Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 165

by Carl Georg Holck

§ 165. Fortsættelse. Om det Omfang, i hvilket Trykkefriheden grundlovmæssig er tilsikkret Borgerne.

Grl. § 86, jfr. Grl. 1849 § 91, udtaler i Modsætning til den tidligere Lovgivning den Regel, at Enhver er berettiget til at offentliggjøre sine Tanker ved Trykken, og at han i saa Henseende skal staae til Ansvar for Domstolene, hvorhos den tilføier, at Censur og andre forebyggende Forholdsregler ingensinde paany kunne indføres. I Spidsen stilles altsaa den Regel, at Enhver har en grundlovmæssig Ret til at offentliggjøre sine Tanker ved Trykken. Denne Ret tilkommer Enhver og kan ikke berøves Nogen. Det kan altsaa ikke ved Lov bestemmes, at den, der gjør sig skyldig i Forbrydelser af en vis Art, ved Dom skal forbryde sin Ret at lade Noget trykke. Fremdeles ligger det uden Tvivl allerede i hin Hovedsætning, at Censur, hvorved det overlades til en administrativ Embedsmands ensidige Bestemmelse, hvorvidt Noget maa trykkes, er uforenelig med Grundloven, hvad enten den er almindelig eller indskrænket til visse Personer, saasom domfældte Forfattere, om det end er anseet for passende udtrykkelig at udtale denne Sætning.

Den anførte Frihed er imidlertid begrændset, idet der tilføies »dog under Ansvar for Domstolene«. Den, der offentliggjør Noget ved Trykken, er altsaa ansvarlig derfor; men dette Ansvar kan ikke bestemmes af nogen administrativ Autoritet, men kun af Domstolene. Som Følge heraf vil et Skrift ikke kunne undertrykkes eller konfiskeres ad administrativ Vei, men kun ved Dom, s. Straffelovens § 34, jfr. Lov 3. Jan. 1851 § 12. Ligeledes synes det at stride mod Grl. § 86, at der af Administrationen kan meddeles en Redakteur Advarsler med den Virkning, at Bladet, naar disse lades upaaagtede, enten undertrykkes ad administrativ Vei, eller at det fastsættes, at Udgiveren paa Grund af saadan Overhørighed skal dømmes til Bladets Undertrykkelse. Hvad endelig angaaer Beslaglæggelse af et Skrift, følger det af Grl. § 81 og Lov 3. Jan. 1851 § 13, at den kun kan skee ifølge en Retskjendelse.

Medens Ansvaret efter det Anførte i de enkelte Tilfælde bliver at bestemme af Domstolene, følger det af disses almindelige Stilling, jfr. Grl. § 73, at Ansvarets Fastsættelse ved almindelige Regler beroer paa Lovgivningsmagten, der indenfor den ved Grl. § 86 fastsatte, grundlovmæssige Grændse frit kan ordne Forholdet ved sædvanlig eller efter Omstændighederne ved foreløbig Lov.

Lovgivningsmagten har saaledes at bestemme, hvem der skal betragtes som Publikant af et trykt Skrift og som Følge heraf bære Ansvaret for samme, s. Lov 3. Jan. 1851 § 3. Den har i saa Henseende væsentlig frie Hænder, og det kan navnlig ikke paastaaes, at et Forbud mod Anonymitet vilde stride mod Grundloven, s. Fdn. 27. Sept. 1799 § 16.

Fremdeles bestemmer Lovgivningsmagten Ansvarets Størrelse. Skjøndt det vistnok lidet vilde stemme med den liberale Aand, som gjennemtrænger Grundloven, at foreskrive uforholdsmæssig haarde Straffe for Presseforseelser, er der dog ingen grundlovmæssig Begrændsning i saa Henseende, og det kan end ikke siges at stride mod Grundlovens Aand, at der fastsættes et temmelig alvorligt Ansvar for Presseforseelser. Grundloven fordrer kun, at Ansvaret skal bestemmes af Loven og gjøres gjældende for Domstolene, men indeholder Intet om dets Størrelse.

Lovgivningsmagten bestemmer endelig, i hvilke Tilfælde Ansvaret indtræder, og er i denne Henseende ikke indskrænket til at fastsætte Straf for de Handlinger, som ogsaa ere strafbare, naar de begaaes udenfor Pressen, men kan fastsætte Straf for Handlinger, der udenfor Pressen vilde være ustrafbare. Navnlig maa Lovgivningen ogsaa under Strafansvar kunne forbyde Publikationen af visse Ting. Vistnok indrømmer Grundloven en almindelig Frihed til at lade trykke, hvad man vil, og det gaaer aabenbart ikke an af Udtrykket i Grl. § 86 »sine Tanker« at slutte, at Grundloven kun hjemler Ret til at offentliggjøre sine Reflexioner over visse faktiske Forhold, men derimod ikke er til Hinder for at forbyde Publikationen af visse Fakta, en Adskillelse, som praktisk ogsaa vilde være aldeles uigennemførlig. Men Grundloven begrændser atter hin almindelige Frihed ved at tilføie »under Ansvar for Domstolene«, og maa derfor antages ogsaa i denne Henseende at overlade Afgjørelsen til den almindelige Lovgivning. Det følger nu af den almindelige Hovedsætning i Grl. § 86, at saadanne Forbud mod Publikationen af visse Ting bestandig maae beholde Karakteren af Undtagelser, og navnlig vilde det, da Trykkefriheden væsentlig har en politisk Betydning, være stridende mod Grundloven, om en Lov i Almindelighed forbød Publikationen af politiske Meddelelser; men derimod er der Intet til Hinder for, at Lovgivningen af særegne Hensyn forbyder Publikationen af visse Ting, og Lovgivningsmagten kan end ikke antages for udelukket fra af politiske Grunde at forbyde at offentliggjøre Et eller Andet, saasom at diskutere Beskaffenheden og Styrken af det retlige Grundlag, paa Statens Ordning hviler. Det følger imidlertid af den almindelige Hovedsætning i Grl. § 86, at en slig Udelukkelse kræver et udtrykkeligt Forbud, og det er derfor utvivlsomt, at den Omstændighed, at en Diskussion af visse Materier kan være farlig eller skadelig, ikke eo ipso bevirker, at den er utilladelig eller strafbar, s. Høiesteretstidende 1866. 714. Derhos vil et Forbud mod visse Udtalelser gjennem Pressen efter Omstændighederne kunne stride mod andre Bestemmelser i Grundloven. Saaledes vilde et Forbud mod at laste Kongens Regering, s. Fdn. 1799 § 2, smh. med Forordningens Epilog, være uforeneligt med den i Grl. § 12 udtalte Regel om Ministrenes ikke blot juridiske, men ogsaa politiske Ansvarlighed.

At Lovgivningsmagten af særegne Hensyn maa kunne forbyde Publikationen af Et eller Andet, stemmer ikke blot ganske med Sagens Natur, men bestyrkes ogsaa ved den positive Lovgivning, skjøndt denne i saa Henseende har iagttaget stor Varsomhed. Saaledes forbyder Straffelov § 184, jfr. Fdn. 1799 § 9, Lov 3. Jan. 1851 § 8, at offentliggjøre utugtige Skrifter, uden Hensyn til, om disse indeholde nogen Ærefornærmelse mod bestemte Personer, eller om de kunne betragtes som indeholdende en direkte Opfordring til usædelige Handlinger. Ligeledes haves flere Exempler paa Forbud mod Offentliggørelse af Krigsefterretninger, s. foreløbig Lov 8. Juli 1849, Lov 5. Juli 1850, 21. Marts 1864. De Misbrug, der herved kunne befrygtes, ville, naar Sagen afgjøres af den sædvanlige Lovgivning, ikke være farlige, og hvor foreløbig Lov anvendes, maa Garantien søges i Ministeransvarligheden.

Foruden den anførte Hovedregel tilføier Grl. § 86 »Censur og andre forebyggende Forholdsregler maae ingensinde paany indføres«. Ordet »paany« kan kun antages at indeholde en mindre heldig Polemik mod Pressens tidligere Tilstand, men medfører ikke, at saadanne forebyggende Forholdsregler, som hidtil have været ukjendte her, retsgyldig skulde kunne indføres^[1]). Grundloven forbyder altsaa Indførelsen af enhver forebyggende Forholdsregel. Som Exempel paa saadanne nævnes først Censur, der altsaa hverken kan indføres som almindelig Foranstaltning eller ved Dom paalægges Nogen. Imidlertid ere ogsaa andre forebyggende Forholdsregler forbudne, selv om de ere mindre virksomme end Censur, idet det ikke blot er andre lignende forebyggende Forholdsregler, der ere udelukkede, men overhovedet alle Forholdsregler af den angivne Beskaffenhed. Censur eller andre forebyggende Forholdsregler kunne altsaa ikke indføres ved en sædvanlig Lov, men kun gjennem en i Overensstemmelse med Grl. § 95 foretagen Grundlovsforandring, der selvfølgelig ikke er udelukket ved det mindre heldige Udtryk »ingensinde«.

Som ovenfor antydet er det imidlertid ikke enhver for Pressens frie Brug generende eller besværende Forholdsregel, der er udelukket ved Grl. § 86, men denne er kun til Hinder for forebyggende Forholdsregler. Herved maa i Modsætning til repressive Forholdsregler, som gaae ud paa at ramme det allerede stedfundne Retsbrud, forstaaes saadanne Foranstaltninger, som ligefrem forhindre eller dog give Adgang til at forhindre Folk fra at offentliggjøre deres Tanker ved Trykken. Til forebyggende Forholdsregler maa det saaledes henregnes, naar Retten til at udgive Skrifter af en vis Art eller at give Meddelelser af et vist Indhold betinges af en foregaaende administrativ Tilladelse, s. Pl. 2. Okt. 1810. Ligeledes maa det betragtes som en forebyggende Forholdsregel, naar det befales, at et Skrift skal gjennemsees af det Offentlige, inden sammes Uddeling maa finde Sted, s. Pl. 13. Mai 1814, hvorimod en Bestemmelse om, at der samtidig med Skriftets Udlevering skal afgives et Exemplar til Øvrigheden, for at denne i fornødent Fald kan foranstalte Paatale iværksat, s. Fdn. 27. Sept. 1799 §§ 26, 27, Lov 3. Jan. 1851 § 4, paa ingen Maade kan betegnes som en forebyggende Forholdsregel. Mere tvivlsomt er det, om det vilde stride mod Grundloven at betinge Retten til at udgive offentlige Blade af, at Udgiveren stillede et vist Kautionsbeløb. Hensigten med denne Foranstaltning, der i Øvrigt ikke er bleven benyttet hos os^[2]), er væsentlig kun at skaffe Sikkerhed for, at det Ansvar, som eventuelt maatte paadrages Udgiveren, kan blive fyldestgjort; men da en saadan Forholdsregel ligefrem forhindrer den Ubemidlede i at udgive slige Blade, synes den rettest at burde betragtes som forebyggende, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 2618—25. Derimod kan et i en Lov indeholdt Forbud mod at offentliggjøre visse Meddelelser ikke betragtes som en mod Grundloven stridende, forebyggende Forholdsregel. Vel forebygges ved en saadan Bestemmelse slige Meddelelser, men ved de i Grundloven forbudne, forebyggende Forholdsregler kan aabenbart kun være tænkt paa saadanne, der hindre Folk i Brugen af deres lovlige Ret til at offentliggjøre deres Tanker ved Trykken, og denne Ret kommer efter det ovenfor Bemærkede ikke til Anvendelse i det omspurgte Tilfælde. At et Forbud mod Anonymitet ikke han henregnes til forebyggende Forholdsregler behøver ikke nærmere at paavises, og endnu mindre kan der være Tale om herunder at indbefatte Fastsættelsen af meget strenge Straffe for Presseforseelser. Ei heller kan Fastsættelsen af en Stempelafgift for Blade, hvilket kun indeholder en Anvendelse af Statens Beskatningsret, betragtes som en forebyggende Forholdsregel.

1. At Ordet er optaget i den gjennemsete Grundlov, forklares ved den Frygt, man nærede for uden bestemt Nødvendighed at gjøre nogen Forandring i Grundlovens Udtryk, i hvilken Henseende det navnlig kan bemærkes, at hele Grundlovens 8de Afsnit ordret er optaget af Grl. 1849.
2. Derimod var den foreslaaet i det Udkast til en Presselov, som af Regeringen i 1844 forelagdes Stænderne.