Danske Digtere 1904/Johannes Jørgensen

Gyldendalske Boghandel / Nordisk Forlag København — Kristiania


Danske_digtere_1904.djvu Danske_digtere_1904.djvu/9 130-141

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Johannes Jørgensen.


Johannes jørgensen er født 1866 i Svendborg, søn af en skibsfører, blev student 1884, studerede først filologi, siden geologi, men gik så over til journalistisk virksomhed. Han debuterede 1886 i tidsskriftet „Nutiden“ og udgav det følgende år en samling „Vers“. 1888 kom hans første lidt større novelle „Forårssagn“, 1890 „En fremmed“, 1892 „Sommer“. Han havde oprindelig sluttet sig til den unge falanks, der samledes om Brandes, men fra begyndelsen af nittiårene fjernede han sig mere og mere fra denne. Han gjorde flittige studier i fransk litteratur, han har også oversat flere verker fra denne og leveret kritiske essays over franske forfattere. Den artistiske „fordærvelse“ og den artistiske „religiøsitet“ hos visse grupper af franske digtere gjorde afvekslende indtryk paa ham. Den „symbolistiske“ retning interesserede ham også. Han blev i den danske litteratur fortrinsvis repræsentanten for den moderne religiøse dekadense. 1893 kom „Livets træ“, 1894 „Hjemve“, samt digtsamlingen „Bekendelse“. Han er senere gået over til katolicismen, og de følgende arbeider er nærmest at regne for religiøse opbyggelsesskrifter, i en udsøgt, tildels søgt stil, overmættet i sin farverige udmalen af enkelthederne.

Den betydeligste bog i Johannes Jørgensens ældre produktion er „En fremmed“. Her fik de stemninger, som allerede er det spæde livsindhold i „Forårssagn“, og som bagefter varieres og efterføles i en række sirlig udciselerede stemningsbilleder, et ret fyldigt udtryk, her bankede blodet dog sterkere end i de senere blomsterstykker, hvor små sygelige høstplanter kryber sammen under brocebræmmet løv af sære og omhyggelig studerede farveskiftninger. Det broncebræmmede løv blev ofte det væsentlige, forfatterens kunst gik næsten helt op i udformningen af en bladplantepoesi, der i al sin fattigdom på dybere menneskelig interesse havde sin egen bedrøvede skjønhed.

„En fremmed“ er den svage vitalitets rødeste blussen, den er ligesom billedet på dette digterliv, som fattigt og livsbegjærligt fører sin lille sørgelige kamp mod en stor og rig verden, hvis bølger går det så højt over hovedet, at det stakkars digterliv tilsidst skylles ind i en stille bagevje. En bagevje, hvor den frelste sjæl med bitter eftersmag afleverer det salte havvand, der er kommet den påtværs, mens broncebræmmede blade drysser tæt og stille ned over bleggule pinseliljegarnerede strande — —.

Helten i „En fremmed“ hedder Anders og er en stakkars landlig ungdom, der har forvildet sig ind til den store og farlige by Kjøbenhavn, hvis mysterier på samme tid tiltrækker og frastøder ham, virker som en feber i blodet, egger hans livsbegjær og fylder ham med hjemlængsel. En smuk og ikke ufordærvet ung kvinde, af lidt usikker samfundsstilling, tar sig af den beskedne og veke yngling, og lærer ham det liv at kjende, der både er gjenstand for hans lyst og hans frygt. Til gjengjæld skjænker han hende den kjærlighed, som hans bløde, virkelighedssky sind kan gi, en myg, skjælvende hengivenhed, som rører og smigrer hende. Der er en egen syg sødme i dette forhold, en ung og en fin følelse, som en modtagelig læser ikke let vil glemme.

Det ender med skuffelse; den blege, kejtede yngling er ikke skikket til at ta kampen op, livet er ham for brutalt og vanskeligt, kjærlighed lønnes med svig, og det stille, gode landliv, hans fars gård, blir hans tilflugt, han ryster den store bys onde støv af sine fødder og søger hjem. Men han har ikke længer noget hjem, han merker snart, at han er fremmed i sin faders gård, han har mistet det, der var hans, uden at finde noget nyt. Han er blit en ensom mand, „en i fremmed“.

I Jørgensens nærmest følgende digtning er denne „hjemve“ grundtonen, der er nok en svag variation af melodien, og det hænder, at den nu og da klinger lysere, og undertiden har man en følelse af, at „livets træ“ har skjænket digteren nogle af de frugter, hans første ungdom så sårt begjærede. Og i den frygtsomme landsgut, i den hjemsyge, elskende yngling, ser vi lidt efter lidt vokse frem en anden, mere selvbevidst, men mindre original og mindre tiltrækkende personlighed. Den „fremmede“ er begyndt at finde sig tilrette. Livet har måske ikke budt ham såmeget, og det er kanske heller ikke såmeget derfra, han har hentet de bestanddele, hvormed han støtter op sin nye personlighed; men der gives lærerige bøger om livet, og den digter, som studerer dem dygtig, kan undertiden ad den vej få, hvad han trænger. Gjennem sin stil og sin emnebehandling havde forfatteren af „En fremmed“, straks vist, at han med kjærlighed og udbytte havde levet sig ind i den litterære bevægelse, hvis ledende mand var Georg Brandes, og hvis originaleste stilist var J. P. Jacobsen. Og dette forhold havde bare virket godt på den unge kunstner, tjent til at udvikle hans porcellænsskjøre, farvemættede stil, der ofte gav det spæde indhold dets hovedsagelige tiltrækning. Men saa blev den franske litteratur, særlig Huysmans, kilden, hvoraf Jørgensens digtning øste, hvad der manglede den i personligt indhold. Med rørende troskab fulgte Jørgensen Huysmans’ rute: den stilfulde overmættelse, den kunstlede fordærvelse, de artistiske snurrepiberier i „A rebours“ vakte hans beundring og efterlignelsestrang lige sterkt som den senere trappist-forklædning. Med velbehag indåndede han den atmosfære af storstad, disse merkelige parfymer, som strømmede ham imøde fra den flittige franske modedigter. Et og andet brudstykke, som havde bedåret ham ved sin krydrede duft, lod han i dansk oversættelse komme sine ulærde landsmænd tilgode: jeg mindes særlig nogle jod- og merkurialfarvede fantasier over „la grande vérole“, som blev gengit i „Tilskueren“. Men det var dog i Jørgensens egen produktion, man ret kunde få et indtryk af, hvor intimt forholdet var mellem ham og hans franske mester. Selv om dicipelen ikke overskred den grænse, der også i litteraturen bør adskille mit fra dit, så hændte det dog, at den nu til det ukjendelige opklædte Anders med en sådan intensitet satte sig ind i Des Esseintes’ fornemmelser, at man rent ud sagt kunde forveksle dem; det var vanskeligt at vide, hvilken af de to herrer man havde den ære at underholde sig med. Den tone, hvormed den nye Anders f. eks. drøftede de forskjellige flaskeformers poesi, var så fortræffelig eftergjort, at man et øjeblik syntes at befinde sig i Des Esseintes’ hemmelighedsfulde gemakker. Kort sagt: det var den gamle historie om lensmandsdrengen, der gik, hilste, talte i næsen og spyttede akkurat som lensmanden.

Huysmans blev interesseret for klosterlivet, det gik Jørgensen ligedan. Tonen blev mere og mere katolsk; tilsidst opstod der i den danske Des Esseintes en troens stridsmand, der ved sin ildfulde og dømmesyge veltalenhed satte gamle bekjendte i forbauselse. Men denne sidste forvandling fjernede ham ikke så lidet fra mesteren. Det artistiske moment i Jørgensens katolicisme syntes i enkelte af hans senere skrifter at underordne sig en real interesse, en troesiver, en nidkjær bekjæmpelse af „livsløgnen“, som gjorde et mere personligt og ærligt indtryk end noget andet af hans forfattervirksomhed siden „En fremmed“, En modesag kan blive en hjertesag, og var det let at se, at den stas, Jørgensen lånte hos Huysmans, ikke var bestemt for ham, kunde der i flere af hans senere bøger fremlyse en alvor, som fortjener at respekteres. Det var ikke længer den lille usikre danske dekadent, der havde læst sig til en artistisk fordærvelse, det var den fremmede, der endelig følte sig hjemme i sin fars gård. Han vedligeholdt vistnok forbindelsen med Frankrige, — det har en tid været Ernest Hello, der særlig var gjenstand for hans beundring, — men iøvrigt bør man ikke lade sig vildlede af det elegante katolske snit: der stak en hidsig lutheransk lægprædikant under det fremmede udstyr. Den germanske religiøsitet viser en rigdom af liv og temmelig skarpe modsætninger: der er retninger, hvor det negative, det udelukkende, det fordømmende i visse kristelige dogmer blir det centrale, blir bestemmende for livsopfatningen; jeg vil ikke påstå, at Jørgensens religiøsitet er af denne art; der har undertiden været en stille og skjøn inderlighed i hans små prækener, den samme sarte poesi som i en og anden erotisk stemning fra hans unge dage; men man opdager dog i argumentation, i følelse, i det hele åndelige fysionomi visse træk, som leder tanken hen paa den snevre, glædefiendtlige vakthed, der særlig i visse egne af Danmark og Norge forfølger al verdslig livslyst med sin selvgode knurren.

Det er smukt, når Joh.s Jørgensen ender sine „Lignelser“ med disse ord: „Og dette minde er for mig som at vende tilbage fra megen forfængelig viden til den klare, enfoldige visdom og fra gadernes forvirrede støj til et hjems livssalige stilhed.

Og at skrive disse linjer, der nu står på papiret, er som at sætte blomster i en gammel vase foran et halvt hensmuldret billede, der stirrer ud fra en murnische med to store, dybe øjne.“

Men det er ikke nær så smukt, at han, den nyomvendte, der for kort tid tilbage for vild i „megen forfængelig viden“, vender sig med skjældsord mod dem, der endnu ikke har fundet „den klare, enfoldige visdom,“ og fortæller de mænd, han skylder sin kunstneriske opdragelse, at de er „gemenhedens advokater“.

— Joh.s Jørgensen har samlet mange rariteter på sin vandring fra Huysmans’ artistisk-medicinske laboratorium til sydens klostre, hvis gamle inskriptioner rummer så mangen forunderlig visdom. Ligesom for år tilbage Des Esseintes’ recepter øvede en troldomsagtig indflydelse på hans nerver, således har senere de gamle runer over en klosterport havt den samme virkning. Jeg har stødt paa en sådan inskription, som jeg skjænker ham. Den er taget fra nogle gamle rejsebreve[1] og lyder i vedkommende forfatters oversættelse saaledes:

Til legemets timelige og sjælens evige vel tag
af troens rødder, renhedens liljer, kjærlighedens roser,
håbets blomster, sønderknuselsens absinth, ydmyghedens violer,
så meget som muligt lige dele.
Det blandes med bekjendelsens sirup,
stødes i samvittighedens morter, opløses i tårevand,
koges i anfægtelsens ild og deraf laves en drik;
tag ind af denne morgen og aften.

— — Det forekommer mig, at denne recept medtager alt, hvad man med rimelighed kan forlange. Man gjenkjender straks visse af de processer, som ikke få af den moderne tids digtere har gjennemgået: — sønderknuselsens absinth, der blandes med bekjendelsens sirup og opløses i tårevand; der er jo også de læsere, som ikke finder siruppen usmagelig. I løbet af få år nåede Johs. Jørgensen udover det første bekjendelsens stadium. Tar man f. eks. en bog som „Lignelser“, møder man ikke længer en novice, men en veileder og læge; det er nu andre, som skal ha den fornøielse „at ta ind morgen og aften.“ Iøvrigt er bogen væsentlig en buket af godtkjøbs åndrigheder, hvor der dog lyser et og andet varmere og smukkere ord. I en flau indledning, „Eritis sicut Deus“, fortæller forfatteren sin „kære unge ven“, hvordan han skal finde „den lønlige gjenvej“ gjennem verdens vildfarelser, ved at „gaa i skole“ hos „den arme, forførte Gretchen.“ Der er glatte sætninger, som ligner tanker og får etslags mening, fordi vi fra andet hold har fået dybere og bedre belærelse om „den lønlige genvej“, — et skruet ubehændigt stykke, „Solens åg“, hvor den naivt simple eventyrtone, der tildels er lykkedes i „Hvedekornet“, virker ganske falsk, — det melodramatiske „Skyggen“, hvor forfatteren vender sig bebrejdende mod den store ungdomsforførende digter, hvis magt han også en gang har kjendt, og beder ham stikke sin „rottefængerfløjte" i lommen, — „Giftblanderen“, formelt det bedste i samlingen, sluttet og energisk, et lidet kunstverk, — „Lægen“ efter hans franske ven Ernest Hello, — „Lys i Natten“, hvor modsætningen mellem det, den „fremmede“ søgte fordum engang, og det, der senere er blit hans mål, træder virkningsfuldt frem — og tilsidst en liden efterskrift, en virkelig fin og smuk stemning, „Imitatio Christi“, — sådan er omtrent indholdet af denne Jørgensens lille prækensamling, der alligevel virker noget mere sympatisk end flere af hans øvrige andagtsbøger og polemiske indlæg, hvor han ofte skriger råere op i selvgod nyomvendthed.

Det er en anselig virksomhed, nykatolicismens litterære apostel i Danmark i et decennium har udfoldet; han har skjænket sit i kjætteri og hedendom vildfarende land en lang række skrifter af mere eller mindre agitatorisk art: „Rejsebogen“ (1895), „Beuron“ (1897), „Den yderste dag“ (1897), „Lignelser“ (1898), „Helvedfiender“ (1898), „Omvendelse“ (1899), „Livsløgn og livssandhed“ (1899), „Vor frue af Danmark“ (1900), „En apostel“ (1900), „Romerske helgenbilleder“ (1902), „Den hellige ild“ (1902), „Pilgrimsbogen“ (1903). Samlede virker disse arbeider yderst monotont; man kjender i virkeligheden dem alle, naar man kjender etpar.

„Reisebogen“ hører til de mere interessante. Her ligger både Johannes Jørgensens spinkle styrke og hans store svagheder åbent i dagen. Han taler om middelalderens kunst og den moderne:

„Et selskab turister kom op paa Køllner doms tårne for at bese arbeiderne, der da endnu var i gang. Helt op steg de, højere end turister pleier. Og dér, helt oppe på spiret, traf de en gammel skægget arbeider, som sad og hamrede og meislede på det sirligste. Smaa blomster og snørkler huggede han, og dækkede stenens hele flade med skønne ornamenter.

En af herrerne spurgte forundret den gamle:

— Men hvorfor sidder De dog og gør Dem al den umage? Der er jo ingen, som kan se det og beundre det nede fra.

Den gamle så op fra sin meisel og sagde kort:

„Ich thu’s für den lieben Gott. Der sieht’s.“

— Denne mand — han være apokryf eller ægte — svarede i middelalderens ånd. Derfor arbeidede middelalderen — for at Gud skulde se det. Den altseende var hine mestres publikum.

Deraf rinder hin utømmelige rigdom, hvorom enhver af gothikens kirker vidner. Alt blev udarbeidet med lige omhu og kærlighed; ingen del blev holdt for ringere end en anden, thi alt var lige nær ved Guds øie.

For den moderne kunstner, hvis publikum er menneskeligt, gælder et andet princip. Hans kreds af velyndere er ubestandig — det gælder derfor at fængsle den. Den er vægelsindet — det gælder derfor om at følge dens smag. Den er (heldigvis!) ikke altid så dybtseende — derfor gælder det at blænde den.

Og således opstår en kunst, hvis grundsætning er „at behage publikum,“ „at træffe den herskende smag,“ og hvis frembringelser vidner sørgeligt om, hvad det herskende publikum finder velsmagende.“

Det er vakkert, hvad Johannes Jørgensen sier om middelalderens kunst. Og hans billeder fra Sydtysklands gamle byer har ofte en fin og ægte stemning. Glæden ved malerisk og arkitektonisk skjønhed er vel den, der bunder dybest i Jørgensens sind. Men hvorofte — desværre — føler man, at just den karakteristik, Jørgensen i de citerede ord gir af moderne kunst, „hvis publikum er menneskeligt (!)“, passer på hans egne mariafarinaduftende helvedsnovelletter. Hvor ynkelig tillært lyder ikke hans forklaring og forsvar, når han taler om afladen — hvor uappetitlig virker ikke hans begeistring for Heinrich Suso, dette omvandrende lusebeite — hvor tam og klangløs er ikke hans beskrivelse af munkenes lod: de nyder dog, alt iberegnet, etslags borgerligt velvære!

Stakkars Jørgensen — han stod engang høit i tårnet, og han er, efter sin egen læres lov, blit hårdeligen fornedret. Én trøst har han: det kan ikke betviles, at hans bøger har fundet stor udbredelse både i Danmark og i Norge. En andagtsbog er en andagtsbog. „Publikum er heldigvis ikke dybtseende.“ Jeg har fundet „Livsløgn og livssandhed“ som underholdning for stølsjenten oppe i en afdal i Søndfjord.

— „Den hellige ild“ synes mig allerbedst at betegne den triste tilbagegang hos Jørgensen. Giovanni Colombinis historie skulde kunne git en utvilsom koloristisk begavelse af Jørgensens rang et taknemmeligt materiale. Et middelalderligt maleri, hvor man så den religiøse ekstase, denne blanding af angst og begeistring, af helvedfrygt og af længsel mod den uopnåelige skjønhed, drive menneskene til et liv i den hårdeste forsagelse, mens deres eget kraftige og blodfulde jeg begjærede at mættes ved livets gilde, der lød så larmende i deres nærhed, — måtte være en såre interessant opgave for en kunstner, der selv mener at være gjennembævet af „den hellige ild.“ Johs. Jørgensen har imidlertid savnet kraften, det brede penselstrøg, de stærke lysmættede farvetoner. Værre endda: hvor man beder om liv, får man snak. Denne Colombini holder mange taler, de samme om igjen, kjendte taler, kun svagere end Jørgensens engang var. Disse ulastelige, men kjedelige sætninger har tabt den skjære metalklang, som var Jørgensens egen. Sjelden har Jørgensen som digter således veget rang og sæde for prædikanten. Særlig uheldig har Jørgensen været i sin benyttelse af legenden om den spedalske, som Colombini bringer hjem og pleier, og som viser sig at være Jesus, efterladende en duft af „rose, lilje og viol tilsammen.“ Hvor ypperlig er ikke den samme legende benyttet af Flaubert i „Saint Julien l’Hospitalier“, og hvor smagløs virker ikke historien hos Jørgensen, samtidig med, at han på en yderst nærgående måde har brugt træk af Flauberts novelle.

Der er partier af denne Jørgensens bog, som står under alt, hvad han tidligere har leveret. Han råber „Leve Kristus“ på den mest taktløse måde. Det er en halleluja-historie, opdisket for det groveste gros af menigheden alias publikum.

Har da virkelig prædikantvirksomheden anløbet alt, som var smukt og ægte i Jørgensens kunstnersind?



  1. C. G. Bugge i tidsskriftet „Fra Udlandet“ 1861, I. side 98.