Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 2
Historisk Oversigt over de danske Forfatningsforhold Udvikling
Første Kapitel.Kongeloven.
§ 2.Forfatningsforandringen i 1660 og 1661.
Indtil 1849 hvilede Kongeriget Danmarks Forfatningsret paa den af Kong Frederik III den 14. Nov. 1665 udstedte Grundlov, som kaldtes Kongeloven. Denne Lov støttede sig atter paa den i 1660 foregaaende Forfatningsforandring, som den væsentlig kun gik ud paa nærmere at ordne og legalisere. Efter den indtil 1660 bestaaende Forfatning var Danmark et Valgrige, og Kongens Myndighed var ifølge de ved Thronbestigelsen udstedte Haandfæstninger stærkt begrændset, dels ved den af de forskjellige Stænder bestaaende Rigsdag, dels og navnlig ved det blot af Adelige bestaaende Rigsraad. Herefter var den væsentlige Magt i Adelens Haand, og denne misbrugte sin Myndighed, dels til Kongemagtens utilbørlige Indskrænkning, dels til Undertrykkelse og Tilsidesættelse af de andre Stænder, ligesom den endelig heller ikke viste sig villig til lige med de andre Stænder at deltage i de Byrder, som Landets Tilstand nødvendiggjorde. Den herved fremkaldte Uvillie mod Adelen og den almindelige Overbevisning om det Uhensigtsmæssige i den bestaaende Forfatning, der havde vundet en fornyet Bestyrkelse under Krigen med Sverrig, ledede i Forbindelse med Tidsalderens almindelige Retning mod Absolutismen og flere tilstødende, begunstigende Omstændigheder til en fuldstændig Omstyrtelse af den bestaaende Forfatning og Indførelsen af en arvelig, kongelig Enevoldsmagt. Denne væsentlige Forfatningsforandring foregik paa den Rigsdag, som efter Fredsslutningen med Sverrig sammenkaldtes i Kjøbenhavn i Efteraaret 1660.
Da Spiren til Adelens Myndighed laa i Rigets Karakter som Valgrige, var det første Skridt til Forfatningsforandringen, at Riget overdroges Kongen som arveligt for hans mandlige og kvindelige Descendenter, hvilket fandt sted den 8. Oktober fra Geistligheden og Borgerstandens Side og derefter den 13. Oktober fra samtlige Stænders Side. Hertil sluttede sig Akterne af 14. og 16. Oktober, som gik ud paa at kassere Kongens Haandsfæstning og løse ham at affatte en Reces, som kunde være ham, Riget og enhver Stand til Gavn, og endelig en høitidelig saakaldet Arvehyldning af Stænderne den 18. Oktober. Da Repræsentationen af de forskjellige Stænder paa Rigsdagen havde været temmelig ufuldstændig, bleve de Suppleanter, som ansaaes fornødne, indkaldte, og en Kontinuationshyldningsakt foretogen den 15. November, hvorhos samtlige Stænder ved et Revers af 17. Novbr. bekræftede de tidligere paa Rigsdagen tagne Beslutninger.
Det kan vistnok ikke antages, at der allerede ved disse Akter var overdraget Kongen og hans Descendenter en absolut Enevoldsmagt. I de Forhandlinger, som gik forud for Udstedelsen af Akten om Haandfæstningens Kassation m. M., synes de Fleste at have været enig om, at Kongen burde indskrænkes ved visse Forpligtelser, og det var nærmest kun, fordi man ikke kunde blive enig om, af hvilken Beskaffenhed disse Indskrænkninger skulde være, at man enedes om at overlade Kongen at træffe Bestemmelse herom. Hertil kommer, at der i selve det nævnte Dokument tales om, at Kongen skulde affatte en Reces, et Udtryk, som dengang jevnlig brugtes for at betegne en Haandfestning, og at der i Dokumentet tales om den næste Herredag, der skulde komme sammen. Heller ikke Regeringen synes strax at have opfattet Sagen, som om den absolute Enevoldsmagt allerede var overdragen Kongen. I den kort efter udkomne Provisionalordnants 4. Nov. 1660 erklærer Kongen til vigtige Sagers Behandling at ville sammenkalde alle Rigsstænderne, og ligesom Stænderne vedbleve at være samlede indtil den 4. December og i denne Tid forhandlede forskjellige Sager, saaledes paaberaaber Kongen sig i Fdn. 28 Nov. 1660 om det stemplede Papir udtrykkelig deres Samtykke. Da imidlertid Haandfæstningen var ligefrem kasseret, og det var overladt Kongen selv at affatte den paagjældende Reces, maatte Forholdet opfattes saaledes, at der for hans Person var overdraget ham et midlertidigt, uindskrænket Diktatur;[1]) og da der ikke var paalagt ham nogen særegen Indskrænkning med Hensyn til Recessens Indhold, blev det ham muligt at indføre en arvelig, uindskrænket Enevoldsmagt. For imidlertid at vinde Folkets udtrykkelige Anarkjendelse heraf lod Kongen affatte et Dokument 10. Jan. 1661, som ved dertil beskikkede Kommissairer blev bragt rundt i hele Landet, for i tre særskilte Exemplarer at udnerskrives af saamange Adelsmænd, som muligt, af hele Geistligheden og af alle Magistratpersoner med to Borgere i enhver Kjøbstad, hvorimod man ikke ansaae det for nødvendigt at erhverve Bondestandens Anerkjendelse. Denne Akt gaaer ud paa at bekræfte alt det tidligere Passerede og navnlig den til saavel som hans ægte Descendenter ved Arvehyldningen skete Overdragelse af alle jura majestatis, absolut Regering og alle Regalier, og hviler altsaa paa den Opfattelse, at Enevoldsmagten allerede var overdragen Kongen ved Arvehyldningen, skjøndt den ved denne stedfundne Anerkjendelse dog ikke synes at kunne udstrækkes videre, end til hvad der indeholdtes i de foregaaende Akter.
Anm. Jfr. med Hensyn til de i Texten omhandlede Begivenheder: Spittler, Geschicte der dänischen Revolution im Jahre 1660. Berlin 1796, oversat paa Dansk 1798, Schlegels Statsret S. 134 f., Larsens samlede Skrifter, I. 2, S. 4—11.
- ↑ s. Spittler: Geschichte der dänischen Revolution im Jahre 1660. Berlin 1796. S. 165.