Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 38
§ 38.Om Regeringens Tiltrædelse.
Medens efter det i § 37 Udviklede Kronens Erhvervelse i Reglen vil falde sammen med Arvefaldet, gjælder dette ikke om Regeringens Tiltrædelse eller den faktiske Overtagelse af Kongemagtens Udøvelse. Ikke blot ville faktiske Omstændigheder jevnlig kunne medføre dennes Udsættelse, men Grundloven har derhos foreskrevet visse særegne Betingelser, som maae være opfyldte, inden Regeringen kan tiltrædes. Som saadanne Betingelser mærkes følgende:
1.At Kongen hører til den evangelisk-lutherske Kirke, s. Grl. § 5.
2.At Kongen ikke uden dertil at have erholdt Rigs dagens Samtykke er Regent i et fremmed Land, s. Grl. § 4.
Selv om man ikke antager den Omstændighed, at Thronfølgeren ikke fyldestgjør disse to Betingelser, for at være til Hinder for Kronens definitive Erhvervelse, maa det i ethvert Fald antages, at den er til Hinder for Regeringens Tiltrædelse.
3.At Kongen er myndig, hvilken Egenskab han opnaaer naar han har fyldt sit 18de Aar, s. Grl. § 8, jfr. § 6. Det fremgaaer af de anførte Bestemmelser, at Umyndighed ikke er til Hinder for Kronens Erhvervelse, men den umyndige Konge kan ikke selv føre Regeringen, og denne maa derfor af Andre føres i hans Sted efter de Regler, der fastsættes ved Lov, s. Grl. § 8.
4.At Kongen har afgivet den edelige Forsikkring, ubrødelig at holde Rigets Grundlov, s. Grl. § 7, jfr. Grl. 1849 § 8, Forfl. 1855 § 5, Grl. 1863 § 5, men derimod Kongelov 1665 Art. 17. Kan Kongen formedelst Fraværelse eller af andre Grunde ikke umiddelbart ved Thronskiftet aflægge denne Ed, føres Regeringen, indtil dette skeer, af Statsraadet, med mindre anderledes ved Lov bestemmes, s. Grl. § 7.
Den omhandlede Ed kan ikke blot aflægges af Kongen, efter at Kronen er tilfalden ham, men ogsaa af Thronfølgeren, forinden dette skeer, s. Grl. § 7, jfr. Lov 1. April 1856. Ved Thronfølgeren forstaaes den Prinds, hvem Thronen vil tilfalde ved den nuværende Konges Død. Har Kongen allerede som Thronfølger aflagt den foreskrevne Ed, tiltræder han umiddelbart Regeringen, s. Grl. § 7. Ved den omtalte Forskrift er der blot givet Thronfølgeren en Ret til at forebygge den Opsættelse af Regeringens Tiltrædelse, som Nødvendigheden af at aflægge den befalede Ed kunde medføre, men han kan meget vel undlade at benytte denne Ret og opsætte Edsaflæggelsen, indtil Kronen tilfalder ham.
Saavel for Kongens, som for Thronfølgerens Vedkommende er det en Betingelse for at stedes til Edens Aflæggelse, at de have opnaaet Myndighedsalderen, s. Grl. § 7, jfr. §§ 6, 8.
Den befalede Ed gaaer ud paa ubrødelig at holde Rigets Grundlov. Herved sigtes ikke blot til Grundloven i den Skikkelse, hvori den ved Edsaflæggelsen foreligger, men ogsaa til de Tillæg og Forandringer, som den paa grundlovmæssig Maade maatte erholde. Den af Thronfølgeren aflagte Ed har samme Betydning som den af Kongen aflagte, og maa altsaa gaae ud paa, at han som Konge vil holde Grundloven, ikke paa, at han som Undersaat vil adlyde den, s. Rigsraadstidende 1. ordentlige Samling 178—79. Med Hensyn til de almindelige Love er det ikke anseet for nødvendigt at kræve en edelig Forsikkring, men i Øvrigt er Kongen naturligvis ogsaa forpligtet til at holde disse.
Hvad Formen angaaer, skal Eden aflægges skriftlig i Statsraadet; nogen bestemt Formular er ikke foreskrevet, s. derimod Grl. 1849 § 8. Af Forsikkringsakten udstedes tvende ligelydende Originaler, af hvilke den ene overgives Rigsdagen for at opbevares i sammes Arkiv, den anden nedlægges i Geheimearkivet, s. Grl. § 7. Den foreskrevne Form er ogsaa anvendelig paa den af Thronfølgeren udstedte Forsikkringsakt, s. Grl. § 7, Lov 1. April 1856.
Det fremgaaer klart af Udtrykkene i Grl. § 7, at Edens Aflæggelse kun er en Betingelse for Regeringens Tiltrædelse, men ikke for Kronens Erhvervelse. Om derimod Kongens Negtelse af at aflægge den foreskrevne Ed kan bevirke Fortabelsen af den alt erhvervede Krone, vil blive undersøgt nedenfor.
5.Faktiske Hindringer for Regeringens Tiltrædelse kunne ligge i Kongens Fraværelse eller aandelige og legemlige Sygdom, s. Grl. § 8, hvorimod disse Omstændigheder ikke have nogen Indflydelse med Hensyn til Kronens Erhvervelse. Om de kunne bevirke Fortabelse af den engang erhvervede Krone, vil senere blive undersøgt.
Naar det ved Kongelov 1665 Art. 16 og 18 var paalagt Kongen offentlig i Kirken med dertil sømmelige Ceremonier at lade sig salve, havde denne Salving, hvortil der tillige sluttede sig en Kroning, allerede efter Kongeloven ingen Indflydelse paa Regeringens Tiltrædelse og kan nu saa meget mindre komme i Betragtning i saa Henseende, da de senere Forfatningslove ikke indeholde nogen Befaling om Foretagelsen af en saadan Akt.
Kongens Regeringstiltrædelse er hidtil bleven kundgjort ved et kongeligt Patent eller aabent Brev, s. Aab. Br. 3. Dec. 1839, 20. Jan. 1848, 16. Nov. 1863, hvilket for Fremtiden naturligviis ikke vil kunne skee, før den foreskrevne Ed er aflagt.