig fat med ham; han gaaer aldrig ud undtagen i Skumringen, og saa lusker han omkring ved Væggene som en Hønsetyv med et grønt Skjerm for Øinene. Tys! — jeg hører Nogen paa Trappen; det er nok Din Magister. Hvad gjør vi nu?

Lars. God Nat, Ole; stik Flasken i Din Lomme og see Du kan liste Dig bort i en Hast: ikke fordi jeg er bange for min Herre, men for en Anstændigheds Skyld. Nu blæser jeg Lyset ud og lader som jeg sover; gaa Du saa kun gandske sagte forbi ham paa Trappen. (Ole gaaer.)

Tredie Scene.

Magisteren og Lars.

Magisteren (famler omkring i Mørke). Bravo! naar Enden er god er Alting godt: det er et overmaade hyggeligt Hjem, jeg har at længes efter, naar jeg er ude. Variatio delectat, sagde Fanden, han beed i en Sneebold. I Gaar, da jeg kom hjem. var her hundekoldt, Lars sad og snorkede som en Hvalfisk; Lyset var brændt langt ned i Piben, og hele Værelset stank af branket Talg; i Dag er her bælmørkt og 30 Graders Hede; men den meget yndede Musik af Larses Næseborer, den hører jeg da Gud skee Tak endnu. Lars! tænd Lys! (Han stamper i Gulvet.)

Lars (springer op). Strax Herre! (I en deeltagende Tone.) Der skulde dog vel aldrig være tilstødt Herren nogen Ulykke paa Gaden? Det lader til De er i ondt Humeur.

Magisteren. En Ulykke?! Nei, min kjære Lars, Publicum her i denne velsignede By viser mig stor Ære og stor Opmærksomhed. Man har digtet en Sang til min Berømmelse. Har Du ikke hørt den nye Vise om den halvtaabelige Magister i Storgaden? Den begynder saaledes: „Vi binde Dig en Jomfrukrands med Silke som blaae Violer“. Der løb saamænd et Par Drenge forbi mig her henne paa Torvet og sang den af fuld Hals for mig.

Lars. Men er Herr Magistren ogsaa vis paa, den Vise er digtet om Dem? Jeg synes, jeg har hørt Jomfru Caroline synge den for lang Tid siden.

Magisteren. Jomfru Caroline? Ja, det kan nok ligne hende. Er Du virkelig saa dum, Lars, at Du ikke har mærket, hele Visen er fuld af nederdrægtig Spot over mig, eller gjør Du Dig dum, fordi Du troer, jeg skal behandles som et Barn? (Tager en Øienskjerm af sit Hoved). Seer Du Lars? her er den skjønne grønne Jomfrukrands, som den haabefulde Ungdom gjør sig lystig over, og de kalde den en Jomfrukrands, fordi jeg er ugift — seer Du? — og dette mørkeblaae Barattens Baand ved Skjermen, kalder man Silke som blaae Violer. Tvivler Du nu?

Lars. Det træffer rigtig nok underligt sammen; men hvem skulde vel gaae hen og gjøre Viser om en Mand som Magistren.

Magisteren. Det skal jeg oplyse Dig, Lars; det er et Spørgsmaal, der er let at besvare. Forleden Dag gik Poeten Reinhard forbi mig, og jeg saae ham ikke, førend det var for sildigt at tage Hatten af for ham. Der har Du hele Hemmeligheden.

Lars. Jo, jo! Herr Magistren kjender sine Folk. Men veed Herr Magistren hvad? jeg er kun en simpel Karl, der ikke har nogen videre Opdragelse; men jeg synes sandfærdig slet ikke det klæder godt, at holde en brav og en retskaffen Mand for Nar; for efter min Mening er det bedst, at Enhver skjøtter sig selv og lader en Anden være den han er. For naar Alt kommer til Alt, saa kan Enhver vare god for sig.

Magisteren (Idet han med Heftighed gaaer op og ned ad Gulvet) Det skader mig ikke! Det er godt nok til mig! Hvad vil jeg mellem Folk? Jeg kommer til at ansee frisk Luft for en Luxusartikel, som jeg maa lægge af. Jeg kommer til at sidde bestandig her i Stuen med lukkede Vinduesskaader og ryge mig saaledes ind i Liverpool, at mit Ansigt ligner en Spegepølse.

Lars. Jeg maa rigtig nok sige, det forekommer mig grumme rart, at de skal have Lov til at synge Viser paa Gaden i en constitutionel Stat.

Magisteren. Jeg bør aldrig sætte min Fod ud af min Port, og aldrig lukke min Dør op for nogen Moders Sjæl; det er den eneste Maade, hvorpaa jeg kan slippe for Drilleri og Forhaanelse. (Han stamper i Gulvet) Havde jeg dog blot ikke været saa ubetænksom at invitere Doctor Martins til en Piquet hos mig i Morgen Aften. Men — lad gaae — det er sidste Gang jeg seer en Gjæst i mit Huus.

Lars. Har Herren budt Doctoren til sig i Morgen Aften? Det var grumme slemt. Kunde det da ikke gaae an at stikke ham Afbud? for jeg vilde rigtig nok saa overmaade gjerne bede Herr Magistren om Forlov til at gaae ud lidt og divertere mig i Morgen Aften.

Magisteren. Det er det Samme, Lars, saa vil jeg bede ham i dets Sted komme til mig i Overmorgen.

Lars. Ja, jeg takker Herr Magistren tusinde Gange for Deres Godhed; men — jeg havde rigtig nok gjort Regning paa, at jeg kunde give Dem saa mange gode Ord, at De gik hen i Enigheden den Aften, for jeg vilde saa overmaade gjerne see et Par gode Venner hos mig, som jeg allerede har buden.

Magisteren. Du veed selv, min gode Lars, at jeg nødig afslaaer Dine Ønsker; thi Du er den Eneste, der er mig hengiven og tro, men enten i Morgen eller i Overmorgen skal Doctoren spise hos mig.

Lars. Ja, naar Herren endelig vil have det, saa maa jeg jo holde min Mund og lystre; men De maa dog selv tilstaae, at det er temmelig haardt, at man skal være bunden som en uærlig Slave, og aldrig kan faae Lov til at gjøre sig en lille bitte Smule Fornøielse.

Magisteren. Lars! Du er en uforskammet Karl. Det varer ikke længe førend Du forlanger, at jeg skal vaske Tallerkener og skylle Glas, mens min Støvlepudser holder en Callas med sine Svirebrødre. Men — jeg skal nok holde Dig i Ørene, Din impertinente Slyngel! ellers voxer Du mig reent over Hovedet.

Lars. Herre Gud, Herr Magister! Det er en tung Lod, naar man er en fattig Mands Barn og maa tjene for sit Brød. Naar en saa inderlig godlidende Mand som Husbond er, ikke kan sige nei til hvad En beder om, uden han skal kalde En en Slyngel og en Kjeltring oven i Kjøbet, saa kan man nok vide, hvordan det gaaer andre stakkels Tjenestebud.

Magisteren. Aa Sludder! Du veed meget vel, at jeg ikke mener det saa slemt som jeg siger det.

Lars. Ja, Gud velsigne Herr Magistren! De har et Hjerte som Faa her i Verden; men — det er dog forfærdelig haardt for en Karl, der har Ære i Livet, at man Dag ud og Dag ind skal være udsat for at blive tiltalt som et Tugthuuslem. Jeg sværger Dem til, man bliver saa modfalden, at man ikke tør aabne sin Mund uden Angest og Bævelse.

Magisteren. Du skal faae din Villie, Slubbert! lad det saa være godt. Du skal have Lov til at jage mig ud paa Gaden, for at Du kan drikke til Pæls paa mit Værelse hver anden Aften. Er Du saa fornøiet? Du tyranniserer mig, Knegt! det føler jeg meget godt, og jeg beslutter hver Dag at bryde mine Lænker, men jeg mangler Charakteer; jeg er — reent ud sagt — en Nathue.

Lars. Søde Herr Magister? De gjør mig saa forskrækket, saa jeg ryster over min hele Krop. Ikke for al Verdens Guld vilde jeg nu gaae ud af Huset i Morgen Aften.

Magisteren (stamper i Gulvet). Nu skal Du gaae, og saa ikke et Ord meer.

Lars (kysser hans Haand) Gud velsigne Herr Magistren.

Magisteren. Ja, naar Du faaer Din Villie, saa er Du underdanig. (Han seer ud af Vinduet.) Saa! nu er da min Fred forbi. Der kommer den Laps Christian Klinger ind ad min Port.

Lars. Befaler Herren, at jeg skal lukke Døren af?

Magisteren. Aa nei! Han har allerede seet mig i Vinduet. — Jeg forsikkrer Dig, Lars, jeg vilde give 100 Speciesdaler for at slippe for Omgang med den Æsel. Tænk engang: jeg har drukket Dus med Knegten og gjort ham utallige Tjenester, mens han har gaaet og friet til min Værts Datter, og al den Tak, jeg har for det, er, at han nu løber om i Dameselskaber og copierer min Røst og min Gang.

Lars. See! See! Saa Herr Magistren har hørt for gandske vist, at han gaaer og vrænger efter Dem.

Magisteren. Nei, hørt det fortælle har jeg just ikke; men jeg er ligesaa vis derpaa, som om jeg selv havde seet det med mine egne Øine og hørt det med mine egne Øren. Jeg har selv seet ham eftergjøre over hundrede Personers Lader og Fagter, og jeg veed meget godt, at jeg har alt for meget Naragtigt ved mig, til at han skulde slippe saa god Leilighed til at øve sit Talent.

Lars. Ja, det er saamænd meget muligt, at Herr Magistren har Ret.

Magisteren. Muligt?! Ja, før han forsømmer en Anledning til at glimre for Damer, før lader vor Kat en Muus gaae sin Snude forbi. Det vilde Du selv begribe, Lars! naar Du havde min Erfaring i Verden. (Det banker.) Kom ind!

Fjerde Scene.

De Forrige. Klinger.

Klinger. God Aften, Magister!

Magisteren. Tak.

Klinger. Hvad gaaer der af Dig? jeg troer Du er stødt.

Magisteren. Nei. Hvad er til Tjeneste?

Klinger. Ei, ei! saa jeg behøver et Ærinde for at besøge min gamle Duskammerat. Ja, det har jeg da til Lykke; thi jeg kommer for at laane Penge af Dig.

Magisteren. Jeg laaner ikke gjerne Penge ud, uden til Folk, der ere i Trang.

Klinger. Ja, jeg er s'gu i stor Trang; jeg skal paa Bal i Lyceet i Overmorgen og paa Concert paa Tirsdag, og jeg eier kuns en Ort og sex Skilling.

Magisteren. Den Trang er da ikke af det værste Slags, saalænge man træffer Folk, som sulte af Mangel paa tørt Brød.

Klinger. Ja, naar jeg ikke manglede andet end tørt Brød, saa kunde jeg blive hjulpet ved sex Skilling til en Ankerstok; men jeg behøver i det Mindste 10 Species.

Magisteren. Du skal faae dem, Din Nar. Lad os være alene, Lars! (Lars gaaer ud.)

Femte Scene.

Magisteren og Klinger.

Klinger. Hvorfor var Du suur, da jeg kom, Magister?

Magisteren. O, det var deels mine hypocondriske Griller, Du; deels Ærgrelse over, at Folk ere mig paa Halsen og gjøre mig den Fortræd, de kan.

Klinger. Aa Snak!

Magisteren. Ja, jeg veed nok, Du troer det ikke, Klinger; men det er dog saa. Her er en vis Poet her i Byen, som spiller mig mange slemme Puds.

Klinger. Aa Snak.

Magisteren. Jeg skal bare fortælle Dig et Beviis paa hans Ondskab. For en Timestid siden saae jeg, han mødte Lieutenanten, som boer her oven paa: strax trak han et Papir op af Lommen, som da naturligviis var den vittige Vise, Du vel nok har seet. Mens de stod og læste den, gik der en Dreng forbi med en hvid Muus i et Baur. Nu kunde jeg tydelig see paa Lieutenantens Miner, at han fortalte Poeten, at jeg var bange for Muus og at han sommetider slipper Muus herind i mit Kammer, naar jeg er ude. Men hvad gjør Poeten? — han slaaer en Latter op og kjøber Musen for at stikke mig den paa Halsen ved Leilighed.

Klinger. Ha, ha, ha, Du sætter rigtig nok i en Haandevending en heel Cyclus Smaahistorier sammen.

Magisteren. Du leer nok; men da jeg gik forbi dem, borte jeg med mine egne Øren, at Lieutenanten sagde til Poeten: „Det var et kosteligt Indfald, det skal Du have en Snaps for;“ og saa gik de begge to ind ad Zuvans Port.

Klinger. Vi ville lade den Fugl flvve; thi det er umuligt at bringe Dig fra Dine Griller. Jeg tør forsikkre, Du har ogsaa digtet en eller anden Historie om mig, siden Du tog saa koldt imod mig.

Magisteren. Det kan nok være, Christian; men det var en anden Sag, det var blot en Fantasie, som er forsvunden, da jeg rigtig er kommen til at see paa Dit aabne, muntre Ansigt.

Klinger. Du er en snurrig Fætter, Smith! det er Skade, Du ikke er bleven gift, da vilde Du vist være bleven en anderledes Karl. Ungkarlelivet duer ikke i Længden. See til Cancelliraad Wratz; han holder sit Sølvbryllup i Aften, men han har vedligeholdt en saa ungdommelig Raskhed og Livlighed, at man skulde tage ham for 10 Aar yngre end Dig.

Magisteren. Du har fuldkommen Ret; men det er ikke Enhver, der saaledes som Wratz sinder en Kone, som han efter 25 Aars Forløb kan takke Gud for. Dersom jeg var bleven gift, havde jeg neppe været saa heldig; thi den eneste Pige, jeg har følt nogen Kjærlighed for, og som jeg allerede var forlovet med, valgte sig, i Stedet for mig, en Anden, der dengang var mere bemidlet end jeg.

Klinger. Det har Du aldrig fortalt mig før.

Magisteren. Nei — der er visse Ting, man ikke gider fortalt, fordi man nødes til at tænke paa dem, mens man fortæller dem.

Klinger. Det gjør mig paa min Ære ondt for Dig, at Du fører et saa bedrøveligt Liv.

Magisteren. Jeg er forvisset om, at Du tager Deel i min Skjebne, og jeg troer næsten, at mit Selskab er Dig ikke ubehageligt.

Klinger. Nei langt fra. Tvertimod morer jeg mig godt i Dit Selskab, naar jeg vel har overstaaet den sure Modtagelse. Du bliver undertiden med Eet saa ung, at Din Underholdning henriver mig.

Magisteren. Jeg er mig selv en Gaade, Du. Naar Du træder ind ad Døren, bander jeg Dig i mit Hjerte, fordi Du kommer, og naar jeg har talt et Par Ord med Dig, bliver jeg vel tilmode. Ja, jeg har tidt moret mig kostelig, naar vi have siddet og sunget Studenterviser med hinanden. Jeg vilde ret ønske, vi kunde have tilbragt denne Qveld alene med hinanden; men det er der ingen Udsigt til; thi jeg har maattet give min Vært og hans Familie Adgang til min Stue i disse Dage, mens han har Haandværksfolk i sine Værelser.

Klinger. Haandværksfolk?

Magisteren. Ja vist. Siden han med Eet er bleven saa riig, vil han have sit Huus indrettet paa en mere glimrende Fod.

Klinger. Hvad siger Du, Smith, er han bleven riig lige med Eet?

Magisteren. Ih, Mand! har Du ikke hørt det? det er jo hele Byen over. Han har arvet 100,000 Species i Rio Janeiro.

Klinger. Hvad for Noget? har Din Vært, Kjøbmand Stork, arvet 100,000 Species.

Magisteren. Ja vist. Det er saa Gu' som jeg siger. Her ligger Morgenbladet for i Dag; der kan Du selv læse det, om Du ikke vil troe mig.

Klinger (tager Bladet og læser) Undertegnede, hvem en Arv af 100,000 Species nylig er tilfaldet i Rio Janeiro, ønsker sig imod gode Renter 1000 Daler tillaans, indtil Skibsfarten mellem Europa og America aabnes igjen.“ — Hurra! saa er jeg den lykkeligste Ungersvend i Norges Land. Saa har min Fader Intet imod, at jeg gifter mig med Caroline; thi saa har Stork i det Mindste ligesaa stor Formue som han selv. Farvel Magister! Jeg maa strax have Stork og hans Datter i Tale.

Magisteren. Nei lad os heller kalde dem herind; saa beholder jeg Dig hos mig. (Han aabner en Mellemdør og siger:) Herr Stork og Jomfru Stork, ville De være saa snilde at trine herind?

Sjette Scene.

Stork. Jfr. Stork. De forrige.

Klinger (griber Stork i Haanden). Herr Stork! De veed sikkert, at jeg alt længe har holdt meget af deres Datter. De veed formodentlig ogsaa, hvad der hidtil har tvunget mig til at tie dermed. Nu tør jeg spørge Dem, om De vil give mig hende til evig Arv og Eie.

Stork. Ja, det kunde vel nok lade sig gjøre; — men —

Klinger. Herr Stork! De gjør mig forskrækket: siig mig for Himlens Skyld, hvad De vil sige med Deres men. Finder De nogen Betænkelighed ved at sige ja?

Stork. Nei, — fra min Side er der ingen Ting i Veien, og om der forresten kan være lidt i Veien, saa giver det sig vel nok. I ethvert Tilfælde skal De være Pigen vis.

Klinger. Jeg forstaaer Dem i Sandhed ikke. Der er ingen Ting i Veien fra Deres Side; der er ingen Ting i Veien fra Pigens Side; der er ingen Ting i Veien fra min Side: fra hvad Side skulde der da være Noget i Veien?

Stork. Er De saa vis paa, min Datter ikke har Noget imod Partiet? Ja; naar man er ung, vakker og har sine Klæder paa Moden, saa har man gjerne gode Tanker om sig selv. Da jeg var paa deres Alder, gik det mig ikke et Haar bedre. Men denne Gang, har De dog faaet et galt Facit ud.

Klinger. Hvorledes? hvad vil De sige med det?

Stork. Jeg vil saa Skam ikke sige Andet, end hvad jeg siger: Pigen siger nei; hun vil ikke have Dem. Men det skal De slet ikke blive i ondt Humeur for. De har jo mit Ord for, at De skal faae hende, og det kan jo være Dem nok.

Caroline. Min Fader! Jeg har allerede sagt Dem, at om Herr Klinger imod al Sandsynlighed vilde gifte sig med en Pige mod hendes Villie, vilde jeg i dette Tilfælde aldeles ikke lade mig tvinge.

Stork. Hvad vil Du vedde med mig, Caroline! at Du inden et halvt Aar skal hedde Madam Klinger?

Caroline. De tier, Herr Klinger? jeg haaber, at De som en Mand af Ære, ved et Ord, bringer mig ud af den beklagelige Nødvendighed, at maatte sige min Fader imod.

Klinger. Jeg staaer, som om jeg var faldet ned af Skyerne.

Stork. Gode Ven! vil De have Pigen, saa skal hun vor Herredød tage Dem. Det er jo en meget simpel Ting, som det ikke er værd at snakke saa meget om.

Caroline. Min Fader! De alene veed Grunden til mit Afslag, og De alene tør vide den; men tillader De, at jeg endnu engang i Eenrum siger Dem mine Tanker.

Stork. Jo, med Fornøielse! naar Du vil fatte Dig kort. (De gaar.)

Syvende Scene.

Klinger og Magisteren.

Magisteren. Jeg kan fuldkommen sætte mig i Dit Sted, min Ven, og jeg vil ikke overvælde Dig med de gamle vel bekjendte Trøstegrunde, for Exempel: om hundred Aar er Alting glemt, og saa videre. Du indseer da vel klart, at Du maa reent opgive Tanken om den Forbindelse?

Klinger. Opgive den! Nei, dertil er jeg altfor vis paa, at Pigen elsker mig.

Magisteren (smilende). Det maa Du forlade mig, at jeg ikke troer. Det er et af de faa Tilfælde, hvori hun fortjener mere Tiltro end Du. Du veed ikke, hvor let unge Piger forandre deres Tanker. Næsten enhver Pige paa 17 Aar kan bringes til at ophæve en Forlovelse, naar hendes Fader lover hende en Silkepels, og Elskeren bringer hende lige saa let til at slutte den igjen, naar han lover hende to. Hvad Vished har Du vel om, at hun elsker Dig?

Klinger. Hvad hjelper det, jeg fortæller Sligt til Dig. Selv om Du hører, hun har sagt det, kan Du jo sige, hun har løiet.

Magisteren. Det var hun ogsaa nok i Stand til. Nu kan jeg uden Skrupler tage Bladet fra Munden og fortælle Dig, at der i Grunden slet ikke er noget ved Pigen. Du veed, jeg har baaret hende paa Hænderne, som om hun var mit eget Barn, og dog har hun lagt en afskyelig Plan for at forhaane mig.

Klinger. Aa, ti stille, Du gamle Nar! det er et af Dine sædvanlige Eventyr.

Magisteren. Men, kjære Christian! jeg har med egne Øren hørt hende fortælle, for en af sine Veninder, at hun har gjort et Karrikatur af mig, et Uhyre med et Medusahoved og 4 Been, som skal sættes ind paa mit Kammer i Morgen, før jeg staaer op.

Klinger. Nu troer jeg, Du gaaer aldeles fra Forstanden.

Magisteren. Jeg kan begribe, det maa klinge dig utroligt; men medens Døren der af Vanvare stod paa Klem, hørte jeg hende sige til Veninden, at Medusahovedet var færdigt, og at Snedkeren skulde tage Noget af det ene Been, da det var tykkere end de andre tre. Veninden fnisede og paastod, det lignede mig frapant; ogsaa talte hun Noget om, at det ikke var en passende Foræring til et Mandfolk. Ak! svarede Caroline, han har jo Podagra, den Stakkel. Begriber Du, Klinger? hun meente, hun kunde gjerne være lidt næsviis mod en gammel aflægs Podagrist. Forstaaer Du det?

Klinger. Jeg har kun hørt det Halve af hvad Du har fortalt.

Magisteren. Men — jeg har besluttet, fra denne Dag at tage andre Forholdsregler for at sikkre mig mod Folks Chicaner og Drillerier. Hidtil har jeg været betragtet som en snild gammel Karl, hvem man gjerne kunde gjøre lidt Løier med; men herefter skal jeg ikke lade Nogen ustraffet gjøre mig Fortræd. Det er den eneste Maade, hvorpaa man kan have Fred her i Livet. Til en Begyndelse har jeg befalet Lars at slaae to af Carolines Urtepotter itu. (Stork kommer ind.)

Ottende Scene.

Stork. De forrige.

Stork. Tøsen bliver vor Herredød ved sit Ord. Nu sidder hun og græder, saa den ene Taare ikke kan bie den anden.

Klinger. Men siig mig, kjære Mand, hvad Grund angiver hun for sin Uvillie imod mig?

Stork. Aa, hvad Grund skulde hun vel have? Hun har ingen anden Grund, end at hun ikke vil. Jeg skjeldte hende dygtigt ud, for at hun skulde give sit Samtykke godvilligt; det saae jeg rigtig nok helst for Folkesnaks Skyld; men da hun ikke vilde det, saa har jeg sagt hende, der hjalp ingen Snak, det skulde saa være.

Magisteren. Men De formoder da vel sagtens, at en saa dygtig Karl som Klinger, ikke vil være Deres Svigersøn under saadanne Omstændigheder.

Klinger. Aa, det skal Du endda ikke sige. Det vil jeg betænke mig paa.

Magisteren. Da vil jeg i saa Fald ikke betænke mig paa at kalde Dig en Slyngel.

Stork. Det skulde De sige saa sagte, Herr Magister! jeg vidste meget godt, at min salig Kone blev tvunget til mig, og det fandt jeg meget rigtigt, da jeg vidste, det var til hendes eget Vel.

Magisteren. Gud i Himlen! blev salig Lovise tvungen til Dem? Siig mig paa Deres Ære, om det er sandt.

Stork. Ja vor Herredød er det sandt. Troer De, jeg vilde prale deraf, dersom det var Løgn.

Magisteren. Saa gid hun i sin Grav vil tilgive mig, at jeg i 30 Aar har gjort hende Uret; jeg troede hun havde glemt mig og foretrukket en Anden. — Mon Lars allerede skulde have slaaet Carolines Urtepotter itu? (Gaaer ud.)

Stork. Nu snakker han over sig igjen; det er saa hans Vane; bryd Dem ikke noget om det.

Klinger. Vil De bede Caroline skjenke mig et Øiebliks Samtale i Eenrum, saa skal jeg snart sige Dem min Beslutning.

Stork. Hjertens gjerne. (Han gaaer.)

Niende Scene.

Klinger (alene).

Det er en gandske særegen Situation, jeg befinder mig i. Jeg har en Pige, som elsker mig saa inderlig, at hun ikke i to Dage kan være mit Selskab foruden; at hun aftaler hemmelige Møder med mig, naar vi ikke have nogen anden Leilighed til at sees. Og nu, da et uformodet Tilfælde gjør vor offentlige Forbindelse mulig, vil hun pludselig træde tilbage uden at angive mig en eneste Grund. Endnu i Gaar styrede jeg hendes Slæde lidt uden for Hovedøen; da omfavnede jeg hendes Hoved og kyssede hende tidt, og hun svarede blot: Søde Christian, jeg er bange Nogen skal see det. For at bringe Sammenhæng i dette Virvar, maa man være begavet med en Fantasie som Magisterens. (Caroline kommer ind.)

Tiende Scene.

Klinger. Caroline.

Klinger. Du har grædt, min elskede Caroline. Har jeg da i Drømme saaledes fornærmet Dig, at Du nu hader og afskyer mig?

Caroline. Gud er mit Vidne, Christian, at jeg elsker Dig over Alt i Verden; men der er mødt mig en Ulykke, som gjør mig det umuligt at give Dig min Haand.

Klinger. Nævn mig blot denne Ulykke, og jeg er forvisset om, jeg skal med et Ord tilintetgjøre Din Betænkelighed.

Caroline. Det er en Hemmelighed, som Pligten byder mig at fortie; men tro mig paa mit Ord, jeg handler som jeg bør og som jeg maa.

Klinger. Caroline! Caroline! der kan ikke tænkes noget Hensyn, som kan retfærdiggjøre Din Opførsel. Din Fader gjør Du bedrøvet, mig bringer Du til Fortvivlelse, og jeg tør da vel troe, at Du heller ikke selv kan være glad ved hvad Du gjør.

Caroline. Gud! hvor kan Du tvivle paa, at jeg min hele Levetid vil føle mig ulykkelig.

Klinger. Naar det er saa, kan Du umulig have nogen fornuftig Grund til at sige mig nei, og jeg vil heller ikke tilstede, at Du ved en uforstandig Grille forstyrrer vort Livs Haab.

Caroline. Du forbauser mig ved dette Sprog, Christian. Du vil dog vel ikke gjøre noget Forsøg paa at føre mig til Altret mod min Villie?

Klinger. Jo, det har jeg fast besluttet; det skal ikke være min Skyld, om det slaaer feil. Det maa nødvendigviis være en eller anden overspændt Forestilling, der forvirrer Dine Tanker; men nu vil jeg vise Forstand for os begge.

Caroline. Min søde, elskede Christian, overiil dig dog ikke. Der er indtruffet Omstændigheder, som gjør, at jeg min hele Levetid vilde skamme mig ved vor Forbindelse. Tro dog endelig min hellige Forsikkring. Jeg kan og tør ikke fortælle Dig Sagens egentlige Sammenhæng; jeg vilde beskjæmme min Fader derved.

Klinger. Jeg troer, Du begynder, ligesom Smith, at opfinde Noveller; men min Beslutning er fattet. Din Fader paastaaer, at Din Lydighed mod ham er ubegrændset og at Du sikkert giver efter tilsidst, naar Du veed, hans Beslutning er fast. Hvis han har Ret heri, vil jeg lade det gaae til det Yderste.

Caroline. Jeg forsikkrer Dig, Christian, om han saa med Magt fører mig til Brudeskamlen, saa siger jeg nei for Præsten.

Klinger. Det vil jeg lade komme an paa et Forsøg; jeg har Intet at tabe derved.

Caroline. Christian, kan Du føre over Dit Sind at lade det komme til nogen Yderlighed, naar jeg bønfalder Dig for vor Kjærligheds Skyld, at afstaae fra vort Forsæt. Du er jo min eneste Ven i Verden, hvor kan Du da ville bedrøve mig. Jeg hænger mig fast om Din Hals og overvælder Dig saaledes med Kys, at Du ikke skal komme til at udsige noget Ord, som er mig imod.

Klinger. Pige! hvor kan Du troe, at Du ved at vise mig Din Kjærlighed, kan faae mig til at frasige mig Din Besiddelse. Det er et Middel, som aldeles forfeiler sin Hensigt. (Storm kommer ind.)

Ellevte Scene.

Stork (med et Papir i Haanden). De Forrige.

Stork. Naa, hvad bliver det til? Giver hun Kjøb? Jeg troer, hun er veemodig og De er vred.

Klinger. Hun bliver ved med sine uforklarlige Fantasier. Læg De nu efter Deres Løfte Planer for os alle Tre; thi jeg veed snart hverken ud eller ind.

Stork. Jeg har i Deres Navn skrevet en Ansøgning om Kongebrev. Har De Lyst til at skrive under?

Klinger. Ja, dertil er jeg strax færdig.

Caroline. Min Fader! vil De da gjøre Dem selv og mig reent ulykkelige? Gud! hvad skal jeg gribe til for at bringe dem til Fornuft.

Stork. Tal ikke saa høit, Caroline! der kommer Nogen paa Trappen. (Det banker.) Kom ind!

Tolvte Scene.

Morten Klinger. De forrige.

Morten Klinger. God Aften! hvorledes befinder Herr Stork og hans elskværdige Jomfru Datter sig? — Og see! — jeg skal træffe min Søn her. Det er mig kjært, Christian, at Du vælger Dit Selskab med saa megen Smag. Men seer jeg ret, eller bedrage mine Øine mig; det smukke Pigebarn har jo grædt. Har den gamle Papa været grætten? thi jeg tør nu slet ikke forudsætte Muligheden af, at min Søn har viist en saa uridderlig Opførsel, at han har bragt Taarer til at flyde fra et saa deiligt Par Øine. Vidste jeg det, da skulde han i Sandhed faae med mig at bestille. Svar mig, gamle Stork! er her maaskee forefaldet en høitidelig Scene?

Stork. Nei — det Hele er kun Narrestreger.

M. Klinger. Naa — det var da vel, saa har der da ikke tildraget sig noget Sørgeligt. Jeg kan da med ublandet Følelse forebringe min Lykønskning med den gunstige Forandring i Husets Omstændigheder. De kan troe, det har ret glædet mig, brave Stork! (Ryster hans Haand.)

Stork. Har De faaet mit Beviis for de 1000 Daler.

M. Klinger. Ja vist, Papa. De er dog altid den Gamle; De har Intet i Deres Hoved uden Forretninger. Det var mig ret en sand Fornøielse, at jeg kunde forstrække Dem med den for Dem ubetydelige Summa. Men — siden De har bragt Deres Pengesager paa Bane — har De hørt det naragtige Rygte, der gaaer om Dem i Byen?

Stork. Hvad for et Rygte?

M. Klinger. Det skal jeg fortælle Dem. Man siger, at De først henvendte Dem til Bertelsen & Hoskjær om dette Laan; men at Vedkommende forlangte først at see det Brev, De har faaet fra Huset Ricardo & Comp. og — vil de bare tænke, hvor Folk kan satte sammen — man føier til, De vilde ikke vise Brevet frem, Ha, ha, ha!

Stork. Ja saa.

M. Klinger. Er det ikke forfærdeligt, saa Folk kan løbe med Sladder. Man skal see, der er ikke forefaldet det Mindste. som kunde give Anledning til dette Rygte.

Stork. Saa De har dog selv en Smule Mistanke.

M. Klinger. Gud bevares! troer De, jeg er fra Forstanden. De har jo viist Brevet til mangfoldige Mennesker. Men De skylder dog Dem selv at tage Sagen lidt alvorligt. Vil De levere mig Brevet; jeg har en Betjent paa mit Contoir, der kjender Husets Underskrift. Jeg skal vise ham det og lade ham indrykke en Replique i Morgenbladet, som skal gjøre Ende paa den ærgerlige Bysladder.

Stork. Lad Dem kun sladdre, naar det kan fornøie dem.

M. Klinger. Lad mig faae Brevet, gamle Stivnakke!

Stork. Nei, jeg vil ikke.

M. Klinger. Der hjelper ingen Snak, De skal herud med det, Bedstefader.

Stork. Jeg gjør det vor Herredød ikke, lad mig saa være i Fred.

M. Klinger. De gjør mig heed om Ørene, lille Stork. Jeg vil tilstaae Dem reent ud, jeg begynder at troe, den hele Historie er et lidet Krigspuds af Dem. Hvad skal jeg troe?

Stork. De kan jo troe, hvad De vil.

M. Klinger. Ja saa gjør jeg nok bedst i at troe, De har narret mig, snilde Fader. Jeg troer, De har digtet en Historie, som er værre end alle Magisterens; men jeg vil strax antage en Procurator, for at faae noget Lys i Sagen.

Caroline (til M. Klinger). For Himlens Skyld, ædle Klinger! udsat ikke min Fader for offentlig Beskjæmmelse. (Til den Yngre) Nu kjender De da min Ulykke.

Ch. Klinger. Min bedste Fader; Jeg beder Dem indstændigen, at lade Sagen blive bilagt i Mindelighed.

M. Klinger. Gud velsigne Jer, mine søde Børn! kan I skaffe mig mine 1000 Daler, saa skal jeg ikke gjøre Herr Stork den mindste Uleilighed, saa maa han for mig skrive saa mange Breve til sig selv, som han vil, det er jo en uskyldig Fornøielse, og en Correspondance, der ingen Postpenge koster. Men mine Penge vil jeg saa Skam have, det kan Ingen fortænke mig i.

Stork. De skal faae Deres Penge paa faa Daler nær i Dag, og Resten i Morgen.

M. Klinger. Bravo! Saa ere vi ligesaa gode Venner som før, og ville slaae den hele Tildragelse i Glemmebogen. Men siig mig nu, hvad den hele Historie skulde gjøre godt for, kjære Stork.

Stork. Det var en dum Speculation, hvorved jeg haabede at bidrage til mit eneste Barns Lykke. Jeg vidste, der var en riig Mands Søn, som havde et godt Øie til min Datter, men at hans Fader satte sig mod Partiet, fordi hun var fattig.

M. Klinger. Det gjorde s'gu Faderen Ret i, snilde Stork; det Samme vilde De have gjort i hans Sted; thi fordi man har en riig Fader, kan man gjerne selv være fattig, og naar man lægger Fattigdom til Fattigdom, er Summaen ikke meget trøstelig.

Ch. Klinger. Det er sandt, Fader; men Fattigdom er endda ikke den største Ulykke paa denne Jord.

M. Klinger. Det er den ikke heller, lille Søn; men den er stor nok, og hvordan den egentlig er, har Du ikke synderlig Begreb om. Hverken Du, eller den unge Herre, som Stork taler om, kan leve af Kjærlighed og Elvevand; dersom jeg kjender Eder ret, ville I sommetider have lidt Ryper og

Portviin til. (Magisteren træder ind.)

Trettende Scene.

Magisteren. De Forrige.

Magisteren. Caroline! jeg har slaaet to af Dine Urtepotter itu, kan Du tilgive mig det?

Caroline. Det kunde jo let skee, Herr Magister.

Magisteren. Ja, især naar man gjør det med Forsæt. Det er nok bedst, vi To gjøre vor Regning op med hinanden, thi jeg har ogsaa Noget at liqvidere med; men det forslaaer ikke. For det Første, var det ikke smukt gjort af lille Caroline, at hun vilde give mig en Paryk af Slanger, fordi mit Haar imellem er noget filtret og uredt.

Caroline. Det maa De forklare mig noget nærmere, Herr Magister.

Magisteren. De har jo i disse Dage syet en Bussemand ud, en bestialsk Fugleskræk, som skal ligne mig, et Uhyre med et Medusahoved og fire Been.

Caroline. Jeg har i disse Dage ikke bestilt andet end broderet en Skammel, som jeg vilde forære Dem paa Deres Fødselsdag i Morgen. Den staaer her inden for Døren, De skal strax see den.

Stork. Deri har hun Ret; hun har syet en rød Brudeskammel med en grøn Gaaserede paa.

Caroline. Der skal De see, Herr Magister! det er en Skammel med et Medusahoved paa.

(Alle lee.)

Ch. Klinger. Giv mig nu Dit hellige Løfte, Smith, at det skal være den sidste af Dine Historier, hvori Du indfører Dine bedste Venner.

Magisteren. Nei, Christian! jeg vil først gjøre en lang Kjærlighedshistorie, hvori Du og Lovise skal spille Hovedrollen. Jeg har i lang Tid lagt Planen dertil; men der er hidtil stedse kommet andre Historier i Veien. Jeg har en gammel Gjæld til Din salig Moder, Caroline, den vil jeg betale hende in effigie; thi Du er hendes udtrykte Billed. Dersom Du vil give Christian Din Haand, skal Du have min Løkke paa Drammens-Veien, saa kan I lade mig boe hos Jer og arve mig, naar jeg døer.

Ch. Klinger. Det var en smuk Historie. Den skal Du have Tak for, Smith.

M. Klinger. Hvad siger De, Fader Stork? Dersom den rige Mands Søn ikke er kommet min Søn i Forkjøbet, tænker jeg, vi To maae lægge vor Velsignelse til.

Stork. Lad gaae.

Magisteren. Nu maae I to unge Folk, min tilkommende Vært og Værtinde, hjelpe mig at holde Lars i Ørene.

Ch. Klinger. Det vil vi, og Du skal komme til at staae under en langt mildere Regjering end hidtil. Den første Brug, jeg gjør af det Herredømme, jeg er vis paa, er, at jeg befaler Dig at gaae med mig og Caroline ind til Cancelliraad Wratz og hans Kone, for at lykønske dem paa deres anden Bryllupsdag.

M. Klinger. Derhen, tænker jeg, vi ville Allesammen gjøre Følgeskab.