Danmarks Riges Historie/1/2
II.
Stenalderen.
I det foregaaende have vi skildret den Tidstavle og Perioderække, som Naturens Forhold oprulle for os. Den kolde Snekappe lokker først sent Menneskene til sig; den halvnøgne Steppe frister ikke synderligt mere, det er i alt Fald saadanne Naturvilkaar, som Mennesket først opsøger, naar Pladsen andensteds bliver ham trang og naar han alt har erhvervet sig en vis Evne til Modstand mod Naturens Barskhed. Hidtil er der da heller ikke fundet Spor af, at Mennesker have levet i Danmark før den Tid, da det høje Skovdække klædte Landet. Da Birkens og Espetræets lette Løv og lyse Stammer gav Landet sin Karakter og da Elgen vandrede mellem dem, eller da paa et endnu tidligere Tidspunkt Rensdyret græssede paa Mos og Alpeplanter, vare Mennesker endnu ikke dragne herhen. Ganske vist har man optaget fra Tørvemosernes ældre Lag Knokler af Elsdyr, men de bleve ikke fundne her sammen med Knokler af Mennesker eller med tildannede Redskaber og andre Minder om menneskelig Virksomhed. Enkelte Genstande, forfærdigede af Rensdyrets eller Elsdyrets Horn kunne jo intet bevise, idet de kunne være indførte eller snarest, som flere Fund synes at godtgøre, ere forarbejdede af jordfundne fældede Takker. Heri er saaledes en Forskel fra hvad arkæologiske Undersøgelser have bevist om Midt- og Sydeuropa, idet i disse Lande Menneskenes Tilværelse sammen med Rensdyret og deres Jagt paa eller Hold af dette nyttige Dyr er klarlig godtgjort. Men denne ældre Stenalderskultur er i Vesteuropa desuden en anden end den, de danske Oldfund give Oplysning om.
Vi have nemlig i Norden intet tilsvarende til hele den Periode, som i Vest- og Mellemeuropa er døbt med Navnet den palæolithiske. Den er især karakteriseret ved de Fund af Redskaber og Dyreben, som ere gjorte i Gruslagene ved Somme, Seine, Garonne og deres Bifloder, samt i det sydlige England, ligesom ogsaa ved Fund i Klippehuler i Frankrig, Belgien og England. Disse Egnes Urbeboere vare Jægere og Fiskere; de havde stor Færdighed i at forarbejde Flinten til Redskaber af forskellig Art ved grov Tilhugning, hvorimod de ikke kendte den Kunst at slibe dem. Ingen af de i Danmark fundne Stenredskaber, end ikke de, som man har bestemt som de ældste, ere beslægtede med hine Flintsager. Dertil kommer, at vi selv i de Fund, der ere tydede som de ældste, træffe Brudstykker af Lerkar, medens Pottemagerkunsten formenes at være ukendt i den palæolithiske Tid. Saaledes kan den danske Stenalder kun sammenstilles med Udlandets neolithiske Tid.
Det gælder nu om i Danmark at opsøge saadanne Brændpunkter, fra hvilke Kulturen i vor Stenalder bedst kan belyses; men da møder os atter det ejendommelige Forhold, at vi ikke endnu kende nogen Levning af menneskelige Boliger fra dette Tidsrum saa lidt som fra Bronzealderen eller de ældre Afsnit af Jernalderen. Vi have ikke noget tilsvarende til de Pælebygninger, hvoraf Rester ere bevarede i de schweiziske eller østrigske Indsøer, vi have ikke heller Huler, benyttede til menneskelig Beboelse, saaledes som de findes i Mellemeuropas Bjergegne. En Hustomt fra Stenalderen, der vilde kunne lære os noget om Huset selv eller Livet i dette, er hidtil ikke paavist. Vi kunne træffe Ildsteder rundt om, baade ved Stranden og inde i Landet, men de udsige intet om, at her allerede i Stenalderen var en blivende Bopæl med Væg og Tag. Gamle Jordvolde i Jylland fra ubestemmelige Tider vise os kun, at Indbyggerne allerede i den graa Fortid have søgt Værn bag saadanne.
Det mest talende Vidnesbyrd om Menneskenes Virken, deres Levevis og Husholdning paa Stenalderstiden træffe vi i de saakaldte Køkkenmøddinger, et Navn, der oprindelig laant fra vore Bondegaarde er bleven en teknisk Betegnelse for bestemte Oldtidslevninger og som saadan fra Danmark er gaaet over hele Jorden. Køkkenmøddingerne ere fundne i ret betydeligt Tal — omtrent halvfemsindstyve ere nu kendte — rundt om ved vore indre Kyster, dog ikke ved Stranden mod Østersøen: ofte er det ret vidtstrakte Omraader.
Disse Affaldsdynger ligge altid i Nærheden af Hav eller Fjord, eller de laa i alt Fald, da de opstode, ved det salte Vand eller ikke langt fra det, selv om Havet nu har trukket sig tilbage eller rettere sagt i de rundne Aartusinder Stranden har løftet sig, saa at Dyngen ligger maaske en Mil eller to fra den nuværende Havkyst. Urindvaanerne slog sig ned paa et højere liggende Punkt af Stranden, hvorhen selv Stormvejret ikke sendte Bølgerne; her indrettede de deres Kogesteder, medens de ved Fangst søgte sig Næring af Havets Fisk og Skaldyr og desuden fældede Dyrene i de nærliggende Skove. Resterne af hvad de fortærede, kastede de i Reglen ned ad Skrænten mod Havet. I nogen Afstand havde andre Familier tilsvarende Arnesteder; desuden flyttede man sig, efterhaanden som Forraadslevningerne besværliggjorde Benyttelsen af den samme Plet, og saaledes fremvoksede de vidtstrakte Køkkenmøddinger, der kunne være en 3—400 Alen, ja indtil 1000 Alen lange og have en Dybde af 3—4, stundom indtil 8 Fod. Man kan iagttage, hvorledes den ene Bunke er vokset op bag ved og ved Siden af den anden, hvorledes de efterhaanden nærme sig hinanden og til sidst hvælve sig sammen til Helhed. Ildstederne ere kendelige ved de større eller mindre Sten, der have udgjort som en Brolægning under Baalet og hvis Overflade Ilden har sodet og skørnet. Nærheden af fersk Vand, et Kildevæld eller en Bæk, vidner om, hvad der har været medbestemmende for Valget af Pletten.
Hovedbestanden af en saadan Dynge udgøres af Østers- og Muslingsskaller; opsamlede vilde de fylde et Tusindtal af Tønder. Og at de ere henkastede her ved Menneskers Haand, fremgaar af, at disse forskellige Bløddyrarter ikke i Naturen leve under ens Forhold og derfor ikke vilde have faaet et saadant fælles Leje; i Skaldynger, der ere samlede ved Havets Bølgeslag, ligge Skallerne desuden fladt over hverandre, medens de her ere hobede i alle mulige krydsende Stillinger, endelig ere samtlige Skaller aabnede. Men det samme Forhold fremgaar endvidere af, at der i Dyngerne kun findes udvoksne Eksemplarer, og at der savnes forskellige ved Stranden levende Arter af Bløddyr. Hvad Dyngen indeholder, er med andre Ord netop de Arter Bløddyr, som man rundt om ved de europæiske Kyster regner blandt de mest nærende og velsmagende, saaledes Østers, Hjerte- og Blaamusling, Strandsnegle. Endvidere have Urindvaanerne indfanget Fisk; de i tusindvis forekommende, sammenfiltrede Hvirvler og andre Ben af Flynder, Torsk, Sild, Aal og Karpe vise det klarlig. Foruden at disse Fiskere saaledes have draget et rigt Forraad op af Havets og Søernes Dyb, have de ogsaa ved Snarer bemægtiget sig allehaande Fugle, som færdedes vadende, dykkende eller svømmende langs Bredderne, saaledes vilde Ænder, Gæs, Sangsvaner og andre Svaner, Maager og Skarver. Pattedyrene have i Almindelighed maaske ikke haft en saa stor Betydning som Næringsmiddel for Beboerne, uagtet ganske vist Dyreknoklerne paa Grund af deres Størrelse gøre sig stærkt gældende i Dyngerne. I flere Køkkenmøddinger have dog Hjort, Raadyr og Vildsvin afgivet Hovedmængden af Føden, medens i andre Graasælen har haft en væsentlig Betydning. En lille Procent stammer fra Urokse, Bjørn samt fra Bæver — hvilke sikkert ogsaa ere blevne fortærede —, endvidere kan man finde Knokler af Ulv, Ræv, Los, Vildkat, Odder og Maar. Overalt forekommer der endvidere ret mange Knokler af den tamme Hund, som altsaa har været disse Dyngedanneres trofaste Ledsager. Urbeboerne maa have holdt sig til disse Steder eller i Nærheden af dem paa alle Aarets Tider, saaledes som Ben af forskellige trækkende Fuglearter og endvidere Hjortehornenes samt Vildsvinetændernes ulige Udvikling godtgøre.
Saaledes have vi i Køkkenmøddingernes Indhold et talende Vidnesbyrd om hvad der var Genstand for Urfolkenes Jagt og Udbyttet af deres Fiskeri; men disse Rester fortælle os desuden om mange andre sider af deres Levevis. Snit af Knive ses mangen Gang paa Knoklerne, og det er en gennemgaaende Regel, at enhver Pattedyrknokkel, som har rummet Marv, er ved kraftige Slag bleven spaltet eller knust, for at dens nærende og velsmagende Indhold kunde blive nydt. At Hundene have søgt at gøre rent Bord efter deres Herrers Maaltid, fremgaar ikke blot af Mærkerne af Hundetænder paa Knoklerne, men godtgøres ogsaa ved at alle de mindre haarde Knokler eller Knokkeldele, som Hunden helt tilintetgør, ere forsvundne. Trindt om i Dyngen ses de Arnesteder, hvor Føden har været tilberedt. Haandstore Sten have været lagte sammen til Underlag for Baalet, som har skørnet dem eller sværtet deres Sider, Aske og Kul spores rundt omkring dem, og Ben og Skaller bære endnu Mærke af den sviende Ild (Fig. 7). Skaldyrene eller Fiskene have altsaa været stegte eller tilberedte i den hede Aske eller Dyrekødet lagt paa glødende Stene. Rester af Lerkar vise os ogsaa, hvilke Kogekar eller Beholdere for Drikkevarer man da har anvendt. Endvidere rummer Dyngen mange af de Redskaber,
med hvilke Urbeboerne have bemægtiget sig alle disse Dyrearter i Hav og paa Land. Intet Metal findes; ikkun Sten og Ben har været benyttet til Værktøj og Vaaben. De Oldsager, som hyppigst forekomme, ere lange, knivformede Flintestensflækker, eller korte, brede Flækker (Skrabere), et Redskab, der efter sin Form urigtigt er bleven benævnt »trekantet Økse« (vistnok et Graveredskab), og et andet, som et Bor tilspidset Redskab, endvidere skarpe, mangekantede Knuder, som synes anvendte til at kastes eller slynges. Undertiden findes tillige elliptisk eller trekantet tilspidsede Flintredskaber, der ligne en raa, tyk Lanse- eller Harpunspids, Grønstensøkser og Hjortehorn, der ved Afhugning ere tildannede som Hamre eller i andre Former (Fig. 8). Endelig maa nævnes Lyster, Fiskekroge samt Naale, skaarne af Ben og glat slebne, endvidere en Slags Kamme, der formodentlig ere blevne brugte til Udtrævling af Bast eller lignende (Fig. 9).
Eet vise Køkkenmøddingerne os bestemt, at Naturforholdene paa Dyngedannernes Tid ikke have frembudt særdeles store Forskelligheder fra vore Dage. Af Nutidens Dyreverden mangler foruden Hest, Kvæg og Høns nærmest kun saadanne Fugle, der som Storken, Svalen og Spurven ikke kunne ventes fundne i Dyngerne, idet de især have Tilhold ved menneskelige Boliger. Man har en enkelt Gang fundet en Knokkel af en Grønlandshval, af Hvidfisken eller et andet højnordisk Dyr, men herpaa tør intet Bevis om et ændret Klima bygges; det viser jo kun, at det hændte dengang som nu, at Dyr fra Nordhavet kunde forslaas til vore Kyster. Derimod godtgøre Køkkenmøddingernes Dyrelevninger tilfulde Menneskenes Evne til at kunne udrydde Dyrearter inden for et enkelt Omraade. Saaledes er den svære, mørkpelsede Urokse forsvunden i Danmark efter Stenalderstiden; den fede, ubehjælpelige Gejrfugl er her i Landet som andensteds bleven aldeles udryddet. Og da der i Dyngerne ret ofte forekommer Knokler af Tjuren, som ikke længer lever i Danmark, ligger heri vistnok et Vidnesbyrd om, at Landet endnu dengang har haft en ret almindelig Trævækst af Fyr, af hvis unge Skud og Knopper denne Fugl især søger sig Føde. Saaledes synes Køkkenmøddingtiden at maatte falde inden Fyrretræsperiodens Ophør. – De enkelte Dyngers ofte store Udstrækning kunde gøre Indtryk af at der var hengaaet et langt Tidsrum, maaske Aarhundreder, med Dannelsen, men her virker Skallernes store Rumfang i Forhold til den Føde, de indeholde, forvirrende paa Forestillingen. Selv en af de allerstørste Dynger, Køkkenmøddingen ved Meilgaard (Nordvest for Grenaa), rummer efter en Beregning næppe et større Forraad af Maaltidsrester end hvad 20 Mennesker kunne have fortæret igennem et halvt Aarhundrede.
Som de her ere beskrevne, ere Køkkenmøddingerne oftest, men der findes dog Dynger af afvigende Art, og da især saadanne, som tillige indeholde Redskaber af andre Former, saaledes Værktøj af sleben Flint, der ellers kun helt undtagelsesvis er fundet i Affaldsdyngerne. I en Skaldynge ved Ørum Aa ved Kolindsund, der er ejendommelig ved at den kun i Pletter hist og her indeholder Østers og Muslinger, men desto større Masser af Aske og Kul, fandt man saaledes Knokler af Husdyr, saasom Heste, Svin og Okse, dernæst slebne Økser og ornamenterede Potteskaar Side om Side med de velkendte »trekantede Økser« og Flækker. Et af de allerstørste og mærkeligste Fund er gjort ved Ringsjøn i Skaane; det rummede i det hele de samme Dyrearter som ellers Dyngerne, dog ikke Hunden, men Oldsagerne vare her af Former baade som Dyngernes og Gravkamrenes, saaledes at ved denne Indsø Fiskeren og Hyrden traadte frem Side om Side.
En anden Art Fund, der synes at komme Køkkenmøddingerne nær, maa her nævnes. Paa Kyster, især de sydlige, af vore Øer, saaledes ved Korsør, Skelskør, Vordingborg og paa Møen, finder man ofte i Strandkanten paa nogle Fods Vand, og derfra helt op paa Landjorden, tilhugne Flintstykker, hele eller sønderbrudte, i stort Antal; de have de samme Former som dem, vi træffe i Køkkenmøddingerne. Man har villet opfatte disse Kystfund som Rester af Køkkenmøddinger, hvor de let forgængelige Knokler ere blevne bortskyllede og Brudstykkerne af Lerkarrene søndrede og smuldrede; men da man hidtil hverken har fundet Sødyrskaller eller Arnesteder og da man endvidere oftere optager slebne Redskaber, maa disse Fund nærmest henføres til Værkstedfundene, hvorom vi senere skulle tale.
I Køkkenmøddingerne gives os det fyldigste Billede af Menneskenes Liv i Stenalderen. Det er kun en enkelt Side af deres Liv, og det er muligt, at Dyngerne lære os alene noget om Datidens Fiskere og Kystbeboere, men i hvert Fald træffe vi her Menneskene midt i deres Virken. Det Billede af Kulturlivet, som de forhistoriske Minder give, vil altid være ensidigt; her have vi maattet ty til Maaltidsrester, til Redskaber og Vaaben, som Forskeren kun i ringe Grad raadspørger for den historiske Tids Vedkommende. Ikke desto mindre tale disse Levninger fra Husholdningen næsten lige saa tydeligt om Beboernes Kultur som de Mindesmærker, de have efterladt os i Gravene.
Den hyppigste Gravform og dernæst den, som er mest karakteristisk for det danske Landskab, er Dyssen. Ligesom nu seks Bræder loves os som det sidste Gemmested, saaledes har man engang kunnet tale om den sidste Hvile mellem de fem Stene, om Lejet under den stærke, beskyttende Overligger. Fra Højens Tag rager den store Sten som et Fjældstykke frem over Mulden og angiver Stedet som Gemmested, hvorom ogsaa en Kreds af Stene om Højens Fod som en tavs Livvagt bærer Vidne. Tagstenen paa Dyssen har altid været synlig. Det forholder sig ikke saa, at Jorden i Tidens Løb er skredet ned fra Højens Top og har røbet det skjulte Kammer, hverken Regnen eller Ploven har fjernet Mulden; allerede da Graven byggedes, har man ønsket ved den mægtige, knejsende, uafløftelige Rygsten og endda maaske tillige ved den utildækkede Top af Stenene nedenunder, at tilkendegive, at her var et Gravsted. Først i et senere Tidsrum – Bronzealderen — foretrak man ofte den helt af Grønsværet klædte Høj, og da kan man stundom ved Paafyldning have trukket Jorddækket op over Gravkammeret. Det firsidede, stundom femsidede Kammer er bygget af Kampesten, der paa Indersiden ere flade, dog kun sjældent fladt tilhugne som Vægge; det har gerne Mandslængde, 2—3 Fods Bredde og 4—5 Fods Højde. Ved den ene af de smalle Sider naar Stenen dog kun halvvejs op, her findes Indgangen, der er lukket med Jord eller stundom med en foran stillet Sten. Gulvet i Graven er undertiden belagt med Rullesten. I dette Kammer indsattes Ligene af de afdøde i liggende Stilling eller siddende og sammenbøjede. Ofte har her Lig efter Lig fundet Plads, indtil Rummet var fuldstændigt fyldt.
Det hele Gravmæles alvorlige Karakter og faste Bygning faar et forstærket Præg ved den Række Sten, ofte af nogle Fods Højde ja indtil Mandshøjde, der med et Par Skridts Mellemrum staa omkring Foden af Højen. De have kun ringe Betydning som Led i Højens Bygning, de nytte ikke synderligt som Støttemur for Højens Muld, derimod afmærke de klart, hvor den hellige Jord begynder, og i arkitektonisk Henseende samle de Gravmindet til Helhed. Og mægtigt er Indtrykket af disse store Blokke, af den Magt over Naturens Modstand, som her er udfoldet, af den Skønhedsfølelse og Alvor, hvormed Gravens Karakter er gennemført.
Mindesmærkerne betegnes efter deres Form som Runddysser eller Langdysser. Den runde Høj, gærdet af kredsstillede Stene, kaldes Runddysse. Ikke saa fuldendt i arkitektonisk Henseende er Langdyssen, hvor Højen ofte rummer to eller flere Gravkamre paa Rad og derfor har faaet en langstrakt Form; Vogterstenene danne en aflang, skarp Firkant omkring den. Langdysserne have en betydelig Længde, 70 Fod, ja ofte 100—200 Fod, med et Gravkammer i Midten eller ved en af Enderne, stundom med 3—4; der findes endog saadanne Kæmpegrave som Grønjægers Høj ved Fanefjord paa Møen, hvor 160 Stene omslutte den 314 Fod lange Høj, eller som de 500 Fod lange Dysser ved Vilsted ved Haderslev og ved Lindeskov paa Fyn.
En anden Art Gravbygninger ere Jættestuerne. De fremtræde i Landskabet omtrent paa samme Maade som Dysserne; den opkastede Høj runder sig græsklædt op til Underkanten af Kammerets Dæksten, mindre hyppigt skjuler Højen den hele Stenbygning; derimod mangle ofte Randstenene omkring Jordhøjens Fod. Jættestuerne ere de mægtigste af Stenalderens Bygninger, og det gamle Navn passer godt, thi disse store Kamre synes byggede af Kæmper. Den beskedne Dysse, hvor den døde netop kunde hvile udstrakt, har udvidet sig til at blive en hel Stue, i hvilken endog mange Mennesker kunne færdes oprejst. Kammeret er gerne en halv Snes Fod langt, men kan naa den dobbelte (ja undtagelsesvis tredobbelte) Længde, det er omsat af store Sidestene og overdækket af lignende Dækstene; alle vende de en forholdsvis flad og jævn Side mod Inderrummet. Ved Kammerets Bygning har den største Vanskelighed naturligvis ligget i, at Kampestenen ikke kunde række over et Rum, der var bredere end 5—7 Fod. Længere end en halv Snes Fod ere Loftstenene sjældent. Vægstenene staa støttede til hinandens Side, ubetydeligt foroverbøjede, og Rummene mellem deres ujævne Sideflader ere here som i øvrigt ogsaa i Dyssen udfyldte med indkilede, over hinanden lagte Stene, hvortil især valgtes Brudstykker af rød Sandsten, som let lod sig spalte i Fliser. Paa Gulvet anvendtes undertiden større Omhu end ved Dyssen, idet man brolagde det med almindelige Brosten eller med flade Sten. Ejendommelig for disse Bygninger er endvidere Gangen ind til Rummet (derfor betegnes Jættestuen ofte som Gangbygning). Gangen gaar lodret paa Kammerets Længdeakse og vender i Reglen mod Øst eller Syd; den er sædvanlig o. 15 Fod lang, 3—4 Fod høj, 2—3 Fod bred og ligesom afdelt ved Mellemdøre, idet der af mere regulære fremspringende Stene er dannet en Karm med foranstaaende Tærskel. Man kan træffe indtil tre Døre anbragte paa denne Maade i Gangens forskellige Dele; i enkelte Tilfælde staar en flad Sten lukkende foran. Endnu skal kun nævnes, at man endog opførte 2—3 Kamre i samme Høj, hvilke enten vare byggede sammen og havde fælles Udgang eller vare forsynede hver med egen Gang.
Her foreligger saaledes i Virkeligheden en Byggekunst, som vækker Opmærksomhed i lige saa høj Grad ved det Resultat, der er naaet, som ved de Vanskeligheder, der ere overvundne. Det er kun et solidt Kælderrum, der er bygget, men der er tumlet med saadanne Masser og Tyngder, med Sten af ofte uhandelige Former, saa at man maa undre sig over, at et Folk, der endnu kun havde Redskaber af sten og Træ, har kunnet naa saa vidt. At Danmark fordum har været beboet af Kæmper — siger Saxo — fremgaar klart af de umaadelige Blokke, hvoraf de gamle Gravkamre ere byggede; paa Højenes Top ser man vældige Sten, som almindelig menneskelig Kraft ikke vilde kunne flytte endog paa flad Mark. Den samme Opfattelse har Almuen haft indtil sene Tider; men dens Urigtighed vilde jo i hvert Fald de fundne Knokler af Stenalderens Mennesker kunne bevise. En snild Anvendelse af almindelig menneskelig Kraft kan udrette vidunderlige Ting. Ved rullende Tømmerstokke, indskudte under den undergravede Blok, kan denne efterhaanden flyttes langt. Ved Løftestænger, under hvilke der lægges Sten efter Sten, kan Dækstenen bringes op i den Højde, hvori den skal ligge, ved Kiler og Tove kan den drages ud i sit rette Leje. Eller den kan flyttes ad en skraanende Jordvold op til Taglinien. At de store Sten skulde være kløvede eller gjorte flade ved Menneskehaand, til Eks. ved en afvekslende Paavirkning af Ild og Vand, lader sig næppe paavise.
Efterhaanden som Forestillingen om Hvilen efter Døden ændrede sig, kom man til en ny og sidste Form af Gravmindet, Stenkisterne eller Hellekisterne. Da havde man lært at udflække Stenene til flade Fliser. Ved at stille saadanne paa Højkant byggede man et Rum, 7–8 Fod langt, 2 Fod bredt og 2–3 Fod dybt; andre Stene lagdes derover som et Fladtag og alle Sprækker og Mellemrum udfyldtes omhyggeligt ved mindre Stene og Ler (Fig. 40). Over Loftet lagdes atter Stene, og øverst overhvælvedes Graven med et Jorddække, der dog sjældent var højt og som gik i eet med Marken uden en sluttende Kreds af Stene som Gærde. Hvis paa disse Tider, som vi kunne forudsætte, de til Gravbygningen valgte Stens Tilkløvning var et forholdsvis lettere Haandværk, har denne Art Gravlægning aabenbart krævet langt mindre Arbejde end de andre Begravelsesmaader. Dog kunde Stenkisterne kun rumme et enkelt eller nogle faa Lig. I øvrigt træffer man i Jyllands magre Egne endnu simplere Gravformer; her nedlagdes saaledes Ligene enkeltvis i Grave, omgrænsede af Haandsten og dækkede af lave Jordhøje eller Tuer.
Med Hensyn til Begravelsesmaaden fulgtes, som vi allerede have set, overalt den Skik, at Ligene jordedes ubrændte, hvad enten den døde nedlagdes i Kamre eller i Kister. Ikke desto mindre vil man overalt i Begravelserne træffe Spor af Brand, skørnede Stene, brændte Knokler, svedne Oldsager, Rester af Kul. Ilden har dog aabenbart ikke været rettet mod Liget, Knoklerne vare tydeligt nok gamle og forvitrede, inden de udsattes for Luerne, og Flammerne have ofte kun berørt de Dele af Knoklerne, som stak ud af Leret eller Sandet. Der har med andre Ord ikke fundet nogen Ligbrand Sted, hvorimod man i Graven har antændt en rensende, formodentlig hellig Ild. — Ligene have efterhaanden fyldt Kammeret, man har maattet skyde og skubbe de ældre Lig for at skaffe Plads for de nye, man har afløftet Dækstenen og nedlagt Lig under den, og man har begravet ude i Gangen, hvilken kan være ligfyldt, medens Kammeret selv kun har enkelte Lig. Derfor indeslutte Gravene gerne Rester af mange Lig, ofte en Snes; i Jættestuerne er fundet indtil 70 Lig. Ligesaa rummer den samme Grav Mennesker af begge Køn og alle Aldre. Ved Ligenes Side er Gravgodset bleven nedlagt, Økser, Mejsler, Flintpile, Flækker, stundom i stort Antal, ofte kun meget faa. Endvidere finder man her Ravperler, Hængeprydelser af Skifer samt Lerkar, stundom i velbevaret Stand. De nedlagte Redskaber eller Vaaben ere bestemte, udvalgte Arter af Urbeboernes Forraad; de ere som oftest smukke og gode, kun sjældnere gamle og slidte.
Det kulturhistoriske Billede af Stenalderens Mennesker viser os dem saaledes som dygtige Jægere og Fiskere, som udholdende Gravbyggere med alvorlig Opfattelse af Døden og Livet efter Døden. Hvis vi ville lære deres Færdigheder og Levevis yderligere at kende, maa vi vende os til deres øvrige talrige Efterladenskaber, til de i Mose og Mark og i deres Grave fundne Vaaben og Redskaber.
En af Menneskenes største Bestræbelser har altid været at finde — til Hjælp og Udstyr for Haanden — den bedste og den lettest erhvervelige skærende Æg, og Danmark besad et Emne, der var fortrinligt til dette Øjemed. Vort bjergløse og metalløse Land er rigt paa Flint, og denne Stenart behøver ikke at søges under Jordens Overflade, den ligger for den vandrendes Fod. Flinten maatte blive en væsentlig Bærer af Landets Kultur. Der var vestlige Egne i Jylland, som ikke havde megen Flint, men ellers var den rigeligt bredt over hele Landet indtil dets østligste Egne. Fra de flintrige Landsdele maatte da det værdifulde Materiale i naturlig eller hugget Form føres hen til de Egne, hvor Naturen havde været karrig. Og de unge Urindvaaneres første Lære og vigtigste Færdighed har været Indøvelse i Flintens Tilslagning. De maatte lære, hvordan den Flint saa ud i Farve og Overflade og føltes i Haanden, som bedst lod sig hugge; de skulde vide, for hvilke ydre Forhold med Hensyn til Varme og Fugtighed den helst burde have været udsat. Urbeboerne maatte dernæst kende Tilhuggerkunsten og vide, hvordan det under Arbejdet brudte eller beskadigede Redskab kunde omformes og udbedres. De erhvervede sig da ogsaa en saadan Færdighed i denne Kunst, at ingen i Nutiden kan eftergøre deres smukke Redskaber. Ja Stensagerne fra Norden ere saa ypperligt hugne, at man ikkun sjældent blandt Udlandets Oldsager finder Mage til dem i Skønhed og Godhed.
Man mente tidligere, at særegne Stene med indslebne Huller skulde have været anvendte som Slagstene, idet man anbragte Fingrene i disse Fordybninger; men denne Tydning er opgiven. Maaske har man benyttet ægformede Stene eller haard Sandsten som Huggemiddel; ved den finere Tilhugning har man vistnok vredet Fliserne bort ved Ben eller Horn, som man stemmede mod Flinten. Først afslog man de fremspringende Yderkanter; den fremkomne Slagbule, der skyldes Flintens muslede Brud, vidner endnu om, hvorledes Slaget er bleven rettet. Med forsigtige Slag afkløvedes derpaa lange Fliser; Spaan efter Spaan løsnede sig, indtil Redskabets Form var tegnet i sine store Træk. Ved en Række fine Hug, der løb parallelt over Flinten, gav man den derpaa sin endelige Form. Den simple Spaan benævner man gerne Flække, men Flækken kunde ogsaa være Afhugningens endelige Maal, naar den lang, flad og skarp som et Knivsblad skulde bruges som skærende Redskab. I øvrigt vare de Redskaber, som forfærdigedes, meget forskellige i Udseende og Anvendelse (Figg. 18—20). Økserne findes varierede i lige saa mange Former som senere Tiders Huggeværktøj af Jern, og den enkelte Økses Brug er kendelig ved Mærker af Skæftningen eller ny Tilhugning af Æggen. Dette gælder saaledes de tyknakkede og flade Kiler, der stadigt forekomme i Gravene og som gennemgaaende bære Mærker af Skæftning, hvorimod de spidsnakkede, der ikke høre til Gravgodset, ofte se ud som de havde været førte med Haanden. Atter andre Økser af blødere Stenarter og næppe bestemte til at arbejde i Træ med, vare forsynede med et udboret Skafthul. Endvidere kan nævnes Køller og Hamre af forskellige Former, Mejsler, Dolke og Spyd. Flækken var Urindvaanernes savende Redskab; nogle som Save udseende, paa den ikke tandsatte Side buede Redskaber synes at have været brugte som senere Tiders Garveknive ved Tilberedning af Skind. Mange Redskaber vidne om, at man lagde stor Vægt paa Skønhed. Dolke som de her afbildede vise, i hvor høj Grad man kunde arbejde kunstindustrielt, Pilespidser med lange Vinger, der vilde knækkes ved den første Anvendelse, ere næsten Snarest til Luksus; Nytten har maattet vige for Skønheden og Kunstinteressen (Fig. 21).
Nogen Indsigt i Huggekunsten har som alt sagt Hvermand haft, men i Urbeboernes Samfund har der ogsaa været særlig uddannede Haandværkere, af hvilke de dygtigste utvivlsomt have været lige saa ansete som de senere Tiders Vaabensmede. Fund, der med Rette ere betegnede som Værkstedfund, ere gjorte ved Bulbjerg, paa Hesselø, paa Omø i Store Bælt, ved Bakkebølle ved Vordingborg og andre Steder; her laa Flintsager i Mængde, Flintblokke, der vare Levninger af en Afspaltning, endvidere Forarbejder til Redskaber og fuldt færdige Sager. Der havde saaledes her været Værksteder for Tilhugning og Reparation af Redskaber. Af lignende Art var et Fund i Vester Ulslev Mose paa Laaland, hvor Stensager i Tusindvis paa samme Maade afgav Vidnesbyrd om Haandværkeres Virksomhed og hvor man desuden fandt Potteskaar, Kul og Askelag, samt talrige marvspaltede Dyreben (Svin og Hjort).
Urindvaanerne havde indset Nytten af at slibe enkelte af deres Redskaber, ikke Knive, Spyd, Dolke og Pilespidser, men derimod Økser, »Stemmejern« og Mejsel. De Forsøg, man i vore Dage har gjort paa at arbejde med slebne Stenøkser, have godtgjort, at man med dette Værktøj kan arbejde hurtigt og smukt, fælde Træer, tilhugge Tømmer, ja bygge et helt Hus. De uslebne Flintredskaber have derimod ved Huggeforsøg krævet saa stor Anstrengelse af den arbejdende og ydet et saa ringe Resultat, at det heraf fremgik, at Redskabet ikke var bestemt for denne Anvendelse. Hvorledes Slibningen kan være foregaaet, have ligeledes praktiske Forsøg bragt for Dagen. Hvis man med begge Hænders Tryk bevæger en tilhugget Økse hen over en Granitsten med jævn Flade, paa hvilken man gyder skarpt Grus, som man holder lidt fugtigt og stadigt fornyer, vil den efterhaanden faa sine Ujævnheder afrevne; ved en vuggende Bevægelse opnaar man let den buede Form, som er ejendommelig for Øksen. Man kan slibe en jævnstor Flintøkse i Løbet af en Uge ved en daglig Arbejdstid paa 6 Timer. At det netop snarest er denne Fremgangsmaade, som Urbeboerne have anvendt, fremgaar af, at en saaledes behandlet Flint, idet den støder mod skarpere Korn i Slibestenen, netop faar den Række af dybe, stundom hvidlige Striber, som ere saa karakteristiske for de slebne Økser. Mod Æggen giver man den en finere Slibning ved at bevæge den i alle Retninger efter Længden hen over en fin Slibesten af Sandsten eller Kvartsit. De forskellige Arter af Slibestene ere velkendte fra Fund (Fig. 22).
Naar Redskabet var hugget færdigt, sendtes det ud i Omsætningen, muligt langvejs bort, til Egne, Som ikke havde Flint. Hvor langt en dansk Vare kunde gaa, fremgaar af et Fund ved Skellefte i den botniske Bugts inderste Hulhed. Her fandt man to Fod under Jorden 70 ikke slebne og næppe benyttede brede Hulmejsler, der vare nedsatte i Jorden med Æggen nedad; der kan ikke være Tvivl om, at en Købmand her har skjult sit Oplag, som han havde hentet i Skaane eller paa de danske Øer og ført halvandet Hundrede Mile mod Nord. Men foruden at Handelsmanden maatte besidde store Forraad, var det naturligvis ogsaa nødvendigt for Mænd, som raadede over mange Tjenere eller Hjælpere, at have et betydeligt Lager af Vaaben eller Redskaber. Herved forklares mange Fund, hvor en Række gode Vaaben ofte af ensartet Karakter, t. Eks. Spydspidser, ere gemte i Jorden med stor Omhu. Saaledes vare ved Agersted ved Sæby 46 store smukke Spydspidser nedlagte inden for en hensmuldret Beholder eller Emballage i bestemt Orden; et Fund i Fjeldstrup Sogn ved Haderslev udviste 90 slebne Flintøkser regelmæssig ordnede.
Foruden Sten anvendte Urbeboerne til deres Redskaber Ben, hvoraf man Skar Naale og Prene, samt Hjortetak. Dyretænder bleve gennemborede og tjente som Prydelser; ligeledes dannede man Smykker af Rav, der i Form af Perler eller flade Skiver bleve trukne paa Snore. De flettede utvivlsomt Fiskenæt, og paa deres Fiskefangst færdedes de i Baade, der vel næppe alene vare udhulede Træstammer men ogsaa havde en mere sammensat Bygning. Det Korn, som deres Agerbrug skaffede dem – Byg og Hvede synes at have været dyrket – knuste de ved at bevæge en glat Sten hen over en udhulet flad Sten. De havde ifølge Gravkamrenes Indhold et Husdyrhold af Faar, Ged, Svin, Okse; at de ogsaa kendte Hesten, synes enkelte Fund at godtgøre. Mærkeligt er det, at de samme Mennesker, som vare saa dygtige som Stensmede, ikke naaede synderlig højt i Pottemagerkunst, i alt Fald hvad dens Teknik angaar. Men denne Kunst har ogsaa andensteds kun arbejdet sig langsomt frem. Karrene ere formede i Haanden uden Drejeskive, Brændingen har været svag og ujævn; naar de grove Korn af Sand og Feldspat ikke ere stemmede bort af Lermassen, har Hensigten dog vistnok været, at Karret mindre let skulde slaa Revner under Brændingen. Om end Lervaren saaledes som Industriprodukt er tarvelig, er der stor Variation i Karrenes Former (Fig. 23), og baade i dem og i Ornamentikken viser der sig megen Kunstsans. Karrene ere nemlig jævnligt smykkede med indtrykte Ornamenter, hvilke genfindes paa enkelte Ravprydelser. Prikker, lige eller skraa Linier og Halvcirkler, det er saa godt som hele Materialet for Ornamenteringen, men dermed have de dog frembragt Baand, rudrede Mønstre, Siksaklinier og Sammenstillinger af fligede eller trekantede Figurer, der ere tiltalende (Fig. 24). Planteformer eller Dyr findes aldrig efterlignede. Ornamenterne ere indsnittede med Træpinde og Flintknive eller indprikkede med Benprene i det vaade Ler.
vise os dernæst som Regel ikke andet Tamdyr end Hunden, medens for Gravkamrenes Periode Tilværelsen af Hornkvæg er bleven godtgjort ved mange Fund. Dyngedannernes Befolkning formenes derfor at have været et Folk af Jægere og Fiskere, der stod paa et langt mere primitivt Stadium; først i en senere Tid naaede man til faste Boliger og Kvægavl, og fra denne Tid skulle Gravkamrene skrive sig. Imod denne Opfattelse hævdes fra anden Side, at Forskellen mellem Køkkenmøddingerne og de andre Stenaldersfund alene beror paa, at de vise os to forskellige Sider af det samme Tidsrums Kulturliv. Vi træffe Dyngedannerne kun under deres Virken som Jægere og Fiskere; de andre Sider af deres Liv belyses ikke af Køkkenmøddingerne. Saaledes faa vi intet at vide om, hvorledes de behandlede deres døde, idet ethvert Spor af Begravelser, der kunde henføres til Dyngedannernes Tid, er os ubekendt. Nu synes det jo dog lidet troligt, at de skulde have skaffet sig af med Ligene paa Maader, der vilde staa aldeles i Strid med den fromme Omhu, som Kamrenes Bygmestre viste den dødes Hvilested. De i Dyngerne forekomne Redskaber ere endvidere af en anden Art, fordi den Virksomhed, her foregik, krævede eget Værktøj. Det Redskab, som man har betegnet som »trekantet Økse«, har saaledes haft en anden Anvendelse end hvad der ellers døbes med Navnet Økse; de Striber og fine Ridser efter Længden, som de ofte fremvise, pege, hvad foretagne Forsøg have godtgjort, hen paa, at i alt Fald mange af dem have været anvendte til Gravning; en Stribning af den nævnte Art er da heller aldrig fundet paa hine andre Økser. De »trekantede Økser« egne sig desuden ved deres skæve, brede Æg i ringe Grad til Økser, og de fremvise aldrig Øksernes Spor af Skæftning eller Haandtag. Der manglede endvidere ikke Dyngedannerne Kunstfærdighed i Flintens Behandling, saaledes som Afslagningen af de lange og skarpe Flintflækker udviser. Endelig har man blandt de af Dyngerne optagne, forholdsvis sjældne Potteskaar fundet saadanne, der vare ornamenterede paa lignende Maade som Lerkar fra Gravene, og enkelte slebne Redskaber ere ligeledes komne til Stede. De i Dyngerne forefundne Rester hidrøre derfor fra den Del af Stenaldersbefolkningen, der stadigt levede som Fiskere, eller — da egentlige Bopladser aldrig ere paaviste i Nærheden af Køkkenmøddingerne — vi træffe her snarest de Steder, hvorhen Befolkningen drog til forskellige Tider af Aaret for at udnytte Fiskeriet.
Det vilde naturligvis have sin Store Interesse, om man kunde angive nærmere, hvorledes Stenaldersbefolkningen var beslægtet med Danmarks senere eller nulevende Indbyggere. Der er af Gravene fremtaget ikke faa Kranier og næsten fuldstændige Skeletter, saa at den antropologiske Type nogenledes kan bestemmes; det vundne Resultat bestyrkes desuden ved at Kranier fra svenske Grave udvise samme Forhold. Hos Datidens Mennesker synes to forskellige Typer at være repræsenterede. Den ene høj og kraftigt bygget med kort Hoved og en for oven tilbageskraanende Pande (brakykefal); her er noget af den Karakter, som udmærker turanske Folk, f. Eks. Finnerne, om den end ingenlunde er ensartet med disse sidstes. Den anden Type frembyder en langhovedet (dolikokefal) Form, der ikke afviger meget fra de nuværende Danskes eller Svenskes Hovedform. Mærkeligt er imidlertid, at begge Hovedformer baade her og i Sverige kunne forekomme i samme Grav; saaledes indeholdt en Samling af Kranier fra Borreby ved Skelskør baade langhovedede og korthovedede Former.
Man skulde synes heraf at kunne drage den Slutning, at der allerede i Stenalderen har fundet en Indvandring Sted; et nyt Folk er kommen til at bo Side om Side med det ældre. Da det er Menneskene med den langhovedede Kranieform, vi genfinde i Bronzealderen, kunde man antage disse for de senere Indvandrede, de korthovedede derimod for Urbeboerne. Denne Slutning er imidlertid ikke sikker; det kan jo være, at den korthovedede Race allerede i Stenalderen har gjort Forsøg paa at trænge ind i Landet, men at det kun lykkedes for en kortere Tid. I samtidige Grave fra Vesteuropa træffer man desuden paa en lignende Maade kort- og langhovedede Kranier Side om Side, saaledes at Europas Urbefolkning allerede paa et tidligt Punkt synes at være opstaaet ved en Sammenblanding af Racer.
Hvor længe Stenalderen har varet, vil det være vanskeligt at fastslaa, men sikkert er, at Mindesmærkernes Udstrækning og store Antal saavel som de uhyre Mængder af Oldsager — omend utvivlsomt ogsaa de følgende Kulturperioder i rigt Maal have anvendt Stenredskaber ved Siden af Metal — gøre det sandsynligt, at Tidsrummet har varet gennem nogle Aartusinder. Stendysserne og Jættestuerne ligge i vort Land mange Steder saa tæt, at Egnen synes som oversaaet med Grave, og uagtet Agerdyrkning og Vejarbejde i Tidernes Løb have jævnet utallige Høje, findes der dog til Eks. efter en foretaget Beregning paa Sjælland endnu o. 3400 Stenaldersgrave eller Rester af saadanne, i Ølstykke og Arts Herreder alene 380. Da nu endvidere paa lavere Kulturtrin Menneskene gerne udvikle sig langsomt, taler meget for, at Stenalderens Periode har strakt sig gennem nogle Aartusinder. Men eet er vist, alle Spor pege hen paa, at samtlige Dele af det gamle Danmark dengang vare bebyggede. Midt inde paa Jyllands Hede er der tit gjort Fund fra Stenalderen; Køkkenmøddingerne, der som omtalt af mange anses for de ældste Vidnesbyrd om Mennesker, og ligeledes de store Kystfund findes ofte ude paa Smaaøerne. Paa Hesselø i Kattegat, paa Anholt og Bornholm er der gjort Stenaldersfund, saa at Urindvaaneren paa sin Baad har besøgt Havets fjerne Øer og taget Bopæl her.
Til denne Skildring af Stenalderen skulle vi endnu kun knytte nogle Bemærkninger om den tilsvarende Periode og Kultur i andre Lande. Køkkenmøddinger af lignende Art som de danske findes i Frankrig ved Kanalens Kyst, i Irland, i Portugal og andre Steder, og Dysser ere spredte over hele Vest- og Nordeuropa, dog ikke i Rusland, ja de kunne under vekslende Former forfølges langs hele Middelhavets Kyster. Med Hensyn til Jættestuerne stiller Forholdet sig noget anderledes. Den sydligste Gangbygning af dansk eller nordisk Form findes ved Mysunde; i Tysklands Kystland og endvidere i Holland forekomme ganske vist Jættestuer, men dels ere de ikke hyppige, dels afvige de noget fra den danske Form, i Bretagne, paa de britiske Øer, i Spanien og Portugal forekomme ligeledes Gangbygninger af meget forskellige Former, hvorimod Europas midterste Del og Østeuropa hinsides Weichsel ganske savne dem. Hvad Oldsagernes Form angaar, have de nordiske i det hele stor Lighed med det sydlige og vestlige Udlands, skønt det øvede Øje vil kunne kende de nordiske Oldsager fra alle andre Landes, f. Eks. fra de tyske.
Inden for Norden har Skaane ensartede Forhold med Landskaberne Vest for Øresund, dog udvise kun Kystegnene Stenaldersfund, de savnes i de indre, klippefulde og skovklædte Egne. Halland og til Dels Bleking synes at være lige saa rigt repræsenterede ved Grave og Oldsager som Skaane, selv om der i Mindesmærkernes Art er nogen Afvigelse; saaledes har Halland ingen Jættestuer, Bleking hverken Jættestuer eller Dysser, kun Gravkister. Landene omkring Gøtaelven og Venern fremvise en stor Mængde Grave fra Stenalderen, i det hele af samme Art som de danske, dog byggede af flade Heller, ikke af Rullestensblokke, hvorimod der ikke er paavist nogen Grav i de nordligere Dele af Sverige, og Vidnesbyrdene om en Beboelse ere forholdsvis faa og spredte. I Norges sydlige Del indtil hvor Kristianiafjord Skærer sig ind i Landet findes der Grave fra Stenalderen, og Stensager kan man træffe endnu nordligere, endog saa højt som ved Saltenfjord, men ikke i stort Antal.