Danske Socialister. Portrætter og Skildringer/6
A. C. Meyer.
Det er en af Socialdemokratiets Journalister. Han er desuden en af dets mest populære Talere.
Det er en ganske ung Mand. Det ungdommelige Mongol-Ansigt er omgivet af en sort Haarbusk, og de store blaa Øjne lyser saa tungtmelankolsk fra den spinkle Skikkelse, at man kommer til at synes om ham, efter at man først har smilet ad hans noget trekantede Væsen.
Han er Journalist. Allerede derfor er det mærkeligt, at han er en af Socialismens offenlige Personligheder. Bladfolk bliver hurtigt skeptiske. Journalistikens daglige Slid gør det hurtigt af med sin Mand. Et Menneske, der i flere Aar har drevet Journalistik og trods dette bevaret sin Ungdoms Idealer, er et mærkeligt Fænomen.
A. C. Meyer er et mærkeligt Fænomen. Han er dobbelt. Paa Talerstolen er han den noget forsorne Kjøbenhavner. Hans Vid er noget lavt anlagt, men det gør Lykke; hans Brandere er ikke valgte med kræsen Smag, men de er kjøbenhavnske og vækker Latter. Sin store Popularitet som socialdemokratisk Foredragsholder kan han tilskrive det, at han taler, som en jævn Kjøbenhavner gør det, lidt onskabsfuldt, lidt gemytligt, en Smule vittigt. Naar derfor P. Holm eller P. Knudsen maa nøjes med pligtskyldigt Bifald for deres udmærkede Alvorsord, saa samler der sig en larmende, en oprigtig, fra Hjærtet kommende, kjøbenhavnsk Bifaldsstorm omkring A. C. Meyer, naar han forlader Tribunen i Rømersgade eller paa Fælleden.
Dette er A. C. Meyer paa Talerstolen. Men hermed er Karakteristiken ikke udtømt.
Han er den mærkeligste Socialdemokrat. Er det ikke de kødelige Lysters ubundne Tilfredsstillelse, Nydelsessygens frække Evangelium, der prækes i Socialismens Lærebog? Man er godt undskyldt, i Fald man tror det, thi man læser det hver Dag paa Tryk. Og maaske er det sandt. Men i saa Fald er A. C. Meyer ikke Socialist.
Han er Totalafholdsmand. Haand i Haand med Herman Trier arbejder han i alle humane Formaals gode Tjeneste, og aldrig er de mere fanatiske, end naar Drikkespørgsmaalet staar paa Dagsordenen. De har stiftet en Forening paa dette Spørgsmaal, de har udgivet Pjecer om Totalafholdenheden og skrevet Bladartikler om den. Naar man ser bort fra, at ingen af d'Herrer bruger religiøse Argumenter i deres Agitation, kunde man godt slaa dem i Hartkorn med de ganske ordinære Totalafholds-Prædikanter, der render Landet rundt med hele den totalafholdne Literatur paa Ryggen og med lange Foredrag bag Tændernes Gærde.
Denne unge Socialist skiller sig da i et væsenligt Punkt fra den gode gamle, noget forsorne Stamme af Socialister, for hvem det socialistiske Væsen staar i nær Forbindelse med Diskussionen i den meget duftende Ølknejpe.
A. C. Meyer er alle de skikkelige humane Ideers Ven og Beskytter. Fredssag og Kvindesag, Skolebørns-Bespisning og Godgørenhed fanger ham ind til et stort, agtværdigt Slid.
Navnlig Godgørenheden!
Kom Dagen før en stor Helligdag op paa Social-Demokratens Kontor! Nede i Portgangen vrimler det af Mænd og Koner, de sidder paa Trappegangene, de staar op ad Væggene, de presser sig sammen i en tæt, ynkværdig Klynge paa første Sal foran Kontordørene.
Det er et mindre hyggeligt Syn. Man ser paa disse Mennesker, og man fornemmer med Gru, at der i denne By findes en Fattigdommens trøstesløse Elendighed og Usseldom, som ingen Alderdomslov vil formaa at jage ud af de stinkende Smaagaders Baggaarde. Se disse Gubber, tandløse, mimrende, med det tynde Haar og det uredte Skæg hængende i Tjavser ned over Ansigtet, se dem, krumryggede, med udslukt Glød i de rødrandede, rindende Øjne, se dem slæbe sig tungt, hostende og hivende, op ad Trapperne — og De vil paa én Gang føle Medynk og Afsky! Eller se disse Koner, der dækkes af Snavs og Pjalter, og som snakkende halvt højt med sig selv trisser vaklende, holdende sig fast ved Gelænderet, op ad Trapperne for at faa Hjælp af — A. C. Meyer.
Thi det Spørgsmaal, der er paa Alles Læber, er det Samme: Er A. C. Meyer hjemme? Kan jeg ikke komme til at tale med A. C. Meyer?
Og saa aabner den unge Socialist Døren. Hans lidende, tungsindige Ansigt viser sig, hans store Øjne ser bedrøvet ud i Flokken, og tyve, tredive Hænder strækkes bedende ud mod ham.
Selvfølgeligt gaar de fleste uhjulpne bort. Naar en Del har faaet, maa Resten gaa. Men ikke et eneste af de ulykkelige Mennesker, der gaar skuffet bort, nærer Tvivl om, at naar A. C. Meyer ikke har hjulpet, saa er Grunden alene den, at han har ikke kunnet.
Smukkere Roes kan ikke gives Manden. Og skulde det ikke siges, fordi denne Mand nu en Gang er Socialdemokrat?
Naar man kender A. C. Meyer fra hans beskedent skjulte Virksomhed blandt de dybest sunkne Proletarer, denne By ejer, vil man være tilbøjelig til at klage: Ak, hvad hjælper disse Draaber Olje i det Elendighedernes Hav, der skjuler sig i de Kjøbenhavnske Baggaarde? Hvor skønt vilde det ikke være, hvis Socialismens Utopier lod sig indføre i Livet, og alle Nødlidende kunde blive hjulpne!
Den gode Borger klager dog ikke over Umuligheden af at skabe rent og blankt Velvære i Baggaardenes Smudsdynger. Han yder selv, hvad han kan, og han glæder sig over hver Skærv, der ydes de Elendige — og kommer saa end Skærven fra en af de Herrer, der hører hjemme i Rømersgade!