Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 29

by Carl Georg Holck

§ 29. Fortsættelse. Den formelle Fremgangsmaade ved Grundlovsforandringer.

Den første Fordring, som i saa Henseende maa opstilles, er, at det fremsatte Forslag maa forkynde sig som indeholdende en Forandring i eller Tillæg til Grundloven, s. Folkethingets Forretningsorden § 20, Rigsdagstidende 4. ordentlige Samling 1669—70. Ligesom dette allerede synes at fremgaae af Udtrykkene i Grl. § 95. 1. M., saaledes stem mer det ogsaa med Sagens Natur, da den stærke Opfordring til en grundig Prøvelse, som en saadan Betegnelse indeholder, i modsat Fald vilde savnes. Som Følge heraf kan man ikke forvandle en sædvanlig Lov til en Grundlovsbestemmelse ved i Henhold til Grl. § 95. 3. M. at lade den vedtage i uforandret Skikkelse paa en nyvalgt Rigsdag.

Forslaget kan efter den udtrykkelige Bestemmelse i Grl. §95. 1. M. fremsættes ikke blot paa en ordentlig, men ogsaa paa en overordentlig Rigsdag^[1]), s. derimod Grl. 5. Juni 1849 § 100. Det kan fremdeles fremsættes ikke blot af Regeringen, men ogsaa af enhver Rigsdagsmand, og det er ligegyldigt, i hvilket Thing Forslaget fremkommer og først behandles, s. Grl. 1866 §§ 23, 44, jfr. derimod § 48. Da Forslaget ifølge sit Indhold hører til Lovgivningssphæren, og da det er bestemt til at blive en Grundlov, s. Grl. § 95, maa det behandles i Overensstemmelse med de almindelige Regler om Lovforslags Behandling i formel Henseende, s. Grl. §§ 52, 53, altsaa navnlig behandles tre Gange i hvert Thing. Naar Forslaget skal lede til noget Resultat, maa der i begge Thing vedtages en overensstemmende Beslutning, der gaaer ud paa en Forandring i eller et Tillæg til Grundloven, hvorimod det naturligvis ikke er nødvendigt, at den vedtagne Beslutning stemmer med det oprindelige Forslag.

Den af Rigsdagen vedtagne Beslutning bliver ikke, som andre af Rigsdagen vedtagne Lovforslag, s. Grl. § 24, at forelægge Kongen til Stadfæstelse, s. derimod Grl. 1849 § 100, og selv om en saadan Stadfæstelse maatte blive erhvervet, bliver Forslaget ikke derved til Grundlov. Denne Karakter kan det først faae efter en ny Vedtagelse af Rigsdagen. Den første Betingelse for, at det vedtagne Forslag kan lede til et Resultat, er nu, at Regeringen vil fremme Sagen, s. Grl. § 95. 2. M. Ønsker Regeringen ikke dens videre Fremme, behøver den blot at forholde sig passiv, og Sagen vil da af sig selv falde bort. Vil Regjeringen derimod fremme Sagen, opløses Rigsdagen, s. Grl. § 22, og almindelige Valg foregaae baade til Folkethinget og til Landsthinget, s. Grl. § 95. 2. M.

Forslagets Behandling bliver derefter at fremme paa den nyvalgte Rigsdag, der efter Grl. § 22 skal sammentræde inden to Maaneder efter Opløsningen, og med Hensyn til hvilken det efter den udtrykkelige Udtalelse i Grl. § 95. 3. M. er ligegyldigt, om den er ordentlig eller overordentlig. Det er uden Tvivl ikke nødvendigt, at det i den foregaaende Rigsdagssamling vedtagne Forslag paany fremsættes som Forslag af Regeringen eller et Rigsdagsmedlem, men det er vistnok det Naturligste at følge den Fremgangsmaade, som var foreskrevet i de ældre Forretningsordener for Folkethinget og Landsthinget.^[2]) Herefter betragtedes det tidligere vedtagne Grundlovsforslag som hvilende, og maatte derfor af Formanden i det Thing, hvor det sidst var vedtaget, tilstilles det andet Thing til videre grundlovmæssig Behandling. I formel Henseende bliver Forslaget i den anden Rigsdagssamling, som i den første, at behandle efter lignende Regler, som andre Lovforslag, s. Grl. §§ 52, 53. En væsentlig Betingelse for, at Forslaget kan blive Grundlov, er det nu, at det ved tages uforandret i samme Skikkelse, som i forrige Samling, s. Grl. § 95. 3. M. Enhver Forandring vil altsaa, selv om den er nok saa ubetydelig, og selv om den kun gaaer ud paa at udslette en Del af den tidligere Beslutning, s. Folkethingstidende 5. Session 4643, tilintetgjøre Virkningen af det i den forrige Samling Forhandlede, hvorimod den i den nye Samling tagne Beslutning maa kunne tjene som Udgangspunkt og Grundlag for en ny grundlovmæssig Behandling.

Fremdeles er det en Betingelse for, at Forslaget kan blive Grundlov, at det vedtages af den første, efter Opløsningen sammentrædende Rigsdagssamling. Nogen Tvivl herom kunde muligvis hentes fra den Omstændighed, at Grl. § 95 3. M. benytter Udtrykket »den nyvalgte Rigsdag«. Dette Udtryk synes nemlig kun at betegne Indbegrebet af de nyvalgte Rigsdagsmedlemmer, s. Grl. 1849 § 13, og Grundlovens Fordring kunde altsaa synes fyldestgjort, selv om Vedtagelsen først skete paa den anden eller tredie Rigsdagssamling, naar denne blot fandt Sted, inden en Opløsning var skeet, og inden Rigsdagsmændenes Mandater vare udløbne. Det kan imidlertid betragtes som afgjort, at dette ikke er Grundlovens Mening. Allerede efter Grl. 1849 § 100 3. M., der benyttede det lignende Udtryk »den nye Rigsdag«, var det vistnok klart, at dette Udtryk maatte forstaaes paa samme Maade, som det i Paragraphens andet Membrum brugte Udtryk »den næste Rigsdag«, saa at altsaa Vedtagelsen maatte skee paa den første efter Opløsningen sammentrædende Rigsdagssamling. Hertil kommer nu efter Grl. 1866 § 95 den Omstændighed, at Paragraphen benytter Udtrykket »den nyvalgte, ordentlige eller overordentlige Rigsdag«. Adskillelsen mellem ordentlige og overordentlige Rigsdage refererer sig nemlig kun til den til Funktion sammentrædende eller sammentraadte Rigsdag eller Rigsdagssamling, og da Paragraphen benytter den bestemte Artikel »den«, maa den nødvendigvis sigte til den første Rigsdagssamling efter Opløsningen. Denne Fortolkning stemmer ogsaa fuldkommen med Paragraphens Tanke. Naar Paragraphen nemlig foreskriver en Appel til Vælgerne gjennem en Rigsdagsopløsning, maa det fornuftigvis være dens Tanke, at Udfaldet af denne Appel maa være afgjørende for Grundlovssagens Skjæbne, og ligesom følgelig en Forkastelse i den første Samling efter Opløsningen ikke kan gjenoprettes ved en i en senere Samling^[3]) stedfunden Vedtagelse, saaledes kan det efter den stærke Vægt, der i Paragraphen lægges paa Kontinuiteten mellem Sagens Behandling paa den første og paa den anden Rigsdagssamling, heller ikke tilstedes Regeringen at trække Tiden ud indtil en senere Samling i det Haab, at Rigsdagen nu lettere end umiddelbart efter Opløsningen skal give sit Minde til Forslaget. Det følger endvidere af Udtrykket »den nyvalgte Rigsdag«, at en Opløsning ikke blot af hele Rigsdagen, men ogsaa af et enkelt Thing tilintetgjør Virkningen af de tidligere Forhandlinger i Grundlovssagen, hvilket muligvis efter Grl. 1849 § 100 kunde omtvistes, da en partiel Opløsning ikke er til Hinder for, at Rigsdagen ved bliver at være den samme Rigsdag, s. Grl. 1849 § 27, Grl. 1866 § 22.

Endelig maa det af Rigsdagen anden Gang i uforandret Skikkelse vedtagne Grundlovsforslag stadfæstes af Kongen, s. Grl. § 95. 3. M. , hvilken Stadfæstelse i Overensstemmelse med den almindelige Regel i Grl. § 24 maa med deles inden næste Rigsdagssamling, da Forslaget i modsat Fald ansees for bortfaldet. Ved Kongens Stadfæstelse bliver Forslaget Grundlov, s. Grl. § 95. 3. M. og med Hensyn til fremtidige Forandringer i samme bliver atter § 95 an vendelig, forsaavidt den nye Grundlovsbestemmelse ikke selv indeholder en modsat Kegel. Naar en Bestemmelse, der ifølge sit Indhold burde be handles efter Forskrifterne i Grl. §95, ikke er bleven tilveiebragt paa denne Maade, men kun ved simpel Lov, er saa Meget afgjort, at den ikke er bleven nogen Grundlovs bestemmelse, og at den følgelig kan ophæves ved simpel Lov. Hvorvidt en saadan Lov i Øvrigt kan have nogen Gyldig hed og navnlig, om den kan tilsidesættes af Domstolene, vil blive undersøgt nedenfor i Afsnittet om den dømmende Magt.

1. Om disse Begreber vil blive handlet nærmere nedenfor.
2. S. Folkethingstidende 6. Session 2. Samling 31, Landsthingstidende 6. Session 63—64. I den nye Forretningsorden for Landsthinget findes ingen Udtalelse om dette Spørgsmaal.
3. Da Grl. 1866 ikke indeholder nogen til Grl. 1849 § 56 svarende Forskrift, vil det endog være muligt, at Forslaget, efter at være forkastet, paany forelægges til Vedtagelse i den samme Rigsdagssamling; men det kan ikke betvivles , at den engang stedfundne Forkastelse maa udelukke Muligheden af at bygge videre paa det forinden Opløsningen vundne Grundlag.