Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 3
§ 3.Kongeloven.
I Henhold til den Bemyndigelse, der ved de i forrige Paragraph omhandlede Akter var meddelt Kong Frederik III, lod han affatte den saakaldte Kongelov 14. Nov. 1665, der erklærer sig for Kongedømmets rette, uforanderlige Fundamental- eller Grundlov, s. Præmisserne. Kongelovens egentlige Forfatter har uden Tvivl været den senere under Navnet Griffenfeldt bekjendte Schumacher, der ogsaa har parapheret samme, hvorimod de fra flere Retslærde indhentede Betænkninger kun synes at være lidet benyttede. Skjøndt det i Kongelovens Intimation i Overenstemmelse med Akten 10. Jan. 1661 paalægges ikke blot Kongens Arvinger og Efterkommere, men ogsaa menige Rigernes Indbyggere, Ingen undtagen, at holde og agte Kongeloven, betragtedes dog Lovens nærmere Indhold i lang Tid som en stor Statshemmelighed, saa at end ikke Dronningen fik den at see, ligesom heller ikke de til Lovbogens Udarbeidelse beskikkede Kommissairer fik selv Kongeloven til Afbenyttelse, men maatte nøies med en Afskrift af de paagjældende Artikler. Først ifølge en Befaling af Frederik IV af 4. Sept. 1709 blev den publiceret ved Trykken og er senere forskjellige Gange offentliggjort, bl. A. i Schous Forordninger, hvorimod den aldrig er bleven tinglæst.
Hvad Konglovens Indhold angaaer, begynder den med en Indledning, hvori Anledningen til dens Udstedelse og Kongens Bemyndigelse hertil omhandles. Derpaa handler den
1.i Art. 1 om Landets Religion og Kongens Forpligtelse til at bekjende sig til denne;
2.i Art. 2-7 om Kongens uindskrænkede Enevoldsmagt, ifølge hvilken der, efter en speciel Opregning af enkelte vigtige Regeringsrettigheder overhovedet, tilægges ham alle Majestætsrettigheder og Regalier;
3.I Art. 8-14 om Kongens Myndighedsalder og Regerinens Førelse i hans Mindreaarighed;
4.i Art. 15-18 om Thronfølgerens umiddelbare Indtrædelse i sine Rettigheder som Konge ved Formandendes Død og om Kongens Salving;
5.i Art. 19 om Rigets Udelelighed;
6.i Art. 20-25 om Prindserne og Prindsesserne af Blodet og disses særegne Retsstilling;
7.i Art. 26 om Kongernes Forpligtelse til at vedligeholde deres Arveret og Souverainitet;
8.i Art. 27-40 om Arvefølgen, hvorefter Loven slutter med en kort Epilog.
Anm.Jfr. Schlegels Statsret S. 191 ff.