Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 23
§ 23.
De Forhaabninger, som Regeringen havde næret om ved Grundloven 18. Nov. 1863 at tilveiebringe en fast og varig Ordning af Forfatningsforholdene, bleve hurtig skuffede. To Dage efter Grundlovsudkastets Vedtagelse af Rigsraadet døde Kong Frederik den Syvende pludselig den 15. Nov., og da Arveprinds Ferdinand var død faa Maaneder iforveien, var saaledes Frederik III's Mandsstamme uddød, og det i Londonnertraktaten og Thronfølgeloven forudsatte Tilfælde indtraadt. I Henhold til disse Statsakter besteg der for Prinds Christian af Danmark Thronen som Christian IX, s. Aabent Brev 16. Nov. 1863, og stadfæstede efter et Par Dages Overveielse Grundloven den 18. Nov. De Forventninger, som det slesvigholstenske Parti og med dette den største Del af Tydskland havde næret om Hertugdømmernes Løsrivelse fra Danmark, maatte virkeliggjøres nu eller aldrig, og Leiligheden lodes ikke ubenyttet. Hertugen af Augustenborg, der i 1852 havde forpligtet sig ved sin fyrstelige Ære for sig og Familie til ikke at modsætte sig de Arrangements, som Kongen maatte træffe med Hensyn til Thronfølgen, fandt det foreneligt med sin Ære at renuncere paa sine Rettigheder til Fordel for sin Søn, Prinds Friedrich, og denne proklamerede fra Slottet Dolzig i Tydskland, at han havde tiltraadt Regeringen i Slesvig og Holsten som Hertug Friedrich VIII. Hans Prætentioner fandt Understøttelse hos flere tydske Stater, og Forbundsdagen vedtog imod den danske Gesandts Protest foreløbig at suspendere den holsten-lauenborgske Stemme og udelukke den danske Gesandt fra Forbundsdagen samt at iværksætte Exekutionen. Denne fandt ogsaa, uagtet den danske Regering under et stærkt Tryk fra Udlandets Side var gaaet ind paa at ophæve Kundgj. 30. Marts 1863 ved Patent 4. Dec. 1863, Sted i Slutningen af December Maaned, uden at den danske Regering gjorde nogen væbnet Modstand mod samme.
Preussen og Østerrig vilde imidlertid ikke lade sig nøie hermed, men fordrede sig Slesvig overgivet som Pant for Opfyldelsen af Overenskomsterne af 1851—52, og da Danmark selvfølgelig afslog denne Fordring, udbrød i Februar 1864 Krigen, om hvis Begivenheder vi maae henvise til den almindelige Historie.
Den danske Regering havde allerede tidligere bestræbt sig for at faae Striden med Tydskland ordnet i Mindelighed ved en Mægling af de neutrale Stormagter og havde navnlig i Novbr. 1863 modtaget Keiser Napoleons Indbydelse til en europæisk Kongres, der blandt Andet ogsaa skulde behandle det dansk-tydske Spørgsmaal, men denne Plan strandede ulykkeligviis paa Englands Modstand. Da England i Slutningen af Februar 1864 foreslog en Konference af Londonnertraktatens Undertegnere og det tydske Forbund, gik Danmark ogsaa ind paa dette Forslag, og Konferencen traadte, efter at de tydske Magter havde forhalet samme indtil efter Dybbøls Fald, sammen i London i Slutningen af April. De forskjellige Forslag, som her fremkom, førte imidlertid ikke til noget Resultat, og Krigen udbrød paany i Slutningen af Juni. Det ulykkelige Udfald af Krigsbegivenhederne og den fuldstændige Svigten af enhver fremmed Hjælp nødsagede imidlertid snart den danske Regering til at søge Fred og gaae ind paa de overordentlig haarde Fredspræliminairer 1. Aug. 1864[1]), hvorved Danmark forpligtede sig til at afstaae Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg samt de jydske Enklaver i Slesvig, for hvilke sidste der dog skulde ydes Vederlag derved, at Ærø og nogle mindre Stykker af Nordslesvig inkorporeredes i Kongeriget Danmark. I væsentlig Overensstemmelse hermed afsluttedes den ende lige Fredstraktat i Wien den 30. Oktober, der, efter at den i Henhold til Grl. 18. Nov. 1863 § 15 var bleven billiget af Rigsraadet, s. Rigsraadstidende 2. overordentlige Samling 1864. Forhandlinger paa Folkethinget 73—74, Forhandlinger paa Landsthinget 29, bekjendtgjordes ved Kundgj. 16. Nov. 1864. En Udsigt til at gjenvinde en Del af det Tabte har Danmark erholdt ved den mellem Preussen og Østerrig i Prag den 23. Aug. 1866 afsluttede Fredstraktat, hvis 5te Artikel bestemmer, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig, naar den ved fri Afstemning tilkjendegiver Ønsket om at blive forenet med Danmark, skal afstaaes til Danmark; men hidtil er endnu intet Skridt skeet fra tydsk Side til at opfylde denne Bestemmelse.
- ↑ Findes i Lovsamlingen.