Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 25

by Carl Georg Holck

§ 25.Nærmere Bestemmelse af den danske Statsforfatningsrets Begreb.

Vi have ovenfor i § 1 defineret den danske Statsforfatningsret som Læren om de i det danske Monarki stedfindende Forfatningsforhold. Det vil imidlertid af den forud skikkede historiske Fremstilling sees, at dette Begreb tidligere antog en temmelig broget Karakter. Efter Forfl. 2. Okt. 1855 maatte man skjelne mellem en Forfatningsret for det danske Monarkis Fællesanliggender, der var fælles for hele Monarkiets Omraade, og en Forfatningsret for de enkelte Landsdeles særlige Anliggender, der var forskjellig for hver enkelt Landsdel. Betydelig mere forviklet blev Forholdet efter Kundgj. 6. Nov. 1858 og Grl. 18. Nov. 1863. Man kunde herefter vel endnu skjelne mellem en Forfatningsret for Fællesanliggenderne og en Forfatningsret for de enkelte Landsdeles særlige Anliggender, men den førstnævnte delte sig atter i den for hele Monarkiet fælles Forfatningsret, s. navnlig Thronfølgeloven 31. Juli 1853, den for Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig med tilhørende Bilande og Kolonier fælles Forfatningsret, s. Grl. 18. Nov. 1863, og den for Holsten og Lauenborg med Hensyn til Fællesanliggenderne gjældende Forfatningsret. Efter Wienerfreden 30. Okt. 1864 blev der kun Spørgsmaal om den for Kongeriget gjældende Forfatningsret, men denne delte sig dog endnu i Forfatningsretten for Fællesanliggenderne, s. Grl. 18. Nov. 1863, og Forfatningsretten for de særlige Anliggender, s. Grl. 5. Juni 1849. Efter Grl. 28. Juli 1866 bliver der kun Spørgsmaal om en for Kongeriget gjældende Forfatningsret, i Forbindelse med hvilken der da kan være Anledning til at berøre den Stilling, som de forskjellige Bilande og Kolonier indtage i statsretlig Henseende.

Efter de betydelige Forandringer, der ere skete saavel med Hensyn til Monarkiets Territorium som med Hensyn til Forfatningsforholdene, har det ikke længere den samme Vigtighed som tidligere at skjelne mellem Begreberne det danske Monarki, Danmarks Rige og Kongeriget Danmark. Ved det danske Monarki forstodes tidligere Indbegrebet af alle de under Kongen af Danmarks Scepter henhørende Lande, altsaa Kongeriget Danmark og Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg med tilhørende Bilande og Kolonier, s. Grl. 5. Juni 1849 § 5, Kundgj. 28. Jan. 1852, Thronfølgelov 31. Juli 1853, Forfl. 2. Okt. 1855 Inskriptionen, §§ 2, 17, Grl. 18. Nov. 1863 § 2. Det nævnte Udtryk, der ikke forekommer i Grl. 1866, kan vel endnu defineres paa samme Maade, men har naturligvis efter Hertugdømmernes Afstaaelse et væsentlig indskrænket Omfang. Under Danmarks Rige indbefattedes Kongeriget Danmark og Hertug dømmet Slesvig med tilhørende Bilande og Kolonier, dog saaledes, at de sidstnævnte ikke i streng Forstand, men kun som underordnede Bilande hørte med under Begrebet, s. Valglov 7. Juli 1848, Grl. 5. Juni 1849, Aab. Br. 5. Juni 1849, Rigsdagstidende 1848—49. 1479. Som væsentlig enstydige med dette Udtryk brugtes »Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig«, s. Grl. 18. Nov. 1863 Inskriptionen, »Danmark«, s. Lov 26. Mai 1863 om et nyt Telegraphtoug, »Riget«, s. Grl. 5. Juni 1849 §§ 17, 46, 18. Nov. 1863 §§ 23, 34 og »Landet«, s. Grl. 1849 § 23, jfr. Aab. Br. 5. Juni 1849. Efter den nugjældende Grundlov maa Udtrykket »Danmarks Rige«, der er benyttet i Grundlovens Overskrift, forstaaes paa samme Maade som tidligere, dog med den væsentlige Modifikation, at den afstaaede Del af Slesvig ikke længere kan indbefattes under samme. Paa lignende Maade maa man forstaae Udtrykket »Riget«, s. Grl. 1866 §§ 10, 42, og »Landet«, s. Grl. 1866 § 18. Kongeriget Danmark indbefattede tidligere blot det egentlige Kongerige i Modsætning til Hertugdømmerne, Bilandene og Kolonierne, dog saaledes, at i Almindelighed ogsaa Færøerne maatte henregnes til samme. Nu indbefatter det tillige de i samme indlemmede slesvigske Distrikter, s. den ovenfor § 23 nævnte Beslutning af Rigsdagen om disses Indlemmelse i Kongeriget samt Lov 9. Febr. 1866 og to Love 16. Febr. s. A., jfr. Lov 23. Dec. 1864.

Hvad de enkelte Dele af Riget angaaer, indtage de forhenværende slesvigske Distrikter, efterat de ere blevne indlemmede i Kongeriget, ikke nogen eiendommelig Stilling i statsretlig Henseende. Paa Færøerne er Grundloven gjældende i sit fulde Omfang, og disse Øer ere repræsenterede paa Rigsdagen saavel i Folkethinget, s. Grl. 1866 §§30—33, jfr. 5. midl. Best. og Lov 29. Dec. 1850^[1]), som i Landsthinget, s. Grl. 1866 § 34^[2]), ligesom de ogsaa tidligere vare repræsenterede i Rigsraadet, s. Grl. 18. Nov. 1863 §§ 21—25, Valglov 4. Dec. 1863 §§ 1, 5. Som Følge heraf vil enhver af Rigsdagen vedtaget og af Kongen stadfæstet, almindelig Lov uden Videre være gjældende paa Færøerne, naar Loven ikke selv bestemmer det Modsatte, s. Tyendelov 10. Mai 1854 § 78, Næringslov 29. Dec. 1857 § 101, Stempellov 19. Febr. 1861 § 89 m. fl. For de Færøerne særlig vedkommende Anliggender er der oprettet et Lagthing, der har raadgivende Myndighed med Hensyn til de Færøerne vedkommende Love, og som tillige fungerer som Amtsraad for Færøerne, s. Lov 15. April 1854, navnlig §§ 11 og 12, jfr. den ældre Lov 26. Marts 1852. Ifølge Grl. 28. Juli 1866 § 34^[3]) har Lagthinget ogsaa at vælge et Medlem for Færøerne til Landsthinget.

Hvad Island angaaer, var Grl. 5. Juni 1849 ogsaa given for dette Land, s. Grundlovens Overskrift, Valglov 16. Juni 1849 §§ 18, 37, Rigsdagstidende 1848—49. 1479, men ifølge Reskr. 23. Sept. 1848 skulde de Grundbestemmelser, der med Hensyn til Islands særlige Forhold maatte være nødvendige for at ordne denne Landsdels forfatningsmæssige Stilling i Riget, ikke endelig vedtages, førend efterat Islænderne i en egen Forsamling i Landet vare hørte derover. I Henhold hertil udkom efter foregaaende Forhandling med Althinget under 28. Sept. 1849 en Valglov for den ved Reskr. 23. Sept. 1848 bebudede Forsamling, og for den herefter valgte Forsamling, der ved Patent 16. Mai 1850 blev indkaldt til Møde i Reikjavik i Juli 1851, lod Regeringen blandt Andet forelægge et Udkast til Lov om Islands forfatningsmæssige Stilling i Riget og Rigsdagsvalgene paa Island, s. D.T. 1851. 716 ff. Ifølge dette Udkast skulde Grl. 5. Juni 1849 træde i Kraft for Island med de nærmere Bestemmelser, som fastsættes i Udkastets § 2, hvorhos Island skulde vælge 4 Medlemmer til Folkethinget og 2 til Landsthinget. Det nævnte Forslag blev imidlertid ikke gjennemført, idet det af Forsamlingen nedsatte Udvalg, til hvis Betænkning det overveiende Flertal af Forsamlingens Medlemmer sluttede sig ved en Adresse til Kongen, fremsatte meget overdrevne Fordringer om Islands statsretlige Selvstændighed, s. Kundgj. 12. Mai 1852. Forsamlingen blev derfor opløst, og Sagen blev ved Kundgj. 12. Mai 1852 stillet i Bero, hvorhos det dog lovedes, at Islands forfatningsmæssige Stilling i Riget ikke vilde blive ordnet, forinden Althingets Betænkning derom var indhentet. De senere gjentagne Andragender fra Althinget om Forfatningsforholdenes snarlige Ordning, s. Bkg. 7. Juni 1855 II 2, 27. Mai 1859 II 2, 1. Juni 1861 II 14, 8. Juni 1863 II 9, 9. Juni 1865 II 1, have ikke ført til noget Resultat, s. om nogle mindre Indrømmelser Bkg. 27. Mai 1859 II, 1. Juni 1861 I 9, 8. Juni 1863 II 3. Paa Grund af den Forbindelse, hvori Spørgsmaalet om Forfatningsforholdenes Ordning staaer med Spørgsmaalet om Islands finantsielle Stilling, har Regeringen bestræbt sig for først at ordne det sidstnævnte Anliggende, og efterat en ifølge Ordre 20. Sept. 1861, s. D. T. 1861. 929, nedsat Kommission havde afgivet Betænkning over Sagen, forelagdes der det i Sommeren 1865 sammentraadte Althing et Forslag til en forandret Ordning af de finantsielle Forhold mellem Island og Kongeriget, ifølge hvilket Althinget skulde overtage Behandlingen saavel af det islandske Budget som af de andre Island vedkommende, finantsielle Anliggender, medens Kongerigets Finantser skulde yde Island et fast aarligt Tilskud, s. D. T. 1865. 509, men paa Grund af Althingets vidtgaaende Fordringer førte heller ikke dette Forslag til noget Resultat.

For de Island udelukkende vedkommende Anliggender er der indrettet et Althing med raadgivende Myndighed, s. Fdn. 8. Marts 1843, 6. Jan. 1857. I Anliggender af denne Beskaffenhed, hvortil navnlig ogsaa maa regnes Udvidelsen af almindelige Love for Kongeriget til Island, udøves den lovgivende Myndighed af Kongen efter indhentet Betænkning fra Althinget uden Rigsdagens Medvirkning, s. f. Ex. Fdn. 6. Jan. 1857, 15. Marts, 1. April 1861, 5. og 26. Jan. 1866, tre Plakater 4. Jan. 1861, m. fl. Derimod er den lovgivende Magt i de Anliggender, som, om de end middelbart eller umiddelbart vedrøre Island, efter deres Natur henhøre under Kongerigets Lovgivningsmagt, hos Kongen og Rigsdagen i Forening, s. Lov 15. April 1854, 16. Febr. 1856, og om der end i Reglen vil blive indhentet Betænkning fra Althinget, inden slige Anliggender ordnes ved Lov, kan der dog efter Udtrykkene i Fdn. 8. Marts 1843 § 1 neppe tillægges samme noget Retskrav herpaa. Det Anførte gjælder endog om Islands finantsielle Bestyrelse, der fastsættes gjennem den aarlige Finantslov for Kongeriget, uden at der er indrømmet Althinget nogen Ret til Medvirkning i saa Henseende.

De tidligere gjældende Forfatningslove for Fællesanliggenderne, Forfl. 2. Okt. 1855 og Grl. 18. Nov. 1863, gjaldt ogsaa for Island, og de af Rigsraadet vedtagne Love maatte, uanseet at Island ikke var repræsenteret i Rigsraadet, have Gyldighed for dette Lands Vedkommende. Det Samme gjælder med Hensyn til Thronfølgeloven 31. Juli 1853, s. Bkg. 27. Mai 1859 I 4.

Grl. 28. Juli 1866 har ikke bevirket nogen Forandring i det saaledes bestaaende Retsforhold. Ifølge sin Overskrift og den Maade, hvorpaa den i det Hele slutter sig til Grl. 5. Juni 1849, s. ovenfor § 24, maa den ligesom denne ogsaa omfatte Island, og de af Rigsdagen vedtagne og af Kongen stadfæstede Love maa derfor, forsaavidt de umiddelbart eller middelbart vedrøre Island, endnu fremdeles have Gyldighed for dette Land; men Island er heller ikke efter denne Grundlov repræsenteret i Rigsdagen, og Grundlovens enkelte Bestemmelser, saasom om de religieuse Forhold, om de statsborgerlige Rettigheder osv. kunne, da Grundloven, ligesaalidt som Grl. 5. Juni 1849, er sat i Kraft for Island, ikke finde Anvendelse sammesteds. Om Islands statsretlige Stilling maa i Øvrigt henvises til Larsens Afhandling i Samlede Skrifter 1. Afdeling 3. Bind S. 211 ff, navnlig §§ 1, 12, 13.

Til Kolonierne henhøre nu^[4]) kun de vestindiske Øer og Grønland. Om Grønlands statsretlige Stilling er intet Særligt at bemærke, s. foreløbige Bestemmelser 7. Mai 1862, 1. Mai 1863. De vestindiske Kolonier ere ikke repræsenterede i Rigsdagen, men i Øvrigt ere deres statsretlige Forhold nu ordnede ved Koloniallov 27. Nov. 1863^[5]), der i Henhold til Lov 19. Febr. 1864 er traadt i Kraft d. 1. April 1865. Herefter er der oprettet tvende Kolonialraad, bestaaende af kongevalgte og folkevalgte Medlemmer, det ene for St. Croix, det andet for St. Thomas og St. Jan, s. Koloniallov 27. Nov. 1863 § 13, jfr. § 10. Begge disse Kolonialraad deltage saavel i Lovgivningsmyndigheden, som i Bestyrelsen af den paagjældende Kommunes oekonomiske Anliggender, s. Koloniallov 1863 § 13. Hvad den lovgivende Myndighed angaaer, skjelnes der mellem de Anliggender, der udelukkende, vedrøre Forhold indenfor Øernes Grændser, derunder indbefattet deres Havne og Søterritorium, og de øvrige Kolonierne vedkommende Anliggender, en Adskillelse, der vel har sin Oprindelse fra den tidligere Sondring mellem Monarkiets Fællesanliggender og Kongeriget Danmarks særlige Anliggender, s. Grlbest. 29. Aug. 1855 § 2, men som dog ikke er bortfalden med denne. I den første Klasse af Anliggender er den lovgivende Myndighed vel hos Kongerigets Lovgivningsmagt, men med et Par enkelte Undtagelser, s. Koloniallov 1863 §§ 57 og 85, udøves den i Almindelighed af Kongen og vedkommende Kolonialraad gjennem Anordninger. Dog kunne Kongen og Rigsdagen i Forening, naar de finde Anledning dertil, ogsaa paa sædvanlig Maade udgive en Lov om saadanne Anliggender, og Forslaget skal da, naar ikke særegne Grunde nødvendiggjøre en Undtagelse, forelægges vedkommende Kolonialraad til Betænkning, s. Koloniallov 1863 § 1, jfr. Grl. 28. Juli 1866 § 2. I de øvrige Kolonierne vedrørende Anliggender, der tidligere hørte under Rigsraadets Lovgivningsmyndighed, er den lovgivende Magt nu hos Kongen og Rigsdagen i Forening, uden at nogen Delegation af samme finder Sted, og der tilkommer kun vedkommende Kolonialraad Ret til, naar ikke særegne Grunde nødvendiggjøre en Undtagelse, at erholde Leilighed til at udtale sig, forinden der udgives nogen Lov, indeholdende Bestemmelser, der særlig vedkomme de vestindiske Øer, s. Koloniallov § 2, jfr. Grl. 28. Juli 1866 § 2. Der tilkommer Gouverneuren paa Øerne en særegen Myndighed til i paatrængende Tilfælde at udstede foreløbige Love og Anordninger samt til foreløbig at stadfæste de af vedkommende Kolonialraad vedtagne Anordninger, s. Koloniallov §§ 3, 4. Regeringsmyndigheden udøves under vedkommende ansvarlige Ministers overordnede Ledelse og i Overensstemmelse med de af Kongen givne Instruxer af Gouverneuren, der endog er berettiget til i Nødstilfælde paa sit Ansvar at erklære Øerne ganske eller tildels i Beleiringstilstand og at udøve uindskrænket Myndighed, s. Koloniallov §§ 5, 12. Den dømmende Magt er hos Domstolene, saaledes at Kongerigets Høiesteret er øverste Domstol for Øerne, og dens Stilling er i det Væsentlige ordnet efter lignende Grundsætninger, som i Grl. 28. Juli 1866, s. Koloniallov §§ 6, 68, 69. Ligeledes er der om Religionsforholdene og om de almindelige, statsborgerlige Rettigheder og Friheder givet Regler, der i det Væsentlige stemme med Grl. 28. Juli 1866, s. Koloniallov §§ 70—81, jfr. dog den eiendommelige Bestemmelse i § 71. 2. M.

---

---

1. S. nu ogsaa L. 12. Juli 1867 § 46.

   Udg. Anm.

2. S. nu ogsaa L. 12. Juli 1867 §§ 47, 49, 85, 98.

   Udg. Anm.

3. S. nu ogsaa L. 12. Juli 1867 § 47. Udg. Anm.
4. De guineiske Besiddelser bleve i Henhold til detvedAab. Br. 5. Juni 1819 tagne Forbehold ved Konvention 17. Aug. 1850 afhændede til England.
5. S. tidligere Lov 26. Marts 1852, Grlbest. 29. Aug. 1855 § 2.