Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 153
§ 153. Fortsættelse.
B. Om Indfødsrettens Stiftelse ved Naturalisation.
Ifølge Fdn. 1776 §§ 6, 7 kunde Indfødsret ogsaa erhverves ved en kongelig Naturalisationsbevilling. Om de Betingelser, under hvilke en saadan kunde ventes meddelt, indeholdtes nærmere Forskrifter i Fdn. §§ 3—5, hvis Bestemmelser bleve udvidede og modificerede ved forskjellige senere Forskriften s. Fdn. 17. Nov. 1786 § 8, Resol. 9. Dec. 1820, 24. April 1827 , Kskr. 14. Okt. 1828, Pl. 1. Aug. 1785, Regi. 2. Marts 1804 § 22, 1. Juni 1808 § 74, Resol. 31. Aug. 1804. Ved Siden heraf havde Kongen ved Fdn. § 10 forbeholdt sig, naar et ganske særdeles vigtigt Tilfælde indtraf, at kunne meddele Indfødsret udenfor de sædvanlige Regler. Naturalisationsbrevene, der altid skulde udfærdiges gjennem Monarkiets Hovedkollegium, det danske Kancelli, s. Fdn. 1776 § 6 og Kabinetsordre 1. og 8. Febr. 1776, gave Indfødsret overalt i Kongens Stater og pleiede at lyde paa, at saavel den Paagiældende selv, som hans ægte Børn skulde have Indfødsret, hvorved altsaa ogsaa de her til Landet medbragte Børn erholdt Indfødsret, s. med Hensyn til Island Adn. 17. Nov. 1786 § 8.
En Forandring heri indtraadte ved Grl. 1849 § 54, hvorefter ingen Udlænding kunde erholde Indfødsret uden ved Lov. Herved bortfaldt altsaa Regeringens Ret til at meddele Naturalisationsbevillinger for de Landes Vedkommende, for hvilke Grundloven var gjældende. For Slesvigs og Holstens Vedkommende Opfattedes Forholdet paa den Maade, at Kongens Sanktion af den af Rigsdagen vedtagne Lov om Meddelelse af Indfødsret antoges at afgive den fornødne Hjemmel for Lovens Gyldighed i hine Landsdele, s. Bkg. for Slesvig 19. Mai 1855, for Holsten 14. Mai s. A., D. T. 1855. 468.
Grl. 1849 § 54 afløstes af den tilsvarende Regel i Forfl. 1855 § 47, hvorefter Indfødsret maatte meddeles ved en af Rigsraadet vedtagen og af Kongen stadfæstet Lov, der da, som alle andre paa lignende Maade tilveiebragte Love, med Hensyn til hvilke ingen Indskrænkning var gjort, havde Gyldighed for Monarkiets hele Omfang, jfr. dog med Hensyn til Lauenborg ovenfor § 152 Nr. 6.
Da Forfl. 1855 ved Kundgj. 6. Nov. 1858 hævedes for Holstens og Lauenborgs Vedkommende, kunde den ved en af Rigsraadet vedtagen og af Kongen stadfæstet Lov meddelte Indfødsret kun have Virkning for de Rigsraadets Lovgivningsmyndighed underlagte Landsdele. Imidlertid hævdedes Indfødsrettens Enhed for hele Monarkiet med Hensyn til den ved Lov 8. Dec. 1859 forskjellige Udlændinge meddelte Indfødsret, idet der ved en Resolution 8. Dec. 1859 (i Lovsamlingen som Anmærkning til Loven) meddeltes de i Loven ommeldte Personer Indfødsret i det danske Monarki. Paa Grund af de politiske Forholds Tryk blev imidlertid en anden Vei betraadt ved Lov 26. Mai 1863, hvorved der meddeltes forskjellige Udlændinge Indfødsret i Kongeriget og Slesvig med tilhørende Bilande og Kolonier[1]), uden at nogen supplerende Akt for Holstens Vedkommende samtidig eller senere blev udvirket, s. Kundgj. 30. Marts 1863 Art. 5. Den saaledes fulgte Vei blev ved Grl. 1863 gjort til den regelmæssige, idet efter Grl. § 49 ingen Udlænding kunde erholde Indfødsret uden ved Lov, og ifølge Grl. § 18 en af Rigsraadet vedtagen og af Kongen stadfæstet Lovs Virksomhed i Kongeriget og Slesvig kun ved en i Loven optagen, udtrykkelig Bestemmelse kunde gjøres afhængig af en tilsvarende Lovs Vedtagelse for et andet Lovgivningsomraade eller for en enkelt Landsdel, jfr. Kundgj. 30. Marts 1863 Art. 5 og Lov 27. Nov. 1863.
De ovennævnte Vanskeligheder med Hensyn til Indfødsrettens Omraade bortfaldt ved Hertugdømmernes Afstaaelse, og naar Grl. 1866 § 51 gjentager de tidligere Grundloves Bestemmelse, at ingen Udlænding kan erholde Indfødsret uden ved Lov, har en saadan Indfødsret naturligvis kun Gyldighed for Rigets nuværende Omraade.
Meningen med Grl. § 51 er nærmest, at hvert enkelt Spørgsmaal om Meddelelse af Indfødsret særlig skal afgjøres af Lovgivningsmagten, men ligesom flere Personer kunne forenes i en Lov, der i saa Fald betragtes som bestaaende af ligesaa mange særskilte Paragrapher, saaledes kan det heller ikke antages, at Grl. § 51 skulde udelukke Adgangen til at give almindelige Lovregler, ifølge hvilke Indfødsret skulde tilkomme Udlændinge under visse bestemte Betingelser. De Betingelser for Meddelelse af Naturalisationsbevillinger, der tidligere vare fastsatte ved Indfødsretten 1776 §§ 3—5 og de dertil sig sluttende senere Bestemmelser, kunne ikke være bindende for Lovgivningsmagten ved Afgjørelsen af Spørgsmaal om Meddelelse af Indfødsret; men denne kan baade meddeles, hvor de mangle, og negtes, hvor de ere tilstede, s. D. T. 1850. 226. I Virkeligheden er der ogsaa, navnlig i den senere Tid , ved Meddelelsen af Indfødsret taget andre Hensyn end de ovennævnte, idet der, afseet fra de Tilfælde, hvor Vedkommende er indkaldt til et offentligt Hverv, s. Fdn. 1776 § 5, eller hvor hans Opdragelse er foregaaet her, væsentlig er lagt Vægt paa, at han har et pletfrit Rygte, at han er det danske Sprog mægtig, at han er knyttet til Landet ved Familiebaand, og at han i en længere Aarrække har havt Bopæl i Landet, hvorimod der ikke tages synderligt Hensyn til de i Indfødsrettens §§ 3 og 4 opstillede Formuebetingelser, s. Rigsdagstidende: Ordentlig Samling 1866—67 Anhang B Sp. 874—76, jfr. Sp. 11—28.
Medens Indfødsretten ved de tidligere Love meddeltes ubetinget, er der ved den efter Grl. 1866 udstedte Indfødsretslov 31. Mai 1867 tilføiet den Betingelse, at de Paagjældende inden et Aar fra Lovens Kundgiørelse for Indenrigsministeriet maae godtgiøre at være løste fra deres tidligere undersaatlige Forhold. Denne Betingelse, der er tilføiet; dels fordi Nabostaterne opstille en lignende Betingelse endog blot for at vinde Borgerret, dels for at undgaae de praktiske Misligheder, der kunde flyde af det tidligere Undersaatsforholds Vedbliven, har til Følge, at de Paagiældende, saalænge Betingelsen ikke er opfyldt, ikke kunne nyde de af Indfødsretten betingede Rettigheder, og at Indfødsretten aldeles bortfalder, hvis Betingelsen ikke opfyldes inden Udløbet af den fastsatte Frist.
Den, der har erholdt Indfødsret ved Lov, behøver ingen yderligere Naturalisation. Paa den anden Side er det en ligefrem Følge af Grundlovens Bestemmelse, at Indfødsret ikke kan meddeles ved kongelig Bevilling, og ligeledes synes Bestemmelsen i Adn. 17. Nov. 1786 §§ 7 og 8, hvorefter Meddelelsen af et islandsk Borgerbrev under visse Betingelser skulde medføre Indfødsret, at maatte være bortfalden ved Grundloven.
At Kvinder kunne naturaliseres, var allerede tidligere utvivlsomt, s. Fdn. 1776 § 8, Kabinetsordre 18. Marts 1776 C § 3, og et Exempel paa en saadan Naturalisation haves nu ogsaa i Lov 31. Mai 1867 Nr. 48. Et Andet er, at dette sjeldnere vil forekomme, da Indfødsretten for Kvinden ikke har saa udstrakt en Betydning som for Manden. At en Kvinde ikke erhverver Indfødsret ved at ægte en Mand, der har Indfødsret, er paavist ovenfor § 152 Nr. 4.
- ↑ Med Hensyn til de forskjellige Tvivl, der kunde reises om denne Indfødsrets Omfang, henvises til de i Lovsamlingen 1863 S. 135 indførte Bemærkninger af Konseilspræsidenten ved Lovudkastets tredie Behandling i Rigsraadet.