Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 73

by Carl Georg Holck

Tredje Afdeling.Om Medlemmerne af det kongelige Hus.

---

§ 73.Om Begrebet Medlemmerne af det kongelige Hus.

Paa forskjellige Steder i Forfatningslovene og den almindelige Lovgivning tales der om Medlemmerne af det kongelige Hus, om de kongelige Prindser og Prindsesser eller bruges andre lignende Betegnelser, idet der dels tillægges de Paagjældende visse særegne Fortrin fremfor Undersaatterne i Almindelighed, dels paalægges dem særegne Indskrænkninger i deres privatretlige Forhold og navnlig tillægges Kongen en vis Myndighed over dem, s. Kongelov 1665 Art. 21, 25, Grl. 1849, Epilogen, Grl. 1866 §§ 6, 10, Straffelov 1866 § 94, mfl. Da de paagjældende Forskrifter imidlertid i Reglen ikke nærmere bestemme, hvilke Personer der henhøre under de nævnte Begreber, bliver det af praktisk Vigtighed at afgjøre dette Spørgsmaal.

Spørger man nu først, hvilke Personer der efter Sagens Natur maae henregnes til Medlemmer af Kongehuset, synes man som saadanne at maatte nævne: Kongens legitime Gemalinde, Dronningen, Enkedronningen, de agnatiske Prindser, deres Gemalinder og Enker, de agnatiske Prindsesser, saa længe de ikke have indgaaet Ægteskab, samt den Konge, der har nedlagt Kronen, og hans Dronning; hvorimod de agnatiske Prindsesser, som have indgaaet Ægteskab, og samtlige Kognater uden Tvivl maae udelukkes fra Begrebet.

Samtlige de førstnævnte Personer maae efter Ordets naturlige Betydning betragtes som henhørende til det konge lige Hus eller den kongelige Familie. De ere enten ved Fødselen eller ved Ægteskab blevne Medlemmer af samme, uden at denne deres Stilling er bleven forandret ved noget senere Faktum, og allerede deres Navn betegner dem som Medlemmer af Kongehuset. Derimod træde de agnatiske Prindsesser ved at indgaae Ægteskab over i en anden Familie, i Almindelighed et andet Fyrstehus, de blive undergivne de for dettes Medlemmer gjældende Regler, og de opgive det Navn, der betegnede dem som Medlemmer af det Kongehus, fra hvilket de nedstamme. Det Samme gjælder saa meget mere om de paagjældende Prindsessers Børn og andre Descendenter. At de agnatiske Prindsesser, der have indgaaet Ægteskab, og deres Descendenter ikke kunne betragtes som Medlemmer af Kongehuset, bestyrkes fremdeles ved en Betragtning af Grunden til, at Lovgivningen har tillagt Medlemmerne af Kongehuset en særegen Retsstilling og navnlig paa den ene Side tildelt dem visse fortrinlige Rettigheder, paa den anden Side paalagt dem visse særegne Indskrænkninger. Grunden hertil kan aabenbart ikke søges i det blotte Slægtskabsforhold til Kongens Person, men i de Paagjældendes Forhold til selve Thronen. De ovennævnte Personer, som vi have betegnet som Medlemmer af Kongehuset i dette Ords naturlige Betydning, staae nu aabenbart i et ganske andet og nærmere Forhold til Thronen end andre Slægtninge af Kongen. De have enten en ligefrem Arveret til Thronen eller have dog som henhørende til en arveberettiget Persons Familie i Ordets strengeste Forstand et naturligt Krav paa at indtage en Retsstilling, der er forskjellig fra de øvrige Statsborgeres, ligesom de endelig i Reglen ville opholde sig her i Landet og saaledes ville kunne undergives de særegne Bestemmelser, som Lovgivningen med Hensyn til dem anseer for nødvendige. De kognatiske Beslægtede og de agnatiske Prindsesser, der have indgaaet Ægteskab, have derimod enten ingen Arveret til Thronen eller dog kun en subsidiair Arveret, og i Almindelighed vil allerede den Omstændighed, at de opholde sig i fremmede Lande og ere undergivne de for et andet Fyrstehus gjældende Regler, for Størstedelen udelukke Anvendelsen af de særegne Forskrifter om Medlemmerne af det danske Kongehus. Det kan derfor ikke antages, at de Lovbestemmelser, der foreskrive særegne Regler for det danske Kongehuses Medlemmer, have tænkt paa de nævnte Personer, og under denne Forudsætning vil den Omstændighed, at de faktisk opholde sig i Landet og saaledes fuldstændig kunne undergives de for det danske Kongehus gjældende Regler, hvilket navnlig vil være Tilfældet, naar der er Tale om en Prindsesse, der har indgaaet Ægteskab med en Privatmand, ikke kunne berettige til at inddrage dem under det statsretlige Begreb om Kongehusets Medlemmer.

Imidlertid kan Sagen efter den positive Lovgivning stille sig anderledes, og dette kan navnlig være Tilfældet, hvor ogsaa Kognaterne have Arveret til Thronen. Efter Kongeloven maatte det saaledes uden Tvivl antages, at de i samme foreskrevne Regler om Prindserne og Prindsesserne af Blodet vare anvendelige paa enhver arveberettiget Descendent af Frederik III, saavel Kognater, som Agnater, da dette dels stemte med den naturlige Betydning af Ordet »Blod« som enstydigt med Slægtskab, s. 6. 13. 14, dels fremgik af flere Artikler i Kongeloven, s. Art. 24 og Art. 26, smh. med Art. 31, hvor det omspurgte Udtryk enten slet ikke eller dog ikke uden Tvang kunde antages at være brugt i en mere indskrænket Betydning, s. nærmere Larsens saml. Skr. I3 § 57, jfr. ogsaa Udtrykket »Vores kongelige Arvehus« i Art. 39. Den angivne udstrakte Betydning af Udtrykket »Prindser og Prindsesser af Blodet« har ogsaa det for sig, at det er ret naturligt, at den, der har Arveret til Thronen, selv om hans Arveret kun er subsidiair, og selv om han er Medlem af et andet Fyrstehus, ifølge den positive Lovgivning paa den ene Side erholder en vis anseeligere Stilling og paa den anden Side maa underkaste sig visse Indskrænkninger. I det anførte Begreb, der maatte antages at ligge til Grund for Kongelovens Forskrifter, foregik der ikke nogen Forandring ved Grundloven 1849. Naar dennes Epilog ved at stadfæste de i Kongelovens Art. 21 og 25 indeholdte Bestemmelser betegner disse som handlende om de kongelige Prindser og Prindsesser, s. Fdn. 27. Sept. 1799 § 4, maa dette Udtryk, efter den Maade, hvorpaa Grundlovens Epilog sluttede sig til Kongeloven, og paa Grund af, at Kongelovens Bestemmelser om Arvefølgen ifølge Grl. § 4 fremdeles skulde være gjældende, opfattes i ganske den samme Betydning, i hvilken det tilsvarende Udtryk var brugt i Kongeloven, s. ogsaa Reskr. 29. Juli 1850. Paa lignende Maade maatte man da opfatte Bestemmelsen i Grl. 1849 § 17 om Medlemmerne af det kongelige Hus, uden forsaavidt man hertil maatte henregne endnu nogle flere Personer, der ved Ægteskab vare knyttede til Kongehuset.

Det maatte imidlertid vistnok indrømmes, at det i Epilogen til Grl. 1849 benyttede Udtryk »de kongelige Prindser og Prindsesser« efter sin naturlige Betydning ikke passede paa saadanne Beslægtede af Kongen, der vare Medlemmer af andre Familier, og at dets Anvendelse paa saadanne Personer kun retfærdiggjordes ved den dem endnu bestandig tilkommende Arveret. Efterat Thronfølgelov 31. Juli 1853 nu har hævet Kvindernes og Kvindeliniernes Arveret til Thronen, maa man derfor uden Tvivl vende tilbage til den naturlige, mere indskrænkede Betydning af Ordet »kongelige Prindser og Prindsesser«, i Lighed med hvilket da Udtrykket »Medlemmerne af Kongehuset« maa forstaaes. Det vil let skjønnes, at Meningen med det Anførte ingenlunde er at gjøre Arveretten til Thronen til en Betingelse for Stillingen som Medlem af Kongehuset, hvilket vilde medføre det urimelige Resultat, at de agnatiske Prindsesser ubetinget maatte udelukkes fra samme. Vor Mening er kun, at den mod Sagens Natur stridende Udvidelse af Begrebet, som laa til Grund for Kongelovens Bestemmelser, maa bortfalde, naar den eneste Grund til samme, Arveretten i Forbindelse med Kongelovens positive Forskrifter, ophører. De Beslægtede af Kongehuset, der ikke falde ind under det angivne Begreb, ville da, forsaavidt de overhovedet komme i Berøring med den danske Lovgivning, være at behandle som Privatpersoner, medmindre der særlig maatte være dem tillagt visse Rettigheder, eller særegne Regler om fremmede Fyrster eller Medlemmer af fremmede Fyrstehuse maatte komme til Anvendelse. Den nævnte Opfattelse bestyrkes ogsaa ved flere positive Bestemmelser. Saaledes kunde der ved Forfl. 1855 § 14 og Grl. 1863 § 12 uden Tvivl kun være tænkt paa betimelig at aabne de til Thronen arveberettigede Prindser Adgang til Bekjendtskab med Regeringsforretningerne^[1]), ligesom der vistnok ogsaa ved Bestemmelsen i Forfl. 1855 § 4 og Grl. 1863 § 4 var taget et væsentligt Hensyn til den Eventualitet, at de vedkommende Prindser kunde komme til at deltage i Regeringens midlertidige Førelse i Kongens Sted, s. Forfl. 1855 § 5, Grl. 1863 §§ 5, 6. Fremdeles kan det bemærkes, at Straffeloven 1866 § 94 kun fastsætter kvalificeret Straf, naar de i Lovens §§ 88—90 omhandlede Forbrydelser begaaes mod nogen af de efter Thronfølgeloven arveberettigede Prindser eller mod nogen her i Riget boende Prindsesse, der hører til det danske Kongehus, hvilken sidstnævnte Bestemmelse i Lighed med den med Hensyn til Prindserne gjorte Indskrænkning kun synes at kunne omfatte de agnatiske, ugifte Prindsesser, s. Folkethingstidende 17. Session 3192. Naar det i Udkastet til Straffeloven § 75 brugte Udtryk »de kongelige Prindser eller Prindsesser« i Motiverne S. 112 forklares som omfattende alle fra Kong Frederik III eller Kong Christian IX nedstammende saavel Kognater, som Agnater, har man herved vistnok overseet den Indflydelse, Thronfølgeloven maatte have paa Begrebets Bestemmelse, s. Landsthingstidende 17. Session 635, 678—79, 684. Det er imidlertid tvivlsomt, om den her forsvarede Anskuelse anerkjeudes i Praxis. Saaledes blev ved en Høiesteretsdom i Høiesteretstidende 1862. 513 Fdn. 11. Apr. 1840 § 8 uden videre Motivering anseet for anvendelig paa et Tyveri, begaaet i Prinds Frederik af Hessens Palais, og Lov om Kjøbenhavns kommunale Skatter 19. Febr. 1861 § 15 ansees i Praxis ogsaa for anvendelig paa de fra Kong Frederik III nedstammende Kognater. Disse Resultater kunne nu vistnok forklares paa den Maade, at de Personer, der i Henhold til den tid ligere Lovgivning maatte betragtes som Medlemmer af Kongehuset, maae antages at have bevaret denne Stilling, i alt Fald naar de ved Thronfølgelovens Udstedelse opholdt sig her og saaledes faktisk vare undergivne de om Kongehusets Medlemmer gjældende Regler; men Rigtigheden af denne Antagelse, hvorefter Kognater af det gamle Kongehus maatte betragtes som Medlemmer af Kongehuset, medens dette ikke kunde gjælde om Kognater af det nuregerende Dynasti, er vistnok ikke lidet tvivlsom.

Naar vi i det Foregaaende have talt om agnatiske Prindser og Prindsesser, er det en Selvfølge, at dette Begreb maa opfattes saavel i Forhold til det tidligere, nu uddøde Kongehus, som til det nuregerende Dynasti. Det er saaledes utvivlsomt, at Prindsesse Caroline maa betragtes som Medlem af Kongehuset. Derimod er et selv nok saa nært Slægtskabsforhold til Kongens Person ikke tilstrækkeligt til, at Vedkommende kan betragtes som Medlem af Kongehuset. Dette gjælder saaledes om Kongens naturlige Børn, s. 1. 2. 2, og ligeledes om Kongens Sidebeslægtede, naar de ikke ere agnatiske Prindser eller Prindsesser.

Af lignende Grunde, som ovenfor anført med Hensyn til de agnatiske Prindsesser, der indgaae Ægteskab, synes det at maatte antages, at den Prinds, der bestiger en fremmed Throne, s. Traktat 13. Juli 1863, ikke kan betragtes som Medlem af Kongehuset^[2]), i alt Fald, saa længe han virkelig beklæder denne Throne.

Under Forhandlingerne paa Rigsdagen om Straffelovens § 94 blev det fra flere Sider betegnet som en Selvfølge, at den, der skulde kunne henregnes til de kongelige Prindser eller Prindsesser, maatte boe i Riget eller endog opholde sig ved Hoffet, s. Folkethingstidende 17. Session 1246—48, 2079—80, 2090-91, jfr. dog 2088. Det maa nu vistnok indrømmes, at Bopæl eller Ophold i Riget (derimod ikke ved Hoffet) i Reglen vil være en faktisk Betingelse for Anvendelsen af de særegne Regler om de kongelige Prindser og Prindsesser, ligesom ogsaa flere Lovbestemmelser udtrykkelig betinge Anvendelsen af deres Forskrifter af Ophold i Riget, s. Kongelovens Art. 21, Straffelovens § 94. Det synes imidlertid unaturligt, at den blotte Forandring af Bopæl skulde berøve en Person hans Egenskab som Medlem af Kongehuset, og det forudsættes ogsaa temmelig klart i flere Love, at der kan gives Medlemmer af Kongehuset, som boe udenfor Riget. Saaledes forudsætter Straffelovens § 54, at en Prindsesse ikke ubetinget ophører at høre til det danske Kongehus, fordi hun boer udenfor Riget, om den end erklærer sin positive Bestemmelse for uanvendelig paa en saadan Prindsesse; Grl. § 10 forudsætter, at et Medlem af Kongehuset med Rigsdagens Samtykke kan nyde Appanage udenfor Riget; og ifølge Kongelovens Art. 21 kan en Prinds af Blodet med Kongens Samtykke træde i fremmede Herrers Tjeneste. Hvorvidt i Øvrigt Lovgivningens Bestemmelser om Kongehusets Medlemmer skulle anvendes paa saadanne Personer, som boe udenfor Riget, maa afgjøres efter Forholdets nærmere Beskaffenhed. Medens saaledes Grl. § 6 synes at maatte blive uanvendelig paa Grund af den almindelige Regel, at Myndigheden retter sig efter Hjemstedets Love, sees der ingen Grund til at udelukke Anvendelsen af Kongelovens Art. 25 og 1. 2. 1, hvor Betingelserne for disses Anvendelse i Øvrigt ere tilstede, saasom efter 1. 2. 18, 19, 20, og Straffelovens § 94 maa efter sine almindelige Udtryk og Modsætningen mellem Reglerne om Prindserne og om Prindsesserne ogsaa anvendes paa Fornærmelser mod de udenfor Riget boende, arveberettigede Prindser.

Man kan fremdeles spørge, om Kongen ved sin Resolution kan optage saadanne Personer, der ikke høre til Kongehuset, som Medlemmer af samme med den Virkning, at de blive at behandle efter de om saadanne Medlemmer gjældende, særegne Regler, s. Folkethingstidende 17. Session 1184, 1195. Der er nu vistnok ikke Anledning til at betvivle, at Kongen kan legitimere sine uægte Børn med den Virkning, at de blive at betragte som Medlemmer af Kongehuset^[3]), ligesom han uden Tvivl ogsaa maa kunne erklære sin i morganatisk Ægteskab med ham levende Hustru for Dronning med den Virkning, at hun kommer til at indtage den Retstilling, som tilkommer en Dronning, og Børnene blive at betragte som kongelige Prindser og Prindsesser. Endelig er der neppe Noget til Hinder for, at Kongen kan tillægge en udenfor Kongehuset staaende Person Navn og Titel af kongelig Prinds eller Prindsesse. Derimod synes det i Mangel af positiv Hjemmel betænkeligt at tillægge Kongen Ret til ved en ensidig Resolution at optage en udenfor Kongehuset staaende Person som Medlem af samme med den Virkning, at de om saadanne Medlemmer gjældende, særegne Regler med Hensyn til Retsforfølgning, Beskyttelse mod Fornærmelser osv., skulde komme til Anvendelse paa den Paagjældende. En saadan Akt synes at indeholde en Undtagelse fra Loven, der i Henhold til Grl. § 27 kræver særlig Lovhjemmel.

Den, som engang er bleven Medlem af Kongehuset, kan ikke ensidig udtræde af denne Stilling, ligesaalidt som Kongen vilkaarlig kan berøve ham samme. Derimod er der neppe Noget til Hinder for, at han med Kongens Samtykke kan udtræde af den nævnte Stilling.

Den fornemste Person af Kongehusets Medlemmer er Dronningen eller den regerende Konges i ret lovligt Ægteskab med ham levende Ægtehustru. Ifølge den tidligere Forskrift i Kongelovens Art. 24 og almindelig Koutume har hun den øverste Rang næstefter Kongen og over alle andre Medlemmer af Kongehuset, ligesom hun pleier at erholde en særegen Hofstat. Derhos var det tidligere, da Kongerne pleiede at lade sig salve og krone, sædvanligt, at Dronningen deltog i denne Akt. Dronningens Retsforhold vil for en stor Del ligefrem følge af hendes Stilling som Kongens Gemalinde og beroer i Øvrigt paa den oprettede Ægtepagt og andre af Kongen paa gyldig Maade trufne Bestemmelser.

Naar Kongen indgaaer et morganatisk Ægteskab, nyder en saadan Gemalinde, som tidligere bemærket, ikke Navn af Dronning eller de øvrige en saadan tilkommende særegne Rettigheder, men kun den Titel, som Kongen særlig tillægger hende, s. Reskr. 1. Jan. 1856, i D. T. S. 1, og de Fordele, som de i Anledning af et saadant Ægteskab oprettede Bestemmelser fastsætte. En saadan Gemalinde kan derfor ikke betragtes som Medlem af Kongehuset.

En afdød Konges Gemalinde kaldes Enkedronning og har i Almindelighed Rang næstefter Dronningen. Hendes Retsforhold vil i Øvrigt beroe paa de nærmere Bestem melser i den oprettede Ægtepagt

En særegen, fortrinlig Stilling blandt Kongehusets Medlemmer indtager endelig Thronfølgeren, om hvis Retsforhold det Fornødne vil blive bemærket i næste Paragraph.

1. At disse Bestemmelser ikke ere optagne i Grl. 1866, udelukker ikke, at der fra dem kan hentes Oplysning om Betydningen af det omspurgte Udtryk.
2. Bestemmelsen i Straffelovens § 94 vilde vel efter sine bogstavelige Udtryk være anvendelig paa en saadan Prinds, men faktisk vil den ikke let komme til Anvendelse, idet Bestemmelserne i Lovens § 82 i Almindelighed ville føre til et strengere Resultat.
3. Derimod kunne de ikke ved en saadan Legitimation opnaae Arve ret til Thronen, s. Thronfølgelov 31. Juli 1853 Art. 2. Den samme Ret synes i Øvrigt at maatte tilkomme en kongelig Prinds, i alt Fald med Kongens Samtykke.