Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 164
§ 164. Fortsættelse. Om Trykkefriheden.
Grl. § 86, jfr. Grl. 1849 § 91, bestemmer, at Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene, samt at Censur og andre forebyggende Forholdsregler ingensinde paany kunne indføres, s. Koloniallov 27 Nov. 1863 § 78, der kun har optaget den første Del af Grundlovens Regel. Forinden vi gaae over til at udvikle Betydningen af disse Sætninger, vil det være hensigtsmæssigt at forudskikke en kort Oversigt over Presseforholdenes historiske Udvikling hos os.
Efter 2. 21. 1 og 2, jfr. Fdn. 1. Okt. 1737 vare alle trykte Skrifter underkastede Censur, hvorved forstaaes et saadant foregaaende Gjennemsyn af Haandskriftet, hvorved det bestemmes, om det maa trykkes, og i fornødent Fald med hvilke Forandringer. Denne Censur ophævedes ved Reskr. 14. Sept. 1770, i Lovsamlingen ved Fdn. 1. Okt. 1737, saa at Ingen skulde være pligtig til at lade sine Bøger og Skrifter, som han vilde overgive til Trykken, underkaste den hidtil anordnede Censur og Approbation eller til den Ende at indlevere samme for at gjennemsees af dem, hvem slig Forretning hidtil havde været overdraget. Det maatte imidlertid betragtes som en Selvfølge, at den saaledes bevilgede Trykkefrihed ikke maatte misbruges til derved at overtræde andre borgerlige Love, og at de i et trykt Skrift indeholdte Ærefornærmelser og andre strafbare Udtalelser kunde straffes efter de almindelige Love. Dette blev udtrykkelig udtalt ved et Reskr. 7. Okt. 1771, i Lovsamlingen ved Fdn. 1. Okt. 1737, jfr. Reskr. 20. Okt. 1773, Pl.4. Dec. 1790, hvorhos det fastsattes, at Forfatteren skulde være ansvarlig for Skriftets Indhold, at Bogtrykkeren skulde bære Ansvaret, naar han ikke kunde angive Forfatteren, og at derfor ingen Bog maatte trykkes, medmindre enten Forfatterens eller Bogtrykkerens Navn var anført paa samme. Da disse Bestemmelser ikke fandtes tilstrækkelige til at værne mod Trykkefrihedens Misbrug, s. Præmisserne til Fdn. 27. Sept. 1799, blev en ny Ordning truffet ved Fdn. 27. Sept. 1799, der senere erholdt adskillige vigtige, for Størstedelen skærpende Tillæg, s. Plakat 18. Okt. 1805, 2. Okt. 1810, 13. Mai 1814, 1. Nov. 1837, 3. Juni 1846. Efter disse Bestemmelser var Pressens Tilstand i Hovedtrækkene følgende.
1. Ingen maatte udøve Bogtrykkerkunsten uden dertil at have erholdt kongeligt Privilegium, og Intet maatte trykkes uden hos de privilegerede Bogtrykkere, s. Fdn. 1799 §§ 15, 16.
2. Anonymitet var forbudt. Paa ethvert trykt Skrift skulde nævnes Forfatteren, Forlæggeren, Bogtrykkeren og Trykkestedet, s. Fdn. 1799 § 16. Ansvaret for Skriftets Indhold paahvilede Forfatteren uden Hensyn til, om han paa Skriftet var navngivet ved sit rette Navn, men i Øvrigt skulde Forlæggeren og Bogtrykkeren begge indestaae for, at den paa Skriftet navngivne Forfatter var den sande, samt at han i Tilfælde af Paatale var og forblev tilstede, saa at han kunde drages til Ansvar for Indholdet, da de i modsat Fald maatte bære Ansvaret i Forfatterens Sted, s. Fdn. 1799 §§ 16, 17.
3. I alle Journaler og periodiske Blade skulde foruden Forlæggeren og Bogtrykkeren tillige Forfatteren af hver Artikel nævnes tilligemed Redakteuren, hvilken sidste skulde staae til Ansvar for Bladets Indhold lige med Forfatteren. I Aviser eller offentlige Tidender skulde ligeledes Redakteuren nævnes og være ansvarlig for Indholdet lige med Udgiveren, s. Fdn. 1799 § 19.
4. Censur fandt i Reglen ikke Sted, s. Fdn. 1799 Præmisserne. Imidlertid kom Enhver, der ved Dom var bleven kjendt skyldig i Overtrædelse af Fdn. 1799, under Censur, saa at han ikke maatte lade noget Skrift trykke, førend Manuskriptet var blevet forevist Stedets Politimester og af ham havde erholdt Paategning om, at det maatte trykkes, s. Fdn. 1799 § 20. Efter Fdn. 1799 var Censuren livsvarig, men ved Pl. 1. Nov. 1837 § 3 blev dens Varighed for adskillige Tilfælde nedsat til et eller flere Aar. Fremdeles fandt en vigtig Undtagelse fra Hovedreglen Sted derved, at de privilegerede Blade ifølge Privilegiernes Indhold fuldstændig vare underkastede Censur, s. Priv. 12. Marts 1811.
5. Ifølge Fdn. 1799 §§ 26, 27 skulde der af alle Aviser, Journaler og periodiske Blade saavel som af ethvert Skrift, der ikke udgjorde mere end 24 Ark, fra Bogtrykkeren tilstilles Politimesteren et Exemplar, førend noget saadant uddeltes eller solgtes til Andre. Saafremt Politimesteren fandt noget Strafværdigt eller Utilbørligt i Skriftet, skulde han strax forbyde Udsalget og tage alle trykte Exemplarer under Forsegling samt indsende Skriftet med sin Betænkning til Kancelliet, der tog Beslutning i Sagen. Disse Bestemmelser, efter hvilke Skriftet kunde sælges eller uddeles umiddelbart efter, at et Exemplar var tilstillet Politimesteren, undergik en meget væsentlig Skærpelse ved Pl. 13. Mai 1814, der bestemte, at Udsalget og Uddelingen af de i Fdn. 1799 §§ 26, 27 omhandlede Blade og Skrifter ikke maatte skee, før Politiøvrigheden havde tilkjendegivet, at Gjennemsynet havde fundet Sted, eller der var forløbet en saadan Tid, som kunde være tilstrækkelig til at gjennemgaae Skriftet, hvilken Tid med Hensyn til Blade, der ikke oversteg et Ark, bestemtes til 24 Timer, og med Hensyn til større Skrifter til 4 Dage. Ved Pl. 3. Juni 1846 § 2 indskrænkedes disse Bestemmelser til Skrifter, der ikke oversteg 6 Ark, og Tiden til Gjennemsynet til henholdsvis 24 og 48 Timer, hvorimod der med Hensyn til større Skrifter indtil 24 Ark alene skulde forholdes efter Forskrifterne i Fdn. 1799 §§ 26, 27. Det ved Pl. 13. Mai 1814 hjemlede, foreløbige Gjennemsyn havde i Forbindelse med paafølgende Beslaglæggelse i det Væsentlige samme Virkning, som Censur[1]), men adskilte sig dog fra denne deels derved, at det ikke var Haandskriftet, men det trykte Skrift, som var Gjenstand for Gjennemsynet, dels derved, at Spørgsmaalet om Skriftets Lovlighed eller Ulovlighed paa den Paagiældendes Forlangende skulde afgjøres af Domstolene, s. Pl. 3. Juni 1846 § 3.
6. En væsentlig Indskrænkning i Trykkefriheden skete fremdeles ved Pl. 2. Okt. 1810, hvorefter politiske Nyheder og Efterretninger kun maatte meddeles i saadanne Blade, der havde erholdt et særligt, kongeligt Privilegium og som Følge heraf vare underkastede Censur. Denne Bestemmelse blev for de uprivilegerede Blade saa meget haardere, som Udtrykkene politiske Nyheder og Efterretninger bleve tagne i en meget vid Betydning, idet hertil henregnedes ikke blot Meddelelse af simple Fakta, men ogsaa selvstændige Bemærkninger og Raisonnements over fremmede Staters Forfatning eller Forvaltning eller over det gjensidige Forhold mellem dem indbyrdes eller til det danske Monarki, s. Cirk. 16. Apr. 1836, P1. 3. Juni 1846 § 1. Dertil kom, at Kancelliet havde tiltaget sig Afgjørelsen af, om en Meddelelse i et uprivilegeret Blad kunde henregnes til politiske Nyheder eller Efterretninger, saaledes at Bladet i bekræftende Fald konfiskeredes, uden at der aabnedes Vedkommende Adgang til at faae Spørgsmaalet undergivet Domstolenes Prøvelse, s. Kskr. 9. Juni 1836. Heri skete der dog ved Pl. 3. Juni 1846 § 1 den Forandring, at den Paagjældende, naar han ikke vilde lade det beroe ved Beslaglæggelsen, kunde fordre Domstolenes Afgjørelse, saaledes at disse, naar de fandt, at der forelaa en Overtrædelse af Pl. 2. Okt. 1810, skulde ansee Vedkommende med Bøder.
7. Til de ovennævnte Forskrifter sluttede sig forskjellige Straffebestemmelser. Efter Fdn. 1799 vare dels Straffene temmelig haarde, dels var Omfanget af strafbare Handlinger temmelig udstrakt, s. Fdn. 1799 §§ 2, 3, 6, 7, jfr. Fdn. 30. Marts 1827 § 7. Medens der i førstnævnte Henseende skete adskillige Formildelser ved P1. 1. Nov. 1837, udvidedes derimod Omfanget af de strafbare Handlinger betydeligt., s. Pl. 18. Okt. 1805, 10. Juni 1818 og især 1. Nov. 183751, der i visse Tilfælde fastsatte Straf for uagtsomme Presseforseelser.
Ved provisorisk Fdn. 24. Marts 1848, der stadfæstedes ved Lov 5. Juli 1850, bleve samtlige efter Fdn. 27. Sept. 1799 udkomne Love om Presseforholdene satte ud af Kraft, hvorhos den i Fdn. 1799 § 20 fastsatte Censur for domfældte Forfattere ophævedes, og de i Fdn. hjemlede, haarde Straffe bleve nedsatte til simpelt Fængsel. Selve Fdn. 1799 vedblev med de ved Fdn. 1848 og Grl. 1849 § 91 indførte Forandringer at være giældende, indtil den ophævedes ved Presselov 3. Jan. 1851 § 17.
- ↑ Faktisk antog det ikke sjelden Karakteren af en virkelig Censur, idet Udgiveren for at sikkre sig mod Ansvar lod Embedsmanden gjennemsee Skriftet i Manuskript. s. Cirk. 10. Juni 1834.