De gamle Kalkmalerier i vore Kirker

De gamle kalkmalerier i vore kirker.
af Julius Magnus Petersen

Da den trykte bog indeholder et stort antal billeder, med lange billedtekster, kan den ikke digitaliseres til nettet på en tilfredsstillende måde. Billederne er derfor i stedet samlet under de enkelte afsnit.

DE GAMLE KALKMALERIER
I VORE KIRKER.

AF

J. MAGNUS-PETERSEN.

MED 54 BILLEDER.

VED UDVALGET for folkeoplysningens fremme.

KJØBENHAVN. I KOMMISSION HOS G. E. C. GAD.

1900.

Information
om denne
udgave

Forord.

I Aaret 1895 udgav Forfatteren med Understøttelse af Carlsbergfondet et Værk: »Beskrivelse og Afbildninger af Kalkmalerier i de danske Kirker« med 42 Tavler, hvoraf nogle i Farvetryk. I dette Værk er der Beskrivelser af alle de Malerier, som indtil 1895 vare fremkomne i omtrent 320 Kirker.
Forfatteren har troet, at et Kjendskab til vore gamle Kirkemalerier sikkert vil have nogen Interesse og være velkommen for en videre Kreds af Folket, hvor det nævnte Værk paa Grund af dets Størrelse og Kostbarhed ikke er overkommeligt, og har derfor i dette foreliggende Skrift — til Dels efter det større Værk — i en mere sammentrængt Form søgt at fremstille Hovedtrækkene i Kalkmaleriets Udvikling og dets vexlende Karakter i de forskjellige Tidsrum her i Landet fra det 12te til det 18de Aarhundrede.
Da dette lille Skrift ikke kunde optage Beskrivelser af hvert enkelt af de mange Malerier, som ere fremkomne, henvises der til nævnte større Værk, naar yderligere Oplysninger maatte ønskes om de enkelte Kirkers Billeder.
Billederne i det foreliggende Skrift ere gjengivne efter Tegninger af Forfatteren. Originalerne til disse, der findes i Nationalmuseets Arkiv, ere for største Delen udførte af Forfatteren selv, adskillige dog af Prof. J. Kornerup og andre.
En Liste med Forklaringer af forskjellige Kunstord og fremmede Udtryk, som det i et Skrift af denne Art er umuligt at undgaa, vil Læseren finde bag i Bogen, ligeledes Oplysninger om de Ornamenter, der ere brugte som Prydelser foran og efter Bogens enkelte Afsnit.

Kjøbenhavn i Novbr. 1899.

Forfatteren.

Indledning.

Det var et heldigt Tidspunkt, da de første gamle, mærkelige Kalkmalerier for o. 50 Aar siden fremdroges her i Landet. Indtil ind i vort Aarhundrede vare — navnlig i Byerne — mange af vore ældre Kirkebygninger nedrevne og ombyggede, hvori der sikkert har været Billeder af den Art, uden at de bleve agtede eller bevarede; men ved Aarhundredets Midte var Studiet af vor Fortid naaet saa vidt, at man nu paa rette Maade vidste at vurdere disse Fund. For bedre at kunne forstaa dette vil det være nødvendigt at give Læseren en kort Fremstilling af Forholdene i vor Oldtidsforskning i Tidernes Løb, og hvordan den havde udviklet sig, forinden disse Billeder fandtes.
I vort Fædreland rørte der sig tidligere end mange andre Steder en Bevægelse, som havde til Formaal at værne om de Levninger af Minder fra vor Fortid, som endnu fandtes spredte i stor Mængde over hele Landet. Alt for over tre Hundrede Aar siden viste der sig Tegn paa denne Interesse, og mange af den Tids ædle Mænd og Kvinder syslede gjærne med dette Arbejde og viste en alvorlig Stræben efter at samle og bevare, hvad der i Sange, Skrift og Fortællinger var efterladt fra Forfædrene. Denne Interesse maa vi vistnok kunne takke for, at et af vore stolteste Mindesmærker endnu er til, idet Lensmanden paa Koldinghus, Caspar Markdanner, 1586 lod den største af de to bekjendte Runestene i Jellinge, som var sunket ned i Jorden, udgrave og opstille og derved henledede Opmærksomheden paa dette historiske Sted; faa Aar efter, i 1591, fremkom et Skrift om disse Mindesmærker af P. Lindeberg med de første Billeder af Højene og Runestenene, der var udgivet paa Foranstaltning af den lærde Henrik Rantzau. Men mere end én Menneskealder før havde der hos andre ytret sig en lige saa varm, fædrelandsk Følelse for Bevaringen af, hvad der var overleveret fra de hensvundne Tider; om end ikke deres Gjerning er saa synlig, har Historien dog ikke glemt at optegne Navnene paa disse vore første Oldforskere. ^[1])
I det følgende Aarhundrede møder os i lyse Træk et Navn, som enhver dansk Fortidsforsker maa mindes med Højagtelse, det er den bekjendte, utrættelige Samler og ivrige Oldforsker Ole Worm (f. 1588, † 1654); han har Æren for, at Studiet af Oldtiden førtes ind i et fast og sikkert Spor. Efter ham fulgte i Midten af 18de Aarhundrede den mangesidige Lærde Erik Pontoppidan, og efter ham den varmtfølende, ikke mindre lærde Langebæk, der fortsatte hans Arbejde lige saa ihærdigt. Men saa kom i Aarhundredets Slutning de store politiske Verdensbegivenheder, der lagde et Tryk paa den hele Udvikling. Vore Oldtidsforskeres Virksomhed blev derved hæmmet, og kun lidet af Betydning fremkom fra dem i den Tid. Saaledes haves fra de allersidste Aar før 1800 kun nogle Forsøg paa at forklare Indskrifterne paa et Par mærkelige historiske Runestene, der vare fundne ved Danevirke.^[2]) I en Del Aar hvilede der saaledes Stilhed paa Oldforskningens Omraade, indtil denne pludselig afbrødes ved Guldsmedden Niels Heidenreichs Udaad, da han stjal de to mærkelige Guldhorn fra Kunstkammeret den 4de Maj 1802. Dette frække Tyveri kaldte Interessen til Live igjen i en saa høj Grad, at alles Tanker drejede sig om denne Begivenhed og om de tabte Horn. Almuen sang Viser om dem paa Gaderne, Digterne besang dem i prægtige Oder, og Videnskabernes Selskab udsatte Præmier for Tydningen af de sælsomme Fremstillinger og Indskrifter paa dem.^[3])
Dette Tyveri og Tilintetgørelsen af Hornene saarede saa alvorligt de fædrelandske Følelser, at det væsentligt bidrog til, at der dannedes en Kgl. Kommission til Varetagelse af vore danske Fortidssager og Mindesmærker, og et af dens Medlemmer, den fortjente Professor Rasmus Nyerup, lagde i 1807 Grunden til Dannelsen af Museet for de nordiske Oldsager, der først havde sin Plads paa Trinitatis Kirkes Loft. Man greb Sagen fat med stor Alvor og Iver for at vække Almenheden og aabne dens Blik for, at her laa en Arv fra Forfædrene, som det hele Folk havde en Pligt at værne om. Skjønt det lykkedes Kommissionen i faa Aar at samle betydelige Bidrag til Museet, magtede den dog ikke at foretage større og vidtgaaende Undersøgelser, og egentlig frugtbringende kunde saadanne heller ikke ventes at ville blive, før Sagkundskaben havde indvundet faste Støttepunkter, hvilket noksom fremgik af den mindre heldige Undersøgelse af Jellingehøjene i 1820; men de Bestræbelser, der for øvrigt gjordes, førte dog til, at et ikke ringe Materiale efterhaanden samledes, hvorved der fremvoxede et Kjendskab til vort Lands tidligere Kultur, som har været et værdifuldt Grundlag for senere Forskeres Arbejde.
Indtil Midten af vort Aarhundrede var Oldforskningens Interesse mest knyttet til, hvad der vedrørte vor fjærne Oldtid, d. v. s. de forhistoriske Tidsrum, der benævnedes Sten-, Bronce- og Jærnalder, og ved den ihærdige Ledelse af vort Oldsagmuseum forøgedes Antallet af Sager fra disse Tidsrum paa en overraskende Maade, saa at Samlingen i lang Tid hævdede sin Betydning og Anseelse som enestaaende i Verden. Interessen for Middelalderens Sager var vel ingenlunde ringe, men Studiet af dem var i mindre Grad fremmet, dels fordi Gjenstande fra dette Tidsrum vare kostbarere og ikke saa let overkommelige, dels fordi de for det meste laa skjulte og upaaagtede i Kirker og paa gamle Borge. De enkelte Stykker, som vare indlemmede i Museet, f. Ex. Relikviegjemmer, Kalke, Monstranser, Daabsfade og andet Kirkeinventar, betragtedes vel med Opmærksomhed, men man var endnu for andre Deles Vedkommende noget ukjendt og vaklende ved Bestemmelsen af deres Alder, Værd og undertiden ogsaa i Tvivl om deres Betydning. De faa Undersøgelser, der tilfældigt vare foretagne af middelalderlige Grave i den første Halvdel af Aarhundredet, havde ikke givet synderligt Udbytte eller bragt videre Oplysning. Dette havde for en Del sin Grund i, at de kristne Gravskikke i en længere Tid af Middelalderen førte det med sig, at Ligene — af religiøse Grunde — nedlagdes i et saa tarveligt Udstyr som muligt, uden Smykker, Vaaben eller Gjenstande, som brugtes i det daglige Liv. Det, man i Almindelighed fandt i saadanne Grave, var kun Skeletter eller Dele af dem, der ofte bar Spor af, at den afdøde kun havde været indhyllet i en simpel Lærreds-Ligskjorte; de eneste Gjenstande, der desuden undertiden fandtes, vare smaa Kors, »Pater-noster-Kjæder« og smaa Blyplader med Navn eller Indskrifter. Kun i nogle fornemmes Grave, navnlig gejstliges, fandtes rigere Klædninger og enkelte kirkelige Gjenstande, som Kalke, Ringe, Bispe- eller Abbed-stave m. m.^[4]). Middelalderens Grave frembød saaledes kun lidet imod, hvad der var samlet fra Oldtidens, hvorfra der stadig kom mere og mere og end yderligere maatte ventes et rigt Udbytte.
Men i de første Aar af Halvtredserne skete nogle Fund, der vakte en levende Interesse og aabnede Blikket mere for den middelalderlige Kulturtilstand i Danmark og tillige gav os en bedre Forstaaelse af denne. Det traf sig nemlig tilfældigt, at en Del gamle, mærkelige Kalkmalerier fra omtrent Aar 1100 til 1200 opdagedes under Hvidtelagene paa Væggene i nogle af vore Landsbykirker. De første fandtes i Skibby Kirke 1855, og kort efter de i Sæby, Hagested og Hjørlunde Kirker, alle i det nordlige Sjælland.
Tidligere havde man kun truffet paa enkelte raat malede Billeder fra 15de—16de Aarh., f. Ex. i Roskilde Domkirke, hvor der 1829 fandtes en Figur, som længe mentes at være et Billede af Kong Kristian den første, men som senere viste sig at være St. Kristoffer; det ses heraf, hvor lidet man endnu forstod sig paa at forklare den Art Fund. Disse nyfundne Malerier vare derimod af en helt anden Art og oplyste os om, at der her i Landet i tolvte Aarhundrede havde været en tidlig Kunstudvikling, som hidtil havde været os fuldkommen ukjendt, og hvorfra — bogstavelig talt — Dækket nu var fjærnet.
Medens Oldtidens mangeartede Fund havde oplyst os om meget, der var os fremmed i Livsvilkaarene hos Danmarks tidligere Beboere, gav disse ældgamle Malerier os et lignende Indblik i og et klarere Begreb om de middelalderlige Forhold her i Landet, ikke alene ved den Kunstsans, de bære Præg af, men ogsaa ved, at de give os en fyldigere Forstaaelse af det sjælelige Liv og den religiøse Aand, der havde rørt sig hos den Tids Folk, som levede her i de første Aarhundreder efter Kristendommens Indførelse. Dertil gav de os mange Oplysninger om Datidens Forhold, om Klædedragt, Redskaber, Vaaben m. m. Der var noget overraskende ved, at der i disse gamle, smaa Landsbykirker, gjemt under hundredaarige Hvidtelag, skulde findes noget saa mærkeligt og værdifuldt, og det var derfor med Grund, at Opmærksomheden vaktes, og at Forskerne med Iver greb dette ny Felt at arbejde paa, som tidligere savnedes.
Men forinden vi give en nærmere Beskrivelse af disse gamle Kalkmalerier, vil det være nødvendigt at faa en kort Redegjørelse for Kirkebygningsforholdene her i Landet i den første kristne Tid.
Den gamle Historieskriver, Sachseren Adam af Bremen, som opholdt sig en Tid i Danmark hos Kong Svend Estridsøn († 1076), fortæller, at der alt den Gang var en stor Mængde Kirker her; han nævner saaledes, at Antallet i Sjælland og Skaane alene udgjorde o. 450. Om vi end ikke tør sige, at de alle, saa er der næppe Tvivl om, at sikkert største Delen af dem vare byggede af Træ, et Materiale, som man fra Hedenskabets Tid var vant til at bruge til Bygninger, større Gudehuse o. 1. Det er saaledes bekjendt, at der i Æbelholt ved Arresø var en Trækirke, da Klosterkirken opførtes af Sten i Aaret 1210. I Aarhus byggedes en Trækirke endnu ved Aar 1202, der først nedbrødes 1548; i denne blev Liget af den hellige Niels af Aarhus, død 1180 (en Søn af Kong Knud Magnussøn), begravet, hvilket muligt skete ved hans Kanonisation (Optagelse blandt Helgenerne) 1260. St. Albans Kirke i Odense, hvor Knud den hellige blev dræbt 1086, var ligeledes en Trækirke, og flere Fund af Bygningsrester af Træ, som man i den senere Tid er truffet paa, vise, at Trækirkerne have været spredte over hele Landet. Deres Bygningsform kjende vi ikke, og Udstyrelsen af det Indre lige saa lidt; men man har Formodning om, at de i Lighed med de gamle hedenske Gudehuse have været prydede med udskaarne Figurer og Prydelser paa Søjler og i Friser.
Væggene have vistnok staaet med de glatte Plankeflader eller undertiden været behængte med vævede og udsyede Tæpper, som man f. Ex. fandt Rester af i Gorms og Thyres Gravkammer i Jellingehøjene og i Mammengraven ved Viborg. Beskrivelsen i Laxdæla Saga af Olaf Paa's Bolig, ligesom Adam af Bremens Omtale af Upsala-Gudehuset, giver os en Forestilling om den indre Udstyrelse, som sikkert er bleven efterlignet i de første Kirker. At Farver og Maling have været anvendte, er troligt nok; vi have et lille Exempel derpaa i de udskaarne Træstykker fra Jellinge-Gravkammeret og et Stykke af en Planke fra Hørning Kirke ved Randers^[5]); men det maa betvivles, at der i den Tid, da Trækirkerne byggedes, kjendtes noget til det egentlige kunstneriske Maleri. Først da de større Stenkirker opførtes og prydedes med Søjleportaler og kristelige Skulpturbilleder samt rigt smykkede Vinduesomfatninger m. m., ligger det nær at antage, at det med den mere fuldkomne Bygningskunst beslægtede Maleri omtrent samtidigt er kommet her til Landet. Des værre er der hverken i Sagaerne — som dog ofte omtale Kirker og Kirkebygning — eller hos Saxo nævnt noget om malede Billeder. Tidligst er det berørt i et gammelt Haandskrift fra Roskilde-Bispen Arnolds Tid (1088—1124). hvori anføres, at Malerierne i Roskildekloster fornyedes. Hvad det var for et Kloster, vides ikke; men der er med Grund udtalt Formodning om, at det er det samme som St. Lucii Kirke, der opførtes af hans Forgænger Sven Norbagge. Denne Kirke var bygget af tilhugne Kvadre (Fraadsten?) og saaledes af en helt anden Karakter end Træbygningerne. Dens arkitektoniske Anordning og hele Stil har sikkert været hentet fra Udlandet, hvor Bisp Sven oftere færdedes og til sidst døde; de i Haandskriftet omtalte Malinger ere ikke nærmere beskrevne, men have sikkert været af en anden Art end dem, vi formene fandtes i Trækirkerne. Da vi saaledes ikke ere i Stand til at paavise noget, der her i Landet henpeger paa et tidligere Udviklingstrin for det kunstneriske Kalkmaleri, maa vi anse det for givet, at dets Anvendelse først træder frem her ved det Tidspunkt, da Kristendommen har fæstnet sig, og den fremmede Bygningsmaade er ført her ind.
I de større Byer, hvor de højere gejstlige havde Sæde, f. Ex. i Ribe, Roskilde og Lund, blev der alt i Slutningen af ellevte Aarhundrede paabegyndt anselige Kirkebygninger af Sten; da de for det meste stod under Bygning i en Række af Aar, blev der samtidig rundt om dem paa Landet rejst mange mindre Kirker, som efterhaanden traadte i Stedet for Trækirkerne. Dette medførte store Forandringer paa Byggeomraadet; de nye Former og det nye Materiale fordrede erfarne og øvede Arbejdere; og da vi manglede saadanne her, var det en Selvfølge, at man hentede dem fra Udlandet, hvor en stor Del Domkirker og Klosterbygninger alt længe havde staaet fuldt færdige. Kristne Lærere og Klosterbrødre havde man allerede tidligere indkaldt fra fremmede Lande; iblandt dem vare mange betydelige Mænd, som støttede og lagde fast Grund for den ny Lære, og ved deres Indflydelse og Bistand voxede stadigt Kirkernes Antal rundt om i Landet. Lægbrødre og dygtige Haandværkere, der havde modtaget deres Uddannelse i de fremmede Klostres Læreanstalter, fulgte efterhaanden efter dem, og deriblandt sikkert ogsaa Malere, der bragte en mere udviklet Billedkunst hertil. Der blev nemlig megen Brug for disse Kunstnere, eftersom Stenkirkernes Antal voxede; disses store, indre Vægflader, som kun afbrødes af meget faa, smaa, højt oppe siddende Vinduer, maatte ved deres Tomhed gjøre et fattigt Indtryk paa Øjet. Det laa da nær at følge den Skik, som kjendtes fra Udlandet: at pryde Kirkernes Vægge med malede Billeder, der vare langt lettere overkommelige end de kostbare Tæpper, som det fordrede lang Tid og mange Hænders Gjerning at udarbejde.

Indledningsornament fra side 5
Slutningsornament fra side 12

Fra hvilket Land kom vore første Kirkemalere?

Naar man ser de ældste af vore Kirkemalerier, forbavses man over den rene Stil, den dybe religiøse Aand og den fuldt udviklede Behandlingsmaade, de ere prægede af; dertil røbe de et Kjendskab til Farvesammenstilling, som kun fuldt udlærte Malere kunde sidde inde med. Det Spørgsmaal trænger sig derfor uvilkaarligt frem: Hvorfra ere disse Folk komne? Det er ikke muligt med nogen Sikkerhed at svare paa det. I flere af de sjællandske Malerier og nogle af de jydske — især paa Jellinge Kirkes Korvæg og i Spentrup Kirke ved Randers — er der en ren byzantinsk Karakter (se f. Ex. ovenstaaende Kristushoved fra Jellinge), og der er i Ansigternes Farvenuancer ligesom en Bestræbelse for at efterligne de sydlandske Mosaikbilleder, saa at Tanken uvilkaarlig føres hen paa, om ikke de Forbindelser, der vare tilstede imellem danske og normanniske Slægter i det sydlige Evropa, i Italien og Byzants (Konstantinopel), have haft nogen Betydning og Indflydelse hos os i denne kunstneriske Retning. Men hertil maa bemærkes, at den ejendommelige byzantinske Karakter i kirkeligt Maleri findes i mere eller mindre Grad i alle tidlige middelalderlige Kirkebilleder over hele Syd- og Mellemevropa, saa vi behøve ikke at antage, at nogen Indvandring af Malere er sket umiddelbart til os fra saa fjærnt liggende Steder.
I Frankrig havde der alt i niende og tiende Aarhundrede udviklet sig en stor Kunstkultur, hvis Virkninger traadte frem i en rig Udsmykning med Skulptur og Maleri i Kirker og Klostre. Som bekjendt kom vi i 12te Aarhundrede i nær Berøring med Frankrig, da Medlemmer af franske Munkeordner sendtes hertil. At disse Ordensbrødre medbragte Sans for at udstyre Kirkerne med Billeder, kan ikke betvivles, og i nogle af vore Malerier er det kjendeligt, at franske Forbilleder have været benyttede. Men en vedvarende Paavirkning kan ikke paapeges; muligt er dette begrundet i, at der i Frankrig i Midten af det 12te Aarhundrede er noget, der ligesom hæmmer og bindrer Kirkemaleriet der, vistnok fremkaldt ved den hellige Bernhards († 1153) og Cistersienserordenens Modstand og strænge Forbud mod Anvendelse af Billedkunst i Kirkerne. Ogsaa indvirkede det en Del, at den romanske Stil i de franske Kirker i Løbet af Aarhundredet mere og mere fortrængtes af den gothiske Spidsbuestil, hvor der kun delvis levnedes Plads til større Malerier, da de fra Gulv til Loft eller Hvælving rækkende Søjler og Pilastre brød Væggenes Flader og afdelte dem i mindre Rum, hvilket ikke var Tilfældet ved de romanske Basilikaers store, fortløbende Vægflader.
England, som alt i ellevte Aarhundrede sendte Klosterbrødre til Danmark, havde ved den Tid endnu ikke nogen udpræget Kunst i Retning af Kalkmaleriet, skjønt det siges, at man alt under Kong Alfred († 901) havde begyndt at pryde Kirkerne med Malerier. Men Kunsten der har sikkert været en Aflægger af den rige keltiske eller irske Kunst, som endnu holdt sig og gjorde sig gjældende særlig i Ornamentiken længe efter, at den normanniske Indvandring havde ført Fastlandets Malemaade til England. Denne har synlig indvirket paa den engelske Kunst, hvor det ejendommelig engelske kun er fremtrædende i den nævnte keltiske Ornamentik, som vi ikke finde Spor af i vore ældste Billeder. Ganske uden Paavirkning ere vi dog heller ikke fra England; men det er først i Billeder fra omtrent Aar 1400. Man træffer nemlig i enkelte af dets Kirker^[6]) en rødbrun Baggrund om Figurerne, hvor der hos os og andre Steder almindeligvis er en klar blaa Ultramarinfarve; en saadan rødbrun Baggrund fandtes ogsaa paa et Par — nu tabte — Malerier hos os, det ene i Aarhus Domkirke og det andet i Saxkjøbing Kirke. Anden Lighed med de engelske Billeder kan ikke sikkert paavises.
I de til Frankrig grænsende tyske Lande bøjede man sig mindre for St. Bernhards og Cistersiensernes strænge Love; kun i de würtembergske Landskaber synes man at have været modtagelig for Ordenens Byggeregler, dog mest i Retning af Bygningsstilen i Kirkerne. I det øvrige Tyskland holdt den romanske Bygningsmaade sig noget længere; først efter at der havde udviklet sig en fri Overgangsform i Stilen, afløstes den af Gothiken.
I sidste Halvdel af 11te og i Begyndelsen af 12te Aarhundrede, — hvilket ikke var meget tidligere end i Danmark^[7]) — rejste der sig overalt i Tyskland anselige Domkirker og mange mindre Kirker. I flere af dem er der fundet større Partier af de oprindelige Vægmalerier, som have en paafaldende Lighed med vore, navnlig i de ornamentale Baand og Bordter, og i Figurfremstillingerne træffer man de samme Æmner temmelig ens behandlede. Det nære Naboskab; Sprogslægtskabet og mange forskjellige Interesser knyttede os stærkt til Tyskerne. Næsten ved hvert af deres større Klostre var indrettet Læreanstalter for Lærlinge i forskjellige Kunstretninger, saaledes i Regensburg, Fulda, Reichenau, Paderborn o. a. St.; der er saaledes meget, der taler for, at det er fra Tyskland, at de fleste af vore ældste Kirkemalere ere hentede. Henved hundrede Aar før os havde Tyskerne benyttet Malerkunsten ved Kirkernes indre Udsmykning, ja selv verdslige Herrer satte Pris paa at udstyre deres Borge med Vægmalerier; fra Grækenland og Italien hentede de mange af deres ypperste Malere. Man nævner saaledes en Italiener Johannes, som Biskop Balderich indkaldte o. 1080 for at male Koret i St. Jakobskirken i Lüttich. Kejser Otto d. 2den (973—83) indkaldte en Græker Theophanos fra Byzants, og Ærkebiskop Adalbert af Bremen († 1072) havde en Italiener Transmandus i sin Tjeneste, og mange flere omtales. Disse fremmede Malere havde ogsaa det Hverv at pryde de mange religiøse Haandskrifter med malede Billeder, saaledes anføres dette om den ovennævnte Theophanos; men disse Haandskrifter med bibelske Tegninger vare netop et vigtigt Hjælpemiddel for Kirkemalerarbejdet Man vil let lægge Mærke til, at mange Fremstillinger, f. Ex. Kristus som Himmeldrot, Daaben i Jordans Flod, de tre Vises Tilbeden, Kristus for Dommeren o. s, v., i flere af vore Kalkmalerier ligne hverandre indbyrdes, og disse atter Billeder i udenlandske Kirker. Dette kan ikke alene være begrundet i Meddelelser, som ere gaaede fra Maler til Maler, men maa forklares ved Tilstedeværelsen af Forbilleder, som for Kunstneren fandtes let tilgængelige i de rigt malede Haandskrifter, der i mangfoldige Afskrifter vare spredte over hele den kristne Verden. Et Par af vore ældste Kalkmalerier synes at tyde paa Benyttelsen af et saadant Haandskrift, der i en Gjengivelse maa have været tilstede her i Landet. I St. Peters Stift i Salzburg er der nemlig bevaret et mærkeligt Haandskrift, en Messebog, der menes at være udført ved Aar 1170, nogle antage endnu tidligere. I denne Bog findes over 300 malede Billeder og deriblandt ét, som forestiller Ecclesia og Synagoga (den kristelige Kirke og Jødedommen) staaende ved den korsfæstede Kristus (Fig. 1); til højre ses Ecclesia i pragtfuld, byzantinsk Dragt, med Krone paa Hovedet og i de opløftede Hænder en Kalk, hvori den Korsfæstedes Blod optages. Til venstre staar Synagoga med tilhyllet Ansigt, der hentyder til, at Blikket ikke var opladt for den rene Tro og et Aag i Haanden, der ogsaa har en sindbilledlig Betydning. I Spentrup Kirke ved Randers er der et Kalkmaleri, der ligner hint Billede i en paafaldende Grad; den smalle Plads i Korbuens Underflade, hvor Billedet er malet, har ikke tilladt at fremstille Korset med Kristus; men i Stedet derfor er malet agnus dei d. e. Guds Lam, der meget tidlig blev brugt som Betegnelse for den Korsfæstede og ogsaa ofte træffes i Danmark (se Figuren S. 12). I Maleriet i Spentrup (Fig.2) staar Synagoga i samme Stilling som i Salzburg-Haandskriftet med et Klæde for Øjnene; men i Stedet for Aaget holder hun et Spyd i Hænderne, som hun støder ind i Lammets Bryst. Ecclesia staar iført omtrent samme Dragt, som Haandskriftets Figur bærer, og i samme Stilling opløfter hun Kalken for at modtage det udstrømmende Blod. I Haandskriftet er der et andet Billede, som vel ikke i sin Helhed ligner et Kalkmaleri i Bindslev Kirke ved Hjørring, men som i Kompositionen er det meget ligt. De forestille begge Maria med Jesusbarnet paa Skjødet. Figurerne have i Stilling og Klædedragt meget til fælles; nogen Frihed i Anordningen er vel sket, idet Englene ved hver Side af Gruppen i Haandskriftet ere i Kalkmaleriet anbragte for oven; men begge Billeder ere ens omfattede af en kvadratisk, ornamenteret Ramme.
Der er ikke Tvivl om, at de mange Evangelie-, Bønne-og Messebøger med malede Billeder, som fandtes ved ethvert gejstligt Stift, have været til stor Nytte for Malerne ved Udførelsen af Kirkemalerierne; og de vare godt kjendte med disse Billeder, da — som forhen sagt — mange selv udøvede den Kunst at udstyre saadanne Skrifter eller at eftertegne andre. Malerne vidste, uagtet man maa formode, at de vare fremmede, ogsaa at gjøre det rette Valg af de bibelske Æmner, og de fremstillede kun saadanne, der forstodes af den stedlige Menighed og passede til dens rene og simple Opfattelse af Kristendommen. Det viser sig tydeligt i, at Kunstneren ikke lader sig paavirke af den Helgendyrkelse, der alt begyndte at ytre sig i de sydligere Landes Kirkebilleder og Haandskrifter fra det 11te og 12te Aarhundrede; man ser dette i det omtalte salzburgske og andre Haandskrifter fra den Tid, hvor der findes mange Billeder af Helgenlegender, som lige saa vel kunde være valgte til Forbilleder af de Malere, der udstyrede vore Kirker. Hvorfra vi end have hentet vore ældste Kirkemalere, vidne Billederne fuldt ud om, at de have været besjælede af en sand religiøs Aand og en ren kristelig Tro, idet de vragede at fremstille noget, der ikke endnu forstodes her, og som de maaske ikke selv agtede eller troede paa.
Som ovenfor anført kunne vi ikke med fuld Sikkerhed sige, hvorfra vore første Malere ere komne; men det er os bekjendt, hvor vi kunne søge de tidligste Spor af det kristelige Maleri og tillige af den varige Maade at male paa, som man kan takke for, at saa mange af vore ældste Kalkmalerier endnu ere bevarede. I de underjordiske Begravelser (Katakomber) i Rom og andre sydlandske Byer findes kristelige Grave fra de første Aarhundreder af vor Tidsregning, hvor der paa Væggene er Malerier med religiøse Fremstillinger udførte paa forskjellige Maader, nogle i Mosaik, men de fleste og ældste malede „al fresco" —, det vil sige, en Maling med Vandfarve paa den friske, vaade Kalkpuds, hvis Mørtel var tilberedt og blandet efter visse Regler, og som efter at være lagt paa Murfladen glittedes med blanke Staalredskaber, indtil Pudsen havde faaet en glansfuld Overflade. Denne glatte Overflade maatte under Malingen omhyggelig værnes mod Paavirkning af den atmosfæriske Luft ved stadig at holdes fugtig; thi ellers lagde der sig en fin Hinde (Cruste) over den glittede Flade, som hindrede Farvens Indtrængen i Kalken. Til Malingen maatte alene bruges de saakaldte Jordfarver, som ikke angribes eller bortætses af Kalken. Denne Frescomaling har der været særlig god Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med ved Malerierne i de i nyere Tid udgravne Ruiner af Pompeji fra det første Aarhundrede efter Kristus. Mærkeligt nok er det netop denne samme Malemaade, der er anvendt i vore ældste Vægmalerier i Kirkerne, som omtrent ere tusende Aar yngre, og lige saa mærkeligt er det, at den tekniske Behandling synes at have været den samme; thi man finder her en lige saa glat og velbehandlet Pudsflade som paa de pompejanske Vægge. En lille Afvigelse er der dog; paa de sidstnævnte er Pudsen noget tykkere og kan træffes i indtil fem Lag af grovere og finere Blanding ud mod det yderste, glittede Lag. Frescopudsen i vore ældste Billeder er kun fundet i to Lag, et grovere, lagt umiddelbart paa Stenmuren, og over det et tyndt Lag af en finere sammenblandet Mørtel, der ikke staar tilbage for den pompejanske i Hvidhed og er lige saa glat behandlet. Paa Korvæggen i Jellinge fandtes endog kun ét Lag af omtr. 1/3 Tommes Tykkelse, som var udbredt paa selve Fraadstenen, hvis porøse og ujævne Overflade særlig egner sig til at binde Kalken. Man kan anføre som Grund til denne Forskjellighed i Behandlingen, at Sydens varme Klima maatte gjøre et tykkere Underlag fornødent for at kunne holde det yderste Lag længere fugtigt, medens Malingen udførtes, hvorimod færre Underlag vare tilstrækkelige i vort kolde og fugtige Klima. Men denne Forskjel maa her hellere tilskrives en Simplificering i Tekniken i Løbet af de tusende Aar, hvor andre Maader til at fremstille Billeder paa Væggene havde gjort sig gjældende — navnlig Mosaiken, der fra 3dje og 4de Aarhundrede var stærkt benyttet i de sydlige Lande; dog fortrængte de ikke ganske Frescomalingen, som i sin Behandlingsmaade var langt mere anvendelig, hvor det gjaldt at gjengive Enkeltheder i Former og Linier.

Indledningsornament fra side 13
Fig. 1.
Fig. 2.
Slutningsornament fra side 21

Fig. 1. Den kristne Kirke og Jødedommen.
Haandskrift fra Salzburg.
Fig. 2. Den kristne Kirke og Jødedommen.
Spentrup.

Den ældre Middelalders Stil (Aar 1100—1300).

Da en fremmed Indflydelse og Paavirkning, saaledes som der her i Korthed er forklaret, i alle Retninger har gjort sig gjældende, er det ikke saa underligt, at den ældre Del af vore Kalkmalerier i saa meget ere overensstemmende med Udlandets eller i hvert Fald kun meget lidt afvigende fra dem. Den fremmede, byzantinske Stil i Figurerne, de alvorlige Ansigter, Draperierne, Ornamenternes omhyggelige Tegning, de rene og fine Linier i Bygninger, Søjler, Kapitæler og Buer gjenfinde vi i vore Malerier. Mest træder Ligheden frem i de mange Fremstillinger af Kristus, der som Himlens Herre sidder paa den mangefarvede Himmelbue. I Enkelthederne ses ogsaa Ligheden ; saaledes er der i St. Apollinare nuovo i Ravenna et af de ældste Billeder af denne Art (Fig. 3), hvor Ansigtsudtrykket og Formen i Kristushovedet fører Tanken hen til flere af vore danske Kristusbilleder, der synes at have taget hint og lignende til Forbilleder. Samme Kirke bar paa nordre Væg et Mosaikbillede (Fig. 4) af de tre Vise, der frembære deres Gaver for Maria og Jesusbarnet; man ser dem komme i en fremadilende Gang, der mulig skal antyde deres higende Længsel efter at naa deres Maal: at tilbede og bringe deres Offer. Den samme ilende Bevægelse i Figurerne ses i Basrelieffer paa de ældste romerske Sarkofager fra 4de—5te Aarhundrede. Hos os gjenfindes den i Kalkmaterierne paa Væggene i Fjenneslev (Fig. 5) og Slaglille Kirker. En anden Overensstemmelse med de fremmede Billeder viser sig deri, at de Vise nærme sig fra den venstre Side af Mariagruppen, som, paa meget faa Undtagelser nær, ogsaa almindeligt er vist paa de oldkristelige Basrelieffer. I Ravennamosaiken holder den forreste Mager sin Kappeflig imellem Hænderne og Gaven, for ikke umiddelbart at røre ved den, idet han overgiver den til Barnet; det samme ses paa et Vægmaleri fra ellevte Aarhundrede i Lambachs Stiftskirke i Ungarn (Fig. 6). Dette Tegn paa Ærbødighed er ikke nøje vist i de to nævnte danske Malerier, men det træffes paa andre Fremstillinger her, navnlig paa Korbuen i Estvad og paa en Dørsten (Tympanon) i Aalum Kirke (Fig. 7). I den senere Middelalders Billeder hos os er dette Ærbødighedstegn endnu beholdt; thi man ser ofte i Malerier og udskaarne Billeder den hellige Læst blive frembaaren paa denne Maade.
Det betydningsfuldeste Billede; Kristus i sin Herlighed som Himmeldrot — findes altid malet paa den østlige Væg i Koret eller paa Hvælvingen af den med dette forbundne, halvrunde Tilbygning (Absis), saaledes i Hagested Kirke (Fig. 8). Man ser Herren siddende paa en Art Throne eller paa Himmelbuen omgivet af en mandelformet Nimbus. I venstre Haand holder han Evangeliet, Livets Bog, og den højre opløfter han til Velsignelse. Med en gribende, ophøjet Ro i Stilling og Aasyn er han fremstillet som den himmelske, altvelsignende Guddom. I Hjørnerne uden for Nimbusen ses de fire Evangelistsymboler: Ørnen, Løven, Oxen og Englen, og ved Siderne staa Maria, Johannes og Ærkeengle i bedende Stillinger. Endelig ere disse Fremstillinger i Almindelighed omrammede med prægtige farverige Ornamenter.
Korets Sidevægge ere som oftest afdelte i tre Bælter paa langs af Muren, hvoraf det mellemste gjærne har noget over den dobbelte Bredde af det underste og øverste (A. B. C. i Fig. 9). I det brede, mellemste Bælte er malet bibelske Fremstillinger, og i de to smallere — der danne en Art Friser over og under det mellemste — er der malet smukt tegnede Alagrecque-Snoninger og romanske Ornamenter. Korbuen, der spænder over Opgangen fra Kirken til Koret, har i Almindelighed i Toppen en Cirkel med agnus dei (»Guds-Lammet«) og nedad Siderne Figurer af Evangelister eller Apostle (Fig. 10).
Skibets Vægge ere afdelte paa samme Maade som Korets, med Figurfremstillinger i det brede, midterste Bælte og farverige Ornamenter i de to andre.
Foruden den tekniske Dygtighed i Udførelsen skille Malerierne fra denne ældre Periode sig bestemt fra de følgende Tiders ved den ædle Simpelhed og Alvor i Figurernes Stillinger og Aasyn og ved de overalt med fin Sans sammenstillede Farver. Alt vidner om en fuldt udviklet Kunst, der tillige har været beaandet af en inderlig og ren Opfattelse af den kristne Tro. Med en egen Ærbødighed se vi paa disse Billeder nu; hvor meget mere maa de ikke have virket betagende paa vore tidlige Kristnes uvante Øjne, da Malerierne vare nye og stod i al deres friske Farvepragt og paa en let fattelig Maade fortalte Beskueren Hovedtrækkene af den kristelige Lære!
Ved en nærmere Betragtning af de ældre Malerier træde flere Ejendommeligheder frem, der ere bestemt kjendetegnende for dem; saaledes vil man mærke en paafaldende Tilbageholdenhed i Valget af Figurerne i Fremstillingerne. Maleren indskrænker sig til kun at gjengive de allervigtigste Personer: Kristus, Maria, Johannes, de tre Vise; kun en Gang imellem træffes Maria og Elisabeth, Johannes Døberen, Evangelisterne og andre, som Kristus og Maria komme i Berøring med ved enkelte Lejligheder, som ved Besøget hos Familien i Bethanien og ved Lazarus's Opvækkelse. Billeder af disse Optrin findes i Hjørlunde Kirke i Sjælland og Lyngby Kirke i Jylland. Maleriet i Lyngby (Fig. 11) med den i ægyptisk Mumieklædning omhyllede Lazarus minder paafaldende om et Billede i Capella dell'Arena i Padua af den italienske Maler Giotto (f. 1266, † 1337), hvor Lazarus ogsaa træder frem af Graven som Mumie. Muligvis er Giottos Billede atter en Efterligning af Fremstillingen paa en Sarkofag fra Katakomberne (nu i Lateranmuseet i Rom), hvor han ligeledes er iført Mumieklædning. En figurlig Fremstilling af Gud-Fader har man endnu ikke dristet sig til at give; dennes Legemliggørelse synes at have ligget for ophøjet for Malerens Tanke; først længere hen i Middelalderen træder Gud-Faders Figur frem i vore Kalkmalerier, og da som oftest med Kristi Korsglorie eller en Pavekrone paa Hovedet. Betegnes Gud-Faders Tilstedeværelse i Billederne, er det i Almindelighed paa en egen tilbageholden Maade ved en fra en Sky fremstrakt velsignende Haand (se Fig. 13). Martyrer og Helgener synes Kunstneren enten fremmed for, eller han finder dem ikke værdige nok til at stilles ved Siden af Frelseren og hans nærmeste. Men ved disse Begrænsninger blive Billederne — hvor tiltalende de end ellers ere — ofte noget ensformige; i forskjellige Kirker ser man saaledes atter og atter det samme gjentaget uden væsentlige Forandringer; i en Gruppe Kirker i det nordlige Sjælland ere Malerierne i hver for sig saa ens, at man skulde tro, at den samme Maler har udført dem, hvilket for øvrigt vel ogsaa tør formodes. Dette falder f. Ex. let i Øjnene, naar man sammenholder de ornamentale Bordter i Slaglille og Fjenneslev Kirker (se Fig. 10 for neden og Fig. 12). Det før omtalte Hovedbillede med Kristus som Himmeldrot findes o. 20 Gange gjentaget her i Landet uden særlige Forandringer med Undtagelse af nogen Forskjel i de prægtige ornamentale Omgivelser. De gamle Malere synes dog selv at have haft Blik for det ensformige i Fremstillingerne og følt Trang til at bringe nogen Afvexling ind i dem. Man ser dette nogle Steder, hvor der indføres Personer i Billederne, der ikke høre til de udvalgte Helliges Kreds, Det er Mænd og Kvinder, som maa antages at have givet Gods og Gaver til Kirkernes Grundlæggelse eller ladet opføre saadanne og lignende Bygninger med religiøst Øjemed, og derved ydet Hjælp til den kristelige Læres Fremme. I flere danske Kirker er der fundet Billeder af denne Art, hvor en Mand eller Kvinde frembærer en lille Kirkemodel til Guds Velsignelse; Gud-Fader Figuren er ikke synlig, men hans velsignende højre Haand kommer frem fra Himlen. Det mærkeligste af disse Billeder, er det, der findes i Fjenneslev Kirke (Fig. 13), med de to Figurer, som antages al skulle forestille Asger Rig og Fru Inge, Esbern Snares og Absalons Forældre, som efter Sagnet lod Fjenneslev Kirke bygge. Fortællingen om, hvorledes Tvillingsønnernes Fødsel gav Anledning til, at Fru Inge under sin Husbonds Fraværelse i Leding lod sætte to Taarne paa Kirken, er vel kjendt fra Øhlenschlægers smukke Digt »De tvende Kirketaarne«, og hermed stemmer, at den lille Kirke, som Hr. Asger paa Billedet holder i sine Hænder, netop ogsaa er fremstillet med to ligedannede Taarne.
I Slaglille, Hagested og Førslev ere lignende Billeder, og paa Slesvig Domkirkes søndre Portal ser man en kronet Figur bære en lille Kirke frem til Velsignelse, som man har ment at skulle forestille Valdemar den store. Et andet Forsøg paa at bryde det ensformige er vist i enkelte jydske Kirker, hvor der i lange Friser under det egentlige Hovedbillede er malet Rytterkampe, navnlig i Aal, Hvejsel og Vellev Kirker; man har udtydet dem som Begivenheder i den bibelske Historie, f. Ex. Makkabæernes Kampe, men muligt er det, at de forestille en eller anden Kamp i vor egen Historie; en nærmere Forklaring af dem dog er endnu ikke lykkedes.
Et andet Særmærke for de ældre Malerier er, at der ikke træffes Billeder af Kristi Ungdomshistorie, som man i de efterfølgende Tidsrum finder saa ofte fremstillet. Kun et eneste Sted i de ældre Billeder ses Kristus som ung Mand staaende i en forklaret Skikkelse med opløftede Hænder. Det er i Billedrækken i Jellinge Kirke (Fig. 9, a), hvor Johannes forbereder de forsamlede Jøder paa hans Komme.
Af Korsfæstelsen er hidtil kun fundet et eneste blandt de gamle Malerier, nemlig i Hjørlunde Kirke. Det synes, som de ældre Malere have villet undgaa at fremstille Kristus som den menneskelig lidende. Naar Korsfæstelsen skulde betegnes, se vi meget ofte Billedet af det blødende Guds-Lam.
Ved Anvendelsen af Glorien om de hellige Personers Hoveder er der ogsaa vist visse Hensyn. Dette er tydeligst fremtrædende i Jellinge-Billedrækken; det spæde Jesusbarn og Elisabeth ere uden Glorier, den unge Kristusfigur ved Siden af Johannes har Glorien, men den er ikke betegnet med Korset (se Figuren S. 13); først da han modtager Daaben, i et Billede paa den østlige Væg i samme Kirke, ses han med Korset i Glorien.

Indledningsornament fra side 22
Fig. 3.
Fig. 4.
Fig. 5.

Fig. 3. Kristus hoved fra Ravenna.
Fig. 4. De tre Vise.
St. Apollinare nuovo i Ravenna.
Fig. 5. De tre Vise.
Fjenneslev Kirke.

Fig. 6.
Fig. 7.
Fig. 8.
Fig. 9.

Fig. 6. De tre Vise.
Lambach i Ungarn.
Fig. 7. De tre Vise.
Sten over Indgangsdøren til Aalum Kirke.
Til højre: Flugten til Ægypten.
Fig. 8. Kristus i det himmelske Højsæde.
Hagested Kirke.
Fig. 9. Inddeling af Korets nordlige Væg i Jellings Kirke.
I Midterfeltets malede Buer ses Marias og Elisabeths Møde og de 8 Vise, som bringe Gaver til Jesusbarnet. I a er Kristus fremstillet (se Figuren S. 13). i b Johannes, som udraaber hans Komme for Jøderne. Den punkterede Spidsbue antyder et senere tilbygget, men nu fjærnet Kapel, som havde gjennembrudt Væggen og forstyrret 4 af Buefrisens Felter.

Fig. 10.
Fig. 11.
Fig. 12.
Fig. 13.

Fig. 10. Maleri paa Underfladen af Korbuen, Slaglille.
I stedet for ”Guds-Lammet” er der her et Lykkehjul.
Fig. 11. Lazarus's Opvækkelse.
Lyngby, Aarhus Amt.
Fig. 12. Ornamental Bordt fra Fjenneslev Kirke.
Fig. 13. Billede fra Fjenneslev.

Slutningsornament fra side 32

Den yngre Middelalder og Reformationstiden (Aar 1300—1536).

De foran omtalte Kjendemærker, som særtegne den ældre Middelalders Kalkmalerier, blive færre og færre og høre ganske op hen mod Aar 1300; fra den Tid og særlig ind i det følgende Aarhundrede have vi i det hele kun et ringere Antal Billeder at fremvise, hvilket muligt maa tilskrives den lange Ufredstid, som da herskede i Landet, der ogsaa har indvirket paa de kirkelige Forhold. Først i den sidste Halvdel af det fjortende Aarhundrede mærkes det, at Interessen for Kirkerne atter er vakt, navnlig under Dronning Margrethe, der som bekjendt stod i et særlig godt Forhold til Gejstligheden. Det mærkelige Maleri i Næstveds St. Peterskirke — med hendes Fader og Moder, der knæle foran den treenige Gud, omgivet af den nye Periodes sammenslyngede Ornamenter — er et karakteristisk Arbejde fra den Tid (o. Aar 1375; Fig. 14), ligeledes et nu tabt Billede i Stubbekjøbing Kirke med 3 Rækker Figurer med Apostle, Engle og Serafer staaende under gothiske Buer. Den byzantinske Stil har man nu ganske forladt, kun sjældent ses et romansk Ornament, og den gothiske Stil er stærkt fremtrædende i de arkitektoniske Former (Fig. 15). Figurerne have ikke mere de overleverede Dragter fra den klassiske Oldtid, men bære Datidens Klædninger. Gud-Fader Figuren har man nu ingen Betænkelighed ved at fremstille; vi se ham saaledes i ovennævnte Billede i Næstved Kirken som en aldrende, langskjægget Mand med Korsglorien om Hovedet holdende den Korsfæstedes Billede foran sig. Overalt ser man, at der hersker en anden Aand og en anden Forstaaelse af det religiøse; Maleren frigjør sig for den tidligere, overleverede Stils noget stive Figurer og højtidelige Ansigtstræk; med den større Frihed i Valget af Æmnerne følger ogsaa en livligere Opfattelse af Handlingen i Billedet, i Figurernes Stillinger og i Grupperingen. Men det stemningsfulde, Skjønheden og den kunstneriske Beaanding, tillige med den inderlige religiøse Tro, der udtalte sig i de ældre Billeder, savnes nu. Farverigdommen er ogsaa langt ringere og Udførelsen mindre omhyggelig, ja, ofte endog raa og skjødesløs. Stærkest træder Forskjellen frem i Billederne med den himmelthronende Kristus, som den nyere Tid optog efter den gamle. Nu er han ikke mere fremstillet som den milde, velsignende Guds Søn, nu se vi ham paa den yderste Dag, med opløftede, blodige Hænder, som den dømmende og straffende Herre, fra hvis Hoved det blottede Sværd og Liliestænglen udgaar, som et Tegn paa Straffen og Naaden, der udtales over Menneskene (Fig. 16). En enkelt Gang ser man ham truende knytte Haanden mod de fordømte. Ved hans højre Side knæler Maria fremvisende sit blottede højre Bryst, hvilket hentyder til Luc. 11 Kap. 37 V.: »Saligt er det Liv, som bar Dig, og det Bryst, Du diede«; til venstre knæler Johannes Apostel, som Malerne nogle Steder forvexle med Døberen, idet de afbilde ham bærende Dyrehuden, der er dennes Særmærke. Under denne Gruppe ses til den ene Side de udvalgte Sjæle fremstige af Gravene og af Engle føres ind i de himmelske Boliger, til den anden Side slæbes de fordømte af Djævle hen til det flammende Helvedssvælg. I dette Billede, der — ligesom Fremstillingerne af den himmelthronende Kristus i det ældre Tidsrum — optager Hovedpladsen i den østlige Del af Kirken, ser man ret, hvor den yngre Tids Malere nu have fri Raadighed over deres Fantasi og et ubegrænset Felt at bevæge sig paa. De himmelske Boliger have de fremstillet som prægtige Bygninger med Taarne, Søjlegange og Altaner, hvor Engle modtage de udvalgte blæsende paa Basuner, medens St. Peter staar ved Hovedindgangen med Nøglen i Haanden. Nogle Steder ser man Englene spille paa andre musikalske Instrumenter (Fig. 17). Med ikke ringere Fantasi er Helvede malet i disse Dommedags-Billeder; Kunstneren har skabt et helt Korps af uhyggelige Djævleskikkelser med Horn og Dyreben med skarpe Kløer, og paa Ryggen Dragevinger; man ser dem paa de mest utænkelige Mander pine de fordømte med grufulde Torturer og til sidst støde dem med lange Gafler ind i Flammegabet. Samtidig med disse Billeder begynde Helgenlegenderne at blive fremstillede; men først i sidste Halvdel af 15de og de første Tiaar af 16de Aarhundrede træffes de i større og større Antal. Malerens Opfindelsesevne fornægter sig heller ikke her. De hellige Mænds og Kvinders Martyrier søger han at gjengive i sine Billeder saa forstaaelige og gribende som muligt, undertiden endog paa en højst frastødende Maade, for at give Beskueren en tydelig Forestilling om, hvad disse Mennesker have maattet lide for Kristendommens Sag (se Fig. 22, St. Simeons Død).
I det 16de Aarhundrede — navnlig ved Slutningen — vare de fleste Landsbykirker blevne forsynede med Hvælvinger, hvorved der vandtes en rigelig Plads til Fremstillingen af de mange Helgenlegender og Helgener, som man netop nu følte Trang til at forherlige. Af Altertavlerne fra den Tid — hvoraf selv mindre Landsbykirker havde to—tre — erfare vi, hvilke Helgener Kirken var indviet til; disses Livshistorie maatte forklares i malede eller udskaarne Billeder, og hvad der ikke fandtes Plads til paa Altertavlen, blev malet paa Kirkens Vægge eller Hvælvinger. Da disse Helgenlegender danne et væsentligt Hovedæmne for den senere Middelalders Kalkmalerier, vil det være for vidtgaaende her at nævne dem alle; men nogle af de vigtigste og mest fremtrædende Helgener, der findes fremstillede i vore Kalkmalerier, fortjene at omtales, tillige med deres Legender i korte Træk.
Den Helgen, vi træffe tidligst og i størst Antal, er St. Laurentius; hele hans Færd betegner ham som den ædle Martyr, der er opfyldt af den sande kristelige Aand. Han viser et urokkeligt Mod ved at optræde som de fattige og forfulgte Kristnes Beskytter og Støtte mod den hedenske Kejser Valerians Forfølgelser. Da Kejserens Høvedsmand affordrede ham Kirkens Skat, hvilken han som Diakon havde at bevare, henviste han ham til de fattige og fromme, som Skatten var brugt til at bespise og hjælpe. Han blev fængslet og dømt til Døden o. Aar 257; med UforL færdethed og Taalmod gik han den pinefulde Død i Møde paa den glødende Rist, og den Maade, paa hvilken han saaledes efterfulgte Kristi Exempel, maa i høj Grad have grebet de troende; thi vi træffe ham ikke mindre end o. 20 Gange i de hidtil fundne danske Malerier, og deriblandt flere, hvor han ses at lide Døden, medens Guds Engel modtager hans Sjæl, Et sjælden smukt Billede af ham fandt Forf. 1890 i Bryndum Kirke ved Varde (Fig. 18); her staar han støttet til Risten, medens to hvidklædte Engle løfte den hvide Martyrkrone over hans Hoved. I samme Kirke er der et andet Billede af ham, hvor han ligger udstrakt paa Baalet, og Kejseren eller Høvedsmanden opmuntrer Bødlerne til med Pustere og Stænger at forstærke Ilden; over Baalet svæver en Engel med udbredte Arme for at modtage hans Sjæl. Efter Stilen i Billederne og de omgivende Ornamenter maa de være malede hen mod Aar 1400.
Et ikke mindre interessant Maleri af St Laurentiuslegenden findes i Draaby Kirke i Sjælland (Fig. 19); her ser man ham i Færd med at uddele Gaver til de fattige; noget derfra staar Kejseren og vinker ad ham, for at han skal komme og gjøre Regnskab for den betroede Skat. I Billedets Midte ses St. Hippolytus bunden til en Hest. Han var Biskop i Rom og led Martyrdøden o. 250. Ifølge hans Navn (Hippos, Hest) dømtes han til at ihjælslæbe af Heste. I et andet Billede i samme Kirke (Fig. 20) er St. Laurentius's Martyrdød afmalet; hans afsjælede Legeme ligger paa Baalet bundet til Risten; fra hans Mund udgaar en Seddel, hvorpaa der staar: „in man(us) tuas d(omi)ne (com)mendo sp(iritu)m. meu(m)" (i dine Hænder, Herre, befaler jeg min Aand). Kejseren, med tredobbelt Krone paa Hovedet, staar ved Siden af og støtter sig til et stort Slagsværd, og over Helgenen ser man Englen, der bortfører hans Sjæl. Disse Billeder i Draaby Kirke ere udførte senere end de i Bryndum, omtrent ved 1460-70; men de ere malede med megen Omhu og godt tegnede. Endnu længe efter Reformationen har man holdt St. Laurentius's Minde i Ære; thi i Auning Kirke ved Randers er et Maleri af ham (Fig. 21) med Risten i Haanden og iført en Dragt fra Frederik den 2dens Tid, o. 1562—65.
Af en anden Helgen, den ridderlige St. Georg (Jørgen), have vi et lige saa stort Antal Billeder. Legenden breder sig vidt Om hans kjække Daad ved uopfordret at træde frem som Forsvarer af en værgeløs Kvinde, en Prinsesse, der var udsat for en umættelig Drage, som kun vilde fodres med Menneskekjød. Med sin Lanse dræbte han Uhyret, og Kvinden reddedes, Paa Lansen bærer han ofte en hvid Fane med et rødt Kors, som Sagnet siger, at en Guds Engel havde bragt ham, da han alene overvandt en Skare Hedninger, og det blev troet, at hver den, der kæmpede under dette Kors, skulde have det evige Liv. Den dybere Tanke, der egentlig ligger til Grund for Legenden, nemlig at den underkuede Kristendom nu frigjordes, og at dens fuldt rustede Forsvarere dristig tør træde frem og bekæmpe den lede Hedendom, er selvfølgelig i den tidlige Tid ikke fortaaet af Folket, som kun i Helgenen ser den ridderlige og kjække Helt, der træder i Kamp for Uskyldigheden. Mange mærkelige Billeder af ham findes her hos os; et af de ældste ses paa en Korvæg i Aarhus Domkirke, hvor han med sin Lanse gjennemborer Dragen og befrier Prinsessen. Omkring Borgen, hvor hendes Forældre iagttage Kampen, ser man en Ringmur med en Række Kanoner, der, tillige med Karakteren for øvrigt i Billedet, vidne om, at det er malet ved Aarene 1430—40. I Ballerup er der ogsaa et smukt Billede af Helgenen, men fra noget senere Tid; ligeledes i Vallensbæk i Sjælland, men som nu er udslettet. Længe efter Reformationen malede man ham endnu, hans Anseelse var endnu ikke svækket. Saaledes var der i en Hvælving i Fausing Kirke et meget daarligt Maleri af ham, der var malet 1562— 65; det er nu overhvidtet. I Faxe Kirke er der ogsaa et sildigt Billede af St. Georgs Kamp med Dragen (Fig. 22), hvor man ved Siden af ser St. Simeons Martyrdød (han er ophængt ved Benene og bliver skaaret igjenmem med en Sav). En tredje Helgen træffes ogsaa hyppigt, nemlig den hellige Michael; han forvexles ofte med St. Georg, da han ogsaa fremstilles i Kamp med og dræbende den onde Aand. Men under Kampen er han ikke som St. Georg iført Rustning, derimod bærer han en lang, sid Kjortel, og som Vaaben har han kun en Korsstav. Han er én af de fire Ærkeengle og har ogsaa det Hverv at prøve Sjælenes Værd, før den endelige Dom sker. Vi se ham derfor undertiden i Kamp med Uhyret, men oftest staaende med en Vægtskaal i Haanden, i hvis ene Skaal der sidder én eller to Sjæle, medens flere Djævle ivrigt søge at nedtynge den modsatte Skaal ved at lægge tunge Vægte, Sandposer o. dsl., i den, eller, naar dette ikke strækker til, at klynge dem selv ved Skaalen (Fig. 23). Det ældste malede Billede af Helgenen afdækkede Forf. i Værum ved Randers, efter den gothiske Omfatning at dømme malet ved Aar 1300; det var meget beskadiget, men man saa Figuren temmelig tydeligt staaende paa den hæslige Drage, som han nedstøder med sin Korsstav. I Roskilde, Udby og Ballerup (Fig. 24) i Sjælland, og i Aarhus, Skive og Udbyneder m. m. i Jylland er der ogsaa interessante Billeder af ham, malede i 15de—16de Aarhundrede.
En fjerde Helgen findes lige saa ofte som de foregaaende, det er den stærke Kristoffer. Sagnet om denne Mand, og hvad der fortælles om hans Djærvhed, har levende grebet Krigeren og den menige Befolkning. Denne Kæmpe, der troede sig uovervindelig og mente at kunne underlægge sig alt ved sin Kraft og legemlige Styrke, havde foresat sig kun at ville tjene den mægtigste i Verden. Han tog derfor Tjeneste hos en mægtig og stor Konge; men da han under sit Ophold hos ham mærkede, at hans Herre nærede en stadig Frygt for Djævelen, blev han kjed af at tjene ham og opsøgte denne onde Fyrste. Dog heller ikke her varede det længe, før han lagde Mærke til, at Djævelen skjalv og ængstedes for at møde Kristus eller det hellige Kors, ja, han kunde ikke engang taale at høre disse Navne udtalt. Det var Kristoffer for stærkt, han forlod Tjenesten og drog ud i Verden for at finde hin ukjendte Herre, der var mægtig nok til at indgyde en saadan Frygt. Paa sin Vandring traf han en from Eneboer, som raadede ham til — for at behage hin mægtige Herre — at bruge sine Kræfter til at staa de hjælpeløse bi, og han henviste ham til en nærliggende Strøm, som standsede alle vejfarende. Kristoffer paatog sig her at bære disse over Vandet og kæmpede længe udholdende mod de stride Bølger og førte mangfoldige rejsende over Floden, Endelig kom Kristus selv i et lille Barns Skikkelse og forlangte at bringes over Strømmen; men da Barnet sad paa hans Skulder og Kæmpen var begyndt sin Vandring, syntes han, at han nedtyngedes saa stærkt, som om en langt sværere Vægt, end han nogensinde før havde baaret, var lagt paa hans Skuldre —: »Du er saa tung, som om hele Verden hvilede paa mig«, sagde han til Barnet; men dette svarede: »Du skal vide, at du bærer ikke alene hele Verden, men endog den, der skabte den«. Ved disse Ord trykkede Kristus ham ned under Vandet og gav ham saaledes den hellige Daab. Nu følte Kristoffer, at han endelig havde truffet sin Overmand, og efter dette ofrede han sig ganske til Kampen for den kristelige Læres Udbredelse og led til sidst Martyrdøden omtrent ved Aar 250. At Skippere valgte ham til deres Skytspatron, kan forstaas; men at Skattegravere ogsaa gjorde det, er mindre fatteligt — maaske fordi Helgenen endelig fandt det, han saa længe og møjsommeligt havde søgt. Man havde ogsaa den Tro, at naar nogen i farefuld Færd, navnlig Krigere, saá hans Billede tidligt om Morgenen, forskaanedes de for en brat Død.
Billederne af Helgenen vise ham for det meste som vandrende over Floden med Kristusbarnet paa Skulderen og støttende sig til et Træ med en bladrig Krone, hvilket sindbilledlig hentyder til den kristelige Læres Fremblomstring ved ham. Et sjælden godt Billede findes paa en Væg i st. Hans Kirke i Hjørring (Fig. 25), der tydeligt betegner, hvor stærkt han trykkedes af sin Byrde; et andet godt Billede af ham findes paa en Væg i et Kapel ved Viskinde Kirke, og mange Steder paa Øerne og i Jylland er der mere eller mindre gode Billeder af Helgenen.
Af vore hjemlige, nordiske Helgener: Knud Konge, Knud Hertug og St. Olaf — have vi ogsaa flere Billeder iblandt vore Kalkmalerier. Det er ikke uden Betydning, at der kun kan paavises tre—fire af den førstnævnte; thi det er bekjendt, at han kun var lidet yndet af det menige Folk, og at det derfor varede længe, inden hans Anerkjendelse som Helgen blev fastslaaet (Fig. 26). Af de to andre er der hidtil fundet otte Billeder af hver. Des værre er et af de mærkeligste Malerier af St. Olafs Legenden tilintetgjort; det fandtes i Vallensbæk Kirke i Sjælland og fjærnedes 1867 tillige med alle de andre Billeder, St. Georg m. fl., paa Forlangende af Kjøbenhavns Magistrat, som den Gang var Ejer af Kirketienden. Iblandt disse Billeder var der interessante og morsomme Fremstillinger; i en af dem (Fig. 27) saá man St. Olaf staaende i et Skib, i Færd med at bortmane en Del mandlige og kvindelige Djævleskikkelser, der søge at hindre Skibets Fart, og om Bord paa dette saá man nogle af Skibsfolkene lide haardt af Søsyge under den stærke Søgang, som de onde Aander have rejst.
Af Knud Hertugs Legenden have vi flere lige saa mærkelige Billeder, som alle, paa enkelte nær, ere bevarede. Særligt maa nævnes Maleriet i Vigersted Kirke i Sjælland (Fig. 28), hvor Helgenen knæler barfodet for Kristus, der paasætter ham Helgenkronen, medens der bagved St. Knud optræder en Del Gildesbrødre, der have valgt ham til Skytshelgen. I Hænderne bære Brødrene forskjellige Redskaber, der hentyder til deres Haandteringer, som Skomagere, Skræddere o.s.v.; til venstre staar en mandlig Figur med et rundt Spejl, muligvis et Billede paa Forfængelighed, og til højre St. Martin, der deler sin Klædning med den fattige. I Hvidbjærg ved Skive er Hertugen malet i Legemsstørrelse paa Korbuens ene Side (Fig. 29); han er klædt i en Dragt fra Kong Hans's Tid (o. 1500), og om Hovedet bærer han den for ham egne Krans af tre røde og tre hvide Roser. I højre Haand holder han et stort Sværd og i venstre en Korsfane: ved hans Hoved staar i Munkebogstaver:
S. Kanut(us) Dux (St. Knud Hertug). Iblandt Skivekirkens store Antal Helgener er han ligeledes afmalet med en Fane i Haanden og Kransen om Hovedet (Fig. 30) ved Siden af Knud Konge og St. Olaf. Men ét af de mærkeligste Billeder af ham er i Skivholme Kirke i Jylland, som vil blive omtalt nedenfor i Forbindelse med en anden Helgen.
I vore Kalkmalerier have vi foruden de fire tidligere beskrevne, ansete Helgener andre, der ere kjendte og forherligede over hele den middelalderlige, katholske Verden. En af dem træffes meget ofte afmalet i vore Kirker, det er den hellige Clemens, Biskop i Rom, som døde ved Aar 80—90. Han var de søfarendes Skytspatron, og Aarhus Stift, By og Domkirke have udvalgt ham som deres særlige Helgen. I Kirken findes flere Kalkmalerier af ham, ligesom han har Plads i Byens gamle Segl. Kirkens Altertavle har en prægtig Billedstøtte af ham, og paa Fløjdørene er hele hans Legende og Martyrium afmalet.
Ogsaa i Aarhusegnens Kirker træffe vi paa hans Billeder. Det mest mærkelige afdækkede Forf.(1897)i Udbyneder Kirke ved Hadsund. Maleriet (Fig. 31) fremstiller ham staaende i sit pavelige Ornat med Krumstav i venstre Haand og den højre strakt velsignende mod et fuldrigget Skib, der ved sin knækkede Mast viser, at det er stedt i Havsnød. Paa Skibets Dæk staar en Mand, der bedende folder sine Hænder og synes at anraabe Helgenen om Bistand. Paa Malerierne i Aarhus Domkirke og andre Steder er han altid betegnet ved sit Kjendingstegn, Ankeret, som han støtter sig til eller holder foran sig; i Udbyneder-Maleriet har han det ikke, men vi kan ikke tage fejl af ham, idet vi her træffe ham første Gang i Udøvelsen af det ham af Apostlen Peter betroede Hverv, som Skjærmer af de søfarende at føre dem og Skibet i sikker Havn.
Den store Anseelse, denne Helgen har haft her i Landet, vidner et andet Billede om, som Forf. ligeledes fremdrog i 1896 i Skivholme Kirke (Aarhus Amt). Her staar han i overnaturlig Størrelse i paveligt Ornat med tredobbelt Krone paa Hovedet, og i venstre Haand holder han Ankeret støttet op mod Skulderen. Den højre Haand lægger han paa en foran ham staaende mindre Figur, der er iført en lang, hvid Kjortel. Denne Figurs Hoved er blottet, og i Panden er et stort Saar, hvorfra tre Bloddraaber løbe ned ad venstre Kind. Saaret gaar fra højre Tinding ned til venstre Øjenbryn og henpeger tydeligt til det Hug, som Knud Hertug fik ved Overfaldet i Haraldsted Skov 1131, og som blev hans Bane. Figuren forestiller utvivlsomt St. Knud, og dette støttes ved, at der et Par Alen derfra, i Hvælvingshjørnet, er malet en kronet Figur i ridderlig Dragt med Sværd i højre Haand, og om Panden, under Kronen, ses Kransen med de røde og hvide Roser, der bestemt betegne Figuren som Knud Hertug (se Fig. 29-30). I det modsatte Hvælvingshjørne var der Levninger af en Krigerfigur med et stort Spyd og Sværd, hvilken Figur turde forklares som én af Helgenens Drabsmænd; der er Spor af flere Figurer, men des værre have Nypudsninger i Hvælvingen forstyrret dette Parti, saa intet var at finde der.
At den ansete Stifthelgen her fører den nationale Helgen med det blodige Saar frem for Menigheden, viser, hvilken Betydning St. Clemens har haft endnu ved Slutningen af det 15de Aarhundrede; Dragter, Rustninger hos Krigerne og nogle Vaabenskjolde betegne nemlig Maleriet som udført i det sidste Tiaar af Aarhundredet.
Som foran omtalt vare vore fleste Landsbykirker i Løbet af 15de Aarhundrede blevne forsynede med Hvælvinger; herved vandtes der rigelig Plads til de mange Helgener, som den katholske Religion forherligede. Vi træffe saaledes ofte Fremstillinger — dog i et mindre Antal end de forannævnte — af St. Lucias, Nicolai, Antonius, Martinus (se Fig. 28), Eligius, Dionysius, Severinus, Erasmus m. fl. samt af alle Apostlene, selv Judas Ischariot (i Skive og i Thingsted, sidstnævnte Sted rigtignok hængende i et Træ med Pengepungen om Halsen). I Aarhus Domkirke er der et Billede af St. Antonius (Fig. 32); han holder en Stav med det hellige Taumærke (den ældste Form paa Bispe- og Abbedstave) i Haanden, ved hans Fødder kryber en Gris, der hentyder til et Sagn om, at han i sin Ungdom vogtede Svin. Over hans Hoved læses: S. Antoni(u)s an(a)chor(eta) (St. Antonius Eneboeren). Undertiden træffes Malerier af mindre kjendte Helgener, saaledes St. Polykarp (Biskop af Smyrna, som led Martyrdøden Aar 166) i Draaby Kirke ved Æbeltoft, hvor man ser ham omfattet af Flammeglorien. — Helgeninder savnes heller ikke; alleroftest møder os Billeder af St. Katharina af Alexandria og Barbara, Veronica, Margaretha, Anna og Maria Magdalena. St. Katharina af Alexandria var en kristen Prinsesse; hun blev i Aaret 307 dømt til Døden paa Marterhjulet, men et Lyn sønderbrød det, da hun skulde lægges derpaa; derefter blev hun halshugget med Sværd (Fig. 33). Paa Grund af hendes Lærdom blev hun Skytshelgeninde for lærde Skoler og Filosoffer. St. Margrethe var Datter af en hedensk Præst som angav hende, fordi hun hyldede den kristne Lære; hun fængsledes og plagedes der af Djævelen, men slog denne ned med et Kors (Fig 34). Sjældnere findes Billeder af Ursula, Agnes og Elisabeth af Thyringen o. s. v. Af den sidstnævnte fandt Forf. dog et interessant Billede i den foran omtalte Udbyneder Kirke (Fig. 35). Hun er malet i noget over naturlig Størrelse med Krone paa Hovedet og bærer i Haanden en Kurv, som efter Sagnet indeholdt Brød og Levnetsmidler til de fattige, hvilke ved et Under forvandledes til Blomster, da hendes raa, hedenske Ægtefælle overraskede hende ved hendes Velgjørenhedsværk; foran hende knæler en lille kvindelig Skikkelse, der synes at anraabe Helgeninden om Hjælp og holder i Haanden de fra Brød forvandlede Blomster. At hun netop er malet her, har dog vist en anden Anledning og Hensigt end hendes Betydning for Kirken. Kirkens Hvælvinger ere malede i Begyndelsen af 16de Aarhundrede, kort før Reformationen, og sikkert paa Foranstaltning af den bekjendte Biskop Niels Clausen af Aarhus (1491-1620); thi hans Vaabenskjold (de Skaders) med to mægtie Vaabenholdere, en Løve og en Enhjørning er malet paa en af Hvælvingskapperne. I den anden, tilstødende Hvælving ses Kong Kristian den 2den og hans Dronning Elisabeths (Isabellas) Vaabener; det sidste er det, hun førte som østerrigsk Prinsesse. I Kappen nærmest dette Skjold er Helgeninden Elisabeths Billede, og det turde forklares som en Forherligelse af den af Gejstligheden yndede, endnu katholske Dronning og en Hentydning til hendes Navn, Elisabeth, som hun her i Landet blev kaldt. I Kirkens næste Hvælving er det før omtalte Maleri af St. Clemens og Skibet i Havsnød (se Fig. 31).
At Maria, Jesu Moder, ikke er nævnt imellem Helgeninderne, er fordi hun alt findes i de allerældste Malerier; men ogsaa i det yngre Tidsrum træffes hun ofte, ja, meget hyppigere end de andre Helgeninder, baade som Enefigur (Fig. 36) og som Bifigur i Grupper, som Korsfæstelsen, Omskærelsen, Hyrdernes og de Vises Tilbeden m. m. Et Sted (Tudse Kirke) se vi hende føre Jesus i Skolen, hvor Læremesteren med Værdighed tager imod dem med Riset i den ene Haand og Perlen i den anden (Fig. 37). I Saxkjøbing var tidligere et Maleri, der nu er tabt, hvor Maria ligger afsjælet paa Lejet omgivet af Disciplene, og imellem dem træder Jesus frem og modtager hendes Sjæl (Fig. 38). Ogsaa som Himmeldronning se vi hende afmalet flere Steder, hvor hun siddende eller knælende modtager Himlens Krone af Gud-Fader og Kristus; disse Billeder ere fra den allersidste katholske Tid og sikkert Efterligninger af de udskaarne Altertavler, hvor denne Gruppe ofte findes fremstillet.
Den interessanteste Samling blandt Kalkmalerierne med bibelske Personer og Helgener er den, der fremdroges af Forf. i Sommeren 1887 i Skive gamle Kirke. Ifølge et Aarstal, der fandtes imellem Billederne, vare disse malede 1522, og i den tælles ikke mindre end o. 70 Figurer. I Korhvælvingens Kapper fandtes en Kreds af Billeder, som vare tærkt medtagne af Tiden, men dog fuldt forstaaelige. Over Alterpladsen i den østlige Kappe var malet Treenigheden: Gud-Fader bærer den tredobbelte Krone paa Hovedet, og i Haanden holder han Verdenskuglen; ved hans Side sidder Kristus med en enkelt Krone paa Hovedet og fremviser sine gjennemstukne Hænder og Bryst; over dem begge svæver den hellige Aand. I de andre tre Kapper findes smukt malede Engle, flyvende parvis, iførte hvide Klæder; i Hænderne holde de en gjennem alle Kapperne fortløbende Skriftseddel, hvorpaa endnu læses enkelte tilbageblevne latinske Ord af Højsangen. I Skibets første (østlige) Hvælving er der Billeder af Maria, Maria Magdalene og Apostlene, parvis fordelte i de forskjellige Kapper; i den anden Hvælving er malet Marias, Josefs og Johannes Døberens Frænder og Slægtninge, samlede i Grupper. I de øvrige Hvælvinger er fremstillet Martyrer og Kirkefædre: St. Sebastian, Vincentius, Martinus, Bonifacius, Peter Martyr, Rocus, Franciscus, Botulf, Laurentius, Stefanus; endvidere: Gregor, Ambrosius, Dionysius, Augustinus, Ansgar, Rimbert, Bernhardt, Georg, de hjemlige Helgener Kjæld og Thøger, Vilhelm, Olaf, Knud o. fl. Peter Martyr ledede Inkvisitionen i Italien i 13. Aarhundrede. Flere Kættere, som han havde forfulgt, overfaldt og dræbte ham ved at kløve hans Hoved (Fig. 39). Rocus er ligeledes en Helgen fra den senere Middelalder. Da Pesten i fjortende Aarhundrede rasede i Italien, drog han dertil, plejede og lindrede de syges Lidelser, indtil han selv blev angreben af Pestbylder. Han lagde sig pint af Smerter i en Skov; en Engel kom og lagde sin Haand paa hans syge Legeme, og han blev da helbredet (Fig. 40).
Der er i hele Ordningen af Billederne i Skive Kirke en smuk, gjennemtænkt Plan, lige fra Korets med Treenigheden og Englekoret, der fortsættes i Skibet med de bibelske Personer, Kirkefædre og Martyrer, helt ned til vore egne hjemlige Helgener; alt er ordnet med Eftertanke, og den kunstneriske Udførelse er bedre, end man ellers træffer den i dette Tidsrum. Disse Malerier af Martyrer og Helgener ere ligesom et sidste Forsøg, en sidste Anstrængelse, Katholicismens Forkæmpere gjøre for at bringe de hellige Mænd i Minde og støtte den paa dette Tidspunkt stærkt vaklende Tro. Mærkeligt nok fremkom omtrent samtidigt — ved 1530 — et lille Skrift: »Peder Smed oc Atzer Bonde«^[8]), der indeholdt en Samtale imellem begge og nogle andre om »Monchenis Bedragerier oc Wildfarelser udi Paffuens Kierebe«. I dette Skrift henlægges Handlingen særlig til Skive By, hvilket oplyser os om, at der paa dette Sted har været en levende Bevægelse i de religiøse Forhold kort før Reformationen, med haarde Angreb paa Katholicismen, som dog ogsaa synes her at have haft sine dygtige og intelligente Forsvarere, hvad de malede Billeder i Kirken vidne om.
Det gjærende og urolige i de religiøse Forhold og den Uvilje, der begyndte at rejse sig mod den katholske Lære, affødte mange Uskejelser, som de mere rettænkende gejstlige søgte Midler til at modvirke. Fra tidligere Tid kjendtes den Virkning, de malede Billeder i Kirkerne havde paa Folket; men den senere Tids Fremstillinger af Helgenernes Martyrier vare saa ofte benyttede, at man trættedes ved at se dem. Tvivl og Mistro om Legendernes Troværdighed rørte sig ogsaa. Der trængtes til nye Æmner, der kunde vække Folkets Eftertanke og Forstaaelse af Livet her og hisset. Saaledes se vi nogle Steder Malerier, der henpege til Menneskelivets Forfængelighed og Ubestandighed.
I Tudse Kirke i Sjælland findes et mærkeligt Billede (Fig. 41), hvori man ser tre kronede Herrer, der ride ud til Jagtens Glæder med Falk og Hunde. Men Døden træder dem i Møde i tre uhyggelige Skikkelser, tre kronede Benrade med Slanger hængende ud af Øjenhulerne og slyngede om de ranglende Knogler. Den forreste Rytter vakler i Sadlen og hans Hest synker i Knæ. Det er atter et Billede, der er laant fra sydlige Landes Kirkemalerier. Fremstillingen er den samme — kun mere begrænset — som det bekjendte Maleri »Dødens Triumf« i Camgo santo i Pisa^[9]). I Skibby Kirke er der et noget lignende Maleri fra samme Tidsrum.
Et andet Billede, der ogsaa hentyder til dette Livs Ubestandighed og Omskiftelser, er det saakaldte Lykkehjul, en billedlig Fremstilling, der har sin Oprindelse fra Romernes Hedenskab, hvor deres Gudinde Fortuna ses staaende paa en Kugle eller et Hjul. I vore Kirker er hidtil fundet 9 Billeder af Lykkehjulet. Det mærkeligste og fuldstændigste er i Thingsted Kirke paa Falster (Fig. 42). Man ser til venstre en ung, fornøjeligt udseende Mand i Færd med at stige op paa Hjulet, og over ham staar: regnabo (jeg vil komme til at regere); øverst paa Hjulet sidder han, rigt klædt, og løfter triumferende et Glas, og over ham staar: regno (jeg regerer); til højre ser man ham i simpel Dragt styrte hovedkulds ned, og her staar: regnavi (jeg har regeret); men under Hjulet ligger en nøgen, hjælpeløs Mand, og over ham staar: sum sine regno, sic tra(n)sit gl(ori)a mu(n)di (jeg er uden Magt, saaledes forgaar Alverdens Herlighed).
Disse Billeder, der ere fri for al Helgendyrkelse, henpege paa det skrøbelige Liv her, og mane Beskueren til at forsage al verdslig og forfængelig Tanke, og alene søge sin Støtte i den sande Tro, der forjætter ham det evige Liv.
I andre Dele af Landet har man lignende Forsøg paa ved Billeder i Kirkerne at bekæmpe den tvivlende Modvilje og vaklende Tro, der mere og mere begyndte at røre sig mod den katholske Lære. Men det er paa en helt anden — næsten brutal — Maade, at det sker. I Voldby Kirke ved Grenaa fandtes 1891 en Række af Malerier i Hvælvingerne, der i sine Fremstillinger viste de ubundne menneskelige Lidenskabers og Lasters nedværdigende Følger, i Modsætning til Religionens og den frelsende Kirkes Magt. I Sammenligning med de samtidige Billeder i Skive Kirke vare de yderst raa og anstødelige, hvorfor de fleste bleve overhvidtede. I Herstedvester Kirke i Sjælland er et Billede, hvor man ser en krybende Mand, der er trælbunden af sin Lidenskab. I Saltum Kirke ved Hjørring og nogle andre Steder er fundet lignende Malerier. Men disse Bestræbelser bragte ingen Fremgang, den katholske Kirkes Anseelse og Krumstavens mægtige Vælde var brudt. Intet kunde standse den vakte Bevægelse og den rene, nye Læres Udbredelse. Den katholske Kirkes Afladshandel og Fritagelse for Synd og Brøde, der falbødes som en Vare for Penge, viste, hvor dybt det religiøse og sjælelige Liv var sunket, og gav det sidste Stød til Katholicismens Fald, der med alle sine Mangler dog havde løftet den kirkelige Kunst til et smukt Standpunkt her i Landet.

Indledningsornament fra side 33
Fig. 14.
Fig. 15.
Fig. 16.

Fig. 14. Kong Valdemar Atterdag og Dronning Helvig knælende for den treenige Gud.
St. Peters Kirke i Næstved.
Den latinske Indskrift til venstre bag ved Kongen lyder paa Dansk: ”I Aaret et Tusend tre Hundrede og syvti fem paa Dagen før Crispini Fest (d. e. 24. Okt.) da, husk paa det, døde Kong Valdemar; han hviler i Kristo”.^[10]) – Hvad der har staaet paa de Sedler, som baade Kongen og Dronningen holde i Hænderne, kan ikke mere læses. Ligeledes var Kongens Skjoldmærke udslettet.
Fig. 15. Gothisk Hvælvings-Maleri.
Jerne Kirke ved Esbjerg.
Fig. 16. Kristus som dømmende Himmeldrot.
Aasum Kirke, Fyn.

Fig. 17.
Fig. 18.
Fig. 19.
Fig. 20.

Fig. 17. Himmerigs musicerende Engel.
Elmelunde. Møen.
Fig. 18. St. Laurentius modtager Helgenkronen.
Bryndum ved Varde.
Fig. 19. St. Laurentius uddeler Gaver til de fattige.
Midt i billedet ses St. Hyppolyts Martyrium.
Draaby, Sjælland.
Fig. 20. St. Laurentius's Martyrdød paa Baalet.
Draaby, Sjælland.

Fig. 21.
Fig. 22.
Fig. 23.
Fig. 24.

Fig. 21. St. Laurentius.
Auning Kirke.
I højre Haand holder han en Pung som Tegn paa hans Gavmildhed.
Fig. 22. St. Georgs (Jørgens) Kamp med Dragen.
Lammet, om Prinsessen holder i et Baand, er Sindbillede paa Uskyldigheden. Til højre ses St. Simeons Martyrdød.
Faxe.
Fig. 23. St. Michael vejer en Sjæl.
Aarhus Domkirke.
Fig. 24. St. Michael.
Ballerup Kirke.

Fig. 25.
Fig. 26.
Fig. 27.
Fig. 28.

Fig. 25. St. Kristoffer bærer Kristusbarnet over Floden.
Hjørring St. Hans Kirke.
Fig. 26. St. Olaf og St. Knud Konge.
Skive Kirke.
Det er ejendommeligt for Malerierne i Skive Kirke, at alle de mange Helgener ere fremstillede i halv Figur som trædende ud af Blomsterbægre, der i smukt slyngede Grene forene sig med de malede Ornamenter.
Fig. 27. St. Olaf.
Vallensbæk Kirke, Sjælland.
Fig. 28. St. Knud Hertug modtager Helgenkronen af Kristus.
Til højre St. Martin, der deler sin Klædning med den fattige.
Vigersted Kirke.

Fig. 29.
Fig. 30.
Fig. 31.
Fig. 32.

Fig. 29. St. Knud Hertug.
Hvidbjærg ved Skive.
Fig. 30. St Knud Hertug.
Skive Kirke.
Fig. 31. St. Clemens velsigner og værger om de skibbrudne.
Udbyneder Kirke ved Hadsund.
Fig. 32. St. Antonius Eneboeren.
Aarhus Domkirke.

Fig. 33.
Fig. 34.
Fig. 35.
Fig. 36.

Fig. 33. St. Katharina.
Kongsted Kirke, Sjælland.
Fig. 34. St. Margaretha.
Sulsted Kirke ved Aalborg.
Fig. 35. Den hellige Elisabeth.
Udbyneder Kirke ved Hadsund.
Fig. 36. Maria med Barnet.
Roskilde Domkirke.

Fig. 37.
Fig. 38.
Fig. 39.
Fig. 40.

Fig. 37. Maria fører Jesus i Skole.
Tudse Kirke i Sjælland.
Fig. 38. Maria paa Dødssengen. Jesus modtager hendes Sjæl.
Saxkjøbing Kirke.
Fig. 39. St. Peter Martyr (død 1252).
Skive Kirke.
Fig. 40. Englen helbreder St. Rocus's Saar.
Skive Kirke.

Fig. 41.
Fig. 42.
Slutningsornament fra side 68

Fig. 41. Dødens Triumf.
Tudse Kirke, Sjælland.
Paa Sedlen oven over de tre Benrade læses: Heu qua(n)tus est noster dolor (Ak, hvor stor er ikke vor Smerte!), paa de to af de tre andre: Qvot sumus hoc eritis (Hvad vi ere, skulle I blive til), og (Fui)mus aliq{u)ando quod estis (Vi have en Gang været det, som I nu ere); den tredje er kun delvis læselig Nederst til højre ses et Stykke af det i Fig. 37 gjengivne Billede.
Fig. 42. Lykkehjulet. Sindbillede paa Livets Ubestandighed.
Thingsted Kirke. Falster.
Til højre for neden ses Djævelen friste Pigen til at stjæle af Smørret.

Kalkmaleriets Tilbagegang efter Reformationen og Ophør (Aar 1536—1700).

Mange af de éngang tilvante Former og Skikke ved Kirketjenesten og Kirkerne var man dog ikke i Stand til med ét Slag at faa afskaffede ved Reformationen, og de strænge Kirkeforordninger mod Anbringelse af Helgenbilleder i Kirkerne vilde Folket ikke ganske bøje sig for. Ligesom man mange Steder beholdt Skriftestolen, saaledes tillod man sig endnu i Kong Frederik d. 2dens Tid her og der at male en St. Laurentius, en St. Georg eller Kristoffer; disse Helgener, som man fra ældre Tider træffer i Kalkmalerierne, kunde man ikke frigjøre sig for. Den mærkeligste Omgaaen af Kirkeforordningen fremdrog Forf. i Skjævinge Kirke i Sjælland; her har man, i Stedet for Helgener, fremstillet Holger Danske, der bereder sig til Kamp mod Kristenhedens Fjende, Tyrken Bruher (Fig. 43). Begge Figurer ere af over 5 Alens Størrelse. Tyrken bærer en Rustning fra o. 1540, men paa Hovedet en Turban; han holder en stor Hellebard i Haanden, som en vinget Drage synes at ville bide i, hvilket hentyder til den Drøm, Bruher havde før Kampen —: »at et glubende Uhyre søndersled hans Vaaben«. Ved Holgerfiguren er malet hans Navn: »Holger Dansck«. Imellem begge Kæmperne er en Gruppe af tre Personer, i Midten en Trold, der giver Tyrkens Svend den underfulde Salve, som heler hans Saar; bag ved Trolden staar Holgers Svend, der under Kampen fik fat i Salven, som han lægede sin Herres Saar med; derved lykkedes det Holger at overvinde Tyrken. Oven over Svenden flyver en Engel med en Skriftrulle, hvorpaa er skrevet: »Wid (d. e.: Vid, at) en helig And er med thegh«. Dette Maleri er den eneste Billedfremstilling af Holger-Danske-Sagnet i Danmark; mærkeligt nok har man paa en udskaaren Dørkarm fra Island Billeder af ham og Tyrken, og i Sverrig er der et Par Kalkmalerier, hvor Holger Danske er fremstillet, f. Ex. i Floda Kirke i Södermanland. Det er paafaldende, at der midt oppe i Sverrig skal findes flere Billedfremstillinger af Holger og hans Bedrifter, og kun en eneste i Danmark, og mærkeligt er det, paa et Sted kun et Par Mil fra Helsinge, hvor Kristjern Pedersen boede ved den Tid. Hans Syslen med og Interesse for Holger-Sagnet har muligt givet Anledning til Billedets Udførelse i den nærliggende Kirke^[11]). Billedet er malet o. 1540.
Som det af foranstaaende vil ses, vedblev man at male i Kirkerne efter Reformationen; den nedarvede Trang til at se Billeder paa Vægge og Hvælvinger kunde ikke overvindes. Da man ikke maatte male Helgener, valgte man for det meste Æmner af det gamle Testamente og lagde en symbolsk Betydning i dem: saaledes se vi Abraham, der ofrer Isak, hvilket hentyder til Gud-Fader, som hengav sin Søn for Menneskenes Frelse. Ligeledes se vi den lidende Job afbildet, der henpeger paa Kristi Taalmod under Pinsler og Død, og Jonas, som fremstiger fra Hvalens Svælg, der skal forklares som Kristi Opstandelse, o. a. l. Men disse allegoriske Billeder ere uden kunstnerisk Beaanding; der er noget, der ligesom siger, at Æmnerne ere foreskrevne og ikke fremkomne ved frit Valg.
Endnu ved Slutningen af 16de Aarhundrede og Begyndelsen af 17de er Interessen for at udsmykke Kirkerne ikke helt svækket. Nu træde de formuende Adelsslægter til og lade male gyselige Dommedagsbilleder og i Friserne lange Rækker af deres Ahneskjolde med de mest brogede Farver; adskillige saadanne Friser fandtes vel tidligere f. Ex. i Sorø (Fig. 44), Horsens og Sønderholms Kirker; men i denne Tid blive de særlig hyppige. Skjønt man maa tro, at ædle Bevæggrunde have ledet de adelige til saaledes at pryde Kirkerne, kan man dog ikke frigjøre sig for den Tanke, at en verdslig Forfængelighed ogsaa har gjort sig gjældende her; det maa dog ikke lægges dem for meget til Last, da deres gejstlige, adelige Forfædre under Katholicismen gjorde ligesaa. Næsten alle vore bekjendte Adelsslægter ere saaledes repræsenterede ved Vaabener, undertiden med paaskrevne, kjendte Navne, hvilket mange Gange yder os god Hjælp ved Bestemmelsen af Tiden for andre, i Ornamentik og Karakter samstemmende Maleriers Udførelse.
Fra det syttende Aarhundrede træffer man ogsaa endnu hist og her Malinger i Kirkerne, men Billederne ere af meget ringe Værd; de ere raat og uskjønt malede og uden kunstnerisk eller kulturhistorisk Betydning. Baade i dette og det følgende, attende Aarhundrede viser der sig i det hele kun liden Omhu for Kirkernes indre og ydre Udsmykning; den da herskende pietistiske Aand har ikke nogen Fortjeneste af Kirkernes Udseende i den Retning, snarere det modsatte. Hvidtekosten var det Redskab, der brugtes mest, og uden Naade udslettede man de sidste Rester af, hvad der var levnet — selv af det, der i sin ædle Simpelhed maatte kunne passe for enhver religiøs Retning, og som i Aarhundreder havde prydet Kirkernes Vægge og været til Opbyggelse og Belæring for Menigheden i de forbigangne Tider.

Glemmer et Folk Minderne fra sin Fortid, sin Historie, vil det ikke kunne leve som Nation. Den danske Jord har i Tusender af Aar trofast gjemt de gamles Vaaben og Redskaber. Vore Fædre have med Kjærlighed og Ærbødighed set op til de gamle Kæmpehøje, der pryde vore Aase og Højdedrag. Kirkerne have i de gamle Kalkmalerier bevaret Minder om den Aand, den Virken og det Følelsesliv, der rørte sig her i Middelalderen, Vor Tid vil heller ikke glemme den Pligt, der hviler paa os; det viser sig overalt i den levende Trang til at værne om Fortidens Minder.
De gamle Kalkmalerier ere heller ikke glemte; de, der have særlig Værd, ville nu blive skjærmede mod Tilintetgørelse, idet Staten villigt er traadt til og har givet rigelige Midler til deres Bevaring og Udbedring.

Indledningsornament fra side 69
Fig. 43.
Fig. 44.
Slutningsornament fra side 73

Fig. 43. Holger Danke staar rede til Kamp med Tyrken Bruher (Burmand).
Skjælvinge Kirke, Sjælland.
Trold med Menneskeansigt foran paa Legemet opfattes om et indbillede paa Arvesynden.
Fig. 44. Et Stykke af Vaabenfrisen i Sorø Kirke. Indskriften lyder: Petrus Dapifer dictus Hosøl (Drost Peter kaldet Hoseøl). (Malet i første Halvdel af 14de Aarhundrede).

Henvisninger.

↑ Blandt de Mænd, som i 16de Aarh. viste Interesse for vor Fortid og dansk Historie, maa nævnes: Johan Friis (f. 1494, † 1670), Kansler hos Kristian d. 3dje og Frederik d. 2den. Han var én af de første, som tænkte paa en dansk Oversættelse af Saxos Danmarks Historie. Ligeledes Peder Oxe, Hofmester hos Frederik d, 2den (f. 1520, † 1575). End videre Anders Sørensen Vedel (f. 1542, † 1616), Saxos Oversætter, Antonius Bryske (f. 1500, † 1566), hans Fætter Mogens Gyldenstjerne († 1569) og hans Søster Sitzel Bryske († 1573), endelig Bent Bille (f. 1509, † 1555). De fire sidste havde stor Interesse for Runeindskrifter og brugte undertiden selv denne Skrift.
↑ Evers: Indberetning til Videnskabernes Selskab 19/9 1798 om Runestenenes Fund, som fortælle om Sven Tveskjægs Kampe ved Hedeby (Slesvig). — J. C. Jürgensen og Schultz: »Beschreibung und Erläuterung zweier in der Nähe von Schleswig aufgefundener Runesteine« 1799.
↑ Peter Erasmus Müller: »Antikvarisk Undersøgelse over de ved Gallehus fundne Guldhorn«, et af Videnskabernes Selskab i Kjøbenhavn kronet Prisskrift, 1806.
↑ Ved Aabningen af Absalons Grav i Sorø 1536 fandtes han liggende i fuldt Ornat. I nogle ukjendte gejstliges Grave i Roskilde Domkirke fandtes (1892) ligeledes Rester af rige Klædninger. Ligesaa fandt man Valdemar den 2dens Lig i Ringsted iført kostbare Klædningsstykker (1861).
↑ Billeder af Hørningplanken og af Jellingetræstykker findes i L. Schrøder: Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje II, 1897 (»Folkelæsning« Nr. 218) Side 196-98.
↑ Kalkmalerier med rød Bund om Figurerne findes i følgende engelske Kirker: Battle Church ved Hastings, Stanton Harcourt og Fishney og nogle flere (»Archæologia« 50, Part II, 1887).
↑ Lunds Domkirkes Bygning paabegyndtes i Slutningen af 11te Aarh., indviedes 1131. Samtidig byggedes der paa Ribe Domkirke under Biskop Thore, død 1134. Den ældste af Sven Norbagge byggede Stenkirke i Roskilde og Slesvig Domkirke vare ogsaaa blandt de tidligst opførte Stenkirker.
↑ »Peder Smed oc Atzer Bonde« et dansk Rim fra Reformationstiden, efter det eneste trykte Exemplar fra 1577, der findes i Sverrigs Rigsbibliothek, udgivet af Svend Grundtvig 1880.
↑ Campo santo (den hellige Mark), i Italien et almindeligt Navn paa Kirkegaarde. I Pisa er der et Kapel ved en saadan Kirkegaard, paa hvis Væg der er en Frise med et Maleri: »Dødens Triumf«, som tidligere mentes at være malet af Orcagna (død o. 1370), men nu siges at være udført af Bernardo Daddi ved Aar 1350.
↑ J. Kornerup: Valdemar Atterdags og Dronning Helvigs Billeder i Næstveds St Peders Kirke (Aarb. f. nord. Oldkynd. og Historie, 2. Række 8. Bd.; 1893).
↑ Kristjern Pedersen døde 1554 og boede i de sidste Aar af sit Liv i Helsinge. Under hans Ophold i Frankrig ved Aar 1515 vakte det franske Æventyr om »Ogier le Danois« hans Opmærksomhed, og han oversatte det paa Dansk. Den første Udgave er fra 1534.

Ordforklaringer.

Absis, den halvrunde Tilbygning til Korets Gavlvæg.
Alagrecque, »paa græsk Maade«, et i skarpe Vinkler op- og nedad løbende og af krydsende Linier dannet Ornament (se Bordten for neden i Fig. 10 samt Fig. 12).
Basilika, oprindelig græsk Kongehal eller Retssal; de første kristne Kirker byggedes i denne Form, aflang firkantet og paa langs ved Søjler delt i flere Rum (Skibe).
Basrelief, Prydelser og Figurer, der ere halvtfremtrædende fra Bundfladen.
Byzantinsk Stil, en ejendommelig Stil i Kunsten, som udviklede sig i Byzants (Konstantinopel) og i det nordlige Italien (Ravenna) i det 4de til 8de Aarhundrede og efterlignedes i Nord-evropa i Middelalderen til ind i 13de Aarhundrede.
Cruste, Skorpe, Hinde.
Frescomaling, Maling paa vaad Kalkpuds (se Side 20).
Glorie og Nimbus, lysfarvede og gyldne Kredse eller Buer om de helliges Hoveder og Skikkelser.
Hvælvingskappe, en Fjerde- eller Ottendedel af Hvælvingen, eftersom denne deles af Ribberne.
Jordfarver', d. e. Farvestoffer, som uddrages af jordagtige Mineraler, f. Ex. røde og gule Okkere, Bolus (rød), Grafit (sort), Kridt, Grønjord m. m. Til Frescomaling brugtes ogsaa en Kobberoxyd, samt Kobolt og Ultramarin.
Kapitær, Hovedet eller den øverste Del af en Søjle.
Komposition, Ordning, Sammensætning, Digtning.
Monstrans, et i ædelt Metal kunstnerisk forarbejdet Gjemme, hvori Hostien, »Guds Legeme«, »det Allerhelligste«, det hellige Brød, der i den katholske Tid kun nødes af Præsten, stilledes til Skue for Menigheden og opbevaredes.
Mosaik, en østerIaadsk Maade at fremstille Billeder og Ornamenter paa Gulve og Vægge ved i et klæbrigt Bindemiddel at paalægge ulige formede, smaa farvede Sten og Glasstykker og saaledes danne Linier og Flader i Figurer (Blomster, Dyr, Mennesker m. m.).
Nimbus, se Glorie.
Ornament, Prydelse, Udsmykning.
Pater-noster-Kjæder — »Fader-vor-Kjæder« — var en Række Kugler samlede paa en Snor; den bedende lod under Bønnens Fremsigelse Kuglerne én for én glide igjennem Fingrene. De brugtes ved flere Slags Bønner, ikke blot ved »Fadervor«.
Pilaster, en fra en Væg halvt fremtrædende Pille eller Søjle.
Portal, pragtfuld Omfatning af Indgangsdøre (især Hovedindgangen).
Relikvier, Helgenlevninger.
Sarkofag, Sten-Gravminde i Form af en stor Ligkiste, hvis Sider og Laag ere udstyrede med udhuggede Billeder og Prydelser.
Skulptur, Billedhuggerarbejde.
Tympanon, halvrund eller firkantet Sten over Kirkeindgange, her i Landet mest paa Bygninger fra 11te og 12te Aarhundrede.

Fortegnelse over Billederne.

	I Texten:	Side
Fig. 1.	Den kristne Kirke og Jødedommen (Haandskrift fra Salzburg)	17
» 2.	Den kristne Kirke og Jødedommen (Spentrup)	18
» 3.	Kristushoved fra Ravenna	22
» 4.	De tre Vise (Ravenna)	23
» 5.	De tre Vise (Fjenneslev)	23
» 6.	De tre Vise (Lambach, Ungarn)	24
» 7.	De tre Vise (Aalum)	25
» 8.	Kristus i det himmelske Højsæde (Hagested)	26
» 9.	Inddeling af Korets nordlige Væg i Jellinge Kirke	26
» 10.	Maleri paa Korbuen (Slaglille)	27
» 11.	Lazarus's Opvækkelse (Lyngby, Aarhus Amt)	28
» 12.	Ornamental Bordt (Fjenneslev)	29
» 13.	Billede fra Fjenneslev	30
» 14.	Kong Valdemar Atterdag og Dronning Helvig knælende for den treenige Gud (St Peters Kirke, Næstved)	34
» 15.	Gothisk Hvælvings-Maleri (Jerne ved Esbjærg)	35
» 16.	Kristus som dømmende Himmeldrot (Aasum)	37
» 17.	Himmerigs musicerende Engel (Elmelunde)	38
» 18.	St. Laurentius modtager Helgenkronen (Bryndum)	40
» 19.	St Laurentius uddeler Gaver til de fattige (Draaby)	41
» 20.	St. Lanrentius's Martyrdød paa Baalet (Draaby).	42
» 21.	St. Laurentius med Ristea (Auning)	43
» 22.	St. Georgs (Jørgens) Kamp med Dragen (Faxe)	44
» 23.	St. Michael vejer en Sjæl (Aarhus Domkirke)	46
» 24.	St. Michael (Ballerup)	47
» 25.	St. Kristoffer bærer Kristusbarnet over Floden (St. Hans Kirke, Hjørring)	49
» 26.	St Olaf og St Knud Konge (Skive)	50
» 27.	St Olaf paa Skibet bortmaner Djævlene (Vallensbæk)	51
» 28.	St. Knud Hertug modtager Helgenkronen af Kristus (Vigersted)	52
» 29.	St. Knud Hertug (Hvidbjærg ved Skive)	53

		Side
Fig. 30.	St. Knud Hertug (Skive)	54
» 31.	St. Clemens velsigner og værger om de skibbrudne (Udbyneder)	55
» 32.	St. Antonius Eneboeren (Aarhus Domkirke)	57
» 33.	St. Katharina (Kongsted, Sjælland)	57
» 34.	St. Margaretha (Sulsted)	58
» 35.	Den hellige Elisabeth (Udbyneder)	59
» 36.	Maria med Barnet (Roskilde Domkirke)	60
» 37.	Maria fører Jesus i Skole (Tudse)	61
» 38.	Maria paa Dødssengen (Saxkjøbing)	62
» 39.	St. Peter Martyr (Skive)	63
» 40.	Englen helbreder St. Rocus's Saar (Skive)	63
» 41.	Dødens Triumf (Tudse)	65
» 42.	Lykkehjulet (Thingsted)	66
» 43.	Holger Danske staar rede til Kamp med Tyrken Bruher (Skjævinge)	70
» 44.	Et Stykke af Vaabenfrisen i Sorø Kirke (Peter Hoseøls Vaaben)	72

Indlednings- og Slutnings ornamenter:

Side 5.	Romansk Granitornament fra Kirken i Colleville-sur-mer, Calvados (Normandiet i Frankrig); flere Ornamenter i vore Kalkmalerier have nogen Lighed dermed, saaledes en Bordt i Tudse Kirke.
» 12.	»Guds-Lam« (agnus dei) fra Tybjærg Kirke.
» 13.	Kristushoved i byzantinsk Stil (Jellinge).
» 21.	Romansk Ornament (Thorup, Sjælland).
» 22.	Ornamental Bordt Fra Hjørlunde; gjenfindes med meget faa Forandringer i flere andre sjællandske Kirke (smlgn. S. 29).
» 32.	Helgeninde (Tybjærg Kirke).
» 33.	Seraf (Stubbekjøbing).
» 68.	Narreskikkelse (Bellinge Kirke, Fyn), malet 1496; Figuren har et af de ældste Haandskydevaaben i Haanden.
» 69.	Ornamental Bordt (Tirsted, Laaland).
» 73.	Fantastisk Dyrefigur (Hjørring).

Indhold.

	Side
Forord	3
Indledning	5
Fra hvilket Land kom vore første Kirkemalere?	13
Den ældre Middelalders Stil (Aar 1100-1300)	22
Den yngre Middelalder og Reformationstiden (Aar 1300— 1536)	33
Kalkmaleriets Tilbagegang efter Reformationen og Ophør (Aar 1536—1700)	69
Henvisninger	74
Ordforklaringer	76
Fortegnelse over Billederne	78
Indhold	80

[1] Blandt de Mænd, som i 16de Aarh. viste Interesse for vor Fortid og dansk Historie, maa nævnes: Johan Friis (f. 1494, † 1670), Kansler hos Kristian d. 3dje og Frederik d. 2den. Han var én af de første, som tænkte paa en dansk Oversættelse af Saxos Danmarks Historie. Ligeledes Peder Oxe, Hofmester hos Frederik d, 2den (f. 1520, † 1575). End videre Anders Sørensen Vedel (f. 1542, † 1616), Saxos Oversætter, Antonius Bryske (f. 1500, † 1566), hans Fætter Mogens Gyldenstjerne († 1569) og hans Søster Sitzel Bryske († 1573), endelig Bent Bille (f. 1509, † 1555). De fire sidste havde stor Interesse for Runeindskrifter og brugte undertiden selv denne Skrift.

[2] Evers: Indberetning til Videnskabernes Selskab 19/9 1798 om Runestenenes Fund, som fortælle om Sven Tveskjægs Kampe ved Hedeby (Slesvig). — J. C. Jürgensen og Schultz: »Beschreibung und Erläuterung zweier in der Nähe von Schleswig aufgefundener Runesteine« 1799.

[3] Peter Erasmus Müller: »Antikvarisk Undersøgelse over de ved Gallehus fundne Guldhorn«, et af Videnskabernes Selskab i Kjøbenhavn kronet Prisskrift, 1806.

[4] Ved Aabningen af Absalons Grav i Sorø 1536 fandtes han liggende i fuldt Ornat. I nogle ukjendte gejstliges Grave i Roskilde Domkirke fandtes (1892) ligeledes Rester af rige Klædninger. Ligesaa fandt man Valdemar den 2dens Lig i Ringsted iført kostbare Klædningsstykker (1861).

[5] Billeder af Hørningplanken og af Jellingetræstykker findes i L. Schrøder: Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje II, 1897 (»Folkelæsning« Nr. 218) Side 196-98.

[6] Kalkmalerier med rød Bund om Figurerne findes i følgende engelske Kirker: Battle Church ved Hastings, Stanton Harcourt og Fishney og nogle flere (»Archæologia« 50, Part II, 1887).

[7] Lunds Domkirkes Bygning paabegyndtes i Slutningen af 11te Aarh., indviedes 1131. Samtidig byggedes der paa Ribe Domkirke under Biskop Thore, død 1134. Den ældste af Sven Norbagge byggede Stenkirke i Roskilde og Slesvig Domkirke vare ogsaaa blandt de tidligst opførte Stenkirker.

[8] »Peder Smed oc Atzer Bonde« et dansk Rim fra Reformationstiden, efter det eneste trykte Exemplar fra 1577, der findes i Sverrigs Rigsbibliothek, udgivet af Svend Grundtvig 1880.

[9] Campo santo (den hellige Mark), i Italien et almindeligt Navn paa Kirkegaarde. I Pisa er der et Kapel ved en saadan Kirkegaard, paa hvis Væg der er en Frise med et Maleri: »Dødens Triumf«, som tidligere mentes at være malet af Orcagna (død o. 1370), men nu siges at være udført af Bernardo Daddi ved Aar 1350.

[10] J. Kornerup: Valdemar Atterdags og Dronning Helvigs Billeder i Næstveds St Peders Kirke (Aarb. f. nord. Oldkynd. og Historie, 2. Række 8. Bd.; 1893).

[11] Kristjern Pedersen døde 1554 og boede i de sidste Aar af sit Liv i Helsinge. Under hans Ophold i Frankrig ved Aar 1515 vakte det franske Æventyr om »Ogier le Danois« hans Opmærksomhed, og han oversatte det paa Dansk. Den første Udgave er fra 1534.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]