Danske Digtere 1904/Gustav Wied
Gustav Wied.
J
eg er født let og hurtigt d. 6. Marts 1858.
Konfirmeret 1873.
Boghandler 1874.
Dumpet til studentereksamen 1880.
På sagførerkontor 1881.
Dumpet påny 1882.
Huslærer 1883.
En dag på Blågårds seminarium 1884.
Student 1885.
Cand. phil. 1886.
Timelærer 1887.
Digter 1889.
Pebet ud i 1890.
I tugthuset 1891.
Gift 1896.
Avlet børn; dernæst bygget hus; og vil omsider
dø elsket og savnet den 12. April 1927.
Således lyder Gustav Wieds eget skudsmål i det lille hefte, hvormed det Gyldendalske forlag 1901 annoncerede endel celebre nyheder. Skudsmålet er oplysende, og det er karakteristisk. Det er ikke uden vaklen, digteren har fundet frem til sin egen domæne, og det er med en charmant lystighed, han nu fra sin trygge tue ser tilbage på sine vildvarelser. Ingen kan spase mere overgivent med menneskelivets grinagtige tilfældighed end Gustav Wied. Han har ret til det, han kjender den af dyr selvoplevelse, han har overvundet den, han sidder nu og godter sig med sine erfaringer.
Det er ikke bare som boghandlerkommis, sagførerkontorist og seminarist, han har vaklet. Han begyndte som digter milevidt derfra, hvor han befinder sig. Han har engang lavet en Øhlenschlägersk tragedie, betitlet „Gønføg og Geiride“, i fem akter, hvor han travede alvorlig afsted på jamber. Hans egentlige debut var ligeledes et sørgespil, men et moderne, en beretning om en ung mand, der ikke blir forstået, ja ligefrem grumt mishandlet og omsider ender bedrøveligen i galehuset.
Helten i dette stykke, „En hjemkomst“ (1889), har gjort samme erfaring som Stendhal, at de første fiender, man møder, er ens forældre.
„De siger, at han er min fa'er. — Min fa'er …? han som har listet sig efter mig dag og nat for at puste sin isnende ånde i min nakke, han, som har gravet og gravet i min hjerne, til der ikke findes den plet, hvor en tanke, én eneste tanke kan spire! — En fa'er er sit barns sikreste tilflugt; — en fa'er er den havn, der yder ly mod storm og uveir! — Ved du, hvad en fa'r er? han er sine børns frygteligste fiende! for han vil røve dem deres hjerne og give dem sin egen istedet! — han vil lægge stivnende kulde over deres tanker og ord, at de kan visne og bli golde som hans egne.“
Man får ikke noget bestemt indtryk, om den unge mand i „En hjemkomst“, Aksel, under heldigere omstændigheder virkelig kunde udrettet noget, om der har været stof i ham, som duede. Han er fra dramaets begyndelse afgjort sindssyg, og man opnår ingen klarhed over, hvad der er faktisk og hvad der er sygdomsfantasier. Hertil kommer, at Wieds sprog i dette ungdomsarbeide gjennemgående er hult patetisk og broderet med billeder af en prangende banalitet. Et skridt videre, og man er helt over i parodien. Wied gjorde skridtet. På den lykkeligste måde. Fra det patetisk blomstrende slog han hastig over i det barokke. Men dybt i hans sind bor der ved siden af hans sprudlende komiske sans en sentimentalitet, som er forbunden med hans godhed, hans elskværdige syn på menneskene. For Wied er menneskene, således som hans modnere erfaring betragter dem, i det hele snille og grinagtige, han ser på dem med gemytlig medfølelse og et rundt skøiersmil. Han har tilegnet sig sin gamle ven træskomanden Anders Rødkildes opfatning: „La vos bare ikke skave vos, for vi mennesker er sgu dov alligevel mennesker.“ Mest respekt har han for muntre og selvsikre unge piger og for kloge gamle damer. Dem lader han gjerne spille første violin, som Anna i den bekjendte komedie af dette navn, eller indtage et overlegent dommer- og tilskuerstandpunkt, som bedstemoren i hans roman „Slægten“. Mandfolkene har han som regel ubarmhjertig tilbedste, lynsnart opdager han deres svagheder, og har de ingen svagheder, morer han sig over deres ulastelighed på en måde, som gjør denne til en svaghed. Det heder om den smukke Holger i „Det svage kjøn“: „Samme Holger minder ikke lidt om tjener Frants i første afdeling. Ganske vist er han elegantere og mere utvungen i sin optræden; men han hører dog til samme hjerteknuser- og overkellnertype: høi, bleg, velskabt, med tætklippet, salvet og lige kløvet kranie. Men naturligvis bærer han qua kriger overskjæg.“ Dermed har digteren sat sit lille muntre narrestempel også på den elegante kavaller. Jeg husker dunkelt fra barneårene en lek, hvor man sodede hinanden på næsen. Det er en Wiedsk fornøielse: han soder sine figurer på næsen, og så ler han umanerlig. Der gjemmer sig en god portion barnslighed i Wieds humor. Det er vel denne barnslighed, som har fristet ham til at omdigte „Bedstemors gut“ på dansk, hvad den danske kritik ikke uden grund har bebreidet ham: hvordan har Wied kunnet knytte sit velagtede navn til en slig „pølsefabrik“, skriver „Politiken“. Sagen er, at Wieds smag ikke er ganske sikker. Hans begavelse viser undertiden en jonglør, der spiller med pudsigheder. Han griber de pudsigheder, hans bizarre fantasi eller tilfældet tilkaster ham, uden at sortere dem så nøie. Han gjør ikke altid forskjel på de pudsigheder, der umiddelbart rører lattermusklerne, og dem, der kaster lys over noget menneskeligt. Han benytter sig af alle lykkelige tilfælde. Han synes særlig godt om sådanne indfald sam at føre „en bitteliden, tætklippet, gul hest trofast stampende“ ind i fru Saras soveværelse. Vi hører, hvor han er halvkvalt af latter sammen med gutterne, der arrangerer optoget. Men Gustav Wieds begavelse som komiker har også en mere inderlig karakter: han har i særegen grad sansen for at fange de ord, der lyser muntert op i en menneskesjæl og afspeiler det ydre og det indre i samme glimt. De skikkelser, der ikke mindst synes at virke på ham, er sådanne som Thummelumsen, hvor et snurrigt ydre frister latteren, mens det indre viser følelser, som vækker medlidenhed eller endog sympati. Der findes godslige, og der findes mindre godslige satyrer. I „Livsens ondskab“ har Wied tegnet en ypperlig repræsentant — Knagsted — for de sidste, der driver et fantasifuldt og maliciøst spil med menneskenes svagheder. „Livsens ondskab“ sætter med genial sikkerhed fingeren på det hos mennesket, som det gjerne vil gjemme undaf, og foranstalter en kåd spas med *homo sapiens* på hans uregelmæssige vandring mod døden, ja, digteren lader hans grinagtighed kulminere i den alvorligste af alle hans fornemmelser, dødsfrygten. Det animalske menneske, der gjør sig skyldigt i så mange grove latterligheder, får imidlertid i Wieds øine en undskyldning for alt ved den festivitas, der kan omgi dets feil. Disse „ædedolke“, han har skildret i „Livsens ondskab“, klør hans komiske sans så behagelig, at han ikke kan andet end at bevidne dem sin agtelse. Gustav Wied er selv dog alt i alt en godmodig satyr. Han glæder sig af et mildt hjerte ved at se mennesket træde den grove og lystige dans, som heder livet. Efter en begravelse følger der efter Wieds erfaring naturrigtig en god middag, — efter middagen har aldrende gentlemen naturrigtig besværligheder, — med besværligheden dukker eftertanken op, — med eftertanken indtræder atter begravelsesstemningen, indtil den muligvis bortskylles i sodavand og whisky. Så er menneskedyrets sjælelige kredsløb.
Selv er Wied som den unge dame i „Første violin“, der liker at trække i trådene. Siden Holberg har ingen dansk digter set friskere på menneskets naragtighed end Wied. Han er en ægtefødt ætling af den store komedieforfatter. Han ser menneskene fra det „store latterhjørne“. Hvor vi andre ser tusen ting, der ligesom ophæver hverandre, mange farver, lyse og mørke, nuanser, der tilsammen tegner menneskets lystige vrangside, griber hans øie uvilkårlig satyren i mennesket, bukkeskjægget og hornene. Det hænger sammen med noget ur-oprindeligt i hans natur, der reagerer ligeoverfor det ur-oprindelige i menneskeheden. Menneskene afklæder sig uvilkårlig for hans øie og danser til Pans fløjte en drøj kankan, mens der er forår omkring dem og grøde i luften. Undertiden blir Wieds interesse for menneskets fysiske funktioner lidt for brysom for hans læsere. Man døier ham tilsidst ikke, når han gir os en hel bog om W.C. Og smagløst virker det også, når han lader en forfatter, benævnt Rasmus Vridsløse, udlagt på norsk: Rasmus Bodsfængsel, — gjøre en kjendt dansk personligheds arbeider til sine egne. Gustav Wied er ikke helt herre over sine indfald.
Men en komisk digter af Guds nåde er og blir han. Hans komik har undertiden Holbergs gyldne klarhed, hans åbne blik for narren i mennesket, — undertiden har han Schandorphs brede venlighed. Gustav Wied er i den danske litteratur Drachmanns kontrast, han er det lystige grin, der følger den farende svend lige til graven.
Det er meget tilfældigt ved Wieds komik; men han har geniale syn. Han kan undertiden som den rigtige satyr sætte sig ned og le overgivent af en bagatel — en kalvs dumme ansigt, noget helt animalsk —, der er en lystighed inde i ham selv, som ser alverden i et latterskjær.
Men så hænder det ham, hvad der aldrig hændte Holberg, men nu og da Schandorph, at han pludselig blir grådmildt stemt. Satyren blir stille og sentimental. Nok en hurtig bevægelse, og han gjør nar af sin egen sentimentalitet. Han er hastig og vekslende i sine stemninger som et barn eller en beruset mand.
Efter sørgespillet „En hjemkomst“ gik Wied i en helt anden retning. Hans næste arbeide var „Silhuetter“, småstudier fra hans hjemstavn, fra Lollands landliv, livfulde, gemytlige, drøie, nok noget brede. De kom 1891, på et tidspunkt, da grundtonen hos de unge forfattere for det meste havde en sørgmodig klang, i ethvert fald en alvorlig. Gustav Wied forkyndte med Rasmus skovfogeds ord: „Humøren er sgu gusketak da ’nte en’nu hva’ ma’ kalder sådan rent kaput i gamle Danmark.“
1893 fulgte en ny samling, „Barnlige sjæle“, hvor digteren anslår en betydelig fripostigere tone end i „Silhuetter“, han negter sig intet, der kan kradse læsernes lattermuskler, han boltrer sig i burleske indfald, han søger parringsscenernes komik, han tror på en fordøielsesorganernes poesi.
Han ynder at gjengi guttevitser som denne: „Jeg drømte, at Vorherre sad ovre under akasiatræet og spiste lammesteg." Når dyrlæge Chr. Meyer og hans leieboer tobakshandler Chr. Abel blir uenige, godter han sig ved at kunne meddele, hvilke merkelige rekvisiter hrr. Abel efterlader på sit værelse. I det hele taget: begreberne udelikat og pudserlig løber lidt sammen for ham.
En af de morsomste situationer er den, hvor maleren Weis — alias forfatteren Wied — inviterer småbyens højst bourgeoise damer til en liden eftermiddagstilstelning og som underholdningens clou præsenterer dem for portrætet af en badende zigeunerpige: „Fru C. O. stod uophørlig og lettede på det ene ben som en tøiret høne, der er i bekymring for sine kyllinger. Men fru Rasmussen, den lange magre fru Rasmussen, sagde ingenting og gjorde ingenting, hun stod lige op og ned i sin pragt som en telegrafstang i festdragt.“ Historien „Et gravøl“ karakteriserer Wieds forkjærlighed for det groteske. Et medlem af en kammeratkreds sender vennerne en spøgefuld indbydelse til sit gravøl, hans muntre gjæster gouterer i høj grad den stilfuldhed, hvormed spøgen gjennemføres, men da stemningen er allerbedst, viser det sig, at det er alvor: under liglagenet ligger der en virkelig død mand, værten har for sin part forberedt sig med cyankalium.
Skuespillet „Erotik“ (1896) viste, at Wied, der allerede flere år tidligere som dramatiker havde vundet en omtvistet celebritet ved enakteren „En bryllupsnat“, virkelig havde betydelige evner som lystspilforfatter. Glæden ved det groteske er her parret med en bred, lys jovialitet, personerne er lige menneskelige, som de er pudsige, hvad Wieds personer ikke altid er, replikerne har en umiddelbar friskhed. „Erotik“ har også på scenen vist den lykkelige evne at kunne samle alle kredse i fælles munterhed. I Norge har stykket — ikke mindst takket hrr. Hauk Aabels fremstilling af antikvitetshandleren Snild — vundet en voldsom popularitet.
Wieds held som skuespilforfatter har senere været vekslende.
„Første violin“, frugten af et samarbeide med hrr. Jens Petersen, eiede det samme unbefangne humør som „Erotik“, skjønt den lystige åre allerede her synes at flyde knapt så villig. Den sceniske succes var fremdeles uomtvistelig. Derimod gjorde „Atalanta“, hvor ligeledes Jens Pedersen havde været Wieds medarbeider, kun mådelig lykke, og „Den gamle pavillon“ viste, trods smukke enkeltheder, at den oprindelige Wied’ske sentimentalitet, som røber sig i spredte tilbagefald, ikke forliger sig let med den burleske tone, der senere har git hans kunst dens karakter.
Der er blit sagt, at Wieds ypperste verk hidtil er hans fire satyrspil „Adel, geistlighed, borger og bonde“ („En mindefest“, „Herrens venner“, „Centrum“ og „Døden“), og det tør ha sin rigtighed. „En gnist af det guddommelige humør, som kun de udvalgte eier, har fænget i hans sjæl,“ sier Edvard Brandes i en kritik; „ved denne lystige flamme betragter man hyggeligt al den verdens elendighed, som de fleste tager så høitideligt.“ Det er rammende ord. Det lys, der udgår fra Wieds guddommelige munterhed, svider ikke i øjnene, det brænder ikke i sjælene, som de store bitre humoristers vid. Man kan i disse satyrspil sidde hyggelig ved flammen og betragte elendigheden. Wied har en godmodig forvisning om skabningens forkrænkelighed, dens flygtighed, dens betydningsløse ringhed. Han tar intet høitideligt. Latterens evne er den høieste, mennesket eier.
Han sparer ingen og intet.
Ved den mindefest, hvor årsdagen for hofjægermesterindens død høitideligholdes af hendes mand og deres fælles meget gode ven kammerherren, falder der ved kaffen og kognaken følgende repliker:
Hofjægermesteren:
Ah—h, det gjør godt at komme lidt til ro! … Den føler lindt på tungen, den kognak!
Kammerherren:
Som manna — (Med en håndbevægelse hen mod flesken): 1864 … vort smertens år!
Hofjægermesteren
gaber.
Ja … stakkels Slesvig! skænker Skal De ha noget på dyrskuet iår?
Også i „Det svage køn“ („Hendes nåde“, „fru Mimi“, „frøken Mathilde“, „Ane Marie“) står digterens vid i zenith. Kvindernes lunefulde ubestandighed, det overraskende og uberegnelige i deres væsen og ikke mindst deres gratiøse uartighed bereder ham evig fornøielse. Han har f. eks. fundet en „sød, lille, buttet kone med lyst lokket hår, friseret efter den yndefulde gordon-setter- mode.“ Mimi heder hun og sidder i en nydelig morgendragt ved frokostbordet: „Armene er bløde, runde og mathvide, som gjorte af frisklavet marcipan. Lige til at æde.“ „Hun er eneste og meget forkælede barn af en rig parvenu-familie i flæsk og petroleum.“ Skjebnen og Gustav Wied har tildelt hende en høj, mager, lysblond mand i trediverne, nærsynet, distræt, dr. phil., medlem af en gammel og anset, men mindre velhavende patricierfamilie. Han arbeider på en afhandling, som bærer titlen „Clodevig I’s ungdom“. „At disse to væsener har fundet hinanden, står for os som en gåde. Men ægteskaber sluttes som bekendt i himlen.“ Så gådefuldt er det vel neppe, Gustav Wied kunde måske selv gi besked. Han ved ialtfald meget vel, hvorfor han aflægger netop dette par et besøg. De frydefulde randbemærkninger er næsten morsommere end stykket selv.
Det lille huslige drama, der varer en dag, begynder med en misstemning ved frokostbordet: Mimi er forarget over Valdemars blå lorgnet og hans blyant, symbolerne på hans forsømmelighed ligeoverfor hendes buttede høihed. „At jeg sidder her og sprækker af kedsomhed bryr du dig ikke om.“ „Jeg mærker jo aldrig, at jeg har nogen mand (natten forud har han, da han kom ind fra sit arbeidsværelse, været så ængstelig for at vække hende!) Hele dagen render du rundt på de fjollede bibliotheker! Og når du kommer hjem, sidder du og æder blæk inde hos dig selv!“ Frokostscenen ender dog forsonlig. Arm i arm vandrer Mimi (kjælen) og Valdemar (lidt betænkt) ind i kabinettet for at nyde sin kaffe med hyrdetime.
Hyrdetimen afbrydes, ti Valdemar skal være lods for nogle lærde professorer fra Lund og Upsala. Hans forhold til disse abekatte oprører Mimi. Meningsudvekslingen om det kildne emne har til følge, at: Mimi stamper i gulvet og foreslår Valdemar Cantus verdenshistorie som den gemalinde, han egentlig burde valgt. For at gi sine ord eftertryk bombarderer hun ham med sukkerbiter. Krisen blir akut, og da Mimi ikke får tilladelse til at bli med på Valdemars lærde udflugt, men tværtimod formanes til fornuft, tildeler Mimi sin gemal en smeldende ørefig.
Istedenfor at anvende en passende husfaderlig straf går Valdemar sin vei krænket i hele sin aristokratiske bevidsthed. Mimi blir siddende dybt forurettet tilbage. Hun tilkalder sit faktotum, den fra fædrenehjemmet nedarvede Marie, og lader hende forstå, at herren ikke alene har tabt sukkerskålen, men at han også har andre synder på sin samvittighed. Det er hende ganske ligegyldigt, om bukseselerne hænger nedenfor på ham ligesom forleden dag — „om bukserne med! Og skjorten … og uldtrøien … det hele! Det har han godt af! Jeg er ligeglad.“ Kortsagt: Valdemar har slået Mimi, og Mimi er syg. Hun vil aldrig spise mere. Det lykkes dog Marie at vække hendes ødelagte madlyst. Når omeletten bare blir med morbær og ikke med svedsker. Og når der kan opdrives en rødspætte. Mimi blir henlagt på chaiselongen og slumrer ind, fuld af onde anelser, næsten døende, dog med en sidste tanke for det jordiske, der gjælder det ristede brød til duestegen.
Hun vækkes ved, at der kommer besøg, hendes veninde, fru Nicoline Paludan, med hvem hun til et glas sherry udveksler livsanskuelser og oplevelser. Ægteskabelige detaljer, brydninger i omgangskredsen, undertøj, unger, Valdemars Chlodvig, svenskerne — alt passerer revue. Tilsidst berøres Natalie Smalstrøms roman „Splintrede mure“, hvis livsvisdom har sat fru Mimis åndsevner i bevægelse.
Efter at veninden er gået, og Marie har bibragt sin forladte herskerinde „en lille rødspætte, halvanden due, og to yndige omeletter lige fra panden,“ hvortil tvende glas rødvin og et „fingerbølle“ sherry, — sidder den nu noget beroligede fru Mimi inde i salonen og nyttiggjør sig læsningen af Smalstrøms roman. Hun vil være kold og utilgjængelig ligesom bogens heltinde i de afgjørende kapitler. Valdemars seng skal flyttes.
Hun gjennemfører sit heroiske forsæt, til trods for, at Marie sætter op „øine som Kongens Nytorv“ og grædefærdig indstiller på herrens benådning eller subsidiært „en lille prøve bare sådan for en otte dages tid.“
Mimi
i exstase.
Ingen halvhed, Marie! Enten — Eller! — Sengen skal flyttes.
Marie
resigneret.
I Guds navn da! — Skal vi ta servanten med ?
En stund senere ligger Mimi i sin enslige visselulle. Hun har ventet sin Valdemar med sterkt blandede følelser, men er endelig trods sin bundløse sorg sovnet ind. Hun vågner ved at høre Valdemars listende skridt: han holder på at klæde sig af. „Men han må jo da opdage, at der kun er en seng! — Hun laver et lille bitte kighul mellem tæppets folder og titter ud: Der står han i underbenklæder (fox normal) henne ved toiletbordet og trækker sit uhr op. Og han har de blå næseklemmer på! hun kan se dem i speilet. — Nu vender han sig og kommer hen mod sengen! … Hun lukker øinene i rædsel: Han må, må, må jo da opdage det!
Men han opdager intet. Roligt og værdigt, med tanken henvendt på Chlodevig, slår han tæppet tilside for at bestige sit leje …
Da ser han hende ligge sammenrullet som en lille hvid bylt nede i sengens benende. Håret hænger hende pjusket om kinderne, og hun stirrer op på ham med store, kuglerunde øine.
Som en statue står han et sekund med det ene ben løftet og ude af stand til at tænke. Så sætter hen langsomt foden til gulvet og mumler fuldstændig blødhjærnet af forundring:
Men du gode Gud, Kat, hvad vil du dog i min seng!?
Mimi
bliver i samme øieblik igjen og glemmer ganske og aldeles både Natalie og sejrsfanfaren og Jericos mure, medens tårene styrter ud af hendes øine.
Å, Valdemar, Valdemar …
Valdemar
sætter sig på sengekanten.
Men, lille Kat, hvad er der dog? Griber hendes hænder.
Mimi
hulkende.
Valdemar, Valdemar...
Valdemar
ulykkelig og god.
Ja, ja, lille ven, lille ven …
Mimi
slår armene om hans hals.
Du må aldrig forlade mig!
Valdemar
Nei, nei …
Mimi
Jeg har længtes så forfærdelig efter dig!
Valdemar
kysser hende.
Mimi
hulkende.
Min egen seng … er gået i stykker … og så flyttede … Marie og Ane … den ud … Men kan vi ikke … godt … begge to … sove her … i nat? Jeg tør ikke … ligge alene!
Valdemar
kjærligt.
Jo, det han vi vist godt, lille du …
Mimi
trykker sig ind til ham.
Du ved ikke … hvor jeg har længtes efter dig!
Valdemar
kysser hende ømt.
Min lille Kat …
Mimi
bly, med hovedet mod hans barm.
Du har vist glemt at ta’ dine blå briller af …
Valdemar
forundret.
Har jeg det! Føler efter. Ja, det har jeg skam også! Tager næseklemmerne af og lægger dem på stolen foran sengen.
Denne lille skisse forekommer mig typisk for Wieds begavelse. Ligeoverfor mennesker af Mimis og Valdemars åndelige konstruktion strækker hans evne fuldkommen til. Her udnytter hans humør hver nuanse.
„Livsens ondskab“ er i sin rigdom af strålende detaljer et af Wieds morsomste verker. Det gir også — mere end noget enkelt af disse — et umiddelbart billede af digterens personlighed, den originale vegetation i hans hjerne, dens pragtblomster og dens ukrud. Skulde man anbringe Wied i et kommende liv, kunde jeg tænke mig ham som en vanartet cherub, der til salterens klang intonerede lovkvad over den jordiske kjønsdrifts vise anordning, og om menneskets forhold til føden, kjødets og urternes underfulde gang tilbage til sit ophav. Wied er neppe helt uenig med Rameaus brorsøn: O stercus pretiosum — det er livets store resultat i alle dets forhold.
To af Wieds bøger indtager en særstilling. Det er „H. C. Andersen“ (1897) og „Slægten“ (1898).
„Slægten“ har en dystere grundtone end det meste af Wieds senere digtning. Det er en art social roman, den behandler en landjunkerfamilies skjebne: slegten går tilgrunde i rå sløvhed, i mangel på initiativ og handledygtighed. Mens den åndelige styrke helt fallerer, bevares til en vis grad den fysiske. En brutal godmodighed blir tilbage, der dog ikke er andet end godmodigheden hos sterke dyr, som endnu ikke er tirrede. Det nye blod, der tilføres slegten, er enten i sig selv værdiløst, eller formår i det mindste ikke at fremkalde nogen forædling af stammen. Enkebaronesse Juliane („dragonen“), den kloge gamle dame, med den frie tale og det overlegne livssyn, kan intet udrette, hendes søn, Hannibal, den godslige bjørn, er fortabt han som slegten i det hele: der er ingen rygrad.
„Slægten“ har muntre motiver, men flere sørgelige. Der er nu og da i fremstiliingen noget, som bringer en til at tænke på studier efter Maupassant. Hannibals hevn over hustruens utroskab, Alvildas og grev Scheeles endeligt, svarer også nøie til den måde, hvorpå grev de Fourville i „Une vie“ tar revanche for sin krænkede ære. En interessant type er presten Mascagni: den åndelige deformitet, der ikke sjelden udvikler sig hos geistlige med forpinte erotiske tilbøjeligheder, er her fremstillet med stor kraft. Man gribes ligeoverfor en vis gruppe af geistlige, — statsreglementerede næringsdrivende — af en lignende medfølelse som den, prostituerede kvinder uvilkårlig vækker. Der er en hemmelig lighed. Den arme Mascagni er et skarpt tegnet eksemplar af arten, en af de mere dybtgående menneskeskildringer, Gustav Wied overhovedet har git.
— „H. C. Andersen, stemninger og eventyr“ har til indledning en liden fortælling, hvorledes de mødtes, Danmarks store eventyrdigter og forfatteren G. W. De er virkelig mødtes, i denne bog, så lykkelig er H. C. Andersens stemning efterfølt i flere af historierne. Det naive hos Gustav Wied er beslegtet med det naive hos H. C. Andersen, selv om det er opblandet med mange bestanddele, der er fuldkommen fremmede for de berømte eventyr. Wieds historier er heller „ikke skrevne ganske med den samme håndskrift.“ Mens „Slotsherren“, „Skomager Munter“ og „Tante Nikke“ er i H. C. Andersens ånd, har „En dag i Spanien“ en helt anden karakter, der er en frisk, ret almindelig reiseskildring, som endog kunde været skrevet af mange andre end netop af Gustav Wied, og „Eventyret om frøken Caroline“ er til gjengjæld så udpræget Wiedsk i sin idé og sin stemning, så burlesk i det sentimentale, så bidsk i selve sin menneskelige medfølelse, at den falder ganske udenfor H.C. Andersens rækkevidde. Lidt stiliseret er naturligvis den hele samling, mange vendinger er også importerede så ferske fra eventyrene, at virkningen blir tvilsom. Ét fuldlødigt kunstverk indeholder dog bogen: det er „Brødrene Grøn“. Her er H. C. Andersens ironi, der — så enkel den var — repræsenterer det dybeste i hans livsvisdom, den bitre kjerne i hans milde enfold, virkelig gjenopstået i en forynget og djervere skikkelse hos Gustav Wied, hvis bittersalte frimodighed blir lunere og rundere, iklædt eventyrets form.