Danmarks Riges Historie/1/2-3-3

by Johannes Steenstrup

III.

Normannerhæren ved Seines nedre Løb. Kong Karl III afstaar Landskabet til Hærens Høvding Rollo. Normandiets senere Forbindelser med Danmark under Hertugerne Vilhelm og Rikard. Bosættelser af Danske i Guines og ved Utrecht.

Der havde siden det sidste Aarti af det 9. Aarhundrede ligget en Flaade i Seinens nedre Løb, som det ikke var muligt for Beboerne af Landskabet deromkring at forjage. Man havde ved Penge kunnet købe Krigerne bort for en Stund, og en enkelt Høvding lod sig døbe, men snart viste Hæren sig paa ny, og det højeste, man opnaaede, var at hindre dens Indmarch i Burgund eller andre sydlige Egne. Aar gik efter Aar, og de Danskes Besiddelse af Seinelandet syntes at blive en urokkelig Kendsgerning.

I Sommeren 911 rykkede de under Anførsel af Høvdingen Rollo frem mod Chartres. Byens Biskop sendte Bud til Grev Robert af Paris og andre Nabofyrster, som ilede til Hjælp og angreb Belejrerne. Samtidig ledede Bispen et Udfald fra en af Byens Porte, idet han løftede Byens store Helligdom Jomfru Maries Særk til Skue for Hedningerne — den var i sin Tid bragt til Frankrig fra Konstantinopel — og det tilskreves dens vidunderlige Kraft, at de Franske vandt en fuldkommen Sejr over de Danske, som maatte trække sig tilbage.

Imidlertid var det atter kun et tilbagevist Angreb, Hedningernes Besiddelse af Kystlandet var lige urokket; derfor besluttede man sig fra begge Sider til en endelig, fredelig Ordning af disse Landskabers Forhold. Paa Frankrigs Trone sad dengang den unge Karolinger Karl III, hvem Eftertiden noget uretfærdig gav Tilnavnet den enfoldige; han bestemte sig til at overlade Normannerne Besiddelsen af Landet og at antage Rollo som Lensmand. Ved en Sammenkomst mellem Kongen og den danske Høvding ved St. Clair ved Epte, der fra nu af skulde være en Grænseflod for Vikingernes Besiddelse, bleve Betingelserne for Afstaaelsen fastslaaede. Rollo skulde lade sig døbe, hans Følge vel ogsaa i saa vid Udstrækning som mulig, han skulde være Kongens Lensmand og værne Landet mod ethvert nyt Indfald fra Havet (911).

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 299.jpg

102. Normandie.

Hvor vidt det Omraade strakte sig, som paa den Tid kom i de Danskes Vold, er ikke let at afgøre, men i hvert Fald gik der ikke lange Tider hen, førend hele Landskabet fra Bugten ved Mont St. Michel og Bretagnes Grænse i Vest til Aaen Bresle og Byen og Borgen Eu i Øst hørte ind under Høvdingen i Rouen.

Det var ikke første Gang, at et frankisk Kystland saaledes blev afstaaet til danske Høvdinger; men mere end nogen tidligere Afstaaelse havde denne været forberedt ved lang Tids Bemægtigelse. Det skete syntes ogsaa nødvendigt, fordi Kongen ikke hos sine Vasaller havde fundet nogen alvorlig Bistand til at fordrive Fjenderne, saalidt som de paa egen Haand havde gjort Forsøg paa at forjage dem. Karl havde desuden Opgaver og Planer, som kunde gøre ham det ønskeligt at have Fred for Indfald ad den store Flodvej. Det afstaaede Land hørte under Grev Robert af Paris, »Frankernes Hertug«, men denne ønskede selv Fred, og Karl kunde formentlig i den ny Besidder finde en mere trofast Vasal, end Robert havde været.

Ifølge en normannisk Tradition skal Rollo, da han mødtes med Kongen for at modtage Forleningen og efter Skik og Brug skulde kysse Kong Karls Fod, have løftet denne saa højt, for ikke selv at bøje Knæ, at Kongen tumlede bagover. Hvad enten Fortællingen er sand eller ikke, udtaler den paa tydelig Maade den normanniske Vasals og hans Folks Selvfølelse. Rollo viste sig i øvrigt som en paalidelig Hjælper, da Kong Karl senere i den haarde Nød kaldte ham og hans Krigere til sin Bistand. I trofast Opfyldelse af sin Lenspligt havde han i hvert Fald ikke nogen Overmand mellem alle Frankerkongens Vasaller.

Af alle Oplysninger synes fremgaa, at det i væsentlig Grad vare Danske, som toge Seinelandet i Besiddelse. De franske Kilder kalde disse Nordboers Hjemland Dacia eller Dania; der tales i Normandiet i den nærmest følgende Tid »dansk Sprog«, og der raader »dansk Skik«. Imidlertid var Folkets Krigernavn Normanner, hvad der da ogsaa blev Betegnelse for Indbyggerne, ligesom Kolonien fik Navnet Normandie (dette Navn kendes først fra Tiden 1000). Efter nogen Vaklen i Titelen for Landets Herre, blev Hertug den godkendte Betegnelse for hans Stilling.

Om Rollos Slægt og Herkomst giver Historikeren Dudo, der skrev for hans Sønnesøn (o. 1000), en længere Beretning. Faderen var en mægtig Høvding i Danmark, der følte sig uafhængig paa Grund af sine Rigdomme og den talrige Krigerskare, der samlede sig om ham. Derfor var Landets Konge fjendtlig stemt imod ham, og ved hans Død faldt han ind i hans Lande og angreb de to efterladte Sønner Rollo og Gurim (Gorm). Det kom til blodige Kampe, men efter at Gurim var bleven dræbt, flygtede Rollo af Landet med sit Krigerfølge og kom til England, senere til Frisland og Nordfrankrig.

I Norge fandtes en anden Tradition om Normandiets Hertug Rolf. Han var en Søn af Jarl Ragnvald paa Møre og blev kaldet Ganger-Rolf; han var nemlig saa stor og højvoksen, at ingen Hest kunde bære ham. Rolf var en vældig Viking, men da han engang ogsaa øvede Strandhug paa Norges Kyst, gjorde Kong Harald Haarfager ham fredløs. Denne Tradition, der er sildig og usikker, indeholder intet om, hvorledes Rolf kom til Magt og Herredømme i Frankrig, og dens Enkeltheder modsiges bestemt af de frankiske Kilders Oplysninger om Rollos Personlighed og Virketid, hans Skæbne og Slægt.

Om Rollos Styrelse af sit Hertugdømme fortælles i øvrigt følgende. Han fordelte ved Lodtrækning Landet mellem sine Høvdinger og gav Love for sit Samfund i dets ny fredelige Skikkelse. Enkelte Bestemmelser i disse Love ere kendte, og af dem kunne vi se deres Lighed med Lovbud, der tillægges Kong Frode eller gjaldt for Vikingehæren (S. 255). Særlig vækker det Opmærksomhed, at disse Nordboere, der paa Krigsfod saa lidt havde ænset privates Ejendomsret, som fredelige Beboere netop holdt Haand over Sikkerhed af al Besiddelse og satte den strengeste Straf for ethvert Indgreb i Ejendomsretten. Derfor lød da ogsaa snart det Udsagn om det normanniske Rige, som om saa mange andre af Vikingekolonierne, at her raadede der Tryghed og Agtelse for Lov og Ret.

Ligesom Rollos Lovgivning bringer Kong Frodes Love i Erindring, saaledes bliver karakteristisk nok et Sagn, som i Danmark fortælles om Kong Frode, i Normandie knyttet til Rollo. Kong Frode skal som Tegn paa den Fred, han havde skabt, have lagt et Guldsmykke ved alfar Vej, og ingen vovede at røve det (S. 142). Rollo hængte gyldne Ringe paa en Eg i Nærheden af Seine og Rouen, og Agtelsen for den offentlige Fred var saa stor, at de forbleve urørte.

Rollo var bleven døbt af Ærkebispen af Rouen (912), og ved Daabsakten havde Grev Robert staaet Fadder. Mange af Vikingerne havde ogsaa antaget Kristendommen, medens andre forbleve i deres Thors-Tro, og selv de døbte vare ikke sikre i deres religiøse Stade. Vi erfare det af Breve, vekslede mellem høje gejstlige paa den Tid, og af den kloge Afgørelse, som blev truffet af Pave Johan X. Da han blev raadspurgt om, hvorledes man skulde gaa frem mod de Normanner, som vare døbte og dog fremdeles levede hedensk og paa Hedningers Maade dræbte Kristne, ihjelsloge Præster, ofrede til Afgudsbilleder og deltoge i Offermaaltider, svarede han: lad dem, som ikke ere nysomvendte, lide Kirkens Straf; dog bør der, da de ere raa i Troen, helst gaas frem imod dem med større Mildhed end de hellige Lovbud bestemme, for at de ikke skulle finde de uvante Byrder utaalelige og falde tilbage i deres tidligere Levned. Men findes saadanne imellem dem, der ville underkaste sig den kanoniske Lovs Bod og Pine, da skulle de dømmes efter denne.

Det har sikkert ikke været alene hos de menige Krigere, at saadant Tilbagefald hyppigt fandt Sted; ogsaa Høvdingerne have vist sig vaklende i deres Tro, saaledes som vi snart skulle se. Der er al Grund til at antage, at den Tradition har Ret, ifølge hvilken Rollo uagtet sin Daab stillede sig venlig til Hedenskabet eller endog ofrede til de hedenske Guder.

Ved Rollos Død overtog hans Søn Vilhelm Magten og styrede klogt og retfærdigt, indtil han lumskelig blev dræbt ved en Sammenkomst med Grev Arnulf af Flandern paa en Ø i Somme (943). Vilhelm efterlod sig en umyndig Søn Rikard, født af en bretonsk Kvinde, som Vilhelm havde taget til Hustru paa dansk Vis. I Normandiet vare alle enige om at ønske Drengen til Hertug; derimod udbrød der alvorlig Strid, om man skulde tage Kong Ludvig eller Grev Hugo af Paris, Roberts Søn, til Overherre. Samtidig delte Befolkningen sig i et hedensk og kristent Parti; det første forstærkedes ved nyankomne Danske under en Konge Sigtryg. Kong Ludvig var ilet til Rouen, hvor den ophidsede Landbefolkning ogsaa strømmede sammen. Kongen maatte vise sig med Drengen paa Armen og give højtideligt Tilsagn om, at han skulde arve Magten. Grev Hugo havde imidlertid maattet kæmpe med Hedninger ved Evreux; mod andre, der vilde tvinge den unge Fyrste til at blive Hedning, maatte Kongen gribe til Vaaben. I denne Kamp blev Høvdingen Thurmod, der var faldet fra Kristendommen, saaret og Kong Sigtryg dræbtes. Kong Ludvig førte Drengen med sig til Laon.

Rikard saa dog snart Lejlighed til at flygte bort sammen med sin Opdrager Asmund. Nu udbrød store Uroligheder i alle normanniske Egne som ogsaa i Nabolandskaberne. En Høvding Harald siges at være kommen fra Normannernes Hjemland for at hjælpe sin Slægtning i Normandie; den normanniske Tradition lader det være Kong Harald (Blaatand), Svends Fader. Han landede ved La Dive, og Indbyggerne af Cotentin og Bessin stillede sig under hans Befaling; da Harald forlangte en Sammenkomst med Kong Ludvig, gav denne Møde i Bayeux. Her blev imidlertid Ludvig angrebet og maatte flygte til Rouen, hvor han toges til Fange og overgaves til Bernhard den Danske til Bevogtning. Harald lod alle Normandiets Indbyggere hylde Rikard, og efter at have sat Landets Borge og Byer i befæstet Stand og paabudt Overholdelse af Rollos Love, drog han hjem til Danmark. Snart efter sluttedes der Forlig med de Franske om Kong Ludvigs Frigivelse, imod at andre Gisler stilledes i Stedet. Men Krigen havde haft den skæbnesvangre Følge, at Normannerne toge Grev Hugo til Overherre i Stedet for Kong Ludvig, og fra nu af var der knyttet et nøje Forbund mellem Normandie og Grevskabet La France. Rikard ægtede Grev Hugos Datter Emma, og da Greven døde, blev Rikard Værge for den unge Hugo, den senere Kong Hugo Kapet.

Mellem Hertug Rikard og Kong Lothar, Ludvigs Søn, kom det i den følgende Tid til en Række Fjendtligheder, hvorved Egnene ved Normandiets Grænse helt hen til Bretagne lede overordentlig. Grev Thibaud af Chartres havde med Hjælp af kongelige Tropper erobret Evreux (961). Normannerne faldt paa Hævntog ind i Landskabet omkring Chartres og brændte endog selve Byen. Hertug Rikard sendte Bud til Danmark om Hjælp, og en Flaade ankom, hvis Krigere i flere Aar hærgede og brændte. Omsider besluttede Thibaud sig til at give Evreux tilbage, og nu lovede Rikard at ville sende de hedenske Hjælpere bort. Han maatte foruden Betaling give dem Skibe og Fødemidler og desuden lade dem faa Lodser fra Cotentin, idet de agtede sig under Kong Gundered paa et Togt til Spanien; andre, der havde antaget Kristendommen, bleve dog tilbage og fik Jord i Normandie. Derpaa fandt en højtidelig Sammenkomst Sted ved Gisors ved Epte, hvor Kong Lothar, Hugo, Thibaud og mange andre gejstlige og verdslige Stormænd kom til Stede; en evig Fred blev svoret mellem Rikard og Kongen, der gave hinanden kostbare Gaver (966).

Paa de Tider vare Normannernes religiøse Forhold undergaaede en fuldstændig Forandring. Allerede Vilhelm havde været en ivrig og from Kristen, og hans Søn viste ved omfattende Gaver til Kirken, ved Stiftelse eller Fornyelse af Klostre, hvor alvorlig den kristne Tro laa ham paa Hjerte. Fra nu af var der knyttet et inderligt Baand mellem Kirken og den verdslige Magt i Normandie, hvorfor dette Hertugdømme igennem lange Tider skulde blive et Mønsterland for levende og virksom Kristendom, ligesom det ved sin Troskab mod Paven blev af den romerske Kurie taget i særlig Beskyttelse.

Rikards Hustru, Hugo den Stores Datter, var død barnløs, og Hertugen traadte i Forhold til Gunnor, en rig og dygtig Dame »af en berømt Slægt hos de fornemme Danske«. Forbindelsen var »efter dansk Skik«, og først paa sine Høvdingers udtrykkelige Bøn ægtede han hende efter Kirkens Ritus; han havde med Gunnor en Flok Børn, som han legitimerede ved under Vielsen at tage dem under sin og hendes Kappe. Sønnen Rikard, der fulgte sin Fader paa Hertugtronen (996), blev en værdig Arvetager af den stolte Tradition, hvormed allerede nu Landet sad inde.

Idet vi korteligt have skildret Normandiets Historie i de to nærmeste Menneskealdere, efter at det var bleven afstaaet til Nordboerne, have vi særlig fremdraget de Begivenheder, som vise Kolonisternes Forbindelser med deres gamle Hjemland. I øvrigt var det danske Sprog ret hurtigt veget for det franske. Hertug Vilhelm maatte sende sin Søn Rikard til Bayeux til Opdragelse, da man dér talte mest Dansk, medens Rouen var overvejende fransktalende. Det fortælles, at Hertug Vilhelm engang ved en Sammenkomst, hvor ogsaa Hertug Herman af Sachsen var til Stede, blev af denne tiltalt paa Dansk; da han forundret spurgte, hvorledes Herman havde lært dette Sprog, svarede denne, at han under Kampe ved Sachsernes Grænse var bleven taget til Fange af de Danske og nødtvungent havde lært sig Dansk hos Vilhelms krigerske Slægtninge i Danmark.

Selv i den følgende Tid, da de Danskes Sprog i Normandiet var ved at bukke under, vedbleve Landets Indbyggere at opfattes som Danske. Saaledes betegner den sachsiske Historiker Widukind (o. 970) Rouen som »Danernes By«, og den franske Munk Richer fra Reims (o. 1000) nævner som de Folk i Nordfrankrig, hvorover Kong Hugo Kapet hersker: Galli, Brittanni, Dahi.

Der findes ingen danske Litteraturminder fra Normandie, og ikke heller er nogen Runeindskrift bleven hugget dér. I den senere Befolknings Landsmaal findes Ejendommeligheder og enkelte Udtryk, som vise hen til den nordiske Afstamning, men de tydeligste Minder findes dog i Stedsnavnene.

Normandiet er saaledes meget rigt paa Landsbyer med Endelsen -ville, der er fransk, medens Navnets første Led er et Personnavn af nordisk Rod, saaledes Bondeville (i gammel Tid Bondevilla), Hérouville (Herolfivilla), Normanville, Omonville (Amundivilla), Tocqueville (Tokevilla). Det nordiske Navn for den mindre Landsby genfindes i Le Torp, der forekommer flere Gange, ogsaa Le petit Torp, Clitourp (Clitorp), Sauxetorp, Torgistorp. Et Hundredtal af Gange træffe vi rundt om i Normandiets Landskaber Holm i Betydning af en Ø; saaledes findes Øen Oissel i Seine tidligere i latinske Breve kaldt Torhulmus, en anden Ø hed Corthulmin, nu Couronne, fremdeles findes Catholm, Échomme, Néhou (Nigellihulmus) og Quettehou (Ketelhulmus). Ligeledes bruges Holm i den nordiske Betydning af et ved Vandløb afskaaret Stykke Land eller en Eng: bommes (hulmi). Londe er almindeligt i Normandie som Betegnelse for den mindre Skov, Lunden: La Londe, Belle Londe, la forét de La Londe, Bouquelon (Bokelont), Esplonde, Étalonde (Stenelunda). Endelig kommer hertil mange Navne paa -bec, -dale, -gard, -hague, -hus, -nesse, -querque o. s. v., hvis skandinaviske Herkomst ikke er helt sikker, da disse Ord (eller Ord, med hvilke de let kunne forveksles) findes hos andre germanske Folk og de saaledes kunne skyldes tyske Stammer, som tidligere boede i Normandie, medens dog i alt Fald ved mange af disse Stedsnavne den skandinaviske Herkomst er den sandsynligste.

Om end Befolkningens nordiske Tale hurtigt var bleven skiftet med Fransk, var det ubestrideligt den nordiske Aand, som levede videre, om end paa mange Maader omformet og beriget ved Forbindelsen med fransk Aand og Kultur. Sjælden har vel en Kolonisation midt i en ældre Befolkning frembragt en saa lykkelig udrustet Nationalitet som den, der nu opstod i Normandie.

Disse Normanner havde aabenbart en egen Evne til at organisere Samfund, til at bygge Lovregler, som vare i Stand til at fæstne og sammenfatte; denne Evne, der gav sig Vidnesbyrd, hvor de kom hen, kunde vel udarte til Proceslyst og Rethaveri, men langt sædvanligere blev den netop det frelsende og opbyggende Element, hvor et Forfald truede, saaledes som det skulde kundgøre sig, da Normannerne i det 11. Aarhundredes Begyndelse tog syditalienske Landskaber i Besiddelse og et halvt Aarhundrede senere gjorde sig til Herrer over England.

Uden den Respekt for Lovene og det Tilsyn med deres Overholdelse, som fandtes i Normandie, vilde jo heller ikke Landet kunne trives vel i økonomisk Henseende, og herpaa havde de Danske netop rettet deres alvorligste Bestræbelser. Derfor blomstrede snart Handel og Skibsfart, Landet opdyrkedes og dets gode Naturforhold benyttedes. Her forstod man Værdien af den fri Mands Arbejde, Trældommen skulde uddø i Normandie adskillige Menneskealdere tidligere end i det øvrige Frankrig. Saaledes blev da delte Land snart en af Frankrigs mest blomstrende Provinser, tilmed da der til Fremskridtet i materiel Henseende knyttede sig et levende aandeligt Røre, Sans for Poesi og Kunst og et stærkt religiøst Liv, men fremfor alt en Drift og Lyst til at virke, som stadig satte sig nye Foretagender til Maal.

Ingen tør derfor dadle Kong Karl for at han afstod den rige Provins ved Seinen. Tidens Forhold havde gjort det nødvendigt. Og naar man med Blikket i Fremtiden ser paa, hvad denne Afstaaelse havde til Følge, maa man vel snarere sige, at den var til Lykke for Frankrig. Der var sat en Grænse for alle Vikingeangreb fra Norden, en Vagtpost var plantet ved Frankrigs Hovedflod, som skulde blive Udfaldsport for Erobringer mange Steder hen, og overalt skulde det være fransk Kultur og Aand, som den bragte med sig. Inden for selve Frankrig kom den normanniske Aand til at virke som et gærende, syrende Element, der, hvormeget det end tog Farve og Tilsnit af Omgivelserne, dog bevarede sit Særpræg og fremfor alt kundgjorde sig ved en frodig Skabertrang og dristig Virkelyst.

Paa samme Tid, da de Danske i Begyndelsen af det 10. Aarhundrede toge Seinelandet i varig Besiddelse, fandtes der paa flere Kyster af Landene mellem Normandie og Danmark Kolonier og Vaabenpladser, der tjente som Udgangspunkter for Hærtog. Paa den Del af den franske Kyst, som strækker sig længst frem imod England, laa i Middelalderen Grevskabet Guines, der ved Sumpe og skovklædte Højder langs dets Grænser dannede et vel forskanset Land med Midtpunkt i den stærke Borg Guines (tæt bag ved Calais). Omtrent 928 — siger en flandersk Krønike — opkastede Sigfred sig til Herre over dette Landskab. Han nedstammede fra dets gamle Høvdinger, men nærmest var han dog knyttet til de Danske, idet han i lang Tid havde tjent sin Slægtning, den danske Konge, og ved hans Side vundet stor Berømmelse som Kriger.

Da Sigfred hørte, at Grev Arnulf af Flandern havde taget hans Hjemland i Besiddelse, forlod han med en Flok Krigere Danmark og bemægtigede sig Guines, hvis Hovedby han omgav med Volde og Grave. I sin Vrede herover vilde Grev Arnulf gribe til Vaaben; dog stævnede han først den dristige Høvding for sig. Sigfred »den Danske«, som han hed, tog ikke i Betænkning at komme til Arnulfs Hof, og det lykkedes ham at forsone Greven. Han havde en Fortaler i Knud, en Broder til den danske Konge — altsaa vistnok Knud Danaast — der netop da opholdt sig ved det flanderske Hof og som god Ven af Sigfred, der ofte havde været i hans Tjeneste, gik i Forbøn for ham. Saaledes beholdt da Sigfred det tagne Land; han blev snart Arnulfs trofaste Kriger og gode Ven.

Det er, som alt sagt, en flandersk Krønike, der giver Beretning herom, men et bevaret engelsk Brev kaster ogsaa Lys over denne Vikingebygd. Bispen i Winchester retter deri en Bøn, til Grev Arnulf om, at han af Kærlighed til Gud og hans Helgene vil tilbagegive hans Kirke en Evangeliebog, som to Klerker uden hans Vidende have solgt for med Købesummen at kunne løskøbe en lille Pige, som »Eders Danske« have røvet. Saaledes havde endnu i den første Halvdel af det 10. Aarhundrede de Danske en Koloni af Krigere og Vikinger paa den flanderske Kyst.

Sigfred den Danske døde 961.

Blandt Hollands Bispedømmer var der ikke mange, der paa Vikingetiden havde lidt saa stærkt som Stiftet Utrecht. Endnu da Radbod i Aaret 899 blev valgt til Bisp, henlaa Byen Utrecht saa ødelagt af de Danske, at han ikke kunde tage fast Bopæl her, men maatte opholde sig i Deventer. Naar Radbod paa Visitatsrejser i Frisland mødte de Danske og de vilde hindre ham i hans Omsorg for Troens Vækst, talte han djærve Sandhedens Ord til dem eller slyngede endog Banstraalen mod dem, og dens Virkning maatte de straks sande. Først paa hans Efterfølger Biskop Balderichs Tid (917—76) var Landet saa roligt, at Bispen kunde tage fat paa at genopføre Utrechts Mure saavel som Kirken; herved vandt han stor Berømmelse.