1

Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/ 392-397

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

VIII.

Olaf den Digre bliver Konge i Norge. Hans og Kong Anund Jakobs Tog til Danmark og Kampen i Helgeaa. Knud lader Ulf Jarl dræbe. Knuds Rejse til Rom.

Danmarks Herredømme over Norge var paa denne Tid ophørt. Olaf, en Søn af Harald Grænske og en Ætling af Harald Haarfager, var efter mange Aars Vikingetogter, snart i Østersøen og snart i Vestens Farvande, vendt tilbage til Norge. Det lykkedes ham hurtigt at tage den unge Hakon, Eriks Søn, til Fange; han maatte forlade Landet med Løfte om aldrig at kæmpe mod Olaf. Efter at Olaf havde, faaet Tilslutning hos flere af de Bondehøvdinger, der med Navn af Konge raadede i Oplandene, drog han mod Trondhjem, hvor dog Svend Jarl drev ham tilbage; men næste Aar (1016) vandt Olaf en afgørende Sejr over Jarlen ved Nesjar (Næssene i Nærheden af Tønsbergfjorden), Svend maatte flygte til Sverige, og Herredømmet over Norge tilfaldt Olaf.

Olaf Haraldsen — eller den Digre, som han kaldtes paa Grund af sin føre, stærktbyggede Skikkelse — agtede nu at fuldføre den Gerning, som hans Forgænger Kong Olaf Tryggvason havde begyndt, nemlig at formaa hele Norges Folk til at antage Kristendommen. I Viken havde den kristne Tro tidligst fundet Indgang, og hjulpet af Befolkningens mange fredelige Forbindelser med Danmark og Landene i Vesten havde den her faaet ret god Vækst. Det var fremdeles lykkedes Kong Olafs Navne at kristne hele det vestlige Kystland saa langt mod Nord som til Helgeland, men Troen var ikke trængt dybt ind i Folket, og mange hedenske Skikke og Forestillinger holdt sig endnu haardnakket. Jarlerne Erik og Svend havde ikke været virksomme for, at Kristendommen blev overholdt, og paa mange Steder i Fjeldbygderne, især i Oplandene, blotede man endnu uforstyrret.

Da Hedenskabet havde Tilhold hos Smaakongerne i Landets Indre, maatte Olaf først gøre det af med deres Magt; de bleve fangne og enten lemlæstede eller jagne ud over Grænsen. Overalt i Landet, hvor Olaf traf Hedenskab, fór han frem med Ild og Vaaben eller straffede haardt, hvorpaa han byggede Kirker og indsatte Præster over Menigheden.

Allerede paa Grund af denne Fremfærd havde Olaf samlet sig mange Fjender. Men Olaf havde ikke heller ret Forstand paa at knytte de store til sig. De indsaa vel, at Kongen gjorde en stor Gerning ved at samle Norge til Enhed, ved at udrydde mange onde Skikke og ved at gennemføre fortjenstfulde Love; men ved sin haarde og hensynsløse Opførsel stødte han dem fra sig eller æggede dem til Modstand. Mange af disse Fjender samledes i England, men selv de Høvdinger, der forbleve i Norge, forebragte Klager ovre hos Kong Knud og æggede ham til at vinde Norge. Til sidst afsendte han da ogsaa et prægtigt udstyret Gesandtskab til Olaf; det bragte Brev og Indsegl med fra Kongen og krævede, at Olaf enten skulde afstaa Riget eller svare Knud Skat deraf. Men Udsendingene fik det Svar, at Olaf vilde med Od og Eg værge sit Rige.

Et af Olafs første Skridt var at drage Sveriges Konge, Anund Jakob, over paa sin Side. Denne maatte frygte for, at Knud, hvis Magt strakte sig over mange Østersølande, vilde blive ham en farlig Genbo, og hvor meget end Knud søgte at vinde Anund til Forbundsfælle, kunde hans med Guld rigt forsynede Sendemænd intet opnaa, men kom tilbage med uforrettet Sag. Men Anund og Olaf traf Overenskomst om et fælles Tog mod Danmark.

Skulde det lykkes de to Konger at underlægge sig Danmark, maatte det angribes med en betydelig Hær. Det var da ogsaa en Flaade paa 480 Skibe, som fulgte Olaf, da han paa sit store, nybyggede Fartøj Visunden — med Hovedet af en Visund (Bisonokse) paa Forstavnen — styrede langs Vikens Kyster (1026). Men lang Tid var gaaet hen med at samle Flaaden, og da Tiden for Ledingspligten var udløbet, turde Olaf ikke beholde Flaaden samlet, men gav den største Del af Skibene Hjemlov og beholdt kun Lendermændenes Skibe og de bedste Tropper tilbage, i alt 60 Fartøjer. Han drog med dem til Sjælland og begyndte at hærge løs, at dræbe og tage Fanger. Paa samme Tid havde Kong Anund med en Flaade paa 480 Skibe begyndt en lignende Fremfærd i Skaane. Derpaa traf begge Konger sammen og kundgjorde offentlig for deres egen Hær og den danske Befolkning, at de agtede at underlægge sig Danmark. Da der ikke syntes at skulle komme Hjælp fra Knud, faldt virkelig mange fra og gik de fremmede Konger til Haande.

Kong Knud var dog vel underrettet om sine Fjenders Planer og havde rustet en betydelig Flaade. Det prægtigste Skib i denne var Knuds store Dragesnekke paa 60 Rum; næst efter det kom Hakon Jarls Skib paa 40 Rum, begge havde forgyldte Dragehoveder i Stævnen og Sejl, som vare stribede i rød, blaa og grøn Farve. Alle Flaadens Skibe vare malede over Vandlinien. Det var et herligt Syn at se den store Flaade styre over Havet til Limfjordens vestlige Munding. Og snart viste den sig i de østlige Farvande.

Kong Olaf holdt netop Ting paa Sjælland, da det fra Stranden meldtes, at en Del Skibe vare i Sigte. En gammel Mand holdt Olaf hen ved imødekommende Tale og forsikrede ham om, at det kun var de Købmandsfartøjer, der jævnlig stævnede til Landet. Saa kom der imidlertid en ny Melding om, at hele Havet laa fuldt af Skibe; Olaf indsaa, at Oldingen havde narret ham, men denne forklarede, at han havde ment, at man hos de ankommende kunde tilforhandle sig Danmark for Jern. I Hast maatte Olaf og hans Mænd ile til Skibene og slap bort i sidste Øjeblik.

Men Vejen mod Nord var bleven lukket for Olaf. Han maatte gaa til Skaane for at forene sig med Anund. Inden dette lykkedes, havde dog Knud tilføjet Svenskerne et Nederlag ved Stangebjerg i Vestergøinge Herred.

Den svenske og norske Flaade samledes imidlertid uden for Udløbet af Helgeaa i det østlige Skaane og roede op ad Aaen. Knuds Flaade nærmede sig, og Olaf lod da den Sø, hvorfra Helgeaaen strømmer ud, tilstoppe ved en Dæmning af Træ og Græstørv, ligesom han ved Grave ledede Vandet fra andre Søer ind i Helgeaaen, som derved fik en høj Vandstand. I Aaen lod han endvidere styrte en Mængde fældede Træer. Kong Anund havde ved Udløbet oppebiet Knuds Ankomst og lagt sig Øst for Mundingen med Skibene sammenlænkede og ordnede til Kamp. Knud lod en Del af Fartøjerne lægge ind i Aamundingen og Havnen; men den største Del af Flaaden maatte forblive ude paa Søen; det var ogsaa for sent til allerede den Aften at begynde en Kamp.

Anund havde sendt Bud til Olaf om Knuds Ankomst, og denne lod næste Morgen sine Folk gennemskære Dæmningerne, hvorpaa han ilede ned til Skibene ved Stranden. En stor Del af Knuds Krigere vare gaaede i Land og samtalede eller forlystede sig, da Aaen pludselig udsendte Vande som et Fossefald, der rev Skibene løs eller lod dem kæntre, samtidig med at hoppende Træstammer fór ind mod dem eller lagde sig spærrende for Sejladsen. Mange af de Krigere, som vare gaaede i Land, reves med af Strømmen, andre druknede ved Skibenes Kæntring, og vel søgte de Danske at kappe Ankertovene, men Fartøjerne bleve af Strømmen kastede mod hinanden. Knuds store Drage blev drevet hen mod den fjendtlige Flaade, der straks angreb den. Dragen var dog langt højere end de svenske Skibe og havde talrigt og dygtigt Mandskab, saa at Angriberne let sloges tilbage; desuden kom nu ogsaa Ulf Jarl til Hjælp med sine Skibe og den betydelige Del af Flaaden, som havde ligget paa Søen. Da fandt Anund og Olaf det klogest at trække sig tilbage, thi med den samlede Flaade turde de ikke tage Kampen op. De maatte være glade ved at have paaført Fjenden et alvorligt Uheld uden selv at miste nogen Mand. De styrede op langs den svenske Kyst og lagde ved Aftentid ind i en Vig. Men i Løbet af Natten sneg en stor Del af den svenske Ledingsflaade sig bort.

Næste Morgen lod Kong Anund blæse til Husting, og hele Hæren gik i Land. Han forestillede Kong Olaf, at der med de tiloversblevne 120 Skibe og de norske 60 Skibe næppe kunde udrettes noget imod den danske Konges store Flaade. Han vilde derfor tilbyde Olaf Vinterophold i sit Rige. Olaf takkede ham, men søgte dog at overtale sine Krigere til at fortsætte Kampen til Vinteren, eftersom Knud sikkert ikke kunde have en saa talrig Flaade samlet længe. Da man nu hørte, at Knud efter at have erfaret Frafaldet i Anunds Hær havde trukket sig tilbage til Øresund og saaledes ansaa det for usandsynligt, at Kongerne vilde angribe paa ny, var Anund tilbøjelig til at følge Olafs Plan, men da nægtede Svenskerne bestemt at fortsætte Toget ved Vintertide. Tilmed begyndte man at mærke Frafald i selve Olafs Flaade, hvor hemmelige Udsendinge fra Knud havde virket ved Løfter og Gaver. Saa besluttede Olaf sig til at drage til Fods gennem Sverige og lade Skibene i den svenske Konges Varetægt. Gennem Smaaland og Vestergøtland naaede Nordmændene frem til Viken.

Det hele Hærtog var i Virkeligheden fuldstændig mislykket. Kongerne havde begyndt Felttoget med store Flaader, men til Slutning vare kun et Par Hundrede Skibe tilbage. Knud havde tabt en Del Skibe og Mænd foran Helgeaa, men det var kun en ubetydelig Del af hans hele Udrustning. Han havde afskaaret den norske Konge fra hans eget Rige, og han havde hjulpet til, at Olaf ved sin ukloge Adfærd skabte sig end flere Fjender i sit eget Folk.


Knud var draget til Roskilde, hvor han tilbragte Vinteren. Men her skulde han begaa en af de blodige Gerninger, hvortil han i sin Hidsighed kunde lade sig henrive. Hans Svoger Ulf havde vakt hans Vrede. Ifølge Sagaernes Fortælling havde Ulf, tilskyndet af Emma og mod Knuds Befaling, ladet Hardeknud, som opdroges i Danmark, udraabe til Konge, dengang de forenede Kongers Angreb forestod. Saxo beretter derimod, at Ulf, der ved Ægteskab med Sigrids Datter og ved sin Hustrus store Besiddelser i Sverige var bleven knyttet til dette Land, skal have hidset Kong Anund til Angrebet paa Danmark. Vist er, at Forholdet mellem Svogrene ikke var godt.

I Julen sad de engang ved et Spil Skak. Da Kongen gjorde et Fejltræk, vilde han gøre Trækket om, men Jarlen, som var hidsig af Sind, blev vred, slog Brikkerne om og vilde gaa. Da raabte Knud efter ham: »Løber du nu, Ulf den rædde!«. I Døren vendte Ulf sig om og sagde: »Længere havde du løbet ved Helgeaa, om du havde kunnet. Dengang kaldte du ikke Ulf den rædde, da jeg lagde til for at hjælpe, fordi Svenskerne bankede eder som Hunde«. Kongen var rasende forbitret, og næste Morgen bød han en af sine Mænd dræbe Ulf, hvor han saa fandt ham. Svenden traf Jarlen i Koret i Hellig Trefoldighedskirke og jog sit Sværd igennem ham. For Mordet og Krænkelsen af det hellige Sted maatte Knud tilskøde sin Søster og Kirken store Ejendomme.

Da Vaaren nærmede sig, gav Knud sig paa Vej til Rom, saaledes som det længe havde været hans Agt. Knud havde mange Anliggender at forebringe for Paven, baade paa sit danske og sit engelske Riges Vegne, han havde stor Rejsetrang og Lyst til at se Verden, han vidste desuden, at han var den første af Nordens Konger, som drog ned til den hellige Stad. Vejen gik over Flandern og Burgund, hos hvis Konge Rudolf III Knud havde særligt Ærinde, men denne var alt draget til Italien. Ved Paasketid samledes en glimrende Forsamling af Konger, Fyrster og talrige Bisper i Rom, og paa Paaskedag (26. Marts 1027) bleve Kong Konrad II og hans Dronning Gisela højtidelig kronede af Pave Johan i Peterskirken. Efter at Messen var sunget, skred Kejseren med Kong Knud og Kong Rudolf ved sin Side tilbage til sit Palads.

Hvad Knud havde paa Hjerte, da han drog til Rom, faa vi at vide af et Brev, som han sendte til det engelske Folk. Jeg giver eder til Kende — skriver han — at jeg nylig er rejst til Rom for at bede om mine Synders Forladelse og for de Folks Velfærd, som staa under mit Herredømme. Jeg havde tilforn givet Gud mit Løfte om denne Rejse, men jeg kunde for mine Rigers Skyld ikke fuldbyrde det før nu. I skulle vide, at der ved Paaskehøjtiden var en stor Forsamling i Rom, og at Pave Johan og Kejser Konrad og mange Fyrster alle tog vel imod mig og ærede mig med Gaver baade af Guld- og Sølvkar og dyrebare Kapper og Klæder. Jeg talte med Kejseren, Kong Rudolf og andre Fyrster om mit engelske og danske Folks Behov, og de tilsagde mig for alle dem, der drage til Rom, en sikrere Fred, ingen Vejspærre og ingen uretfærdig Told. For Paven kærede jeg, at mine Ærkebisper trykkes af overvættes store Pengeafgifter for Pallium (Tegnet paa den ærkebiskoppelige Værdighed), og det blev bestemt, at sligt skulde for Fremtiden ophøre. Jeg takker den almægtige Gud for, at jeg har lykkeligt kunnet bringe mit Forsæt til Udførelse; jeg har lovet Gud at regere mine Riger gudfrygtigt og retfærdigt; jeg bereder mig til med Guds Hjælp at aflægge alt, hvad jeg af Ungdoms Heftighed og Forsømmelse hidtil har kunnet handle imod det, som Ret er.

I Brevet lover han at vende hjem til England, naar han har ordnet Danmarks ydre Forhold. Efter at dette var sket i Løbet af Sommeren, drog han tilbage til England. Men da havde han alt Planer om et Straffetog til Norge.