Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 39

by Carl Georg Holck

§ 39.Om Kongemagtens og Regeringsførelsens Ophør.

Den regelmæssige Maade, hvorpaa Kongemagten ophører, er ved Kongens Død. Imidlertid kan den ogsaa i Kongens levende Live ophøre ved hans frivillige Nedlæggelse af Kronen.

Derimod vil det ubetinget være den almindelige Regel, at den engang erhvervede Krone ikke i Kongens levende Live mod hans Villie vil kunne berøves ham paa Grund af senere indtraadte Begivenheder eller Handlinger fra hans Side; men saadanne kunne kun medføre Nødvendigheden af, at Regeringens Førelse overdrages Andre i Kongens Sted og i hans Navn. At den under en Betingelse erhvervede Kongemagt bortfalder, naar Betingelsen glipper, s. ovenfor § 37, kan ikke betragtes som nogen virkelig Undtagelse herfra. Imidlertid kan der dog i enkelte Tilfælde reises Spørgsmaal, om der dog ikke maa gjøres Undtagelse fra hin Regel, saa at den definitivt erhvervede Kongemagt paa Grund af senere indtraadte Forhold atter fortabes. Vi have allerede ovenfor i § 37 Nr. 2 og 3 undersøgt nogle Tilfælde, hvor en saadan Undtagelse uden Tvivl maa statueres, saafremt man ikke vil betragte de der omhandlede Forfatningsforskrifter som indeholdende Betingelser for Kronens definitive Erhvervelse; men desuden kan Spørgsmaalet reises i følgende Tilfælde:

1.Naar Kongen udtræder af den evangelisk-lutherske Kirke, s. Grl. § 5. Efter den Fortolkning, vi ovenfor i § 37 Nr. 2 have givet af denne Paragraph, maa Kongeværdigheden antages for uforenelig med Bekjendelsen til en anden Religion, og heraf følger da uden Tvivl, at en Udtrædelse af Folkekirken maa medføre Kronens Fortabelse. Herimod kan der nu vistnok reises ikke uvæsentlige Betænkeligheder. Det kan nemlig gjøres gjældende, at det her foreliggende Tilfælde er væsentlig forskjelligt fra det i § 37 Nr. 2 om handlede. Der handledes der nemlig om en Thronfølger, som aldrig havde fyldestgjort Grundlovens Forskrift, og hvis Erhvervelse af Kronen derfor ikke kunde betragtes som definitiv og uigjenkaldelig. Her er det utvivlsomt, at den Paagjældende ubetinget og definitivt har erhvervet Kronen, og ligesom en Ophævelse af en engang fuldstændig erhvervet Ret paa Grund af senere indtraadte Forhold altid er betænkelig, naar der ikke for en saadan Ophævelse kan paavises en klar, positiv Hjemmel, saaledes gjælder dette især, naar der er Tale om den souveraine Kongemagt. Derhos synes den Mulighed, at Kongen atter kunde vende tilbage til Folkekirken, her ikke at være saa fjerntliggende. Det kunde derfor synes tilstrækkeligt at tillægge Kongens Udtrædelse af Folkekirken den Virkning, at han derved mistede Retten til selv at føre Regeringen, som da maatte føres af Andre i hans Sted, saa længe indtil han maatte vende tilbage til Folkekirken, ved hvilken Fremgangsmaade formentlig ogsaa det væsentligste Øiemed med Grundlovens Forskrift vilde opnaaes.

Disse Indvendinger ere dog neppe tilstrækkelige til at rokke den ovenfor fremsatte Sætning, at Udtrædelse af Folkekirken maa medføre Kronens Fortabelse. At det her foreliggende Tilfælde ikke er analogt med det ovenfor i § 37 Nr. 2 omhandlede, kan ikke komme i Betragtning; thi der er her ikke Tale om en analogisk Anvendelse af den for dette Tilfælde givne Regel, men om en umiddelbar Anvendelse af Forskriften i Grl. § 5. Naar denne foreskriver, at Kongen skal høre til Folkekirken, vilde det være en Tilsidesættelse af denne Befaling, hvis en Konge, der udtraadte af denne, desuagtet vedblev at være Konge. Naar efter den modsatte Anskuelse Kongens Udtrædelse af Folkekirken skal bevirke, at han mister Retten til Regeringens Førelse, bliver vel Tilsidesættelsen af Grundlovens Forskrift ikke uden Retsvirkning; men denne Antagelse synes dog, selv afseet fra de betydelige Misligheder, som vilde være forbundne med et saadant vedvarende Regentskab, temmelig vilkaarlig, da Grl. § 5 aldeles ikke taler om Regeringens Førelse, men om selve Kongeværdigheden. Det kan heller ikke paastaaes, at Øiemedet med Forskriften i Grl. § 5 vilde opnaaes ved den angivne Fremgangsmaade; thi Paragraphen kræver ikke Bekjendelse til Folkekirken hos den, der fører Regeringen, men hos Kongen, og den Overensstemmelse mellem Kongens og Folkets Religion, hvorpaa der lægges Vægt, er ingenlunde betydningsløs, selv om Kongen ikke personlig fører Regeringen. At den her forsvarede Antagelse bevirker Kongemagtens Fortabelse, er vel en Grund til Betænkelighed; men ligesom denne Betænkelighed væsentlig svækkes ved den Omstændighed, at Udtrædelsen af Folkekirken beroer paa Kongens frie Beslutning, saaledes kan den i alt Fald ikke komme i Betragtning, naar Grundlovens positive Forskrifter maa antages at hjemle det nævnte Resultat. Fra Reglen i Grl. § 79, at Ingen paa Grund af sin Trosbekjendelse kan berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder, kan endelig ingen Indvending hentes; thi Grl. § 5 indeholder netop en Undtagelse fra denne Regel.

2.Naar Kongen modtager en fremmed Krone, uden dertil at kunne opnaae Rigsdagens Samtykke, s. Grl. § 4. Forsaavidt Kongen ønsker at forene begge Kroner, bør han i Øvrigt kun modtage den fremmede Krone under Forbehold af Rigsdagens Samtykke til Foreningen, og selv om et saadant Forbehold ikke udtrykkelig tilføies, maa det antages stiltiende underforstaaet. Da Forbudet i Grl. § 4 ikke er ubetinget, maa det uden Tvivl antages, at Kongen kan beholde saavel sin Stilling som dansk Konge som Regeringens Førelse, saa længe indtil Rigsdagen har fattet en Beslutning om, hvorvidt den vil samtykke i begge Kroners Forening, hvortil den dog snarest muligt bør opfordres. Meddeles da Samtykket, har Sagen ingen Vanskelighed. Negtes det derimod, føre lignende Grunde, som de ovenfor under Nr. 1 paaberaabte, til at antage, at Kongen, naar han ikke vil renuncere paa den fremmede Krone, maa opgive ikke blot Regeringens Førelse i Danmark, men selve den danske Krone. At Grl. §4 ved Udtrykket Regent ikke sigter til den, der fører Regeringen, men til Souverainen, er paavist ovenfor i § 37 Nr. 3, og ligesom det følger af Grl. § 4, at den, der er Regent i et fremmed Land, ikke uden Rigsdagens Samtykke kan erhverve den danske Krone, om han end vil give Afkald paa selv at føre Regeringen i Danmark, saaledes ligger det ogsaa i den nævnte Paragraphs Bestemmelse, at den, der bliver Regent i et fremmed Land, heller ikke uden Rigsdagens Samtykke kan bevare den danske Krone i Forbindelse med den fremmede. At Stillingen som Regent i en fremmed Stat ikke er ubetinget uforenelig med Stillingen som dansk Konge, kan ikke komme i Betragtning, naar den Betingelse, under hvilken en Forening af disse Stillinger alene kan finde Sted, mangler, og den Mulighed, der kan være for, at Kongen senere kunde finde sig foranlediget til at renuncere paa den fremmede Krone, eller at Rigsdagen senere kunde formaaes til at samtykke i Foreningen, har ingen Betydning ligeoverfor positive Grundlovsforskrifter.

3.Det er ovenfor i § 38 Nr. 4 bemærket, at Aflæggelsen af den ved Grl. § 7 befalede Ed ikke er nogen Betingelse for Kronens Erhvervelse. Det kan imidlertid spørges, hvilken Virkning det har, at Kongen negter at aflægge Eden. Medens det nu er klart, at han ikke kan stedes til Regeringens Førelse, før han har aflagt Eden, er det tvivlsomt, om Negtelsen af at aflægge denne ikke maa bevirke, at han mister den alt erhvervede Krone. Dette kan dog uden Tvivl ikke antages. En Renunciation paa Kronen kan ikke siges at ligge i Negtelsen, som tvertimod i Reglen vil være ledsaget af en Paastand om en formentlig Ret til uden Edsaflæggelse at stedes til Regeringens Førelse, og da Bestemmelsen om Edens Aflæggelse i Grl. § 7 kun er sat i Forbindelse med Regeringens Førelse, haves der heller ikke Hjemmel til paa Grund af Edsnegtelsen at berøve Kongen den alt erhvervede Krone mod hans Villie. Man maa derfor indskrænke sig til at negte Kongen Adgang til Regeringens Førelse saa længe, indtil han aflægger Eden, og heri vil i Almindelighed ogsaa ligge tilstrækkelig Garanti for, at denne virkelig bliver aflagt.

4. At Thronfølgeren ved Arvefaldet er fraværende, hindrer ham utvivlsomt ikke i strax at erhverve Kronen. Derimod kan der spørges, om den Omstændighed, at den ved Arvefaldet fraværende Konge ikke inden en passende Tid vender tilbage for at overtage Regeringen, kan bevirke, at han mister den erhvervede Krone. Kongelov 1665 Art. 23 bestemte i saa Henseende, at Thronfølgeren, naar han ved Kongens Død var ude af Riget, inden 3 Maaneder, efterat Dødsfaldet var anmeldt for ham, skulde begive sig ind i Riget og tiltræde Regeringen; udeblev han længere uden lovligt Forfald, skulde den Næste i Linien, som ellers efter hans Død var næst til Arven, være Konge i hans Sted, Efter Grl. 1849 § 15 skulde den forenede Rigsdag, naar Thronfølgeren var fraværende, bestemme, inden hvilken Tid han havde at vende tilbage, og hertil maatte da kunne knyttes den Bestemmelse, at Oversiddelsen af den fastsatte Frist skulde medføre Kronens Fortabelse, s. Larsens saml. Skr. I 3. 37. Grl. 1866 § 8 indeholder ingen særlig Bestemmelse om dette Punkt, men fastsætter kun, paa hvilken Maade der skal træffes Bestemmelse om Regeringens Førelse under Kongens Fraværelse. Man kan derfor neppe antage den forenede Rigsdag for berettiget til at foreskrive Kongen en bestemt Frist, inden hvilken han skal vende tilbage, med den Virkning, at han ved at oversidde Fristen mister Retten til Kronen, og Kongens Udeblivelse vil derfor i og for sig ikke berøve ham denne Ret. Et Andet er, at en langvarig Udeblivelse uden lovligt Forfald eller en bestemt Vægring ved at vende tilbage i Almindelighed synes at maatte opfattes som en Renunciation paa Kronen. Paa lignende Maade synes det Tilfælde at maatte behandles, at Kongen efter at have tiltraadt Regeringen forlader Landet uden at vende tilbage.

5.Ved forfatningsstridige Handlinger synes Kongen ikke at kunne forbryde sin Ret til Thronen. Grl. § 12 ham nemlig for ansvarsfri, og som Følge heraf er Ingen berettiget til at drage ham til Ansvar for hans Handlinger ved at berøve ham Retten til Thronen. Værnet imod Forfatningsbrud maa søges i Ministeransvarligheden i Forbindelse med Bestemmelsen i Grl. § 13, hvorefter Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regeringen vedkommende Beslutninger kun giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af en eller flere Ministres Underskrift, samt i de øvrige Garantier for Forfatningens Overholdelse, som Grundloven indeholder. Naar man har villet betragte saadanne Handlinger, der vise, at Kongen i det Hele taget ikke vil respektere Forfatningen, som indeholdende en nødvendig Renunciation paa Kronen, da Kongen derved tilsidesætter den Betingelse, hvorunder denne er ham overdraget^[1]), maa hertil bemærkes, at Begrebet om en Renunciation i Almindelighed bestemt vil udelukkes ved den Maade, hvorpaa Kongen i saadanne Tilfælde vil optræde, og at Fyrsten vel er utvivlsomt forpligtet til at holde Forfatningen, men at hans Ret til Thronen dog ikke kan siges at være betinget deraf, s. Grl. § 7. Der kunde altsaa kun være Tale om paa Grund af Kongens forfatningsstridige Handlinger at berøve ham den definitivt erhvervede Ret til Kronen, og dette vilde være i Strid med den Kongen ved Grl. § 12 tillagte Ansvarsfrihed. Derimod synes Grundsætningen i Grl. § 7 at indeholde Hjemmel til at fratage den Konge, der systematisk tilsidesætter Forfatningens Bud, Retten til selv at føre Regeringen.

I de Tilfælde, i hvilke Kongen i Henhold til det ovenfor Udviklede taber den definitivt erhvervede Ret til Kronen, maa Forholdet betragtes, som om et nyt Arvefald havde fundet Sted, saaledes at Kronen maa tilfalde den, der ifølge sit Forhold til den udelukkede Konge var den nærmeste Thronarving, s. Kongelov 1665 Art. 23.

Om Ophør af Kongens Ret til selv at føre Regeringen vil der ligeledes kun undtagelsesvis blive Spørgsmaal. Ligesom vi imidlertid under Nr. 5 have nævnet et Tilfælde, hvor denne Ret synes at maatte fortabes, saaledes maa det ogsaa, hvis man ikke vil antage de under Nr. 1 og 2 omhandlede Fakta for tilstrækkelige til at bevirke Kronens Fortabelse, i alt Fald antages, at Kongen derved mister Retten til selv at føre Regeringen; dog vil denne Ret paany indtræde, naar Kongen vender tilbage til den evangelisk-lutherske Kirke eller opgiver den fremmede Krone eller opnaaer Rigsdagens Samtykke til begge Kroners Forening. Derimod ville disse Omstændigheder ikke, saafremt man antager Retten til selve Kronen for tabt, kunne gjengive ham denne Ret. Faktisk vil Regeringens Førelse af Kongen ophøre paa Grund af dennes Fraværelse eller Sygdom, hvorunder ogsaa Sindssvaghed maa indbefattes, s. Grl. § 8, Lov 14. Marts 1867, Kundgj. s. D.; men Regeringen vil da atter blive overtaget af Kongen, naar denne vender tilbage eller helbredes, s. Kundgj. 17. Apr. 1867. Forsaavidt Grunden til, at Kongen maa ophøre selv at føre Regeringen, ligger i hans Sindssvaghed, er det noget tvivlsomt, hvorledes denne skal konstateres, idet den positive Regel, som var givet herom i Grl. 1849 § 10, ikke er optaget i Grl. 1866. Bestemmelse om den i saa Henseende fornødne Fremgangsmaade vil nu uden Tvivl kunne træffes ved den i Grl. § 8 1. M. bebudede Lov; men er denne ikke udkommen, eller indeholder den ikke Bestemmelser om dette Punkt, synes Afgjørelsen efter Grundsætningen i Grl. § 8 at maatte tilkomme den forenede Rigsdag efter Forslag fra Statsraadet og med sædvanlig Majoritet. En lignende Akt vil være nødvendig, for at den helbredede Konge atter kan overtage Regeringen.

1. s. Mohl: die Verantwortlichkeit der Minister. Stuttgart 1837. S. 40, 43.