Danske Socialister. Portrætter og Skildringer/5
V. Holst.
Ude i Socialdemokratisk Forbunds Kontor i Rømersgade 22 sidder der en Mand og ryger Fredspiben og studerer socialdemokratiske Skrifter. Han sidder i et lille skummelt Værelse ud til den mørke Gade. Stuen er formørket af den Hoben socialistiske Pjecer og Aviser, der er udstillede i Vinduet. Inde i Stuen er der en almindelig Butiksdisk, op over hvilken hæver sig en høj Reol med Protokoller, Bøger og Aviser. Mellem Disken og Reolen sidder Manden. Om Dagen forstyrres hans Fred kun sjældent. Ensom sidder han i det mørke Kontorværelse Dagen lang, mens Regnen driver ned ad Husvæggene eller Taagen favner Gaden eller Solen sender smaa nysgærrige Straaler ind gennem Socialistpjecerne og over det brunmalede Gulv.
Manden er Pianofortearbejder V. Holst.
Det er en anden Mand end P. Holm. Han er jævn høj, med et stort, sort Overskæg, et tungsindigt, lidet intelligent Ansigt, over hvis mørke Pande et vældigt ravnsort, nu noget graasprængt Haar bølger. Han er altid yderst tarvelig klædt.
V. Holst er Fortepianoarbejder. Indtil for tre—fire Aar siden stod han paa et Værksted, hvor han var ene Mand. Det gik som et Sagn i Byen, at denne Mester, der kun havde én Mand paa sin Værkstedsskude, var den eneste Fortepianofabrikant, der gad have P. Holst i sit Brød, og sikkert er det ogsaa, at han ikke paa det Værksted kunde virke som Agitator for de socialistiske Idéers Udbredelse, hvilket han ikke undlod paa de Værksteder, hvor der var flere til Stede. Han skildres af Arbejdsgivere og Kammerater indenfor Faget som en duelig, men højst upaalidelig Arbejder. Naar han havde noget socialistisk at bestille, brød han sig Pokker om Værkstedet. Saa rejste han ud, agiterede, holdt Foredrag og gjorde Larm.
Under den voldsomme konstitutionelle Konflikt var det, han kom op. Hans Navn fløj i disse bevægede Tider fra Værkstedets kvalme Luft ud i Befolkningen. Fra Landsby til Landsby i Jylland og paa Sjælland, fra Købstad til Købstad, fra Kro til Kro rejste han, og hans Vej betegnedes med Processer og kriminelle Sagsanlæg, og hans Rejseliv afsluttedes med et langvarigt Ophold i Fængslet paa Kristianshavn.
Saa havde han tjent sine Sporer i Partiet. Saa fik han sit Brød af det. Efter Festmaaltider til Ære for den socialdemokratiske Martyr anbragtes han i Bestillingen som Socialdemokratisk Forbunds Forretningsfører.
V. Holst er Socialist lige til Haarrødderne. Han er Fanatiker ud til Fingerspidserne. Der er ikke en Trævl paa hans Krop, som ikke er gennemsyret af socialistisk Fanatisme. Og han er den voldsomste i at bruge Mund blandt sine ellers ikke lidet mundrappe Kolleger.
Hans Udtryksmaade er de grove Udskældninger. Tyveknægte og Røvere tordner han tænderskærende ud mod Ministeriet. Bandit og Slyngel falder ham overfor Modstanderne lige saa let paa Tungen, som Goddag og Godaften falder os andre over Læben, naar vi møder en god Ven. Modstanderne er i hans Øjne enten noget foragteligt Krapyl eller en Bunke Idioter, der lader sig trække ved Næsen. Han siger det — og han tror det.
Som Agitator er han udholdende. »Jeg bliver kun hæs,« udtalte han en Gang, »naar jeg i længere Tid ikke har holdt noget Foredrag.« Hos andre Mennesker indfinder Hæsheden sig snarest paa Grund af den megen Talen. — Holst har aldrig befundet sig saa vel som den Dag, da han kom hjem fra en Tourné, der havde varet fjorten Dage og omfattet tyve Møder med Foredrag af V. Holst og paafølgende Diskussion.
V. Holst er Socialdemokratiets rasende Mand, og Raseriet mod dette elendige Samfund udgør en god Del af hans eget Jeg. Han skummer af Had, han dirrer af forbitret Galskab, naar han staar paa Talerstolen, og hans Foredrag er lige kogende, lige rasende, hvad enten han holder dem til en Forsamling paa tusend eller blot tyve Mand, eller han holder dem for den ene Mand, med hvem han taler over et Glas Øl.
Han er Fanatiker, ikke synderlig begavet, ikke udrustet med Førerens store Egenskaber, men blindt troende. De socialdemokratiske Læresætninger ejer ingen ømmere Tilbeder end denne Mand. Tal med ham! Lige meget hvor, han vil paa staaende Fod, uden at blinke, uden et Sekund at tvivle om, at det, han siger, er Slutstenen paa al Visdom, fortælle Dem, at Udviklingen fører lige lukt ind i den socialistiske Stat, at det varer ikke mange Aar, inden Socialisterne har Flertal i Rigsdagen, og ikke mange Aartier, inden den socialistiske Stat er gennemført hjemme og ude. Han sér kun Teorierne, de praktiske Uoverkommeligheder eksisterer ikke for ham. Hans Hjærne rummer end ikke Tilløbet til en begyndende Tvivl!
Han er en sand Troende, en fuldblods socialdemokratisk Idealist. Ingen Skuffelse slaar ham ned. Livet kan gaa hen over alle hans Idéer, Virkeligheden kan Gang efter Gang slaa hans socialistiske Teorier sønder og sammen — han vil med et Skuldertræk gaa fra Livet og Virkeligheden over til den næste Teori paa Dagsordenen. Han kan intet lære, thi han tror sig for Alvor udlært. Han er som det Barn, der standser ved Enden af en blind Gade og tror sig ved Verdens Ende. Han er standset i Socialismens blinde Gade, og han nærer ingen Tvivl om, at her hører Verden op.
Stod hans Begavelse i Forhold til den Fanatismens Nidkærhed, han sidder inde med, besad han foruden sin blinde Tro tillige de store blændende Egenskaber, der betinger den store Fører, da vilde han være en farligere Mand, end han er. Viljen til at sprede Socialismen ud over Landet, til at gennemsyre alle Fattiges Sind og Hjærter med Had og Misfornøjelse mod dette Samfund — Viljen har han. Evnen brister det til dels paa. V. Holst er en ansét Mand i sit Parti, men hans Navn vil dog altid komme til at staa i anden Række. Der er et mildt Skær af Latterlighed over denne evindelige Prædikant, der i sin altid uforandrede tunge Alvorsfuldhed bliver trættende og kedsommelig for dem, der kommer i daglig Berøring med ham. Tavs og stille sidder de lange Dage igennem denne melankolske Socialdemokrat ude i det mørke Hummer i Rømersgade 22. Dybere og dybere spinder han sig ind i det socialistiske Edderkoppevæv. Han kommer aldrig ud af det.