Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 20

by Carl Georg Holck

§ 20.Angrebene paa Fællesforfatningen.Kundgjørelsen 6. November 1858.

Efter lange og besværlige Forhandlinger syntes endelig Forfatningsforholdene at være bragte til en endelig og betryggende Afslutning. Kongerigets Rigsdag havde ved at samtykke i Grlbest. 29. Aug. 1855 afklædt sig sin Kompetence i Fællessager, Stænderne i Slesvig, Holsten og Lauenborg havde afgivet Betænkning over Forfatningslove, som indskrænkede deres Kompetence til det paagjældende Hertugdømmes særlige Anliggender, og efterat saaledes samtlige Specialrepræsentationers Kompetence i Fællessager var bleven fjernet, havde Kongen med Samtykke af det ved Fdn. 26. Juli 1854 skabte Rigsraad udstedt en Fællesforfatning, hvori samtlige Landsdele vare repræsenterede i Forhold til deres Folkemængde og Bidrag til Statsfornødenhederne, og ved hvis Indhold der omhyggelig var værnet mod en Prægravation af Hertugdømmernes Interesser. Ligesom der derfor ikke med Føie kunde reises nogen Indsigelse mod Fællesforfatningen fra de enkelte Landsdeles og navnlig fra Hertugdømmernes Side, saaledes syntes dette heller ikke at kunne skee fra Tydsklands Side, da den benyttede Fremgangsmaade ikke stred mod Kundgj. 28. Jan. 1852 eller mod de forud for samme afgivne Løfter, og da de tydske Magter ikke havde gjort nogen Indsigelse mod Fdn. 26. Juli 1854, af hvilken Forfl. 2. Okt. 1855 var fremgaaet paa forfatnings mæssig Maade.

Imidlertid varede det ikke længe, inden den nye Forfatning blev Gjenstand for Anfægtelser. Det første direkte Angreb skete ved et Andragende, der i Rigsraadets første Samling i Marts 1856 indbragtes i samme af 11 navnlig holstenske Rigsraadsmedlemmer, og som gik ud paa, at Kongen med Hensyn til Fællesforfatningen og Valgloven 2. Okt. 1855 for de slesvigske, holstenske og lauenborgske Stænder vilde lade forelægge det, hvorpaa de forfatningsmæssig og navnlig i Henhold til Kundgj. 28. Jan. 1852 havde et berettiget Krav, og at der derefter med muligst Hensyn til de af Stænderne afgivne Betænkninger maatte forelægges Rigsraadet som Lovforslag udarbeidede Udkast til en Fællesforfatning og en Valglov, s. Rigsraadstidende 1. Session Anhang A 1055—58. Dette Andragende, som navnlig støttedes paa, at Stænderne ifølge Kundgj. 28. Jan. 1852 havde havt en forfatningsmæssig Ret til at erholde Fællesforfatningen og Valgloven forelagte til Betænkning, og at Tilsidesættelsen af denne Ret maatte medføre Forfatningens Ugyldighed, blev efter lange og heftige Debatter forkastet med overveiende Majoritet, s. Rigsraadstidende 1. Session 1883—84; men denne Forhandling gav Preussen og Østerrig Anledning til paa Holstens og Lauenborgs Vegne at indblande sig i Sagen, idet de støttede det i Rigsraadet fremsatte Forslag om Fællesforfatningens Forelæggelse for Stænderne, hvorhos de tillige ankede over det danske Elements Overvægt i Rigsraadet. Efterat den danske Regering forgjæves havde søgt at ordne Sagen ved en Forhandling med de holstenske Stænder,^[1]) blev Sagen af Preussen og Østerrig^[2]) bragt for den tydske Forbundsdag. Denne erklærede under 11. Febr. 1858, at den ikke kunde anerkjende Fdn. 11. Juni 1854 §§ 1—6, Bkg. 23. Juni 1856 og Forfatningsloven 2. Okt. 1855, forsaavidt samme skulde finde Anvendelse paa Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg, som bestaaende i forfatningsmæssig Virksomhed, at den maatte ansee de ved Forhandlingerne i 1851—52 givne Tilsagn med Hensyn til den Fremgangsmaade, der skulde iagttages ved Forandringer i de nævnte Hertugdømmers Forfatninger samt med Hensyn til den ligeberettigede og selvstændige Stilling, der skulde indrømmes dem i Monarkiet, som tilsidesatte ved de senere trufne Anordninger, og at den heller ikke kunde ansee Indholdet af Forfl. 2. Okt. 1855 for ganske foreneligt med Forbundsrettens Grundsætninger. I Overensstemmelse hermed fordrede Forbundsdagen, at Kongen i Holsten og Lauenborg skulde tilveiebringe en med Forbundsrettens Grundsætninger og de givne Tilsikkringer stemmende Tilstand, som navnlig garanterede Hertugdømmernes særlige Forfatningers og Forvaltnings Selvstændighed og deres ligeberettigede Stilling, s. ogsaa Forbundsbeslutning 25. Febr. 1858.

Da de af den danske Regering tilbudne, mindre Indrømmelser, s. bl. A. Kundgj. 26. Juli 1858, bleve betegnede som ufyldestgjørende, og Forbundet ved Beslutning 12. Aug. 1858 gjentog sine tidligere Forlangender under Trusel med Forbundsexekution, besluttede Regeringen i det Væsentlige at give efter for Forbundets Krav. Ved en Kundgjørelse 6. Nov. 1858 ophævede Kongen, under Henvisning til Forbundsbeslutningen 11. Febr. s. A. og under Paaberaabelse af Forfatningslovens § 23^[3]), Forfatningsloven 2. Okt. 1855, forsaavidt samme angik Holsten og Lauenborg, hvorhos det bestemtes, at de fælles Ministre, forsaavidt deres Virkekreds vedkom Holsten og Lauenborg, i Overensstemmelse med Kundgj. 28. Jan. 1852 alene skulde være Kongen ansvarlige. I Indledningen udtaltes det, at Fællesforfatningen fremdeles skulde bestaae i usvækket Kraft for de Dele af Monarkiet, som ikke hørte til det tydske Forbund, og Kongen forbeholdt sig at foretage Skridt for atter at tilveiebringe Holstens og Lauenborgs forfatningsmæssige Tilslutning til de øvrige Dele af Monarkiet. Ved et Patent af samme Datum for Holsten ophævedes Fdn. 11. Juni 1854, §§ 1—6 og Bkg. 23. Juni 1856, og et tredie Patent af s. D. indkaldte de holstenske Stænder til Møde i Januar 1859.

Den ovennævnte Kundgj. 6. Nov. 1858 er udstedt af Kongen uden Rigsraadets Medvirkning. Om denne Forbigaaelse af Rigsraadet i retlig Henseende kan forsvares ved den i Kundgjørelsens Indledning skete Henvisning til Forfl. 2. Okt. 1855 § 23, er vistnok temmelig tvivlsomt, s. Forfl. §§ 17, 57, Rigsdagstidende: extraordinair Session 1855 Anhang B 10; men derimod kunde det neppe negtes, at den brugte Fremgangsmaade maatte ansees som en politisk Nødvendighed, s. Rigsraadstidende 3. ordentlige Samling 117 ff. Rigsraadet anerkjendte ogsaa Nødvendigheden af det gjorte Skridt og vedkjendte sig de praktiske Konsekventser af samme, omend ikke i deres fulde Udstrækning, s. Forhandlingerne i Rigsraadets 3. ordentlige Samling.

Ved Kundgj. 6. Nov. 1858 var Forfl. 2. Okt. 1855 kun bleven ophævet for Holstens og Lauenborgs Vedkommende, hvorimod det i Kundgjørelsens Indledning udtrykkelig udtaltes, at den vedblev at bestaae i usvækket Kraft for de øvrige Landsdele. Imidlertid kunde den Omstændighed, at Forfl. 2. Okt. 1855 var ophævet for Holstens og Lauenborgs Vedkommende, ikke undlade at virke tilbage paa de andre Landsdeles Forhold og navnlig paa det for disse endnu bestaaende Rigsraad. Hvad dettes Sammensætning angaaer, maatte Kundgj. 6. Nov. 1858 have den Virkning, at Medlemmerne for Holsten og Lauenborg maatte betragtes som udtraadte, og at Rigsraadets Medlemmer saaledes reducere des fra 80 til 60. Imidlertid vedkjendte man sig ikke den som det synes naturlige Konsekvents heraf, at Tallet 41 i Forfl. § 37 3. M. maatte ansees som forandret til 31, og denne Bestemmelse blev derfor meget besværende for Forhandlingernes Gang, idet en Minoritet ved at undlade at stemme oftere søgte at forhindre Rigsraadet i at tage en gyldig Beslutning. Dernæst havde Kundgjørelsen den Virkning, at Rigsraadet, der nu kun repræsenterede Kongeriget og Slesvig, fremtidig kun kunde fatte Beslutninger for disse Landsdeles Vedkommende. Som Følge heraf kunde en af Rigsraadet vedtagen og af Kongen stadfæstet Lov som saadan kun gjælde for Kongeriget og Slesvig; skulde dens Virkning ogsaa udstrækkes til de tydske Forbundslande, maatte dette skee ved en særegen af Kongen, efter Omstændighederne med de respektive Stænderforsamlingers Medvirkning, foretagen Akt, jfr. ovenfor § 17 angaaende det lignende Forhold, der indtil Forfl. 2. Okt. 1855 fandt Sted med Hensyn til de af Rigsdagen vedtagne Love, s. Lov og Resolution 22. Nov. 1859 om Statsobligationer, Lov og Resol. 8. Dec. 1859 om Indfødsret og Patent 23. Sept. 1859 §§ 1, 2. Medens fremdeles Bestemmelserne i det foreløbige Normalbudget 28. Febr. 1856 uden Videre vare bindende for hele Monarkiet og ikke behøvede at gjentages ved de periodiske Bevillingslove, kunde Rigsraadet ved de særegne Tillægslove kun bevilge den paa Kongeriget og Slesvig faldende Kvotadel af de for hele Monarkiet fælles Indtægter og Udgifter, og Udredelsen af den paa Holsten faldende Andel maatte fastsættes af Kongen ved en særskilt Resolution, s. Patent 23. Sept. 1859 §§ 4—7, Bkg. 25. Sept. 1859.

Det fremgaaer klart af Kundgj. 6. Nov. 1858, at den ingenlunde ophævede ethvert Fællesskab mellem Kongeriget og Slesvig paa den ene og Holsten og Lauenborg paa den anden Side. Saaledes vedblev der fremdeles at bestaae fælles Anliggender for hele Monarkiet, og disse havde i det Væsentlige det samme Omfang, som før Kundgjørelsens Udstedelse. Da Spørgsmaalet om de for hele Monarkiet fælles Anliggenders Omfang nu maatte bedømmes efter de før Forfl. 2. Okt. 1855 gjældende Regler, maatte dog visse Afvigelser finde Sted; navnlig kunde selve Rigsraadet og de til samme medgaaende Udgifter kun betragtes som et for Kongeriget og Slesvig fælles Anliggende; og paa Grund af Rigsraadets fremtidige Virksomhed for disse Landsdele alene, kunde der ogsaa i andre Retninger danne sig Anliggender, der kun vare fælles for Kongeriget og Slesvig, uden at vedrøre Holsten og Lauenborg. Fremdeles vedblev for de for hele Monarkiet fælles Anliggender den tidligere fælles Forvaltning ved Fællesministrene og Geheimestatsraadet, blot med den af Kundgj. 6. Nov. 1858 § 2 flydende Indskrænkning med Hensyn til Ministrenes Ansvarlighed, forsaavidt deres Virkekreds vedrørte Holsten og Lauenborg. Endvidere vedbleve de før Forfl. 2. Okt. 1855 bestaaende forfatningsmæssige Normer for Fællesanliggenderne, navnlig Kundgj. 28. Jan. 1852 og Thronfølgeloven 31. Juli 1853, at beholde deres Gyldighed for hele Monarkiets Omraade, og det Samine gjaldt om de for Fællesanliggendernes Forvaltning foreskrevne Nonner, som havde en af Forfl. 2. Okt. 1855 uafhængig Begrundelse, navnlig det af Kongen fastsatte foreløbige Normalbudget 28. Febr. 1856. Endelig ophævede Kundgj. 6.Nov. 1858 kun Forfl. 2. Okt. 1855, men udelukkede ikke en Gjenoprettelse af den konstitutionelle Forbindelse mellem Kongeriget og Slesvig paa den ene og Holsten og Lauenborg paa den anden Side. Tvertimod forbeholdt Kongen sig i Kundgjørelsens Indledning udtrykkelig de til en saadan fornyet, forfatningsmæssig Tilslutning fornødne Skridt.

1. Der forelagdes disse et Udkast til en revideret Forfatning for Holstens særlige Anliggender, hvorhos der udtrykkelig aabnedes dem Adgang til at udtale sig om Begrændsningen af deres Kompetence og navnlig om de Bestemmelser i den særlige Forfatningslov, som tidligere havde været unddragne Stændernes Raadslagning, s. Holsteinische Ständezeitung 1857 S. 3—4, Anhang A S. 13 ff, Anhang B S. 100 ff.
2. Omtrent samtidig indgaves en Besværing fra det lauenborgske Ridder- og Landskab samt et Andragende fra Hannover.
3. Efter denne Paragraph danner enhver af Holstens og Lauenborgs Forhold til det tydske Forbund flydende Forpligtelse et særligt Anliggende og er som saadant Rigsraadet uvedkommende.