Danmarks Riges Historie/1/3-1-4
IV.
Kong Harald Haarderaades Togter til Danmark. Slaget i Nisaa 1062 og Freden 1064.
De islandske Sagaer synes at skildre os Forholdet mellem Kong Svend og den norske Konge saaledes, at denne igennem sytten Aar førte en sjældent standset Fejde mod Danmark, indtil omsider en Fred blev sluttet. Nærmere beset turde dog vistnok alle disse Søkampe høre hjemme i de nærmeste Aar efter Svends Tronbestigelse (1043—50) og i Aarene 1060—64. Der synes at have været en Tiaarshvile, efter hvilken den norske Konge paa ny tog Kampen op.
Men hvor betegnende ere ikke disse Togter for Harald! Vi se ham som en Skikkelse fra længst forsvundne Dage, han er en Byttetager paa fremmede Strande som Vikingetidens Helte, han er hverken en Erobrer som Svend Tveskæg, som Knud eller som Magnus, der kom for at underlægge sig et fremmed Rige. Tilmed har Haralds hele Optræden i mange Henseender et unordisk Præg, smittet som hans Karakter var bleven i Østerlandene af byzantinsk Rænkefuldhed og Grumhed.
Krigen begyndte 1043. Kong Harald sejlede ned mod Randersfjord, i Nærheden af hvilken Thorkil Gøses Gaard laa. Jydernes store Høvding havde forbrudt sig mod Harald ved at give Svend Kongenavn; hans Døtre havde paa Spottevis lavet Oste i Form af Ankre og kaldt dem stærke nok til at kunne holde de Skibe, hvormed Harald vilde erobre Danmark. Thorkils rige Gaard og hele den omliggende stærkt opdyrkede Egn var det desuden fristende at opsøge for Plyndrerne. Hurtigt blev Gaarden omringet og Gøsedøtrene — thi Thorkil selv var fraværende — fangne; med Jernbøjer om Fod maatte de vandre til Skibene, medens Gaarden gik op i Flammer. Saa snart Budskabet herom bragtes til Thorkil, skyndte han sig til Harald for at bede om Naade for Døtrene, og Harald gav dem fri mod høje Løsesummer. Imidlertid havde han plyndret vidt omkring i Gudenaalandet. Umaadeligt var det Bytte, som de tungt lastede Skibe den Sommer bragte hjem til Norge.
To Aar efter kom Harald med en stor Flaade til Gøtaelven. Svend havde opfordret ham til i Stedet for de idelige Plyndringer at tage imod et Hovedslag paa dette Sted, og Harald fandt Tilbudet rimeligt. Svend viste sig imidlertid ikke; han laa ved Sjællands Kyst og havde endnu ikke faaet hele sin store Flaade samlet. Harald sendte da alle sine nordenfjelds Krigere hjem og tog med Resten af Tropperne fat paa den vante Plyndrevis. Frygteligere end nogen Sinde før hærgede de ned ad Jyllands Østside, saa at Indbyggerne sendte deres Kvinder og Kostbarheder ned til det befæstede Hedeby. Men netop denne blomstrende Handelsby, hvor ogsaa Kongen gemte store Skatte, ønskede Harald at ødelægge. Den blev erobret i Løbet af en Nat, talrige fornemme Kvinder kom i Fangenskab, og store Rigdomme bleve tagne, hvorpaa Byen blev brændt. Danerne skulle erkende, sagde Harald, at de ikke formaa at forsvare deres Kvinder og Gods mod Nordmændene. Dog var der dem blandt de Norske, som den hele Kampmaade ikke huede.
Paa Tilbagevejen blev Harald endnu engang opfordret til at tage mod et Hovedslag, hvad han afslog. Saa let skulde han dog ikke slippe bort fra vore Farvande, thi af Modvind bleve Skibene kastede Syd paa ned mod Læsø, hvor de laa om Natten. Om Morgenen var det en stærk Taage, og da Solen brød igennem, saa Nordmændene noget skinne i det fjerne som Ild; det viste sig snart at være de forgyldte Dragehoveder paa de Danskes Skibe. Nu fik de Norske travlt med at komme af Sted paa deres tunge Fartøjer. Men de Danske halede stærkt ind paa dem, hvorfor Harald gav Befaling om, at man skulde kaste al Slags Træ, saasom Ræer og Stænger, over Bord efter at have fæstet skønne Tøjer og al Slags Kostbarheder dertil. Da de nu drev ned imod de forreste danske Skibe, kunde Mandskabet ikke modstaa Fristelsen til at opfiske, hvad der flød paa Havet, og saaledes blev Farten sinket. Da kom Svend til med sit Skib og udskammede Krigerne, fordi de viste saadan Vindesyge samtidig med, at Nordmændene bortførte deres Hustruer og Døtre. Nu roede Danerne skarpt til og nærmede sig atter Nordmændene. Harald befalede da, at Skibene skulde lettes ved, at alle Slags tunge Forraad som Hvede, Flæsk og Øl kastedes i Havet, men det syntes ikke at hjælpe. Som et sidste Redningsmiddel lod Harald da Skanseklædningen, hvortil Tønder og tomme Kar vare fæstede, kaste i Søen; de Danskes Kvinder og andre Fanger vare bundne til de gyngende Brædder. Da maatte Svend give Ordre til at redde de ulykkelige, og dermed gik der saa lang Tid hen, at de norske Skibe ikke længer lod sig indhente. Kong Svend og de Danske vendte da atter tilbage til Læsø.
Her traf de paa syv norske Skibe, der vare blevne tilbage. De tilhørte Bønder fra Viken, og Mandskabet bad om Naade og tilbød Løsepenge. Harmfulde over den norske Konges Adfærd tilskyndede de danske Krigere Kongen til at lade dem dræbe, men Svend svarede, at man ikke burde svige dem, som frivilligt havde overgivet sig; »eftersom den store Sejr blev os nægtet, bør vi skænke ogsaa disse Folk Livet uden at mishandle dem«. Saaledes fik de Lov til at drage bort i Fred. Den Ædelmodighed, som Svend her viste, stod i skarp Modsætning til Haralds hensynsløse Legen med Liv.
Medens Kong Svend ingen Sinde vendte Vaabnene mod de norske Kyster, undlod han ikke at benytte Knud den Stores Vej til at skabe Norges Konge Fjender. Saaledes rejste der to Udsendinge af Kong Svend rundt i Norge med hans Indsegl. De kom til Ejnar Tambeskælver; men han svarede, at hvorvel Harald ikke var hans Ven, medens Svend ofte omtalte ham venlig, vilde han dog gøre den danske Konge al den Modstand, han kunde, og hjælpe Kong Harald med al sin Styrke. Kun en enkelt tog mod de tilbudte Penge. Værre Frafald led Harald ved sin egen Haardhed. Da han saaledes nægtede at gøre Lendermanden Hakon Iversøn til Jarl, styrede denne med sit Langskib til Danmark og tilbød Svend sin Tjeneste. Svend modtog ham vel og satte ham til Landeværnsmand; han skulde ligge ude med sine Skibe og vogte de danske Kyster mod Vikinger fra Østersølandene. Denne Tjeneste udførte Hakon med stor Iver baade Vinter og Sommer.
En anden norsk Høvding søgte ligeledes Kong Svend. Finn Arnesøn var en Broder til Kalf Arnesøn, som sagdes at have dræbt Kong Olaf i Stiklestadslaget og i hvert Fald var en af Hovedanførerne for Bondehæren; under Kong Magnus’ Regering havde Kalf maattet gaa i Landflygtighed, nu havde Finn faaet sat igennem, at han atter maatte vende hjem. Men under et Togt paa Fyn blev Kalf dræbt af de Danske, og Finn beskyldte Kong Harald for, at han med Vilje havde forvoldt hans Død ved at sætte ham paa en udsat Post. Finn forlod Landet og drog til Kong Svend, som indsatte ham til Jarl i Halland.
Nogen Tid efter hændte der følgende, som tvang Hakon Iversøn til atter at vende hjem til Norge.
Kong Svend havde en Broder Bjørn, som var bleven dræbt i England (1049); han efterlod en Søn Asmund, for hvem Kongen var Fosterfader. Den begavede og tapre unge Mand havde vundet Svends Kærlighed, men Asmund var et uroligt Brushoved, hvorfor Svend havde fjernet ham fra Hoffet og givet ham Jordegods at styre. Asmund holdt imidlertid stort Følge og Mandskab, som han underholdt ved at plyndre, hvorfor Svend paa ny kaldte ham til Hirden, for at han kunde være under Tilsyn og uden Mandskab. Asmund stjal sig imidlertid bort en Nat, samlede paa ny sine Folk og gjorde mere ondt end før. Saa drog da Svend imod ham og tog ham til Fange. Men efter at være løsladt af Jernet begyndte Asmund paa sit gamle Fribytterliv, han og hans Krigere plyndrede og ihjelslog inden- og udenlands. De, som klagede til Kongen, fik det Svar, at de skulde henvende sig til Hakon Iversøn, som havde det Hverv at skaffe Bønderne Fred for Sørøvere. Da denne Udtalelse med yderligere Tillæg blev bragt for Hakon, sejlede han ud for at oplede Asmund, traf ham ved Udløbet af Slien og nedhuggede ham og hans Mandskab efter en haard Kamp. Hakon sejlede derpaa til Kong Svend og lagde Asmunds afhuggede Hoved paa Bordet for ham med det Spørgsmaal, om han kendte dette. Svend tav, men man saa Blodet blusse i hans Kinder. Da sagde Hakon: »Jeg mærker nok, at Takken bliver mindre end jeg havde ventet, og dog har jeg reddet dit Liv fra den, som agtede at skille dig ved det«. Snart efter drog han hjem til sine Ejendomme i Norge. Der blev nu bragt et Forlig i Stand mellem Kong Harald og Hakon, som blev gjort til Jarl; efter at have faaet denne høje Stilling kunde han hjemføre Ragnhild, en uægte Datter af Kong Magnus, som Brud.
Ved Tiden 1060 begyndte Haralds Hærtog til Danmark igen, men de vare ingenlunde altid heldige; saaledes led Harald et betydeligt Nederlag ved Djursaa. Omsider bad Harald Kong Svend om, at det maatte komme til et Hovedslag, men Svend synes ikke at have taget derimod. Almindelig Leding blev imidlertid udbudt fra hele Norge, og Flaaden samledes ved Gøtaelvens Munding. Svend havde ogsaa samlet en Flaade, men holdt sig i Skjul i Bæltet, og Harald var nu nødt til, efter at Ledingstiden for de nordenfjeldske Tropper var udløbet, at give disse Hjemlov, saaledes at han kun beholdt 180 Skibe tilbage.
Nu gik Togtet mod de hallandske Kyster, som vidt og bredt bleve hærgede. Flaaden var naaet ned til Laholmsbugten og Udløbet af Nisaa, da Svend med en Flaade paa 360 Skibe, samlede i de østlige Provinser, kom sejlende og lagde sig spærrende foran Kysten. Stillingen syntes saare farefuld for de Norske, men Hakon Iversøn styrkede deres Mod ved at sige, at Danerne vel i Begyndelsen af en Kamp vare hidsige, men løjede af, naar de fik en varm Modtagelse. Harald, som brændte af Kamplyst, befalede da, at man skulde lægge Skibene i Rækker samt binde dem sammen; kun paa Fløjene vare Skibene ikke bundne og færdedes frit.
Først ved Aftentid kunde Slaget begynde, og det udkæmpedes gennem hele Sommernatten (9.—10. August 1062). De Danske kæmpede i Begyndelsen med stor Hidsighed. Vidunderligt var det at se, hvorledes en af Skjalm Hvides Mænd Rorgængeren Aslak, uden anden Dækning end sit Skjold og kun med en Egestamme fra Roret i Haanden, sprang over paa et af de største fjendtlige Skibe og med sit Værge nedslog alle Fjender eller jog dem ud i Søen. Da Skibet var ryddet, vendte han med lette Skrammer tilbage til sit eget Fartøj.
Værst Indhug paa de Danske gjorde Hakon Iversøn, der ikke havde ladet sine Skibe binde og nu viste sig overalt, hvor hans Landsmænd trængtes haardt. Der paakom endog Skaaningerne saa stor en Frygt, at de i Skjul af Mørket overhuggede de Baand, som holdt Skibene sammen, og sejlede op ad Aaen, hvor de lod Skibene i Stikken og sneg sig hjem til Skaane. Ved Daggry saa Svend, at Skaaningerne vare flygtede; han søgte dog endnu at gøre Modstand, men Harald trængte hans Skib saa haardt, at han til sidst maatte kaste sig i en Baad og ro bort. Da det saas fra de andre Skibe, at Kongens Mærke var faldet, blev al Kamp opgivet og Flugten var almindelig. 70 tomme danske Skibe faldt i Haralds Magt; mellem Fangerne var ikke blot den gamle Finn Arnesøn, der var bleven Svend tro, men Sjællands mægtige Høvding Skjalm Hvide.
Op ad Dagen lagde der en Baad til ved Hakon Iversøns Skib; i den sad en Mand med en bred, skyggende Hat. Han kaldte sig Vandraad (d. e. den, som er i Nød) og ønskede at tale med Hakon. Da denne bøjede sig frem over Rælingen, hviskede Vandraad til ham: »Jeg beder dig om Livet, om du vil skænke mig det«. Hakon genkendte nu Kong Svend og bød to af sine Mænd ledsage Vandraad, der havde gjort ham mange Tjenester, til sin Ven Bonden Karl, som boede i et afsides liggende Hus; de skulde hilse ham fra deres Herre, at han skulde give Manden den Hest, Hakon forleden havde skænket ham, og lade sin Søn følge ham paa Vej. Karl var straks beredt til at hjælpe; hans Hustru, der hørte om, hvorledes Nordmændene igen havde sejret, udbrød i Klager over at have en Konge, som var baade halt og fejg. »Fejg er han ikke«, sagde Vandraad, »men han er ikke sejrsæl«. Da den fremmede Gæst under Tvætningen før Maaltidet tørrede sine Hænder midt paa Haandklædet, skændte Konen over, at han saaledes gjorde hele Klædet vaadt, men den fremmede svarede: »Det kan vel hænde, at jeg igen kan komme til at tørre mig midt paa Haandklædet«. Hendes Husbond var snart paa det rene med, hvem den fremmede var, og hjalp ham trofast tilbage til Sjælland, hvorfor han ogsaa rigeligt blev belønnet af Kong Svend.
Imidlertid skulde ogsaa denne Hærfart kun blive et Rovtog uden at have Erobring af et Rige eller en Landsdel til Frugt, tilmed syntes Svends Modstandsevne usvækket. Det rygtedes snart, at han havde samlet en betydelig Hær paa Sjælland. En Afdeling Nordmænd, som havde vovet sig i Land paa Hallandssiden for at plyndre, kom desuden i stærkt Betryk; mange Krigere nedhuggedes, og Haralds unge Søn Magnus undslap kun, baaren paa en trofast Ledsagers Ryg, ad Skovveje op til Gøtaelven. Dersom Harald havde tænkt paa at forfølge sin Sejr videre, maatte han nu opgive det og nøjes med at føre det tagne Bytte hjem til Riget.
Imidlertid var Tiden moden til Fred. Kong Svend sad grundfæstet paa sin Trone, ja han havde end ikke Misundere eller Modstandere. Der fandtes ikke i Landet et misfornøjet Parti, med hvilket den norske Konge kunde søge Forbund. Helt modsat var derimod Forholdet i Norge, hvor hvert Øjeblik Stormændene viste Misfornøjelse og Folket ikke trivedes vel. Afgørende for Haralds Holdning blev det imidlertid, at Hakon Iversøn, efter at hans Hjælp til Kong Svend under Nisaakampen var bleven bekendt, maatte flygte til Sverige og af Kong Stenkil forlenedes med Värmeland, hvorpaa han forbandt sig med de misfornøjede Oplændinger, gjorde Indfald i Romerike og krævede Skatter. Da ønskede Kong Harald at faa Fred med Danekongen, og Svend havde altid været stemt for Fred. Der blev aftalt et Møde paa Rigsgrænsen ved Gøtaelv, og her mødte i Sommeren 1064 begge Konger med stateligt Følge. De Danske fremsatte saa bitre Klager over alle de skete Plyndringer, at det syntes, som om Forlig slet ikke skulde tilvejebringes, men omsider jævnede dog kloge Mænd Tvisten, og det blev bestemt, at hvert Folk skulde beholde den Fordel eller Skade, det havde taget. Derpaa svore Kongerne højt og bekræftede ved at stille Gisler, at ingen af dem skulde tragte efter den andens Rige, men hver beholde sit Land med dets gamle Grænser mod Naboriget; denne Fred skulde vare i begge Kongers Levetid.
Allerede Vinteren efter faldt Harald uventet ind i Gøtaland og slog Hakon Iversøn paa Flugt; kort efter tvang han de urolige Oplændinger til Lydighed.
Den med Danmark sluttede Overenskomst havde tilsyneladende bragt den norske Konge de bedste Vilkaar, men i Virkeligheden viste Freden, med hvor langt større Overlegenhed den danske Konge havde styret i den forløbne Aarrække. Kong Harald havde kunnet plyndre og tage Fanger, men intet Landomraade var blevet hans, og ikke en Dansk havde sluttet sig til ham. Kong Svend havde søgt at forsvare sit Land, men ingen Sinde gjort Indfald paa de fremmede Kyster. Det var lykkedes ham at skabe en Fredens Tid for Danmark, og under denne at fremme og udvikle det indre Liv i Staten, uden at de Norskes Plyndringer havde kunnet bringe Forstyrrelse deri.
- ↑ Det i Bayeux i Normandie opbevarede Tapet, hvoraf Enkeltheder ere gengivne i Figg. 153, 157—64, er et 224 Fod langt, 3 Kvarter højt Stykke Hørlærred, paa hvilket Figurerne ere syede med Uldtraad af flere Farver. I over 70 forskellige Scener gives her en Fremstilling af de Begivenheder, som foranledigede Hertug Vilhelms Tog til England, og af Slaget ved Senlac. Tapetet er syet i de nærmeste Aar efter Erobringen.