Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 72

←Om Kongen: Familie- og Arveretsforhold.

Den danske Statsforfatningsret
Om Kongens formueretlige Forhold.
af Carl Georg Holck

Om Begrebet Medlemmerne af det kongelige Hus.→

§ 72. Om Kongens formueretlige Stilling.

Kongens Privatformue bestaaer i de ham udbetalte eller til Betaling forfaldne Beløb af Civillisten samt i, hvad han ellers ved Arv, Ægteskab, Kjøb, Gave eller anden Adkomst erhverver sig. Med Hensyn til Raadigheden over denne Formue maa Kongen i det Hele betragtes paa samme Maade, som en Privatmand; han bestyrer den selv eller ved de af ham dertil udnævnte Embedsmænd uden Medvirkning af nogen Minister, og lige saa lidt som Staten kan gjøre nogen Fordring paa Kongens Privatformue til Statsfornødenhedernes Bestridelse, lige saa lidt paahviler der Statskassen nogen Forpligtelse til at betale den af Kongen stiftede Gjæld, som ikke lader sig dække af Kongens egen Formue.

De Formueretsforhold, hvori Kongen indtræder, maae bedømmes ganske efter de almindelige, privatretlige Regler. Ikke blot kan Kongen under Iagttagelse af de i Lovgivningen foreskrevne Betingelser og Former erhverve tinglige og obligatoriske Rettigheder, men han kan ogsaa under Iagttagelse af de samme Love overdrage Andre Eiendomsret eller andre tinglige Rettigheder over sine Eiendele, s. derimod med Hensyn til Civillisten Grl. § 9, 3. M., ligesom han med fuld Gyldighed kan paadrage sig obligatoriske Forpligtelser. En Afvigelse, fra den almindelige Lovgivnings Regler fremtræder først, naar der bliver Spørgsmaal om at gjøre de saaledes mod Kongen erhvervede Rettigheder gjældende mod denne. Grl. § 12 bestemmer nemlig, at Kongen er ansvarsfri, og at hans Person er hellig og ukrænkelig, og heraf følger, at Kongen maa være fritaget for retslig Afgjørelse af en hvilkensomhelst Klage, der reises mod ham, og at han ikke kan staae under nogensomhelst Jurisdiktion i Staten, s. Kongelov 1665 Art. 2. Denne Regel maa ogsaa gjælde med Hensyn til Sager om rene Formuerettigheder, skjøndt Indrømmelsen af en Søgsmaalsret i disse kunde synes mindre betænkelig. Det kan ikke komme i Betragtning, at Anlæggelsen af saadanne Sager i mange Tilfælde vilde kunne skee uden at krænke Kongens ubetingede Ret til Agtelse; thi, selv afseet fra det Vanskelige og Mislige i at drage Grændsen mellem de Sager, hvis Anlæggelse indeholdt en saadan Krænkelse, og dem, med hvilke dette ikke var Tilfældet, vilde Anlæggelsen af et hvilketsomhelst Søgsmaal mod Kongen stride mod den i ganske almindelige Udtryk affattede Hovedregel i Grl. § 12, at Kongen er ansvarsfri. Et afgjørende Argument ligger endelig deri, at Kongen under en modsat Forudsætning i slige Sager vilde være mindre gunstig stillet, end de kongelige Prindser og Prindsesser, der ifølge Kongelov 1665 Art 25 og L. 1.2.1, jfr. Epilogen til Grl. 1849, ikke uden Kongens Samtykke kunne sagsøges ved Domstolene i private Formuesager.

Efter det Anførte maa det antages, at Kongen heller ikke i Sager angaaende rene Formuerettigheder kan sagsøges ved Domstolene. Denne Regel bliver ikke uanvendelig derved, at Kongen samtykker i Anlæggelsen af et saadant Søgsmaal; thi den ham ved Grundloven tillagte Ansvarsfrihed er ikke blot foreskreven i hans egen, men tillige i det Offentliges Interesse, og Domstolene kunne ikke ved en privat Renunciation fra Kongens Side erholde en Jurisdiktion, som ikke tilkommer dem efter Loven. En saadan Jurisdiktion kan heller ikke tillægges Domstolene ved en af Kongen underskreven og af en Minister kontrasigneret Regeringsakt; thi en saadan Akt vilde indeholde en Undtagelse fra Lovene, der ikke ifølge de før 5. Juni 1849 gjældende Regler er i Brug, og som følgelig efter Grl. § 27 ikke nu kan foretages. End ikke en speciel, af Rigsdagen vedtagen og af Kongen stadfæstet Lov vil i saa Henseende være tilstrækkelig, da et saadant, umiddelbart mod Kongen anlagt Søgsmaal efter det Anførte vilde stride mod Grl. § 12. Tvivlsommere er det, om man ikke ad en Omvei kan skaffe den Private Adgang til at gjøre sin formentlige Ret mod Kongen gjældende ved Domstolene. Det antoges nemlig før Forfatningens Indførelse, at Kongen kunde substituere en Anden til paa Civillistens eller Kongens Privatformues Vegne at modtage Søgsmaal ved Retten, og at en saadan kongelig Tilladelse hjemlede Domstolene Ret til at afgjøre det Spørgsmaal, hvorvidt den omspurgte Forpligtelse maatte antages at paahvile den kongelige Kasse, men uden at der tilføiedes nogen Exekutionsklausul, idet Dommens Opfyldelse maatte overlades Kongens nærmere Foranstaltning, s. Larsens samlede Skrifter I 3. 92—93, Høiesteretstidende 1859. 484. Det er imidlertid ved forskjellige Domme antaget, at en saadan Fremgangsmaade efter den nuværende Forfatning ikke længere kan anvendes, s. Høiesteretstidende 1859. 484, Jur. Ugeskr. 1855. 856, 1857.491, 1858.771, 1859. 329. Det er i saa Henseende gjort gjældende, at en kongelig Tilladelse af den angivne Beskaffenhed under den ældre Forfatning ikke fremtraadte som en blot privat Renunciation, men tillige som en Regeringshandling af den absolute Konge, hvorved der hjemledes vedkommende Domstol en særegen, ikke i den almindelige Lovgivning grundet Jurisdiktionsmyndighed. Efter den nugjældende Lovgivning kan imidlertid ingen af Kongen foretagen Regeringshandling have Gyldighed uden ministeriel Underskrift, s. Grl. § 13, og der maatte altsaa, for at Domstolene skulde tage et saadant Spørgsmaal under Paakjendelse, i ethvert Fald udfordres et formeligt, af en Minister kontrasigneret Kommissorium til vedkommende Domstol, hvorved der tillagdes denne den fornødne Jurisdiktionsmyndighed i denne Sag, s. Grl. § 27. At Søgsmaalet ikke rettes umiddelbart mod Kongen, men mod en Anden paa Civillistens eller Kongens Privatformues Vegne, gjør ikke nogen Forandring heri, da Dommen, omend ikke efter sin Ordlyd, saa dog i Virkeligheden maa blive en Dom, der overgaaer Kongen som den paagjældende Formues Eier. Et mod Kongen umiddelbart eller middelbart rettet Søgsmaal maa derfor ex officio afvises af Retten, i alt Fald naar denne ikke ved et formeligt Kommissorium er bleven bemyndiget til at dømme i Sagen.

Den anførte Argumentation synes dog ikke at være ganske tilfredsstillende. Spørgsmaalets Besvarelse synes nærmest at maatte beroe paa, om en Fremgangsmaade af den angivne Art maa siges at stride mod Kongens grundlovmæssige Ansvarsfrihed eller ikke. Antages det, at den strider mod Kongens Ansvarsfrihed, da kan hverken et privat Samtykke fra Kongens Side eller en af en Minister kontrasigneret Regeringsakt give Søgsmaalet Gyldighed; thi Kongen kan, som ovenfor bemærket, ikke renuncere paa sin Ansvarsfrihed, og hverken en Regeringshandling eller selv en Lov kan hjemle en mod Grundloven stridende Fremgangsmaade. Antages det derimod, at den angivne Fremgangsmaade ikke strider mod Kongens Ansvarsfrihed, fordi Søgsmaalet ikke rettes mod Kongen, men mod en Anden, der optræder paa Civillistens eller Kongens Privatformues Vegne, synes et privat Samtykke fra Kongens Side tilstrækkeligt. Den Omstændighed, at Kongen ikke er undergivet Domstolenes Jurisdiktion, kan ikke nødvendiggjøre Udfærdigelsen af et særligt Kommissorium til vedkommende Domstol, thi det forudsættes jo netop, at Dommen ikke overgaaer Kongen, og om de før Grundloven udfærdigede, kongelige Tilladelser til, at en Anden modtog Søgsmaal paa Civillistens Vegne, end kunne opfattes som Regeringshandlinger, er en saadan Opfattelse dog ikke nødvendig. Hvad der i den nævnte Henseende skal antages, er vistnok meget tvivlsomt. For den Antagelse, at den omspurgte Fremgangsmaade ikke strider mod Grl. § 12, kan navnlig paaberaabes, at den antoges for tilstedelig efter den ældre Forfatning, der dog i lige saa høi Grad, som den nugjældende, maatte antages at hjemle Kongen Ansvarsfrihed, s. Kongelov 1665 Art. 2. Imidlertid kan det dog neppe negtes, at en Dom af den angivne Beskaffenhed i Virkeligheden maa siges at overgaae Kongen som Eier af den paagjældende Formue, og at han altsaa derved maa siges paa en mod Grl. § 12 stridende Maade at blive draget til Ansvar, og vi ere derfor tilbøielige til at antage, at et Søgsmaal af den angivne Beskaffenhed overhovedet ikke kan tilstedes, hvad enten den af Kongen meddelte Tilladelse maatte fremtræde som et blot privat Samtykke eller som et formeligt Kommissorium til vedkommende Domstol. At den angivne Fremgangsmaade ikke kan siges at stride mod Kongens Værdighed, kommer ikke i Betragtning, naar det maa indrømmes, at den strider mod hans Ansvars frihed. At Undersaatterne herefter afskæres fra at faae deres formentlige Ret gjort gjældende mod Kongen, kan ikke være afgjørende mod Grundlovens Forskrifter, ligesom det ogsaa maa erindres, at selv under den modsatte Forudsætning Klagernes Ret ikke kunde blive fyldestgjort, medmindre Kongen samtykkede i at substituere en Befuldmægtiget og senere i at opfylde den fældede Dom, og at den saaledes dog i sidste Instants maatte blive afhængig af Kongens Villie til at fyldestgjøre den. Der savnes heller ikke ganske Midler til at afgjøre Sager, om hvis retlige Løsning Kongen og den formentlig Berettigede ere uenige, idet der Intet er til Hinder for, at Kongen enes med vedkommende Private om at lade Sagen afgjøre ved Voldgiftskjendelse af Retten eller private Personer; men en saadan Kjendelse vil efter Grl. § 12 ikke kunne erholdes stadfæstet ved Domstolene.

Efter det Anførte ville heller ikke Tvistigheder om faste Eiendomme, som Kongen med privatretlig Adkomst maatte besidde, kunne forfølges ved Retten, om de end i Medfør af 1. 2. 18 kunne anlægges ved den faste Eiendoms Værneting. Selv i de Tilfælde, hvor man ved en Retshandling kan holde sig umiddelbart til en fast Eiendom uden personligt Søgsmaal mod Eieren, synes en saadan Fremgangsmaade ikke at kunne anvendes med Hensyn til de Eiendomme, der privat tilhøre Kongen, thi dennes Ansvarsfrihed synes at maatte medføre, at han ikke blot er fritaget for ligefremt Søgsmaal, men ogsaa for enhver Rettens Tvang. Naar man derfor har ment, s. Larsens samlede Skrifter I 3. 93, at reelle Skatter og Afgifter maae kunne indrives i de Kongen tilhørende Eiendomme ved en Anvendelse i det Væsentlige af den i Amtstuefdn. 8. Juli 1840 foreskrevne Fremgangsmaade, at en Kongen tilhørende Eiendom maa kunne realiseres paa den i Pl. 1. Juni 1837, Lov om Kreditforeninger 20. Juni 1850 § 2 b omhandlede Maade, naar Betingelserne for sammes Anvendelse ere tilstede, og at andre Panthavere maae kunne lade sig sætte i Besiddelse af Pantet i Overensstemmelse med L. 5. 7. 8, kunne disse Resultater efter det Anførte uden Tvivl ikke billiges, thi det er dog Kongen, der drages til Ansvar ved den mod hans Eiendom rettede Forfølgning.

Forsaavidt Kongen formener at have Rettigheder mod private Personer, kan han utvivlsomt gjøre disse gjældende ved at anlægge Søgsmaal mod den Paagjældende, og den afsagte Dom maa da være bindende saa vel for ham, som for den Private; dog synes det ikke at kunne tilstedes at paalægge Kongen Processens Omkostninger; thi den Omstændighed, at disse have en mere akcessorisk Karakter og derfor kunne paalægges en Part, uden at der er stevnet dertil, s. Nellemann: den ordinaire civile Procesmaade S. 172 nederst, kan neppe berettige til i Modstrid med Grl. § 12 at paalægge Kongen et Ansvar.

At den Sagsøgte kan fremsætte Modfordringer mod Kongens Søgsmaal, forsaavidt disse undtagelsesvis kunne gjøres gjældende ved en simpel Indsigelse, og at det paa den anden Side ikke kan tilstedes ham at anlægge Kontrasøgsmaal med den Virkning, at dette under nogensomhelst Forudsætning skulde kunne lede til positiv Dom over Kongen, er vistnok klart. Derimod taler Mere for, at det kan tilstedes den Sagsøgte at anlægge Kontrasøgsmaal mod Kongens Befuldmægtigede, forsaavidt dette blot gaaer ud paa Forsvar mod Hovedsøgsmaalet, s. 1. 2. 23, jfr. 1. 4. 21, da man ogsaa i andre Retninger, saasom med Hensyn til fremmede Gesandter er mere tilbøielig til at lægge Vægt paa det Øiemed, hvori Kontrafordringen gjøres gjældende, end paa den Form, hvorunder det fremtræder, s. Larsens samlede Skrifter I 3. 93, Nellemann: den ordinaire civile Procesmaade S. 182—83 Noten.

Fra Søgsmaal mod Kongen eller den ham personlig tilhørende Formue maa man vel adskille Søgsmaal mod Statskassen eller dennes forskjellige Afdelinger. Saadanne Søgsmaal kunne gyldig indbringes for Domstolene og lede til Dom over vedkommende Minister paa Statskassens Vegne. Kun bliver Sagen ikke at behandle ved Forligskommissionen, s. Fdn. 10. Juli 1795 § 23, og Dommen pleier ikke at forsynes med Exekutionstermin og Tvangsklausul, hvilken sidste Afvigelse fra den sædvanlige Domsform, dog efter den ved Grundloven foretagne Adskillelse mellem Kongens og Statens Midler neppe har nogen bestemt Nødvendighed for sig, s. ogsaa Søretsdom i Jur. Ugeskr. 1853. 335.

Da Kongens Ansvarsfrihed i private Sager er begrundet i hans særegne Stilling og Værdighed og ikke i nogen Mangel paa Evne til at forpligte sig eller sin Formue, maa den antages at bortfalde, ikke blot ved hans Død, men ogsaa ved hans Nedlæggelse af Kronen. De af Kongen paadragne Forpligtelser ville i det sidstnævnte Tilfælde kunne gjøres gjældende imod ham i Overensstemmelse med de for Medlemmerne af det kongelige Hus foreskrevne Regler, s. Analogien af Kongelov 1665 Art. 25, 1. 2. 1, Grl. 1849, Epilogen. I Tilfælde af Kongens Død ville de paagjældende Fordringer kunne gjøres gjældende for de Skiftekommissairer, som enten af den afdøde Konge dertil maatte være beskikkede, eller som i Mangel heraf beskikkes af den nye Konge, eller ved Søgsmaal mod de myndige Arvinger, der overtage Boet, forsaavidt et saadant Søgsmaal efter disses personlige Stilling kan tilstedes.

I Forbindelse med det Ovenanførte kunne her endnu mærkes Bestemmelserne i Resol. 10. Marts 1786, der endog indskrænker Adgangen til at erholde Arrest og Exekution hos dem, der høre til de kongelige Hofstater eller have Bopæl i Christiansborg Slot med flere kongelige Bygninger, s. Bang og Larsens Procesmaade § 222 Nr. 8 og § 256.